Marts
Fredag den 1. marts
Hvorfor roser du dig selv? – 1. Kor. 4:7.
Apostlen Peter opfordrede sine brødre og søstre til at bruge de gaver og evner de havde fået, til at opbygge hinanden. Han skrev: “I det omfang hver enkelt af jer har fået en gave, skal I bruge den til at betjene hinanden med. Så viser I jer som gode forvaltere af Guds ufortjente godhed.” (1. Pet. 4:10) Vi skal ikke holde os tilbage fra at bruge vores gaver fuldt ud fordi vi er bange for at det vil gøre andre misundelige eller modløse. Men vi må samtidig passe på at vi ikke bruger dem til at fremhæve os selv. (1. Kor. 4:6) Det er vigtigt at vi husker at de evner og talenter vi har, er gaver vi har fået af Gud. Vi skal bruge de gaver til gavn for vores brødre og søstre, ikke til at fremhæve os selv. (Flp. 2:3) Når vi bruger vores evner og kræfter til at gøre Guds vilje, har vi virkelig grund til at være glade – ikke fordi vi gør mere end andre eller er bedre end dem, men fordi vi bruger vores gaver til at prise Jehova. w22.04 11-12 § 7-9
Lørdag den 2. marts
“Luk mine øjne op så jeg klart kan se de vidunderlige ting der er i din lov.” – Sl. 119:18.
Jesus elskede De Hellige Skrifter. At han ville have det sådan, var blevet forudsagt i Salme 40:8: “At gøre din vilje, min Gud, er min glæde, og jeg har din lov dybt i mit indre.” Hans kærlighed til Guds ord gjorde ham glad og lykkelig og fik ham til at tjene Jehova trofast. Vi vil kunne opleve den samme følelse af lykke og vil kunne holde ud i vores tjeneste hvis vi lader Guds ord komme helt ned i vores hjerte. (Sl. 1:1-3) Det Jesus sagde og gjorde, kan hjælpe os til at få mere ud af vores bibellæsning. Noget af det der kan hjælpe os til at forstå Bibelen bedre, er at bede, læse langsomt, stille spørgsmål og tage korte notater. Vi kan bruge dømmekraft ved omhyggeligt at analysere det vi læser, ved hjælp af vores publikationer. Og vi kan lade os forme af Guds ord ved at have den rigtige indstilling når vi læser. Når vi bruger de ting vi har lært, vil vi få mere ud af vores bibellæsning og komme endnu nærmere til Jehova. – Sl. 119:17; Jak. 4:8. w23.02 13 § 15-16
Søndag den 3. marts
“Den flittiges planer vil føre til noget godt.” – Ordsp. 21:5.
Sæt dig et specifikt mål, og gør så noget konkret for at nå det. Hvordan kan du gribe det an? Lad os sige at du gerne vil forbedre dine evner som underviser. Så kunne du sætte dig for at studere brochuren Bliv bedre til at læse op og undervise. Og hvis du har en opgave til midtugemødet, kunne du spørge en dygtig bror om han vil høre din opgave på forhånd og komme med forslag til forbedringer. Lad det være tydeligt for andre at du er flittig og tager dine opgaver seriøst. (2. Kor. 8:22) Hvad hvis det du gerne vil lære, er noget du har meget svært ved, og som slet ikke falder dig naturligt? Så må du ikke give op! Blev Timotheus en blændende taler eller en exceptionelt god underviser? Det siger Bibelen ikke noget om. Men fordi Timotheus fulgte Paulus’ opfordring, blev han helt sikkert bedre og bedre til at udføre sine opgaver. – 2. Tim. 3:10. w22.04 24 § 8-11
Mandag den 4. marts
Jeg så et vilddyr med ti horn og syv hoveder stige op af havet. – Åb. 13:1.
Hvad er det syvhovedede vilddyr? Læg mærke til at vilddyret umiddelbart ligner en leopard, men at fødderne er som en bjørns og munden ligesom en løves, og at det har ti horn. Det er alt sammen nogle træk som man også finder ved de fire vilddyr der er nævnt i Daniel, kapitel 7. Men vilddyret i Åbenbaringen har altså træk fra alle de fire dyr. Det er fordi det vilddyr ikke bare er et billede på ét politisk styre, eller verdensrige. Der står at det har “myndighed over alle stammer, folk, sprog og nationer”. Så det må omfatte mere end et enkelt lands regering. (Åb. 13:7) Det syvhovedede vilddyr må derfor være et billede på alle de politiske magter der har regeret over mennesker op gennem historien. (Præd. 8:9) Noget andet der indikerer det, er at tallet ti i Bibelen ofte bliver brugt som et symbol på fuldstændighed. w22.05 9 § 6
Tirsdag den 5. marts
“Han vil tørre alle tårer væk fra deres øjne, og døden vil ikke findes mere. Sorg, skrig og smerte vil heller ikke findes mere.” – Åb. 21:4.
Hvem vil få gavn af de fantastiske velsignelser? Det vil den store skare der overlever Harmagedon, og de børn der måtte blive født i den nye verden. Men i Åbenbaringen, kapitel 20, står der også at de døde vil få en opstandelse. (Åb. 20:11-13) Blandt dem der får livet igen, vil der være både “retfærdige og uretfærdige”. (Ap.G. 24:15; Joh. 5:28, 29) De “retfærdige” er trofaste tjenere for Jehova der er døde op gennem tiden. De “uretfærdige” er mennesker der ikke har haft en rimelig mulighed for at lære Jehova at kende. Betyder det at alle de døde vil få en opstandelse i løbet af tusindårsriget? Nej. De der helt bevidst afviste muligheden for at lære Jehova at kende, vil ikke få livet igen. De har vist at de ikke er værdige til at få evigt liv i Paradiset. – Matt. 25:46; 2. Thess. 1:9; Åb. 17:8; 20:15. w22.05 18 § 16-17
Onsdag den 6. marts
“Hvem skulle vi gå hen til? Det er dig der har det evige livs ord.” – Joh. 6:68.
Ved hjælp af den trofaste og kloge træl har Jesus opbygget en helt unik organisation på jorden der fremmer den rene tilbedelse. (Matt. 24:45) Hvor meget betyder den organisation for dig? Du har det sikkert ligesom Peter, der sagde ordene i dagens bibelvers til Jesus. Ja, hvor ville vi være hvis ikke vi var kommet i kontakt med Jehovas organisation? Det er gennem den Jesus giver os al den åndelige mad vi har brug for, og oplærer os så vi kan forkynde på en god måde. Vi bliver også hjulpet til at iføre os “den nye personlighed” så vi bliver den slags mennesker Jehova glæder sig over. (Ef. 4:24) Jesus sørger for klog og pålidelig vejledning i krisetider. Det har vi alle sammen mærket under covid-19-pandemien. Mange i verden har været usikre på hvad de skulle gøre, men Jesus har sørget for at give os klare anvisninger der kan beskytte os. w22.07 12 § 13-14
Torsdag den 7. marts
Gør jer klart hvilke ting der er de vigtigste. – Flp. 1:10.
Jehova gav israelitiske forældre besked på at de skulle tale med deres børn om ham når som helst det var muligt, så børnene kunne få dyb kærlighed til ham. (5. Mos. 6:6, 7) Det havde de mange muligheder for i løbet af dagen. For eksempel brugte en dreng måske mange timer på at hjælpe sin far med at plante og høste. En pige brugte måske meget af dagen på at hjælpe sin mor med at sy og væve og at gøre andre ting i hjemmet. Når forældrene og børnene arbejdede sammen, kunne de snakke om mange vigtige ting. De kunne for eksempel tale om hvor god Jehova var ved dem, og hvordan han hjalp familien. I mange lande har forældre og børn ikke mulighed for at bruge så meget tid sammen i løbet af dagen. Forældrene er sikkert på arbejde, og børnene i skole. Derfor må forældre prøve at skabe nogle muligheder for at tale med deres børn. – Ef. 5:15, 16. w22.05 28 § 10-11
Fredag den 8. marts
“Er I ikke klar over at uretfærdige mennesker ikke vil komme til at arve Guds rige?” – 1. Kor. 6:9.
Alvorlige synder er grove overtrædelser af Guds lov. Hvis man begår sådan en synd, må man bekende den for Jehova i bøn og gå til de ældste i menigheden. (Sl. 32:5; Jak. 5:14) Hvilken opgave har de ældste i den forbindelse? Det er kun Jehova der har myndighed til fuldstændigt at tilgive synder, og det gør han på grundlag af løsesummen. Men Jehova har givet de ældste den opgave at vurdere ud fra Bibelen om en der har syndet, kan blive i menigheden. (1. Kor. 5:12) De vil blandt andet prøve at finde frem til svarene på de her spørgsmål: Begik han synden med fuldt overlæg? Forsøgte han at skjule hvad han havde gjort? Har han gentaget synden flere gange i løbet af en længere periode? Og vigtigst af alt: Er det tydeligt at han viser ægte anger? Er der noget der tyder på at Jehova har tilgivet ham? – Ap.G. 3:19. w22.06 9 § 4
Lørdag den 9. marts
Elsk sandhed. – Zak. 8:19.
Jesus tilskyndede sine disciple til at søge retfærdighed. (Matt. 5:6) Det vil sige at man skal have et stærkt ønske om at gøre det der er rigtigt, godt og rent i Guds øjne. Elsker du sandhed og retfærdighed? Det gør du helt sikkert. Du hader løgn og alt det der er ondt og falsk. (Sl. 119:128, 163) Folk der lyver, efterligner Satan, denne verdens hersker. (Joh. 8:44; 12:31) Lige siden oprøret i Eden har Satan spredt onde løgne om Jehova for at vanære hans hellige navn. Han har prøvet at få Jehova til at fremstå som en egoistisk og uærlig hersker der ikke vil mennesker det bedste. (1. Mos. 3:1, 4, 5) Satans løgne er blevet ved med at føre folk i en dårlig retning. Når mennesker ikke ‘elsker sandhed’, kan Satan påvirke dem til at gøre alt muligt ondt og forkert. – Rom. 1:25-31. w23.03 2 § 3
Søndag den 10. marts
Jehovas kærlighed varer evigt. – Sl. 100:5.
Du kan opleve tilbagefald mens du arbejder på at komme af med en dårlig vane. Det kan også være at du bliver utålmodig eller frustreret fordi du føler at der er lang vej igen inden du er klar til at blive døbt. Men der er en ting der vil hjælpe dig til at holde ud: kærlighed til Jehova. Din kærlighed til Jehova er en uvurderlig egenskab, det allerbedste du har. (Ordsp. 3:3-6) Den skal være så stærk at den ikke brænder ud selv når du kommer ud for svære udfordringer. Bibelen omtaler ofte Jehovas loyale kærlighed. Det er en kærlighed der aldrig svigter, aldrig ophører. Du er skabt i Guds billede. (1. Mos. 1:26) Hvordan kan du få og vise den samme slags kærlighed som han har? Begynd med taknemmelighed. (1. Thess. 5:18) Spørg dagligt dig selv: ‘Hvordan har Jehova vist mig kærlighed i dag?’ Husk så at tage det med i dine bønner til Jehova og takke ham for de specifikke ting han har gjort. Se dem ikke bare som gaver til menneskeheden, men som personlige gaver til dig. w23.03 12 § 17-19
Mandag den 11. marts
Jesus vidste hvordan mennesker er. – Joh. 2:25.
Jesus behandlede alle 12 apostle på en venlig og kærlig måde. Hvad kan vi lære af det? Det handler ikke kun om hvad andre gør, men også om hvordan vi reagerer på deres fejl og ufuldkommenheder. Når vi bliver irriteret på en trosfælle, kan vi spørge os selv: ‘Hvorfor går det mig så meget på? Er det i virkeligheden fordi der er noget jeg selv skal arbejde på? Kunne det være at den der har trådt mig over tæerne, kæmper med noget svært? Selv hvis jeg føler at jeg har god grund til at være irriteret, kan jeg så vise uselvisk kærlighed og bare tilgive?’ Jo bedre vi bliver til at vise hinanden kærlighed på den måde, jo tydeligere vil det være for andre at vi er Jesus’ sande disciple. Noget andet vi kan lære af Jesus, er at det er godt at prøve at forstå vores brødre og søstre. (Ordsp. 20:5) Jesus kunne selvfølgelig læse hjerter, og det kan vi ikke. Men vi kan være tålmodige og bære over med vores brødre og søstre. (Ef. 4:1, 2; 1. Pet. 3:8) Det er lettere at gøre hvis vi lærer noget om deres baggrund. w23.03 30 § 14-16
Tirsdag den 12. marts
“Han er ikke de dødes, men de levendes Gud.” – Luk. 20:38.
Satan prøver måske at få os til at gå på kompromis ved at udnytte en situation hvor vores liv og helbred er i fare. Det kan være at læger, ikketroende familiemedlemmer eller andre forsøger at presse os til at tage imod blodtransfusion eller andre behandlingsformer der strider mod Bibelens principper. Vi ønsker bestemt ikke at dø, men vi ved at selv hvis det skulle ske, vil det ikke ændre på Jehovas kærlighed til os. (Rom. 8:37-39) Når nogle af Jehovas venner dør, er de stadig i hans hukommelse, og han længes efter den dag hvor han vil give dem livet igen. (Job 14:15; Luk. 20:37) Jehova har betalt en meget høj pris for at give os muligheden for at få evigt liv. (Joh. 3:16) Vi ved at Jehova elsker os højt og har stor omsorg for os. Så hvis vi er syge eller i livsfare, vil vi selvfølgelig aldrig vende os væk fra ham, men derimod søge nærmere til ham og bede ham om trøst, visdom og styrke. – Sl. 41:3. w22.06 18 § 16-17
Onsdag den 13. marts
“Sand visdom taler højt på gaden.” – Ordsp. 1:20.
I Bibelen står der: “Respekt for Jehova er begyndelsen til visdom, at skaffe sig viden om Den Allerhelligste er klogt.” (Ordsp. 9:10) Så når vi skal træffe en vigtig beslutning, må vi finde ud af hvordan Jehova ser på det – vi må ‘skaffe os viden om Den Allerhelligste’. Det kan vi gøre ved at søge råd i Bibelen og vores publikationer. Dét er et udtryk for sand visdom. (Ordsp. 2:5-7) Det eneste sted man kan finde sand visdom, er hos Jehova. (Rom. 16:27) Hvorfor er det sådan? For det første er Jehova Skaberen, og derfor ved han alt om det han har skabt. (Sl. 104:24) For det andet er alt hvad Jehova gør, præget af visdom. (Rom. 11:33) For det tredje vil det altid gå os godt hvis vi følger Jehovas vise råd. (Ordsp. 2:10-12) Hvis vi skal opnå sand visdom, må vi anerkende de her grundlæggende sandheder og lade os lede af dem når vi skal træffe beslutninger. w22.10 19 § 3-4
Torsdag den 14. marts
“Så udbrød der krig i himlen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men de var ikke stærke nok, og de fik ikke længere lov til at være i himlen.” – Åb. 12:7, 8.
Satan tabte den krig der var blevet forudsagt i Åbenbaringen, kapitel 12, og han og dæmonerne blev kastet ned til jorden. Satan blev rasende og rettede sin vrede mod menneskene. Derfor er forholdene på jorden som de er. (Åb. 12:9-12) Hvordan kan profetierne styrke os? Verdensbegivenhederne og den tydelige ændring der er sket i menneskers indstilling, hjælper os til at se at Jesus er blevet Konge. Så i stedet for at blive frustrerede når vi ser mange opføre sig egoistisk eller ligefrem ondskabsfuldt, må vi minde os selv om at det de gør, er med til at opfylde en bibelprofeti. (Sl. 37:1) Vi må også være forberedt på at forholdene bliver værre og værre jo tættere vi kommer på Harmagedon. (Mark. 13:8; 2. Tim. 3:13) Er du ikke taknemmelig for at vores kærlige himmelske Far hjælper os til at forstå at Riget hersker nu, og at der er en god grund til at der er så mange problemer i verden? w22.07 3-4 § 7-8
Fredag den 15. marts
“Et retfærdigt menneskes bøn har stor kraft.” – Jak. 5:16.
Vores trosfæller kommer ud for mange svære prøver, for eksempel sygdom, naturkatastrofer, krige og forfølgelse. Så de har brug for at vi beder for dem. Vi kan også bede for de selvopofrende brødre og søstre der yder nødhjælp til dem der har det svært. Kender du nogen der lige nu står over for store udfordringer? Kunne du nævne dem ved navn i dine bønner? Når vi beder Jehova om at hjælpe vores brødre og søstre til at holde ud, viser vi at vi har ægte kærlighed til dem. De der fører an i menigheden, er også meget taknemmelige for det når andre beder for dem. Og sådan nogle bønner gør en forskel. Det vidste Paulus. Han skrev til sine trosfæller: “Bed også for mig, om at jeg må få hjælp til at sige de rigtige ord når jeg skal tale, så jeg frimodigt kan forkynde den gode nyhed om den hellige hemmelighed.” (Ef. 6:19) De brødre der fører an i dag, gør en stor indsats for at tage sig af menighedens behov. Vi kan vise vores kærlighed til dem ved at bede Jehova om at velsigne deres arbejde. w22.07 23-24 § 14-16
Lørdag den 16. marts
Tag håbet om frelse på som en hjelm. – 1. Thess. 5:8.
En soldat bærer hjelm for at beskytte sit hoved. I den åndelige krig vi er med i, må vi beskytte vores sind og tanker mod Satans angreb. Han bombarderer os med fristelser og ræsonnementer der er designet til at skade os. Ligesom en hjelm beskytter en soldats hoved, beskytter håbet vores tanker så vi kan forblive trofaste mod Jehova. Hvis vores håb bliver svagt og vi begynder kun at tænke på vores egne behov og ønsker, kan det ende med at vi mister håbet fuldstændigt. Tænk over det der skete for nogle af de kristne i Korinth. De mistede troen på et meget vigtigt løfte fra Jehova, nemlig løftet om en opstandelse. (1. Kor. 15:12) Paulus skrev at mennesker der ikke har noget håb om evigt liv, bare lever i nuet. (1. Kor. 15:32) Det er også det vi ser i dag. Mange mennesker der ikke tror på Guds løfter, fylder deres liv med fornøjelser og er kun optaget af at få det bedste ud af livet her og nu. Men vi derimod har fuld tillid til Guds løfter. w22.10 25-26 § 8-9
Søndag den 17. marts
“Bliv ved med at bede til Gud.” – 1. Thess. 5:17.
Jehova ser alt det du kæmper med, og han er altid klar til at lytte når du beder til ham. Han glæder sig over det når hans tjenere betror sig til ham. (Ordsp. 15:8) Hvad kan du bede om hvis du føler dig alene? Udøs dit hjerte for Jehova. (Sl. 62:8) Fortæl ham hvordan du har det, og hvad der gør dig ked af det. Bed Jehova om at hjælpe dig med at håndtere dine følelser, og bed Jehova om at give dig mod. Du kan også bede ham om visdom så du kan forklare din tro på den bedste måde. (Luk. 21:14, 15) Hvis du kæmper med negative tanker, så bed Jehova om hjælp til at få talt med en moden trosfælle om det. Du kan også bede Jehova om at hjælpe den du betror dig til, til at lytte og være forstående. Læg mærke til hvordan han besvarer dine bønner, og tag imod den hjælp han giver dig gennem andre. Så vil du ikke føle dig helt så alene. w22.08 10 § 6
Mandag den 18. marts
“Disse mænd går imod kejserens bestemmelser.” – Ap.G. 17:7.
Den nyoprettede menighed i Thessalonika blev udsat for voldsom forfølgelse. En flok ondskabsfulde modstandere slæbte “nogle af brødrene hen til byens ledere”. (Ap.G. 17:6) Prøv at forestille dig hvor rystede de her nye brødre og søstre må være blevet. Hvad gjorde Paulus for at de ikke skulle miste modet? Han sørgede for at menigheden ikke blev overladt til sig selv. Det kan vi se af det han senere skrev til dem: “Timotheus, vores bror ... sendte vi så afsted til jer for at gøre jer faste i troen og trøste jer sådan at ingen skulle miste fodfæstet på grund af disse prøvelser.” (1. Thess. 3:2, 3) Timotheus havde set hvordan Paulus havde styrket brødrene og søstrene i Lystra, og hvordan Jehova havde hjulpet menigheden til at holde ud. Derfor kunne Timotheus forsikre de nye brødre og søstre om at de også nok skulle klare prøverne. – Ap.G. 14:8, 19-22; Hebr. 12:2. w22.08 21 § 4
Tirsdag den 19. marts
Vi kan få livet gennem ham. – 1. Joh. 4:9.
I sidste halvdel af 1800-tallet indledte en gruppe Bibelstudenter med Charles Taze Russell i spidsen et dybdegående studie af Bibelen. De ville gerne finde frem til hvilken betydning Jesus’ død havde, og hvordan hans offer skulle mindes. I dag har vi stor glæde af det de nåede frem til. Hvordan det? Jo, vi har nu den rigtige forståelse af den betydning Jesus’ offer har for os og alle andre mennesker. (1. Joh. 2:1, 2) Deres indsats lagde også grunden for forståelsen af andre vigtige sandheder. I dag ved vi for eksempel at der ifølge Bibelen er to forskellige håb for Jehovas loyale tjenere. Nogle vil få udødeligt liv i himlen, og andre vil få mulighed for at leve evigt på jorden. Og det at vi forstår hvor stor kærlighed der ligger bag løskøbelsen, og hvor uvurderlig en gave det er til os personligt, knytter os tættere til vores Far i himlen. (1. Pet. 3:18) Ligesom Bibelstudenterne føler vi os desuden motiveret til at invitere andre til at holde mindehøjtiden sammen med os på den måde Bibelen beskriver. w23.01 21 § 6-7
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder efter solnedgang: den 9. nisan) Markus 14:3-9
Onsdag den 20. marts
“Han døde for alle, for at de der lever, ikke længere skal leve for deres egen skyld, men for ham der døde for dem og blev oprejst.” – 2. Kor. 5:15.
Jesus fortalte om alle de gode ting som Guds rige vil udrette. Vi forstår at vores håb for fremtiden kun kan blive til virkelighed på grund af løskøbelsen. Løskøbelsen gør det muligt for os at have et nært venskab med Jehova og Jesus. De der viser tro på Jesus’ offer, har også håb om at komme til at leve evigt og at se dem de har mistet i døden, igen. (Joh. 5:28, 29; Rom. 6:23) Vi har ikke på nogen måde gjort os fortjent til alle de velsignelser, og vi kan heller ikke betale Jehova og Jesus tilbage for alt det de har gjort for os. (Rom. 5:8, 20, 21) Men vi kan vise dem hvor taknemmelige vi er. Hvordan? Ved at bruge vores tid, energi og midler på at støtte Guds rige. For eksempel kan vi melde os til at hjælpe med byggeri og vedligeholdelse af bygninger der bliver brugt i tilbedelsen af Jehova. w23.01 26 § 3; 28 § 5
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 9. nisan) Markus 11:1-11
Torsdag den 21. marts
Jeg så Lammet stå på Zions Bjerg og sammen med ham 144.000. – Åb. 14:1.
De der hersker i Guds rige, skal tage sig af milliarder af mennesker fordelt på hele jorden. Ligesom Jesus skal de 144.000 tjene som konger og præster. (Åb. 5:10) Under Moseloven var præsternes primære ansvar at beskytte folket mod fysisk sygdom og hjælpe dem til at være åndeligt sunde. Loven var “en skygge af de gode ting der vil komme”, så det er logisk at konkludere at Jesus’ medregenter vil spille en vigtig rolle i forbindelse med at tage sig af Guds tjeneres fysiske og åndelige behov. (Hebr. 10:1) Hvordan vil kongerne og præsterne helt konkret udføre deres opgave og kommunikere med dem der bor på jorden? Det må vi vente og se. Men vi kan være sikre på at Jehova vil sørge for at de der bor i Paradiset, får præcis den hjælp og vejledning de har brug for. – Åb. 21:3, 4. w22.12 11 § 11-13
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 10. nisan) Markus 11:12-19
Fredag den 22. marts
I forkynder om Herrens død, lige indtil han kommer. – 1. Kor. 11:26.
En af grundene til at vi inviterer andre til mindehøjtiden, er at vi gerne vil have at de skal lære hvad Jehova og Jesus har gjort for os alle sammen. (Joh. 3:16) Når nogle er med til mindehøjtiden for første gang, håber vi at det de ser og hører dér, vil give dem lyst til at begynde at tjene Jehova. Vi inviterer også dem der engang har tjent Jehova. Det gør vi for at minde dem om at han stadig elsker dem. Mange reagerer positivt på invitationen. Vi er lykkelige for at se dem og byder dem varmt velkommen. Det at være til mindehøjtiden kan få dem til at tænke på hvor glade de var for at tjene Jehova førhen. (Sl. 103:1-4) Det er ikke alle der tager imod invitationen, men vi gør alligevel vores bedste for at invitere fordi vi ved at Jehova er opmærksom på hver enkelt person. – Luk. 15:7; 1. Tim. 2:3, 4. w23.01 20 § 1; 22-23 § 9-11
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 11. nisan) Markus 11:20 – 12:27, 41-44
Lørdag den 23. marts
“Jehovas øje hviler på dem der frygter ham.” – Sl. 33:18.
Aftenen før sin død kom Jesus med en meget indtrængende anmodning til sin Far. Han bad Jehova om at være opmærksom på disciplene og beskytte dem. (Joh. 17:15, 20) Jehova har altid taget sig godt af sine tjenere, men Jesus vidste at hans disciple ville blive udsat for voldsom modstand fra Satan, og at de ville få brug for Jehovas hjælp hvis de skulle være i stand til at stå imod hans onde angreb. Også i dag oplever sande kristne et stort pres fra Satans verden. Når vi kommer ud for modgang, kan det tage hårdt på os og endda sætte vores loyalitet mod Jehova på prøve. Men vi har intet at frygte. Jehovas øje hviler på os – han ser alt det vi kæmper med, og er altid klar til at hjælpe os. Ja, ‘Jehovas øje hviler på dem der frygter ham, for at redde dem’. – Sl. 33:18-20. w22.08 8 § 1-2
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 12. nisan) Markus 14:1, 2, 10, 11; Matthæus 26:1-5, 14-16
MINDEHØJTID
efter solnedgang
Søndag den 24. marts
“Bliv ved med at gøre sådan til minde om mig.” – Luk. 22:19.
Hvert år i tiden omkring mindehøjtiden viser vi vores værdsættelse af det offer Jesus har bragt, ved at tage os tid til at meditere over betydningen af hans død og have det med i vores bønner. Vi er også motiveret til at invitere så mange som muligt til at være sammen med os ved mindehøjtiden. Og vi er besluttet på ikke at lade noget som helst forhindre os i selv at være med. Når vi er til mindehøjtid, får vi at vide hvorfor der er brug for en løsesum, og hvordan ét menneskes død kan befri hele menneskeheden fra synd. Vi bliver mindet om hvem der skal spise af brødet og drikke af vinen, og hvad de to ting er symboler på. (Luk. 22:19, 20) Derudover kommer foredraget ind på hvilke velsignelser der venter dem der har håb om at leve evigt på jorden. (Esa. 35:5, 6; 65:17, 21-23) Vi tager ikke de vigtige sandheder for givet. w23.01 20 § 2, 4
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 13. nisan) Markus 14:12-16; Matthæus 26:17-19 (Begivenheder efter solnedgang: den 14. nisan) Markus 14:17-72
Mandag den 25. marts
Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte Søn for at enhver som tror på ham, skal få evigt liv. – Joh. 3:16.
Ved at give sin Søn som en løsesum har Gud gjort det muligt for os at få tilgivet vores synder og leve evigt. (Matt. 20:28) Apostlen Paulus skrev: “Ligesom døden er kommet gennem et menneske, sådan kommer de dødes opstandelse også gennem et menneske, ja, ligesom alle dør på grund af Adam, sådan vil alle blive gjort levende gennem Kristus.” (1. Kor. 15:21, 22) Jesus lærte sine disciple at bede om at Guds rige måtte komme, og at hans vilje måtte ske på jorden. (Matt. 6:9, 10) Guds vilje er blandt andet at mennesker skal leve evigt på jorden. For at det kan blive til virkelighed, har Jehova udnævnt sin Søn som konge i Riget. Og Gud er i gang med at indsamle 144.000 mænd og kvinder, der sammen med Jesus vil sørge for at hans vilje sker. – Åb. 5:9, 10. w22.12 5 § 11-12
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 14. nisan) Markus 15:1-47
Tirsdag den 26. marts
Den kærlighed Kristus har til os, forpligter os. Han døde for alle, for at de der lever, ikke længere skal leve for deres egen skyld. – 2. Kor. 5:14, 15.
Det gør utroligt ondt at miste en man elsker. Perioden efter et dødsfald kan være meget hård, især hvis den afdøde havde store smerter. Men efterhånden begynder de gode minder at fylde mere, og vi bliver glade når vi tænker tilbage på noget personen gjorde eller sagde som har haft betydning for os. I perioden omkring mindehøjtiden bruger vi ekstra meget tid på at tænke over betydningen af det offer Jesus bragte. (1. Kor. 11:24, 25) Det kan måske gøre os triste når vi læser om alt det Jesus gik igennem, og den måde han døde på. Men det giver os stor glæde at tænke over alle de ting Jesus gjorde og sagde mens han var på jorden. Og det er også meget opmuntrende at tænke over hvad han laver nu, og hvad han vil gøre for os i fremtiden. w23.01 26 § 1-2
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 15. nisan) Matthæus 27:62-66 (Begivenheder efter solnedgang: den 16. nisan) Markus 16:1
Onsdag den 27. marts
Bliv ved med først at søge Riget. – Matt. 6:33.
Da Jesus døde, slog det disciplene helt ud. De havde ikke bare mistet en elsket ven, men følte også at de havde mistet deres håb. (Luk. 24:17-21) Men efter at Jesus var blevet oprejst, viste han sig for dem og hjalp dem til at forstå den rolle han havde i opfyldelsen af Bibelens profetier. Han gav dem også en vigtig opgave. (Luk. 24:26, 27, 45-48) Da Jesus steg op til himlen, var disciplenes sorg blevet vendt til stor glæde. Nu vidste de at deres Herre var i live, og at han ville hjælpe dem med at udføre deres nye opgave. Deres glæde motiverede dem til at lovprise Jehova og forkynde flittigt. (Luk. 24:52, 53; Ap.G. 5:42) Ligesom Jesus’ disciple må vi sætte Guds rige først i vores liv. Det kræver noget af os at blive ved med at tjene Jehova, men han lover at give os stor glæde og mange velsignelser når vi gør det. – Ordsp. 10:22. w23.01 30-31 § 15-16
Bibellæsning i forbindelse med mindehøjtiden: (Begivenheder i løbet af dagen: den 16. nisan) Markus 16:2-8
Torsdag den 28. marts
“Til jord vil du vende tilbage.” – 1. Mos. 3:19.
Vi har ikke lyst til at begå den samme fejl som Adam og Eva. Det kan vi undgå hvis vi bliver ved med at lære mere om Jehova og hans smukke egenskaber og prøver at forstå hans måde at tænke på. Når vi gør det, vil vi komme til at elske Jehova endnu mere. Tænk bare på Abraham. Han elskede virkelig Jehova. Af den grund gjorde han ikke oprør når han ikke forstod Jehovas beslutninger. I stedet gjorde han noget for at lære Jehova bedre at kende. Da Abraham for eksempel hørte at Jehova ville ødelægge Sodoma og Gomorra, var han til at begynde med bange for at “hele jordens Dommer” ville fjerne de retfærdige sammen med de onde. Det fik ham til ydmygt at stille Jehova en række spørgsmål. Jehova lyttede tålmodigt til ham og besvarede hans spørgsmål. Til sidst gik det op for Abraham at Jehova kan se hvad der bor i hvert enkelt menneske, og at han aldrig vil lade det gå ud over de uskyldige når han straffer de skyldige. – 1. Mos. 18:20-32. w22.08 28 § 9-10
Fredag den 29. marts
“En pålidelig person bevarer fortroligheden.” – Ordsp. 11:13.
I 455 f.v.t., da statholderen Nehemias havde fået genopbygget Jerusalems mure, var der brug for nogle ansvarlige og pålidelige mænd som kunne sørge for byens sikkerhed. En af dem han udvalgte, var Hananja, “borgens kommandant”. Bibelen fortæller at Hananja var “en meget pålidelig mand som havde større respekt for den sande Gud end mange andre”. (Neh. 7:2) Hananjas kærlighed til Jehova og respekt for ham fik ham til at tage de opgaver han fik, meget alvorligt. Det er også noget der vil hjælpe os til at være pålidelige i vores tjeneste for Jehova. Et andet godt eksempel er Tykikos, der var en nær ven af apostlen Paulus. Paulus betroede ikke bare Tykikos at overbringe breve til brødrene i Efesos og Kolossæ, men gav ham også til opgave at opmuntre dem og trøste dem. Han omtalte ham som en “trofast tjener i Herren”. (Ef. 6:21, 22) Tykikos minder os om de trofaste og pålidelige mænd der i dag tager sig godt af vores åndelige behov. – Kol. 4:7-9. w22.09 9-10 § 5-6
Lørdag den 30. marts
“Kærligheden dækker over utallige synder.” – 1. Pet. 4:8.
Josef blev behandlet meget dårligt, og det havde store konsekvenser for ham i cirka 13 år. Josef kunne være begyndt at tvivle på om Jehova virkelig elskede ham. Han kunne have spekuleret på om de ting han kom ud for, betød at Jehova var ligeglad med ham. Men Josef lod sig ikke overmande af bitterhed og negative tanker og lod ikke sine følelser løbe af med sig. Da han senere fik mulighed for at hævne sig på sine brødre, gjorde han det ikke. I stedet viste han dem kærlighed og tilgav dem. (1. Mos. 45:4, 5) Hvad hjalp ham til at bevare fatningen og reagere så fornuftigt? I stedet for at blive opslugt af sine egne problemer så han situationen i et større perspektiv og fokuserede på Jehova og hans vilje. (1. Mos. 50:19-21) Hvis du har oplevet at blive dårligt behandlet, kan du lære meget af Josef. Bliv ikke bitter på Jehova, og tænk ikke et øjeblik at han er ligeglad med dig. Fokusér i stedet på hvordan han hjælper dig til at holde ud i den svære situation, og gør dit bedste for at lade kærligheden dække over andres ufuldkommenhed. w22.11 21 § 4
Søndag den 31. marts
“Ethvert styre vil tjene og adlyde dem.” – Dan. 7:27.
Profeten Daniel fik nogle syner der tydeligt viste at Jehova står over alle andre myndigheder. Først så Daniel fire enorme vilddyr der symboliserede verdensmagter op gennem tiden, nemlig det babyloniske rige, det medo-persiske rige, det græske rige og Romerriget sammen med dets udløber, den britisk-amerikanske verdensmagt. (Dan. 7:1-3, 17) Derefter så Daniel Jehova Gud sidde på en trone i en retssal i himlen. (Dan. 7:9, 10) I synet fratager Gud de jordiske regeringer deres myndighed og giver den til nogle der er værdige til den, og som har større magt. Til hvem? Til “en der lignede en menneskesøn”, Jesus Kristus, og til “Den Allerhøjestes hellige”, de 144.000, der vil herske “for tid og evighed”. (Dan. 7:13, 14, 18) Jehova er tydeligvis Den Allerhøjeste. Det der skete i Daniels syn, stemmer med noget han tidligere havde sagt om Gud: “Han afsætter konger og indsætter konger.” – Dan. 2:19-21. w22.10 14-15 § 9-11