Kapitel elleve

Et liv der varer ved, og som har mening

HVOR vi end bor, hører vi om videnskabelige opdagelser. Biologer, havforskere og andre øger til stadighed menneskets viden om kloden og livet på den. Astronomer og fysikere søger i en anden retning og øger kendskabet til vort solsystem, stjernerne og endda fjerne galakser. Hvad har denne viden fået nogle til at konkludere?

Mange siger som fortidens kong David: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ (Salme 19:1) Ganske vist deler ikke alle denne opfattelse, eller de siger at man ikke kan være sikker på at der findes en Skaber. Men er det ikke rigtigt at der på baggrund af de oplysninger der er blevet fremlagt i denne bog, er vægtige grunde til at tro at der findes en Skaber, og at han står bag universet og livets eksistens?

Apostelen Paulus skrev: „Menneskene kan ikke sige at de ikke kender noget til Gud. Fra verdens begyndelse har menneskene kunnet se hvordan Gud er, i kraft af de ting han har skabt. Dette viser hans evigvarende magt. Det viser at han er Gud.“ (Romerne 1:20, Holy Bible — New Life Version) Oplysningerne i de tidligere kapitler om skaberværket gør det lettere at „se hvordan Gud er“ og at forstå nogle af „hans usynlige egenskaber“. (Ny Verden-Oversættelsen) Men det bør ikke være et mål i sig selv at indse at det fysiske skaberværk vidner om Skaberen. Hvorfor ikke?

Mange forskere bruger hele deres liv på at studere universet, men de har alligevel en følelse af tomhed fordi de ikke finder nogen varig mening med livet. For eksempel har fysikeren Steven Weinberg sagt: „Jo mere vi kommer til at forstå af universet, jo mere meningsløst forekommer det.“ Om astronomen Alan Dresslers syn herpå kunne man læse i tidsskriftet Science: „Når forskere siger at kosmologien åbenbarer Guds ’intelligens’ eller ’håndskrift’, tilskriver de det guddommelige noget som i sidste ende måske er af mindre betydning i universet — dets fysiske struktur.“ Dressler peger på at det der har større betydning, er meningen med menneskenes eksistens. Han siger: „Folk har opgivet den gamle tro på at menneskene befinder sig i universets fysiske centrum, men må vende tilbage til troen på at vi befinder os i centrum hvad angår livets mening.“

Ethvert menneske bør være interesseret i hvad hensigten med livet er. Livet får næppe mening alene ved at vi indrømmer at Skaberen findes, og at vi er afhængige af ham. Det skyldes især at livet virker så kort. Mange føler det på samme måde som Macbeth i William Shakespeares skuespil af samme navn:

gør støj og spræl på scenen, og som så

er glemt; et eventyr fortalt os af

en tåbe, fuldt af larm og bulder, som

Mennesker overalt på Jorden kan tilslutte sig disse ord, men når de personligt kommer ud for en alvorlig krise, beder de måske alligevel Gud om hjælp. Elihu, en vís mand der levede for længe siden, sagde: „Man skriger på grund af megen undertrykkelse, råber om hjælp . . . Men ingen vil sige: ’Hvor er Gud, den Mægtige som frembragte mig?’ . . . Han belærer os frem for jordens dyr; han gør os visere end himmelens flyvende skabninger.“ — Job 35:9-11.

Elihus ord understreger at vi mennesker i virkeligheden ikke er i centrum. Det er vor store Skaber, og meningen med vor eksistens må fornuftigvis afhænge af ham. For at finde denne mening og opnå den dybe tilfredshed som dette medfører, må vi lære Skaberen at kende og indrette vort liv efter hans vilje.

Hvordan man vender sig til Skaberen

Moses viste hvad det indebærer. Han indrømmede meget realistisk: „Vore leveårs dage er i sig selv halvfjerds år; og hvis de på grund af særlig styrke er firs år, så fører deres stræben dog kun til elendighed og fortræd.“ Denne erkendelse gjorde ikke Moses tungsindig eller pessimistisk; den hjalp ham til at forstå hvor stor værdi det har at vende sig til Skaberen. Moses bad: „Lær os at tælle vore dage således at vi får visdom i hjertet. Mæt os om morgenen med din loyale hengivenhed, at vi kan råbe af glæde og fryde os alle vore dage. Og måtte Jehova vor Guds liflighed være over os.“ — Salme 90:10, 12, 14, 17.

’Mætte os om morgenen.’ ’Fryde os alle vore dage.’ ’Guds liflighed over os.’ Tyder sådanne vendinger ikke på at den der siger sådan, har fundet en mening med livet — en mening som folk i almindelighed ikke har fået øje på?

Man kan tage et stort skridt i denne retning ved at erkende sin stilling i forhold til Skaberen. Den voksende viden om universet kan på sin vis være en hjælp. David spurgte: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Salme 8:3, 4.

Det er dog ikke nok at erkende at Jehova har skabt Solen, Månen og stjernerne og derpå frembragt livet på Jorden sammen med alle betingelserne for livets opretholdelse. (Nehemias 9:6; Salme 24:2; Esajas 40:26; Jeremias 10:10, 12) Som tidligere nævnt viser betydningen af Jehovas navn at han er en Gud der har en hensigt, og den eneste der til fulde er i stand til at gennemføre sin hensigt.

Esajas omtalte Jehova som „den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos“. Derefter citerede Esajas hans ord: „Jeg er Jehova, og der er ingen anden.“ (Esajas 45:18) Og Paulus sagde senere om sig selv og sine trosfæller: „Vi er hans værk og blev skabt i samhørighed med Kristus Jesus til gode gerninger.“ En vigtig del af disse „gode gerninger“ er at forkynde „Guds alsidige visdom . . . i overensstemmelse med [hans] evige forsæt“. (Efeserne 2:10; 3:8-11) Man både kan og bør knytte sig til Skaberen; man bør søge at lære hans hensigt at kende og samarbejde med den. — Salme 95:3-6.

Når man erkender at der findes en kærlig og omsorgsfuld Skaber, bør det tilskynde én til handling. Tænk for eksempel over den forbindelse der er mellem denne erkendelse og den måde man behandler andre på. „Den der udbytter den ringe smæder Ham der har frembragt ham, men den der viser den fattige sin gunst ærer Ham.“ „Er det ikke én Gud der har skabt os? Hvorfor handler vi da troløst mod hinanden?“ (Ordsprogene 14:31; Malakias 2:10) Når man erkender at der findes en Skaber som interesserer sig for os, bør det derfor tilskynde én til at vise større omsorg for hans øvrige skabninger.

Det er ikke overladt til os selv at klare dette. Skaberen kan hjælpe os. Selv om Jehova ikke i øjeblikket frembringer nye jordiske skabninger, kan man sige at han stadig skaber på en anden måde. Han hjælper aktivt mennesker der søger hans ledelse. Efter at have syndet bad David: „Skab mig et rent hjerte, Gud, og giv en ny, en fast ånd i mit indre.“ (Salme 51:10; 124:8) Og Bibelen tilskynder kristne til at „aflægge den gamle personlighed“ som er formet af verden omkring dem, og ’iføre sig den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje’. (Efeserne 4:22-24) Ja, Jehova kan skabe et nyt symbolsk hjerte i mennesker og hjælpe dem til at udvikle en personlighed der genspejler ham.

Det er imidlertid blot de første skridt. Vi må gå endnu videre. Paulus sagde til nogle veluddannede athenere: ’Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, har bestemt de fastsatte tider for at mennesker skulle søge ham, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os.’ — Apostelgerninger 17:24-27.

En kundskab der giver livet mening

Af denne bog skulle det fremgå at Skaberen har givet os en overflod af oplysninger om sig selv gennem det fysiske skaberværk og gennem sit inspirerede ord, Bibelen. Han tilskynder os til at tilegne os kundskab og indsigt og har oven i købet forudsagt at der vil komme en tid da „jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9; 40:13, 14.

Det er ikke Skaberens vilje at vores evne til at øge vores viden og gøre fremskridt kun skal være begrænset til en levetid på 70-80 år. Det fremgår af en af Jesu mest kendte udtalelser: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

„Evigt liv.“ Det er ikke kun en drøm. Tanken om et liv uden afslutning stemmer med hvad Skaberen stillede vore første forældre, Adam og Eva, i udsigt. Den stemmer med videnskabens opdagelser angående menneskehjernens opbygning og kapacitet. Og den stemmer med hvad Jesus Kristus sagde. Menneskenes håb om evigt liv var kernen i Jesu budskab. Den sidste aften han befandt sig her på Jorden sammen med sine apostle, sagde han: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

Som vist i det foregående kapitel vil Jesu løfte om evigt liv blive opfyldt her på Jorden for millioner af mennesker. Det er klart at det at have et sådant håb i høj grad bidrager til at give livet mening. Det indebærer at man opdyrker et nært forhold til Skaberen. Et sådant forhold allerede nu vil danne grundlaget for at man kan opnå evigt liv. Forestil dig de muligheder et evigt liv vil give os for at lære, udforske og opleve — uden de grænser som sygdom og død nu sætter. (Jævnfør Esajas 40:28.) Hvad kunne eller ville vi mon bruge tid på hvis vi havde evigt liv? Vi kender selv bedst vore interesser, de evner vi har lyst til at udvikle, og de spørgsmål vi gerne vil søge svar på. Når vi får tid til at dyrke disse interesser, vil det give vort liv endnu større mening.

Paulus havde god grund til at se frem til en tid da „skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21) De der opnår denne frihed, vil have fundet en sand mening med livet nu, og de vil have en mening med livet for evigt, til Guds ære. — Åbenbaringen 4:11.

Jehovas vidner jorden over har studeret dette emne. De er overbevist om at der findes en Skaber, og at han interesserer sig for dem og for dig. De vil gerne hjælpe andre til at finde denne velfunderede mening med livet. Du er velkommen til at undersøge emnet sammen med dem. Hvis du gør det, vil du kunne opnå et liv der varer ved, og som har mening.

[Ramme på side 185]

Gud — i hvilken forstand?

„Forskere og andre bruger somme tider ordet ’Gud’ som betegnelse for noget der er så abstrakt og uengageret at han knap kan skelnes fra naturlovene,“ siger Steven Weinberg, der har fået nobelprisen for sit arbejde vedrørende de fundamentale naturkræfter. Han tilføjer:

„Det forekommer mig at hvis ordet ’Gud’ skal være til nogen gavn, skal det forstås som en interesseret Gud, en skaber og lovgiver der ikke blot har fastsat naturlovene og frembragt universet, men også har fastsat normerne for godt og ondt, en personlighed der tillægger vore handlinger betydning, kort sagt en som det er på sin plads at tilbede. . . . Det er denne Gud der har haft betydning for mænd og kvinder til alle tider.“ — Dreams of a Final Theory.

[Illustration på side 187]

Moses erkendte at uden en Skaber kan livet ikke have nogen rigtig mening, uanset hvor længe vi lever

[Illustration på side 190]

Livet rummer uanede muligheder — vi skal blot finde meningen med det