Kapitel tyve
Jehova er konge
1, 2. (a) Hvem vil mærke Jehovas vrede? (b) Vil Juda gå fri for straf, og hvordan véd vi det?
BABYLON, Filisterlandet, Moab, Syrien (Aram), Ætiopien, Ægypten, Edom, Tyrus, Assyrien — alle vil de komme til at mærke Jehovas vrede. Esajas har forudsagt den katastrofe der vil ramme alle disse fjendtlige nationer og byer. Men hvad med Juda? Vil Judas indbyggere gå fri for straf for deres syndige handlinger? Den historiske beretning svarer højt og tydeligt nej!
2 Tænk tilbage på hvad der skete med Samaria, hovedstaden i tistammeriget, Israel. Dette rige overholdt ikke sin pagt med Gud. Det holdt sig ikke fra de omboende folkeslags onde og afguderiske handlinger. Indbyggerne i Samaria „gjorde alle disse onde ting og krænkede således Jehova . . . Derfor blev Jehova meget vred på Israel og fjernede dem fra sin nærhed.“ Tvunget bort fra deres land gik israelitterne „i landflygtighed, bort fra deres jord, til Assyrien“. (2 Kongebog 17:9-12, 16-18, 23; Hoseas 4:12-14) Det der skete med Israel, varslede ikke godt for søsterriget Juda.
Esajas forudsiger Judas ødelæggelse
3. (a) Hvorfor vil Jehova forlade tostammeriget Juda? (b) Hvad er Jehova besluttet på at gøre?
3 Nogle af Judas konger var trofaste, men de fleste var det ikke. Selv under en så trofast konge som Jotam holdt folket ikke op med at dyrke afguder. (2 Kongebog 15:32-35) Ondskaben i Juda nåede sit højeste under den blodtørstige kong Manasse, der ifølge den jødiske overlevering myrdede den trofaste profet Esajas ved at lade ham gennemsave. (Jævnfør Hebræerbrevet 11:37.) Det hedder om denne konge at han fortsat forledte „Juda og Jerusalems indbyggere til at handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort foran Israels sønner“. (2 Krønikebog 33:9) Under Manasses styre blev landet endnu mere besudlet end da kana’anæerne havde herredømmet. Derfor erklærede Jehova: „Se, jeg bringer ulykke over Jerusalem og Juda, så det vil ringe for begge ører af enhver som hører derom. . . . jeg vil tørre Jerusalem af, som når man tørrer et fad af, idet man tørrer det af og vender det om. Og jeg vil forlade min arvelods rest og give dem i deres fjenders vold. Og de skal blive til rov og plyndring for alle deres fjender, fordi de gjorde hvad der var ondt i mine øjne og blev ved med at krænke mig.“ — 2 Kongebog 21:11-15.
4. Hvad vil Jehova gøre ved Juda, og hvordan blev denne profeti opfyldt?
4 Ligesom et fad der vendes om så indholdet tømmes ud, ville landet blive tømt for sine indbyggere. Denne kommende ødelæggelse af Juda og Jerusalem er igen temaet for en profeti af Esajas. Han begynder: „Se, Jehova tømmer landet og lægger det øde, og han har vendt dets flade og spredt dets indbyggere.“ (Esajas 24:1) Profetien blev opfyldt da Jerusalem med templet blev ødelagt af babylonierne under kong Nebukadnezar og befolkningen i Juda blev stærkt reduceret ved sværd, hungersnød og pest. De fleste af de overlevende jøder blev ført som fanger til Babylon, og de få der var tilbage, flygtede til Ægypten. På denne måde blev landet lagt øde og fuldstændig affolket. Der var heller intet kvæg tilbage. Det forladte land blev en ødemark med trøstesløse ruiner som kun var beboet af vildtlevende dyr og fugle.
5. Ville nogen gå fri under Jehovas dom? Forklar nærmere.
5 Ville nogen i Juda være særligt privilegerede og derfor blive skånet under den kommende dom? Esajas svarer: „Det skal gå folket som præsten, tjeneren som hans herre, tjenestepigen som hendes frue, køberen som sælgeren, långiveren som låntageren, rentetageren som rentegiveren. Landet vil helt sikkert blive tømt, og det vil helt sikkert blive udplyndret, for Jehova har selv udtalt dette ord.“ (Esajas 24:2, 3) Stilling og velstand ville ikke gøre nogen forskel. Der ville ikke blive gjort undtagelser. Landet var så fordærvet at alle som overlevede — præst, tjener, herre, køber og sælger — måtte gå i landflygtighed.
6. Hvorfor ville Jehova tage sin velsignelse bort fra landet?
6 For at der ikke skulle være nogen misforståelse, beskriver Esajas hvor fuldstændig ødelæggelsen ville være, og forklarer hvorfor den ville komme: „Landet er blevet ramt af sorg, er sygnet hen. Det frugtbare land er visnet, er sygnet hen. De højtstående blandt folket i landet er visnet. Og selve landet er blevet besudlet under sine indbyggere, for de har overtrådt lovene, ændret forordningen, brudt den varige pagt. Af den grund har forbandelsen fortæret landet, og de der bor i det bliver holdt skyldige. Af den grund er landets indbyggere svundet i tal, og meget få af de dødelige er tilbage.“ (Esajas 24:4-6) Da israelitterne fik Kana’ans land, var det ’et land der flød med mælk og honning’. (5 Mosebog 27:3) Men de var stadig afhængige af Jehovas velsignelse. Hvis de trofast overholdt hans bud og forskrifter, ville landet „give sin afgrøde“, men hvis de ikke fulgte hans love og bud, ville deres anstrengelser for at opdyrke landet „være til ingen nytte“, og jorden ville ’ikke give sin afgrøde’. (3 Mosebog 26:3-5, 14, 15, 20) Jehovas forbandelse ville ’fortære landet’. (5 Mosebog 28:15-20, 38-42, 62, 63) Juda kunne nu forvente at opleve denne forbandelse.
7. Hvordan ville Lovpagten være en velsignelse for israelitterne?
7 Omkring 800 år før Esajas’ tid sagde israelitterne ja til at indgå en pagt med Jehova og at overholde den. (2 Mosebog 24:3-8) Det hed udtrykkeligt i Lovpagtens betingelser at hvis de adlød Jehovas bud, ville de blive rigt velsignet af ham, men hvis de brød pagten, ville de miste hans velsignelse og blive taget til fange af deres fjender. (2 Mosebog 19:5, 6; 5 Mosebog 28:1-68) Denne lovpagt, som blev givet ved Moses, skulle stå ved magt i et længere, ikke nærmere angivet tidsrum. Den ville være en beskyttelse for israelitterne indtil Messias fremstod. — Galaterne 3:19, 24.
8. (a) På hvilken måde havde folket „overtrådt lovene“ og „ændret forordningen“? (b) Hvordan gik det til at „de højtstående“ var blandt de første der ’visnede’?
8 Men israelitterne ’brød den varige pagt’. De overtrådte de gudgivne love ved helt at ignorere dem. De ’ændrede forordningen’ ved at følge en anden retspraksis end den Jehova havde fastsat. (2 Mosebog 22:25; Ezekiel 22:12) Derfor ville de blive fjernet fra landet. Der ville ikke blive vist nogen barmhjertighed ved den kommende dom. „De højtstående“, de fornemme, ville være blandt de første der ville ’visne’ som følge af at Jehova havde trukket sin beskyttelse og velsignelse tilbage. Som en opfyldelse heraf gjorde først ægypterne og derefter babylonierne de judæiske konger til deres vasaller da Jerusalems ødelæggelse nærmede sig. Senere var kong Jojakin og andre medlemmer af kongefamilien blandt de første der blev ført i fangenskab til Babylon. — 2 Krønikebog 36:4, 9, 10.
Fryd og glæde er borte
9, 10. (a) Hvilken plads indtog landbruget i Israel? (b) Hvad betød udtrykket ’at sidde hver under sin vinstok og sit figentræ’?
9 Israel var et landbrugsland. Fra det tidspunkt israelitterne gik ind i det forjættede land og slog sig ned dér, begyndte de at dyrke jorden og opdrætte kvæg. De love der skulle gælde for landbruget, indtog derfor en betydningsfuld plads i Lovpagten. Der blev givet påbud om en tvungen sabbatshvile for landet hvert syvende år så jorden kunne genvinde sin frugtbarhed. (2 Mosebog 23:10, 11; 3 Mosebog 25:3-7) De tre årlige højtider som israelitterne fik befaling til at fejre, faldt sammen med høsttiderne. — 2 Mosebog 23:14-16.
10 Der var mange vingårde i landet. I Bibelen omtales vinen, vintræets frugt, som en gave fra Gud der „fryder det dødelige menneskes hjerte“. (Salme 104:15) Udtrykket ’at sidde hver under sin vinstok og sit figentræ’ betød velstand, fred og tryghed under Guds retfærdige styre. (1 Kongebog 4:25; Mika 4:4) En god vinhøst blev betragtet som en velsignelse og blev fejret med sang og musik. (Dommerne 9:27; Jeremias 25:30) Når på den anden side vinstokkene visnede eller ikke gav nogen druer, og vingårdene lå øde, groet til med torne og tidsler, var det et vidnesbyrd om at Jehova havde trukket sin velsignelse tilbage — det var en tid med sorg.
11, 12. (a) Hvordan illustrerer Esajas hvad resultatet ville blive af Jehovas dom? (b) Hvilke mørke udsigter beskriver Esajas?
11 Meget passende bruger Esajas vingården og dens frugt til at illustrere hvad resultatet ville blive af at Jehova ikke længere velsignede landet: „Den nye vin er blevet ramt af sorg, vinstokken er visnet, alle de glade af hjertet har givet sig hen til at sukke. Tamburinernes glade lyd er ophørt, de jublendes larm er holdt op, ophørt er lyrens glade lyd. Uden sang drikker de vin; de stærke drikke bliver bitre for dem der drikker dem. Den tomme stad er brudt ned; hvert hus er lukket så man ikke kan gå ind. Der er klageskrig i gaderne over mangel på vin. Al fryd er borte; landets glæde er forsvundet. Tilbage i byen er forfærdelse; og porten ligger knust som brokker.“ — Esajas 24:7-12.
12 Tamburinen og lyren, instrumenter med liflige toner, blev brugt i lovprisningen af Jehova og udtrykte glæde. (2 Krønikebog 29:25; Salme 81:2) Disse instrumenter vil man ikke høre nu hvor Guds straf kommer over folket. Der vil ikke være nogen frydefuld vinhøst. Der vil ikke være nogen glade lyde i Jerusalems forladte ruiner, hvor byporten „ligger knust som brokker“ og husene er „lukket“ så ingen kan gå ind. Det er mørke udsigter for indbyggerne i et land som ellers har været så frugtbart.
En rest vil „råbe af glæde“
13, 14. (a) Hvordan var Jehovas love med hensyn til at høste? (b) Hvordan bruger Esajas disse love til at vise at der er nogle som vil overleve Jehovas dom? (c) Hvad kan de trofaste judæere være sikre på selv om der kommer tider med store prøvelser?
13 Når israelitterne høstede oliven, slog de frugterne ned med stokke. Ifølge Guds lov var det forbudt at gennemgå grenene for at indsamle de resterende oliven. De måtte heller ikke indsamle de tiloversblevne druer når de havde høstet vindruerne i deres vingårde. Det der var tilbage efter høsten, var til de fattige — „til den fastboende udlænding, til den faderløse og til enken“ — som så havde lov til at sanke. (5 Mosebog 24:19-21) Disse velkendte love bruger Esajas til at illustrere at der er nogle som vil overleve Jehovas kommende dom: „Sådan vil det være i landets midte, blandt folkeslagene, som når man slår oliven ned fra oliventræet, som ved efterhøsten, når vinhøsten er til ende. De vil løfte deres røst, de vil råbe af glæde. Over Jehovas storhed skal de opløfte jubelskrig fra havet. Det er grunden til at de skal herliggøre Jehova i lysets egn, Jehovas, Israels Guds, navn på øerne i havet. Fra alle landets kanter har vi hørt sange med musik: ’Pryd til den Retfærdige!’“ — Esajas 24:13-16a.
14 Ligesom der vil være nogle frugter tilbage på oliventræet eller vinstokken når den egentlige høst er overstået, sådan vil der være nogle tilbage efter at Jehova har eksekveret sin dom — det vil være „som ved efterhøsten, når vinhøsten er til ende“. Profeten har allerede gjort opmærksom på dette i vers 6, idet han har sagt at „meget få af de dødelige er tilbage“. Men hvor få de end er, vil der altså være nogle der overlever Jerusalems og Judas ødelæggelse, og senere vil en rest vende tilbage og bosætte sig i landet igen. (Esajas 4:2, 3; 14:1-5) Selv om der ligger mørke tider med trængsler og prøvelser forude, kan de der har den rette hjertetilstand, være sikre på at der kommer en tid med udfrielse og glæde. De overlevende vil se Jehovas profetiske ord blive opfyldt, og de vil erkende at Esajas har været en sand profet. De vil blive fyldt med glæde når de ser at genoprettelsesprofetierne bliver opfyldt. I de lande de er blevet spredt til — det være sig øerne i Middelhavet mod vest, Babylon i „lysets egn“ (mod øst, hvor solen står op) eller et andet fjernt land — vil de lovprise Gud fordi de er blevet bevaret i live, og de vil synge: „Pryd til den Retfærdige!“
Ingen kan undslippe Jehovas dom
15, 16. (a) Hvordan har Esajas det ved tanken om det der vil overgå hans folk? (b) Hvad vil der ske med de utro indbyggere i landet?
15 Men endnu er det for tidligt at glæde sig. Esajas bringer sine samtidige tilbage til nutiden idet han siger: „Men jeg siger: ’Magerhed til mig, magerhed til mig! Ve mig! Forræderne har handlet forræderisk. Ja, med forræderi har forræderne handlet forræderisk.’ Rædsel og grube og fælde er over dig, du indbygger i landet. Og den der flygter for lyden af rædselen, vil falde i gruben, og den der kommer op af gruben, vil blive fanget i fælden. For sluserne i det høje skal åbnes, og landets grundvolde vil ryste. Landet er virkelig sprængt i stykker, landet er virkelig blevet rusket, landet er virkelig bragt til at vakle. Landet raver virkelig som en beruset, og det svajer frem og tilbage som et vagtskur. Og dets overtrædelse hviler tungt på det, og det skal falde så det ikke rejser sig igen.“ — Esajas 24:16b-20.
16 Esajas er grebet af sorg over det der vil overgå hans folk. Forholdene omkring ham gør ham syg og svækket. Der er mange forrædere, og de indgyder landets indbyggere rædsel. Når Jehova tager sin beskyttelse bort, vil de utro judæere opleve rædsel både dag og nat. De vil frygte for deres liv. Der vil ikke være mulighed for at undslippe den ulykke der kommer over dem fordi de har tilsidesat Jehovas bud og ignoreret hans visdom. (Ordsprogene 1:24-27) Ulykken vil indtræffe selv om forræderne i landet prøver at overbevise folk om at alt vil gå godt, og bruger løgn og bedrag som vil føre til undergang. (Jeremias 27:9-15) Fjender vil trænge ind udefra og udplyndre dem og føre dem bort som fanger. Tanken herom piner Esajas.
17. (a) Hvorfor vil det ikke være muligt at undslippe? (b) Hvad vil der ske med landet når Jehova eksekverer sin dom fra himmelen?
17 Men alligevel må profeten forkynde at der ikke vil være nogen udvej. Hvor folk end prøver at flygte hen, vil de blive fanget. Nogle undgår måske én ulykke, men vil blive indhentet af en anden — de er ikke i sikkerhed noget sted. Det vil være som når et jaget dyr undgår at falde i en grube, men senere bliver fanget i en fælde. (Jævnfør Amos 5:18, 19.) Når Jehova eksekverer sin dom, vil han udløse himmelens kræfter, og han vil få landets grundvolde til at ryste. Landet vil rave og falde om som en der er beruset; det er tynget af skyld og vil ikke kunne rejse sig. (Amos 5:2) Jehovas dom er endelig. Landet vil blive lagt øde.
Jehova er konge i herlighed
18, 19. (a) Hvad kan „det højes hær“ være, og hvordan bliver den indsamlet „til fangehullet“? (b) Hvordan er det tænkeligt at opmærksomheden „efter mange dage“ vil blive rettet mod „det højes hær“? (c) Hvordan vil Jehova rette sin opmærksomhed mod „jordens konger“?
18 Esajas’ profeti rækker nu længere frem i tiden idet den peger frem til den endelige gennemførelse af Jehovas hensigt: „På den dag vil Jehova vende sin opmærksomhed mod det højes hær i det høje, og jordens konger på jorden. Og de skal indsamles som fanger bliver indsamlet til fangehullet, og de skal lukkes inde i fangekælderen; og efter mange dage vil opmærksomheden blive vendt mod dem. Og fuldmånen er beskæmmet, og solskiven skamfuld, for Hærstyrkers Jehova er blevet konge på Zions Bjerg og i Jerusalem og foran sine ældste med herlighed.“ — Esajas 24:21-23.
19 „Det højes hær“ kan være de dæmoniske himmelske kræfter, „verdensherskerne i dette mørke, . . . ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Efeserne 6:12) De har haft stor indflydelse på verdensrigerne. (Daniel 10:13, 20; 1 Johannes 5:19) Deres mål er at vende folk bort fra Jehova og tilbedelsen af ham. Det lykkedes for dem at forføre israelitterne og forlede dem til at følge de omboende folkeslags fordærvede skikke, hvorved israelitterne pådrog sig Guds fordømmelse. Men Satan og hans dæmoner må stå Gud til ansvar når han til sidst retter sin opmærksomhed mod dem og „jordens konger på jorden“, som de har fået til at vende sig mod Gud og overtræde hans love. (Åbenbaringen 16:13, 14) Med et billede siger Esajas at de vil blive indsamlet og ’lukket inde i fangekælderen’. „Efter mange dage“, måske når Satan og hans dæmoner (men ikke „jordens konger på jorden“) for en tid bliver løst efter Jesu Kristi tusindårige styre, vil de af Gud få den endelige straf de fortjener. — Åbenbaringen 20:3, 7-10.
20. Hvordan og hvornår er Jehova blevet konge i både fortid og nutid?
20 Denne del af Esajas’ profeti gav således jøderne et sikkert håb. Når Jehovas tid var inde til det, ville han udvirke det fortidige Babylons fald og føre jøderne tilbage til deres hjemland. Da han i 537 f.v.t. gav bevis på sin magt og suverænitet ved at opfylde dette løfte til gavn for sit folk, kunne man virkelig sige til det: „Din Gud er blevet konge!“ (Esajas 52:7) I nutiden blev Jehova konge da han i 1914 indsatte Jesus Kristus som konge i det himmelske rige. (Salme 96:10) Jehova blev også konge i 1919 da han gav bevis på sit kongedømmes magt ved at udfri det åndelige Israel fra trældom under Babylon den Store.
21. (a) Hvordan vil ’fuldmånen blive beskæmmet og solskiven skamfuld’? (b) Hvilket fryderåb vil da lyde i sin største og endelige opfyldelse?
21 Jehova vil igen ’blive konge’ når han gør ende på Babylon den Store og resten af den nuværende onde tingenes ordning. (Zakarias 14:9; Åbenbaringen 19:1, 2, 19-21) Hans kongedømme vil være omgivet af en stråleglans som hverken fuldmånens klare lys ved nat eller solens glød ved middagstid vil kunne måle sig med. (Jævnfør Åbenbaringen 22:5.) Disse himmellegemer vil billedligt talt føle sig beskæmmede ved siden af Hærstyrkers Jehova i al hans herlighed. Jehova vil være den øverste Hersker. Hans herlighed og almagt vil være tydelig for alle. (Åbenbaringen 4:8-11; 5:13, 14) Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter! Til den tid vil det fryderåb vi læser i indledningen til Salme 97:1, genlyde over hele jorden i sin største og endelige opfyldelse: „Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.“
[Billede på side 262]
Man vil ikke længere høre musik og glade råb i landet
[Billede på side 265]
Nogle vil overleve Jehovas dom, ligesom der er frugter tilbage på et træ efter høsten
[Billede på side 267]
Esajas er fyldt med sorg over det der vil overgå hans folk
[Billede på side 269]
Hverken solen eller månen i al deres glans vil kunne måle sig med Jehovas herlighed