Kapitel 5

Det femte og sjette segl brydes

 1. Hvad siger Johannes at der skete da det femte segl blev brudt?

APOSTELEN Johannes fortsætter sin skildring af hvordan „Lammet“, Jesus Kristus, åbner den hemmelighedsfulde bogrulle han har taget fra Guds højre hånd, og siger: „Og da det brød det femte segl, så jeg neden under alteret deres sjæle, som var myrdede for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst og sagde: ’Hvor længe, Herre [suveræne Herre, NW], du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?’ Og hver af dem blev der givet en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle hvile endnu en liden stund, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle ihjelslås ligesom de.“ — Åbenbaringen 6:9-11.

 2. (a) Er de myrdede sjæle under alteret mennesker som er døde på grund af de fire ryttere? Forklar nærmere. (b) Hvordan ved vi at det Johannes så under alteret var trofaste kristnes blod og ikke spøgelsesagtige skygger eller skikkelser?

² Da det femte segl brydes er der ingen af de fire livsvæsener som indbyder apostelen Johannes til at komme og se det. Det han ser er ikke en følge af at rytteren på den ildrøde hest, rytteren på den sorte og rytteren på den gustengule hest er redet ud. De myrdede sjæle som Johannes så, var døde af andre årsager end verdenskrig, hungersnød, pest og jordens vilde dyr. De havde bragt deres liv som et offer, og derfor ses deres sjæle under Guds alter. Disse sjæle var ikke spøgelsesagtige skygger eller skikkelser under alteret. Det apostelen Johannes så dér var egentlig blodet af trofaste kristne der var døde „for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved“. Af fødsel var Johannes jøde, og han vidste at når der i Jerusalems tempel blev bragt dyreofre til Jehova Gud, blev dyrenes blod udgydt ved foden af alteret, altså på jorden. Selv om der kom blod på siden af alteret, ville blodet dog forsvinde ned i jorden. Dette var i overensstemmelse med loven som Gud gennem profeten Moses havde givet jøderne. — 3 Mosebog 3:2, 8, 13; 4:7.

 3, 4. (a) Hvordan viser Guds lov som blev givet til Noa og til Israel, at sjælene som Johannes så under alteret er et billede på de trofaste kristnes blod? (b) Hvordan ser Gud på disse kristnes død, og hvem er den hovedansvarlige for at deres blod er blevet udgydt?

³ Vi må huske på det Jehova Gud havde sagt til sine profeter om hvad blodet, også menneskeblod, er. Til profeten Noa sagde han lige efter den jordomspændende vandflod: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mosebog 9:4) Til profeten Moses sagde Gud i Sinaj ørken: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.“ (3 Mosebog 17:11) I lyset heraf er ’sjælene’ som Johannes så under alteret, blodet af trofaste kristne som er blevet myrdet fordi de har antaget Guds skrevne ord og forkyndt det, og vidnet om ham og hans søn Jesus Kristus. Af den grund blev deres voldsomme død, som de ikke havde fortjent, betragtet som et offer til Gud, bragt i forbindelse med at hævde Jehova Gud som den universelle suveræn og i forbindelse med at hellige hans navn. Forfølgeren, den der her på jorden har hovedansvaret for at disse helliges blod er blevet udgydt, er Babylon den Store, som i virkeligheden er den falske religions verdensimperium, der blev grundlagt i det gamle Babylon ved Eufratfloden.

⁴ Johannes siger: „På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.’ Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.“ „Og i den by fandtes blod af profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet på jorden.“ — Åbenbaringen 17:5, 6; 18:24.

 5-7. (a) Hvad råber blodet af disse opofrede kristne på, og til hvem råber det? (b) Hvilket bibelsk eksempel hjælper os til at forstå dette?

⁵ Gud, som ser alt, ser også dette blod, disse opofrede menneskesjæle, ved foden af alteret, og han ved hvordan blodet (deres sjæle) er kommet der. Det er noget Gud må hævne.

⁶ Disse uskyldige menneskers blod råber højt til Jehova Gud om hævn over morderne. Omkring fire tusind år før Johannes fik dette syn, råbte den første martyrs blod til Gud fra jorden. Det var Abels blod; broderen Kain havde slået ham ihjel på grund af en strid om den sande gudsdyrkelse. Kain prøvede at skjule sin myrdede broders blod, men Jehova Gud sagde til Kain: „Hvad har du gjort! Din broders blod råber til mig fra jorden! Derfor skal du nu være bandlyst fra agerjorden, som åbnede sig og tog din broders blod af din hånd!“ (1 Mosebog 4:1-11; 1 Johannes 3:12) På samme måde råber blodet af de kristne der har lidt døden som martyrer; det råber fra jorden under Guds alter, og bliver ved med det så længe dette uskyldige blod af Kristi disciple ikke er hævnet. Det er derfor apostelen Johannes hører sjælene under alteret råbe med høj røst, „høj“ fordi der er så mange af dem:

⁷ „Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?“ — Åbenbaringen 6:10.

 8. (a) Hvordan forsikres vi om at disse myrdede kristne sjæle ikke råber forgæves? (b) Hvornår er tiden inde til at Gud hævner deres blod?

⁸ Disse myrdede kristne sjæle råber ikke forgæves. Det har Jesus Kristus forsikret dem om. Han har sagt: „Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: han skal skaffe dem ret i hast.“ (Lukas 18:7, 8) Titusinder af disse kristne sjæle var blevet myrdet i tiden indtil hedningetiderne udløb i året 1914. Men Guds tid til at hævne deres blod var ikke inde straks efter hedningetidernes udløb i det år den første verdenskrig udbrød. Guds tid er inde når den blodbestænkte by, Babylon den Store, skal tilintetgøres, og når slaget ved Harmagedon skal udkæmpes, hvilket vil følge umiddelbart efter Babylons ødelæggelse. Gud har fastsat denne tid. Da vil dette råb lyde i himmelen: „Halleluja [Pris Jah, NW]! . . . han har dømt den store skøge, som styrtede jorden i fordærv med sin utugt, og han har krævet sine tjeneres blod af hendes hånd.“ (Åbenbaringen 19:1, 2) Hendes ødelæggelse er stadig noget fremtidigt, men tiden nærmer sig.

 9, 10. (a) Hvilken fejlagtig forventning nærede salvede kristne med hensyn til den første verdenskrig? (b) Hvad åbenbarede Guds hellige ånd for dem da de granskede i Bibelen for at finde en forklaring?

⁹ Midt i forfølgelsens hede under den første verdenskrig fra 1914-1918 var der salvede kristne som mente at verdenskrigen ville gå lige over i en verdensrevolution og et anarkiets Harmagedon.a Til deres store overraskelse endte den første verdenskrig pludseligt den 11. november 1918; Babylon den Store eksisterede stadig, og Harmagedonslaget var ikke kommet. Det undrede de sig over, og de indså nødvendigheden af at undersøge Bibelen for at finde en forklaring. Under ledelse af Guds hellige ånd blev deres øjne åbnet for at der var et stort arbejde som skulle gøres i hele verden før den fuldstændige afslutning på den onde tingenes ordning ville komme i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16) Den trofaste rest af salvede kristne så at Jesus Kristus, efter at han havde forudsagt „veernes begyndelse“ i form af verdenskrig, hungersnød, jordskælv og pest, også pegede på at et verdensomspændende arbejde skulle gøres før den endelige afslutning på tingenes ordning. Han havde sagt:

¹⁰ „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

11. (a) Hvorfor krævedes der en anselig tid til det arbejde der skulle udrettes? (b) Hvad ville de der skulle gøre dette arbejde blive udsat for?

¹¹ Gud måtte derfor nødvendigvis sørge for at der blev tid til at udføre dette forudbestemte arbejde. Opgaven var kolossal da det jo drejede sig om at nå ud til hele verden, og samtidig var den trofaste salvede rest talmæssigt så lille og ubetydelig. Den salvede rest der overlevede den første verdenskrig, vidste ikke hvor megen tid Gud havde sat af til dette vældige arbejde. Det var dem der udgjorde denne rest der var blevet salvet med Guds hellige ånd til at udføre dette arbejde med at forkynde „evangeliet“ eller „den gode nyhed“ (NW) om Guds nylig oprettede rige med den kronede konge Jesus Kristus på tronen. De skulle forkynde dette budskab til trods for at de ville blive „hadet af alle folk“ for Kristi navns skyld. (Mattæus 24:9) Dette ville afgjort medføre yderligere forfølgelse, og uden tvivl ville et antal af disse kristne brødre, salvede medtjenere, blive slået ihjel, ligesom deres tidligere kristne brødre, deres „medtjenere“ for Jehova Gud, var blevet det, frem til det tidspunkt da den første verdenskrig endte i 1918. — Åbenbaringen 6:11; 2:10.

12. (a) Hvad viser at vi lever i høsttiden? (b) Hvad skal der udrettes med denne høst, og hvad viser det med hensyn til dens varighed?

¹² Eftersom forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ (NW) går forud for „enden“ på tingenes ordning, må vi have befundet os i „endens tid“ eller ved „verdens ende“ lige siden Guds messianske rige blev oprettet i himmelen ved hedningetidernes udløb i 1914. (Daniel 12:4; Mattæus 24:3) Da Jesus forklarede lignelsen om hveden og rajgræsset sagde han: „Høsten er verdens ende.“ I løbet af denne høsttid skilles de falske rajgræslignende kristne fra de trofaste hvedelignende kristne, og det sker under engles ledelse; til sidst tilintetgøres de rajgræslignende kristne som i en brændende ovn, når Babylon den Store ødelægges. (Mattæus 13:39-42) Alt dette kræver at „høsten“ er en tidsperiode af nogen varighed. Det var en tidsperiode der begyndte efter hedningetidernes udløb i 1914, og især fremtrådte den som en høsttid efter 1918. Tiden til at det store Babylon skulle ødelægges på grund af dets blodskyld var endnu ikke inde da den første verdenskrig endte i 1918.

13. Hvilket andet adskillelsesarbejde skal udføres ved verdens ende?

¹³ „Høsten“ med adskillelsen af rajgræslignende kristne fra hvedelignende kristne skulle efterfølges af et andet og endnu større adskillelsesarbejde. I sin profeti om „verdens ende“ havde Jesus skildret dommen over dem der hævdede at være kristne, Jesu „brødre“, og han sluttede med endnu en lignelse: „Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ — Mattæus 25:14-33.

14. Hvad ser vi ud fra Jesu ord til „fårene“ og „bukkene“ at Jesu åndelige brødre ville komme ud for efter 1918?

¹⁴ Før Menneskesønnen, Jesus Kristus, der er indsat på tronen, leder de mennesker der har fårets sindelag ind i det jordiske paradis med dets velsignelser under Guds messianske rige, minder han dem om at nogle af hans kristne eller åndelige brødre havde siddet i fængsel i tidsperioden „verdens ende“ og at disse mennesker med fårets sindelag havde besøgt dem og bragt dem lindring. Og før kongen Jesus Kristus sender de fordømte, som sammenlignes med bukke, bort til evig tilintetgørelse, minder han dem om at de havde forsømt at besøge og hjælpe dem af hans åndelige brødre der sad i fængsel. (Mattæus 25:34-46) Ordet „fængsel“ var en forudsigelse af at hans salvede åndelige brødre, den rest af dem der var på jorden, ville blive forfulgt, i nogle tilfælde med døden til følge, i løbet af tidsperioden „verdens ende“. Det vil altså sige at der efter 1918 ville være andre af Kristi „brødre“, „medtjenere“ for Gud, som ville blive myrdet „for Guds ords skyld“ og „for det vidnesbyrds skyld“ som de havde aflagt, i lighed med de kristne sjæle som Johannes så under alteret. — Åbenbaringen 6:9-11.

15. (a) Hvorfor måtte sjælene under alteret „hvile“ endnu en liden stund? (b) I hvilken forstand skulle de „hvile“?

¹⁵ Der ville derfor gå „endnu en liden stund“ hvori de myrdede „sjæle“ „skulle hvile“ før den suveræne Herre, Jehova, ville hævne deres blod på den religiøse by, Babylon den Store, og dens politiske medskyldige. Men det at de skulle hvile betød ikke nødvendigvis at de forblev døde. (1 Korinter 15:17-20) De omtalte „sjæle“ under alteret skulle hvile en liden stund endnu inden retfærdigheden skete fyldest i deres tilfælde. Der skulle gå „en liden stund“ hvori de ikke måtte presse på for at få deres blod hævnet. De måtte undlade at kræve at deres blod blev hævnet i 1918. De skulle „hvile“ i den forstand at de skulle lade regnskabet med de blodige mordere stå uafgjort „endnu en liden stund“, nemlig indtil Guds egen tid var inde til at gøre regnskabet op med dem.

HVER AF DEM FÅR EN LANG, HVID KLÆDNING

16. (a) Hvad blev der gjort for disse sjæle under alteret i 1918? (b) Hvad er de lange, hvide klæder de modtager, et symbol på?

¹⁶ Men skønt de blev bedt om at vente „endnu en liden stund“, blev der dog gjort noget for dem i 1918. Åbenbaringen 6:11 siger at „hver af dem blev der givet en lang, hvid klædning“. Hermed menes uden tvivl at de blev oprejst fra de døde på det tidspunkt og fik adgang til Kristi himmelske rige som allerede var blevet født eller oprettet. Det kan næppe være rigtigt at de myrdede sjæle får disse lange, hvide klæder mens de endnu befinder sig under alteret. Lange, hvide klæder ville være højst upraktiske at have på et sted som „neden under alteret“. Hvordan skulle lange, løse klæder kunne holdes „hvide“ dernede? Jesus Kristus havde lovet de kristne at de ville få hvide klæder som en belønning for i trofasthed at have sejret over denne onde verden. (Åbenbaringen 3:4, 5) En sådan lang, hvid yderklædning ville være en æresbevisning og et symbol på uskyld, på Guds gunstige dom. Det ville være på sin plads at de bar lange, hvide klæder når de efter opstandelsen fra de døde tog plads på himmelske troner. (Åbenbaringen 4:4) Men skønt de blev oprejst fra de døde i 1918, måtte de stadig hvile med hensyn til at blive hævnet.

17. (a) Hvad skulle der efter opstandelsen af disse kristne som har lidt en offerdød, ske med hensyn til deres åndelige brødre som endnu er på jorden? (b) Hvorfor skulle flere smage en offerdød sammen med Jesus Kristus?

¹⁷ Men hvad skulle der ske med deres åndelige brødre som endnu var i live på jorden i den „liden stund“ hvori de måtte vente inden de kunne blive hævnet? Åbenbaringen 6:11 svarer på dette med ordene: „Endnu en liden stund, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle ihjelslås ligesom de.“ Det betød mere forfølgelse af de trofaste kristne. Det betød at flere sande kristne på jorden ville blive slået ihjel, ligesom de der indtil 1918 var blevet myrdet af Babylon den Store og hendes politiske elskere. Det samlede antal på 144.000 som får del i en offerdød sammen med Jesus Kristus, var endnu ikke nået i 1918. Der var endnu en rest som skulle føjes til før tallet på de 144.000 arvinger til Guds rige var fuldt.

18, 19. Hvilken konklusion kommer vi til med hensyn til Kristi disciple på denne tid, når vi sammenligner sidste del af Åbenbaringen 6:11 med Kristi ord i Mattæus 24:9-14?

¹⁸ Mange af denne rest „skulle ihjelslås“, ligesom deres medtjenere og deres „brødre“ tidligere, før 1918, var blevet det. Forfølgelsen af Kristi sande disciple skulle ikke ophøre i 1918; den skulle fortsætte efter at den første verdenskrig var ophørt i det år. Var det ikke også det Jesus Kristus havde forudsagt i sin profeti om „verdens ende“ som et af vidnesbyrdene om at han var nærværende i sit himmelske rige? Jo. Han sagde, lige efter at have forudsagt krig mellem folk og riger, hungersnød og pest:

¹⁹ „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld. Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre. Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:9-14; Lukas 21:12-19.

20. (a) Har de historiske kendsgerninger støttet denne konklusion med hensyn til forfølgelsen af kristne? (b) Indtil hvornår vil Gud afholde sig fra at hævne sine tjeneres blod, og når han gør det, i hvilket omfang vil han da gøre det?

²⁰ Disse profetiske ord af Jesus Kristus er, som historien viser, blevet opfyldt siden hedningetidernes udløb i 1914 og frem til vor tid. Der har altså frem til den første verdenskrigs afslutning i 1918 været sande kristne hvis blod uretfærdigt er blevet udgydt, kristne som er blevet ’myrdet for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved’, og efter 1918 har en trofast overlevende rest af „medtjenere“ taget Guds ord op og aflagt vidnesbyrd om det på hele den beboede jord, idet de har forkyndt evangeliet om Guds nyfødte rige for alle jordens folkeslag. Nogle af dem er blevet myrdet på grund af dette, og andre vil blive det før „enden“ på denne tingenes ordning kommer. Gud vil afholde sig fra at hævne sine kristne tjeneres blod indtil det fulde antal er blevet myrdet og Babylon den Store og hendes politiske medskyldige således har fyldt deres mål af blodskyld. Når Gud til sidst eksekverer sin dom, vil det én gang for alle være en hævn for alt det kristne blod der er blevet udgydt. Indtil da må sjælene som Johannes så under alteret, hvile i håb.

DET SJETTE SEGL BRYDES

21. Hvad afsløres når det sjette segl brydes?

²¹ Da det femte segl blev brudt, åbenbaredes yderligere vidnesbyrd om at rytteren på den hvide hest var blevet kronet som konge og sejrende red ud med sin bue for at fuldende sin sejr. Hvad sker der når han fuldender sin sejr i en ikke så fjern fremtid? Dette blev afsløret da Lammet, Jesus Kristus, brød det sjette segl på den hemmelighedsfulde bogrulle som han havde taget af Jehova Guds højre hånd. Hvad så den kristne apostel Johannes?

22. Beskriv hvad Johannes så da det sjette segl blev brudt.

²² „Og jeg så Lammet bryde det sjette segl; da kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev som blod. Og himmelens stjerner faldt ned på jorden, ligesom et figentræ kaster sine umodne figener, når det rystes af en stærk storm. Og himmelen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: ’Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?’“ — Åbenbaringen 6:12-17.

23. Af hvilken art var det store jordskælv som Johannes så, og hvilket omfang havde det?

²³ Det store jordskælv som apostelen Johannes var vidne til, var ikke blot et lokalt fænomen. Det rystede hele jorden. I år 33 havde Johannes hørt Jesus forudsige bogstavelige jordskælv som noget der skulle kendetegne indledningen til „verdens ende“; Jesus havde talt om at der skulle være „jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse“. (Mattæus 24:7, 8; Markus 13:8) Men det ’store jordskælv’ der forekom i synet efter at det sjette segl blev brudt, er tydeligt nok et symbolsk jordskælv. Det symboliserer en stor omvæltning i den jordiske tingenes ordning, idet alt menneskeskabt som ikke har Guds godkendelse og velsignelse bliver voldsomt rystet, ja rystet så det styrter sammen, jævnes med jorden overalt på kloden. Derfor vil intet menneskeskabt som er ude af harmoni med Gud og Lammet, kunne beskytte menneskene. Det vil ikke være beboeligt, ikke kunne byde på et hjems komfort, ikke være et sikkert sted at opholde sig. Hele den jordiske ordning bliver ubeboelig; menneskene tvinges til at flytte ud og søge beskyttelse andetsteds.

24. Når menneskene råber til himmelen på grund af det store jordskælv og de ledsagende fænomener, hvordan vil himmelens reaktion mod dem da være?

²⁴ Ofte ledsages store jordskælv af fænomener på himmelen og i atmosfæren. Når et bogstaveligt jordskælv indtræffer, råber mange til himmelen, appellerer til Gud, selv om de aldrig har bedt til ham før. Når den „store dag“ kommer, da den guddommelige vrede eksekveres over den ulydige menneskehed, vil menneskene løfte øjnene mod himmelen. Men vil der være noget tegn på at himmelen er dem gunstigt stemt og føler med dem i deres store nød? Det profetiske syn siger: „Og solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev som blod. Og himmelens stjerner faldt ned på jorden, ligesom et figentræ kaster sine umodne figener, når det rystes af en stærk storm.“ (Åbenbaringen 6:12, 13) Hvad kan disse himmelske fænomener være symbol på?

25. Hvad sker der symbolsk med menneskenes sol, måne og stjerner i denne tingenes ordning?

²⁵ Taget under ét vil de mennesker der er under Guds vrede ikke se noget på himmelen der får situationen til at lysne for dem. Dagen vil være trist, nedslående, som om solen var formørket, ikke af en kæmpestøvsky i det ydre rum, men som om den var klædt i sørgedragt, dækket af sort sækkelærred vævet af hår fra sorte geder, en dragt af den slags man bar som tegn på sorg. Folk har afvist det åndelige lys fra Guds inspirerede ord, Bibelen, og må nu sørge om dagen. Og om natten? Ingen lysende måne til at skinne mildt ned på dem! Intet sølvhvidt lys, men et blodrødt lys! Ikke noget livgivende lys. Blodet vil flyde overalt på jorden om natten, hvis ikke også om dagen. Blodet vil kendetegne natten. Men de mange milliarder af stjerner vil da opveje månens blodige udseende! Nej! Har du nogen sinde set et figentræ i stærk blæst og dets umodne figener fra vinterens tid falde til jorden? Sådan vil stjernerne falde ned fra himmelen. Hvor ned? Ikke ned på jorden, men ud af syne. Deres himmelske lys ses ikke mere, og de kan ikke mere tjene som ledelys for nattens rejsende. Hverken om dagen eller om natten vil menneskene have noget der lyser op for dem.

26-28. (a) Vis hvordan himmellegemerne ude i verdensrummet har repræsenteret magter der har stået over mennesket og har haft indflydelse på mennesket. (b) Hvordan bliver himmelen i opfyldelsen rullet sammen som en bogrulle? (c) Hvad bliver disse himle erstattet af, og vil disse også blive rullet sammen som en bogrulle og lagt væk?

²⁶ Vil disse himmellegemer ikke alle forsvinde, symbolsk talt, når næste del af synet indtræffer, sådan som det blev åbenbaret da det sjette segl blev brudt? Jo! „Og himmelen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen.“ Mennesker har udnyttet solvarmen og sollyset i kraftanlæg. De har tæmmet tidevandet som skyldes månens tiltrækningskraft, og de har benyttet samme tiltrækningskraft i forbindelse med at sende bemandede rumskibe fra jorden i en bane omkring månen. De har brugt stjernerne til at rejse efter om natten. De har lagt astrologiske horoskoper ved at se på stjernerne, planeterne og dyrekredsens tegn. Ja, de har endog tilbedt stjernerne og planeterne som guder. De har tilbedt månen som en gud eller gudinde, og de har tilbedt solen som en ledsagende gud eller gudinde.

²⁷ På denne måde har „himmelen“ med dens himmellegemer repræsenteret magter der stod over mennesket og øvede indflydelse på mennesket. De egentlige himmelske kræfter eller magter som står over mennesket, er usynlige. Det er Satan Djævelen, der er blevet tilbedt som solen, og desuden alle hans dæmoner eller engle, der er blevet tilbedt som stjerner eller stjernebilleder, mindre guder. Alle må de nu forsvinde!

²⁸ I årtusinder har disse usynlige dæmoner behersket menneskeheden og indskrevet deres beretning på siderne i menneskehedens historie. Nu er tiden inde til at en ny side i menneskehedens historie skal skrives. Derfor må disse symbolske himle forsvinde; det de har indskrevet i menneskehedens historie må forsvinde, ligesom når en papyrusrulle eller kalveskindsrulle rulles sammen på stokken og det der står skrevet på rullen skjules. (Lukas 4:20; Daniel 12:4) På den guddommelige vredes dag er tiden kommet til at nye og retfærdige himmelske magter tager herredømmet over jorden. Disse nye retfærdige himle oprettes af den almægtige Gud og vil aldrig blive rullet sammen som en bogrulle og lagt væk. De vil forblive for evigt, til velsignelse for gudfrygtige mennesker.

SYNLIGE ÆNDRINGER PÅ JORDEN

29. Hvordan bliver i profetiens opfyldelse bjergene og hver en ø flyttet fra deres steder?

²⁹ Ikke blot sker der forandringer på det usynlige, himmelske plan, men der vil også ske nødvendige forandringer på det synlige, jordiske plan. Åbenbaringen 6:14 fortsætter med at sige: „Og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads.“ Dette betegner noget der skal ske med denne tingenes ordnings politiske stater, for i Bibelen bruges bjerge som billede på regeringer eller stater. På den dag Gud eksekverer sin vredesdom vil hverken stor prestige eller magt eller en stats isolation på en ø omgivet af vand være af nogen beskyttende værdi. Som dele af den nuværende tingenes ordning vil de alle blive fjernet fordi de ikke er en del af Guds rige. De vil ikke blive forvandlet fra despotiske, diktatoriske, autokratiske stater til demokratiske stater, og således blot undergå en strukturændring samtidig med at de forbliver selviske menneskelige regeringer. Nej, de vil blive fjernet og tilintetgjort.

30. Hvilken tilsvarende profeti findes i Åbenbaringen 16:18-21?

³⁰ Dette var også forudsagt i Åbenbaringen som noget der skulle ske når Guds engel udgød den syvende plage. Beretningen herom findes i Åbenbaringen 16:18-21: „Og der kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden — så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i hu, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin. Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen; thi stor var denne plage, såre stor.“ Dette profetiske syn er en bekræftelse af hvad der vil ske som et resultat af at det sjette segl på den hemmelighedsfulde bogrulle brydes.

31. (a) Hvem ser Johannes, mens han iagttager synet, blive berørt af denne store omvæltning? (b) Hvad vil de blive tvunget til at erkende?

³¹ Alle klasser af mennesker som er en del af denne tingenes ordning vil blive berørt, „jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie“. Da vil de alle indse at de har nået afslutningen på denne tingenes ordning. Det at deres selviske planer til bevarelse af denne onde tingenes ordning stadig slår fejl, tvinger dem til at indse at de ikke nyder himmelens gunst, den gunst som universets Gud der sidder på tronen kunne have givet dem, eller den gunst som Guds lam, Jesus Kristus, som kristenheden hævder at den har tjent og fulgt, kunne have givet dem. Da vil tiden være kommet da bønnen i Salme 83:18, 19 bliver besvaret: „Lad dem . . . kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ Ja tiden vil være inde til at denne, den højeste Gud, sørger for at det sker som han gentagne gange har sagt gennem sin profet Ezekiel: „De skal kende, at jeg er [Jehova]. . . . folkene skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 39:6, 7; 6:7, 10, 13, 14; 7:4, 9, 27.

32, 33. (a) Vil disse mennesker søge tilflugt i Guds rige for at redde livet? Forklar nærmere. (b) Hvor i historien finder vi et eksempel på en sådan adfærd?

³² For at redde livet under den største trængsel i menneskehedens historie vil folk søge i dækning. Men hvor? I desperation råber de måske til Gud om hjælp, men inderst inde sætter de dog stadig deres lid til deres egne organisationer og ikke til Guds ord og hans himmelske rige. De har hele tiden stolet på deres egne regeringer og politiske organisationer, der har behersket jorden som høje bjerge, som rygraden i den nuværende tingenes ordning. Åbenbaringen 6:15-17 fortæller os derfor i billedsprog at de „skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: ’Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?’“

³³ Menneskene ønsker ikke at dø men at blive begravet så de er skjult. Jesus Kristus forudsagde at menneskene ville følge denne adfærd da han profeterede om at Jerusalem og Judæa ville blive ødelagt i årene fra 66 til 73. På sin vej til døden på en pæl på Golgata standsede han op og sagde til nogle medfølende kvinder som græd over ham: „Græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn! Thi se, der skal komme dage, da man skal sige: ’Salige er de ufrugtbare, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.’ Da skal man give sig til at sige til bjergene: ’Fald over os!’ og til højene: ’Skjul os!’“ (Lukas 23:26-30) Den jødisk historiker Josefus beskriver i detaljer hvad indbyggerne i Judæa og Jerusalem som en opfyldelse af Jesu profeti gjorde i årene 66-73. Judæas sidste fæstning, Masada, faldt i år 73.

34. Hvordan beskriver profeten Esajas menneskenes handlemåde i „de sidste dage“?

³⁴ Profeten Esajas blev inspireret til at forudsige nogle af de begivenheder der skulle finde sted i løbet af „de sidste dage“: „Da skal menneskets stolthed bøjes, mændenes hovmod ydmyges, og [Jehova] alene være høj på hin dag. Afguderne skal helt forsvinde. Og man skal gå ind i klippehuler og jordhuller for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden. På hin dag skal mennesket slænge sine guder af sølv og guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til muldvarpe og flagermus for at gå ind i klipperevner og fjeldkløfter for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden. Gå ind i klippen, skjul dig i støvet for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed!“ — Esajas 2:1, 2, 17-21, 10.

35. (a) Hvilke tilstande blandt de politiske herskere viser at Guds vredes „store dag“ er nær? (b) Hvilket spørgsmål må de der ikke er på Guds side se i øjnene når Guds og Lammets vrede til sidst udtrykkes, og hvad er svaret på spørgsmålet?

³⁵ Guds profetier vil uvægerlig blive opfyldt. Vi nærmer os hastigt den dag da Guds og Lammets, Jesu Kristi, vrede endeligt kommer til udtryk over for denne tingenes ordning. Jordens politiske herskere er allerede nu forfærdede over at Babylon den Stores religiøse lederes bønner ikke skaffer dem himmelens hjælp til bevarelse af deres regeringer og kommercielle, sociale og fredsbevarende institutioner. „Deres [Guds og Lammets] vredes store dag“ kommer snart, nemlig når „dette evangelium om Riget“ er blevet forkyndt over hele jorden i den udstrækning Gud ønsker at der skal aflægges vidnesbyrd for alle folkeslagene. (Mattæus 24:14) Det store spørgsmål som da skal besvares af dem der ikke har stillet sig på Guds riges side men er en del af denne dømte tingenes ordning, vil være: „Hvem kan da bestå?“ (Åbenbaringen 6:17) Disse mennesker vil da vide at de ikke er i stand til at bestå; hvorfor skulle de ellers søge at skjule sig for Gud og Lammet i stedet for med glæde at byde dem og det lovede himmelske rige velkommen? Den der kan bestå som godkendt undgår tilintetgørelsen og får adgang til den nye, fuldkomne ordning.

36. (a) Siden hvornår har Jehovas vidner ikke haft grund til at græde sådan som apostelen Johannes? (b) Hvad er opfyldelsen af det der er skildret ved at de fem første segl er blevet brudt, et vidnesbyrd om?

³⁶ De hemmeligheder der åbenbares ved at de første seks af de syv segl brydes og der åbnes for indholdet af bogrullen som han der sad på universets trone holdt i sin højre hånd, sætter sindet i bevægelse. Det apostelen Johannes åbenbarede i form af symboler, ser vi på forståelig måde gå i opfyldelse i nutiden. Især siden 1930, da bibelstudiebogen „Light“ (på dansk „Lys“) blev udgivet i september i to bind, har indviede kristne vidner for Jehova Gud fået forståelse af de profetiske symboler der blev afsløret ved at Lammet brød de seks segl der havde holdt bogrullens hemmelige indhold skjult. Vi græder ikke længere sammen med apostelen Johannes, men vi glæder os med ham over at se de forseglede hemmeligheder blive åbenbaret. Vi frydede os og var usigelig glade da vi så billederne blive gjort levende efter at de fem første segl var brudt, som et vidnesbyrd om at Guds messianske rige var blevet født i himlene og dets konge var redet ud, på vej mod den endelige sejr.

37. Hvad skal vi gøre når vi ser disse profetiske tableauer blive opfyldt?

³⁷ Vi er taknemmelige over at vi i dag kan se den nutidige opfyldelse af disse profetiske tableauer som apostelen Johannes så. Det vil være klogt af os at forberede os så vi findes værdige til at „bestå“ når den store vredesdag kommer og for evigt fjerner denne onde ordning i den forudsagte „store trængsel“. Indtil da fortsætter vi trods forfølgelse med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på „hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. — Mattæus 24:14, NW; Markus 13:10.

[Fodnote]