Kapitel 6
En menighed salves til at forkynde Riget
1. Hvilke spørgsmål angående verdens frelse opstod for to tusind år siden?
VI ER i dag stillet over for spørgsmål af verdensomfattende betydning. De hænger sammen med andre vigtige spørgsmål som vi havde måttet tage stilling til hvis vi havde levet i det mellemste østen for næsten to tusind år siden. De spørgsmål der opstod dengang var af verdensomfattende betydning fordi de drejede sig om verdens Frelser, Messias. Tiden for hans første fremtræden var inde. De der interesserede sig for hans komme, var i forventning. Ville han, når han viste sig, blive hilst velkommen af alle mennesker? Eller ville han skuffe dem når han udførte den opgave han havde fået betroet? Hvem ville lade sig overbevise om at han var den sande Messias som gjorde nøjagtig hvad de hellige skrifter havde forudsagt om ham, og følge ham som deres Fører? Hvem ville ikke tage anstød af ham men føle sig draget til ham? Hvem drages i dag til Messias, verdens Frelser, og hvordan?
2. (a) Hvad skulle der ske med det vigtigste medlem af Guds kvindes „sæd“? (b) Hvem ville de øvrige medlemmer af kvindens „sæd“ være, og hvem skulle de være oplært af?
2 For ikke at blive ført på vildspor må vi huske at den sande Messias skulle være det vigtigste medlem af Guds kvindes „sæd“, og at han skulle ’hugges i hælen’ af den store slange, Satan Djævelen. „Kvinden“, ’sædens’ moder, er Guds hustrulignende himmelske organisation bestående af hellige engle, åndeskabninger eller „gudssønner“. Hendes lovede „sæd“ består af hendes sønner, hvoraf den mest betydningsfulde er Messias og de øvrige er hans åndelige disciple. Om disse øvrige, mindre betydningsfulde medlemmer af kvindens „sæd“ siger Esajas 54:13, henvendt til den symbolske kvinde: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ ’Børnene’ bliver altså meget passende oplært af kvindens himmelske Ægtemand, Jehova, ’sædens’ Fader. — Esajas 54:5.
3. Om hvem anvendte Jesus ordet „børn“ i Esajas 54:13, og hvordan bliver de nu undervist?
3 De ord der henvendes til kvinden i Esajas 54:13, blev citeret og forklaret af ’sædens’ ypperste medlem, Jesus Kristus. Det skete mens han engang talte med nogle jøder der ikke følte sig draget til ham som Messias, men som tværtimod knurrede imod ham. Han sagde til dem: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham; og jeg vil oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos Profeterne: ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig.“ (Johannes 6:44, 45) Jehova er naturligvis ikke synligt til stede for at undervise os. Men han har givet os en inspireret lærebog, og ved hjælp af denne bog og ved sin hellige ånds virke lærer han os de ting vi bør vide om hans kvindes messianske „sæd“. På denne måde har han draget de mindre betydningsfulde medlemmer af ’sæden’ til det mest betydningsfulde medlem deraf, nemlig Messias, og grundlagt en menighed.
4. Hvad mente apostlene om Jesus i det tredje år af hans offentlige tjeneste, og hvem mente folk at han var?
4 Jesus gav denne forklaring i det tredje år af sin offentlige tjeneste. På det tidspunkt burde jødefolket i nogen grad være kommet til klarhed over hvem denne mand der gik og gjorde mirakler var, og hvilken plads han indtog i Guds hensigt. Hvor mange af jøderne viste at de var blevet „oplært af Jehova“ i forbindelse med hans Messias? Tiden var inde til at Jesus spurgte sine apostle om dette:
„Han spurgte dem idet han sagde: ’Hvem siger folkeskarerne at jeg er?’Som svar sagde de: ’Johannes Døber; men andre, Elias, og andre igen, at en af fortidens profeter er opstået.’ Så sagde han til dem: ’Men I, hvem siger I jeg er?’ Peter sagde som svar: ’Guds Messias.’ Så talte han strengt til dem, idet han forbød dem at fortælle dette til nogen, og han sagde: ’Menneskesønnen må nødvendigvis gennemgå mange lidelser og forkastes af de ældste og de øverste præster og de skriftlærde, og dræbes, og oprejses på den tredje dag.’“ — Lukas 9:18-22; jævnfør Markus 8:27-32.
5. Hvordan kommenterede Jesus ifølge Mattæus 16:16-19 Peters svar på spørgsmålet?
5 Apostelen Mattæus er lidt mere udførlig i sin beretning, idet han skriver: „Som svar sagde Simon Peter: ’Du er Messias, den levende Guds søn.’ Jesus sagde som svar til ham: ’Lykkelig er du, Simon, Jonas’ søn, for det er ikke kød og blod der har åbenbaret det for dig, men min Fader som er i himlene. Og jeg siger til dig: Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himlene.’“ — Mattæus 16:16-19.
6. Hvoraf fremgår det at Peter ikke misfortolkede Jesu ord om ’klippen’, og hvem sagde Paulus at ’klippen’ var?
6 Af disse rosende ord til Peter fremgår det tydeligt at han hørte til dem der var blevet oplært af Jehova og havde ladet sig undervise af Ham. Det var derfor han følte sig draget til Jesus og var kommet til ham og anså ham for at være Messias eller Kristus. Peters navn betyder „sten“ eller „klippestykke“. Men det betød ikke at han var den „klippe“ som Jesus ville bygge sin menighed på. ’Klippen’ var heller ikke den bekendelse Peter var kommet med: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ ’Klippen’ var Jesus selv. Peter misfortolkede ikke Jesu ord. Han gjorde aldrig krav på at være ’klippen’ (græsk: petra), hvilket ses af Første Petersbrev 2:4-10. Desuden skrev apostelen Paulus, hvis breve Peter anerkendte som en del af de inspirerede skriften: „De [israelitterne i ørkenen] plejede at drikke af den åndelige klippe som fulgte med, og den klippe var ensbetydende med Messias.“ — 1 Korinter 10:4; 2 Peter 3:15, 16.
7, 8. (a) Hvilken fejlagtig opfattelse havde apostlene af det messianske rige? (b) Hvem fik overdraget himlenes riges „nøgler“, men hvem skulle menigheden bygges på?
7 Når Jesus talte med sine apostle om Riget, forestillede de sig et rige med en regering der havde sæde i Jerusalem, hvor kong David havde haft sin trone. De ventede at Jesus som Messias og kong Davids efterfølger ville gøre Jerusalem til sit regeringssæde. At det var det de forestillede sig, fremgår af det spørgsmål de stillede Jesus efter hans opstandelse fra de døde: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ (Apostelgerninger 1:6) Dengang, før pinsefesten i år 33, forstod de ikke at Kristi rige skulle være et overmenneskeligt rige hvis herredømme omfattede langt mere end det jordiske Israel. Af den grund var det meget apropos at Jesus, efter Peters bekendelse, kom ind på at tale om ’himlenes rige’.
8 Dette riges „nøgler“ gav han til Peter. (Mattæus 16:19) Men menigheden skulle bygges på den kongelige „klippe“, den messianske konge. Og ligesom „Hades’ porte“ ikke ville få magt over klippegrundvolden, idet Jesus Kristus jo skulle oprejses fra graven den tredje dag, sådan skulle „Hades’ porte“ heller ikke få magt over Messias’ menighed. Den skulle også opstå fra de døde.
MENIGHEDENS USYNLIGE HJÆLPER
9. Hvad skulle Kristi disciple udgøre, og hvad ville de således også blive, i lighed med fortidens Israel?
9 I modsætning til Kristi apostle blev Israels nation som helhed ikke klar over hvilken plads Jesus indtog i Jehovas hensigt. De enkelte israelitter der anerkendte ham som Messias eller Kristus, måtte derfor føres sammen og udgøre en ny nation. Denne nation ville blive en menighed, ligesom fortidens Israel havde været. En menighed af forkyndere af den messianske konge og hans rige!
10. Hvordan påpegede Peter dette i Første Petersbrev 2:8-10, og hvad hørte med til de „dyder“ der skulle forkyndes vidt og bredt?
10 Denne forbløffende kendsgerning erfarede apostelen Peter, der var „oplært af Jehova“. Noget af det sidste han skrev til sine trosfæller var disse ord: „Til dette var de [de ikke-troende israelitter] også bestemt. Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:8-10) Denne vidunderlige Guds „dyder“ indbefattede blandt andet hans evne til at gennemføre sin hensigt i forbindelse med sin Messias på trods af modstanden fra dem der ikke ville anerkende hans søn som Messias. Hans særlige ejendomsfolk var forpligtet til at lovprise ham for hans messianske rige. — Esajas 43:21.
11, 12. Hvorfor lovede Jesus at sende sine disciple en hjælper, og hvad sagde han om denne hjælper?
11 Denne forpligtelse kunne den nye ’hellige nation’ ikke opfylde i egen kraft midt i den fjendtlige verden. Det var Jesus klar over, og derfor sagde han til sine trofaste apostle, før han måtte forlade dem fordi han blev arresteret af sine fjender: „Jeg vil ikke efterlade jer forældreløse. . . . Men hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, den vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“ Og: „Når den hjælper kommer som jeg vil sende jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, så vil han vidne om mig; og I selv skal vidne, for I har været med mig fra jeg begyndte.“ — Johannes 14:18, 26; 15:26, 27.
12 Jesus tilføjede også: „Hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen afgjort ikke komme til jer; men når jeg går bort vil jeg sende ham til jer. . . . når han kommer, sandhedens ånd, vil han lede jer til hele sandheden, for han vil ikke tale af sig selv, men alt hvad han hører vil han sige, og han vil forkynde jer de kommende ting. Han vil herliggøre mig, for han vil få af mit og forkynde jer det. Alt hvad Faderen har er mit. Det er derfor jeg sagde at han får af mit og forkynder jer det.“ — Johannes 16:7, 13-15.
„HJÆLPEREN“, DEN HELLIGE ÅND, KOMMER
13. Hvem ville få den lovede hjælper, og i hvis navn skulle den skænkes dem?
13 Næsten fem hundrede år før Jesus Kristus gav sine apostle dette løfte, nedskrev statholderen Nehemias i Jerusalem en bøn hvori han kom ind på hvordan Gud havde taget sig af israelitterne: „I mange år var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til ved din Ånd gennem dine profeter.“ (Nehemias 9:30) Når Jesus Messias legemligt blev skilt fra sine disciple, ville de få hjælp af den samme ånd fra Jehova Gud. Den ville kun blive skænket dem i Jesu navn. Den ville kun blive skænket dem der troede at Jesus var den sande Messias. Hvornår blev den udgydt første gang?
14, 15. (a) Hvilken dåb, som var anderledes end Johannes’ dåb, lovede Jesus sine disciple fyrre dage efter sin opstandelse? (b) Hvilket spørgsmål kunne man stille i forbindelse med denne lovede dåb?
14 Efter sin opstandelse fra de døde søndag den 16. nisan år 33 blev Jesus her på jorden i fyrre dage, men usynligt. Ligesom hellige engle havde gjort i fortiden, iklædte han sig nu og da menneskeskikkelse for at vise sine disciple at han virkelig var opstået fra de døde, men som en ånd. Når han ved sådanne lejligheder viste sig for dem, talte han igen og igen „om de ting der vedrører Guds rige“. (Apostelgerninger 1:1-3) Nogle af apostlene havde været disciple af Johannes Døber. Det skabte derfor store forventninger blandt dem da Jesus Kristus på den fyrretyvende dag, den dag han skulle optages til himmelen, sagde til dem: „Johannes døbte jo med vand, men om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.“ (Apostelgerninger 1:4, 5) Johannes havde døbt angrende jøder som symbol på at de havde ændret sind i forbindelse med de synder de havde begået mod Guds lov ved Moses.
15 De der modtog denne vanddåb følte uden tvivl en vis lettelse, samt en god samvittighed. Men hvordan ville det nu virke på Jesu disciple at de blev ’døbt i hellig ånd’? Det ville sikkert virke ansporende på dem, for Guds hellige ånd er hans usynlige, virksomme kraft. — Mattæus 3:11.
16. Hvad ville den hellige ånd anspore disciplene til at gøre, ifølge Jesu ord i Apostelgerninger 1:6-8?
16 Hvad ville Guds hellige ånd anspore modtagerne til at gøre? Umiddelbart før sin himmelfart sagde Jesus til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:6-8) Heri ligger svaret på vort spørgsmål: De der fik den hellige ånd, ville blive ansporet til at aflægge et verdensomspændende vidnesbyrd om at Jesus var Messias, Kristus.
17. Under hvilke omstændigheder blev dette løfte til Jesu disciple opfyldt?
17 Jesus Kristus steg op til himmelen. Der gik ti dage. Det blev den halvtredsindstyvende dag efter hans opstandelse. I Jerusalem begyndte den jødiske ugefest eller pinse (fra græsk pentekoste, der betyder „halvtredsindstyvende [dag]“). Om morgenen mødtes omkring et hundrede og tyve disciple, ikke i det festprægede tempel, men i en sal et sted i byen. De ventede. „Pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, og den fyldte hele huset hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig.“ — Apostelgerninger 2:1-4.
18, 19. Hvilken profeti begyndte ifølge Peter at gå i opfyldelse på denne pinsedag, og hvor længe i forvejen var den blevet udtalt?
18 Endelig, efter over otte hundrede års forløb, var profetien i Joel 3:1-5 begyndt at gå i opfyldelse. Forbløffet stimlede jøderne sammen for at betragte fænomenet. Nogle anklagede disciplene for at være berusede. Frimodigt sagde apostelen Peter til dem:
19 „Dette er derimod det der er sagt gennem profeten Joel: ’„Og i de sidste dage,“ siger Gud, „vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge mænd skal se syner, og jeres gamle mænd skal drømme drømme; og selv over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere. Og jeg vil gøre undere på himmelen oventil og tegn på jorden nedentil, blod og ild og røgtåge; solen vil blive forvandlet til mørke og månen til blod før Jehovas store og strålende dag kommer. Og enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“’“ — Apostelgerninger 2:16-21.
20. Hvilken dåb var det der fandt sted, og hvem foretog ifølge Peters ord denne dåb?
20 Dette var dåben i hellig ånd som Jesus havde lovet. At ånden blev ’udgydt’, som der siges, stemmer med at den er som et flydende element man kan døbes eller nedsænkes i. Vi husker at Gud gav Johannes Døber et tegn i forbindelse med Jesus, for at vise at Jesus var „den der døber i hellig ånd“. (Johannes 1:33) I overensstemmelse hermed gjorde apostelen Peter opmærksom på at det netop var den herliggjorte Jesus Kristus der på Guds vegne havde udgydt den hellige ånd over disse første kristne. Til de sammenstimlede jøder der fejrede pinsefesten, sagde Peter videre: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører.“ — Apostelgerninger 2:32, 33.
21. Hvordan kunne Peter sige at de så og hørte at den herliggjorte Jesus havde udgydt den hellige ånd?
21 De så og hørte den hellige ånd i virksomhed, idet de så tungerne som af ild på disciplenes hoveder og hørte disciplene tale fremmede sprog ved et mirakel.
22. Hvad skete der ellers med disciplene, svarende til det der skete med Jesus efter hans vanddåb?
22 På denne pinsedag blev Jesu disciple ikke kun døbt i hellig ånd. De blev også salvet med hellig ånd. Ligesom Jesus efter sin vanddåb var blevet salvet med hellig ånd og derved var blevet Kristus eller den Salvede, sådan blev hans disciple salvet. De blev salvet med den samme ånd som de blev døbt i.
23. Hvad blev disciplene beseglet med, som forklaret af Paulus i Andet Korinterbrev 1:21, 22?
23 Endvidere blev de beseglet med denne ånd som forskud på den åndelige arv der ventede dem. I harmoni hermed skrev apostelen Paulus følgende til den kristne menighed i det gamle Korint i Grækenland: „Han som garanterer at I og vi tilhører Kristus, og han som har salvet os, er Gud. Han har også sat sit segl på os og har som forskud på det der skal komme, givet os ånden i vore hjerter.“ — 2 Korinter 1:21, 22.
24. Hvad skrev apostelen Johannes senere om salvelsen, ifølge Første Johannesbrev 2:20, 27?
24 Apostelen Johannes, som var til stede da den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen, forstod hvad der fandt sted, og han skrev til sine medtroende: „I har en salvelse fra den hellige; alle har I kundskab. . . . Men hvad jer angår, så forbliver den salvelse I modtog fra ham, i jer, og I trænger ikke til at nogen skal undervise jer; men ligesom salvelsen fra ham underviser jer om alt og er sand og ikke er løgn, ja, således som den har undervist jer, skal I forblive i samhørighed med ham.“ — 1 Johannes 2:20, 27.
AVLET SOM FØLGE AF HELLIG ÅND
25. På hvilken måde må den hellige ånd virke på en døbt kristen for at han kan opnå en himmelsk arv?
25 Guds ånd er virksom på endnu en måde. Jesus kom ind på dette da han sagde: „Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige.“ (Johannes 3:3, 5) En kristen der har en himmelsk arv i udsigt, må naturligvis efterligne sin Herre, Jesus Kristus, ved at lade sig døbe i vand. Derved symboliserer han at han har indviet sig til Jehova Gud for at gøre hans vilje. (Mattæus 28:19, 20) Men den hellige ånd må også komme over ham og virke på ham. Hvorfor? Fordi, som apostelen Paulus skriver i Første Korinterbrev 15:50, ’kød og blod ikke kan arve Guds rige og forgængeligheden heller ikke arver uforgængeligheden’.
26. Hvilket forhold mellem de salvede og Gud kom apostelen Johannes ind på efter at han havde skrevet om salvelsen?
26 For at disciplene kan få adgang til Guds himmelske rige må de „fødes igen“ og derved blive Guds åndelige børn. Som det var i Jesu eget tilfælde, er det kun Guds åndelige børn der bliver salvet med hellig ånd. Det forklarer hvorfor den salvede apostel Johannes, efter at have skrevet om salvelsen, fortsætter med følgende ord i Første Johannesbrev 3:1-3:
„Se hvilken kærlighed Faderen har skænket os, at vi kan kaldes Guds børn; og det er vi. Det er derfor verden ikke kender os, for den har ikke lært ham at kende. I elskede, nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal være. Vi ved at når han gøres kendt skal vi være som han, for vi skal se ham som han er. Og enhver der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.“
27. Hvordan fremgår det af Johannes 1:11-13 at den kristnes ’genfødelse’ ikke beror på jordiske forældre?
27 Om et menneske „fødes igen“ afhænger ikke af dets jordiske forældre. Vedkommende må efter egen overbevisning anerkende Jesus som Messias og følge ham som den der af Gud er salvet til at være konge i det himmelske messiasrige. Derpå er det op til Gud om han vil avle en sådan Kristi discipel som følge af hellig ånd. Det er Gud, og ikke jordiske forældre, der avler børn til det himmelske. Det gav apostelen Johannes udtryk for. Vedrørende Kristi komme til den jødiske nation for nitten hundrede år siden skrev Johannes: „Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men så mange som tog imod ham, dem gav han bemyndigelse til at blive Guds børn, fordi de troede på hans navn; og de blev ikke født som følge af blod eller som følge af køds vilje eller som følge af mands vilje, men som følge af Gud.“ (Johannes 1:11-13) Ved at Gud avler dem, bliver de hans åndelige børn. Han avler dem ikke i et moderskød.
„EN NY SKABNING“
28. Hvem afgør om Gud skal have åndelige børn, og i hvilken forstand er de „en førstegrøde af hans skabninger“?
28 Er det ikke folk selv der må afgøre om de vil sætte børn i verden, børn af deres eget kød og blod? Jo. Derfor er det også Gud selv der afgør om han vil avle et menneske som sit åndelige barn der får en himmelsk arv. „Fordi han har villet det, frembragte han os ved sandhedens ord, for at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger.“ Sådan skrev disciplen Jakob til kristne som han kaldte „de tolv stammer der er spredt rundt omkring“. (Jakob 1:1, 18) I landbrugssamfundet dengang blev førstegrøden, den første afgrøde af den nye høst, altid taget fra til Gud som noget der var helligt og som tilkom ham. Hvem er så den åndelige førstegrøde? Det er de mennesker den himmelske Fader avler som følge af sin egen vilje og ved hjælp af „sandhedens ord“. Han tager dem ud af menneskeslægten så de kan udgøre en himmelsk rigsskare.
29. Hvad kræves der ifølge Første Petersbrev 1:3, 4 af en kristen for at han kan få adgang til det himmelske rige?
29 Til den samme åndelige „førstegrøde“ skrev den kristne apostel Peter: „En ny fødsel er blevet givet jer, ikke ved en forgængelig men ved en uforgængelig sæd, gennem den levende og blivende Guds ord.“ (1 Peter 1:23) Den ny fødsel er nødvendig for at en kristen til sidst kan få adgang til det himmelske rige. Derfor skriver Peter: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i overensstemmelse med sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ — 1 Peter 1:3, 4; se også Første Johannesbrev 3:9.
30, 31. (a) Hvad råber de der er blevet „antaget som sønner“ til Gud? (b) Hvilken pagt er de med i, og hvilken form for nation udgør de?
30 Til kristne i den romerske provins Galatien der var blevet „antaget som sønner“, skrev apostelen Paulus: „Men fordi I er sønner, har Gud sendt sin søns ånd til vore hjerter, og den råber: ’Abba, Fader!’ Så er du da ikke længere træl men søn; og når du er søn, er du også arving ved Gud.“ — Galaterne 4:5-7.
31 De jøder der ligesom Paulus var blevet kristne, var ikke længere trælle under Lovpagten, som var blevet formidlet af profeten Moses. De var blevet Guds åndelige sønner og var med i ’den nye pagt’, der var blevet formidlet af Jesus Kristus, en profet der var større end Moses. Denne nye pagt frembringer det den gamle mosaiske lovpagt ikke formåede at frembringe, nemlig „et kongerige af præster og et helligt folk“. (2 Mosebog 19:5, 6; Hebræerne 8:6-13; 1 Timoteus 2:5, 6) Det ’hellige folk’ der er med i den nye pagt er derfor et åndeligt Israel, bestående af kristne som er jøder eller israelitter i det indre. Fremfor at være omskåret i det ydre, i kødet, er de blevet omskåret på hjertet. Det får vi at vide i Romerbrevet 2:28, 29.
32. Hvorfor kender vi ifølge Andet Korinterbrev 5:16-18 ikke nogen kristen, og heller ikke Kristus selv, efter kødet?
32 I betragtning af alle disse nye træk som kendetegner Guds åndelige sønner, skulle det ikke undre os at apostelen Paulus taler om „en ny skabning“. Det er ganske naturligt at han gør dette. Med udgangspunkt i det forhold at Jesus Kristus var blevet oprejst fra de døde som en himmelsk og åndelig søn af Gud, skriver apostelen Paulus: „Derfor kender vi fra nu af ikke nogen [kristen] efter kødet. Selv om vi har kendt Kristus efter kødet, så kender vi ham afgjort ikke sådan mere. Derfor, hvis nogen er i samhørighed med Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forsvundet, se, noget nyt er blevet til. Men alt er fra Gud.“ — 2 Korinter 5:16-18.
33. Er det nødvendigt at lade sig omskære i kødet for at få adgang til det himmelske rige, og hvis ikke, hvad er da nødvendigt?
33 Af det foregående følger at man ikke behøver at være en kødelig efterkommer af patriarken Abraham, en bogstavelig jøde der er omskåret i kødet, for at opnå frelse gennem Messias, Kristus. Hvad kræves der så egentlig af dem der venter at komme i himmelen? Den inspirerede apostel Paulus svarer ligeud: „Hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ (Galaterne 6:15, 16) Hele dette „Guds Israel“ er „en ny skabning“.
34. Hvad gjorde menigheden i Antiokia for at få afgjort om omskærelsen var nødvendig for evig frelse?
34 Nogle som i dag er omskåret i kødet, vil måske bestride disse ord af den inspirerede apostel Paulus, der som jøde var gået over til kristendommen. I seksten år efter Jesu Kristi død, opstandelse og himmelfart var der også nogle som hævdede at den kødelige omskærelse var nødvendig for evig frelse. Det var for eksempel tilfældet i Antiokia i Syrien, hvor Kristi disciple for første gang blev kaldt kristne. (Apostelgerninger 11:26) Hvad skete der da? Menigheden i Antiokia besluttede at Paulus og hans missionærfælle Barnabas og nogle andre „skulle tage op til apostlene og de ældste i Jerusalem angående dette stridsspørgsmål“. (Apostelgerninger 15:1, 2) Derefter mødtes apostlene og de ældste fra menigheden i Jerusalem for at afgøre hvorvidt ikke-jøder der troede på Kristus behøvede at lade sig omskære i det ydre, i kødet.
35. Hvilken andel havde den hellige ånd i den beslutning man traf på mødet i Jerusalem, og hvordan lød beslutningen?
35 Efter en længere drøftelse hvor forskellige vidneudsagn vedrørende spørgsmålet var blevet hørt, fremførte disciplen Jakob til sidst de profetiske ord fra Amos 9:11, 12, som var blevet inspireret af Guds hellige ånd og som allerede under åndens ledelse var ved at gå i opfyldelse. Åbenbart var det i overensstemmelse med Guds hellige ånd at troende hedninger der var blevet taget ud af nationerne for at bære Jehovas navn, ikke behøvede at lade sig omskære i kødet. Det var utvivlsomt Guds hellige ånd der mindede Jakob om dette afgørende skriftsted og som desuden ledede ham til at anbefale hvilke hovedpunkter der skulle med i den resolution der blev vedtaget på mødet. Man udsendte følgende beslutning:
„Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over disse nødvendige ting: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ (Apostelgerninger 15:3-29; 21:25)
Man kom altså til det resultat at en kristen, for at få en himmelsk arv, ikke behøvede at være omskåret i kødet, men måtte være „en ny skabning“.
36. Hvilken opgave må medlemmerne af den åndsavlede menighed udføre som følge af deres salvelse, og hvad lærer Jehova dem i denne forbindelse?
36 De troende kristne der levede dengang i det første århundrede, glædede sig over denne beslutning der blev truffet på mødet i Jerusalem. Vi der lever i dag, kan stadig glæde os over denne inspirerede beslutning. Ud fra Bibelen erkender vi at den åndsavlede kristne menighed som „en ny skabning“ er salvet med Jehovas ånd, ligesom menighedens hoved, Jesus Kristus. Det påhviler derfor menighedens medlemmer at gøre det som salvelsen har bemyndiget dem til, nemlig at bringe „glædesbud til ydmyge“. Jesus Kristus gik ikke af vejen for at påtage sig denne forpligtelse men satte det rette eksempel for alle sine disciple. (Esajas 61:1-3) Som Guds åndelige børn bliver disciplene oplært af Jehova, og han lærer dem hvilket „glædesbud“ de skal forkynde. (Esajas 54:13) Gennem sin søns, Jesu Kristi, ord og trofaste eksempel lærer Jehova den kristne menighed at det livreddende budskab der skal forkyndes overalt, er den gode nyhed om det messianske gudsrige.