Kapitel 24
Hvordan vi stiller os til Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“
1. Hvad er „Guds hemmelige rådslutning“, hvornår blev den først omtalt og hvornår blev den fuldbyrdet?
GUDS fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“ er i dag ikke noget mysterium. Den alvise Gud som formulerede hemmeligheden for næsten seks tusind år siden har nu opklaret den for os. Denne hemmelige rådslutning eller beslutning, der er blevet beskrevet med udtryk som viste at den var hele menneskehedens eneste håb, er Guds rige med Guds ’kvindes’ kongelige „sæd“ på tronen, det vil sige Guds rige ved Messias, Kristus, Guds salvede. (1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 12:1, 2, 5-10) I overensstemmelse med Guds egen vilje og hensigt gav han den første meddelelse om den hemmelige rådslutning da den første krise i menneskets historie opstod; og næsten seks tusind år senere fuldbyrdede eller gennemførte den samme evige Gud denne rådslutning, nemlig i 1914, det år der rystede verden.
2. Hvordan har Jehova Gud fuldbyrdet sin „hemmelige rådslutning“?
2 Da „hedningernes tider“ — den lange periode hvori det politiske „dyr“ havde fået lov til uden afbrydelse at beherske jorden — udløb i dette år, var det storslåede øjeblik kommet da Jehova Gud den Almægtige fuldbyrdede sin „hemmelige rådslutning“. Han gjorde det ved at lade det messianske rige føde eller oprette i himmelen, idet han indsatte sin søn, der ofrede sig selv som et lam, på den messianske trone i himmelen. På denne måde blev denne søn bemyndiget til at tjene som den regerende Messias eller Kristus og til at befri menneskene på jorden for alle deres fjender. — Åbenbaringen 10:7; 11:15-18; Salme 2:1-9; 110:1-6; Lukas 21:24.
3. (a) Hvorfor er det livsvigtigt for os at tage imod de goder som Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“ kan skænke? (b) Hvorfor hviler der nu et større ansvar end nogen sinde før på hver enkelt?
3 Du, vor læser, kan få evig gavn af denne Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“. Vi kan alle få evig gavn af denne fuldbyrdede hemmelighed. Spørgsmålet er dog: Vil vi fredeligt og taknemmeligt tage imod den? Det er klogt at gøre det, for Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“ udøver sit herredømme til jordens fire hjørner; det berører dit liv, vort liv, og livet for hvert eneste menneske på jorden. Du kan ikke unddrage dig dette vidunderlige herredømme, og vi kan heller ikke. Vi er simpelt hen nødt til for eftertiden at regne med denne Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“. Gør vi det på rette måde vil det gavne os evigt. De tider da menneskehedens verden var mindre ansvarlig, er forbi for stedse! Vi befinder os i en anden situation nu; vi befinder os i „endens tid“, hvor det er meget vigtigt at træffe de rette afgørelser, og hvor det haster med at gøre det. Vi kan ikke skrue tiden tilbage til en mere sorgløs tid. Vi kan heller ikke hindre tiden i at bringe os nærmere og nærmere til den katastrofale afslutning for alle der er fjender af både Gud og mennesker, og til den strålende virkeliggørelse af Guds øvrige hensigter vedrørende det messianske rige. Vore bekymrede hjerter længes inderligt efter den lindring og de velsignelser som dette fuldkomne og retfærdige messianske styre over menneskeheden vil hidføre.
4. På hvilken måde har Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“ allerede udrettet store ting?
4 Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“ har allerede øvet storslåede gerninger som tjener den til ære og som ophøjer Jehova Gud som den suveræne hersker over alle. I året 1914 red den kronede konge, Jesus, Messias, ud til sejr og „for at fuldende sin sejr“. (Åbenbaringen 6:1, 2, NW) Under sin himmelske titel, ærkeengelen Mikael, førte han sine hellige engle i en sejrrig krig mod „den store drage“, Satan Djævelen, og hans dæmonengle. Han styrtede dem ned til denne jord, hvor det symbolske „dyrs“ „hoveder“ og kronede „horn“ på det tidspunkt kæmpede indbyrdes om verdensherredømmet i den første verdenskrig, 1914-1918. At „dragen“ og dens engle således blev nedstyrtet betød sejr og frelse for alle som var for Jehova Gud og hans regerende Messias, Jesus. — Åbenbaringen 12:7-12; 6:3-6; 13:3.
5, 6. Hvad har Guds messianske konge udrettet i perioden siden Satan blev nedstyrtet til jorden og begyndte at lægge stor harme for dagen?
5 Vi befinder os nu i den ’korte tid’ hvori den nedstyrtede „drage“ og dens engle er bundet til jordens nærhed. Når den udløber, fjernes de fra jordens nærhed og kastes i „afgrunden“, hvor de holdes fangne som i et fængsel og hvor de vil befinde sig i en dødlignende tilstand, kraftesløse og uvirksomme. Inden dette sker, indsamler den sejrende messianske konge resten af de 144.000 åndelige israelitter, så de kan blive beseglede, få „den levende Guds segl“ på deres pander, som hans særlige ejendom. (Åbenbaringen 7:1-8; Mattæus 24:31) Men foruden denne rest, hvis medlemmer skal være hans medarvinger til det himmelske messianske rige, indsamler han også jordiske undersåtter som stiller sig på hans messianske riges side, og denne indsamling begyndte endog før den anden verdenskrig udbrød i 1939. — Johannes 10:16.
6 Trods alle de ’veer’ som den nedstyrtede „drage“ i vrede bringer over både jorden og havet, er antallet af disse jordiske undersåtter vokset støt, og de udgør allerede nu „en stor skare“ bestående af hundredtusinder af indviede og døbte disciple af den messianske konge, Jesus Kristus. Han har lovet mirakuløst at føre dem ud af „den store trængsel“ og ind i en ny orden på jorden, en orden fri for vanskeligheder. — Åbenbaringen 7:9-17; 12:12.
7. (a) Hvorfor og på hvilken måde er medlemmerne af resten og af ’den store skare’ anderledes end verdens mennesker? (b) Hvilket svar kan vi give dem der siger: ’I skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre!’?
7 Den indsamlede rest og den voksende ’store skare’ står alle som et synligt og levende vidnesbyrd for verden om at „Guds hemmelige rådslutning“ er fuldbyrdet og uimodståeligt er gået i gang med at gennemføre sin messianske opgave. Det er grunden til at de er anderledes, for selv om de er „i verden“, er de ikke „af verden“. (Johannes 15:19; 17:11, 14, 16) I denne verden med dens voksende utilfredshed og oprørskhed hører man mennesker sige: „De ord jeg afskyr mest er: ’Du skal!’“ Er det nu os der siger: ’Du skal gøre dette,’ eller: ’Du skal gøre hint’? Nej, det er noget andet der tvinger menneskene og får dem til at gøre endog noget som er imod deres vilje; ofte er det simpelt hen omstændighederne der tvinger dem. Men bag det alt sammen står den usynlige, „drage“, Satan Djævelen, og hans dæmoner, som øver en overmenneskelig indflydelse på alle og siger til dem: ’Du skal!’ Disse ondsindede intelligensvæsener, åndeskabninger, bruger det politiske „dyr“ til at sige: ’Du skal! hvis du vil leve under mit styre.’
8. Hvordan har de mennesker det som bærer ’dyrets mærke’ på deres „højre hånd“ og på deres „pande“?
8 Se dig om! Hvor mange mennesker er der ikke som bærer ’dyrets mærke’ på deres „højre hånd“ eller på deres „pande“! De kan ikke snakke sig fra hvem de tjener som trælle, hvem deres herre og mester er som siger til dem: ’Du skal!’ Det afslørende mærke, „dyrets navn eller dets navns tal“, røber dem, og de kan ikke benægte det. (Åbenbaringen 13:16-18) Hvis nogen på grund af åndelig blindhed ikke kan se „mærket“, så ser den almægtige Gud det! Er disse ’mærkede’ tilbedere af det politiske „dyr“ lykkelige? Føler de sig trygge? Har de fred i sind og hjerte? Ser de en lovende fremtid foran sig, i betragtning af at de er i kløerne på „dyret“, Djævelens synlige verdensomspændende politiske organisation? Nej! Lad os se på hvorfor det er sådan.
9. Hvad erfarer de der i dag tilbeder „dyret“?
9 Hvad gavner det et menneske at bære „mærket“ som en der tilbeder „dyret“ og „dyrets billede“? Hvad enten vedkommende synes om det eller ej, så vil han opdage at han nu er i færd med at drikke en bitter drik, „Guds harmes vin“, af „hans vredes bæger“. Samtidig „pines [han] med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne“, allerede nu før alle den falske religions tilhængere bliver tilintetgjort. (Åbenbaringen 14:9-12) Der er også andre ting at tage i betragtning i dag: „Guds harmes syv skåle“, der af Guds usynlige „syv engle“ hældes ud over hele jorden. Den første „skål“ rammer „de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede“. De fik noget der svarer til „ondartede og slemme bylder“, et sikkert varsel om at deres afgudsdyrkelse medfører en pinefuld og ubehagelig død. — Åbenbaringen 16:1, 2.
10. Hvilket vigtigt spørgsmål stilles her med hensyn til de mennesker som har ’dyrets mærke’?
10 Det Åbenbaringen skildrer med disse symboler, kan ikke være andet end noget ubehageligt og pinefuldt fra den levende og sande Gud, Jehova, den Almægtige. Det er meget tydeligt at han ikke har behag i mennesker som bærer det afskyelige „mærke“. Dette rejser et alvorligt spørgsmål som fortjener vor overvejelse nu, og det er: Hvor vil alle disse mennesker med „mærket“ være når „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ bryder ud, når vi får den verdenssituation som meget betegnende kaldes Harmagedon og som hastigt nærmer sig? Det vil være bedst for os om vi gør os klart at disse mennesker ikke kan være andre steder end på den forkerte side af slagmarken.
11. Hvad har påvirket folk og skadet dem?
11 I årevis er folk blevet påvirket af en indflydelse som er udgået fra forskellige kilder, både synlige og usynlige. En af de synlige kilder har været det politiske „dyr“, som de mennesker der har „mærket“ tilbeder og dyrker patriotisk. En anden synlig kilde har været den politiske „falske profet“, som er fremkommet med forbavsende forudsigelser til gunst for „dyrets billede“. Endnu en kilde, en usynlig kilde, har været „den store drage“, Satan Djævelen, den mægtige åndeskabning som gav „dyret“ dets verdslige kraft, dets trone og dets magt over hele menneskeheden. Det der udgår fra disse tre kilder er propaganda, ord, bud, „ånder“ eller „inspirerede udtalelser“ (NW), men ikke udtalelser inspireret af Jehova Guds ånd.
12. Hvordan skildrer Guds ord de „inspirerede udtalelser“ som stammer fra de nævnte kilder, og hvor samler de folk?
12 Guds inspirerede ord skildrer disse „inspirerede udtalelser“ som urene „frøer“ der hopper ud af munden på dragen, dyret og den falske profet. Hvem er disse „urene inspirerede udtalelser“ henvendt til? Til de politiske ledere der regerer dig, vor læser! Hvad kan du gøre ved dette? Vil du gøre ligesom folk i almindelighed? De styrende i dag fører an, og folket følger dem. Disse herskere som fører an, samles af de tre „urene inspirerede udtalelser“ — til hvad? Til en sidste krig mod den almægtige Gud på Harmagedons slagmark. — Åbenbaringen 16:13-16.
HÆRENE STILLER OP
13, 14. Hvilke vigtige spørgsmål kræver alvorlig overvejelse nu?
13 Hvor nær er vi ved Harmagedon? Nationerne har nu i nogen tid marcheret hen imod det. Den verdenssituation vi til sidst vil nå frem til, vil gøre en guddommelig indgriben nødvendig. Det er den situation der betyder Harmagedon! Bliv ikke utålmodig. Den vil til sidst være her, og vi vil også være der!
14 På hvilken side vil du, vor læser, være at finde på den slagmark, i betragtning af den måde du nu lever dit liv på? Der vil kun være to sider, og den kurs i livet vi nu følger vil uvægerlig føre til den ene eller den anden side. Hvor ønsker du at være til den tid? Vil du måske være dér hvor du aldrig havde tænkt dig at være — imod Gud, den Almægtige? Har fordom mod hans navn, Jehova eller Jahve, indvirket på dig? Hvilket navn er bedst, Guds navn eller „dyrets navn“?
15. Hvorfor vil de der bærer ’dyrets mærke’ ikke kunne få nogen religiøs eller åndelig hjælp ved Harmagedon?
15 De der bærer „mærket“ symbolsk brændt ind i deres højre hånd eller på deres pande, vil befinde sig der hvor deres valg i dag har ført dem til, på den side hvor dragen, dyret og den falske profet er, altså imod Gud den Almægtige og hans fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“. Babylon den Store vil til den tid ikke kunne yde dem nogen åndelig hjælp. Dette, den falske babyloniske religions verdensimperium, vil på det tidspunkt allerede være blevet udslettet; det sker nemlig umiddelbart før „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, og dens overraskende ødelæggelse vil blive udvirket af dens egne tidligere venligsindede politiske beskyttere. (Åbenbaringen 17:1 til 18:24) Religiøst hykleri, også kristenhedens, vil være blevet afsløret. En religiøs facade vil ikke være nogen god forklædning til den tid.
16, 17. (a) Hvorfor lader „dragen“ dyret og den falske profet stille op til kamp mod Guds rige? (b) På hvilket punkt bør de der tilbeder det politiske „dyr“ ikke bedrage sig selv, som det yderligere beskrives i profetien?
16 Ved den verdenssituation som kaldes Harmagedon vil dyret og den falske profet stå opstillet til kamp mod Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“, Guds oprettede messianske rige. De kæmper imod det som „dragen“, Satan Djævelen, ønsker at de skal kampe imod, så han over for den almægtige Gud pralende kan hævde at han har størstedelen af menneskeheden på sin side. Satan Djævelens motto er: Hersk eller ødelæg! Hvis han ikke selv kan herske over menneskene når hans ’korte tid’ er forbi, vil han ødelægge dem. (Åbenbaringen 12:12) Ingen på jorden bør nogen sinde tro at det politiske „dyr“ som folk nu tilbeder, opmuntret dertil af „den falske profet“, kan vinde kampen eller gøre den uafgjort. Det er der ingen chance for. Der kan kun blive ét resultat af denne krig ved Harmagedon, nemlig det som under guddommelig inspiration beskrives i Åbenbaringen 19:20:
17 „Og dyret blev grebet og sammen med det den falske profet, som for dets øjne havde gjort tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog dyrets mærke på sig, og dem, der tilbad dets billede. De blev begge kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl.“
18, 19. (a) Vil „dyret“ og „den falske profet“ dø en langsom død? (b) Hvad sker der med dem der støtter „dyret“ og „den falske profet“?
18 Der er ikke tale om en langsom dødsproces for „dyret“ og „den falske profet“. Mens de endnu er „levende“ og fungerer som politiske organisationer, kastes de i et nu ned i den evige tilintetgørelse, som blev de kastet i brændende ild og svovl. Men hvad med de individuelle politiske herskere og deres hære og undersåtter som har støttet „dyret“ og „den falske profet“ lige til det sidste i kampen for at holde dem i gang? Sejrherren, den almægtige Gud, vil ikke vige fra det han har forudsagt med hensyn til disse personers endeligt:
19 „Og de andre blev af ham, som red på hesten, dræbt med sværdet, som udgik af hans mund, og alle fuglene blev mættet af deres kød.“ — Åbenbaringen 19:21.
20, 21. Hvordan skaffes ligene af de dræbte i Harmagedon af vejen?
20 Der bliver ingen ordentlig begravelse, ingen begravelse med militære æresbevisninger, for dem der i Harmagedon dræbes på det bud der ligesom et skarpt og langt henrettelsessværd kommer ud af munden på den sejrrige hærfører, Jesus Kristus, kongernes Konge. Foragteligt efterlades deres lig på jorden så urene ådselfugle kan gøre sig til gode med dem ved dette „Guds store gæstebud“; de har taget imod den indbydelse som den strålende engel lod lyde:
21 „Kom hid, og saml jer . . . for at æde kød af konger og kød af hærførere og kød af helte og kød af heste og deres ryttere, ja, kød af alle, både frie og trælle, små og store.“ — Åbenbaringen 19:17, 18.
22. Hvor vil den formodede ære ved at tilbede „dyret“ og dets „billede“ være til den tid?
22 Hvilken gavn vil man til den tid have af at man har tilbedt „dyret“ og dets „billede“ på en patriotisk, nationalistisk måde, sådan som den politiske „falske profet“ anbefaler? Ja, hvordan forholder det sig til den tid med den ære og anseelse, det „ordenstegn“ som folk i dag forbinder med at bære „mærket“, det vil sige „dyrets navn eller dets navns tal“, seks hundrede og seksogtres? Ak, til den tid vil al den slags som nu er omgivet af en sådan glans, vise sig at være ganske værdiløst!
23. (a) Hvad regner Satan og hans dæmoner nu med i deres store vrede? (b) Hvorfor vil de kun i kort tid kunne fryde sig over at så mange er blevet tilintetgjort i Harmagedon?
23 I den ’korte tid’ der er tilbage inden denne katastrofe bryder løs, er den symbolske „store drage“ og dens dæmonengle fyldt med stor harme fordi de har tabt krigen i himmelen og er nedstyrtet til jordens nærhed. I den samme ’korte tid’ har „dragen“ koncentreret en mængde ’veer’ som han lader komme over hele menneskeheden, både på havet og på landjorden; og snart, ved Harmagedon, regner han med at hans onde plan realiseres og at det store flertal af menneskene da rammes af det største „ve“ — fuldstændig tilintetgørelse ved den almægtige Guds hånd. Hvor vil det fryde ham at han har bragt uoprettelig ødelæggelse over alle disse mennesker i stedet for at lade en anden åndeskabning herske over dem! Men han og hans dæmonengle får ikke lov til ret længe at fryde sig over den ødelæggelse de har bragt over menneskene. For ned fra den hellige himmel kommer Jehovas engel som er stærkere end „den store drage“ og dens dæmonengle, disse onde ånder som fra himmelen i lang tid har haft usynlig magt over hele den vildledte menneskehed. Det frygtede øjeblik kommer omgående, det øjeblik de længe har ventet — afgørelsens time da de skal kastes i den totale frihedsberøvelses afgrund! — Lukas 8:29-31.
24. Hvem er den engel som binder „dragen“ og dens dæmoner, og hvorfor er han den rette til at gøre dette?
24 Hvem er den engel som kommer ned og uden hjælp udfører denne overmenneskelige bedrift? Det er Jehovas betroede tjener som har fået Jehovas nøgle overdraget, „afgrundens engel“, der ligner en stjerne og som har „nøglen til afgrundens brønd“. (Åbenbaringen 9:1, 11) Det er ham der som fuldkomment menneske på jorden selv oplevede at komme i „afgrunden“. (Romerne 10:7) Han er hovedpersonen i det flere tusind år gamle mysterium, „Guds hemmelige rådslutning“, det vil sige han er den som først og fremmest er Guds ’kvindes’ „sæd“, om hvem det blev forudsagt at han skulle knuse slangens hoved. (1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20) At gøre modstand mod denne mægtige engel som handler på Jehova Guds vegne, er til ingen nytte. „Dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan,“ bliver grebet, og sammen med ham alle hans dæmonengle, og de bindes med en ubrydelig „stor lænke“ og kastes i afgrunden; den eneste udgang lukkes og låses med „nøglen“ og derpå sættes der officielt segl for. Hvor længe skal der være lukket? I „tusinde år“.
25. Hvorfor vil Satan og hans dæmoner blive løsladt efter udløbet af de tusind år?
25 Når de løslades efter disse tusind år sker det for at de kan få lejlighed til blot én gang igen i en kort tid at prøve at fordærve jordens beboere. Når dette onde forsøg er gjort, vil de blive tilintetgjort for evigt. — Åbenbaringen 20:1, 2, 7-10.
EN NY HIMMEL OG EN NY JORD
26. Hvad bliver fjernet ved Harmagedon sådan at menneskeheden kan opnå Paradisets glæder?
26 Efter at Satan Djævelen er kastet i afgrunden vil en smuk himmel kunne velsigne og godkende de jublende mennesker der har overlevet „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. En smuk „jord“ vil blive til, og den vil skænke menneskene Paradisets glæder. Den gamle „himmel“ og den gamle „jord“ vil være blevet jaget på flugt, de glemmes og vil aldrig igen vise sig for Skaberens åsyn, for Jehova Gud, som har skabt himmel og jord. (Åbenbaringen 20:11) Først jages den gamle „jord“ på flugt, og det sker ved at Gud tilintetgør hele det onde menneskesamfund ved Harmagedon. Derved udryddes den menneskeskabte politiske, religiøse og sociale tingenes ordning som har trælbundet det menneskelige samfund næsten lige siden den jordomspændende vandflod på profeten Noas tid. Til glæde og tilfredshed for Skaberen vil grunden blive ryddet fuldstændig, således at den længe ventede nye tingenes ordning kan indføres, en ordning der vil være ideel for en „ny jord“. — 2 Peter 3:13.
27. Beskriv tilstanden på jorden efter at den gamle „jord“ bestående af det onde menneskesamfund er udslettet.
27 Med høje hallelujaråb fra hele skabningen under en strålende azurblå himmel vil den „ny jord“ begynde med dem der under guddommelig beskyttelse har overlevet „den store trængsel“, og det bliver en „jord“ som aldrig på noget tidspunkt skal erstattes i menneskehedens tilværelse fra nu af. (Åbenbaringen 7:15; Mattæus 24:21, 22) På hele kloden er teokratisk organisation enerådende. „Den store drage“, „den gamle slange“, som er indespærret i den forsvarligt lukkede afgrund, kan ikke forstyrre den teokratiske ordning blandt menneskene. ’Dyret der steg op af havet’ skal aldrig mere gå omkring på jorden og stikke sine syv hoveder, imperialistiske verdensmagter, i menneskenes sager. Det bliver ikke længere nødvendigt at give kejseren hvad kejserens er; men man kan nu give alt til Gud, den store Teokrat. (Mattæus 22:21) Tilbedelsen af „dyret“ og tilbedelsen af „den store drage“ indirekte gennem „dyret“ er udryddet, forbudt, afskyet. Hele jorden er helliget som et sted hvor man udelukkende tilbeder Jehova Gud. Hans navn er helliget; hans vilje sker på jorden, ligesom den i fuldt mål sker i himmelen. — Mattæus 6:9, 10.
28. Hvilket kolossalt men tilfredsstillende og berigende arbejde vil de overlevende fra Harmagedon få?
28 De der i dag „lægger jorden øde“, er selv blevet ødelagt. (Åbenbaringen 11:18) Ruinerne efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon skal fjernes. Tiden er inde til at hele jorden forskønnes og gøres til et paradis efter det mønster som Gud for seks tusind år siden angav i Edens have. (1 Mosebog 1:26-31; 2:7-14) Menneskene, som er løskøbt med Guds Lams blod der soner for synd, fortjener at få et fuldkomment paradisisk hjem hvor de kan glæde sig over at leve, at tjene Jehova Gud og for evigt lovprise ham. Jorden under menneskets fødder må gøres frugtbar, så mennesket kan leve af jorden og opnå et fuldkomment helbred og evig ungdom. Den „ny jord“ det vil sige det ny organiserede menneskesamfund, vil vokse op og brede sig i et sandt jordisk paradis. Fyldt med en uudsigelig glæde og livslyst går de overlevende efter Harmagedon i gang med denne udfordrende opgave som hele menneskehedens pionerer. De må gøre alt rede til at modtage andre løskøbte mennesker. Der er ingen tid at spilde!
29. Hvad kan de der har overlevet Harmagedon glæde sig til når Kristus bruger „dødens og Dødsrigets nøgler“?
29 Hør! Nøjagtigt til tiden ifølge Jehova Guds hensigt slår hans ur. En vidunderlig time er kommet! Det er timen da alle de der er i mindegravene skal begynde at høre Guds søns røst og opstå fra de døde. (Johannes 5:28, 29, NW) Guds søn bruger „dødens og Dødsrigets nøgler“. Se! Døden og dødsriget begynder at give de døde som er i dem tilbage, og det fortsætter de med indtil dødsriget, menneskehedens fælles grav, har givet den sidste af de løskøbte der er i det tilbage. Selv havet giver dem som fandt døden i dets våde dyb, tilbage. (Åbenbaringen 20:12-14) Kan vi tro vore egne øjne? Dér er den første martyr, Abel! Dér er også Enok, ja og Noa, Abraham, Sara, Isak, Rebekka, Jakob, Rakel, Moses, David, Daniel, Malakias, Johannes Døber, „så stor en sky af vidner“, alle disse som levede før Jehovas største vidne, hans elskede søn Jesus Kristus. (Hebræerne 11:1 til 12:2) Og dér — hvor må det fryde dem der har overlevet Harmagedon — dér er mange af de „andre får“ som Jehovas „gode hyrde“ begyndte at samle til sin jordiske fold i „endens tid“. De der har overlevet Harmagedon er klart i stand til at se hvem de er, de genkender dem, og sammen med dem begynder de at forny deres enige tjeneste for den højeste Gud! — Johannes 10:16.
30. Hvordan tror du det vil virke på dig når du på den „ny jord“ ser de døde opstå til liv igen?
30 Når du på den „ny jord“ ser de døde vågne efter dødens søvn i dødsriget og stå op til liv i det jordiske paradis, hvordan tror du så det vil virke på dig? Det vil sikkert virke på dig på samme måde som det virkede på dem der så Herren Jesus Kristus oprejse den unge mand der var søn af en fattig enke i Nain i Galilæa og give ham levende tilbage til hans moder. Du vil blive grebet af frygt ligesom disse opstandelsesvidner blev det. Men det havde også en anden virkning på dem. „De priste Gud og sagde: ’En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.’“ (Lukas 7:16) Det vil berøre dig endnu mere når du bliver vidne til at de første af dine egne kødelige slægtninge opstår; følelsesmæssigt må det virke på dig ligesom det virkede på de forældre der så Herren Jesus Kristus oprejse deres tolvårige datter og atter holdt hende i deres arme. „Og de blev straks helt ude af sig selv af undren.“ (Markus 5:42) Ja, en uudsigelig glæde vil fylde dig når de døde oprejses til liv fra dødsriget og fra havet. Dit hjerte befries for enhver sorg. Hvilken strålende morgendag der snart oprinder!
31, 32. (a) Hvilke forberedelser må de der overlever Harmagedon træffe før opstandelsestimen kommer? (b) Hvad siger Åbenbaringen 20:12 om de lærebøger med vejledning og oplysning som da skal benyttes?
31 I betragtning af at denne opstandelsens time nærmer sig for dem der er døde og løskøbt til sit liv på jorden, må de der overlever Harmagedon i kærlighed forberede sig på at modtage alle dem der vil få en opstandelse på grundlag af den løsesum, det fuldkomne menneskeliv, som Guds lam, Jesus Kristus, har bragt som offer. Flittigt må de dyrke jorden for at udbrede det jordiske paradis. Der skal skaffes plads så alle de opstandne får et sted at bo. De må også omhyggeligt forberede sig på at kunne virke som trofaste vidner for Jehova Gud og hans lam og gøre rede for alt hvad Gud har gjort og sagt, noget som de opstandne vil være uvidende om. Der vil være et stort livgivende undervisningsarbejde at udføre til gavn for de døde der vender tilbage, så de kan leve på en jord der er fyldt med kundskab om Jehova som vandene dækker havets bund. (Esajas 11:9; Habakkuk 2:14) Der vil komme budskaber og lovbud fra Gud, og de vil tjene som vejledning og oplysning og blive brugt i form af lærebøger i det store verdensomspændende undervisningsarbejde. Herom siger Åbenbaringen 20:12:
32 „Og bøger blev åbnet; . . . og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.“
ET STYRE MENNESKENE KAN HAVE TILLID TIL
33. Hvorfor kan vi have fuldkommen tillid til at de opstandne vil blive dømt retfærdigt og uhildet på den „ny jord“?
33 I vore ører genlyder atter de ord der blev udtalt efter at den syvende engel havde blæst i sin basun: „Og den tid [er kommet], da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store.“ (Åbenbaringen 11:15-18) Du og de opstandne kan have fuldkommen tillid til at denne dom som fældes på grundlag af de gerninger man har gjort på den „ny jord“, vil være retfærdig, uhildet, fejlfri. Denne tillid kan man nære fordi der over den ny, paradisiske jord vil være „en ny himmel“. Det er ikke længere nødvendigt at kæmpe mod den usynlige „store drage“ og dens dæmonengle, „ondskabens åndemagter i himmelrummet“, som har fordrejet retfærdigheden. Denne gamle „første himmel“ er anbragt i afgrunden. (Efeserne 6:12; Åbenbaringen 21:1) Den er blevet erstattet med en gudgiven „ny himmel“, Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“.
34. Hvorfor vil den himmelske regerings undersåtter kunne have fuld tillid til denne regerings medlemmer?
34 De medlemmer den himmelske regering består af vil indgive dem der overlever Harmagedon og de opstandne fuld tillid. Den øverste i denne himmelske regeringsorganisation er Guds lam, den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus, som hedder „Troværdig og Sanddru“ og som „dømmer og kæmper med retfærdighed“. (Åbenbaringen 19:11) Det er først og fremmest ham der er Guds hustrulignende himmelske organisations „sæd“, der skal knuse slangens hoved og således „gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen“. (1 Mosebog 3:15; Hebræerne 2:14) Til Guds retfærdige lam i den himmelske regeringsorganisation er knyttet de 144.000 trofaste salvede disciple, der skal være „Guds og Kristi præster“ og regere som konger sammen med Kristus i tusind år. Denne „lille hjord“ af disciple med fårets sindelag er viet til ham og omtales som „bruden, Lammets hustru“. (Lukas 12:32; Åbenbaringen 21:9) Eftersom denne himmelske regering vil bestå af den livgivende brudgom og hans elskede brud, vil det være en regering der sørger for sine undersåtter som en fader for sine børn.
35. Hvordan kan vi være sikre på at medlemmerne af brudeskaren ligesom brudgommen vil være hæderlige og ubestikkelige som hans medregenter?
35 Alle jordens folk kan have lige så stor tillid til brudeskaren som til brudgommen, kongen Jesus Kristus. Brudeskaren sammenlignes med en betagende smuk by og kaldes „den hellige stad, det ny Jerusalem“. Ingen kan blive medlem af denne skare hvis de hører til „de feje og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne“. Nej, „intet urent skal nogen sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn; kun de, der står skrevet i Lammets bog, som er livets bog“. (Åbenbaringen 21:8, 27) En sådan regering, der så omhyggeligt er blevet forberedt af Jehova Gud, den Hellige, kan kun udøve et rent, retfærdigt og gudfrygtigt styre.
36. Hvordan kan vi være sikre på at folk på jorden på rette måde vil blive ledet ad den vej der fører til evigt liv?
36 „Guds herlighed“ oplyser den bylignende regering, og Guds lam er „dens lys“. Hele jorden under denne bylignende regering vil være oplyst, og alle vil vide hvilken vej de skal vandre ad på den paradisiske jord for at opnå den herlige belønning: evigt liv og evig lykke i fuldkommen sundhed. Med den rette tillid til dette siger Åbenbaringen 21:24: „Og folkeslagene skal vandre i dens lys.“
37. Sammenlign de forhold der opstår på jorden når det ny Jerusalem kommer ned fra himmelen, med dem der opstod da Satan og hans himmel blev nedstyrtet til jorden.
37 Hvilken betagende forandring denne „ny himmel“ medfører for vor jord! Da den sataniske „første himmel“ blev nedstyrtet fra Guds trofaste engles hellige plan og „den store drage“ og dens engle således kom ned i jordens nærhed, medførte det udbruddet: „Ve jorden og havet!“ Og disse ord kom til at passe. (Åbenbaringen 12:7-12) Men når det ny Jerusalem kommer ned fra himmelen fra Gud, smuk som en strålende brud der har pyntet sig for sin brudgom på bryllupsdagen, bliver det en tid med velsignelser for alle de genløste mennesker, alle der har overlevet Harmagedon og alle de døde som skal oprejses.
38. På hvilken måde vil Gud da bo hos menneskene, og hvad vil det betyde for dem?
38 Guds beskyttelse vil være udbredt over jordens beboere ligesom et telt, og ved hjælp af den messianske regering som Gud har indsat over menneskene, bor han hos dem. „Og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ Den død som vi alle har arvet fra Adam efter at han faldt i synd og blev dømt, vil blive udslettet af den „levendegørende ånd“, Guds selvopofrende lam. (Romerne 5:12; 1 Korinter 15:24, 25, 45) Alle de dårlige virkninger af syndens og dødens herredømme vil blive ophævet for bestandig! — Åbenbaringen 21:1-4.
39. Hvilken forsikring har Jehova Gud selv givet om at alt på jorden vil være forfriskende nyt for den genløste menneskehed?
39 Forfriskende nyt — sådan vil alt på jorden til den tid være for den genløste menneskehed, som aldrig har været i Edens paradisiske have, hvor menneskeheden fik sin start under smukke og fuldkomne forhold. At alt vil blive nyt kan vi vide med absolut sikkerhed, for Jehova Gud har fra sin himmelske trone udtalt disse ord som ikke kan ændres: „Se, jeg gør alting nyt.“ Og til apostelen Johannes sagde han: „Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.“ (Åbenbaringen 2_1:5) Gud lyver ikke. Gud kan umuligt lyve, hverken med hensyn til det talte ord eller det inspirerede skrevne ord i Bibelen. Alle hans løfter vil blive opfyldt på forbløffende måde ved hans rige og hans messianske konge, Jesus Kristus.
GUDS FULDBYRDEDE „HEMMELIGE RÅDSLUTNING“ — EN TRØST
40. Hvad står „Guds og Lammets trone“ for, og hvad udgår fra den til gavn for menneskene?
40 „Guds og Lammets trone“ har været rejst i himlene siden det skelsættende år 1914. „Guds og Lammets trone“ står som et symbol på Guds oprettede messianske rige, Guds fuldbyrdede og endeligt gennemførte „hemmelige rådslutning“. Ud fra denne himmelske trone og gennem „den hellige stad, det ny Jerusalem,“ løber en flod ned til den „ny jord“ med alle de guddommelige foranstaltninger som gør det muligt for den genløste menneskehed at opnå evigt liv. Som en flod der ikke kan standses og aldrig løber tør for livets vand, en flod der er „klar som krystal“, strømmer disse livgivende foranstaltninger til menneskene på den rensede jord. — Åbenbaringen 22:1, 2.
41. Hvad har været menneskehedens lod i næsten seks tusind år, og hvad er vi til trods herfor i stand til at gøre i dag?
41 Stakkels menneskehed der er så hårdt ramt i dag! I næsten seks tusind år har du lidt uden for det tabte Edens paradis. Du har grædt bitre tårer når døden berøvede dig nogen du elskede. Dine skrig er trængt igennem når smerter har martret dit legeme som følge af sygdom, alderdom eller lemlæstelse. Forpint har du grædt over al den brutalitet og de ødelæggelser som er fulgt med ugudelige krige mellem mennesker, brødre. Du har sørget dybt over alt det religiøse hykleri, over at sandhed og retfærdighed er blevet fordrejet, og over at den eneste levende og sande Gud, menneskets kærlige Skaber, er blevet vanæret og fremstillet i et forkert lys. „Hvor længe, o Gud, hvor længe?“ har du stønnet. Hvor længe vil Gud tillade denne ondskab at fortsætte blandt jordens beboere? Løft nu dit bøjede hoved! Lad dine tårefyldte øjne se at forholdene og begivenhederne i verden nu viser at tiden er ganske nær da denne diabolske ondskab ikke længere vil blive tilladt.
42. Hvad bør vi nu lytte til, og hvad vil det betyde for os?
42 Vend ørerne bort fra den støjende tummel af kæmpende og stridende partier og lad dem i stedet være åbne for den glædelige nyhed om at vi nu lever i „endens tid“ for denne dødsdømte tingenes ordning. Hør det glædelige budskab, „dette evangelium om Riget“! Kan du ikke høre det? Det må du kunne, for dette trøstende budskab bliver nu forkyndt af Jehova Guds kristne vidner over „hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. (Daniel 12:4; Mattæus 24:14) Lad Guds lam som en god hyrde lede dig til „kilderne med livets vand“, sådan som han allerede har gjort det med en „stor skare“ af alle nationaliteter, hans „andre får“, sådan at Gud fra nu af kan „tørre hver tåre af [dine] øjne“. — Åbenbaringen 7:9-17.
43. Hvilken indbydelse rækkes i kærlighed til os, og i hvilken ånd bør vi modtage den?
43 Allerede nu kan du få „livets vand“ som vil slukke sjælens tørst, og det er en forsmag på hvordan Gud i fuldt mål vil sørge for alt hvad der er nødvendigt for at menneskene kan leve evigt på den „ny jord“. Lammets brud, hvoraf en trofast rest stadig forkynder her på jorden, siger sammen med den guddommelige profetis ånd: „Kom!“ Du tørster efter det liv som er det virkelige liv, ikke sandt? Du ønsker at komme, gør du ikke? Da kom og drik „livets vand uforskyldt“, for indbydelsen gælder enhver „som tørster“ og enhver „som vil“. Og vær nu ikke en der hører og kommer og kun tænker på sig selv, men følg opfordringen til at være uselvisk: „Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’“ (Åbenbaringen 22:17) Hjælp kærligt andre ind på vejen til „livets vand“. Ræk indbydelsen fra himmelen videre til andre. Drik og lev — evigt!
44. Hvordan viser Johannes’ syn i Åbenbaringen 11:15-17 det vi bør gøre når vi hører den syvende engel blæse i basunen og indser at „Guds hemmelige rådslutning“ er fuldbyrdet?
44 Alt det som er forudsagt for så lang tid siden men som nu på en vidunderlig måde opfyldes, skal ikke holdes hemmeligt, „thi tiden er nær“. (Åbenbaringen 22:10) Del disse velsignede oplysninger med andre. Vi lever nu i de dage da den syvende engel har ladet basunen lyde. Lykkelig er du hvis du hører og forstår signalet, for derved indser og forstår du at Guds messianske rige er blevet oprettet i himmelen og at de storslåede profetier om dette rige er i færd med at opfyldes. Tag helhjertet og åbent standpunkt for dette regerende rige, Guds og Kristi rige, der vil skænke hele menneskeheden evige velsignelser. Hyld Guds fuldbyrdede „hemmelige rådslutning“! — Åbenbaringen 10:7; 11:15-17.