„Endens tid“ for verden

„Sig os, når skal disse ting ske? Og hvad skal være tegnet på din nærværelse og verdens ende?“ — Mattæus 24:3, Amer. Stand.-Overs., margen.

 1. Hvad har Gud dannet, som var nødvendigt for den nye verden? Hvornår?

JEHOVA fastsatte for århundreder siden året 1914 e. Kr. som tidspunktet for hans riges fødsel. Hans hensigt er at befri vor jord for en fordærvet, undertrykkende gammel verden og indføre en retfærdig ny verden, i hvilken lydige mennesker skal få lejlighed til at leve evigt. Det første, der kræves for at indføre en ny verden, er at oprette en ny og retfærdig regering for den. Hvilken forskel en sådan regering betyder for retsindige mennesker, er smukt udtrykt i ordsproget: „Når de retfærdige er ved magten, glæder folket sig, men når de ugudelige regerer, sukker folket.“ (Ordsprogene 29:2, En Amer. Overs.) Hvis Jehova Gud havde overladt til mennesker at organisere og oprette den regering, der sikrer den længselsfuldt ventede nye verden, ville året 1914 aldrig være blevet bestemt til at være den retfærdige regerings fødselsår.

 2. Hvilket forbund fulgte efter den første verdenskrig? Hvordan blev det anbefalet?

² Kast et blik tilbage til 1914. Se på, hvad der da skete blandt menneskene. En verdensomfattende krig om verdensherredømmet, hvis virkninger menneskeheden aldrig har forvundet! Ved krigens afslutning blev Folkeforbundet foreslået, og i januar 1919 udstedte Kirkernes Fællesråd i Amerika en proklamation, der begyndte således: „Tiden er kommet til at organisere verden for sandhed, ret, retfærdighed og menneskelighed. Derfor opfordrer vi som kristne til dannelsen af et forbund af frie nationer på den kommende fredskonference. Et sådant forbund er ikke blot et middel til fremme af freden; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. Folkeforbundet har rod i evangeliet. Ligesom evangeliet er dets formål „fred på jorden og velvilje mod menneskene“. Ligesom evangeliet appellerer det til hele verden. De heltemodige døde vil være døde forgæves, hvis der ikke ud af sejren kommer nye himle og en ny jord, hvori retfærdighed bor. — 2 Peter 3:13.“

 3. Hvad viste udfaldet af dette forbund?

³ Skabelsen af nye himle og en ny jord, som apostelen Peter forudsagde, betyder skabelsen af en ny retfærdsverden. Men Folkeforbundet, som begyndte sin tilværelse den 10. januar 1920, bragte ikke fred på jorden og velvilje blandt menneskene. Det medførte ikke en retfærdig verden med nye himle og en ny jord. Alle Amerikas nye præsidenters og andre politikeres taler om at indføre en bedre og skønnere verden, skabt af menneskehænder, har vist sig at være gudsbespotteligt praleri og vildledende propaganda. Hvad angår oprettelsen af en sådan af mennesker skabt verden, er de millioner af heltemodige døde, som faldt i den første verdenskrig, døde forgæves! I stedet for at dø for en ny verden døde de for den gamle verden, hvis ende nu er vis og nær. Selve deres deltagelse i verdenskrigen fra 1914 var et tydeligt tegn og et uomstødeligt bevis herpå. Året 1914 betegnede derfor ikke oprettelsen af en retfærdig regering af mennesker. Mennesker i alle lande må stadig græde og sukke, hvilket viser, at den gamle bande af ugudelige har magten og regerer iblandt menneskene.

 4. Hvad vil det sige, at verdensherredømmet blev Guds?

⁴ Men retsindige mennesker behøver ikke at fortvivle over menneskers fiasko. Til sin egen forudbestemte tid opfyldte Jehova sit løfte om at oprette den regering, der behøves i den nye verden, som skabes af den almægtige Guds hænder. Profetien har forudsagt, at når denne storslåede begivenhed fandt sted, ville der finde en kraftig forkyndelse heraf sted i himmelen, og den ville blive optaget her på jorden. Om denne kundgørelse læser vi: „Den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i himmelen høje røster, som sagde: Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ (Åbenbaringen 11:15) Eftersom det proklameres, at Herren Jehova Guds rige skal være „verdens rige“ (Amer. Stand.-Overs.), og eftersom han skal regere i evighedernes evigheder, må Rigets oprettelse i Kristi hænder betyde, at den lovede nye verden er nær og skal vare for altid. Det betyder også, at denne verdens fuldstændige ende er nær. Ja, og dens ende vil blive en stor velsignelse for alle retsindige mennesker. Derfor fylder det os ikke med frygt at tale om verdens ende. Atombombens opfindelse får os ikke til at frygte for jordens undergang.

 5. Hvilken bog fortæller os om enden? Hvordan ved vi, at den er så nær?

⁵ Bibelen er den eneste bog på jorden, der fortæller os, at den onde verdensorden skal komme til sin afslutning på en bestemt tid. Den er følgelig den eneste bog, der fremholder et storslået budskab med håb om varig befrielse fra ondskab, undertrykkelse, fra døden og djævelens organisation. Og at tænke sig, at vi lever i denne vidunderlige overgangstid! Vi ved det med sikkerhed, fordi Jesus Kristus, den største af Jehovas profeter, forudsagde vor tid. Han skildrede den. Det gjorde han som svar på et spørgsmål, som fire af hans apostle stillede ham privat. Det følgende er, hvad der tilskyndede dem til at stille deres spørgsmål. Han havde lige sagt til jøderne i templet i Jerusalem, at deres hus skulle lægges øde for dem. Da han gik ud fra templet, benyttede hans disciple lejligheden til at vise ham de smukke bygninger, der var opført på tempelpladsen. Jesus rystede dem fuldstændigt, da han sagde: „Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg jer, her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ Senere, da han sad alene på Oliebjerget, hvorfra der var udsigt over Jerusalem og templet, kom Peter, Andreas, Jakob og Johannes og spurgte: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme [din nærværelse] og verdens ende?“ — Mattæus 23:37 til 24:3.

 6. Spurgte apostlene om vor jords ende? Hvorfor?

⁶ Apostlene forbandt templets ødelæggelse (der tillige betød Jerusalems ødelæggelse) med Jesu anden nærværelse og verdens ende. Naturligvis forstod de ud fra alt, hvad han havde lært dem, og af, hvad han sagde i dette svar, at hans anden nærværelse ville være en nærværelse i hans rige, medens han sad på tronen med magtens scepter. (Mattæus 16:27, 28; 25:31) I virkeligheden bad de ham altså om at sige, hvad tegnet skulle være på hans riges oprettelse, hvilket betød verdens ende. De tænkte ikke på og spurgte ikke om enden på den klode, vi lever på. Det var blevet lært dem, og de havde forstand nok til at vide, at Guds riges oprettelse ved Messias, Jesus, ikke betød vor jords undergang, men betød, at den skulle forvandles til et paradis og være lydige menneskers evige hjem. Når de bad den bøn, Jesus havde lært dem, sagde de ikke: „Vor Fader, du, som er himlene! Helliget vorde dit navn! Komme dit rige! Lad jorden blive ødelagt sammen med solen, månen og alle himmelens stjerner!“ Nej, men de bad om, at Guds rige under Kristus måtte indføre fuldkommen retfærdighed på jorden for evigt, når de sagde: „Vor Fader, du, som er i himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Mattæus 6:9, 10) Når det ikke var vor jord, hvad var det da, de ventede skulle ende?

 7. Hvordan fortolker religionsdyrkerne bibelens ord om enden?

⁷ Når politikere putter folk blår i øjnene ved højtidelige taler om at skabe en bedre verden af i morgen ved menneskers hænder, tror ingen, hverken katolikker eller protestanter, at de mener vor jords undergang og skabelsen af en ny jord, som vi kan bo på. Men når det drejer sig om Kristi og hans apostles tale om verdens ende, fortolker de samme religionsdyrkere deres ord som ensbetydende med, at vor jordklode skal opbrændes og hele det materielle skaberværk forsvinde og blive til noget usynligt ingenting. Som et resultat heraf giver den katolske og protestantiske befolkning plads for al slags ubibelsk frygt i deres fejlagtige religiøse undervisning. For eksempel bragte The Associated Press den 26. januar 1948 meddelelse fra Manilla på Philippinerne om en række jordskælv, som rystede Iloilo, og fortalte, hvordan en katolsk kvinde „skriger hysterisk, medens hun fører sine børn ud: Der kommer mere! Oh, Guds moder, mon det er enden?“ (New York Times, den 26. januar 1948, side 1) I det år, da den anden verdenskrig endte, berettede United Press den 18. september (tirsdag) fra Pasadena, Kalifornien, at tredive mænd, kvinder og børn dér gjorde sig rede til jordens undergang, og de ventede, at den skulle eksplodere tre dage senere, „ligesom en atombombe“, sagde den religiøse missionær, der ledede dem. „Enden vil komme på fredag — på en måde som ligner en atombombes eksplosion.“ (Camden, N. J., Evening Courier, den 18. september 1945) Deres frygtagtige religiøse forventninger viste sig at være usande; thi bibelen siger i overensstemmelse med videnskaben, i Prædikeren 1:4: „Jorden står til evig tid.“

 8. Hvad har Vagttaarnet lært om jorden lige siden sit første nummer?

⁸ Siden Vagttaarnets allerførste nummer udkom i juli 1879, har det fremholdt bibelens sandhed om vor bogstavelige jords skæbne. I det første nummer skrev Vagttaarnet i artiklen „Tre Verdener“: „Disse tre eksisterer i den rækkefølge, der er nævnt ovenfor, ikke to samtidig, og den samme planet, jorden, er basis for dem alle tre. . . . De helliges himmelske tilstand som „Bruden, Lammets hustru“, og folkeslagenes jordiske tilstand som „Herrens velsignede“ er kendsgerninger i den kommende verden og i harmoni med hinanden. Hvis de hellige skal styre nationerne, som der er givet løfte om, må nationerne være til, for at de kan blive styret. Der er høj og lav, himle og jord i fremtiden såvel som i fortiden.“ I alle de forløbne år siden da har de katolske og protestantiske præster hånet Jehovas vidner, fordi de ikke har lært, at vor planet skal gå under og brænde op, men har lært, at den skal stå for evigt i paradisisk fuldkommenhed under Guds himmelske rige.

Afslutning på denne samfundsindretning

 9. Hvad viser moderne oversættelser med hensyn til apostlenes spørgsmål?

⁹ I det græske sprog, som apostlenes spørgsmål til Jesus blev nedskrevet på, talte de ikke om vor planets, jordens, ende. Moderne oversættelser af bibelens græske tekst viser dette meget tydeligt. Den katolske Westminster Oversættelse af 1938 siger: „Sig os, hvornår disse ting skal ske, og hvad skal tegnet være på dit komme [parousía, margen] og på verdens afslutning?“ En Amerikansk Oversættelse af 1939 lyder: „Fortæl os, hvornår dette skal finde sted, og hvad vil tegnet være på dit komme og tidsalderens slutning?“ Youngs oversættelse af 1863 lyder: „Sig os, hvornår skal disse ting være? Og hvad er tegnet på din nærværelse og tidsalderens fulde ende?“ — Se amerikansk Revideret Standard Overs.

10. Hvilket ord brugte de på græsk? Hvad betyder det her?

¹⁰ På græsk er det ord, apostlene brugte i Mattæus 24:3, og som oversættes med „fulde ende, afslutning eller slutning“, ordet syntéleia. Det er et sammensat ord, der består af forholdsordet syn, som betyder med, sammen med, i selskab med, tillige med, og navneordet telos, der betyder ende. Det sammensatte ord kan derfor betegne mere end blot afslutningen på een ting. Forholdsordet syn tilkendegiver, at flere ting, foretagender eller tilstande har gået for sig sammen eller i forening med hinanden. Deres afslutning samtidig ville altså være en fælles ende eller en kombineret ende, det vil sige, at de ender i fællesskab. Flere udgaver af Liddell og Scotts Leksikon definerer ordet som „kombinationen af dele til eet formål, forening af bestræbelser, afslutningen (af et foretagende)“. Hvis vi bruger udtrykket „forenet afslutning“ eller „fælles ophør“, vil det bibringe os den rette tanke. Apostlene spurgte Jesus: „Hvornår skal disse ting ske?“, og det antyder, at der er flere ting, der ender i fællesskab eller i en kombination. Apostlene tog udtrykket „verdens ende“ fra Jesus i Mattæus 13:39, 40, 49, og de vidste derfor fra hans beskrivelse, at flere ting skulle ende samtidig i denne kombinerede afslutning eller syntéleia. I virkeligheden bruges dette udtryk kun seks gange i de apostolske skrifter, fem gange af apostelen Mattæus og een gang af apostelen Paulus.

11. Hvilket ord brugte de for „verden“? Hvordan kan vi se dets betydning?

¹¹ Men hvad er der at sige om den verden, hvis kombinerede ende eller afslutning apostlene spurgte om? Det ord, de brugte, er aión, og de moderne katolske oversættere følger Douayoversættelsen, når de oversætter det „verden“. Men de fleste moderne ikke-katolske oversættere gengiver det med „tidsalder“, der betyder en tidsperiode i menneskenes historie, hvad enten den har bestemte faste datogrænser eller ikke. „Tidsalder“ kan være en passende oversættelse af aión i visse forbindelser, og dog kan det ikke være betydningen alle steder eller i visse andre forbindelser. Efeserne 2:2 er et tilfælde af sidstnævnte slags. Her siger Paulus til de kristne: „I var døde ved jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd [eller aión] og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn.“ Her er ordet verdens oversat fra det græske ord kosmos, medens „tidsånd“ er en oversættelse af ordet aión. Eftertrykket lægges således på den handlemåde, som fulgtes i en bestemt tidsperiode, snarere end på selve tidsperioden. Paulus brugte også ordet aión i Galaterne 1:3, 4, hvor han siger: „Herren Jesus Kristus, som for at udfri os af den nuværende, onde verden [aión] gav sig selv hen for vore synder.“ Eftersom de kristne fra Paulus’s tid og indtil nu stadig har levet i den samme tidsperiode, hvori det onde eller ugudeligheden har behersket menneskene, kan aión ikke betyde en tidsperiode her. Det må være den verdensorden, som er ond, og fra hvilken Jesus Kristus har udfriet sine indviede efterfølgere.

12. Hvordan viser Hebræerne 1:1, 2 os betydningen af „aión“?

¹² Betydningen verdensordning eller tingenes orden ligger også i ordet aión, når Paulus bruger det i Hebræerne 1:1, 2, hvor han siger: „Gud . . . har nu ved dagenes ende talt til os ved sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden [aiónes].“ Det kan fornuftigvis ikke betyde, at han har skabt tidsperioder, men her må der være tale om de indretninger af ting, som Gud, den Højeste, brugte sin søn Jesus Kristus til at skabe. Sådanne samfundsindretninger kunne naturligvis eksistere i en begrænset periode eller for evigt, efter som det var Guds vilje. Denne betydning af aión passer også på Hebræerne 9:25, 26, hvor Paulus taler om Jesu offer for synder og siger: „Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten [i Israel] år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens [kosmos] grundlæggelse. Men nu er han een gang for alle ved tidernes [aiónes, tingenes orden] fuldendelse [syntéleia] åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.“

13. Hvordan fremgår dets betydning yderligere af Hebræerne 9:25, 26?

¹³ Da Jesus ofrede sig selv som et menneskeoffer til Gud, medførte det en fælles ende for den tingenes orden, som havde været i virksomhed over for jødefolket indtil da. Det gjorde ende på yderligere dyreofres antagelse ind for Gud. Det gjorde ende på den gamle mosaiske lovpagt, som Gud havde oprettet med Israel. Det gjorde ende på det system af profetiske forbilleder og skygger, som var blevet indført hos israelitterne og deres forfædre. Nu trådte en ny pagt i kraft mellem Gud og et nyt Israel, et åndeligt Israel, og nu begyndte de gamle forbilleder og skygger at få deres opfyldelse på dette nye folk. Hele det jødiske system for gudsdyrkelse og forhold til Gud endte fuldstændig, da Jerusalem blev ødelagt omkring fyrretyve år senere. Der var ikke mere et materielt tempel i den tidligere hellige stad, hvor jøderne kunne samles og forrette deres gudsdyrkelse som i gamle dage. Det kan derfor med sandhed siges, at Jesus Kristus blev åbenbaret på en tid, da det særlige tingenes system, som hørte jøderne til, var ved at ende samlet.

14. Hvad betyder „aión“ da i Mattæus 24:3, og hvorfor?

¹⁴ Eftersom apostlene knyttede Jerusalems og templets ødelæggelse sammen med Kristi nærværelse og den kombinerede afslutning, kan ordet aión i Jesu profeti bedre gengives med „tingenes system“ end med tidsalder, og det kan absolut ikke betyde vor jordklode.

15. Hvorfor sigter „aións“ ende ikke til år 70 e. Kr.? Hvad sigter det til?