HØJERE MYNDIGHEDER
Et udtryk der forekommer i Romerne 13:1 og betegner jordiske, menneskelige regeringer og øvrigheder. Dette skriftsted er blevet gengivet på lidt forskellige måder: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ (NV) „Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.“ (DA92) „Alle skal underordne sig de overordnede myndigheder. Al myndighed hidrører fra Gud, og de bestående myndigheder er indsat af Gud.“ — Se.
Selv om Jehova Gud ikke har skabt disse regeringer og øvrigheder (jf. Mt 4:8, 9; 1Jo 5:19; Åb 13:1, 2), har han tilladt at de er blevet til og fortsat eksisterer. Imidlertid kan han, når som helst det behager ham, fjerne dem eller dirigere eller styre dem så de gør hans vilje. Profeten Daniel sagde om Jehova: „Han ændrer tider og perioder, fjerner konger og indsætter konger.“ (Da 2:21) Og i Ordsprogene 21:1 siges der: „En konges hjerte er som vandstrømme i Jehovas hånd. Han vender det hvorhen han har lyst til.“ — Jf. Ne 2:3-6; Est 6:1-11.
Grunde til at kristne underordner sig. Eftersom Jehova har tilladt de jordiske regeringer og øvrigheder at eksistere, er der ingen grund til at kristne skulle sætte sig op imod dem. De har tværtimod god grund til at underordne sig dem. Regeringsembedsmænd og herskere vil som regel ikke, selv om de måske personligt er korrupte, straffe nogen for at gøre det gode, det vil sige for at adlyde landets love. Men en person der gør sig skyldig i tyveri, mord eller andre lovløse gerninger, kan forvente en ugunstig dom fra den herskende myndigheds side. En der har gjort sig skyldig i overlagt mord, kan måske blive idømt dødsstraf for sin forbrydelse. Eftersom Jehova Gud fastsatte dødsstraf for mordere efter Vandfloden og gav mennesker bemyndigelse til at eksekvere dommen (1Mo 9:6), optræder den jordiske øvrighed, når den henretter lovovertræderen, som „Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde“. — Ro 13:2-4; Tit 3:1; 1Pe 2:11-17.
Grunden til at kristne underordner sig de højere myndigheder, er dog ikke blot at disse kan straffe forbrydere. For de kristne er det et samvittighedsspørgsmål. De underordner sig jordiske øvrigheder fordi de forstår og anerkender at dette er i overensstemmelse med Guds vilje. (Ro 13:5; 1Pe 2:13-15) Deres lydighed mod de højere myndigheder — mod verdslige politiske myndigheder — kan derfor aldrig være absolut. Det ville være umuligt for en kristen at bevare en god samvittighed og gøre Guds vilje hvis han overtrådte Guds lov fordi den politiske øvrighed krævede dette. Derfor må lydigheden mod de højere myndigheder altid afgøres i lyset af apostlenes udtalelse til det jødiske Sanhedrin: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg 5:29.
Eftersom den af staten indsatte øvrighed yder borgerne en værdifuld tjeneste ved at sikre deres tryghed, sikkerhed og velfærd, har den ret til at kræve skatter og afgifter til gengæld for denne tjeneste. De af staten indsatte myndigheder kan betegnes som „Guds offentlige tjenere“ i den forstand at de yder en gavnlig tjeneste. (Ro 13:6, 7) Undertiden har denne tjeneste været en direkte hjælp for Guds tjenere, som for eksempel da kong Kyros gjorde det muligt for jøderne at vende tilbage til Juda og Jerusalem og genopbygge templet. (2Kr 36:22, 23; Ezr 1:1-4) Men som oftest er den tjeneste myndighederne yder — når de fungerer som de skal — til alle borgeres fælles bedste. Denne tjeneste består blandt andet i opretholdelse af et retsvæsen til beskyttelse af borgernes juridiske rettigheder og beskyttelse mod forbrydere og pøbeloverfald. — Flp 1:7; Apg 21:30-32; 23:12-32.
Den regeringsleder der misbruger sin myndighed, må naturligvis stå til ansvar over for Gud. Apostelen Paulus skrev: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ — Ro 12:19; Præ 5:8.