Kapitel 15

Menighedsorganisationen tager form

JEHOVAS VIDNERS organisation og virksomhed er undergået betydelige forandringer siden Charles Taze Russell og hans venner begyndte at studere Bibelen sammen i 1870. Så længe bibelstudenterne var få i tal, havde de ikke meget af det man normalt forbinder med en organisation. Men når folk i dag betragter Jehovas Vidners menigheder, deres stævner og deres forkyndelse af den gode nyhed i over 200 lande, undres de over hvor gnidningsløst organisationen fungerer. Hvordan er denne organisation blevet til?

Bibelstudenterne var ikke kun ivrige efter at forstå Bibelens lære, men de ønskede også at vide på hvilken måde man skulle tjene Gud, sådan som det fremgik af hans ord. De forstod at Bibelen ikke gav rum for en ordning med betitlede gejstlige der prædikede for et lægfolk. Broder Russell var besluttet på at der ikke skulle være nogen præsteklasse iblandt dem.a I Watch Tower blev læserne ofte mindet om at Jesus sagde til sine disciple: „Én er jeres Fører, Messias,“ men: „I er alle brødre.“ — Matt. 23:8, 10.

Bibelstudenternes samfund i begyndelsen

De der læste Watch Tower og Russells øvrige skrifter, indså snart at de for at behage Gud måtte bryde med enhver kirke der viste sig at være utro mod Gud ved at sætte trosbekendelser og menneskers overleveringer højere end hans skrevne ord. (2 Kor. 6:14-18) Men hvor skulle de gå hen når de havde trukket sig ud af kristenhedens kirker?

I en artikel med titlen „Ekklesiaen“b påpegede broder Russell at den sande kirke, den kristne menighed, ikke er en organisation med medlemmer der går ind for en bestemt trosbekendelse og har deres navne stående på en medlemsliste. Nej, forklarede han, den består af mennesker som har viet deres tid, evner og liv til Gud, og som har udsigt til at få del i det himmelske rige sammen med Kristus. Disse mennesker, sagde han, er kristne som er forenede i kristen kærlighed og af fælles interesser, som efterkommer Guds ånds ledelse og underlægger sig Kristus som deres hoved. Broder Russell var ikke interesseret i at indføre nogen anden ordning, og han var stærkt imod at gøre noget som helst der kunne bidrage til det udbredte sektvæsen blandt dem der bekendte sig til kristendommen.

Samtidig forstod han fuldt ud at Herrens tjenere havde behov for at komme sammen, i overensstemmelse med vejledningen i Hebræerbrevet 10:23-25. Han rejste personligt rundt for at besøge og opbygge læserne af Watch Tower og for at sætte dem i forbindelse med ligesindede som boede i samme område. I begyndelsen af 1881 anmodede han om at de der holdt regelmæssige møder, underrettede Vagttårnets kontor om hvor disse møder blev holdt. Han indså værdien af at bevare dem i kontakt med hinanden.

Broder Russell understregede imidlertid at bibelstudenterne ikke gjorde noget forsøg på at oprette en „jordisk organisation“. Han sagde tværtimod: „Vi tilslutter os kun den himmelske organisation — ’hvis navne er indskrevne i himmelen’. (Hebr. 12:23; Luk. 10:20.)“ På grund af kristenhedens afskrækkende historie ledte talen om en „kirkeorganisation“ som regel tanken hen på sektvæsen, et dominerende præsteskab og tvungen anerkendelse af en trosbekendelse der var formuleret af et kirkeligt koncil. Derfor følte broder Russell at det var bedre at omtale bibelstudenterne som et „samfund“.

Han var udmærket klar over at Kristi apostle havde oprettet menigheder og udnævnt ældste i dem. Men han troede at Kristus igen var nærværende, om end usynligt, og personligt stod i spidsen for den sidste indhøstning af dem der skulle være arvinger sammen med ham. I betragtning af disse omstændigheder mente broder Russell i begyndelsen at den ældsteordning der havde eksisteret i de kristne menigheder i det første århundrede, ikke var nødvendig i høsttiden.

Men efterhånden som bibelstudenterne blev flere, gik det op for broder Russell at Herren ledede tingene på en anden måde end han havde forventet. Han måtte ændre holdning. Men på hvilket grundlag?

Det voksende samfunds behov dækkes

Watch Tower for 15. november 1895 (Vagt-Taarnet for maj-juni 1906) handlede næsten udelukkende om emnet „Alt ske sømmelig og med Orden“. Heri vedgik broder Russell ærligt: „Apostlene havde meget at sige den første Menighed om Orden i de Helliges Forsamlinger; og øjensynligt har vi været temmelig uagtsomme med Hensyn til dette vise Raad, fordi vi har tænkt, at det kun var af ringe Vigtighed nu, da Menigheden er saa nær ved Enden af sit Løb, og Høsten er en Adskillelsestid.“ Hvad fik dem til at tage denne vejledning op til fornyet overvejelse?

Artiklen nævnte fire forhold: (1) Det var tydeligt at de enkelte bibelstudenter ikke var nået lige langt i åndelig udvikling. Der var fristelser, prøvelser, vanskeligheder og farer som ikke alle var lige forberedte på at møde. Der var således behov for vise og forstandige tilsynsmænd, dygtige og erfarne mænd som var dybt interesserede i at våge over alles åndelige vel og i stand til at undervise dem i sandheden. (2) Det havde vist sig at hjorden måtte forsvares mod ’ulve i fåreklæder’. (Matt. 7:15, GD) Fårene måtte styrkes ved at nogle ledede dem til fuld kundskab om sandheden. (3) Erfaringen havde vist at hvis der ikke fandtes nogen ordning for indsættelse af ældste til at vogte hjorden, ville nogle tiltage sig lederstillingen og begynde at betragte hjorden som deres egen. (4) Hvis der ikke var ordnede forhold i menigheden, kunne de der var trofaste mod sandheden begynde at føle at deres tjeneste var uønsket på grund af den indflydelse der måske blev øvet af nogle få som var uenige med dem.

På denne baggrund erklærede Vagt-Taarnet: „Med alle disse Tilfælde for Øje tøver vi ikke med at anbefale Menighederne paa ethvert Sted, enten deres Antal er stort eller lille, at følge Apostlenes Raad og i hver Kreds vælge Ældste til at ’røgte’ og ’have Tilsyn’ med Hjorden.“ (Apg. 14:21-23; 20:17, 28) De lokale menigheder fulgte denne velfunderede bibelske vejledning. Det var et vigtigt skridt hen imod indførelsen af en menighedsorganisation som svarede til den der fandtes på apostlenes tid.

På grundlag af den forståelse man havde, udvalgte man imidlertid ældste og assisterende diakoner ved afstemning i menigheden. En gang om året, eller oftere hvis det var nødvendigt, overvejede man brødrenes kvalifikationer og foretog en afstemning. Det var egentlig en demokratisk fremgangsmåde, men den var omgærdet med restriktioner der skulle virke beskyttende. Alle i menigheden blev opfordret til omhyggeligt at overveje de bibelske kvalifikationer og ikke stemme ud fra deres egen opfattelse men ud fra hvad de mente var Herrens vilje. Eftersom det kun var ’dem der helt og fuldt havde indviet sig til Herren’ der havde stemmeret, blev deres kollektive stemmeafgivning, for så vidt som den var ledet af Herrens ord og ånd, betragtet som et udtryk for Herrens vilje i sagen. At broder Russell anbefalede denne ordning har muligvis ikke alene skyldtes hans ønske om at undgå enhver antydning af en ophøjet præsteklasse, men også — hvad han måske ikke gjorde sig helt klart — i nogen grad at han selv havde stået i den kongregationalistiske kirke som ung.

Da spørgsmålet om de ældstes opgave og deres udvælgelse senere blev grundigt behandlet i bogen Den nye Skabning (bind VI af Millenniets Daggry, engelsk 1904; dansk 1917), blev opmærksomheden især henledt på Apostelgerninger 14:23. James Strongs og Robert Youngs ordbøger blev citeret for den opfattelse at udtrykket ’de havde udvalgt ældste for dem’ (GD) burde oversættes ’de havde udvalgt ældste for dem ved håndsoprækning’.c Nogle bibeloversættelser siger ligefrem at de ældste blev ’udnævnt ved afstemning’. (Youngs Literal Translation of the Holy Bible; Rotherhams Emphasised Bible) Men hvem var det der skulle stemme?

Det synspunkt at afstemningen skulle foretages af hele menigheden, gav ikke altid de resultater man havde håbet. De der stemte skulle ganske vist være ’fuldt indviede’, og nogle af dem der blev valgt opfyldte virkelig de bibelske krav og betjente ydmygt deres brødre. Men stemmeafgivningen var ofte mere præget af personlige meninger og ønsker end af Guds ord og ånd. Da nogle mænd i Halle (Tyskland) som mente at de burde være ældste, ikke fik de stillinger de ønskede, skabte de svære splittelser i menigheden. Og blandt kandidaterne i Barmen (Tyskland) var der i 1927 mænd som modstod Selskabets arbejde; da afstemningen skulle finde sted blev der råbt så meget op at man måtte gå over til hemmelig afstemning.

Mange år før dette, i 1916, havde broder Russell med dyb bekymring skrevet: „Fra Beretninger, der naar os, hører vi, at der i nogle Klasser hersker frygtelige Tilstande, naar et Valg skal finde Sted. Menighedens Tjenere forsøger at være Herskere, Diktatorer — idet de undertiden holder fast ved Lederstillingen ved Mødet i den øjensynlige Hensigt at sørge for, at de selv og deres særlige Venner bliver valgt til Ældste og Diakoner. . . . Nogle prøver ganske stille paa at drage Fordel af Klassen ved at have Valg paa en Tid, som er særlig gunstig for dem og deres Venner. Andre søger at fylde Mødet med deres Venner, idet de bringer forholdsvis fremmede med, som slet ikke tænker paa at overvære Klassens Møder regelmæssigt, men blot kommer for at gøre den Vennetjeneste at stemme paa en af deres Venner.“

Skulle de blot lære at følge de demokratiske principper lidt bedre når de afholdt valg, eller var der noget i Guds ord de endnu ikke havde forstået?

Organiserede til at forkynde den gode nyhed

Broder Russell indså meget tidligt at en af de kristnes væsentligste forpligtelser var at forkynde. (1 Pet. 2:9) Watch Tower forklarede at det ikke kun var Jesus men også alle hans salvede disciple der måtte opfylde de profetiske ord i Esajas 61:1: „Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt,“ eller, som King James-oversættelsen gengiver Jesu citat af denne passage: „Han har salvet mig til at forkynde evangeliet.“ — Luk. 4:18.

Så tidligt som i 1881 indeholdt Watch Tower en artikel med titlen „Vi søger 1000 forkyndere“. Den tilskyndede de enkelte medlemmer af menighederne til at bruge den tid de kunne (en halv time, en time eller to eller tre) til at udbrede sandheden fra Bibelen. Mænd og kvinder som ikke havde forsørgerpligter og som kunne give halvdelen eller mere af deres tid udelukkende til Herrens gerning, blev opfordret til at forkynde som kolportører. Antallet af sådanne kolportører varierede en del fra år til år, men i 1885 var der allerede omkring 300 som udførte dette arbejde. Andre udførte en mere begrænset form for kolportørtjeneste. Kolportørerne fik forslag til hvordan de kunne udføre deres tjeneste. Men marken var stor, og i hvert fald i begyndelsen valgte de selv hvor de ville tjene, og de flyttede omkring stort set som de havde lyst til. Når de mødtes ved stævnerne, talte de sammen og foretog de nødvendige justeringer så de ikke overlappede andres indsats.

Samme år som kolportørtjenesten begyndte, fremstillede broder Russell nogle traktater (eller brochurer) til gratis uddeling. En af de mere kendte var Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne), som i løbet af de første fire måneder blev uddelt i 1.200.000 eksemplarer. Arbejdet med at trykke og uddele disse traktater gav anledning til oprettelsen af Zion’s Watch Tower Tract Society til at tage sig af de praktiske foranstaltninger. For at arbejdet ikke skulle blive afbrudt i tilfælde af hans død og for at man lettere kunne modtage og anvende de bidrag der blev givet til arbejdet, ansøgte broder Russell om at få dette selskab indregistreret, hvilket skete den 15. december 1884. Derved fik man et redskab der opfyldte lovens krav.

Efterhånden som der blev behov for det, oprettede Selskabet afdelingskontorer i andre lande. Det første var kontoret i London, der blev oprettet den 23. april 1900. Et andet blev oprettet i Elberfeld i Tyskland i 1902. To år senere blev der oprettet en afdeling på den anden side af jorden, i Melbourne i Australien. Nu mens dette skrives, er der 99 afdelingskontorer jorden over.

Men samtidig med at man opbyggede en form for organisation der var nødvendig for at tilvejebringe bibelsk litteratur i større mængder, overlod man det i begyndelsen til de enkelte menigheder selv at finde ud af hvordan de ville organisere uddelingen af dette læsestof. I et brev dateret den 16. marts 1900 gav broder Russell udtryk for hvordan han så på sagen. I brevet, der var stilet til „Alexander M. Graham og kirkend i Boston, Massachusetts,“ skrev han blandt andet: „Som I alle ved, er det min erklærede hensigt at overlade det til de enkelte grupper af Herrens folk at styre deres egne anliggender, efter hvordan de selv finder det bedst, og blot stille forslag, ikke som indblanding, men udelukkende som rådgivning.“ Dette gjaldt ikke blot deres møder, men også deres måde at udføre forkyndelsen på. Efter at have givet brødrene nogle praktiske anvisninger, sluttede han derfor med ordene: „Dette skal udelukkende betragtes som forslag.“

Nogle aktiviteter krævede dog mere præcise anvisninger fra Selskabet. I forbindelse med forevisningen af „Skabelsens Fotodrama“ måtte de enkelte menigheder afgøre om de var villige til og i stand til at leje en teatersal eller et andet lokale hvor der kunne arrangeres en forevisning. Men det var nødvendigt at flytte udstyret fra by til by, og der var datoer som skulle overholdes, så i disse tilfælde sørgede Selskabet for en central styring af planerne. Hver menighed blev opfordret til at nedsætte et „dramaudvalg“ der skulle sørge for det lokale arrangement, men Selskabet sendte en tilsynsførende som gik detaljerne grundigt igennem for at sikre sig at alt forløb glat.

Som årene 1914 og 1915 kom og gik, ventede de salvede kristne ivrigt på opfyldelsen af deres himmelske håb. Samtidig blev de tilskyndet til at være travlt optaget i Herrens gerning. Selv om de mente at den tid de havde tilbage i kødet var meget kort, blev det klart for dem at hvis forkyndelsen af den gode nyhed skulle foregå på ordnet vis, måtte der mere styring til nu end dengang de kun talte nogle få hundrede. Kort efter at J. F. Rutherford var blevet Vagttårnsselskabets anden præsident, blev der taget skridt i denne retning. I The Watch Tower for 1. marts 1917 blev det bekendtgjort at alt distrikt som blev gennemarbejdet af kolportører og hyrdearbejderee i menighederne, for fremtiden ville blive tildelt af Selskabets kontor. Hvis der i en by eller et amt var både lokale forkyndere og kolportører som deltog i tjenesten, blev distriktet delt op imellem dem af et lokalt nedsat distriktsudvalg. Denne ordning bidrog til en bemærkelsesværdig stor uddeling af Den fuldbyrdede Hemmelighed i løbet af få måneder i 1917-18. Den var også medvirkende til at man kunne lynuddele 10.000.000 eksemplarer af en magtfuld afsløring af kristenheden i en traktat med titlen „Babylons fald“.

Kort efter dette blev de fleste medlemmer af Selskabets administrative stab arresteret, og den 21. juni 1918 blev de idømt fængselsstraffe på 20 år. Forkyndelsen af den gode nyhed gik praktisk taget i stå. Var tiden inde til at de omsider ville blive forenet med Herren i himmelsk herlighed?

Få måneder senere endte krigen. Året efter blev Selskabets ledere løsladt. De befandt sig stadig i kødet. Det var ikke det de havde forventet, men de sluttede at Gud stadig måtte have et arbejde for dem at gøre her på jorden.

Brødrene havde netop stået svære trosprøver igennem. I 1919 styrkede Vagt-Taarnet dem imidlertid med opildnende bibelske artikler over temaet „Salige er de, som ikke frygter“, fulgt op af en artikel med titlen „Lejligheder til Tjeneste“. Ingen af dem forudså dog den dramatiske udvikling organisationen ville gennemgå i løbet af de efterfølgende årtier.

Det rette eksempel for hjorden

Broder Rutherford forstod klart at hvis arbejdet skulle fortsætte på en ordnet og harmonisk måde, uanset hvor kort tid der måtte være tilbage, var det vigtigt at der blev sat det rette eksempel for hjorden. Jesus havde beskrevet sine disciple som får, og får følger deres hyrde. Det er naturligvis Jesus selv der er ’den rigtige hyrde’, men han bruger også ældste til at virke som underhyrder for sit folk. (1 Pet. 5:1-3) Disse ældste må være mænd der selv deltager i det arbejde som Jesus betroede sit folk, og de må tilskynde andre til at gøre det samme. De må være opfyldt af ægte evangelieånd. Men da man spredte Den fuldbyrdede Hemmelighed i USA havde nogle af de ældste holdt sig tilbage; visse havde endda temmelig direkte frarådet andre at deltage i arbejdet.

Et betydningsfuldt skridt hen imod at korrigere dette misforhold blev taget i 1919, da man begyndte at udgive bladet The Golden Age. Dette blad skulle blive et magtfuldt redskab til at forkynde Guds rige som den eneste varige løsning på menneskehedens problemer. De menigheder der ville være med til at sprede bladet, blev opfordret til at anmode Selskabet om at blive registreret som en „tjenesteorganisation“. Derefter udnævnte Selskabet en arbejdsleder, en såkaldt arbejdsdirektør, som ikke skulle genvælges hvert år.f Han skulle som Selskabets stedlige repræsentant organisere arbejdet, uddele distrikt og tilskynde menigheden til at deltage i tjenesten. Det vil sige at der ved siden af ordningen med de demokratisk valgte ældste og diakoner begyndte at blive indført en anden organisationsform, en form der anerkendte en udnævnende myndighed uden for den lokale menighed og som lagde større vægt på forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige.g

I de følgende år gik arbejdet med at forkynde Guds rige frem med stormskridt, som drevet af en uimodståelig kraft. Begivenhederne i 1914 og derefter havde gjort det klart at den store profeti hvori Herren Jesus Kristus beskrev afslutningen på tingenes ordning, var ved at gå i opfyldelse. I lyset af dette blev det i 1920, med en henvisning til Mattæus 24:14, påpeget i Vagt-Taarnet at tiden var inde til at forkynde den gode nyhed om „den gamle Samfundsordens Ende og Messiasrigets Oprettelse“.h (Matt. 24:3-14) Efter at have overværet bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922, vendte deltagerne hjem med slagordet „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige“ ringende i ørerne. De sande kristnes opgave blev betonet endnu stærkere da man i 1931 antog navnet Jehovas Vidner.

Det var tydeligt at Jehova havde pålagt sine tjenere at udføre et arbejde som de alle kunne deltage i. Reaktionen var overvældende. Mange foretog store forandringer i deres tilværelse for at kunne ofre al deres tid i arbejdet. Og selv blandt dem der kun kunne afse en del af deres tid, var der mange som tilbragte hele dage i tjenesten i weekenden. Som følge af de mange tilskyndelser i Vagttaarnet og Budbringer i 1938 og 1939, stræbte mange Jehovas vidner dengang samvittighedsfuldt efter at bruge 60 timer om måneden i tjenesten på arbejdsmarken.

Blandt disse nidkære forkyndere var der adskillige ydmyge og hengivne tjenere for Jehova som var ældste i menighederne. Men nogle steder var der i 1920’erne og i begyndelsen af 1930’erne også betragtelig modstand mod tanken om at alle skulle deltage i forkyndelsen. De demokratisk valgte ældste tog ofte temmelig direkte til orde mod det som Vagttaarnet sagde om ansvaret for at forkynde for mennesker uden for menigheden. Deres modstand mod at lytte til hvad Guds ånd gennem Bibelen havde at sige til menigheden om dette, hindrede ånden i at virke i disse grupper. — Åb. 2:5, 7.

I 1932 blev der taget skridt til at rette dette forhold. Hovedsagen var ikke om nogle fremtrædende ældste ville blive fornærmede eller om nogle af menighedernes medlemmer måske ville trække sig tilbage. Nej, ønsket var først og fremmest at behage Jehova og gøre hans vilje. Med dette for øje bragte Vagttaarnet for 15. oktober og 1. november (den engelske udgave for 15. august og 1. september) dette år to artikler med emnet „Jehovas Organisation“.

Disse artikler viste tydeligt at alle som virkelig var en del af Jehovas organisation ville udføre det arbejde som hans ord sagde skulle udføres i vor tid. Artiklerne gjorde gældende at det at være en kristen ældste ikke var et embede man kunne vælges til, men en tilstand man kunne nå frem til ved åndelig vækst. Der blev lagt særlig vægt på Jesu bøn om at hans disciple ’alle måtte være ét’ — i samhørighed med Gud og Kristus, og dermed også i samhørighed med hinanden i udførelsen af Guds vilje. (Joh. 17:21) Med hvilket resultat? Den anden artikel svarede at „hver eneste en af Levningen [den salvede rest] nu maa være et Vidne om Jehova Guds Navn og hans Rige“. De der undlod eller nægtede at gøre hvad de med rimelighed kunne i den offentlige forkyndelse, kunne ikke få betroet et tilsynshverv i menigheden.

Da menighederne havde studeret disse artikler blev de opfordret til at vedtage en resolution hvori de gav deres tilslutning til kende. Dermed ophørte det årlige valg af ældste og diakoner i menighederne. Nogle af de tidligere „valgte ældste“ forlod menighederne — som det for eksempel skete i Belfast i Nordirland — og nogle af deres tilhængere fulgte dem. Det tyndede lidt ud i rækkerne, men organisationen som helhed blev styrket. De der blev tilbage var villige til at skuldre deres kristne forpligtelse til at forkynde. I stedet for at vælge ældste udpegede menighederne — stadig ved hjælp af demokratiske metoder — et tjenesteudvalgi bestående af åndeligt modne mænd som deltog aktivt i den offentlige forkyndelse. Menighedernes medlemmer valgte også en ordstyrer til at præsidere ved deres møder samt en broder til at tjene som sekretær og kasserer. De skulle alle være mænd som var aktive vidner for Jehova.

Nu da tilsynet i menighederne var lagt i hænderne på mænd som ikke gik op i deres stilling men i at gøre Guds vilje — at aflægge vidnesbyrd om hans navn og rige — og som viste et godt eksempel ved selv at deltage, gik arbejdet lettere og mere gnidningsløst. Hvad de ikke vidste, var at der lå et stort arbejde foran dem. Der skulle aflægges et langt større vidnesbyrd end der allerede var aflagt, og der skulle foretages en indsamling af en størrelsesorden de slet ikke forestillede sig. (Es. 55:5) Jehova var åbenbart ved at forberede dem på opgaven.

Enkelte som nærede håb om evigt liv på jorden var begyndt at slutte sig til dem.j Men Bibelen forudsagde at der skulle indsamles en stor skare som ville blive bevaret gennem den store trængsel. (Åb. 7:9-14) I 1935 kom det til at stå klart hvem denne store skare bestod af. Den nye måde at udvælge tilsynsmænd på som blev indført i 1930’erne, satte organisationen bedre i stand til at indsamle, undervise og oplære dem.

De fleste Jehovas vidner så dette udvidede arbejde som en spændende opgave. Deres forkyndelse fik ny betydning for dem. Enkelte var dog ikke så begejstrede for at forkynde. De holdt sig tilbage, og de forsøgte at retfærdiggøre deres passivitet ved at påstå at der ikke ville blive indsamlet nogen stor skare før efter Harmagedon. Men flertallet tog det som en yderligere lejlighed til at vise deres loyalitet mod Jehova og deres kærlighed til næsten.

Hvordan passede medlemmerne af den store skare nu ind i den menighedsstruktur der var opbygget? De fik forklaret hvilken plads Guds ord tildelte ’den lille hjord’ af salvede, og de anerkendte med glæde denne ordning. (Luk. 12:32-44) De fik også at vide at de, ligesom de salvede, var forpligtede til at dele den gode nyhed med andre. (Åb. 22:17) Eftersom de gerne ville være jordiske undersåtter under Guds rige, måtte dette rige komme først i deres liv, og de måtte ivrigt fortælle andre om det. For at svare til Bibelens beskrivelse af dem der ville blive bevaret gennem den store trængsel og komme ind i Guds nye verden, måtte de „råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åb. 7:10, 14) I 1937, da deres antal var vokset og deres nidkærhed var blevet tydelig, blev de også indbudt til at være med til at skuldre det ansvar at føre tilsyn i menigheden.

De blev imidlertid mindet om at organisationen tilhører Jehova og ikke noget menneske. Der skulle ikke være noget skel mellem de salvede og den store skare af andre får. De skulle arbejde sammen som brødre og søstre i Jehovas gerning. Som Jesus havde sagt: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Joh. 10:16) Det var netop hvad der skete.

På forholdsvis kort tid havde organisationen gennemgået en forbløffende udvikling. Men manglede der stadig noget i at menighedslivet blev styret i fuld overensstemmelse med Jehovas principper som de fremsættes i hans inspirerede ord?

Teokratisk organisation

„Teokrati“ betyder „gudsstyre“. Var der et sandt gudsstyre i menighederne? Var det sådan at medlemmerne ikke alene tilbad Jehova, men også så hen til ham som den der styrede deres menighedsanliggender? Rettede de sig helt efter hvad han sagde om disse ting i sit inspirerede ord? Den 1. og 15. august 1938 bragte Vagttaarnet en artikel i to dele om emnet „Organisation“, hvori der klart blev sagt: „Jehovas Organisation er paa ingen Maade demokratisk. Jehova er den Højeste, og hans Regering eller Organisation er strengt teokratisk.“ Men i de lokale menigheder af Jehovas Vidner på den tid blev de fleste af dem der førte tilsyn med møderne og forkyndelsen, stadig valgt demokratisk. Der måtte flere ændringer til.

Men fremgik det ikke af Apostelgerninger 14:23 at de ældste i menighederne skulle udpeges til deres opgave ved at man ’rakte hånden ud’, som ved en afstemning? I den første af de to vagttårnsartikler om emnet „Organisation“ blev det erkendt at man tidligere havde misforstået dette skriftsted. Det var ikke ved at alle menighedens medlemmer ’rakte hånden ud’ at man havde foretaget udnævnelser blandt de første kristne. Nej, som det blev påvist, var det apostlene og dem som de havde bemyndiget der ’rakte hånden ud’. Og de gjorde det ikke ved at deltage i en afstemning i menigheden, men ved at lægge hænderne på de egnede personer. Det var et symbol på bekræftelse, godkendelse eller udnævnelse.k De oldkristne menigheder anbefalede undertiden kvalificerede mænd, men den endelige udvælgelse eller godkendelse blev foretaget enten af apostlene, som var blevet direkte bemyndiget af Kristus, eller af dem som apostlene havde overdraget myndighed til. (Apg. 6:1-6) Vagttaarnet henledte opmærksomheden på at det kun var i breve til ansvarlige tilsynsmænd (Timoteus og Titus) at apostelen Paulus, under den hellige ånds ledelse, gav instruktioner om at indsætte tilsynsmænd. (1 Tim. 3:1-13; 5:22; Tit. 1:5) Ingen af de inspirerede breve som var stilet til menighederne indeholdt sådanne instruktioner.

Hvordan skulle man så udnævne mænd til at tjene i menighederne i dag? Vagttaarnets analyse af den teokratiske organisationsform viste ud fra Bibelen at Jehova havde indsat Jesus som „hovedet for . . . menigheden“, at Kristus ved sin tilbagevenden som Herre ville betro sin „trofaste og kloge træl“ ansvaret for ’alt hvad han ejede’, at denne trofaste og kloge træl bestod af alle dem på jorden som var blevet salvet med hellig ånd til at være Kristi medarvinger og som tjente i forening under hans ledelse, og at Kristus ville bruge denne trælleskare som sit redskab til at føre det nødvendige tilsyn med menighederne. (Kol. 1:18; Matt. 24:45-47; 28:18) Trælleskaren var på sin side forpligtet til under bøn at følge de instruktioner der klart var fremsat i Guds inspirerede ord, og ud fra dem afgøre hvem der var egnet til at få overdraget en tjenesteopgave.

Eftersom Kristus ville bruge den trofaste og kloge træl som sit synlige redskab (og eftersom denne „træl“, som allerede vist, benytter Vagttårnsselskabet som sit lovmæssige organ), forklarede Vagttaarnet at en teokratisk fremgangsmåde måtte indebære at udnævnelser til tjenesteopgaver blev foretaget gennem dette redskab. Ligesom menighederne i det første århundrede anerkendte det styrende råd i Jerusalem, sådan ville menighederne i dag ikke få åndelig fremgang uden centralt tilsyn. — Apg. 15:2-30; 16:4, 5.

For at sætte tingene i det rette perspektiv blev det imidlertid påpeget at når Vagttaarnet talte om „Selskabet“, hentydede det ikke slet og ret til et lovmæssigt redskab, en korporation, men til den gruppe af salvede kristne der havde dannet dette lovmæssige redskab og gjorde brug af det. Udtrykket „Selskabet“ stod altså for den trofaste og kloge træl og dens Styrende Råd.

Allerede før Vagttaarnet bragte disse artikler om „Organisation“, var menighederne i London, New York, Chicago og Los Angeles blevet så store at det havde været tilrådeligt at dele dem i mindre grupper, og de havde i den forbindelse anmodet Selskabet om at udnævne alle deres tjenere. Nu opfordrede Vagttaarnet for 15. august 1938 alle andre menigheder til at gøre det samme. Med det formål blev det foreslået at de vedtog følgende resolution:

„Vi, Kredsen af Guds Folk udtaget for hans Navn, i . . . . . . . . . . . . anerkender, at Guds Herredømme er et rent Teokrati, og at Kristus Jesus er i Templet og har fuldt Opsyn med og hele Ledelsen af Jehovas synlige Organisation saavel som den usynlige i sine Hænder, og at ’Selskabet’ er Herrens synlige Repræsentant paa Jorden, og vi anmoder derfor ’Selskabet’ om at organisere denne Kreds til Arbejdet og udnævne dens forskellige Tjenere, saa at vi alle kan samarbejde i Fred, Retfærd, Harmoni og fuldstændig Enhed. Vi vedlægger en Liste over Navnene paa de Personer i denne Kreds, der synes os at være mere modne og derfor bedst egnede til at udfylde de respektive tjenende Stillinger.“l

Så godt som alle menigheder af Jehovas Vidner tog beredvilligt dette skridt. De få enkeltpersoner der ikke gjorde det, ophørte snart med at forkynde Guds rige og således med at være Jehovas vidner.

Fordelene ved en teokratisk ledelse

Hvis de enkelte menigheder selv kunne fastlægge lærepunkter, adfærdsnormer, menighedsstruktur og fremgangsmåder i forkyndelsen, siger det sig selv at organisationen snart ville miste sin identitet og enhed. Brødrene kunne nemt blive splittet af sociale, kulturelle og nationale forskelle. En teokratisk ledelse ville derimod sikre at den åndelige fremgang uhindret kom alle menighederne i hele verden til gode. Den ville fremkalde den ægte samhørighed som Jesus bad om måtte råde blandt hans sande disciple, og bevirke at det forkyndelsesarbejde han gav befaling om, kunne blive fuldført. — Joh. 17:20-22.

Nogle har imidlertid hævdet at J. F. Rutherford ved at foreslå denne ændring i organisationsformen blot forsøgte at skaffe sig større kontrol med Jehovas vidner og at han kun tog dette skridt for at styrke sin egen myndighed. Var det sådan det forholdt sig? Der er ingen tvivl om at broder Rutherford var en stærk personlighed. Han tog magtfuldt og kompromisløst til orde for det han mente var sandt. Han kunne være ret brysk i situationer hvor han fornemmede at nogle gik mere op i deres egen stilling end i Herrens gerning. Men han var oprigtigt ydmyg over for Gud. Som Karl Klein, der blev medlem af Det Styrende Råd i 1974, senere skrev: „Broder Rutherford [vandt også] min hengivenhed gennem sine bønner ved morgenbordet. Han havde en kraftig stemme, men når han henvendte sig til Gud lød han nøjagtig som en lille dreng der taler med sin fader. Det viste noget om hvilket godt forhold han havde til Jehova!“ Broder Rutherford var fuldstændig overbevist om at det var Jehovas synlige organisation, og han gjorde alt for at sikre sig at ingen person eller gruppe af personer ville blive i stand til at hindre brødrene nogen steder i at få fuld gavn af den åndelige føde og de teokratiske anvisninger som Jehova gav sine tjenere.

Selv om broder Rutherford tjente som Vagttårnsselskabets præsident i 25 år og brugte alle sine kræfter på at fremme organisationens arbejde, var han ikke Jehovas Vidners leder og ønskede heller ikke at være det. Kort før sin død talte han i 1941 ved et stævne i St. Louis i Missouri om spørgsmålet om ledelse, og sagde: „Jeg vil gerne have at alle fremmede her skal vide hvad I mener om at et menneske skulle være jeres leder, så de ikke glemmer det. Hver gang der opstår noget og det begynder at vokse, siger folk at der er en lederskikkelse, et menneske der har vundet sig tilhængere. Hvis der er nogen i denne forsamling som mener at jeg, det menneske der står her, er Jehovas Vidners leder, bedes de svare ’Ja’.“ Der fulgte en talende tavshed, kun afbrudt af et eftertrykkeligt „Nej“ fra flere i forsamlingen. Taleren fortsatte: „Hvis I som er til stede her mener at jeg blot er en af Herrens tjenere, og at vi arbejder enigt sammen skulder ved skulder, idet vi tjener Gud og tjener Kristus, bedes I svare ’Ja’.“ Der lød et øredøvende „Ja“ fra forsamlingen. Måneden efter reagerede en tilhørerskare i England på nøjagtig samme måde.

I nogle områder begyndte man straks at få gavn af den teokratiske organisationsform. Andre steder tog det lidt længere tid; de tjenere der ikke viste sig at være modne og ydmyge blev efterhånden afsat, og andre blev udnævnt i stedet.

Men efterhånden som de teokratiske fremgangsmåder blev mere indarbejdet, kunne Jehovas vidner glæde sig over at erfare det der forudsiges i Esajas 60:17. Her beskriver Jehova i billedsprog de forbedrede tilstande der ville komme til at råde blandt hans tjenere, idet han siger: „I stedet for kobber bringer jeg guld, og i stedet for jern bringer jeg sølv, og i stedet for træ, kobber, og i stedet for sten, jern; og jeg indsætter fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder.“ Dette skildrer ikke hvad mennesker ville gøre, men hvad Gud selv ville gøre, og hvilke fordele det ville bringe hans tjenere at indordne sig under det. Der måtte råde fred iblandt dem, og kærlighed til retfærdighed måtte være den kraft der tilskyndede dem til at tjene.

Fra Brasilien skrev afdelingstilsynsmandens hustru, Maud Yuille, til broder Rutherford: „Artiklen ’Organisation’ i Watchtower for 1. og 15. juni [1938] tilskynder mig til at skrive et par ord til dig, hvis trofaste tjeneste Jehova gør brug af, for at udtrykke min taknemmelighed mod Jehova for den storslåede ordning han har truffet for sin synlige organisation, som det er beskrevet i de to numre af Watchtower. . . . Hvor er det befriende at der nu er gjort ende på ’nærdemokratiet’, ’kvindebevægelsen’ og andre ubibelske metoder som har fået nogle sjæle til at ligge under for lokale opfattelser og personlige bedømmelser i stedet for [Jehova Gud og Jesus Kristus], hvorved de har bragt skændsel over Jehovas navn. Det er sandt at Selskabet først ’i den senere tid har betegnet alle i organisationen som „tjenere“’, men jeg har lagt mærke til at du i din korrespondance med brødrene allerede i mange år har betegnet dig selv med udtrykket ’jeres broder og tjener, ved Hans nåde’.“

Fra det engelske afdelingskontor blev den ændrede organisationsform siden kommenteret med disse ord: „Det var ganske forbløffende så god en virkning dette fik. Den poetiske og profetiske beskrivelse af dette i Esajas, kapitel 60, er fuld af skønhed men på ingen måde overdrevet. Alle i sandheden talte om det. Det var det stående samtaleemne. Alle følte sig styrkede og oplivede — parate til at kæmpe en målrettet kamp. Som spændingen i verden tog til, øgedes glæden over det teokratiske herredømme.“

Rejsende tilsynsmænd styrker menighederne

Organisationen blev yderligere sammenknyttet af rejsende tilsynsmænd som betjente menighederne. I det første århundrede udførte især apostelen Paulus en sådan tjeneste. Nu og da deltog også mænd som Barnabas, Timoteus og Titus. (Apg. 15:36; Fil. 2:19, 20; Tit. 1:4, 5) De var alle nidkære evangelieforkyndere. Desuden opmuntrede de menighederne med deres foredrag. Når der opstod stridsspørgsmål som kunne true menighedernes enhed, blev de forelagt det centrale styrende råd. Når tilsynsmændene derefter „rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem“. Og resultatet? „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apg. 15:1–16:5; 2 Kor. 11:28.

Allerede i 1870’erne havde broder Russell besøgt grupperne af bibelstudenter — små hvor blot to eller tre var forsamlede såvel som større — for at opbygge dem åndeligt. Enkelte andre brødre deltog i dette arbejde i 1880’erne. I 1894 begyndte Selskabet mere regelmæssigt at udsende kvalificerede talere som skulle hjælpe bibelstudenterne til at vokse i kundskab og i værdsættelse af sandheden og knytte dem tættere sammen.

Når det var muligt tilbragte taleren en eller måske flere dage sammen med hver gruppe, idet han holdt ét eller to offentlige foredrag og drøftede nogle af de dybere ting i Guds ord med brødrene ved mindre møder eller privat. Man stilede efter at få hver gruppe i De Forenede Stater og Canada besøgt to gange om året, dog ikke nødvendigvis af den samme broder. Ved udvælgelsen af disse rejsende talere blev der lagt vægt på beskedenhed, ydmyghed og en klar forståelse af sandheden, samt troskab mod den sande lære og evnen til at undervise med klarhed. De fik ingen betaling for deres tjeneste. De lokale brødre gav dem blot kost og logi, og Selskabet hjalp dem i nødvendigt omfang med rejseudgifterne. De blev kendt som pilgrimme.

Mange af disse rejsende repræsentanter for Selskabet var højt elskede af dem de betjente. A. H. Macmillan, en canadier, huskes som en broder for hvem Guds ord var „som en brændende ild“. (Jer. 20:9) Han måtte simpelt hen tale om ordet, og han gjorde det. Ja, han talte til forsamlinger ikke blot i Canada men også i mange dele af De Forenede Stater og i andre lande. En anden pilgrim, William Hersee, huskes især for den store opmærksomhed han viste børn og unge. Hans bønner gjorde også et varigt indtryk, fordi de afspejlede en åndelig dybde der rørte hjertet hos både ung og gammel.

Det var ikke let for pilgrimmene at rejse rundt i de dage. For at betjene en gruppe ved Klamath Falls i Oregon måtte Edward Brenisen således først rejse med tog, derefter en hel nat med diligence, og endelig med en stiv, knoglerystende hestevogn ud i bjergene til den gård hvor han skulle mødes med brødrene. Tidligt om morgenen dagen efter mødet lånte en broder ham en hest så han kunne ride de 100 kilometer til den nærmeste jernbanestation, hvorfra han kunne komme videre til det næste sted på sin rute. Det var et anstrengende liv, men pilgrimmenes indsats gav gode resultater. Jehovas tjenere blev styrket og forenet i deres forståelse af Guds ord, og de blev knyttet tættere sammen til trods for at de boede meget spredt.

I 1926 begyndte broder Rutherford at gennemføre nogle ændringer som betød at pilgrimmene ikke længere blot skulle være rejsende talere men blev rejsende tilsynsførende der samtidig skulle fremme menighedernes forkyndelse. For at fremhæve deres nye opgave blev de i 1928 kaldt regionale arbejdsledere (i Danmark: kredsdirektører). De arbejdede sammen med de lokale brødre og gav dem personlig undervisning i forkyndelsen. De var nu i stand til at besøge hver menighed i De Forenede Stater og flere andre lande cirka en gang om året, og de holdt sig også i kontakt med enkeltpersoner og små grupper som endnu ikke var organiserede med henblik på tjenesten.

I de følgende år blev der foretaget flere småændringer i de rejsende tilsynsmænds arbejde.a Det blev i særlig grad intensiveret i 1938, da alle tjenerne i menighederne blev udnævnt teokratisk. Menighederne blev nu besøgt med jævne mellemrum, så der var tid til at give hver af de udnævnte tjenere en personlig oplæring samtidig med at alle fik øget hjælp i tjenesten på arbejdsmarken. I 1942 fik de rejsende tilsynsmænd en grundig oplæring så deres tjeneste blev udført mere ensartet. Deres besøg var ret korte (de varede fra én til tre dage, alt efter menighedens størrelse). I den tid gik de menighedens optegnelser igennem, mødtes med alle tjenerne for at give vejledning efter behov, holdt et eller flere foredrag for menigheden, og førte an i forkyndelsen. I 1946 blev besøgene forlænget til en uge for hver menighed.

Denne ordning med besøg i menighederne blev i 1938 suppleret med en såkaldt regionstjener, der dækkede et større område og med jævne mellemrum tjente en uge sammen med hver af de brødre der besøgte menighederne som zonetjenere. Under sit besøg medvirkede han på programmet ved et stævne som blev overværet af menighederne i den pågældende zone.b Dette arrangement virkede meget ansporende på brødrene og gav mulighed for dåb af nye disciple.

„Nogle der elsker tjenesten“

En af dem der udførte denne tjeneste fra 1936 var John Booth, som i 1974 blev medlem af Det Styrende Råd. Da han blev interviewet forud for sin udnævnelse til rejsende tilsynsmand, blev der sagt til ham: „Det er ikke dygtige talere vi har brug for, men nogle der elsker tjenesten og som vil føre an i den og tale om tjenesten ved møderne.“ Og broder Booth elskede virkelig tjenesten for Jehova. Han havde virket nidkært som pioner siden 1928, og han ansporede både ved sit ord og sit eksempel andre til nidkærhed i tjenesten.

Den første menighed han besøgte lå i Easton i Pennsylvanien. Det var i marts 1936. Han skrev senere: „Jeg ankom gerne til en menighed om morgenen, så jeg kunne være med i tjenesten på arbejdsmarken; derefter havde jeg først på aftenen et møde med menighedens tjenere og derefter ét med hele menigheden. I regelen tilbragte jeg blot to dage sammen med en menighed og kun én dag sammen med en mindre gruppe, idet jeg undertiden besøgte seks sådanne grupper om ugen. Jeg var hele tiden på farten.“

To år senere, i 1938, blev han udnævnt til som regionstjener at tage sig af et zonestævne (nu kaldt kredsstævne) hver uge. Disse stævner var med til at styrke brødrene i en tid hvor forfølgelsen tog til i flere områder. Broder Booth fortæller om den tid og de opgaver han havde: „Samme uge [som jeg vidnede i en retssag hvor omkring 60 forkyndere i Indianapolis, Indiana, var anklaget for undergravende virksomhed] var jeg forsvarer i en anden sag, i Joliet, Illinois, juridisk rådgiver for en broder i endnu en sag i Madison, Indiana, og havde desuden ansvaret for et kredsstævne hver weekend.“

To år efter at man i 1946 igen var begyndt at holde zonestævner, var Carey Barber blandt dem der blev udnævnt til områdetjenere. Han havde allerede været medlem af betelfamilien i Brooklyn, New York, i 25 år. Hans første område dækkede hele den vestlige del af De Forenede Stater. I begyndelsen rejste han hen ved 1600 kilometer mellem stævnerne hver uge. Efterhånden som menighederne voksede i størrelse og antal blev afstandene mindre, og senere blev der ofte holdt flere kredsstævner inden for samme storbyområde. Efter 29 år som rejsende tilsynsmand blev broder Barber i 1977 indbudt til at vende tilbage til hovedkontoret som medlem af Det Styrende Råd.

I tider med krig og hård forfølgelse har de rejsende tilsynsmænd ofte sat deres frihed og endda livet på spil for at sørge for deres brødres åndelige velfærd. Under nazisternes besættelse af Belgien fortsatte André Wozniak med at besøge menighederne og var med til at forsyne dem med bøger og blade. Gestapo var ofte lige i hælene på ham, men det lykkedes dem aldrig at fange ham.

I slutningen af 1970’erne levede befolkningen i Rhodesia (nu Zimbabwe) i frygt, og i en periode med borgerkrig var rejseaktiviteten stærkt begrænset. Men Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd viste sig at være kærlige hyrder og tilsynsmænd der var „som et læ mod vinden“ for deres brødre. (Es. 32:2) Nogle vandrede i dagevis gennem busklandet, drog op og ned ad bjerge, krydsede farlige floder, sov under åben himmel — alt sammen for at nå ud til isolerede menigheder og forkyndere og opmuntre dem til at stå fast i troen. En af disse tilsynsmænd var Isaiah Makore, som undslap på et hængende hår da kuglerne fløj om ørerne på ham under en strid mellem regeringsstyrker og „frihedskæmpere“.

Andre rejsende tilsynsmænd har tjent organisationen i mange år på internationalt plan. Vagttårnsselskabets præsidenter har ofte rejst til andre lande for at tage sig af organisatoriske anliggender og for at tale ved stævner. Sådanne besøg har i høj grad medvirket til at øge Jehovas vidners erkendelse af deres internationale broderskab. Især broder Knorr rejste regelmæssigt rundt og besøgte hvert afdelingskontor og missionærhjem. Efterhånden som organisationen voksede blev hele verden inddelt i ti internationale zoner, og fra den 1. januar 1956 begyndte kvalificerede brødre under præsidentens ledelse at deltage i denne tjeneste, så den fortsat kunne udføres regelmæssigt. Disse zonebesøg, der nu aflægges under tilsyn af Det Styrende Råds tjenesteudvalg, bidrager fortsat til organisationens verdensomspændende enhed og fremgang.

I samme periode skete der andre vigtige ting som fik indflydelse på organisationens struktur.

Yderligere teokratisk justering

Midt under den anden verdenskrig, den 8. januar 1942, døde Joseph F. Rutherford, og Nathan H. Knorr blev Vagttårnsselskabets tredje præsident. Organisationen var under stærkt pres på grund af forbud mod dens virksomhed i mange lande, pøbelvold under dække af patriotisme, og arrestation af forkyndere som spredte bibelske publikationer i deres offentlige vidnegerning. Ville et præsidentskifte mon resultere i at arbejdet blev hæmmet i denne kritiske tid? De ansvarshavende brødre så hen til Jehova efter ledelse og velsignelse. I harmoni med deres ønske om guddommelig ledelse tog de organisationens struktur op til fornyet overvejelse for at se om der var områder hvor den kunne være i nøjere overensstemmelse med Jehova Guds vilje.

I forbindelse med Vagttårnsselskabets årlige generalforsamling i 1944 blev der holdt et arbejdskonvent i Pittsburgh i Pennsylvanien. Forud for generalforsamlingen blev der den 30. september holdt en række meget betydningsfulde foredrag om hvad Bibelen siger om Jehovas tjeneres organisation.c Opmærksomheden blev rettet mod Det Styrende Råd. Det blev understreget at det teokratiske princip må gælde alle de organer som benyttes af den trofaste og kloge trælleskare. Det blev forklaret at det indregistrerede selskab ikke havde alle Guds indviede tjenere som medlemmer. Det repræsenterede dem blot og tjente som et juridisk redskab for dem. Men eftersom Selskabet var det forlag eller det organ der blev brugt til at forsyne Jehovas vidner med publikationer som bibragte åndelig oplysning, var Det Styrende Råd naturligt nok mere eller mindre identisk med dette selskabs bestyrelse. Var det fuldt ud underlagt teokratiske principper?

Ifølge Selskabets vedtægter gjaldt en aktionærordning hvor hvert bidrag på 10 amerikanske dollars gav bidragyderen ret til at afgive en stemme i forbindelse med udvælgelsen af Selskabets bestyrelsesmedlemmer. Man syntes måske at sådanne bidrag vidnede om sand interesse for organisationens arbejde. Ordningen indebar imidlertid nogle problemer. Broder Knorr, Selskabets præsident, forklarede: „Af Bestemmelserne i Selskabets Stiftelsesprotokol kunde det se ud til, at nogles Medlemsskab i den styrende Organisation [Det Styrende Råd] var afhængigt af vedkommendes Bidrag til Selskabet i juridisk Forstand. Men i Overensstemmelse med Guds Vilje kunde det ikke være Tilfældet blandt hans sande udvalgte Folk.“

Charles Taze Russell, som i Selskabets første 32 år stod i spidsen for Det Styrende Råd, var ganske vist også den der gav de største bidrag til Selskabet både økonomisk, fysisk og åndeligt. Men det var ikke pengebidrag der afgjorde hvordan Herren brugte ham. Det var hans fuldstændige og ubetingede indvielse, hans utrættelige nidkærhed, hans urokkelige standpunkt for Guds rige og hans ubrydelige loyalitet og trofasthed der i Guds øjne gjorde ham anvendelig i tjenesten. Med hensyn til den teokratiske organisation gælder denne regel: „Gud [har] sat lemmerne på legemet, hvert af dem, sådan som han ønskede.“ (1 Kor. 12:18) Men som broder Knorr forklarede: „Selskabets Stiftelsesprotokol foreskrev imidlertid, at Medlemsbevis, som medførte Stemmeret, skulde tildeles dem, som bidrog med Pengemidler til Selskabets Virksomhed, og denne Bestemmelse var i en vis Grad egnet til at fordunkle eller indgribe i det teokratiske Princip med Hensyn til Styremaade, og den indebar ogsaa Muligheder for Fare for dette Princip eller for at skabe Hindringer derfor.“

Ved generalforsamlingen den 2. oktober 1944 besluttede Selskabets stemmeberettigede medlemmer derfor enstemmigt at Selskabets vedtægter skulle revideres og bringes i nøjere overensstemmelse med teokratiske principper. Selskabet skulle ikke længere have et ubegrænset antal medlemmer, men antallet skulle ligge mellem 300 og 500, og de skulle alle være mænd som var udvalgt af bestyrelsen, ikke på grundlag af pengebidrag, men fordi de var modne, aktive, trofaste vidner for Jehova som virkede i organisationens arbejde på heltidsbasis eller var aktive ordets tjenere i Jehovas Vidners menigheder. Disse medlemmer skulle indvælge bestyrelsen, som så valgte hvem der skulle beklæde de tre ledende poster som henholdsvis præsident, vicepræsident, og kasserer og sekretær. Den nye ordning trådte i kraft året efter, den 1. oktober 1945. Denne ændring har vist sig at være en stor beskyttelse i en tid hvor fjendtligsindede elementer ofte har manipuleret sig til at overtage kontrollen med firmaer og selskaber for derefter at omstrukturere dem efter deres egne ønsker.

Det var tydeligt at Jehova velsignede disse skridt hen imod fuld overensstemmelse med teokratiske principper. Trods det vældige pres organisationen var udsat for under den anden verdenskrig, fortsatte antallet af rigsforkyndere med at vokse. Og de forkyndte energisk Guds rige uden ophør. Fra 1939 til 1946 øgedes antallet af Jehovas vidner med ikke mindre end 157 procent, og de begyndte at forkynde i seks nye lande. I de næste 25 år voksede antallet af aktive vidner yderligere med næsten 800 procent, og de rapporterede regelmæssig virksomhed i 86 andre lande.

Særlig oplæring af tilsynsmænd

Nogle iagttagere anså det for uundgåeligt at normerne ville slækkes i takt med organisationens vækst. Men Bibelen havde forudsagt at der ville råde retfærdighed og fred blandt Jehovas tjenere. (Es. 60:17) Og for at dette kunne ske måtte de ansvarlige tilsynsmænd til stadighed undervises grundigt i Guds ord, alle måtte have en klar forståelse af Jehovas retsnormer, og man måtte konsekvent holde fast ved disse normer. En sådan undervisning er blevet givet. En grundig gennemgang af Guds retfærdige krav er efterhånden blevet bragt i Vagttårnets spalter, og dette materiale er systematisk blevet studeret af hver eneste menighed af Jehovas Vidner i hele verden. Og hjordens tilsynsmænd har fået megen yderligere undervisning.

De ledende tilsynsmænd på Selskabets afdelingskontorer har været samlet til særlige seminarer ved internationale stævner. Fra 1961 til 1965 blev der afholdt særlige kurser af otte til ti måneders varighed for dem i New York. Fra 1977 til 1980 blev der holdt en ny række femugers kurser for dem. Undervisningen omfattede et vers-for-vers-studium af alle Bibelens bøger, foruden en gennemgang af organisatoriske spørgsmål samt måder hvorpå man kan fremme forkyndelsen af den gode nyhed. Der findes ingen nationalistiske skel blandt Jehovas vidner. Uanset hvor de bor, følger de de samme høje bibelske normer og tror og lærer det samme.

Kreds- og områdetilsynsmændene har også fået særlig opmærksomhed. Mange af dem er blevet undervist på Vagttårnets Bibelskole Gilead i New York eller på en af skolens afdelinger i andre lande. Fra tid til anden samles de også på Selskabets afdelingskontorer eller andre steder hvor det er formålstjenligt, til seminarer af nogle dages eller en uges varighed.

I 1959 tog endnu en særlig foranstaltning sin begyndelse. Det var Rigets Tjenesteskole med undervisning for kreds- og områdetilsynsmænd og tilsynsmænd fra menighederne. Det begyndte som et månedskursus. Efter at det havde kørt et år i De Forenede Stater blev kursusmaterialet oversat til andre sprog og efterhånden brugt rundt om i verden. Da mange tilsynsmænd ikke havde mulighed for at holde fri fra deres verdslige arbejde en hel måned, blev en tougers version af kurset taget i brug fra 1966.

Denne skole var ikke en slags præsteseminarium hvor mænd blev undervist som en forberedelse til deres ordination. Skolens elever var i forvejen ordinerede ordets tjenere. Mange af dem havde været tilsynsmænd og hyrder for hjorden i årtier. Kurset var en anledning for dem til at gennemdrøfte vejledningen fra Guds ord angående deres arbejde. Der blev lagt stor vægt på forkyndelsens betydning og på hvordan man kunne udføre den effektivt. På grund af de dalende moralnormer i verden blev der også brugt megen tid på at drøfte hvordan man kunne holde Bibelens moralnormer i hævd. Denne undervisning er i de senere år blevet fulgt op af seminarer hvert andet eller tredje år og af nyttige møder som de rejsende tilsynsmænd holder med lokale ældste flere gange om året. Her er der mulighed for at ofre aktuelle behov særlig opmærksomhed. Sådanne drøftelser er en beskyttelse mod at vige bort fra Bibelens normer, og de bidrager til en ensartet behandling af situationer i alle menigheder.

Jehovas vidner lægger sig formaningen i Første Korintherbrev 1:10 på sinde: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Dette er ikke en påtvungen enhed; den skyldes oplæring i Guds veje som er beskrevet i Bibelen. Jehovas vidner glæder sig over Guds veje og hensigter. Hvis nogen ikke længere har lyst til at leve efter Bibelens normer, står det dem frit for at forlade menigheden. Men hvis de begynder at forkynde andre opfattelser eller lader hånt om den bibelske moral, må tilsynsmændene gribe ind for at beskytte hjorden. Menigheden følger den bibelske vejledning: „[Hold] øje med dem som er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem.“ — Rom. 16:17; 1 Kor. 5:9-13.

Ifølge Bibelens profetier ville Gud fremkalde en sådan tilstand blandt sine tjenere, en tilstand hvor retfærdigheden kunne trives og bære fred som frugt. (Es. 32:1, 2, 17, 18) Sådanne forhold appellerer stærkt til mennesker som elsker det der er ret.

Hvor mange sådanne retfærdselskende mennesker vil der blive indsamlet før den gamle samfundsordning bringes til ophør? Jehovas vidner ved det ikke. Men Jehova ved hvad hans gerning kræver, og han sørger til sin egen tid og på sin egen måde for at organisationen bliver udrustet til at udføre den.

Forberedelse til eksplosiv vækst

Da man under Det Styrende Råds ledelse forskede i Bibelen for at udarbejde opslagsværket Hjælp til forståelse af Bibelen, blev opmærksomheden endnu en gang rettet mod den måde den kristne menighed var organiseret på i det første århundrede. Man foretog et grundigt studium af bibelske udtryk som „ældste“, „tilsynsmand“ og „tjener“ eller „ordets tjener“. Kunne Jehovas Vidners nutidige organisation rettes mere ind efter det mønster der var bevaret i Bibelen til vejledning for os?

Jehovas tjenere var besluttede på fortsat at underlægge sig Guds ledelse. Ved en række stævner i 1971 blev ledelsesformen i de oldkristne menigheder taget op til behandling. Det blev påpeget at ordet presbyʹteros (ældre mand, ældste) i Bibelen ikke kun betegnede ældre personer og at det heller ikke blev brugt om alle i menighederne som var åndeligt modne. Det blev især brugt i officiel forstand om menighedernes tilsynsmænd. (Apg. 11:30; 1 Tim. 5:17; 1 Pet. 5:1-3) Disse mænd blev indsat i deres stilling ved en udnævnelse, i overensstemmelse med nogle krav der blev nedfældet i de inspirerede skrifter. (Apg. 14:23; 1 Tim. 3:1-7; Tit. 1:5-9) Hvis der var tilstrækkeligt med kvalificerede mænd til rådighed, var der mere end én ældste i menigheden. (Apg. 20:17; Fil. 1:1) De udgjorde et ’ældsteråd’ hvis medlemmer alle havde samme officielle status uden at den ene af dem var mere fremtrædende eller havde større magt i menigheden end de øvrige. (1 Tim. 4:14) Som assistenter for de ældste, blev det forklaret, udnævnte man „menighedstjenere“ under iagttagelse af de krav apostelen Paulus fremsatte. — 1 Tim. 3:8-10, 12, 13.

Der blev straks taget skridt til at bringe organisationen i nøjere samklang med dette bibelske mønster. Man begyndte med Det Styrende Råd selv. Antallet af medlemmer blev udvidet til at omfatte flere end de syv der som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvanias bestyrelse havde tjent som et styrende råd for Jehovas Vidner. Nu skulle der ikke længere være et fast antal medlemmer af Det Styrende Råd. I 1971 var der 11, i nogle få år var der 18, og i 1992 var der 12. De er alle mænd som er salvet af Gud til at være medarvinger med Jesus Kristus. De 12 der tjente som medlemmer af Det Styrende Råd i 1992 havde på det tidspunkt tilsammen virket i heltidstjenesten som ordinerede ordets tjenere for Jehova Gud i over 728 år.

Den 6. september 1971 blev det besluttet at hvervet som ordstyrer ved Det Styrende Råds møder skulle gå på skift mellem Rådets medlemmer et år ad gangen, alfabetisk efter efternavn. Dette trådte i kraft den 1. oktober. Rådets medlemmer begyndte også ugentligt at skiftes til at lede morgendrøftelsen af dagsteksten og studiet af Vagttårnet på hovedkontoret.d Dette begyndte den 13. september 1971, da Frederick W. Franz ledede morgendrøftelsen på Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York.

Året efter begyndte man at forberede lignende ændringer ude i menighederne. Der skulle ikke længere blot være en enkelt tilsynsmand eller menighedstjener som blev assisteret af et bestemt antal andre tjenere. De mænd der var bibelsk kvalificerede skulle udnævnes til at tjene som ældste. Andre som opfyldte de bibelske krav skulle udnævnes til assisterende tjenere, nu kaldt menighedstjenere. Dette gav et større antal brødre mulighed for at varetage opgaver i menigheden og således tilegne sig værdifuld erfaring. Ingen af Jehovas vidner havde dengang nogen anelse om at antallet af menigheder ville stige med 156 procent gennem de næste 21 år, og nå op på i alt 69.558 i 1992. Men menighedens hoved, Herren Jesus Kristus, var tydeligvis i færd med at træffe forberedelser til den kommende vækst.

I begyndelsen af 1970’erne overvejede man endnu en reorganisering af Det Styrende Råd. Lige siden Vagttårnsselskabets oprettelse i 1884 havde udgivelsen af bøger og blade, tilsynet med det verdensomspændende forkyndelsesarbejde og afholdelsen af skoler og stævner sorteret under Selskabets præsident. Men efter en omhyggelig analyse af situationen og en grundig gennemdrøftelse af detaljerne gennem mange måneder, blev en ny ordning enstemmigt vedtaget den 4. december 1975. Der blev dannet seks udvalg bestående af medlemmer af Det Styrende Råd.

Ordstyrerudvalget (bestående af Det Styrende Råds nuværende ordstyrer, den foregående ordstyrer og den næste der tiltræder som ordstyrer) modtager rapporter om alvorlige nødsituationer, katastrofer og tilfælde af forfølgelse, og sørger for at Det Styrende Råd straks tager sig af disse problemer. Redaktionsudvalget fører tilsyn med tilberedningen af den åndelige føde så den kan nedfældes skriftligt eller optages på lydbånd og videokassetter til gavn for Jehovas vidner og offentligheden, og med oversættelsen af den til hundreder af forskellige sprog. Undervisningsudvalget tager sig af skoler og lokale og internationale stævner for Jehovas folk og undervisningen af betelfamilierne, og sørger for at udarbejde det materiale der bruges til disse formål. Tjenesteudvalget har overopsyn med alle grene af forkyndelsesarbejdet, herunder menighedernes og de rejsende tilsynsmænds virksomhed. Trykning, udgivelse og forsendelse af publikationer samt drift af trykkerier og behandling af juridiske og forretningsmæssige anliggender sorterer alt sammen under Udgiverudvalget. Og Personaleudvalget fører tilsyn med at der ydes personlig og åndelig hjælp til betelfamiliernes medlemmer og indbyder nye medlemmer til at tjene i betelfamilierne rundt om i verden.

Desuden er der forskellige udvalg som fører tilsyn med trykkerierne, betelhjemmene og landbrugene i forbindelse med hovedkontoret. I disse udvalg gør Det Styrende Råd udstrakt brug af medlemmer af ’den store skare’. — Åb. 7:9, 15.

Der blev også foretaget ændringer på Selskabets afdelingskontorer. Siden den 1. februar 1976 har hvert afdelingskontor alt efter behov og størrelse haft et udvalg på tre eller flere medlemmer som under Det Styrende Råds ledelse fører tilsyn med Rigets arbejde i deres område.

I 1992 hentede Det Styrende Råd yderligere hjælp ved at udpege et antal assistenter, hovedsagelig fra den store skare, til at deltage i Redaktions-, Undervisnings-, Tjeneste-, Udgiver- og Personaleudvalgets møder og arbejde.e

Denne deling af ansvaret har vist sig at være meget gavnlig. Sammen med de ændringer der allerede var foretaget i menighederne har den bidraget til at fjerne enhver ordning der kunne hindre nogle i at erkende at Kristus er menighedens hoved. Det har også vist sig at være meget fordelagtigt at flere brødre har kunnet rådføre sig med hinanden i sager vedrørende Rigets arbejde. Desuden har denne reorganisering skabt mulighed for at man kan føre det nødvendige tilsyn med arbejdet i de mange områder hvor der har været et påtrængende behov fordi organisationen dér har oplevet en helt eksplosiv vækst. For længe siden forudsagde Jehova ved profeten Esajas: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Es. 60:22) Han har ikke alene fremskyndet arbejdet men også givet de anvisninger hans synlige organisation har behøvet for at kunne tage sig af tilstrømningen.

Det der interesserer Jehovas vidner mest er det arbejde Gud har givet dem at gøre i disse sidste dage for den gamle verden, og de er godt organiserede til at udføre det. De ser umiskendelige vidnesbyrd om at organisationen er Guds værk, ikke menneskers, og at den ledes af Guds egen søn, Jesus Kristus. Som regerende konge vil Jesus føre sine undersåtter trygt gennem den kommende store trængsel og sørge for at de er godt organiserede til at gøre Guds vilje i det kommende tusindårsrige.

[Fodnoter]

Fra 1938 til 1941 var der regionstjenere som betjente lokale stævner hvor brødrene fra et begrænset område (en zone) samledes for at overvære et særligt program. Da dette arbejde blev genoplivet i 1946 blev disse rejsende tilsynsmænd kaldt sektionstjenere. I dag benævnes de områdetilsynsmænd.

[Tekstcitat på side 204]

Der skulle ikke være nogen præsteklasse iblandt dem

[Tekstcitat på side 205]

De gjorde ikke noget forsøg på at oprette en „jordisk organisation“

[Tekstcitat på side 206]

Hvordan blev de ældste udvalgt?

[Tekstcitat på side 212]

En arbejdsdirektør blev udnævnt af Selskabet

[Tekstcitat på side 213]

Nogle ældste ønskede ikke at forkynde uden for menigheden

[Tekstcitat på side 214]

Det tyndede ud i rækkerne, men organisationen styrkedes

[Tekstcitat på side 218]

Hvordan skulle man foretage udnævnelser?

[Tekstcitat på side 220]

Forsøgte Rutherford blot at skaffe sig større kontrol med Jehovas vidner?

[Tekstcitat på side 222]

Kontakten blev bevaret med både små og store grupper

[Tekstcitat på side 223]

De rejsende tilsynsmænd fik nye opgaver

[Tekstcitat på side 234]

Et udvidet Styrende Råd hvis medlemmer skiftes til at være ordstyrer

[Tekstcitat på side 235]

Nødvendigt tilsyn i en tid med eksplosiv vækst

[Ramme på side 207]

Hvorfor ændrede han opfattelse?

Da C. T. Russell engang blev spurgt om hvorfor han havde ændret opfattelse med hensyn til at udvælge ældste i de forskellige grupper af Herrens folk, svarede han:

„Allerførst vil jeg skynde mig at forsikre dig om at jeg aldrig har påberåbt mig ufejlbarlighed. . . . Vi benægter ikke at vi vokser i kundskab og at vi nu ser Herrens vilje angående ældste eller ledere i de forskellige små grupper af hans folk i et lidt andet lys. Vi begik den fejl at forvente for meget af vore kære brødre som tidligt kom med i sandheden og som derfor blev de naturlige ledere af disse små grupper. Det idealbillede vi havde af dem, var at kundskaben om sandheden ville gøre dem ydmyge og få dem til at erkende deres egen lidenhed, og at de ville fremholde den kundskab de sad inde med og kunne bibringe andre, som talerør for Gud, fordi de blev brugt af ham. Vore idealforhåbninger var at de i ordets fulde betydning ville være eksempler for hjorden, og at hvis Herrens forsyn skulle bringe en eller flere ind i den lille gruppe som var lige så egnet, eller mere egnet, til at fremholde sandheden, ville kærlighedens ånd lede dem til at ære og agte hinanden, og dermed hjælpe og tilskynde hinanden til at deltage i den tjeneste der udføres af kirken, Kristi legeme.

Med dette i tanke drog vi den slutning at det større mål af nåde og sandhed der skulle råde nu og erfares af Herrens indviede folk, ville gøre det unødvendigt for dem at følge den kurs der blev afstukket af apostlene i oldkirken. Vi begik den fejl at vi ikke indså at den ordning der under Guds ledelse blev skitseret af apostlene, er langt bedre end noget system som andre kunne udtænke, og at kirken som et hele nødvendigvis må følge de bestemmelser der blev indført af apostlene indtil vi, ved forvandlingen i opstandelsen, alle bliver gjort fuldendte og fuldkomne og direkte skal være sammen med Herren.

At vi havde taget fejl, gik langsomt op for os da vi blandt vore kære brødre i nogen grad så en kappestridens ånd, og hos mange et ønske om at betragte ledelsen af møderne som et embede i stedet for en tjeneste, og en tilbøjelighed til at udelukke og hindre andre brødre med de samme naturlige evner og den samme kundskab om sandheden og samme dygtighed til at svinge åndens sværd, i at udvikle sig til ledere.“ — „Zion’s Watch Tower“, 15. marts 1906, s. 90.

[Ramme/illustrationer på side 208, 209]

Bygninger i Pittsburgh-området som for hundrede år siden blev anvendt af Selskabet

Bibelhuset, der ses her, tjente som hovedkontor i 19 år, fra 1890 til 1909f

Broder Russell havde sit arbejdsværelse her

Medlemmer af bibelhusfamilien som tjente her i 1902

I bygningen fandtes dette sætteri (øverst til højre), en forsendelsesafdeling (nederst til højre), et boglager, boliger til staben, og en mødesal til 300

[Fodnote]

[Ramme på side 211]

Hvis arbejde er det?

Mod slutningen af sit jordiske liv skrev Charles Taze Russell: „Alt for ofte glemmer Guds folk at Herren selv står i spidsen for sit arbejde. Alt for ofte er indstillingen den at vi vil gøre et arbejde og få Gud til at samarbejde med os i det. Lad os bringe tingene i det rette perspektiv og indse at Gud har truffet beslutning om et stort arbejde og lader det udføre, og at det vil blive gennemført helt uden hensyn til os og vore bestræbelser, og at det er et stort privilegium der tilstås Guds folk at kunne samarbejde med Skaberen i udførelsen af hans planer, hans forehavender og hans hensigter, på hans måde. Hvis vi ser sådan på det, bør vi bede om og være vågne for at måtte kende og gøre Herrens vilje, tilfredse uanset hvilken opgave vi har, eftersom det er vor Gud der leder os. Det er den holdning Watch Tower Bible and Tract Society har søgt at følge.“ — „The Watch Tower“, 1. maj 1915.

[Ramme på side 215]

V.D.M.-spørgsmålene

Bogstaverne V.D.M. står for de latinske ord „Verbi Dei Minister“, en Guds ords tjener.

I 1916 udarbejdede Selskabet et skema med spørgsmål om bibelske emner. De der ønskede at repræsentere Selskabet som talere blev bedt om at besvare hvert spørgsmål skriftligt. Derved fik Selskabet et indtryk af hvordan disse brødre forstod de bibelske grundlærdomme og hvad de mente om dem. De skriftlige svar blev nøje gennemgået af en gruppe eksaminatorer på Selskabets kontor. For at blive godkendt som taler måtte man have mindst 85 procent af svarene rigtige.

Senere spurgte mange ældste, diakoner og andre bibelstudenter om de kunne få en liste med spørgsmålene. Det blev siden oplyst at det ville være gavnligt at klasserne kun valgte deres repræsentanter blandt dem der havde kvalificeret sig som V.D.M.

At Selskabet udpegede en som en Guds ords tjener, ville ikke sige at vedkommende blev ordineret. Det betød udelukkende at rådet af eksaminatorer på Selskabets kontor havde bedømt den pågældendes forståelse af lærespørgsmål, og i nogen grad hans omdømme, og sluttet at han var værdig til at blive kaldt en Guds ords tjener.

V.D.M.-spørgsmålene lød således:

(1) Hvad var Guds første skabelseshandling?

(2) Hvad betyder ordet „Logos“ når det forbindes med Guds søn? og hvad ligger der i ordene Fader og Søn?

(3) Hvornår og hvordan kom synden ind i verden?

(4) Hvori består den guddommelige straf for synd som vil komme over synderne? og hvem er synderne?

(5) Hvorfor var det nødvendigt at „Logos“ blev kød? og var han en „inkarnation“?

(6) Af hvilken natur var mennesket Kristus Jesus fra sin fødsel til sin død?

(7) Af hvilken natur har Jesus været siden sin opstandelse, og hvilken officiel stilling indtager han i forhold til Jehova?

(8) Hvori består Jesu gerning i denne evangelietidsalder — i perioden fra Pinsedagen indtil nu?

(9) Hvad har Jehova Gud indtil nu gjort for menneskehedens verden? og hvad har Jesus gjort?

(10) Hvad er Guds hensigt med menigheden når den er blevet fuldendt?

(11) Hvad er Guds hensigt med menneskehedens verden?

(12) Hvad vil de uforbederliges endelige skæbne blive?

(13) Hvilken løn eller hvilke velsignelser vil menneskehedens verden opnå ved at være lydig mod Messias’ rige?

(14) Ved hvilke skridt kan en synder indtræde i et livgivende forhold til Kristus og til den himmelske Fader?

(15) Hvilken kurs anviser Guds ord den kristne efter at han er blevet avlet af den hellige ånd?

(16) Har du omvendt dig fra synden for at tjene den levende Gud?

(17) Har du uforbeholdent indviet dit liv og alle dine evner og kræfter til Herren og til tjenesten for ham?

(18) Har du symboliseret denne indvielse ved vanddåben?

(19) Har du aflagt IBSA’s [International Bible Students Associations] løfte om hellig livsførelse?

(20) Har du læst de seks bind af STUDIER I SKRIFTEN grundigt og omhyggeligt?

(21) Har det været meget oplysende for dig, og har du haft stor gavn af det?

(22) Tror du at du har en solid og varig bibelkundskab der vil gøre dig til en bedre Herrens tjener resten af dit liv?

[Ramme på side 234]

’Som det urkristne samfund’

Det religiøse tidsskrift „Interpretation“ skrev i juli 1956: „I deres organisation og vidnearbejde står [Jehovas vidner] det urkristne samfund så nær som nogen. . . . Kun få andre grupper bruger Bibelen så meget i deres budskaber, mundtlige såvel som skriftlige, som de gør.“

[Ramme/illustration på side 229]

De første foreninger og selskaber

Zion’s Watch Tower Tract Society. Oprindelig oprettet i 1881 og derefter indregistreret i staten Pennsylvanien den 15. december 1884. I 1896 blev navnet ændret til Watch Tower Bible and Tract Society. Siden 1955 har det været kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania.

Peoples Pulpit Association. Oprettet i 1909 i forbindelse med at Selskabet flyttede sit hovedkontor til Brooklyn, New York. I 1939 ændredes navnet til Watchtower Bible and Tract Society, Inc. Siden 1956 har det været kendt som Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.

International Bible Students Association. Indregistreret i London den 30. juni 1914.

For at opfylde lovens krav har Jehovas Vidner oprettet mange andre selskaber i forskellige lande og områder. Men Jehovas Vidner er ikke delt op i nationale eller regionale organisationer. De er forenede i et verdensomfattende brodersamfund.

[Illustration på side 210]

For at kunne føre bedre tilsyn med arbejdet, oprettede man afdelingskontorer. Det første blev oprettet i London og havde til huse i denne bygning

[Illustrationer på side 216, 217]

Bygninger i Brooklyn som blev anvendt i den første tid

Betelhjemmet

Columbia Heights 122-124

Betelhjemmets spisesal

Tabernaklet

Kontorer, boglager, forsendelsesafdeling, sætteri og en mødesal der kunne rumme 800 fandtes her på Hicks Street 17. (Brugt fra 1909 til 1918)

Mødesalen

De første trykkerier

Medlemmer af betelfamilien som arbejdede i trykkeriet på Myrtle Avenue i 1920 (til højre)

Myrtle Avenue 35 (1920-22)

Concord Street 18 (1922-27)

Adams Street 117 (1927- )

[Illustration på side 221]

J. F. Rutherford i 1941. Jehovas vidner vidste at det ikke var ham der var deres leder

[Illustrationer på side 224, 225]

Rejsende tilsynsmænd

Nogle få af de tusinder der har tjent

Canada, 1905-33

England, 1920-32

Finland, 1921-26, 1947-70

De Forenede Stater, 1907-15

Et mobilt logi i Namibia

På rejse mellem menigheder —

Grønland

Venezuela

Lesotho

Mexico

Peru

Sierra Leone

Samarbejde med lokale forkyndere i tjenesten i Japan

Praktisk vejledning til pionerer på Hawaii

Møde med lokale ældste i Tyskland

Undervisning af en menighed i Frankrig

[Illustration på side 226]

John Booth, rejsende tilsynsmand i USA fra 1936 til 1941

[Illustration på side 227]

Carey Barber, hvis første område dækkede en stor del af De Forenede Stater

[Illustration på side 228]

Broder Knorr besøgte regelmæssigt alle afdelingskontorer og missionærhjem

[Illustration på side 230]

De ledende tilsynsmænd fra Selskabets afdelingskontorer har været samlet til særlige seminarer (New York, 1958)

[Illustrationer på side 231]

[Illustration på side 232]

Der er blevet udgivet organisationsinstruktioner (først på engelsk og derefter på andre sprog) for at koordinere Jehovas Vidners arbejde og for at oplyse alle om de foranstaltninger der er truffet for at hjælpe dem i deres tjeneste