En bog med profetier

Folk interesserer sig for fremtiden. De søger pålidelige forudsigelser om alt lige fra vejret til de økonomiske strømninger. Men når de foretager sig et eller andet på baggrund af sådanne forudsigelser, bliver de ofte skuffede. I Bibelen er der mange forudsigelser, eller profetier. Hvor nøjagtige er de? Er der tale om historie nedskrevet på forhånd? Eller er det skrevet bagefter og forklædt som profetier?

DEN romerske statsmand Cato (234-149 f.v.t.) skal have sagt: „Det undrer mig at sandsigerne ikke bryder ud i latter når de møder hinanden.“¹ Også i dag betragter man spåmænd, astrologer og andre sandsigere med skepsis. Ofte formuleres deres forudsigelser i så vage vendinger at de kan udlægges på mange forskellige måder.

Hvordan forholder det sig med Bibelens profetier? Er der grund til at betragte dem med skepsis? Eller kan man nære tillid til dem?

Ikke blot kvalificerede gæt

Kyndige personer forsøger måske at finde ud af hvad der vil ske i fremtiden, ved at lægge mærke til tendenserne i samfundet, men de får aldrig ret på alle områder. I bogen Fremtids-chok siges der: „Ethvert samfund står ikke alene over for flere på hinanden følgende sandsynlige fremtider, men over for en række mulige fremtider — hvortil kommer, at det må imødese konflikter over ønskelige fremtider.“ Forfatteren tilføjer: „Selvfølgelig kan ingen ’kende’ fremtiden i ordets absolutte forstand. Vi kan kun systematisere og uddybe vore formodninger og knytte visse antagelser om deres sandsynlighed til dem.“²

Men bibelskribenterne havde ikke blot „visse antagelser“ eller „formodninger“ om fremtiden. Deres forudsigelser kan heller ikke afvises som så tågede at de kan fortolkes på mange forskellige måder. Mange af deres profetier var tværtimod særdeles tydelige og usædvanlig specifikke. De forudsagde desuden ofte det modsatte af hvad man kunne forvente. Tag for eksempel det Bibelen forudsagde om oldtidsbyen Babylon.

Byen der skulle ’fejes bort med tilintetgørelsens kost’

Fortidens Babylon blev kaldt „rigernes juvel“. (Esajas 13:19, The New American Bible) Denne driftige storby lå strategisk godt placeret på en handelsrute der gik fra Den Persiske Bugt til Middelhavet. Den udgjorde derfor et kommercielt center for både handelen til lands og til vands mellem Østen og Vesten.

I det 7. århundrede f.v.t. var Babylon den tilsyneladende uindtagelige hovedstad i det babyloniske imperium. Byen bredte sig på begge sider af Eufratfloden, og flodens vande dannede en dyb og bred voldgrav og et netværk af kanaler. Desuden var byen beskyttet af vældige dobbeltmure forsynet med talrige forsvarstårne. Det var derfor ikke så mærkeligt at dens indbyggere følte sig trygge.

Allerede i det 8. århundrede f.v.t., før Babylon nåede sin magts tinde, forudsagde profeten Esajas imidlertid at Babylon skulle ’fejes bort med tilintetgørelsens kost’. (Esajas 13:19; 14:22, 23) Han beskrev desuden hvordan Babylon ville falde. De invaderende hære ville ’udtørre’ den flod der udgjorde dens voldgrav, og derved gøre byen sårbar. Esajas forudsagde endog navnet på sejrherren, nemlig Kyros, en mægtig persisk konge, „foran hvem porte skal åbnes og ingen døre være lukket“. — Esajas 44:27–45:2, The New English Bible.

Disse forudsigelser var dristige i deres præcision. Gik de i opfyldelse? Historien giver os svaret.

„Uden kamp“

Natten den 5./6. oktober år 539 f.v.t., to hundrede år efter at Esajas havde nedskrevet sin profeti, lå Medo-Persiens hære under ledelse af Kyros den Store lejrede i nærheden af Babylon. Men babylonierne følte sig trygge. Ifølge den græske historiker Herodot (fra det 5. århundrede f.v.t.) havde man tilstrækkeligt med forråd til flere år.³ Desuden havde man Eufratfloden og Babylons vældige mure til at beskytte sig. Men ifølge Nabonids Krønike var det netop denne nat at „Kyros’ tropper [drog] ind i Babylon uden kamp“.⁴ Hvordan var det muligt?

Herodot forklarer at man inde i byen ’fejrede en fest og dansede og morede sig’.⁵ Udenfor havde Kyros imidlertid ledt Eufratflodens vande bort. Da vandstanden sank, vadede hans hær gennem flodlejet i vand op til lårene. De passerede forbi de tårnhøje mure og kom ifølge Herodot ind i byen gennem „portene, der vender ud mod floden“, porte som man skødesløst havde ladet stå åbne.⁶ (Jævnfør Daniel 5:1-4; Jeremias 50:24; 51:31, 32.) Andre historikere, deriblandt Xenofon (cirka 431 til cirka 352 f.v.t.), samt nogle arkæologiske fund i form af kileskriftdokumenter, bekræfter den pludselighed hvormed Babylon blev indtaget af Kyros.⁷

Esajas’ profeti om Babylon gik således i opfyldelse. Eller gjorde den? Er det muligt at dette ikke var en profeti, men i virkeligheden noget der blev skrevet efter at det havde fundet sted? Man kan stille det samme spørgsmål angående Bibelens øvrige profetier.

Historie forklædt som profeti?

Hvis Bibelens profeter — deriblandt Esajas — blot omskrev historien så den kom til at ligne en profeti, var disse mænd blot dygtige bedragere. Men hvad skulle være motivet til et sådant bedrag? Sande profeter har altid været ubestikkelige. (1 Samuel 12:3; Daniel 5:17) Vi har allerede set flere stærke beviser for at bibelskribenterne (hvoraf mange var profeter) var pålidelige mænd der var parate til at berette om deres egne pinlige fejltrin. Det forekommer usandsynligt at den slags mænd skulle være tilbøjelige til at begå et omfattende bedrageri og skrive profetier forklædt som historie.

Der er også noget andet man må tage i betragtning. Mange bibelprofetier indeholdt skarpe fordømmelser af profeternes eget folk, deriblandt dets præster og herskere. Esajas fordømte for eksempel israelitternes sørgelige moralske tilstand på hans tid, både hvad angik folket og dets ledere. (Esajas 1:2-10) Andre profeter afslørede i utvetydige vendinger præsternes synder. (Zefanias 3:4; Malakias 2:1-9) Det er vanskeligt at forestille sig hvorfor de skulle have opdigtet nogle profetier der indeholdt den skarpest tænkelige kritik af deres eget folk, og hvorfor præsterne skulle være gået med til noget sådant.

Hvordan kunne profeterne — hvis de blot var svindlere — være sluppet af sted med et sådant bedrag? Man opfordrede israelitterne til at lære at læse og skrive, og børnene lærte at læse og skrive fra de var ganske små. (5 Mosebog 6:6-9) Man opfordrede alle til personligt at læse i Skrifterne. (Salme 1:2) På den ugentlige sabbat blev Skrifterne oplæst i synagogerne. (Apostelgerninger 15:21) Det forekommer usandsynligt at en hel nation der kunne læse og skrive, og som var udmærket kendt med Skrifterne, kunne være blevet ført bag lyset af et sådant bedrag.

Der er desuden noget andet man må tage i betragtning hvad angår Esajas’ profeti om Babylons fald. Den indeholder nemlig en detalje som ganske enkelt ikke kunne være skrevet efter at den havde fået sin opfyldelse.

„Det vil aldrig blive beboet“

Hvad skulle der ske med Babylon efter byens fald? Esajas forudsagde: „Det vil aldrig blive beboet, og det vil heller aldrig, generation efter generation, selv tage bolig. Og dér vil araberen ikke slå sit telt op, og ingen hyrder vil lade deres hjorde lægge sig dér.“ (Esajas 13:20) Denne profeti om at en by der havde så gunstig en placering, permanent skulle forblive ubeboet, må mildest talt have lydt mærkelig. Kunne Esajas’ ord være blevet skrevet efter at han havde set Babylon ligge øde?

Efter at Kyros havde indtaget Babylon, fortsatte byen i århundreder med at være beboet, blot i mindre målestok. Vi skal huske at Dødehavsrullerne indeholder et eksemplar af hele Esajas’ Bog der er dateret til det 2. århundrede f.v.t. Omkring det tidspunkt da denne skriftrulle blev afskrevet, var Babylon underlagt partherne. I det 1. århundrede e.v.t. fandtes der en koloni af jøder i Babylon som bibelskribenten Peter besøgte. (1 Peter 5:13) På det tidspunkt havde den udgave af Esajas’ Bog som blev fundet blandt Dødehavsrullerne, eksisteret i godt to hundrede år. I det 1. århundrede e.v.t. lå Babylon altså endnu ikke fuldstændig øde, og Esajas’ Bog var blevet fuldført længe forinden.a

Som forudsagt blev Babylon til sidst blot „til stenhobe“. (Jeremias 51:37) Ifølge den hebraiskkyndige Hieronymus (det 4. århundrede e.v.t.) var Babylon på hans tid et jagtterræn hvor „vilddyr af enhver slags“ strejfede om.⁹ Den dag i dag ligger Babylon øde.

Esajas levede under ingen omstændigheder længe nok til at se Babylon blive ubeboet. Men ruinerne af denne engang så mægtige by cirka 80 kilometer syd for Baghdad i Irak, er et tavst vidnesbyrd om opfyldelsen af hans ord: „Det vil aldrig blive beboet.“ Det kan godt være at Babylon vil blive restaureret som turistattraktion for at lokke besøgende til, men Babylons „afkom og efterslægt“ er for evigt borte. — Esajas 13:20; 14:22, 23.

Det er tydeligt at profeten Esajas ikke fremsatte nogle uklare profetier som man kan få til at passe på hvad som helst. Han omskrev heller ikke historien for at få den til at tage sig ud som profeti. Hvorfor skulle en bedrager forsøge at „profetere“ noget som han overhovedet ikke havde indflydelse på, nemlig at det mægtige Babylon aldrig mere skulle bebos?

Denne profeti om Babylons fald er blot ét eksempel fra Bibelen.b Mange betragter opfyldelsen af Bibelens profetier som et vidnesbyrd om at den stammer fra en kilde der er højere end mennesker. Måske er du enig med os i at denne profetiske bog i det mindste er værd at undersøge. Én ting er sikker: Der er stor forskel på de vage eller sensationelle forudsigelser vore dages spåmænd fremsætter, og de tydelige, nøgterne og specifikke profetier vi finder i Bibelen.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 28]

Var bibelskribenterne sandfærdige profeter eller dygtige bedragere?

[Illustration på side 29]

Ruiner af Babylon