PURIM

(puʹrim).

En fest der fejres den 14. og 15. adar, den sidste måned i det jødiske år, svarende til slutningen af februar og begyndelsen af marts. (Est 9:21) Navnet kommer af at Haman kastede pur (lod) for at finde den gunstigste dag til at udrydde jøderne. Da han var agagit, måske en amalekit af kongelig æt, og dyrkede hedenske guder, benyttede han denne fremgangsmåde som en slags spådomskunst. (Est 3:7, Le, fdn.; se LOD I, LODKASTNING; PUR; SPÅDOMSKUNST.) Den 13. nisan i kong Ahasverus’ (Xerxes I’s) 12. regeringsår, øjensynlig i foråret 484 f.v.t., blev det officielle dekret om jødernes udryddelse som Haman havde overtalt kongen til at godkende, sendt ud til alle de persiske provinser.

Til minde om udfrielsen. Festen holdes til minde om at jøderne undgik den planlagte udryddelse. At de har givet den navnet purim, skal derfor sikkert opfattes ironisk. (Est 9:24-26) I den apokryfe Makkabæerbog kaldes den også „Mordokajfesten“ fordi Mordokaj spillede en vigtig rolle i de begivenheder der har tilknytning til festen. (2 Makkabæerbog 15:36) Jøderne blev udfriet fordi dronning Ester med fare for sit liv gik i forbøn for dem, tilskyndet dertil af sin ældre fætter Mordokaj. Ester fastede i tre dage før hun søgte foretræde for kongen for at indbyde ham til en fest, hvorefter hun indbød til en ny fest hvor hun kunne fremkomme med sin anmodning. (Est 4:6–5:8) Anmodningen blev imødekommet, og da det oprindelige dekret ikke kunne ændres fordi medernes og persernes lov ikke kunne kaldes tilbage (Da 6:8), blev der udstedt et nyt dekret den 23. sivan. Dette dekret i form af et skriftligt dokument gav jøderne ret til at forsvare sig og satte dem i stand til at forberede sig på det. Det var affattet af Mordokaj og blev oversat til mange sprog så det kunne forstås i alle egne af Perserriget. Da dagen kom, kæmpede jøderne støttet af fyrsterne, satrapperne og landshøvdingerne mod deres fjender. Et stort antal fjender blev dræbt den 13. adar, og den 14. fortsatte udryddelsen af fjenderne i kongebyen Susan. Den 14. adar hvilede jøderne i provinserne, og den 15. jøderne i Susan, og de gjorde det til en dag med fest og fryd. — Est 8:3–9:19.

Til minde om udfrielsen pålagde Mordokaj i en skrivelse jøderne at fejre den 14. og 15. adar hvert år med fest og fryd, hvor de sendte noget af deres mad til hinanden og gaver til de fattige. (Est 9:20-22) Senere blev der udfærdiget endnu en skrivelse, stadfæstet af dronning Ester, som påbød jøderne at fejre denne fest. Den skulle fejres af hver eneste generation, slægt, provins og by på den fastsatte tid hvert eneste år. — Est 9:28-31; se ESTERS BOG.

Denne fest fejres med mange tilføjelser af jøderne den dag i dag. En af de mange udvidelser der er kommet til i tidens løb, er at den 13. adar sættes til side som en fastedag, kaldet Esterfasten. Det er ikke forbudt at arbejde eller drive handel under festen.

Et spørgsmål angående Johannes 5:1. Purimsfesten omtales ikke direkte i De Kristne Græske Skrifter. Nogle mener at det er den der hentydes til i Johannes 5:1, hvor der står: „Efter dette indtraf en af jødernes højtider, og Jesus gik op til Jerusalem.“ Der er dog intet grundlag for at mene at der her er tale om purimsfesten. I nogle håndskrifter er den bestemte artikel brugt i dette vers så der står „jødernes højtid“. (Se NV, fdn.) Dette tyder på at det var en af de tre højtider der omtales i 5 Mosebog 16:16, især i betragtning af at Jesus gik op til Jerusalem, hvilket han ikke havde været forpligtet til at gøre for at fejre purimsfesten. Purimsfesten var mere forbundet med den lokale synagoge og det lokale område end med templet; man skulle fejre festen i den by hvor man boede. Det er også usandsynligt at Jesus ville gå til fods hele vejen til Jerusalem og derefter igen tage til Galilæa når der kun var en måned til påsken. Hvis man antager at der sigtes til purimsfesten i Johannes 5:1 og til påsken en måned senere i Johannes 6:4, skal der desuden presses usandsynligt mange begivenheder ind i dette korte tidsrum, nemlig Jesu tjeneste i Kapernaum, rejser i Galilæa og tilbagevenden til Kapernaum og til Judæa og Jerusalem. (Se JESUS KRISTUS [Oversigten over Hovedbegivenhederne i Jesu jordiske liv].) Der er derfor grund til at tro at „en af jødernes højtider“, nævnt i Johannes 5:1, var påskefesten i år 31 e.v.t. — Se JESUS KRISTUS (Vidnesbyrd om en tjeneste på tre og et halvt år).

Formål. Ifølge nogle kommentatorer er purimsfesten som den i dag fejres af jøderne, mere af verdslig end af religiøs art og undertiden præget af udsvævelser, men sådan var det ikke da højtiden blev indstiftet, og da den blev fejret i fortiden. Både Mordokaj og Ester var den sande Gud Jehovas tjenere, og højtiden blev indstiftet til ære for Ham. Jødernes udfrielse dengang kan tilskrives Jehova Gud, idet stridsspørgsmålet opstod på grund af Mordokajs uangribelige og udelte tilbedelse af Jehova. Haman var sandsynligvis amalekit, og Jehova havde udtrykkeligt forbandet amalekitterne og dømt dem til udslettelse. Mordokaj viste respekt for Guds forordning og nægtede at bøje sig for Haman. (Est 3:2, 5; 2Mo 17:14-16) Mordokajs ord til Ester (Est 4:14) viser desuden at han så hen til en højere magt efter udfrielse for jøderne, og at Ester fastede før hun trådte frem for kongen med sin egentlige anmodning, tyder også på at hun bad Gud om hjælp. — Est 4:16.