SYGDOMME OG SYGDOMSBEHANDLING

Bibelen taler om både fysisk og mental sygdom, som er en forstyrrelse i legemets eller sindets normale tilstand, og om åndelig sygdom, det at være syg i overført betydning. Skønt Bibelen ikke er skrevet for at give medicinske eller andre anvisninger på behandlingen af forskellige sygdomme, er dét den siger i denne forbindelse, videnskabeligt korrekt. Af særlig betydning er at den viser hvordan man overvinder åndelig sygdom.

Sygdom er en følge af den dødbringende ufuldkommenhed som synderen Adam gav i arv til menneskeslægten. (1Mo 3:17-19; Ro 5:12) Desuden ramte Jehova direkte „Farao og hans husstand med store plager på grund af Saraj, Abrams hustru“. (1Mo 12:17) Han forårsagede også de „bylder med blærer“ der brød ud på mennesker og dyr under den sjette plage han sendte over fortidens Ægypten. (2Mo 9:8-11) Han slog den formastelige Mirjam med spedalskhed (4Mo 12:9-15), forårsagede at det barn som David fik med Batseba, blev sygt og døde (2Sa 12:15-18), og ’bragte pest over Israel’ på Davids tid (2Sa 24:15). Gud gjorde alt dette for at værne om sit navn og håndhæve sin lov og for at beskytte, befri eller faderligt tugte sit udvalgte folk.

Jehova tillod også at Satan „slog Job med ondartede bylder fra fodsål til isse“. (Job 2:6, 7) Dette gav Job lejlighed til at vise sin uangribelighed, hvorved han blev et eksempel for Guds tjenere. Han blev senere helbredt af Gud, og hans liv blev forlænget med 140 år på grund af hans trofasthed. (Job 42:10, 16) Dæmoner kunne også forårsage lidelser, som hos den blinde og stumme dæmonbesatte mand som Jesus helbredte. (Mt 12:22) Bibelen skelner imidlertid mellem almindelige sygdomme og sygdomme der skyldes dæmonbesættelse. — Mt 4:24; Mr 1:32-34; Apg 5:16; se DÆMONBESÆTTELSE.

Ulydighed mod Guds ord, for eksempel overtrædelse af påbud angående kønsmoral, kan medføre sygdomme eller ligefrem døden. (Ord 7:21-27) Israelitterne blev advaret om at hvis de ikke overholdt Jehovas lov, ville han slå dem med forskellige sygdomme. — 5Mo 28:58-61.

Bibelen omtaler en del sygdomme og lidelser. For eksempel ville israelitterne, hvis de var ulydige, blive ramt af sygdomme og lidelser som tuberkulose, bylder, hæmorroider, eksem og vanvid. (5Mo 28:22, 27, 28, 35) Moseloven indeholdt oplysninger om hvordan man skulle diagnosticere og behandle tilfælde af spedalskhed. (3Mo 13, 14) En efterkommer af Aron som havde ringorm, var afskåret fra at tjene som præst, og et dyr med denne lidelse kunne ikke bruges som offer. (3Mo 21:17, 20; 22:22) Jesus helbredte ved Guds kraft medfødt blindhed (Joh 9:1-7), døvhed (Lu 7:22), vattersot (Lu 14:1-4), spedalskhed (Lu 5:12, 13), epilepsi, lammelse og andre sygdomme og skrøbeligheder (Mt 4:23, 24). På Malta helbredte Paulus Publius’ fader, der var „plaget af feber og dysenteri“. — Apg 28:1-8.

Nutidige forskere forsøger undertiden at være mere specifikke end Bibelen i beskrivelsen af de forskellige sygdomme og lidelser den nævner, men deres synspunkter varierer ofte meget. Eftersom Bibelen er Guds inspirerede ord, var skribenterne imidlertid præcise når de nævnte en sygdom. I nogle tilfælde undlod de dog at nævne en lidelse ved navn. Bibelen siger for eksempel ikke noget om hvilke sygdomme det var der tog livet af de to drenge som Jehova derefter oprejste igen ved profeterne Elias og Elisa. (1Kg 17:17-24; 2Kg 4:17-37) Den siger heller ikke hvilken slags sygdom Elisa døde af (2Kg 13:14, 20), eller hvilken lidelse der førte til Lazarus’ død. — Joh 11:1-4.

Sygdomsbehandling i fortiden. I fortidens Israel og andre bibelske lande fandtes der læger, det vil sige folk der forstod sig på medicin og forskellige former for sygdomsbehandling. I Ægypten blev den døde Jakob balsameret af lægerne. (1Mo 50:1-3) Disciplen Lukas kaldes „den elskede læge“. (Kol 4:14) Markus fortæller om en kvinde „som i tolv år havde haft stadige blødninger“, og som „var blevet påført mange smerter af mange læger“, hvilket havde kostet hende alt hvad hun ejede, uden at hun var blevet hjulpet, men snarere var blevet dårligere. — Mr 5:25-29.

De hebraiske læger brugte øjensynlig urter og kostforskrifter i deres behandling. ’Balsam fra Gilead’, en vellugtende olie der blev udvundet af planter i fortidens Gilead, blev undertiden anvendt på sår, måske som antiseptisk middel eller for at dulme og lindre smerte. (Jer 46:11; 51:8) Det ser ud til at visse blade blev brugt til medicinske formål. (Ez 47:12; Åb 22:1, 2) Der anvendtes åbenbart også omslag af forskellig slags. (2Kg 20:7; Es 38:21) Undertiden brugte man olie til behandling af sår og kvæstelser (Es 1:6), i visse tilfælde sammen med vin. (Lu 10:34) Mådeholden indtagelse af vin anbefaledes undertiden på grund af vinens opkvikkende virkning og medicinske egenskaber. — Ord 31:6; 1Ti 5:23.

Om de gamle ægypteres udøvelse af lægekunst skrev historikeren Herodot: „Lægekunsten har de delt op i flere discipliner. Hver læge tager sig kun af én sygdom, ikke af flere. Der er fuldt af læger alle vegne; nogle er øjenlæger, andre læger for hovedet, der er tandlæger, underlivslæger og læger for de usynlige sygdomme.“ — II, 84; oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, København 1979.

Ægypterne praktiserede også kirurgi. For eksempel anvendte de kauterisation til standsning af blødninger, og ved kraniebrud kunne de hæve et knoglestykke der trykkede på hjernen. Ved benbrud benyttede de skinner; der er fundet mumier med skinner af træbark fastgjort med bandager. (Jf. Ez 30:20, 21.) At der også var læger i det gamle Babylon, fremgår af Hammurabis lov, som fastsatte visse honorarer for læger og nævner lægers operationer „med en Bronzekniv“. — Hammurabis Lov, oversat til dansk af G. Howardy, 1926, par. 219.

I Fønikien blev der udført tandlægearbejde, hvilket ses af flere gravfund. Der er for eksempel fundet en underkæbe hvori seks tænder var bundet sammen med fin guldtråd. I en anden kæbe var der med guldtråd fastgjort en „bro“ bestående af tænder fra et andet menneske.

Magiens og den falske religions indflydelse. Om de ægyptiske læger og de midler de anvendte, siger The International Standard Bible Encyclopaedia (bd. IV, s. 2393): „Fra de gamle lægepapyrusser der er bevaret, hvoraf den største er Papyrus Ebers, ved vi at disse lægers medicinske viden var rent empirisk, helt uvidenskabelig og for størstedelen byggede på magi. Til trods for at de havde rig lejlighed til at sætte sig ind i den menneskelige anatomi, kendte de så godt som intet til den. Deres sygdomsbeskrivelser er håbløst unuancerede, og tre fjerdedele af de hundreder af midler der ordineres i papyrusserne, er helt uvirksomme. Selv deres balsameringskunst var så ufuldkommen at kun få af deres mumier ville have holdt sig i et andet klima end det ægyptiske.“ — Redigeret af J. Orr, 1960.

Den franske læge og forsker Georges Roux siger (i sin bog Ancient Iraq, 1964, s. 305-309): „De mesopotamiske lægers diagnoser og prognoser var en blanding af overtro og omhyggelig iagttagelse.“ Der var uddannede læger som mente at de fleste sygdomme havde en overnaturlig oprindelse, men som også tog andre årsager i betragtning, såsom smittekilder, spise- og drikkevaner. Lægen henviste undertiden patienten til en sandsiger, baru-præsten, som søgte at afdække den skjulte synd der var skyld i sygdommen, eller sendte den lidende til ashipu-præsten, der med besværgelser og magiske ritualer søgte at uddrive dæmoner. Roux bemærker: „Mesopotamiens læger byggede ligesom landets astronomer deres kunst på metafysiske doktriner og afskar sig derved fra muligheden for en frugtbar søgen efter rationelle forklaringer.“

Babylonierne regnede Ea for at være lægekunstens hovedgud; for at beskytte sig mod onde ånder bar de amuletter og talismaner. Hos grækerne indtog gudinden Hygieia rollen som sundhedens beskytter, og de græske læger lod sig inspirere af Asklepios (Æskulap). De romerske læger forbandt visse guddomme med helbredelsen af bestemte lidelser. Ved febersygdomme anråbte de således Febris. Den græske gud Asklepios blev interessant nok symboliseret ved en stav der var omslynget af en slange. (BILLEDE, bd. 2, s. 530) En lignende, vinget stav hvorom to slanger slynger sig, og som også bruges som et lægeligt symbol (caduceus), er en kopi af en stav der i romersk kunst blev båret af guden Merkur.

Om de almindelige sygdomsforestillinger i oldtiden siger The Interpreter’s Dictionary of the Bible (bd. 1, s. 847): „Naturfolkene betragtede sygdom enten som en følge af fjendtlig magi som den pågældende var blevet offer for, eller som en straf for overtrædelsen af et tabu. I begge tilfælde gik man ud fra at genstridige sygdomme kunne føres tilbage til magi, trolddom og hekseri, og behandlingsmetoden bestod derfor uundgåeligt i at man søgte hjælp hos shamanen eller medicinmanden. Det var hans opgave at finde ud af den overnaturlige årsag til sygdommen og søge at overvinde den ved hjælp af trylleformularer, amuletter, medikamenter og besværgelser.“ — Redigeret af G. Buttrick, 1962.

Bibelen viser at Satan plagede Job med sygdom (Job 2:7), og at dæmonbesættelse i nogle tilfælde var forbundet med sygdom. (Mt 17:14-18) De hedenske folkeslag havde derfor god grund til at sætte i hvert fald nogle sygdomme i forbindelse med dæmonbesættelse. Men i modsætning til disse folk anvendte de trofaste hebraiske præster og læger aldrig magiske kunster for at helbrede syge. (5Mo 18:9-13) Jesus Kristus og hans sande disciple udtalte aldrig magiske besværgelser, heller ikke når de uddrev dæmoner i forbindelse med en helbredelse. Når mennesker der havde øvet magi, antog kristendommen, ophørte de med deres dæmoniske handlinger, og det er derfor indlysende at en kristen læge aldrig ville anvende okkulte midler eller henvise en patient til en der øvede magi. — Apg 19:18, 19.

Bibelens begreber nøjagtige. Den moderne lægekunst føres tilbage til Hippokrates, en græsk læge som levede i det 5. og 4. århundrede f.v.t., og om hvem det siges: „Han virkede uafhængigt af sin tids tempelhospitaler, som blev ledet af præsterne for Asklepios, lægekunstens gud.“ (The World Book Encyclopedia, 1987, bd. 9, s. 227) Hippokrates levede omtrent samtidig med Malakias. Meget af det Bibelen siger om sygdomme, blev imidlertid skrevet af Moses omkring tusind år tidligere, og dog har en læge sagt: „De bedst informerede medicinske forskere som nu udfører det bedste arbejde, er ved at komme til den konklusion at Bibelen er en meget nøjagtig videnskabelig bog. . . . De biologiske forhold, diagnoser, behandlingsformer og forebyggende sundhedsforskrifter som Bibelen omtaler, er langt mere avancerede og pålidelige end Hippokrates’ teorier, hvoraf mange stadig er ubeviste og nogle har vist sig at være groft unøjagtige.“ — Dr. H. O. Philips i et brev til Den Amerikanske Lægeforenings tidsskrift The AMA News, gengivet i udgaven for 10. juli 1967.

Om den kristne læge Lukas, der skrev et evangelium og bogen Apostelgerninger, siger dr. C. Truman Davis: „Hvor han giver en medicinsk beskrivelse, er den pinligt nøjagtig. Lukas bruger i alt 23 græske fagudtryk som findes hos Hippokrates og Galenos og i andre af den tids medicinske skrifter.“ — Arizona Medicine, marts 1966, „Medicine and the Bible“ („Lægevidenskaben og Bibelen“), s. 177.

Det var ofte sundhedsfremmende at overholde Moseloven. Den foreskrev for eksempel at når soldater lå i lejr, skulle de dække deres afføring til (5Mo 23:9-14), hvilket tjente som et værn mod infektionssygdomme overført af fluer såsom dysenteri og tyfus. Vand og fødevarer blev beskyttet mod forurening, idet Loven sagde at alt hvad et „urent“ dyr faldt ned på når det døde, ville være urent, og foreskrev forskellige forholdsregler, blandt andet at et lerkar der blev forurenet på denne måde, skulle slås i stykker. — 3Mo 11:32-38.

Et bibelopslagsværk siger: „Forebyggende forholdsregler indtog en vigtig plads i denne lov, som, hvis de blev fulgt, i vid udstrækning ville forhindre forekomsten af polioencefalitis, forskellige tarminfektioner, madforgiftning og indvoldsorm, sygdomme som alle stammer fra inficerede fødevarer. Den konsekvente renholdelse af drikkevandet var den mest effektive forholdsregel mod forekomsten og spredningen af sygdomme som amøbiasis, tyfus, kolera, bilharziose og leptospirose. Disse forebyggende forholdsregler, der er grundlæggende i ethvert offentligt sundhedssystem, var af særlig betydning for bevarelsen af sundheden blandt et folk der levede under primitive forhold i en subtropisk del af verden.“ — The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 2, s. 544, 545.

Dr.med. A. Rendle Short påpeger i sin bog The Bible and Modern Medicine at det gamle Israels nabofolk kun havde ganske primitive hygiejneforskrifter, hvis de overhovedet havde nogen, og siger derpå: „Det er derfor så meget mere overraskende at der i en bog som Bibelen, der hævdes at være uvidenskabelig, overhovedet findes en hygiejnelov, og lige så overraskende at et folk der lige var undsluppet slaveriet, som tit blev løbet over ende af fjender, og som nu og da blev ført i fangenskab, i sine lovbøger havde så fornuftige og forstandige sundhedsforskrifter. Denne omstændighed er blevet anerkendt af ansete fagfolk, selv af sådanne som ikke er specielt interesserede i Bibelens religiøse aspekt.“ — London 1953, s. 37.

Ifølge Moseloven hørte haren og svinet til de dyr israelitterne ikke måtte spise. (3Mo 11:4-8) Herom siger dr. Short: „Vi spiser ganske vist kød af svin, kaniner og harer, men disse dyr er udsat for infektion med parasitter og kan kun spises når kødet er godt kogt eller stegt. Svinet lever af uren føde og kan have to slags orm (trikinen og en art bændelorm) der kan overføres til mennesker. Faren er minimal under de forhold vi nu har her i landet [England], men forholdene var helt anderledes i fortidens Palæstina, og man gjorde bedst i at undgå den slags føde.“ — The Bible and Modern Medicine, s. 40, 41.

Israelitterne havde, både åndeligt, mentalt og fysisk, gavn af at overholde Jehovas retfærdige love angående kønsmoral. (2Mo 20:14; 3Mo 18) Det er også gavnligt og sundt for kristne at de bevarer deres moralske renhed. (Mt 5:27, 28; 1Kor 6:9-11; Åb 21:8) Overholdelse af Bibelens høje moralnormer er et værn mod seksuelt overførte sygdomme.

Paulus anbefalede Timoteus at drikke lidt vin for sin mave og sine hyppige svagheder. (1Ti 5:23) Forskningen har bekræftet at vin har medicinske egenskaber. Dr. Salvatore P. Lucia, der er professor i medicin ved Californiens universitets medicinske fakultet, siger: „Vin bruges i udstrakt grad til behandling af sygdomme i fordøjelsesorganerne. . . . Vinens indhold af garvesyre og dens milde antiseptiske egenskaber gør den til en værdifuld hjælp ved behandling af tarmkolik, slimdannende tyktarmsbetændelse, spastisk forstoppelse, diarré og mange infektionssygdomme i fordøjelseskanalen.“ (Wine as Food and Medicine, 1954, s. 58) Det skal naturligvis bemærkes at Paulus anbefalede Timoteus at bruge „lidt vin“, ikke meget vin. Bibelen fordømmer drukkenskab. — Ord 23:20; se BERUSELSE.

Bibelen anerkender også det psykosomatiske princip, skønt den medicinske forskning først for nylig er blevet klar over at der kan være en sammenhæng mellem fysiske sygdomme og et menneskes følelsesmæssige tilstand. Ordsprogene 17:22 siger: „Et hjerte der fryder sig er god medicin, men en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne.“ Følelser som misundelse, frygt, had, havesyge og selvisk ærgerrighed er skadelige, hvorimod det virker gavnligt og undertiden helbredende at opdyrke og vise kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse, som er frugter af Guds ånd. (Ga 5:22, 23) Bibelen betragter naturligvis ikke alle sygdomme som psykosomatiske, og den fraråder heller ikke at man konsulterer og lader sig behandle af en læge. Paulus omtalte Lukas, en trofast kristen, som „den elskede læge“. — Kol 4:14.

Karantæne. Ifølge Moseloven skulle en person der havde eller var mistænkt for at have en smitsom sygdom, sættes i karantæne, det vil sige afsondres fra andre eller isoleres for en tid. Ved undersøgelser for spedalskhed hos mennesker og på tøj, brugsgenstande og huse blev der pålagt karantæneperioder på syv dage. (3Mo 13:1-59; 14:38, 46) Når nogen rørte ved et lig, blev de også regnet for urene i syv dage. (4Mo 19:11-13) Skønt Bibelen ikke siger at sidstnævnte bestemmelse var givet af sundhedsmæssige grunde, tjente den dog som en vis beskyttelse mod smittespredning hvis den døde var død af en infektionssygdom.

Brugt billedligt. Juda og Jerusalem blev åndeligt syge på grund af deres syndige handlinger. (Es 1:1, 4-6) Skønt Jerusalems religiøse ledere forsøgte at helbrede folkets sammenbrud, idet de falskeligt sagde at der var fred (Jer 6:13, 14), var de ude af stand til at afværge byens ødelæggelse i 607 f.v.t. Jehova lovede imidlertid at bringe Zion, eller Jerusalem, lægedom (Jer 30:12-17; 33:6-9), en åndelig helbredelse der fandt sted da en rest jøder vendte tilbage til deres hjemland i 537 f.v.t.

Jesus erkendte at syndere var åndeligt syge, og han søgte at hjælpe dem til at vende om til Jehova så de kunne blive helbredt. Da han blev kritiseret for at spise og drikke sammen med skatteopkrævere og syndere, sagde han derfor: „De sunde trænger ikke til læge, men det gør de syge. Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige men syndere til sindsændring.“ — Lu 5:29-32.

Hvis et medlem af den kristne menighed er åndeligt syg, bør tilfældet behandles som beskrevet i Jakob 5:13-20. At der i sammenhængen tales om at være vel til mode i modsætning til at være syg, viser at Jakob ikke taler om fysisk, men åndelig sygdom. Om de skridt der vil føre til helbredelse, skriver Jakob: „Er nogen iblandt jer [åndeligt] syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham [så han kan høre bønnen og vise at han samstemmer med den ved at sige Amen] og indgnide ham med olie [opmuntre ham med trøstende, lindrende vejledning fra Guds ord, for at han igen må komme i samklang med menigheden (Sl 133:1, 2; 141:5)] i Jehovas navn [i trofasthed mod Gud og i overensstemmelse med hans hensigt]. Og troens bøn [bedt af de ældste for den åndeligt syge] vil gøre den sløje [åndeligt] rask, og Jehova vil rejse ham op [bringe ham ud af fortvivlelsen og følelsen af at være blevet forladt af Gud, og styrke ham til at vandre på sandhedens og retfærdighedens vej (Flp 4:13)]. Og hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet [af Jehova (Sl 32:5; 103:10-14) hvis den pågældende reagerer gunstigt på de ældstes bønner og den vejledning og retledning og de tilskyndelser de giver ham ud fra Jehovas ord, og han angrende vender om og følger den rette vej (Sl 119:9-16)].“

Hvordan man forholder sig under sygdom. Sygdom kan ramme selv den rige. (Præ 5:16, 17; jf. Mt 16:26.) Nogle har velsmagende mad i overflod, men kan ikke nyde den på grund af mave- eller tarmproblemer. (Præ 6:1, 2) Jesu Kristi åndelige brødre var også nu og da fysisk syge. (Mt 25:39, 40) Kristne som Epafroditus, Timoteus og Trofimus omtales som fysisk syge (Flp 2:25-30; 1Ti 5:23; 2Ti 4:20), men Bibelen siger ikke noget om at disse kristne blev helbredt mirakuløst af apostlene.

Når en af Guds tjenere er fysisk syg, kan han imidlertid bede Jehova om kraft til at bære sygdommen og om åndelig styrke til at bevare sin uangribelighed i den tid hvor han er fysisk svag. „Jehova vil styrke ham på sygelejet.“ — Sl 41:1-3; se også 1Kg 8:37-40.

Hvis man under sygdom lader sig behandle ved at indtage blod i legemet, vil det være en overtrædelse af Guds lov. — 1Mo 9:3, 4; Apg 15:28, 29; se BLOD.

Jehova kan fjerne sygdom. (2Mo 15:26; 23:25; 5Mo 7:15) Esajas skrev om en tid da ingen indbygger ville sige: „Jeg er syg“ (Es 33:24), og han berettede om åndelig helbredelse af blinde, døve, halte og stumme, profetier som også gav løfte om fysisk helbredelse. (Es 35:5, 6) Da Jesus Kristus var på jorden, helbredte han både fysisk og åndelig sygdom, hvorved han opfyldte den messianske profeti: „Han tog selv vore svagheder og bar vore sygdomme.“ (Mt 8:14-17; Es 53:4) Grundlaget for disse helbredelser var at han ofrede sit menneskeliv som kulminationen på den vej han havde fulgt siden Guds ånd kom over ham ved Jordanfloden i år 29. Derved har de kristne fået håb om og rigelige beviser for at lydige mennesker ved den opstandne Jesus Kristus og ved hjælp af Guds rige ikke blot vil blive helbredt midlertidigt for sygdomme, men at de varigt vil blive befriet for både synd og sygdom og den død der kan føres tilbage til Adam. Æren og prisen for alt dette går til Jehova, som ifølge David er den der ’helbreder alle vore sygdomme’. — Sl 103:1-3; Åb 21:1-5.