Er Bibelen inspireret af Gud?

 1, 2. Hvorfor har mange respekt for Bibelen, og hvad hævder de der har skrevet den?

THE New Encyclopædia Britannica siger at Bibelen „sandsynligvis er den samling bøger der har øvet den stærkeste indflydelse i menneskehedens historie“. Mange agter Bibelen højt på grund af dens alder; dele af den blev skrevet for 3500 år siden. Dens praktiske og betimelige vejledning er desuden en af årsagerne til at den er blevet trykt i over tre milliarder eksemplarer og at den helt eller delvis er blevet oversat til næsten 2000 sprog, hvilket gør den til verdens bestseller.

² Foruden disse faktorer, som alle er med til at skabe respekt om Bibelen, er der endnu en grund til at den til alle tider har tiltalt og øvet så stor indflydelse på mange mennesker, nemlig at den hævder at være den inspirerede åbenbaring fra den almægtige Gud. Moses, der samlede Toraen (de fem første bøger i Bibelen), nedskrev alt hvad Gud meddelte ham, deriblandt skabelsesberetningen, beretningen om Vandfloden på Noas tid, beretningen om Abraham, og Moses’ egne erfaringer med Gud. (2 Mosebog 24:3, 4) Kong David sagde: „Ved mig talede HERRENS Ånd, hans ord var på min tunge.“ (2 Samuel 23:2) Også andre bibelskribenter erklærede at de blev ledet af Gud. Tilsammen udgør alle disse skrifter Guds egen udlægning af historien — hvad dens sande mening og tolkning er, og hvad det hele vil ende med. Bibelens mange forskellige skribenter — fra konger og præster til daglejere og andre — optrådte alle som sekretærer for Gud, der er Bibelens forfatter og den der står inde for at dens løfter vil blive indfriet.

 3. Hvad viser at troen på Gud ikke er uforenelig med videnskab?

³ Eftersom Bibelen hævder at være forfattet af Gud, er mange måske først og fremmest optaget af spørgsmålet om hvorvidt dens Forfatter overhovedet eksisterer. Nogle afviser direkte Guds eksistens. Andre har den opfattelse at alle intelligente mennesker har afvist tanken om en Gud og troen på Bibelen. De siger: „Der må da være en grund til at ingen videnskabsmænd tror på Gud.“ Men gør de da ikke det? I en artikel i tidsskriftet New Scientist har man kunnet læse at den „udbredte opfattelse at videnskabsfolk er ikketroende . . . er fuldstændig forkert“.² I den samme artikel stod der at tilfældige undersøgelser på universiteter, forskningscentre og industrilaboratorier viser at „hele otte ud af ti forskere har en religiøs tro eller støtter sig til principper der er ’ikkevidenskabelige’“. Det kan altså ikke med rette siges at tro er uforenelig med videnskab eller videnskabsfolk. (Se rammen „Er udviklingslæren bevist?“)

Er der beviser for at Bibelen er inspireret af Gud?

 4. Hvilke videnskabelige sandheder er blevet omtalt i Bibelen for flere tusind år siden?

⁴ Selv om man når til den konklusion at der er overbevisende vidnesbyrd om at der findes en Skaber, er man måske stadig i tvivl om hvorvidt han har inspireret mennesker til at nedskrive sine tanker og hensigter i Bibelen. Der er mange grunde til at vi kan være overbeviste om at dette er tilfældet. Blandt andet den at Bibelen er videnskabeligt nøjagtig. (Se rammen „I begyndelsen skabte Gud ...“) For eksempel sagde Job for over 3000 år siden at Gud „ophænger jorden på intet“. (Job 26:7) Og for omkring 2700 år siden skrev profeten Esajas at Gud „troner over jordens kreds“. (Esajas 40:22) Men hvordan kunne Job og Esajas vide noget om disse elementære videnskabelige fakta — at jorden er ophængt i rummet og er rund? I dag er man udmærket klar over hvordan det forholder sig, men disse udtalelser blev fremsat på et tidspunkt hvor sådanne forestillinger var uhørte. Er den mest fornuftige forklaring ikke at der har været tale om guddommelig inspiration?

 5, 6. Hvilke profetiers opfyldelse vidner om at Bibelens skribenter var inspireret af Gud?

⁵ Profetierne, der i virkeligheden er historie skrevet på forhånd, er måske det træk ved Bibelen der mere end noget andet underbygger dens påstand om at være inspireret af Gud. For eksempel forudsagde profeten Esajas ikke alene at Jerusalem ville blive ødelagt af Babylon og at hele det jødiske folk ville blive ført i fangenskab, men også at en persisk hærfører ved navn Kyros på et tidspunkt ville besejre Babylon og udfri jøderne af fangenskabet. (Esajas 13:17-19; 44:27–45:1) Hvordan kunne Esajas 200 år i forvejen forudsige Kyros’ fødsel, hans navn og præcis hvad han ville udrette? Det er vanskeligt at forestille sig nogen anden mulighed end guddommelig inspiration. (Se rammen „Gud – ’Den som åbenbarer hemmeligheder’ gennem profetier“)

⁶ Nogle af de mest bemærkelsesværdige profetier er nedskrevet af Daniel, en profet der levede i det sjette århundrede f.v.t. Han forudsagde ikke alene at Babylon ville falde for mederne og perserne, men forudsagde også begivenheder der ville indtræffe længe efter hans tid, i en fjern fremtid. For eksempel forudsiger Daniels profeti at Grækenland ville fremstå som en verdensmagt under Alexander den Store (336-323 f.v.t.), at Alexanders imperium ville blive delt mellem hans fire generaler efter hans alt for tidlige død, samt at det romerske rige med dets frygtindgydende militærmagt ville opstå (det første århundrede f.v.t.). (Daniel 7:6; 8:21, 22) Alle disse begivenheder er i dag uomtvistelige historiske kendsgerninger.

 7, 8. (a) Hvilken anklage har nogle rettet mod Bibelens profetier? (b) Hvad viser at beskyldningen om bedrag ikke er velbegrundet?

⁷ Eftersom Bibelens profetier har været så nøjagtige har kritikere stemplet dem som bedrag, det vil sige: man har påstået at de blev nedskrevet efter at begivenhederne havde fundet sted og derefter blev forklædt som profeti. Men kan man virkelig forestille sig at jødiske præster ville vove at opdigte en profeti? Og hvorfor skulle de da opfinde nogle profetier der indeholdt de værst tænkelige udfald mod dem selv? (Esajas 56:10, 11; Jeremias 8:10; Zefanias 3:4) Og hvordan kunne et helt folk der kunne læse og som var undervist og oplært i De Hellige Skrifter, lade sig føre med af et sådant bedrag? — 5 Mosebog 6:4-9.

⁸ Hvordan kunne profetier om hele civilisationers forsvinden, deriblandt Edoms og Babylons, være bedrag, når opfyldelsen fandt sted mange hundrede år efter at De Hebraiske Skrifter var fuldført? (Esajas 13:20-22; Jeremias 49:17, 18) Selv hvis man mener at disse profetier ikke blev skrevet på det tidspunkt hvor profeterne levede, må de ikke desto mindre være skrevet før det tredje århundrede f.v.t., for på dette tidspunkt var de allerede blevet oversat til græsk og forelå i Septuaginta. Desuden er Dødehavsrullerne (som indeholder dele af alle Bibelens profetiske bøger) dateret til det andet og det første århundrede f.v.t. Som nævnt blev mange profetier først opfyldt efter den tid.

Er Bibelen fyldt med selvmodsigelser?

 9-12. (a) Hvorfor siger nogle at Bibelen modsiger sig selv? (b) Hvordan kan man forklare nogle „selvmodsigelser“?

⁹ Nogle hævder imidlertid at Bibelen er fyldt med selvmodsigelser og uoverensstemmelser. Men de der fremsætter sådanne påstande har meget sjældent undersøgt sagen selv; som regel har de blot hørt et eksempel eller to fra andre. I virkeligheden er de fleste påståede uoverensstemmelser hurtigt løst hvis man husker at bibelskribenterne ofte sammentrængte deres emne til nogle få ord. Det er der et eksempel på i skabelsesberetningen. Ved en sammenligning af Første Mosebog 1:1, 3 med Første Mosebog 1:14-16 (Mel), spørger mange hvordan det kan være at Gud „dannede“ lysgiverne på den fjerde skabelsesdag, når lyset — åbenbart fra de samme lysgivere — allerede nåede jorden på den første skabelsesdag. I dette tilfælde undlod den hebraiske skribent at komme med lange forklaringer ved at vælge sine ord med omhu. Det er værd at bemærke at der i vers 14-16 siges at Gud „dannede“, hvorimod der i Første Mosebog 1:1 siges at Gud „skabte“. Dette stemmer med at solen og månen, som allerede fandtes, på den fjerde skabelsesdag blev helt synlige gennem jordens tætte atmosfære.a

¹⁰ Nogle slægtsregistre har også været årsag til forvirring. For eksempel anfører Ezra 23 navne i slægtsregisteret over præsterne i Første Krønikebog 6:18-29 men kun 16 navne da han opregner sit eget slægtsregister for den samme periode i Ezra 7:1-5. Der er ikke tale om en uoverensstemmelse men blot om en sammentrængning. Og når en begivenhed blev beskrevet kunne skribenten, alt efter hvad formålet var, fremhæve, begrænse, indføje eller udelade nogle detaljer, til forskel fra en anden bibelskribent der skildrede den samme begivenhed. Der er ikke tale om selvmodsigelser men om forskellige beretninger der hver især fortæller noget om skribentens synsvinkel og hvem han ønsker at henvende sig til.b

¹¹ Ofte kan man løse tilsyneladende uoverensstemmelser blot ved at læse sammenhængen. For eksempel spørger mange om hvor Kain fik sin hustru fra, i den tro at der her er tale om en uoverensstemmelse i den bibelske beretning. De antager at Adam og Eva kun fik to sønner, Kain og Abel. Men man får svaret på spørgsmålet ved at læse videre. I Første Mosebog 5:4 hedder det: „Efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 år og avlede sønner og døtre.“ Kain giftede sig altså med sin søster eller måske en niece, hvilket var helt i overensstemmelse med Guds oprindelige hensigt med at menneskeslægten skulle brede sig. — 1 Mosebog 1:28.

¹² Der er selvfølgelig mange detaljer om menneskehedens historie som ikke er taget med i den guddommelige historieberetning. Men enhver detalje der har haft betydning for dem der læste den i fortiden og for dem der læser den i dag, er taget med, uden at beretningen derved er blevet besværlig eller umulig at læse.

Er det kun de lærde der forstår Bibelen?

13-15. (a) Hvorfor mener nogle at Bibelen er for vanskelig at forstå? (b) Hvordan ved vi at det var Guds mening at man skulle forstå hans ord?

¹³ Har du nogen sinde undret dig over at der er så mange modstridende fortolkninger af Bibelen? Nogle oprigtige mennesker bliver forvirrede og nedslåede når de hører religiøse autoriteter modsige hinanden. Det får mange til at slutte at Bibelen er uklar og selvmodsigende. Som følge heraf afviser mange fuldstændig Bibelen, idet de tror at den er for vanskelig at læse og forstå. Andre, der konfronteres med denne uhyre mængde forskellige religiøse fortolkninger, er tilbageholdende med at foretage en seriøs undersøgelse af Bibelen. Nogle siger: „De lærde har i årevis studeret ved religiøse seminarier. Hvilket grundlag har jeg for at betvivle det de fortæller os?“ Men er det sådan Gud betragter sagen?

¹⁴ Da Gud gav Loven til Israels folk, antydede han ikke at de fik en tilbedelsesordning som de ikke kunne forstå og som skulle overlades til teologiske vismænd eller „lærde“. Gud erklærede følgende gennem Moses i Femte Mosebog 30:11, 14: „Thi Budet, som jeg i dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke langt borte. Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan handle derefter.“ Hele nationen, ikke blot lederne, fik denne befaling: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Guds bud, som alle blev nedskrevet, var tydelige nok og kunne følges af hele folket, både forældre og børn.c

¹⁵ Helt tilbage på Esajas’ tid pådrog religiøse ledere sig Guds mishag fordi de dristede sig til at føje noget til Guds love og fortolke dem. Profeten Esajas skrev: „Dette folk . . . holder sig nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig . . . fordi deres frygt for mig blev tillærte menneskebud.“ (Esajas 29:13) Deres tilbedelse hvilede efterhånden på menneskebud, ikke på Guds bud. (5 Mosebog 4:2) Det var disse „menneskebud“, deres egne fortolkninger og udlægninger, der var selvmodsigende, ikke Guds ord. Sådan forholder det sig også i dag.

Er der bibelsk belæg for „Den mundtlige Tora“?

16, 17. (a) Hvad mener nogle om en mundtlig lov? (b) Hvad viser Bibelen om en mundtlig lov?

¹⁶ Nogle mener at Moses foruden „Den skriftlige Tora“ modtog „Den mundtlige Tora“. Man mener altså at Gud sørgede for at visse bud ikke blev nedskrevet men blev overleveret mundtligt fra generation til generation og således udelukkende blev bevaret gennem mundtlig tradition. (Se rammen „Har Toraen ,halvfjerds ansigter‘?“) Bibelens beretning viser imidlertid tydeligt at Moses aldrig fik påbud om at lade en mundtlig lov gå i arv. I Anden Mosebog 24:3, 4 siges der: „Moses [kom] og kundgjorde hele folket alle HERRENS ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: ’Alle de ord, HERREN har talet, vil vi overholde.’ Da skrev Moses alle HERRENS ord op.“ I Anden Mosebog 34:27 hedder det endvidere: „Og HERREN sagde til Moses: ’Skriv disse ord op, thi på grundlag af disse ord slutter jeg pagt med dig og Israel.’“ Der blev altså ikke nævnt noget som helst om en uskreven mundtlig lov i den pagt Gud sluttede med Israel. (Se rammen „Hvor var den mundtlige lov ...?“) Bibelen omtaler intetsteds en mundtlig lov.d Og hvad vigtigere er, jødedommens mundtlige lov modsiger Bibelen, hvilket er med til at give det forkerte indtryk at Bibelen er selvmodsigende. (Se rammen „Hvad er døden og sjælen?“) Men det er mennesker og ikke Gud der bærer ansvaret for denne forvirring. — Esajas 29:13. (Se rammerne „Guds navn i bibelen — Hvad Gud har sagt“)

¹⁷ I modsætning til menneskers selvmodsigende fortolkninger er Bibelen klar og troværdig. Gud har i sit ord givet os rigeligt med vidnesbyrd om at den fredelige verden der beskrives i Esajas 2:2-4 ikke blot er en drøm men noget nært forestående. Bibelens Gud, den der fremsætter profetier, vil sørge for at det sker.

[Fodnoter]

[Ramme på side 4, 5]

ER UDVIKLINGSLÆREN BEVIST?

SKABELSESBERETNINGEN i Første Mosebog fortæller at alle levende væsener blev skabt „efter deres arter“, det vil sige grundlæggende grupper. (1 Mosebog 1:12, 24, 25) For at fremme deres egen teori har mange evolutionister hånligt afvist Bibelens beretning. Men er det bevist at der nogen sinde er opstået en ny art ved krydsning eller mutationer?e Fra de ældste optegnelser og frem til i dag fremgår det at hunde stadig er hunde, og katte bliver ved med at være katte. Selv de fossile kakerlakker man har fundet, som er nogle af de tidligste fossile insekter man kender til, ligner stort set dem der findes i dag.

Hvilke beviser har videnskaben fremlagt efter de godt hundrede års intensiv forskning der har fundet sted siden Darwin udgav Arternes Oprindelse?f Hvilken konklusion er nogle eksperter nået til?

FOSSILERNE: Nogle har kaldt fossilernes vidnesbyrd for ’den sidste appeldomstol’, eftersom de udgør den eneste autentiske beretning om livets historie som videnskaben har adgang til. Hvad fortæller fossilerne?

John Moore, der er professor i naturvidenskab, siger om resultaterne af en omfattende undersøgelse der er foretaget af Londons Geologiske Selskab og Englands Palæontologiske Forening: „Omkring 120 videnskabsmænd, alle sammen specialister, har udarbejdet 30 kapitler i et imponerende værk på over 800 sider for at præsentere det fossile materiale af planter og dyr . . . Hver af de større arter af planter og dyr påvises at have en historie som er adskilt og forskellig fra alle andre arter! Grupper af både planter og dyr opstår pludseligt i fossilerne. . . . Der er intet spor af en fælles stamform, langt mindre af et led der forbinder dem med et krybdyr, den formodede stamfader.“ — Should Evolution Be Taught?, 1970, side 9 og 14.

KAN MUTATIONER HAVE FORÅRSAGET EN EVOLUTION? På baggrund af at de fleste mutationer er skadelige erkendes det i The Encyclopedia Americana: „Det synes vanskeligt at forene det faktum at de fleste mutationer er skadelige for organismen, med den anskuelse at mutationer er kilden til evolutionens råmaterialer. De mutanter man ser afbildet i biologibøgerne er en samling sære vanskabninger, og det lader til at mutationsprocessen snarere nedbryder end opbygger.“ — 1977, bind 10, side 742.

HVAD MED ABEMENNESKENE? Science Digest har skrevet: „Det bemærkelsesværdige er at alle de fysiske beviser vi har for menneskets udvikling, fortsat kan være i en enkelt kiste, og så er der endda plads tilovers! . . . De nulevende aber synes for eksempel at være dukket op af ingenting. De har ingen fortid, ingen fossile forfædre. Og den virkelige oprindelse til nutidsmennesket — til dette væsen som går oprejst, er nøgent, laver redskaber og har en stor hjerne — er lige så gådefuld, hvis vi skal være ærlige over for os selv.“ — Maj 1982, side 44.

EN TEORI I KRISE: Læg mærke til følgende kommentar af molekylærbiologen Michael Denton, citeret fra hans bog Evolution: A Theory in Crisis:

„Der kan ikke herske tvivl om at Darwin slet ikke havde tilstrækkeligt med beviser til at opstille sin evolutionsteori. . . . Hans almindeligt udbredte teori om at alt liv på jorden var blevet til og havde udviklet sig ved en gradvis og successiv ophobning af tilfældige mutationer, er stadig, ligesom på Darwins tid, en særdeles spekulativ hypotese helt uden støtte i de faktiske forhold og meget langt fra at være så selvindlysende som nogle af dens mere aggressive tilhængere gerne vil have os til at tro. . . . Man kunne have forventet at en teori af en så afgørende betydning, en teori der bogstavelig talt forandrede verden, ville have været mere end blot metafysik, mere end blot en myte.“ — 1986-udgaven, side 69, 77, 358.

[Fodnoter]

[Ramme på side 6]

„I BEGYNDELSEN SKABTE GUD . . .“

„. . . HIMMELEN OG JORDEN.“ (1 Mosebog 1:1) — De fleste videnskabsfolk i dag mener at universet havde en begyndelse. Astronomen Robert Jastrow har skrevet: „Nu ser vi at det astronomiske vidnesbyrd lægger op til et bibelsk syn på verdens tilblivelse. Enkelthederne er forskellige, men de væsentlige elementer i den astronomiske og den bibelske beretning om skabelsen er de samme: Den kæde af begivenheder som førte til menneskets opståen, begyndte pludseligt, i et ganske bestemt øjeblik og med en voldsom udladning af lys og energi.“ — God and the Astronomers, 1978, side 14.

„. . . LEVENDE VÆSENER.“ (1 Mosebog 1:20) — Fysikeren H. S. Lipson, der har indset hvor usandsynligt det er at livet er opstået spontant, siger: „Den eneste acceptable forklaring er skabelse. Jeg ved at dette ord er bandlyst for fysikere, som det også er for mig, men vi må ikke afvise en teori vi ikke bryder os om, hvis bevismaterialet fra vore forsøg støtter den.“ — Physics Bulletin, bind 31, 1980, side 138.

Men kunne livet ikke være opstået spontant selv om dette er usandsynligt? Fysikeren og astronomen Fred Hoyle siger: „Der er ikke skyggen af objektivt bevis der støtter den hypotese at livet her på Jorden begyndte i en organisk ursuppe.“ Han siger også: „Efterhånden som biokemikere lærer mere og mere om livets ærefrygtindgydende kompleksitet, bliver det tydeligt at chancerne for at det kunne opstå ved et tilfælde er så forsvindende små at de helt kan udelukkes. Livet kan ikke være opstået ved et tilfælde.“ Hoyle tilføjer: „Biologer hengiver sig til ubekræftede fantasier for at benægte hvad der er så helt igennem indlysende, at de 200.000 aminosyrekæder, og følgelig livet, ikke opstod ved et tilfælde.“ Han spørger i virkeligheden: ’Hvordan kunne alene den tilfældige kobling af kemikalier i organisk slam frembringe de 2000 enzymer der er forudsætningen for liv?’ Han siger at sandsynligheden for at dette kunne ske er som 1 til 10^40.000, eller „nogenlunde som chancen for at man 50.000 gange i træk slår en sekser med en terning!“ (The Intelligent Universe, F. Hoyle, 1983, side 11-12, 17, 23) Han tilføjer: „Hvis man ikke er forudindtaget, enten som følge af social tro eller som følge af en videnskabelig skoling i den overbevisning at livet er opstået [spontant] på jorden, fjerner dette enkle regnestykke ethvert grundlag for denne opfattelse.“ — Evolution From Space, Fred Hoyle og Chandra Wickramasinghe, 1981, side 24.

[Ramme på side 7]

GUD – ’DEN SOM ÅBENBARER HEMMELIGHEDER’ GENNEM PROFETIER

HENVENDT til en konge i fortiden sagde profeten Daniel: „Den hemmelighed, kongen ønsker at vide, kan vismænd, manere, drømmetydere og stjernetydere ikke sige kongen; men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer hemmeligheder.“ (Daniel 2:27, 28) Er der vidnesbyrd om at Gud virkelig åbenbarer hemmeligheder gennem profetier? Her følger nogle eksempler:

Babylons fald: „Så siger HERREN til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte.“ — Esajas 45:1, skrevet ca. 732 f.v.t. Se også Jeremias 50:35-38; 51:30-32, skrevet før 625 f.v.t.

Opfyldelse — 539 f.v.t.: Historikerne Herodot og Xenofon beretter at perseren Kyros bortledte Eufratflodens vande, der løb lige gennem Babylon, og sendte sine styrker op gennem flodlejet, hvor de overrumplede de babyloniske vagter og indtog byen på én nat. Men selv ved at bruge denne strategi kunne Kyros ikke have indtaget byen hvis ikke man skødesløst havde ladet byportene langs Eufrats bredder stå åbne. Som profetien forudsagde var ’portene ikke stængte’.

Tyrus’ skæbne: „Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Tyrus, og fører mange folk imod dig, som når havet rejser sine bølger. . . . Jeg fejer muldet bort og gør Tyrus til nøgen klippe. . . . Sten, tømmer og ler skal de kaste i vandet.“ — Ezekiel 26:3, 4, 12, skrevet ca. 613 f.v.t.

Opfyldelse — 332 f.v.t.: Alexander den Store anlagde en dæmning fra fastlandet ud til den del af Tyrus der lå på en ø (cirka 800 meter fra kysten) sådan at hans soldater kunne marchere ud og angribe øbyen. Opslagsværket The Encyclopedia Americana forklarer: „Af ruinerne af fastlandsbyen, som han havde demoleret, byggede han i 332 en stor dæmning for at forbinde øen med fastlandet.“ Efter en forholdsvis kort belejring blev øbyen ødelagt, og Ezekiels profeti blev opfyldt til mindste detalje. Endog ’stenene og træværket og støvet’ fra det gamle Tyrus (fastlandsbyen) blev ’kastet i vandet’.

Jerusalems ødelæggelse: „Da sagde Esajas til Ezekias: ’Hør Hærskarers HERRES ord! Se, dage skal komme, da alt, hvad der er i dit hus, og hvad dine fædre har samlet indtil denne dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage.’“ — Esajas 39:5, 6, skrevet ca. 732 f.v.t.; se også Esajas 24:1-3; 47:6.

Profeten Jeremias udtalte: „Jeg [vil] . . . lade [babylonierne] komme over dette land og dets indbyggere . . . Hele dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.“ — Jeremias 25:9, 11, skrevet før 625 f.v.t.

Opfyldelse — 607 f.v.t. (586 f.v.t. ifølge de fleste verdslige tidsregninger): Babylon ødelagde Jerusalem efter halvandet års belejring. Byen og templet blev jævnet med jorden og jøderne selv blev ført med til Babylon. (2 Krønikebog 36:6, 7, 12, 13, 17-21) Hele folket blev holdt i fangenskab i 70 år, nøjagtig som Jeremias havde forudsagt. Deres mirakuløse udfrielse i 537 f.v.t. af Kyros den Store, der indtog Babylon, opfyldte Esajas’ profeti, der havde nævnt Kyros ved navn. (Esajas 44:24-28) Profeten Daniel, der var i fangenskab i Babylon, udregnede det nøjagtige tidspunkt for sit folks frigivelse, idet han byggede sin konklusion på Jeremias’ profeti. — Daniel 9:1, 2.

[Ramme på side 8]

HVOR VAR DEN MUNDTLIGE LOV . . .

. . . dengang Moses gentog alle Guds bud for hele Israels folk? Nationen gik da ind på at overholde det som han havde gentaget, hvorefter Moses ’skrev alle HERRENS ord op’. — 2 Mosebog 24:3, 4, kursiveret af os.

. . . dengang Josua samlede Israels nation efter at de var kommet ind i det forjættede land og endnu en gang ’oplæste’ alle de ord som de havde indvilliget i at overholde? „Ikke et ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at oplæse for hele Israels menighed.“ — Josua 8:35, kursiveret af os.

. . . dengang man ved templets restaurering på kong Josias’ tid fandt den forsvundne bog med Mose lov? Da Josias hørte bogen læst op, sønderrev han sine klæder i sorg idet han forstod at Loven i generationer ikke var blevet overholdt i overensstemmelse med det der stod skrevet. Han traf derefter foranstaltning til at fejre påsken, som ikke var blevet fejret på rette vis i hele kongetiden eller i dommernes dage forud herfor. Hvor var den ’trofast overleverede’ mundtlige lov i disse hundreder af år? Hvis den havde eksisteret ville disse oplysninger aldrig være gået i glemme. Kun en omhyggeligt bevaret skreven beretning satte nationen i stand til igen at gøre Guds vilje på rette måde. — 2 Kongebog 22:8–23:25.

. . . dengang profeten Jeremias erklærede: „Fra små til store søger hver eneste vinding, de farer alle med løgn fra profet til præst“? (Jeremias 6:13) Gennem en stor del af Israels historie var dette den åndelige tilstand hos nationens ledere, især præsterne, som var ansvarlige for at undervise i Loven. (Malakias 2:7, 8) Skrevne beretninger taler for sig selv, men kunne man betro mennesker der var så troløse omhyggeligt at bevare en mundtlig tradition?

. . . i de mere end tusind år det tog at nedskrive De Hebraiske Skrifter? Fra Moses til Malakias siges der intet om en sådan mundtlig lov. Først flere hundrede år senere, på rabbinernes tid, da modstridende religiøse sekter kæmpede om at få myndighed og kontrol over den jødiske nation, støder man på dette begreb. Er disse århundreders tavshed om emnet samt de inspirerede skrifters vidnesbyrd, ikke med til at vise at der aldrig har eksisteret en sådan inspireret mundtlig lov?

[Ramme/​illustration på side 9]

DØDEHAVSRULLERNE

Daterer sig til før vor tidsregning, hvilket viser hvor nøjagtigt bibelteksten er blevet overleveret gennem århundrederne. Bekræfter også at nogle profetier blev skrevet før de gik i opfyldelse

[Ramme på side 10]

HAR TORAEN „HALVFJERDS ANSIGTER“?

DET er ikke ualmindeligt at høre folk i Israel citere en velkendt jødisk talemåde: „Toraen har halvfjerds ansigter“ — hvilket er et udtryk for at de mener at Skrifterne kan fortolkes på mange forskellige, endog modstridende måder. Dette gælder både den skrevne lov og den såkaldte mundtlige lov. The Encyclopedia of Judaism siger følgende: „Den mundtlige lov er ikke en endegyldig lovsamling; den omfatter mange forskellige endog selvmodsigende udtalelser. Om disse har vismændene sagt: ’De udgør alle den levende Guds ord.’“ (Side 532) Men er det fornuftigt at tro at Gud ville inspirere mennesker til at fremholde forskellige og modstridende opfattelser? Hvordan gik det til at man begyndte at acceptere sådanne selvmodsigelser?

I det tidsrum hvor De Hebraiske Skrifter blev nedskrevet (ca. 1513-443 f.v.t.), blev eventuelle stridsspørgsmål afgjort af Guds udnævnte repræsentanter, og meget ofte viste Gud selv at han stod bag dem ved at manifestere sin magt eller ved at lade de profetier han havde ladet dem fremsætte, gå i opfyldelse. (2 Mosebog 28:30; 4 Mosebog 16:1-50; 27:18-21; 5 Mosebog 18:20-22) Hvis nogen dengang fremsatte synspunkter og fortolkninger der var i modstrid med Skriften, blev han betragtet som en frafalden, ikke som en lærd. Gud gav hele nationen denne advarsel: „Alt, hvad jeg pålægger eder, skal I omhyggeligt udføre. Du må hverken lægge noget til eller trække noget fra.“ — 5 Mosebog 12:32.

Med tiden skete der imidlertid en fundamental ændring i Israels folks tankegang. Farisæerne, der var fremtrædende inden for jødedommen i det første århundrede e.v.t., antog læren om „Den mundtlige Tora“ som de havde udviklet to hundrede år tidligere. De lærte at Gud foruden at have givet Israels folk en skreven lov ved Sinaj Bjerg, samtidig gav dem en mundtlig lov. De mente at denne mundtlige lov var inspireret og kunne fortolke og klargøre detaljer angående den skrevne lov, detaljer som Gud havde bedt Moses om ikke at nedskrive. Den mundtlige lov skulle ikke skrives ned men skulle videregives mundtligt, fra lærer til discipel, fra generation til generation. Derved fik farisæerne, der betragtede sig selv som den mundtlige traditions vogtere, en særlig myndighed.g

Efter det andet tempels ødelæggelse i år 70 e.v.t., blev farisæernes lære almindeligt udbredt, og jødedommen blev en religion domineret af rabbinere, hvilket den ikke tidligere havde været.h Da rabbinerne nu fik øget indflydelse, frem for præsterne eller profeterne, blev den mundtlige lov jødedommens nye midtpunkt. Som det hedder i The Encyclopedia of Judaism: „Den mundtlige Tora blev efterhånden betragtet som vigtigere end Den skrevne Tora eftersom udlægningen og forståelsen af den sidstnævnte var afhængig af den førstnævnte.“ — 1989, side 710.

Efterhånden som rabbinerne vandt mere anseelse og traditionerne mangedobledes, blev forbudet mod at nedskrive den mundtlige lov ophævet. Ved slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede e.v.t., nedskrev Juda haNasi (135-219 e.v.t.) systematisk disse rabbinske mundtlige traditioner i et værk kaldet Misjna. Nogle senere tilføjelser blev kaldt Tosefta. Rabbinerne fandt det desuden nødvendigt at lave en kommentar til Misjna, og disse fortolkninger af den mundtlige tradition blev grundlaget for en bindstærk samling bøger kaldet Gemara (der blev samlet fra det tredje til det femte århundrede e.v.t.). Tilsammen blev disse værker senere kendt som Talmud. Helt frem til i dag har man lavet kommentarer til alle disse rabbinske anskuelser. Eftersom det er umuligt at harmonisere alle disse meget forskellige opfattelser, er det da så mærkværdigt at mange foretrækker at betragte dem som „Toraens halvfjerds ansigter“?

[Fodnoter]