KAPITEL 9
Vokser op i Nazaret
JOSEF OG MARIAS FAMILIE BLIVER STØRRE
JESUS LÆRER ET FAG
Jesus vokser op i Nazaret, en forholdsvis lille og ubetydelig by. Den ligger oppe nordpå i bjerglandet i det område der kaldes Galilæa, vest for den store Galilæas Sø.
Måske er Jesus to år gammel da Josef og Maria tager ham med hertil fra Egypten. Det ser ud til at han på det tidspunkt er deres eneste barn. Senere får han nogle halvbrødre – Jakob, Josef, Simon og Judas. Josef og Maria får også døtre, Jesus’ halvsøstre. Han har altså mindst seks yngre brødre og søstre.
Jesus har selvfølgelig andre slægtninge. Vi har allerede hørt om Elisabeth og hendes søn, Johannes, der bor i Judæa, mange kilometer sydpå. Tættere på, i Galilæa, bor Salome, der sikkert er Marias søster og dermed Jesus’ moster. Salome og hendes mand, Zebedæus, har to sønner, Jakob og Johannes, og de må i så fald være Jesus’ fætre. Vi ved ikke om Jesus er meget sammen med de to drenge under deres opvækst, men med tiden kommer han til at arbejde nært sammen med dem fordi de bliver nogle af hans apostle.
Josef må arbejde meget hårdt for at forsørge sin voksende familie. Han er tømrer. Josef opdrager Jesus som var det hans egen søn, så Jesus bliver kaldt “tømrerens søn”. (Matthæus 13:55) Josef oplærer også Jesus som tømrer, og han er lærenem. Faktisk siger folk senere om Jesus: “Er det ikke tømreren?” – Markus 6:3.
Familiens liv er centreret om tilbedelsen af Jehova. I overensstemmelse med Guds lov giver Josef og Maria deres børn åndelig vejledning ‘når de sidder i deres hus, og når de går på vejen, og når de lægger sig, og når de står op’. (5. Mosebog 6:6-9) Der er en synagoge i Nazaret, og vi kan være sikre på at Josef regelmæssigt tager sin familie med hen for at tilbede der. Der siges senere at Jesus gik hen i synagogen “som han plejede på sabbatsdagen”. (Lukas 4:16) Familien glæder sig også meget over de regelmæssige ture til Jehovas tempel i Jerusalem.