Om blodtransfusion
Den 8. oktober 1949.
Herr N. N.
Som svar på Deres brev af 21. september om blodtransfusion skal vi bemærke:
Det er rigtigt, at Jesus udførte barmhjertighedsgerninger på sabbaten og blev regnet skyldfri, fordi det var lovligt at udføre sådanne gode gerninger på jødernes sabbat. Også præsterne i det forbilledlige tempel i Jerusalem arbejdede på sabbaten for at udføre deres præstelige funktioner og blev regnet for skyldfri. David og hans mænd spiste også skuebrød, som det kun var tilladt præsterne, der gik ind i tabernaklet, at spise af; thi David og hans mænd trængte dengang til føde. Men kan man på bibelens grundlag bruge disse begivenheder som støtte for, at en kristen kan ty til blodtransfusion for sig selv eller en af sine venner eller kære? Læg mærke til følgende:
Guds pagt om skabningernes blods hellighed blev oprettet med menneskeheden gennem Noa, før loven om sabbaten blev oprettet med jøderne ved Moses. (1 Mosebog 9:1-6) Da Jesu død ophævede den mosaiske pagt med dens sabbatslov, var pagten med Noa om blodet stadig i kraft, og år efter Jesu død anerkendte hans apostle og disciple dette faktum og befalede derfor de kristne troende at afholde sig fra at indtage skabningers blod i deres legeme. (Apostlenes Gerninger 15:19, 20, 28, 29; 21:25) Ved sine gode gerninger på sabbatsdagen skabte Jesus altså ikke et præcedens for, at hans efterfølgere kunne overtræde pagten med Noa om blodet eller gøre undtagelser vedrørende den. Præsterne, som arbejdede i templet på sabbaten, satte ikke et eksempel for deres ikke-præstelige brødre, så de kunne krænke sabbaten med verdsligt arbejde. Hvorfor ikke? Fordi disse præster havde fået befaling af Gud til at udføre deres arbejde i templet på alle ugens dage, også sabbaten. De adlød derfor Gud ved at gøre, hvad de gjorde på sabbaten, ikke uden for templet, men inde i det. Derved overtrådte de dog ikke pagten med Noa med hensyn til blodet.
Da David og hans mænd spiste af skuebrødet, fik de heller ikke brød, som berøvede det hellige i tabernaklet det brød, der skulle lægges frem for Gud der. Det var skuebrød, som præsterne allerede havde taget bort fra Guds åsyn for at skaffe plads til frisk skuebrød, så at det brød, David spiste, i virkeligheden nu var almindeligt brød. Vi læser: „Præsten gav ham da det hellige brød; thi der var ikke andet brød der end skuebrødene, som tages bort fra deres plads for Jehovas åsyn, samtidig med at der lægges frisk brød i stedet.“ (1 Samuel 21:6) Det var altså brød, som allerede havde tjent sit hellige formål. Men ved at tage imod det og spise det overtrådte David ikke pagten med Noa om blodets hellighed og gjorde heller ingen undtagelse fra den. At han ikke ville gøre nogen undtagelse med hensyn til den hellige pagt vedrørende blodet, fremgår af hans bemærkning, da nogle af hans soldater satte livet i vove for at bringe ham, ikke blod, men drikkevand fra kilden ved Betlehem. David hældte vandet ud på jorden, hvor blodet ifølge befalingen skulle udgydes. Vi læser herom: „Han ville dog ikke drikke det, men udgød det for Jehova med de ord: Gud vogte mig for at gøre det! Skulle jeg drikke de mænds blod, som har vovet deres liv? Thi med fare for deres liv har de hentet det. Og han ville ikke drikke det.“ (1 Krøniker 11:18, 19) I overensstemmelse hermed sagde han i Salme 16:4: „Deres blodofre vil jeg ikke udgyde.“
Mange religionstilhængere hævder, at blodtransfusion ikke falder ind under pagten med Noa om blodet, men er en undtagelse fra dette forbud mod at føre blod ind i sit legeme på grund af den gavn, blodtransfusionen gør. Men gjorde Gud nogen undtagelse fra pagten om blodet, fordi der var tilfælde, hvor det tilsyneladende kunne gøre noget godt? Nej. Da israelitterne forfulgte filisterne, blev de udmattede, men deres fysiske udmattelse blev ikke betragtet som en undskyldning, der gav dem lov til at indføre skabningers blod i deres legemer. Vi læser: „De slog da den dag filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og folket var meget udmattet. Derfor kastede folket sig over byttet, tog småkvæg, hornkvæg og kalve og slagtede dem på jorden og spiste kødet med blodet i. Da meldte man det til Saul og sagde: Se, folket synder imod Jehova ved at spise kødet med blodet i. Og han sagde: I forbryder jer! Vælt mig en stor sten herhen! Derpå sagde Saul: Gå rundt iblandt folket og sig til dem: Enhver skal bringe sin okse eller sit får hen til mig og slagte det der. Så kan I spise; men synd ikke mod Jehova ved at spise kødet med blodet i.“ (1 Samuel 14:31-34) Da Sauls folk således forfulgte og dræbte filisterne, overtrådte de ikke det femte bud: „Du må ikke slå ihjel“, men handlede efter Guds befaling og henrettede hans fjender og fungerede således som hans skarprettere. Det var ikke at begå mord. Og at det ikke var det, bevises ved den kendsgerning, at de ikke behøvede at flygte til tilflugtsbyerne for at sikre sig mod blodhævneren, medens ellers enhver israelit, som begik uoverlagt mord, måtte flygte til en af disse byer. (4 Mosebog 35:9-34) Det argument, at blodtransfusion er undskyldelig, fordi den kan genoplive et udmattet menneskeliv, er et verdsligvist argument og finder ingen støtte i bibelen.
Vi må derfor være varsomme med at forsvare brugen af blodtransfusion under påskud af, at den redder liv og derfor er god i Guds øjne. Det antages, at den kun er gavnlig, men få mennesker tænker over, hvor mange liv den har forsømt at redde, og hvor megen skade den har gjort både for bloddonoren og for den, der får transfusionen, og hvis helbredelse tilskrives denne lægelige handling. Selve den omstændighed, at blodet overføres direkte til modtagerens blodomløb i stedet for direkte til maven for til sidst at finde frem til blodomløbet, berettiger ikke til at sige, at det ikke er at spise blodet og derfor heller ikke en overtrædelse af pagten med Noa, der forbyder at indføre en skabnings blod i menneskets organisme. Det er at spise en andens blod for på ny at opfylde en næsten udtømt blodstrøm og gøre det i en fart. Derfor er det en overtrædelse af Guds pagt om blodets hellighed. Den største skade, det gør, er dog ikke fysisk, men består i, at det skaber foragt for livets store givers, Jehova Guds, pagt og befaling.
Med venlig hilsen.
Deres til hans navns ære
VAGTTAARNETS BIBEL- OG TRAKTATSELSKAB.
(The Watchtower, 1. december 1949)
Den 8. oktober 1949.
Kære ven!
Dit brev af 21. september vedrørende artiklen om blodtransfusion i bladet Awake! for nylig var virkelig meget interessant.
Evas skabelse af et af Adams ribben kan ikke på nogen måde betragtes som en blodtransfusion, selv om blodet nærer benene. Bibelen taler om at spise marven i benene, men taler samtidig imod at spise eller drikke skabningers blod. (Salme 63:5, eng. overs.; Esajas 25:6) Guds ord gør således forskel på blodet og benene med deres marv.
Guds pagt om blodets hellighed blev imidlertid oprettet efter, at Gud havde skabt Eva af et af Adams ben; så hvordan Gud nu end har skabt Eva, gav han Adams og Evas efterkommere et forbud mod at tage animalsk blod ind i deres legeme. Vi kan ikke sige, at Gud blot forbød den lavere dyreskabnings blod og ikke menneskets. Skaberens udtalelse var, at alt køds liv er i blodet, og det gælder for menneskets blod såvel som for de lavere dyrs. Det var af den grund, at bibelen omtaler Kristi blod som det effektive middel til at genløse menneskeheden og udslette deres synder, som straffes med døden. Vi er genløst ved Kristi blod som et lydefrit og uplettet lams, siger 1 Peter 1:18, 19.
Samleje til formering af menneskene kan ikke betragtes som blodtransfusion fra manden til kvinden. I det mindste skelner Gud mellem dette og så det at indføre blod i menneskelegemet. Samtidig med at Gud oprettede pagten med Noa og hele menneskeheden og forbød at indtage skabningers blod, gentog han også den guddommelige befaling til Noa og hans familie: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“, det vil sige, fortsæt med at formere menneskeslægten. (1 Mosebog 9:1-7) Gud ville ikke forbyde at indtage en andens blod i vort legeme og samtidig give os myndighed til at overtræde hans pagt om blodet på en anden måde, under dække af en anden proces. Gud er i overensstemmelse med sig selv, og den ægteskabelige akt må derfor ikke forveksles med blodtransfusion. Der kan gives liv, og det kan formeres ved den ægteskabelige akt mellem mand og kvinde, men ikke ved en medicinsk blodtransfusion.
Med hjertelig hilsen.
Dine til Guds ære
VAGTTAARNETS BIBEL- OG TRAKTATSELSKAB.
(The Watchtower, 1. december 1949)
Brev
„HVERT ÆGTEPAR GIVE AGT PÅ SIN EGEN OPFØRSEL“
Kære søster!
Som svar på dit brev af 22. september angående seksuel omgang vil vi sige:
Naturligvis er det bedst for hver især ikke at blande sig i et ægtepars private anliggender og ikke forsøge at foreskrive dem, hvordan de skal handle i dette spørgsmål. Det sikreste, vi kan gøre, er at citere det inspirerede råd, apostelen Paulus giver i 1 Korinter 7:1-6 (Moffatts oversættelse):
„Med hensyn til spørgsmålet i jeres brev, så er det godt for en mand ikke at have samkvem med en kvinde, men der er så megen umoralitet, at det er bedre for hver mand at have sin egen hustru og hver hustru sin egen mand. Manden må yde hustruen sin ægteskabelige skyldighed, og hustruen må ligeledes yde manden sin; en hustru kan ikke gøre med sit legeme, som det behager hende — hendes mand har ret over det, og på samme måde kan en mand ikke gøre med sit legeme, som det behager ham — hans hustru har ret over det. Hold jer ikke tilbage fra seksuelt samkvem med hinanden, med mindre det sker for en tid efter fælles aftale, for at I kan hengive jer til bøn. Søg derefter sammen igen. I må ikke lade Satan friste jer gennem afholdenhed [ved jeres mangel på selvbeherskelse, En amer. Overs.]. Hvad jeg lige har sagt, er imidlertid en indrømmelse, ikke en befaling.“
Det er tydeligt, at apostelen her ikke kun taler om seksuel omgang i den hensigt at avle børn, men om seksuel udløsning. Af denne grund, siger han, er det bedre for visse lidenskabelige mennesker at have deres egen ægtefælle, der kan være dem behjælpelig med at afholde dem fra den umoralitet, der er så udbredt i verden. Ægtepar skal således ikke afholde sig fra seksuel forbindelse med hinanden, da Satan ellers kan friste både den ene og den anden af dem til umoralitet med udenforstående personer. Men naturligvis må der i dette spørgsmål vises selvbeherskelse, således at man ikke overdriver og gør sig selv åndelig skade, og det går ud over ens hengivelse til bøn. Hvert ægtepar må i denne henseende tilrettelægge sit eget liv og ikke prøve på at diktere andre ægtepar, hvad de skal gøre og ikke gøre.
Dine hengivne i Rigets tjeneste
VAGTTAARNETS BIBEL- OG TRAKTATSELSKAB.
(The Watchtower, 1. januar 1950)