Jehovas vidner bekæmper vankundigheden i Mexico

„DET er kirkens umistelige ret såvel som dens uafviselige pligt at våge over sine børns hele undervisning.“ Således sagde pave Pius XI i sin Encyklika af 1929. Han hævdede endvidere, at den katolske kirkes „mission at undervise også rækker ud til dem, der er uden for folden“. Så skulle man virkelig tro, at kirken i de sidste 1600 år har gjort alt, hvad den overhovedet kunne for at undervise de katolske masser. Men er det nu også tilfældet? Tusinder af Jehovas vidner rækker under deres forkyndergerning fra hus til hus i Mexico folk deres vidnesbyrdskort, der præsenterer dem det sidste tilbud af Vagttaarnets skrifter, og beder dem om at læse det. De fleste af befolkningen er katolikker. Fra den ene ende af landet til den anden lyder svaret sædvanligvis: „Jeg kan desværre ikke læse.“ Det ser altså ud til, at den katolske kirkes uafviselige pligt til at undervise sine børn alligevel ikke er så uafviselig, som den påstår. Ellers ville der ikke være så mange analfabeter i Mexico.

Ikke desto mindre praler kirken og dens tilhængere ofte af det undervisningsarbejde, den har udført og udfører. Religion in the Republic of Mexico siger, at „den katolske kirke . . . roses ofte af dens talsmænd for dens undervisningsarbejde. Det er sandt, at det har været omfattende, men det lider af to alvorlige mangler. For det første har det været viet kirkens prestige mere end nationens virkelige vel. For det andet har det næsten været helt begrænset til overklassen og er ikke kommet masserne til gode.“ Kort efter landets erobring blev den besejrede race dømt til uvidenhed. En katolsk forfatter siger, at „der var mange præster, som mente, at det var farligt at undervise indianerne, og endogså hårdnakket bekæmpede den teori, at indianerne skulle lære andet, end hvad der var nødvendigt til frelse“. En præst ved navn Torquemada skrev omkring 1605, at „undervisningen af indianerne er ophørt [kirkens uafviselige pligt!], og der var endogså katolske teologer, som hævdede, at indianerne ikke havde nogen sjæl“. Ja, i stedet for at bygge skoler og landeveje og andet, som kunne være til gavn for befolkningen, byggede den katolske kirke over 10.000 kirker ved folkets sved og blod i løbet af henved 300 år og glemte at undervise befolkningen. Et bevis herpå er den brede mexicanske befolknings faktiske standpunkt med hensyn til oplysning.

Men indskrænker Jehovas vidners arbejde i Mexico sig til blot at vise folk deres bøger og skrifter ved dørene? Nej, det er meget mere vidtrækkende end som så. Deres gerning er undervisning i enhver betydning af ordet, for de lærer ikke blot folk om Bibelens sandheder, men de giver dem også en elementær undervisning, de lærer dem at læse og skrive.

Det vanskeligste problem på det tidspunkt var dog at finde en god læsebog til brug for de venner, der var analfabeter, og at vælge og instruere den mest velegnede i hver kreds til lærer. Med andre ord, venner, som selv næppe nok kunne læse og skrive, skulle nu pludselig til at være lærere. Medens kredsene rundt om i Mexico indsendte de fornødne oplysninger, var kontoret ivrigt optaget af at studere elementære læsebøger og adspørge forskellige professorer om deres mening om gode læsebøger for begyndere og de bedste undervisningsmetoder.

Efter nogle måneders undersøgelse blev det fastslået, at den bedste lærebog for analfabeter var en, der kaldtes Cartilla, en bog, skrevet af en gruppe professorer, som arbejdede for Mexicos undervisningsministerium. Cartilla er en vel tilrettelagt bog, der samtidig underviser både i læsning og skrivning og lærer eleven at læse og skrive på et års tid, hvis der gives undervisning daglig.

Denne læsebog sælges imidlertid ikke offentligt, og den er under kontrol af undervisningsministeriet. Det var derfor nødvendigt at tale med regeringens embedsmænd. De blev rystede ved tanken om at sælge Cartilla til La Torre del Vigía (Vagttaarnet), fordi regeringen også udfører et landsomfattende undervisningsarbejde. Så blev de opfordret til at levere dem gratis! Nej, sagde de, det måtte fremlægges i form af en skriftlig anmodning, og så skulle det forelægges den højeste ansvarlige embedsmand. Efter at det var gjort, blev der tilbragt uger i regeringskontorerne for at få dem til at træffe en afgørelse i den ene eller den anden retning. Endelig blev der holdt en konference med den højeste embedsmand, og der bevilgedes os 2650 eksemplarer af Cartilla. Man mente, at det var for mange, men det viste sig, at dette ikke var tilfældet.

Hvilken overraskelse var det ikke at se det store arbejde, afdelingskontoret her tog fat på! Der blev oprettet klasser i 187 kredse ud af 278. Der er 17 kredse uden analfabeter. Og af de øvrige 74 kredse har 30 undladt at skrive til kontoret angående denne kampagne for at lære at læse og skrive, og de andre 44 venter stadig på Cartilla eller har andre problemer. Vennerne har bedt om 3931 eksemplarer af Cartilla ifølge de til kontoret indsendte navne på analfabeter i kredsene; og ved kontorets bestræbelser fik vi 3491 eksemplarer af Cartilla fra undervisningsministeriet eller på anden måde. Det vil sige, at over 3000 forkyndere og retsindige undervises i at læse og skrive ved Jehovas vidners arbejde i Mexico.

Efter at vi havde fået en god forsyning af læsebogen, hvilket sikrede anvendelsen af samme læsebog og samme undervisningsmetode over hele Mexico, blev der taget et privat kursus for at lære de bedste metoder for anvendelsen af Cartilla og den bedste metode til instruktion af et menneske i hver kreds om, hvordan klassen skulle ledes, og det skete hovedsagelig pr. korrespondance og ikke ved personlig undervisning. Der blev skrevet omhyggeligt udarbejdede instruktioner om, hvordan der skulle undervises ved hjælp af Cartilla. Så blev det fornødne antal af Cartilla og et eksemplar af instruktionerne sendt til læreren i hver kreds, hvor der skulle være en klasse. Læreren, som i de fleste tilfælde var kredstjeneren, måtte så studere instruktionerne grundigt sammen med Cartilla, og allerede en uge eller to efter, at læsebøgerne og instruktionerne var modtaget, kunne klassen organiseres og påbegyndes. I de fleste tilfælde måtte læreren lære sammen med eleverne og kunne således overvinde hvert problem, efterhånden som det meldte sig. Nogle kredse skrev til kontoret om deres vanskeligheder. Vidnernes børn deltog i undervisningen, hvor der ikke fandtes statsskoler i nærheden. En bibelsk ordliste blev udarbejdet og udleveret til hver elev til brug sammen med Cartilla for at gøre kursuset mere interessant og mere teokratisk.

Mexico har for tiden 11 zoner og følgelig også 11 zonetjenere. Disse brødre blev kaldt ind til kontoret til et to ugers kursus i, hvordan Cartilla bedst kunne bruges, og i hvordan de kunne hjælpe læreren og hans klasse i hver enkelt kreds. Således får omkring 40 kredse om måneden og deres lærere personlig hjælp angående den elementære undervisning i deres klasser. Det er en betydningsfuld hjælp til forbedring af undervisningsmetoden i alle kredsene.

Nogle få af kredstjenerne klagede over, at de var for dårligt oplært til at kunne lede en læseklasse. Der blev sendt dem breve med opfordring til at stole på Herren og at sætte klassen i gang straks. De var lidt frygtagtige i begyndelsen, hvad der jo er almindeligt i sådanne anliggender, men i lydighed mod deres instruktioner satte de klasserne i gang. Snart indså de, at deres frygt var ubegrundet.

Resultaterne til dato

I Mexico City er der tre læse- og skriveklasser, og ud fra dem kan vi se Herrens velsignelse over dette arbejde og mere eller mindre forstå, hvad der foregår ud over landet. Desuden indsender zonetjenerne rapporter om læseklassen i hver kreds, de besøger. Landet over blev klasserne startet i oktober 1948, og i april 1949 havde de hurtigste klasser praktisk taget gennemgået alle 110 sider i Cartilla. Tænk engang, i klasserne i byen Mexico har eleverne lært at læse og skrive i løbet af cirka et halvt år! Naturligvis mangler de endnu en del øvelse i at læse og skrive såvel som lærerne (nogle elever skriver meget bedre end deres lærere); men alligevel må det nærmest betragtes som et mirakel. De fleste af klasserne er godt på vej gennem Cartilla, og når arbejdsåret 1949 skal til at slutte, vil alle de næsten 3000 elever kunne læse og skrive lige så godt som de fleste mennesker, der har fået skoleundervisning i Mexico.

Regeringen udfører også et arbejde med undervisning i læsning og skrivning rundt om i landet. Men Jehovas vidners kærlighed til Herren og deres ønske om selv at kunne læse om Jehova i Bibelen og tjene ham bedre er en forunderlig drivkraft, som sætter dem i stand til at lære at læse og skrive på forholdsvis få måneder, en drivkraft, som ikke findes i regeringens skoler. Folkeskolerne har jo undervisning hver dag, medens Jehovas vidners klasser kun kommer sammen til undervisning to gange om ugen, en time hver gang. Disse Rigets forkyndere og retsindige mennesker lærer ikke desto mindre at læse og skrive på et halvt år, meget hurtigere end eleverne i de offentlige skoler. Øvelse, hjemmearbejde, nidkærhed og flid hos Jehovas vidner muliggør denne hurtige tilegnelse. Det er betagende at se, hvordan de enkelte kredses mødelokaler er blevet til klasseværelser med deres sorte tavle og øvrige udstyr.

Der er opstået en hel del problemer i forbindelse med denne nye side af det teokratiske arbejde. Et af dem er sproget. Vennerne i de forskellige egne af Mexico taler mindst tyve forskellige indianerdialekter. Der er en del kredse, hvor forkynderne kun kan tale deres egen indianske dialekt, og i disse kredse må vennerne ikke bare lære at læse og skrive spansk, men må også lære at tale det. Disse indianske venner kommer ind i sandheden ved at høre sandheden blive talt på deres egen dialekt af en forkynder, som kan tale både spansk og denne dialekt. I sådanne tilfælde må læreren både kunne spansk og den pågældende indianske dialekt. Det er naturligt, at sådanne klasser ikke kan gøre så hurtige fremskridt som de klasser, hvor alle vennerne kan spansk.

En anden vanskelighed er, at nogle af vennerne bliver ved med at komme for sent. „Åh, broder, jeg er forsinket,“ siger de, når de kommer ind i salen, når timen næsten er forbi. Læreren forsøger at smile og siger til dem, at de må komme i rette tid til næste undervisningstime. Selv om læreren smiler ved sådanne lejligheder, tænker han måske på skolerne på Jesu tid og de rettigheder, lærerne da havde. Smiths Bible Dictionary siger, at hvis en elev begik en strafbar handling (som for eksempel at komme for sent), „var straffen slag med en rem, aldrig med et ris“. Men vore skoler holdes ikke i synagoger, og de er heller ikke religiøse. De er teokratiske og virker på basis af kærlighed, ikke tvang; så den slags metoder kan ikke bruges, selv om læreren kan komme til at tænke på dem. De fleste af vennerne er dog punktlige.

Efter at arbejdet var organiseret, ønskede undervisningsministeriet at se beviser for, at vor afdeling i Mexico virkelig havde det antal klasser, den sagde, og disse beviser blev også leveret. En dag begyndte en mand, som var opfyldt af fordom imod os, i undervisningsministeriets regeringskontor at udtale, at vi var „en religiøs sekt kaldet Jehovas vidner“, og at regeringen ikke burde lade os få flere læsebøger. Den ledende embedsmand vendte sig imod ham og sagde: „Hvis en præst ville være med til at lære andre at læse og skrive [det har de aldrig gjort i Mexico], ville han gøre sin pligt som mexicansk borger.“ Derpå udtalte han: „Jeg er stolt af det arbejde, disse mennesker udfører.“

Undervisningsministeriet i Mexico vil ikke anerkende La Torre del Vigía de Mexíco som en undervisningsorganisation, fordi regeringen direkte behersker hele undervisningsbevægelsen, men det har fuldt ud samarbejdet med vort afdelingskontor. Alligevel har regeringens zoneinspektører fra undervisningsministeriet rundt om i Mexico anerkendt mange kredses mødesale som undervisningscentre og har givet vennerne dokumenter, der siger, at de er det. Så bliver et eksemplar af dokumentet indleveret til undervisningsministeriet. De fremsætter mange gunstige udtalelser. En siger: „Underskriveren, der er inspektør for regeringens undervisning i denne zone, bekræfter, at den lokale kreds af Jehovas vidner . . . indtil nu har udført et storslået arbejde med deres undervisning.“ En anden skriver: „Jeg gratulerer jer med jeres bestræbelser for at hjælpe menneskeheden, der er under et uvidenhedens dække.“ De fleste af de breve, der er modtaget fra regeringens undervisningsinspektører, siger noget lignende og tilkendegiver deres anerkendelse af det arbejde, Jehovas vidner udfører.

Det er sandelig en velsignelse og en glæde at være til stede ved et af Jehovas vidners undervisningscentre. For seks måneder siden var det en kamp og meget vanskeligt at lære voksne mennesker vokalerne, de første bogstaver de lærer af alfabetet. Det kræver stor tålmodighed at sætte en af disse klasser i gang. Men det er sandelig anstrengelserne værd at se og høre en af disse elever, som sidste oktober hverken kunne læse eller skrive, stille sig op foran klassen og læse forholdsvis let op fra sin læsebog eller på tavlen skrive en hel teokratisk sætning, der dikteres af læreren. Hvis det ikke var for Jehovas ledende hånd, ville endnu mindst 59 procent af Rigets forkyndere i Mexico være ude af stand til at læse og skrive.

Fordelene

Men hvad værdi har det haft for disse mennesker, at de har lært at læse? Forbedrer det deres arbejde i marken? Bringer det dem til en bedre forståelse af sandheden i Guds ord, Bibelen? Det er deres kærlighed til sandheden, der først får dem til at interessere sig for Riget, og det er også kærlighed til sandheden, der hjælper dem til at lære at læse. Mere end alt andet sætter de pris på Bibelen, fordi Bibelen såvel som al anden litteratur i mange år har været en lukket bog for dem. De har troet på den uden at kunne læse i den. Andre har måttet tale til dem om den og læse op fra den for dem. Men nu er de ved Guds nåde selv iblandt dem, som kan læse profetiens ord og holde fast ved det, der er skrevet i den. — Åbenbaringen 1:3.

Forbedrer det deres arbejde i marken? Ja, på mange måder. For en Rigets forkynder kunne læse og skrive, kunne han besøge et menneske ved dets dør og forkynde budskabet og efter hukommelsen citere nogle skriftsteder fra Bibelen, som han havde lært udenad. En sådan forkynder, som hverken kunne læse eller skrive, har i nogle tilfælde ledet et bibelstudium ved at få et retsindigt menneske til at oplæse spørgsmålene i bogen, give svaret og slå alle skriftstederne op. Men den forkynder, der nu har fået undervisning i læsning og skrivning, kan komme i mere direkte kontakt med den, han besøger, og læse de forskellige skriftsteder op for ham. Ved dette bibelstudium kan hans kundskab om sandheden og hans evne til at læse hjælpe ham til at lede den interesserede til den rette kundskab om Jehova, uden at han behøver at gå nogen af de omveje, som han måtte, før han havde lært at læse.