MÆRKE

Blandt ikkeisraelitter blev dyr og endda trælle mærket for at angive hvem ejeren var. På mennesker blev sådanne mærkninger foretaget på en synlig del af kroppen, for eksempel i panden. Undertiden gav de der dyrkede falske guder, sig til kende ved at de bar deres guds mærke i panden. Jehovas lov til Israel forbød imidlertid mærkning af mennesker med vansirende tatoveringer, hvilket beskyttede folket mod hedenske skikke og indgød respekt for det Gud har skabt. — 3Mo 19:28; se BRÆNDEMÆRKE.

Brugt billedligt. Bibelen taler om en symbolsk mærkning af mennesker. I Ezekiels syn fik en mand med et skrivesæt ved hoften besked på at gå igennem Jerusalem og ’sætte et mærke [hebr.: taw] i panden på de mænd der sukkede og stønnede over alle de vederstyggeligheder der øvedes i dens midte’. Deres reaktion på forholdene viste at de var retfærdige, at de tilhørte Jehova som hans tjenere og derfor fortjente at blive bevaret når Jehovas dom blev fuldbyrdet. Det symbolske mærke i panden vidnede herom. — Ez 9; jf. Ez 9:4, fdn.; 2Pe 2:6-8.

I modsætning hertil gik de mennesker der ifølge Johannes’ syn fik vilddyrets mærke (el.: indgravering) i panden eller på hånden, deres undergang i møde. Mærket i panden afslørede at de tilbad vilddyret og dermed var dets trælle. De var derfor Guds modstandere, for vilddyret havde fået sin myndighed fra dragen, Satan Djævelen. Mærket på hånden, som jo bruges til at arbejde med, viste at de ydede aktiv støtte til vilddyret. — Åb 13:1, 2, 16-18; 14:9, 10; 16:1, 2; 20:4.