Kapitel 19

Bevaret til liv under Guds tusindårsrige

 1. Hvad betyder det for de politiske regeringer på jorden at Guds messianske tusindårsrige er kommet nær?

GUDS tusindårsrige ved hans Messias er kommet nær! Den gode nyhed om dette er solidt underbygget, både af den inspirerede Bibel og af verdensbegivenhederne siden 1914. Tusindårsrigets komme betyder afslutningen på de politiske regeringer der er ledet af ufuldkomne, døende mennesker. „I hine kongers dage,“ sagde den inspirerede profet Daniel til kong Nebukadnezar af Babylon, „vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:44.

 2. (a) Hvad vil udslettelsen af de verdslige riger danne højdepunkt på? (b) Hvem vil blive „frelst“ på jorden til trods for ’den store trængsel’?

² Disse menneskeskabte, verdslige riger knuses i højdepunktet på den trængsel Messias Jesus forudsagde i sin profeti da han besvarede spørgsmålet: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Eftersom alle de nuværende riger på jorden knuses før tusindårsriget indføres, overdrev Jesus ikke da han sagde at den kommende trængsel ville blive stor, ja, „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. Trængselen ville blive så stor at det ville være et spørgsmål om mennesker kunne overleve den, om menneskeslægten kunne bevares i live gennem den. „Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ (Mattæus 24:21, 22) Det var ikke kun „de udvalgte“ der ville blive frelst; andet „kød“ ville også redde livet.

 3. (a) Hvad sker der med „resten“ efter at den har set at noget „kød“ bevares i live på jorden? (b) I kraft af hvad vil de der overlever ’den store trængsel’ blive reddet?

³ Ja! Menneskeslægten vil blive bevaret under den forestående store trængsel uden sidestykke, nøjagtig ligesom den blev bevaret gennem den jordomspændende vandflod på Noas tid. (Mattæus 24:37-39) Resten af „de udvalgte“ vil blive vidne til at noget „kød“ bevares i live på jorden før de forlader den jordiske skueplads og får del i det himmelske rige hvortil de er kaldet og udvalgt i samhørighed med Jesus Kristus. (Åbenbaringen 17:14; 20:4-6) Intet medlem af det gejstlige „lovløshedens menneske“ vil blive bevaret; heller ikke nogen af dem som gejstligheden har plejet omgang med på det politiske, militære eller kommercielle felt. De der bevares i live når det store religiøse Babylon tilintetgøres og „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon udkæmpes, er den trofaste rest af „de udvalgte“ samt ’den store skare’ symbolske får der urokkeligt tager standpunkt for Guds rige ved hans Messias. (Åbenbaringen 7:9-17; 16:13-16; 17:1-16; Mattæus 25:31-46) De reddes ikke ved menneskelige midler, men udelukkende ved Guds kraft.

 4, 5. (a) I hvilken salme omtales en sådan redning, og taler salmisten kun på sine egne vegne? (b) Hvad vil „de udvalgte“ og ’den store skare’, i lighed med salmisten, føle sig tilskyndet til at give udtryk for efter deres frelse?

⁴ En sådan redning finder vi tydeligt beskrevet i den 116. inspirerede Salme, hvorfra apostelen Paulus citerer i Andet Korinterbrev 4:13. Forfatteren til denne salme kan udmærket have talt på hele sit folks vegne, for det var ikke kun ham selv men også hans folk, Jehovas udvalgte folk, der var truet af døden, af udslettelse. I nær fremtid vil alle som ubrydeligt holder fast ved Jehovas rige ved Jesus Kristus, blive truet med døden af Guds messianske riges religiøse og politiske fjender. Eftersom disse trofaste og loyale tilhængere og forsvarere af Guds rige ikke slår igen med kødelige våben men udelukkende stoler på at den almægtige Gud og hans Messias vil beskytte dem, må de tilskrive den almægtige Gud æren for deres frelse. Vil de elske ham når han frelser dem? Fordi han hører deres bøn om frelse når deres liv er i fare i hele verden, vil de af hjertet føle sig tilskyndet til at give udtryk for deres kærlighed til ham, deres guddommelige Skaber, ligesom salmisten gjorde af en tilsvarende grund:

⁵ „Jeg elsker [Jehova], thi han hører min røst, min tryglende bøn, ja, han bøjed sit øre til mig, jeg påkaldte [Jehovas] navn. Dødens bånd omspændte mig, Dødsrigets angster greb mig, i trængsel og nød var jeg stedt. Jeg påkaldte [Jehovas] navn: ’Ak, [Jehova], frels min sjæl!’ Nådig er [Jehova] og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; [Jehova] vogter enfoldige [uerfarne, NW], jeg var ringe, dog frelste han mig.“ — Salme 116:1-6.

 6. (a) Hvordan følte salmisten, ifølge sin beskrivelse, da han tilsyneladende stod ansigt til ansigt med den visse død? (b) Hvad udbrød han, og hvorfor?

⁶ Salmisten ønskede ikke at dø. Alligevel syntes døden ham sikker. Det var som om døden allerede havde slynget sine reb fast om ham så han ikke kunne slippe fri. Det var som om han allerede befandt sig i dødsriget (menneskehedens fælles grav), som om han var nødstedt, klemt inde i en snæver grav. Han var angst ved udsigten til at miste livet. Han var enfoldig og uerfaren i verdens veje og kunne ikke anråbe mennesker om hjælp. Han følte sig forarmet og ringe, frataget enhver jordisk hjælp. Men vent! Hans sag var ikke håbløs. Den Gud som han og hans folk tilbad, kunne hjælpe. Han kunne vogte ham mod døden og dødsriget. Han var nådig, han var retfærdig, han var barmhjertig, han kunne frelse. Det var hans navn man måtte påkalde for at blive frelst. I værdsættelse råbte den nødstedte salmist til sin Gud. Han bønfaldt ham tryglende. Og til hans glæde lånte Jehova ham øre. Han hørte hans fortvivlede stemme, hans inderlige bønner. Han frelste. „Dog frelste han mig“, udbrød den ydmyge salmist. Hvordan kunne han undlade at sige: „Jeg elsker [Jehova].“ Det var sådan han følte.

 7. Hvorfor vil Jehova høre „de udvalgte“ og ’den store skare’ når de råber til ham i dødsfare, og hvorfor vil de udbryde: „Jeg elsker [Jehova]“?

⁷ Når larmen fra den forudsagte ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’, som indtræffer her i vor generations levetid, til sidst er døet hen og en fredfyldt ro sænker sig over Har-Magedons slagmark, vil resten af „de udvalgte“ og medlemmerne af ’den store skare’, der sammen har overlevet krigen, se sig tilbage og erkende hvilken frelse den almægtige Gud har udvirket for dem. De er med nød og næppe undsluppet døden. Hvilket andet navn end Jehovas havde de kunnet påkalde i forvisningen om at blive hørt, da en voldelig død syntes uundgåelig? De havde ikke påkaldt ham forgæves, for denne gang var han ikke indstillet på at lade dem opsluge af døden, at lade dem stige ned i dødsrigets snævre fængsel. De truende fjender skulle gå ned i undergangen, ja, men ikke hans tilbedere der påkaldte hans navn til trods for fjendens hån og spot. Gud sørgede på mirakuløs vis for at de undslap. De der var uerfarne med hensyn til verdens ondskab, de der, ligesom Jesus, ikke var en del af denne verden, blev værnet og beskyttet. Den nådige, retfærdige og barmhjertige Gud, Jehova, frelste dem. Hvad andet kan de da gøre end at se hen til deres Gud og sige: „Jeg elsker [Jehova]“?

De vandrer i „de levendes land“

 8. Hvor var salmisten besluttet på at vandre, efter at hans sjæl var blevet friet fra døden?

⁸ Overvældet af lettelse og befrielse kunne den før så foruroligede salmist nu sige: „Vend tilbage, min sjæl, til din ro, thi [Jehova] har gjort vel imod dig! Ja, han fried min Sjæl fra døden, mit øje fra gråd, min fod fra fald. Jeg vandrer for [Jehovas] åsyn udi de levendes land; jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, sagde så i min angst: ’Alle mennesker lyver!’“ — Salme 116:7-11.

 9. (a) Hvad mente salmisten da han sagde at alle mennesker løj? (b) Hvad drev ham derefter til at tale, og talte han forgæves?

⁹ Da salmisten var udfriet fra døden og stadig vandrede blandt de levende på jorden, kunne han slappe af og byde sin sjæl, sit eget jeg, at vende tilbage til sin ro. Han behøvede ikke mere at græde fortvivlelsens tårer. Hans fod var ikke snublet, han var ikke styrtet i døden. På et tidspunkt var han ganske vist blevet angst, panikslagen, idet han havde erkendt at menneskers hjælp, var til ingen nytte. Hvert eneste menneske som sagde at det kunne hjælpe den tilsyneladende fortabte salmist eller som søgte at redde ham, viste sig at være en løgner. Mennesker forekom ham falske. Men selv om han havde mistet tilliden til at mennesker kunne redde ham fra den truende død, holdt han stadig fast ved troen på sin Gud. Derfor talte han i tro, som et udtryk for sin tro. Om ingen anden kunne hjælpe ham, kunne hans Gud. Det troede han, og han talte om at Gud ville udfri ham. Hans ord holdt stik. Han blev bevaret så han ikke snublede og faldt i døden. Nu var han fast besluttet på at vandre „for [Jehovas] åsyn udi de levendes land“.

10. Hvorfor erindrede Paulus sig Salme 116, som han citerede fra i Andet Korinterbrev 4:12-14. og hvilken egenskab gav han derved udtryk for?

¹⁰ Tro på Gud er aldrig forgæves! Det vidste apostelen Paulus. Skønt han udmærket var klar over at han ved sin anstrengende missionærtjeneste ganske vist hjalp dem der hørte hans budskab til at opnå evigt liv men samtidig afkortede sit eget jordiske liv, nærede han dog en stærk tro på Guds kraft til at holde ham oppe. Han talte ikke blot om at leve her på jorden, men også om at leve i kraft af en opstandelse fra de døde under Kristi nærværelse eller parousia. Han genkaldte sig Salme 116 idet han skrev til menigheden i Korint i Grækenland: „Altså er døden virksom i os, men livet i jer. Men da vi har den samme troens ånd som den hvorom der står skrevet: ’Jeg troede, derfor talte jeg,’ tror vi også og derfor taler vi, idet vi véd at han som oprejste Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og vil fremstille os [hvori døden nu er virksom] sammen med jer [hvori livet nu er virksomt].“ — 2 Korinter 4:12-14; Salme 116:10.

11. (a) Hvornår vil „de udvalgte“ og ’den store skare’ ligeledes kunne sige: „Alle mennesker lyver“? (b) Hvorfor bør de da tænke på Paulus’ ord i Andet Korinterbrev 4:8-10?

¹¹ Det vil i den allernærmeste fremtid være livsnødvendigt for resten af „de udvalgte“ og for ’den store skare’ af deres loyale medarbejdere at tro på Gud, selv når døden synes dem uundgåelig. De må afgjort lægge tro for dagen når de irreligiøse, verdslige styrker retter et sidste, samlet angreb mod dem efter at det gejstlige „lovløshedens menneske“ er blevet udryddet og hele den øvrige del af det store religiøse Babylon er blevet fortæret som af ild. Da vil der ikke være nogen mennesker de kan søge hjælp hos, så derfor vil de kunne sige: „Alle mennesker lyver!“ Ja, enhver menneskelig hjælp vil være nytteløs, frugtesløs, uden virkning. De kan imidlertid styrke deres tro på den almægtige Gud ved at tænke på apostelen Paulus, der, før han omtalte sin egen tro, skrev: „Vi trænges på enhver måde, men har ikke så kneben plads at vi ikke kan røre os; vi er i vildrede, men ikke helt uden udvej; vi er forfulgt, men ikke ladt i stikken; vi er kastet omkuld, men ikke slået ihjel. Altid og alle vegne udholder vi i vort legeme den dødbringende behandling Jesus fik, for at Jesu liv også må blive gjort kendt i vort legeme.“ — 2 Korinter 4:8-10.

12. Hvordan vil de i den sidste del af ’den store trængsel’ gøre som Paulus da han citerede fra Salme 116, og hvad vil de, i lighed med salmisten, derefter kunne sige til sig selv?

¹² Under tilsvarende omstændigheder i den afsluttende del af ’den store trængsel’ kan „de udvalgte“ og ’den store skare’ gøre som Paulus og have „den samme troens ånd som den hvorom der står skrevet: ’Jeg troede, derfor talte jeg.’“ Også de kan udvise tro på Gud og således tale med urokket tro, selv om de erkender at det ser meget sort ud for dem. (2 Korinter 4:13) Kort efter at Satan Djævelens jordiske redskaber har rettet det sidste angreb mod „de udvalgte“ og ’den store skare’, vil disse Guds tjenere kunne sige: „Vend tilbage, min sjæl, til din ro, thi [Jehova] har gjort vel imod dig!“ — Salme 116:7.

13. Hvordan gør Jehova vel mod sine tilbedere under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“?

¹³ Hvordan har Jehova „gjort vel“? Jo, han har handlet på en måde som han finder korrekt, over for sine trofaste tilbedere i deres store nød. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ handler han i fuld overensstemmelse med sine dyrebare løfter som er nedskrevet i hans hellige ord til gavn og betryggelse for hans lydige tjenere. „[Jehova] vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han, ud.“ (Salme 145:20) Når hans „udvalgte“ og ’den store skare’ befinder sig i deres fortvivlede situation, gør han vel imod dem i overensstemmelse med deres tro, lydighed, loyalitet og hengivenhed. „Han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Han frier altså deres sjæl fra døden for deres jordiske fjenders hånd. Han frier dem fra enhver grund til tårer. Han frier dem fra alt hvad fjenderne måtte gøre for at bringe dem til fald, med døden til følge. Kunne Jehova gøre noget bedre end dette for at ophøje og hævde sit ord og navn og fuldstændig forpurre sine ondsindede fjenders planer? Nej!

14. (a) Hvordan vil jorden se ud for dem Jehova har bevaret i live? Hvad vil også blive renset, og hvordan? (b) Hvad vil de som Jehova har bevaret, da være fast besluttede på at gøre for ikke at forfejle hensigten med deres udfrielse?

¹⁴ Det betyder for den lille rest af Guds „udvalgte“ og for ’den store skare’ at de i kødet vil overleve ’den store trængsel’ hvori hele den nuværende „tingenes ordning“ går til grunde. Alle lande på den rensede jord vil ligge udbredt for deres fødder. I ’den store trængsel’ er jorden blevet renset for alle ugerningsmænd, og nu bliver den usynlige åndeverden som omgiver jorden i dens umiddelbare nærhed, også renset. Hvordan? Ved at „den store drage . . ., slangen, fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan,“ samt alle hans dæmonengle gribes, lænkes og kastes i en ’afgrund’ hvorfra de ikke kan forføre og vildlede jordens nationer i de tusind år hvor herredømmet udøves af Jehovas Messias og alle de 144.000 „udvalgte“. Hvilken enestående lejlighed til at udtrykke værdsættelse! Jehovas tilbedere havde været døden nær, men se! de lever! De kan nu vise at de er fast besluttede på ikke at forfejle hensigten med at de er blevet reddet fra døden. De er blevet udfriet ligesom salmisten, og kan sige som han: „Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de levendes Lande.“ (Salme 116:9, Gd) De kan gøre det frit og uforstyrret, og deres sjæle har ro.

De løfter „frelsens bæger“

15. Hvilken frelse vil være udvirket på jorden når Kristi tusindårsrige begynder, og hvilket „bæger“ vil Guds loyale tjenere løfte?

¹⁵ Når de tusind år hvori Messias vil udøve sit herlige styre over hele jorden skal til at begynde, har Gud altså udvirket en storslået frelse for alle sine loyale på jorden. Tænk! De er blevet befriet for alle de onde på jorden og i det usynlige domæne der omgiver jorden. De loyale medlemmer af ’den store skare’ kan nu blive boende på den rensede jord i alle de tusind år under Guds messianske rige, ja til evig tid. I taknemmelighed for dette skulle de bevarede loyale føle sig tilskyndet til at sige som salmisten: „Hvorledes skal jeg gengælde [Jehova] alle hans velgerninger imod mig? Jeg vil løfte frelsens bæger og påkalde [Jehovas] navn. Jeg vil indfri [Jehova] mine løfter i påsyn af alt hans folk.“ — Salme 116:12-14.

16. (a) Hvem rækker dette „frelsens bæger“ til de loyale, og hvordan? (b) Hvordan drikker de ’bægerets’ indhold, og hvad påkalder de?

¹⁶ Et bæger indeholder en vis mængde væske som man enten drikker eller udgyder som et drikoffer til Jehova Gud. Det er ham der har rakt „frelsens bæger“ til sine loyale på jorden. Hvordan? Ved at han har bevaret dem gennem ’den store trængsel’. Den drik han tilbyder dem, er deres frelse. Han har øvet hele sin frelsesgerning for dem gennem den himmelske Messias. De loyale afviser ikke denne gave, den storslåede frelse, som forlænger deres jordiske liv så de kommer til at opleve det velsignede styre som Messias udøver over hele jorden i tusind år. Taknemmeligt vil de drikke bægerets indhold, glæde sig over at vandre i „de levendes land“. Samtidig vil de påkalde Jehovas navn. Idet de benytter hans navn vil de påkalde ham gennem hans Messias og bede ham velsigne og lede dem i alle deres bestræbelser for nu at bruge deres jordiske liv i fuld harmoni med hans vilje. De vil åbent, offentligt, betegne ham som deres Gud.

17. Hvad vil Jehovas loyale gøre i forbindelse med de løfter de måske har aflagt mens de var i dødsfare?

¹⁷ Har de nogen forpligtelser de må indfri over for ham? Da deres sjæle var i fare og døden syntes dem nær, aflagde de da nogle løfter til Jehova Gud gennem Jesus Kristus, i håb om at Gud ville udfri dem? I så fald vil de kærligt og pligtopfyldende indfri det de har lovet Jehova, idet han har handlet i overensstemmelse med deres løfter og bevaret dem i live på jorden. De vil gøre det i Jehovas åndelige tempel, idet de vil opfylde hvad de har lovet „i påsyn af alt hans folk“.

18. Hvor længe vil den overlevende rest af „de udvalgte“ gøre dette på jorden?

¹⁸ Også de der er tilbage af Guds åndsavlede „udvalgte“ vil gøre dette så længe de endnu lever på jorden før de forlader det jordiske virkefelt og forenes i herlighed med alle de øvrige af Kristi 144.000 medarvinger på hans himmelske trone. — Prædikeren 5:2-6.a

Dyrebar er „hans loyales død“

19. På grundlag af hvilket forhold bad salmisten til Gud om at blive løst af dødens lænker, og hvorfor gjorde han det med rette?

¹⁹ Da den befriede salmist tillagde de ting der berører hans Guds følelser stor betydning, kunne han udbryde: „Kostbar i [Jehovas] øjne er hans frommes [loyales, NW] død. Ak, [Jehova], jeg er jo din tjener, din tjener, din tjenerindes søn, mine lænker har du løst.“ (Salme 116:15, 16) Salmisten udbrød: „Ak, [Jehova],“ på en bønfaldende måde. Det var denne bønfaldende indstilling han havde da han var i dødsfare. Han bad Gud om at løse de lænker som døden syntes at fastholde ham med, og fri ham af dødens vold. Han anmodede Gud om denne gunst på grundlag af at han var Jehovas tjener, ja Jehovas tjener i anden generation, idet han var søn af Jehovas „tjenerinde“. Salmisten mindede så at sige Jehova om hans forpligtelse over for sine tjenere, at han måtte bevare dem i live. Og nu, efter at han var blevet friet fra døden, kunne han tale om at Jehova kærligt havde opfyldt sin forpligtelse.

20. (a) Hvem regnede salmisten sig selv med til, og hvorfor var dette ikke formasteligt af ham? (b) Hvor kostbar var en loyal tjeners død i Jehovas øjne, ifølge salmistens vurdering?

²⁰ Salmisten regnede sig selv med til Jehovas loyale da han i dyb taknemmelighed sagde: „Dyrebar i Jehovas øjne er hans loyales død.“ (NW) Det var ikke formasteligt af salmisten at betragte sig selv sådan, for Jehova havde vist at han anså ham for at være loyal, idet han havde reddet ham fra døden. Han lod ikke salmisten dø så en levitpræst måtte holde hans begravelse og kunne sige over ham: „Dyrebar i Jehovas øjne er hans loyales død.“ Nej, salmistens død var for kostbar til at Jehova ville lade den indtræffe. Derfor friede han salmistens sjæl „fra døden“. Af den grund kunne salmisten nu forstå hvor kostbar en loyal tjeners død ville være for Jehova. Den loyale tjeners død var, om man så må sige, for høj en pris for Jehova at betale. Det betød for meget for ham at lade den loyale dø.

21. (a) Hvad vil de loyale med rette føle sig tilskyndet til at sige efter ’den store trængsel’ fordi de er blevet bevaret? (b) I hvilken forstand har deres død været for kostbar i forbindelse med Jehovas suverænitet?

²¹ Når „de udvalgte“ og ’den store skare’ er blevet skånet under ’den store trængsel’, vil de også med rette føle sig tilskyndet til at udbryde: „Dyrebar i Jehovas øjne er hans loyales død.“ (Salme 116:15, NW) De vil erkende at det var for dyrt i Jehovas øjne at lade dem dø under ’den store trængsel’ for deres religiøse og verdslige fjenders hånd. Hvis han havde ladet fjenderne sejre over dem og udslette dem af jordens flade, ville det have sat en skamplet på hans universelle suverænitet, hans herredømme over himmelen og jorden. Han er jordens Skaber, og han har skabt jorden til dem der er loyale mod ham. Hvis han ikke kan bevare sine loyale på jorden og ikke kan beskytte dem under de gudløse fjenders voldsomste og mest nedrige angreb, vil det være som om hans fjender er stærkere end han og har ret til at bestemme hvem der fortsat skal leve på jorden. Hvis hans loyale bliver udslettet af hans fjender under ’den store trængsel’, vil hans herredømme over jorden, ja over hele universet, blive draget i tvivl. Derfor kan han ikke lade fjenderne tage deres liv.

22. Hvorfor vil det — i forbindelse med tilbedelsen af Jehova og grundvolden til ’den nye jord’ — være for kostbart i Jehovas øjne at lade de loyale lide en voldelig død?

²² Nej, hvis Jehova lader sine formastelige jordiske fjender udrydde resten af sine „udvalgte“ og ’den store skare’ under ’den store trængsel’, vil det være en sejr, om end en forbigående sejr, for fjenderne, til stor glæde for Satan og hans dæmonengle. Men ikke nok med det. Hvis alle Jehovas loyale lider en voldelig død, vil der ikke længere være nogen på jorden der tilbeder ham som den eneste levende og sande Gud. I hans store åndelige tempels jordiske forgårde vil der ikke længere være nogen der bringer ham takofre og lovprisningsofre og yder ham hellig tjeneste. Og grundvolden til ’den nye jord’ under ’de nye himle’ vil være fjernet før det tusindårige herredømme ved Jehovas Messias, Jesus, skal til at begynde! Kan den højeste og almægtige Gud, Jehova, så lade sine loyale lide en voldelig død? Nej! Deres død under sådanne omstændigheder — forbundet med et spørgsmål af universel rækkevidde — er „dyrebar“, kostbar, for Jehova. Deres død er så kostbar i hans øjne at han, med agtelse for sig selv, ikke kan lade den finde sted.

23. Hvad vil Jehova gøre under ’den store trængsel’ i forbindelse med sin suverænitet, sit navn og det universelle stridsspørgsmål? På hvilken måde?

²³ I den kommende ’store trængsel’ er tiden inde til at den almægtige Gud, Jehova, vil hævde sin universelle suverænitet og hellige sit værdige navn og tvinge alle sine fjender til at erkende at han er den Jehova der omtales i det guddommeligt inspirerede ord, Bibelen. Af denne vægtige grund vil han gøre som han har lovet i sit uforanderlige ord, nemlig fri sine loyales sjæle fra døden under ’den store trængsel’, når det universelle stridsspørgsmål afgøres én gang for alle! Som i tilfældet med den udholdende Job, hvis liv Jehova bevarede på grund af hans ubrudte integritet, vil Jehova endnu en gang bevise at han kan sætte mennesker på jorden som under de sværeste prøver fra Satan Djævelens side vil holde fast ved deres integritet mod Jehova, af kærlighed til ham.

24. Af hvilke grunde vil Jehova anerkende disse loyale som sine tjenere, og hvilke „lænker“ vil han løse for dem på det kritiske tidspunkt?

²⁴ Jehova vil anerkende resten af sine „udvalgte“ og ’den store skare’ som sine tjenere fordi de har valgt ham som deres Gud og fordi han har købt dem for det sonende blod som hans ypperstepræst, Jesus Messias, har udgydt. På det kritiske tidspunkt vil han høre deres tryglende bøn og løse den voldelige døds „lænker“ som hans og hans messianske riges fjender søger at lægge på dem. I sandhed en tvingende grund til at de aldrig bør glemme at de er tjenere for Jehova, deres himmelske Ejer og øverste Herre!

Halleluja!

25. Med hvilke ord udtrykte salmisten sin taknemmelighed over for Jehova da han afsluttede den 116. Salme?

²⁵ Det er helt på sin plads at takke Gud, den store Befrier og Bevarer, for al denne ufortjente godhed. Salmisten var overvældet af taknemmelighed, så han afsluttede sin smukke salme med disse ord: „Jeg vil ofre dig lovprisningsoffer [takoffer, NW] og påkalde [Jehovas] navn; mine løfter vil jeg indfri [Jehova] i påsyn af alt hans folk i [Jehovas] hus’ forgårde og i din midte, Jerusalem! [Halleluja!]“ — Salme 116:17-19.b

26. (a) Hvordan viste forfatteren til Salme 116 hvilken Gud han tilbad? (b) Hvordan ønskede denne salmist at takke sin Gud og tilskynde folket til at prise ham?

²⁶ Hvem salmisten end var, var han en tilbeder af den Gud hvis navn han blev inspireret til at benytte uforkortet femten gange i sin salme, før han sluttede med det hebraiske udråb: „Halleluja!“, der betyder „Pris Jah!“ Salmisten tilbad Jehova ved hans tempel i den hellige by Jerusalem, hvad enten det var det tempel kong Salomon byggede eller det tempel statholderen Zerubbabel opførte efter Israels landflygtighed i Babylon. Den unavngivne salmist var ikke tilfreds med at takke Gud, sin Befrier, under private forhold. Han ønskede at takke Gud offentligt ved at bringe et offer på Guds alter i templets forgård, idet han ville påkalde Jehovas navn i overværelse af hele hans folk dér. Han var muligvis selv den første der reciterede denne salme som han var forfatter til. Ved at skrive den ydede han et bidrag til det der senere blev kaldt Hallel, den lovsang jøderne benyttede ved særlige lejligheder. (Salme 113-118, 136) I taknemmelighed tilskyndede han alle som tilbad i templets forgårde til at ’prise Jah’, idet han afsluttede sin salme med udråbet „Halleluja!“

27. (a) Hvem havde, længe før forfatteren til Salme 116, bragt Gud et offer i taknemmelighed over at være blevet udfriet fra døden? (b) Hvordan vil de der overlever enden på den nuværende tingenes ordning handle på tilsvarende måde?

²⁷ Salmisten er ikke den eneste der har bragt Jehova et takoffer efter at være blevet friet fra døden. Mange hundrede år tidligere var der Noa og hans familie, der overlevede Vandfloden. De havde ganske vist ikke nogen tempelforgård at tilbede i, men hvad var alligevel det første de gjorde efter at de var kommet ud af arken oppe på Ararats bjerg? På et nyrejst alter bragte de Jehova et stort takoffer fordi han havde bevaret dem gennem den jordomspændende vandflod. (1 Mosebog 8:18-22) Derved satte disse otte menneskesjæle som den almægtige Gud skånede da han ødelagde „en gammel verden“, et godt eksempel til efterfølgelse. I overensstemmelse med dette profetiske billede vil resten af Jehovas „udvalgte“ og deres medarbejdere, ’den store skare’, når de har overlevet den dramatiske afslutning på den nuværende voldsprægede tingenes ordning, bringe Jehova ofre i form af taknemmelighed fordi han har bevaret dem med sin mirakuløse kraft. — Salme 116:17.

28. (a) Hvor vil de der overlever enden på den nuværende ordning bringe deres ofre, og hvilket jubelråb vil de lade genlyde over hele jorden? (b) Hvor længe vil de åndelige „udvalgte“ og ’den store skare’ arbejde sammen på den rensede jord?

²⁸ Når Kristi herlige tusindårsrige begynder vil de der har overlevet den største trængsel i menneskenes historie, bringe Jehova takofre i hans åndelige tempels jordiske forgårde. Overvældede af glæde og jubel vil de råbe, så det genlyder over hele jorden: „Halleluja!“ Hvor vidunderligt at være i live til den tid, efter at man bogstavelig talt er blevet revet ud af dødens greb! Med en gensidig kærlighed som den der rådede mellem David og hans loyale ven Jonatan, vil resten af Jehovas „udvalgte“ og den loyale ’store skare’ fredeligt arbejde sammen under ’de nye himle’, Guds messianske rige. (2 Peter 3:13) Side om side vil de samarbejde på den rensede jord indtil Guds tid er inde til at give resten af de åndsavlede „udvalgte“ plads på deres troner sammen med kongen Jesus Kristus i ’det himmelske Jerusalem’. Hvordan denne åndelige rest vil blive taget bort, viser Bibelen ikke. Men „de udvalgte“ véd at de må være trofaste til deres død i kødet, i håb om en himmelsk opstandelse. — Åbenbaringen 2:10; Romerne 6:5; Hebræerne 12:22.

29. (a) Hvad vil ’den store skare’ fortsat gøre med den rensede jord efter at den åndelige rest er blevet taget bort? (b) På grund af hvad vil de føle en særlig glæde og begejstring?

²⁹ Jehovas velsignelse vil imidlertid ikke vige fra ’den store skare’ af hans tilbedere der bliver tilbage på jorden i hans åndelige tempels forgårde. Under den messianske regering i himmelen vil de fortsat arbejde på at iklæde den rensede jord paradisisk skønhed. Hvilken glæde og begejstring vil de ikke føle når opstandelsen finder sted og de døde der kommer frem fra gravene får mulighed for at opnå evigt liv på den paradisiske jord under Guds universelle, suveræne herredømme!

30. (a) I kraft af hvad ser vi nu det herlige billede der tegner sig, og i kraft af hvilket arbejde bliver alle jordens indbyggere gjort bekendt med den mulighed de har? (b) Hvorfor har man nu al mulig grund til at gøre sit bedste for at få del i denne fremtid?

³⁰ I det klare lys der nu stråler fra Guds profetiske ord kan vi med troens øjne se hele dette herlige billede for os. Og hvor vidunderligt er det ikke at tænke på at „en stor skare“ af dem der nu søger at tilbede og tjene Jehova Gud gennem Jesus Kristus, vil blive bevaret i live under den kommende ’store trængsel’ og være til stede til den tid! Hvilken vidunderlig fremtid! Den stilles nu alle jordens indbyggere i udsigt, idet „denne gode nyhed om riget“ forkyndes „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“ før enden kommer for den nuværende tingenes ordning. (Mattæus 24:14) Denne skønne fremtid er i sandhed værd at tragte efter. Det er værd at gøre alt hvad man kan for at opnå den, i tro på Jehova Gud og i taknemmelighed over at han har stillet os denne mulighed i udsigt! Enhver som ønsker at leve evigt i lykke har al mulig grund til at gøre dette nu, for „Guds tusindårsrige er kommet nær“.

[Fodnoter]