HERRENS DAG
En bestemt tidsperiode hvori Herren Jesus Kristus fuldfører visse dele af Guds hensigt.
I Bibelens sprogbrug kan ordet „dag“ betegne en tidsperiode der er meget længere end 24 timer. (1Mo 2:4; Joh 8:56; 2Pe 3:8) Af sammenhængen fremgår det at „Herrens dag“ i Åbenbaringen 1:10 ikke er en bestemt 24-timers dag. Eftersom det var „ved inspiration“ at Johannes befandt sig „på Herrens dag“, kan det ikke være en bestemt ugedag der sigtes til. Det ville ikke have været nødvendigt for Johannes at være under åndens påvirkning for at befinde sig på en sådan dag i ugen. „Herrens dag“ må derfor sigte til den tidsperiode i fremtiden hvor de begivenheder som Johannes fik lov at se i synet, ville finde sted. Det var begivenheder som krigen i himmelen og Satans nedstyrtning derfra, Babylon den Stores og jordens kongers og deres hæres ødelæggelse, Satans indespærring i afgrunden, de dødes opstandelse og Kristi tusindårige regering.
Sammenhængen viser at det er Herren Jesu Kristi „dag“ der er tale om. Umiddelbart efter at Johannes var blevet bortrykket til „Herrens dag“, hørte han nemlig en kraftig stemme bag sig, og det var ikke Gud den Almægtiges stemme, men den opstandne Guds søns, Jesu Kristi, stemme. (Åb 1:10-18) Udtrykket ’Herrens dag’ forekommer desuden i 1 Korinther 1:8; 5:5 og 2 Korinther 1:14, hvor der ligeledes er tale om Jesu Kristi dag.