Kapitel 57
Barmhjertighed med de nødlidende
EFTER at Jesus har fordømt farisæerne fordi de selvisk følger deres egne overleveringer, tager han og disciplene af sted. Da han kort forinden havde søgt at tage disciplene med til et sted hvor de kunne hvile sig, havde de ikke fået ro — folkeskarerne havde fundet dem. Nu drager de et godt stykke mod nord, til Tyrus’ og Zidons egne. Det er, så vidt man ved, den eneste rejse Jesus foretager med sine disciple uden for Israels grænser.
Jesus finder et hus hvor de kan være, og han nævner at han ikke ønsker at nogen skal vide hvor de opholder sig. Men selv om de nu er uden for Israels grænser, kan han ikke undgå at blive bemærket. En græsk kvinde der er født i denne fønikiske del af Syrien, finder ham og begynder at råbe: „Hav barmhjertighed med mig, Herre, Davids søn. Min datter er slemt dæmonbesat.“ Men Jesus svarer hende ikke et ord.
Efter et stykke tid siger disciplene til ham: „Send hende bort; hun bliver jo ved med at råbe efter os.“ Jesus forklarer dem da hvorfor han har ignoreret hende: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“
Men kvinden giver ikke op. Hun nærmer sig Jesus, kaster sig til jorden for ham og bønfalder ham: „Herre, hjælp mig!“
Hendes inderlige tryglen må røre Jesus dybt i hjertet. Men igen peger han på at hans vigtigste opgave er at tjene til gavn for Guds folk, Israel. Øjensynlig for at prøve hendes tro hentyder han til jødernes fordomsfulde syn på andre folkeslag, idet han siger: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.“
Ved sit medfølende tonefald og ansigtsudtryk lader Jesus uden tvivl sine egne varme følelser for ikkejøder skinne igennem. Jøderne plejer at sammenligne hedninger med hunde, men Jesus bruger udtrykket „små hunde“ (eller hvalpe); det har en blidere klang. I stedet for at blive fornærmet, griber kvinden Jesu udtalelse og bemærker ydmygt: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“
„Kvinde, stor er din tro,“ udbryder Jesus. „Lad det gå dig som du ønsker.“ Og sådan sker det! Da hun kommer hjem finder hun sin datter liggende på sengen, fuldstændig helbredt!
Fra kystområdet ved Zidon rejser Jesus og hans disciple ind i landet, mod Jordanflodens øvre løb. De krydser sandsynligvis Jordan et sted nord for Galilæas Sø og kommer ind i Dekapolis, øst for søen. Her stiger de op på et bjerg. Men folkeskarerne finder dem og kommer til Jesus med halte, invalide, blinde, stumme og mange andre som er syge eller vanføre. De nærmest kaster dem for fødderne af Jesus, og han kurerer dem. Folk er forbløffede over det de ser — stumme kan tale, vanføre kan gå og blinde kan se, og de priser Israels Gud.
En mand som er døv og næsten stum, fanger i særlig grad Jesu opmærksomhed. Ofte kommer døve let til at føle sig forlegne, især i en stor folkemængde. Måske ser Jesus at denne mand er særlig nervøs. Barmhjertigt fører han manden væk fra folkeskaren, og da de er alene tilkendegiver Jesus hvad han vil gøre for ham. Han stikker sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rører han ved hans tunge. Jesus ser op mod himmelen, sukker dybt og siger: „Luk dig op.“ Ved dette får manden hørelsen og talens brug igen.
Da Jesus har udført disse helbredelsesgerninger, siger folkemængden med værdsættelse: „Han har gjort alle ting vel. Han får endog de døve til at høre og de stumme til at tale.“ Mattæus 15:21-31; Markus 7:24-37.
▪ Hvorfor helbreder Jesus ikke straks den græske kvindes barn?
▪ Hvor tager Jesus bagefter sine disciple med hen?
▪ Hvad gør Jesus for en mand som er døv og næsten stum?