Tanker og følelser
Bibelen advarer os mod nogle følelser der vil påvirke os negativt, og opfordrer os i stedet til at opdyrke en indstilling der vil have en positiv virkning på os.
VREDE
PRINCIP FRA BIBELEN: “Den der ikke hurtigt bliver vred, er stærkere end en mægtig kriger.” – Ordsprogene 16:32.
HVAD DET BETYDER: Det er godt for os at opbygge den styrke der skal til for at styre vores følelser. Nogle gange kan en vis vrede måske være berettiget, men ukontrolleret vrede er meget destruktiv. Når man er vred, kommer man let til at sige eller gøre noget man senere fortryder.
HVAD DU KAN GØRE: Lær at styre din vrede i stedet for at lade din vrede styre dig. Nogle mener at ukontrolleret vrede er et tegn på styrke, men i virkeligheden er det et svaghedstegn. “Som en gennembrudt by, en by uden mur, er en mand der ikke kan styre sit temperament,” siger Bibelen. (Ordsprogene 25:28) Noget der kan hjælpe os til at kontrollere vores vrede, er at finde ud af hvad der er fakta, inden vi reagerer. “En mands indsigt bremser hans vrede.” (Ordsprogene 19:11) Når vi hører begge sider af en sag, får vi måske nogle oplysninger som hjælper os til at bevare roen.
TAKNEMMELIGHED
PRINCIP FRA BIBELEN: “Vis at I er taknemmelige.” – Kolossenserne 3:15.
HVAD DET BETYDER: Taknemmelighed er en forudsætning for at man kan være glad og lykkelig. Nogle der har oplevet meget svære ting i deres liv, fortæller at det der hjælper dem til at klare det følelsesmæssigt, er at fokusere på de ting de kan være taknemmelige for, ikke på det de har mistet.
HVAD DU KAN GØRE: Hver dag kan du tænke på nogle ting som du er taknemmelig for, og eventuelt skrive dem ned. Det behøver ikke kun at være store ting, måske bare en smuk solopgang, en hyggelig snak med en god ven, eller den gave at du har levet en dag mere. Sådan nogle positive ting kan virkelig gøre noget godt for din psyke, men det kræver at du tager dig tid til at tænke over dem og værdsætte dem.
Noget der især kan vække positive følelser, er at tænke over hvad du værdsætter ved din familie og dine venner. Når du har fundet ud af hvad det er du sætter pris på ved andre, så fortæl dem det, enten direkte eller i et brev, en mail eller en sms. Det vil uden tvivl styrke jeres venskab, og du vil opleve ‘glæden ved at give’. – Apostlenes Gerninger 20:35.
ANDRE PRINCIPPER FRA BIBELEN
UNDGÅ SKÆNDERIER.
“At indlede et skænderi er som at åbne en sluse; forsvind før kampen bryder løs.” – ORDSPROGENE 17:14.
UNDGÅ AT BEKYMRE DIG FOR MEGET OM FREMTIDEN.
“I skal altså aldrig være bekymret for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har problemer nok i sig selv.” – MATTHÆUS 6:34.
TÆNK DIG OM FØR DU REAGERER.
“Din evne til at tænke dig om [vil] holde vagt over dig, og dømmekraften vil passe på dig.” – ORDSPROGENE 2:11.