KAPITEL 12
Hvorfor er sladder så skadelig?
„Jeg tog engang til en fest, og næste dag gik der rygter om at jeg havde været i seng med en af drengene. Det passede overhovedet ikke!“ — Linda.
„Nogle gange hører jeg et rygte om at jeg kommer sammen med en — en jeg overhovedet ikke kender! Mange der sladrer om andre, gør ikke noget som helst for at tjekke om det de siger, er sandt.“ — Mike.
SLADDER kan fylde dit liv med flere intriger end der er i en hel spillefilm. Spørg bare Amber på 19. „Jeg har konstant været offer for det,“ siger hun. „Der er gået rygter om at jeg har været gravid, at jeg har fået foretaget aborter, og at jeg har solgt, købt og taget stoffer. Hvad får folk til at sige sådan noget om mig? Jeg har virkelig ingen anelse om det!“
Bevæbnet med e-mail og muligheden for at skrive onlinemeddelelser kan en dreng eller en pige med ondt i sinde plette dit omdømme uden at sige så meget som et ord. Med nogle få tastetryk kan et ondskabsfuldt rygte sendes af sted til masser af spændte modtagere! I nogle tilfælde er der blevet oprettet en hel hjemmeside bare for at ydmyge en eller anden. Mere almindeligt er det med weblogs der er spækket med sladder som aldrig ville være blevet sagt ansigt til ansigt.
Men er det altid forkert at tale om andre? Er der noget der hedder . . .
Harmløs snak om andre?
Markér dit svar på følgende spørgsmål.
Det er altid forkert at tale om andre. □ Rigtigt □ Forkert
Hvad er det rigtige svar? Det afhænger af hvad man mener med at tale om andre. Hvis det bare er snak om løst og fast, kan der være tider hvor det er i orden. Bibelen siger jo at vi skal være interesserede i andre. (Filipperne 2:4) Det vil ikke sige at vi skal blande os i sager der ikke kommer os ved. (1 Peter 4:15) Men uformel snak giver ofte nogle nyttige oplysninger, for eksempel om hvem der skal giftes, eller hvem der har fået et barn. Faktisk kan vi ikke sige at vi interesserer os for andre hvis vi aldrig taler om dem!
Problemet er bare at snak om løst og fast nemt kan udvikle sig til skadelig sladder. For eksempel bliver den uskyldige bemærkning: „Peter og Mette ville være et godt par“ måske gengivet som „Peter og Mette kommer sammen“ — selvom Peter og Mette intet kender til deres formodede romance. ’Det er da ikke så alvorligt,’ siger du måske — medmindre altså at det er dig der er Peter eller Mette!
Julie på 18 blev offer for den slags sladder, og det gjorde ondt. „Jeg blev vred,“ fortæller hun, „og jeg fik svært ved at vise andre tillid.“ Jane på 19 befandt sig i en lignende situation. „Til sidst gik jeg helt uden om ham som de andre sagde jeg kom sammen med,“ siger hun. „Det virkede ikke fair, for vi var gode venner, og jeg mente at vi nok skulle kunne snakke sammen uden at det satte rygter i gang!“
Drej omhyggeligt samtalen i den rigtige retning
Hvordan kan du styre din tunge når du føler dig fristet til at sladre? For at besvare det spørgsmål kan du tænke over hvad der kræves for at køre på en befærdet hovedvej. Pludselig kan der opstå en situation hvor du må skifte bane, holde tilbage eller helt stoppe op. Hvis du er opmærksom, ser du hvad der sker forude, og reagerer på det.
Det er faktisk det samme med en samtale. Som regel kan man godt fornemme hvornår en samtale er ved at udvikle sig til skadelig sladder. Kan du smidigt ’skifte bane’ når det sker? Hvis ikke du gør det, skal du være forberedt på at sladderen kan gøre skade. „Jeg sagde engang noget uvenligt om en pige — at hun var drengeglad — og det fandt hun ud af,“ fortæller Mike. „Jeg vil aldrig glemme hendes stemme da hun henvendte sig til mig, hvor såret hun var over min tankeløse bemærkning. Vi fik glattet tingene ud, men jeg havde det rigtig dårligt med at vide at jeg havde såret en på den måde!“
Der er ingen tvivl om at ord kan såre. Bibelen siger endda at „der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug“. (Ordsprogene 12:18) Derfor er der virkelig grund til at du vejer dine ord før du taler! Det er rigtigt at det kan kræve selvbeherskelse at bremse en „interessant“ samtale. Men det er som Carolyn på 17 peger på: „Man skal være forsigtig med hvad man siger. Hvis det ikke er en pålidelig kilde man har hørt det fra, kan det være løgne man spreder.“ Når det kommer til snak der kan være skadelig, er det derfor vigtigt at følge apostelen Paulus’ råd om at ’sætte sig som mål at leve stille og passe sine egne sager’. — 1 Thessaloniker 4:11.
Hvordan kan du vise interesse for andre uden at blande dig i deres personlige anliggender? Før du siger noget om en anden, så spørg dig selv: ’Ved jeg virkelig hvordan det forholder sig? Hvad er mit motiv til at fortælle disse oplysninger? Hvordan vil det at jeg sladrer, påvirke mit omdømme?’ Det sidste spørgsmål er vigtigt, for hvis du bliver kendt som en der løber med sladder, siger det mere om dig end om den der bliver talt om.
Når du er offeret
Hvad kan du gøre hvis du er blevet offer for sladder? „Vær ikke hastig i din ånd til at ærgre dig,“ siger Prædikeren 7:9 advarende. Prøv i stedet at se sagen i det rette perspektiv. Bibelen siger: „Fæst . . . ikke dit hjerte ved alle de ord der fremføres . . . for dit hjerte kender endog mange tilfælde hvor også du har nedkaldt ondt over andre.“ — Prædikeren 7:21, 22.
Selvfølgelig findes der ingen undskyldninger for skadelig sladder. Men hvis du overreagerer, kan dét stille dig i et dårligere lys end selve sladderen! Måske kan det der har hjulpet Renee, også hjælpe dig. „Jeg bliver som regel såret når en siger noget dårligt om mig, men jeg prøver at se sagen i det rette perspektiv,“ fortæller hun. „I næste uge er det jo nok en anden eller noget andet der er samtaleemne.“a
Vær derfor klog nok til at dreje samtalen væk fra skadelig sladder. Og når andre taler uvenligt om dig, så vær moden nok til ikke at overreagere. Lad dine gode gerninger tale for dig. (1 Peter 2:12) Hvis du gør det, vil det hjælpe dig til at bevare et godt forhold til andre og til Gud.
[Fodnote]
a I nogle tilfælde kan det være klogt på en taktfuld måde at henvende sig til den der er løbet med sladder. Men i mange tilfælde er det ikke nødvendigt, for „kærlighed dækker over en mængde synder“. — 1 Peter 4:8.
NØGLESKRIFTSTED
„Den der vogter sin mund bevarer sin sjæl. Den der lukker læberne vidt op — for ham er der undergang.“ — Ordsprogene 13:3.
TIP
Hvis du hører noget sladder om en, kunne du reagere ved at sige: „Jeg har det ikke godt med at tale om det her. Hun er her jo ikke selv til at forsvare sig.“
VIDSTE DU DET . . .?
Bare det at lytte til sladder kan give dig et vist medansvar. Hvis du giver den der løber med sladder, lov til at fortsætte, giver du grønt lys for at oplysningerne kan blive spredt med lynets hast!
HANDLINGSPLAN!
Næste gang jeg føler mig fristet til at sprede et rygte, vil jeg ․․․․․
Hvis der er blevet sagt noget uvenligt om mig, vil jeg tackle situationen ved at ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvornår kunne det være passende at tale om andre?
● Har du nogen sinde været offer for sladder, og hvis du har, hvad lærte du så af det?
● Hvordan kan det skade dit ry hvis du løber med sladder?
[Tekstcitat på side 107]
„Jeg fik virkelig en lærestreg da den jeg havde sladret om, fandt ud af det og konfronterede mig med det. Jeg kunne ikke komme uden om det. Jeg lærte i hvert fald at det er meget bedre at være ærlig over for andre end at tale om dem bag deres ryg!“ — Paula
[Illustration på side 108]
Skadelig sladder er som et farligt våben der kan ødelægge en andens gode omdømme