Hvordan menighedens fred og renhed bevares

SOM en opfyldelse af Bibelens profetier strømmer tusinder af mennesker hvert år til Jehovas hus, hvor han tilbedes i renhed. (Mika 4:1, 2) Vi er meget glade for at kunne byde dem velkomne i “Guds menighed”! (Ap.G. 20:28) De værdsætter muligheden for at tjene Jehova sammen med os og nyde det rene og fredfyldte miljø der er i vores åndelige paradis. Guds hellige ånd og den gode vejledning i Bibelen hjælper os til at bevare freden og holde menigheden ren. – Sl. 119:105; Zak. 4:6.

² Ved at følge Bibelens principper ifører vi os “den nye personlighed”. (Kol. 3:10) Vi lader ikke mindre konflikter og personlige forskelle ødelægge freden. Når vi har Jehovas syn på tingene, overvinder vi verdens splittende påvirkning og arbejder enigt sammen som et internationalt brodersamfund. – Ap.G. 10:34, 35.

³ Alligevel opstår der nu og da problemer som berører menighedens fred og enhed. Hvordan kan det være? I de fleste tilfælde skyldes det at den bibelske vejledning ikke er blevet fulgt. Vi har stadig vores ufuldkomne menneskelige tilbøjeligheder at kæmpe med – ingen af os er fuldkomne. (1. Joh. 1:10) Nogen kan begå et fejltrin som fører til at der kommer moralsk eller åndelig urenhed ind i menigheden. Vi kunne komme til at fornærme nogen ved vores tankeløse ord eller handlinger, eller vi kan selv blive stødt over noget en anden har sagt eller gjort. (Rom. 3:23) Hvordan kan vi tackle sådanne situationer?

⁴ Jehova har i sin kærlighed til os taget alt dette i betragtning. Hans ord indeholder vejledning om hvad vi skal gøre når der opstår problemer. Vi kan få personlig hjælp fra kærlige åndelige hyrder, de ældste. Når vi følger den vejledning de giver ud fra Bibelen, kan vi igen få et godt forhold til Jehova og til andre. Hvis vi bliver retledt fordi vi har begået en overtrædelse, kan vi være sikre på at det er et udtryk for vores himmelske Fars kærlighed til os. – Ordsp. 3:11, 12; Hebr. 12:6.

⁵ Der kan nogle gange opstå personlige uoverensstemmelser eller mindre alvorlige problemer mellem brødre og søstre i menigheden. Sådanne problemer skal hurtigt bringes ud af verden i broderkærlighedens ånd. (Ef. 4:26; Flp. 2:2-4; Kol. 3:12-14) Du vil sikkert opdage at personlige problemer som berører dit forhold til en i menigheden, kan løses ved at du følger apostlen Peters vejledning: ‘I skal have inderlig kærlighed til hinanden, for kærligheden dækker over utallige synder.’ (1. Pet. 4:8) Bibelen siger: “Vi begår jo alle mange fejl.” (Jak. 3:2) Når vi følger Den Gyldne Regel om at gøre mod andre som vi ønsker at de skal gøre mod os, kan vi i de fleste tilfælde bare glemme og tilgive det hvis nogen siger eller gør noget som virker sårende. – Matt. 6:14, 15; 7:12.

⁶ Hvis du finder ud af at nogen er blevet fornærmet over noget du har sagt eller gjort, skal du hurtigst muligt tage initiativet til at slutte fred. Husk at det også berører dit forhold til Jehova. Jesus gav sine disciple denne vejledning: “Hvis du er ved at bringe din gave til altret og du kommer i tanke om at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran altret, og gå. Slut først fred med din bror, og derefter kan du komme tilbage og give din offergave.” (Matt. 5:23, 24) Måske er det hele bare en misforståelse, og så må du tale med den anden part om det. God kommunikation mellem alle i menigheden er i høj grad med til at forhindre misforståelser og løse de problemer der opstår på grund af vores ufuldkommenhed.

⁷ Indimellem er de ældste nødt til at give vejledning for at hjælpe en trosfælle til at ændre sin tankegang. Det er ikke altid let. Apostlen Paulus skrev til de kristne i Galatien: “Brødre, hvis et menneske slår ind på en forkert kurs uden at tænke over det, skal I der har åndelige kvalifikationer, på en mild måde prøve at hjælpe ham tilbage på den rette vej.” – Gal. 6:1.

⁸ Tilsynsmændene kan ved at være hyrder for hjorden beskytte menigheden mod mange åndelige farer og forhindre at der opstår alvorlige problemer. De ældste gør deres bedste for at hjælpe deres trosfæller i menigheden og leve op til det Jehova lovede gennem Esajas: “Hver af dem skal være som et læ mod vinden, som et ly mod den piskende regn, som strømme af vand i et ørkenland, som skyggen fra en vældig klippe i et udtørret land.” – Esa. 32:2.

⁹ Paulus advarede mod nogle som kunne have en skadelig indflydelse på menigheden. Han sagde: “Nu giver vi jer den vejledning ... at I skal trække jer tilbage fra enhver bror der lever et uordentligt liv og ikke holder sig til det som I er blevet undervist i af os.” Han uddybede det ved at skrive: “Hvis nogen ikke er lydig mod det vi skriver i dette brev, skal I mærke jer ham og holde op med at omgås ham for at han må skamme sig. Betragt ham dog ikke som en fjende, men bliv ved med at vejlede ham som en bror.” – 2. Thess. 3:6, 14, 15.

¹⁰ Det kan forekomme at en viser grov mangel på respekt for Guds normer for kristne uden dog at være skyldig i at praktisere en så alvorlig synd at menigheden kan udelukke ham. Der kan være tale om at han er ekstremt doven, stærkt kritisk eller har en særdeles dårlig hygiejne. Det kan også være at han “blander sig i ting der ikke kommer [ham] ved”. (2. Thess. 3:11) Måske forsøger han at udnytte andre materielt eller lader sig underholde af noget der helt klart er upassende. Det vedkommende gør, er så alvorligt at det kan sætte menigheden i et dårligt lys og få andre kristne til at handle på samme måde.

¹¹ De ældste vil først forsøge at hjælpe den der lever uordentligt, ved at give ham bibelsk vejledning. Hvis vedkommende fortsætter med at ignorere de bibelske principper trods gentagne formaninger, kan de ældste beslutte at holde et advarende foredrag for menigheden. De ældste vil bruge dømmekraft når de skal afgøre om en bestemt situation er så alvorlig og foruroligende at man bør holde et advarende foredrag. Taleren vil give vejledning angående den forkerte adfærd, men han vil ikke nævne navnet på den der lever uordentligt. Som følge deraf vil de der kender til den situation der beskrives i foredraget, undgå socialt fællesskab med vedkommende, men de vil fortsætte deres åndelige samvær og “vejlede ham som en bror”.

¹² Når alle i menigheden loyalt følger denne vejledning, vil det forhåbentligt føre til at den der lever uordentligt, skammer sig over sin adfærd og ændrer sig. Når det er tydeligt at han er holdt op med sin forkerte adfærd, vil det ikke længere være nødvendigt at behandle ham som en man har ‘mærket sig’.

¹³ At vi er villige til at tilgive og bære over med hinanden, betyder ikke at vi accepterer en forkert adfærd eller ser gennem fingre med den. Ikke alle fejltrin kan undskyldes med at vi er ufuldkomne, og det vil heller ikke være rigtigt at se gennem fingre med fejltrin der ikke bare er mindre overtrædelser. (3. Mos. 19:17; Sl. 141:5) Ifølge Lovpagten var nogle synder mere alvorlige end andre, og det samme gælder i den kristne menighed. – 1. Joh. 5:16, 17.

¹⁴ Jesus opstillede en specifik procedure for hvordan man skal løse alvorlige problemer der kan opstå blandt trosfæller. Bemærk den fremgangsmåde han beskrev: “Hvis din bror synder imod dig, så [1] gå hen og fortæl ham hvad han har gjort forkert, og gør det på tomandshånd. Hvis han vil lytte til dig, har du vundet din bror. Men hvis han ikke vil lytte til dig, så [2] tag en eller to mere med dig så enhver sag kan blive slået fast ved to eller tre vidners forklaring. Hvis han heller ikke vil lytte til dem, så [3] sig det til menigheden. Hvis han ikke engang vil høre på menigheden, skal du betragte ham som en fra nationerne og som en skatteopkræver.” – Matt. 18:15-17.

¹⁵ I betragtning af den lignelse Jesus fremholdt umiddelbart efter, og som findes i Matthæus 18:23-35, lader det til at en af de synder der er tale om i Matthæus 18:15-17, har at gøre med økonomiske forhold eller sager vedrørende ejendom, som for eksempel at en undlader at betale et lån tilbage eller handler bedragerisk. Det kan også dreje sig om bagvaskelse, som i alvorlig grad skader en andens omdømme.

¹⁶ Hvis du kan bevise at en i menigheden har begået en sådan synd mod dig, skal du dog ikke med det samme gå til de ældste for at få dem til at gribe ind. Som Jesus sagde, skal du først tale med den der har gjort noget forkert mod dig. Prøv at løse problemet under fire øjne, uden at involvere andre i det. Husk at Jesus ikke sagde ‘gå en enkelt gang hen og fortæl ham hvad han har gjort forkert’. Hvis vedkommende ikke i første omgang vil indrømme sin fejl og bede om tilgivelse, kan det derfor være godt at du henvender dig til ham igen senere. Hvis problemet kan løses på denne måde, vil den der har begået fejltrinnet, uden tvivl være glad for at du ikke har fortalt andre om det han har gjort, eller skadet hans gode omdømme i menigheden. Du vil have “vundet din bror”.

¹⁷ Hvis den der har gjort noget forkert, tager ansvar for det han har gjort, beder om tilgivelse og tager initiativ til at gøre det godt igen, er der ingen grund til at gå videre med sagen. Selvom der er tale om et alvorligt fejltrin, vil den slags kunne klares mellem de implicerede parter.

¹⁸ Hvis du ikke kan vinde din bror ved “på tomandshånd” at tale med ham om det han har gjort, kan du gøre som Jesus sagde: “Tag en eller to mere med dig”, og tal med din bror igen. Dem du tager med dig, skal også have som mål at vinde broren. De skal helst have været vidner til det påståede fejltrin, men hvis der ikke er øjenvidner, kan du vælge at tage en eller to med som vidner til samtalen. Det kan være at de har erfaring på det pågældende område, og måske kan de afgøre om der reelt er tale om et fejltrin. Ældste der bliver valgt som vidner, repræsenterer ikke menigheden, eftersom det ikke er ældsterådet der har givet dem opgaven.

¹⁹ Hvis problemet ikke er blevet løst på trods af gentagne forsøg – du har talt med den anden på tomandshånd, og du har haft en eller to andre med – og du ikke føler at du kan lade problemet ligge, skal du fremlægge sagen for de ældste. Husk at deres mål er at bevare menighedens fred og renhed. Når du har henvendt dig til de ældste, må du overlade problemet til dem og stole på Jehova. Lad aldrig andres opførsel få dig til at snuble eller berøve dig glæden i Jehovas tjeneste. – Sl. 119:165.

²⁰ Menighedens hyrder vil undersøge sagen. Hvis det er tydeligt at vedkommende virkelig har begået en alvorlig synd imod dig og ikke angrer og ikke vil gøre sig rimelige og passende anstrengelser for at gøre fejlen god igen, kan det blive nødvendigt for det udvalg af ældste der behandler sagen, at udelukke overtræderen af menigheden. På den måde beskytter de hjorden og værner om menighedens renhed. – Matt. 18:17.

²¹ Andre alvorlige overtrædelser, som seksuel umoral, ægteskabsbrud, homoseksuelle handlinger, blasfemi, frafald, afgudsdyrkelse og lignende grove synder, kræver mere end at en forurettet part tilgiver. (1. Kor. 6:9, 10; Gal. 5:19-21) Eftersom menighedens åndelige og moralske renhed er truet, skal alvorlige overtrædelser som disse fremlægges for de ældste og behandles af dem. (1. Kor. 5:6; Jak. 5:14, 15) Måske henvender nogle sig til de ældste for at fortælle om en overtrædelse de selv har begået, eller for at fortælle om en overtrædelse de har kendskab til at andre har begået. (3. Mos. 5:1; Jak. 5:16) Uanset hvordan de ældste får kendskab til at en døbt bror eller søster i menigheden har begået en alvorlig overtrædelse, vil to ældste foretage en indledende undersøgelse. Hvis det viser sig at der er noget om sagen og det kan bevises at der er begået en alvorlig synd, vil ældsterådet udpege et dømmende udvalg bestående af mindst tre ældste til at behandle sagen.

²² De ældste passer omsorgsfuldt på hjorden og vil beskytte den mod ethvert element som kunne skade den åndeligt. De bestræber sig også for at bruge Guds ord på en god måde til at retlede enhver der er kommet på afveje, og hjælpe dem til at blive åndeligt stærke igen. (Jud. 21-23) Dette er i harmoni med de instruktioner apostlen Paulus gav Timotheus da han skrev: ‘Jeg siger indtrængende til dig foran Gud og Kristus Jesus, som skal dømme de levende og de døde: Vejled, irettesæt og tilskynd med stor tålmodighed og god undervisning.’ (2. Tim. 4:1, 2) Det kan være meget tidskrævende, men det er en del af de ældstes nødvendige arbejde. Menigheden værdsætter deres indsats og anser dem for værdige til “at blive vist dobbelt ære”. – 1. Tim. 5:17.

²³ Når det bliver fastslået at der er begået en alvorlig overtrædelse, vil de ældste først og fremmest prøve at hjælpe overtræderen til igen at blive åndeligt stærk. Hvis han viser oprigtig anger og er villig til at tage imod de ældstes hjælp, vil de ældste retlede ham, og de kan vælge at gøre det foran alle der har vidnet i udvalgssagen. Denne retledning vil gavne overtræderen og hjælpe eventuelle vidner til at forstå alvoren af det der er sket. (2. Sam. 12:13; 1. Tim. 5:20) Enhver der retledes af et dømmende udvalg, vil blive pålagt begrænsninger. Det kan hjælpe overtræderen til igen “at gå lige frem ad vejen”. (Hebr. 12:13) Begrænsningerne hæves når det er tydeligt at overtræderen er kommet åndeligt på fode igen.

²⁴ Hvis et dømmende udvalg når til den afgørelse at overtræderen angrer det han har gjort, men at sagen sandsynligvis vil blive kendt i menigheden eller lokalsamfundet, eller hvis menigheden skal være på vagt over for den angrende overtræder, vil der blive bragt en kort meddelelse under Tjenestemødet. Den skal lyde som følger: “[Vedkommendes navn] er blevet retledt.”

²⁵ I nogle tilfælde er overtræderen blevet så forhærdet i sin forkerte adfærd at han ikke reagerer på den indsats der bliver gjort for at hjælpe ham. Når sagen behandles, er det måske svært at få øje på handlinger ‘der stemmer med hans anger’. (Ap.G. 26:20) Hvad gør man så? I sådanne tilfælde er man nødt til at udelukke overtræderen af menigheden og på den måde nægte ham fællesskab med Jehovas rene folk. Overtræderens dårlige indflydelse bliver fjernet fra menigheden, og derved beskytter man dens moralske og åndelige renhed og værner om dens gode omdømme. (5. Mos. 21:20, 21; 22:23, 24) Da apostlen Paulus blev opmærksom på den skamløse opførsel som en fra menigheden i Korinth havde, pålagde han de ældste at ‘overgive et sådant menneske til Satan for at ånden [i menigheden] kunne blive frelst’. (1. Kor. 5:5, 11-13) Paulus berettede også om andre i det første århundrede som blev udelukket fordi de havde gjort oprør imod sandheden. – 1. Tim. 1:20.

²⁶ Når et dømmende udvalg har besluttet at en overtræder der ikke oprigtigt angrer, må udelukkes, vil de fortælle vedkommende om afgørelsen og tydeligt forklare hvilke bibelske grunde der er til udelukkelsen. Når det dømmende udvalg oplyser ham om afgørelsen, vil de fortælle ham at hvis han mener at der er begået en alvorlig fejl i bedømmelsen af sagen og han ønsker at appellere afgørelsen, skal han meddele det i et brev. Han skal tydeligt forklare sine grunde til at appellere. Fra det tidspunkt hvor han blev gjort bekendt med udvalgets afgørelse, har han syv dage til at appellere. Hvis der bliver indgivet en appel, vil ældsterådet kontakte kredstilsynsmanden, som vil udpege kvalificerede ældste til at sidde i et appeludvalg, der skal gennemgå sagen på ny. De vil gøre deres bedste for at behandle appelsagen inden for en uge efter at den skriftlige appel er modtaget. Hvis der foreligger en appel, vil man vente med at bringe en meddelelse om udelukkelsen. I mellemtiden vil den der er under anklage, ikke få lov til at svare eller bede ved møderne, og han vil heller ikke kunne få særlige tjenesteprivilegier.

²⁷ Muligheden for at appellere er givet for at vise imødekommenhed over for den der er under anklage, og for at han endnu en gang kan fremføre sine synspunkter. Men hvis overtræderen med vilje ikke møder op til appelsagen, vil der blive bragt en meddelelse om udelukkelsen efter at man har gjort en rimelig indsats for at kontakte ham.

²⁸ Hvis overtræderen ikke ønsker at appellere, skal det dømmende udvalg forklare ham at det er nødvendigt at angre, og fortælle ham hvad han kan gøre for senere at blive genoptaget. Det vil være både gavnligt og kærligt, og det skal gøres i håb om at han vil ændre kurs og med tiden vende tilbage til Jehovas organisation. – 2. Kor. 2:6, 7.

²⁹ Når det er nødvendigt at udelukke en overtræder der ikke har angret, bringes en kort meddelelse til menigheden, der lyder: “[Vedkommendes navn] er ikke længere et af Jehovas Vidner.” Det vil få menighedens trofaste brødre og søstre til at holde op med at komme sammen med vedkommende. – 1. Kor. 5:11

³⁰ Udtrykket “afskærelse” bruges hvis en døbt forkynder i menigheden med overlæg fornægter sin kristne status ved at erklære at han ikke længere ønsker at blive betragtet eller være kendt som et af Jehovas Vidner. Han kan også afskære sig selv fra den kristne menighed ved sine handlinger, for eksempel ved at slutte sig til en verdslig organisation hvis formål er i strid med Bibelen, og som derfor fordømmes af Jehova Gud. – Esa. 2:4; Åb. 19:17-21.

³¹ Om dem der i fortiden fornægtede deres kristne tro, skrev apostlen Johannes: “De var hos os, men forlod os, for de hørte ikke virkelig til hos os. Hvis de virkelig havde hørt til hos os, var de blevet hos os.” – 1. Joh. 2:19.

³² Når en person har afskåret sig selv, befinder han sig i en helt anden situation over for Jehova end en der er blevet uvirksom, en der ikke længere tager del i forkyndelsen. Grunden til at en kristen er blevet uvirksom, er måske at han har forsømt at studere Guds ord regelmæssigt. Eller måske har han på grund af personlige problemer eller forfølgelse mistet glæden ved at tjene Jehova. De ældste og andre i menigheden vil fortsætte med at yde en uvirksom bror eller søster passende åndelig hjælp. – Rom. 15:1; 1. Thess. 5:14; Hebr. 12:12.

³³ Men hvis en vælger at afskære sig selv fra menigheden, vil der blive bragt en kort meddelelse til menigheden, der lyder: “[Vedkommendes navn] er ikke længere et af Jehovas Vidner.” Vedkommende vil blive behandlet på samme måde som en der er udelukket.

³⁴ En der er udelukket, eller som har afskåret sig selv fra menigheden, kan genoptages når han viser tydelige tegn på anger og gennem en rimelig periode viser at han ikke længere har en syndig adfærd. Det er tydeligt at han ønsker at have et godt forhold til Jehova. De ældste vil omhyggeligt sikre sig at vedkommende får tilstrækkeligt lang tid – mange måneder, et år eller endnu længere, afhængigt af omstændighederne – til at bevise at hans anger er ægte. Når ældsterådet modtager et brev med anmodning om genoptagelse, vil et genoptagelsesudvalg tale med vedkommende. Udvalget vil vurdere om han ‘lever på en måde der stemmer med hans anger’, og om han skal genoptages på dette tidspunkt eller ej. – Ap.G. 26:20.

³⁵ Hvis den der anmoder om at blive genoptaget, er blevet udelukket i en anden menighed, vil et lokalt genoptagelsesudvalg mødes med den udelukkede og overveje anmodningen. Hvis medlemmerne af det lokale genoptagelsesudvalg mener at vedkommende skal genoptages, vil de sende deres anbefaling til ældsterådet i den menighed der oprindeligt tog sig af sagen. Genoptagelsesudvalgene i begge menigheder vil samarbejde om at få alle kendsgerninger frem så man kan nå frem til en retfærdig afgørelse. Men beslutningen om genoptagelse træffes af genoptagelsesudvalget i den menighed der oprindeligt behandlede sagen.

³⁶ Hvis genoptagelsesudvalget er overbevist om at den udelukkede eller den der afskar sig, virkelig har angret og kan genoptages, bringes der en meddelelse om genoptagelsen i den menighed der oprindeligt behandlede sagen. Hvis vedkommende nu er i en anden menighed, bringes meddelelsen også der. Den vil blot lyde: “[Vedkommendes navn] er blevet genoptaget som et af Jehovas Vidner.”

³⁷ Hvis døbte mindreårige begår alvorlige overtrædelser, skal de ældste underrettes om det. Når de ældste behandler sager om alvorlige synder begået af en mindreårig, er det bedst at barnets døbte forældre er til stede. De vil samarbejde med det dømmende udvalg og ikke forsøge at skærme den unge overtræder mod den nødvendige retledning. Det dømmende udvalg vil forsøge at hjælpe den unge til at ændre sin adfærd og igen at få et godt forhold til Jehova, ligesom de gør med voksne overtrædere. Men hvis den unge ikke angrer, bliver han udelukket af menigheden.

³⁸ Hvad skal man gøre når udøbte forkyndere begår alvorlige overtrædelser? Da de ikke er døbte, kan de ikke udelukkes af menigheden. Det kan være at de ikke har den fulde forståelse af Bibelens normer, og venlig vejledning kan måske hjælpe dem til igen at “gå lige frem ad vejen”. – Hebr. 12:13.

³⁹ Hvis en udøbt forkynder begår overtrædelser og ikke angrer efter at to ældste har talt med ham og forsøgt at hjælpe ham, er det nødvendigt at underrette menigheden. Der bringes en kort meddelelse til menigheden, der lyder: “[Vedkommendes navn] har ikke længere status som udøbt forkynder.” Menigheden vil da betragte overtræderen som en fra verden. Selvom overtræderen ikke er udelukket, vil kristne altid være forsigtige med at omgås ham. (1. Kor. 15:33) Der vil ikke blive taget imod tjenesterapporter fra ham.

⁴⁰ Med tiden vil en der har mistet sin status som udøbt forkynder, måske gerne være forkynder igen. I så fald vil to ældste mødes med ham og vurdere hans åndelige fremskridt. Hvis han kvalificerer sig til at blive forkynder, kan der bringes en kort meddelelse til menigheden, der lyder: “[Vedkommendes navn] har igen status som udøbt forkynder.”

⁴¹ Alle der tilhører Guds menighed i dag, kan glæde sig over de åndelige rigdomme Jehova har givet sit folk. Vores åndelige græsgange er grønne og frodige, og vi har rigelige mængder af sandhedens forfriskende vand. Vi mærker også Jehovas beskyttelse gennem den omsorgsfulde måde Jesus leder menigheden på. (Sl. 23; Esa. 32:1, 2) Det at vi befinder os i det åndelige paradis i disse vanskelige sidste dage, har gjort at vi føler os trygge.

⁴² Når vi bevarer freden og renheden i menigheden, lader vi sandhedens lys skinne klart. (Matt. 5:16; Jak. 3:18) Med Guds velsignelse vil vi opleve den glæde at se mange flere lære Jehova at kende og begynde at gøre hans vilje sammen med os.