Frygtløs ved verdens ende

„Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke.“ — Salme 46:2, 3.

 1. Hvem lider af frygt nu i tiden, og hvem ikke? Hvorfor?

JEHOVA lod nedskrive i den hellige beretning, at i denne gamle verdens sidste dage skulle der komme mange trængsler, mange ugerninger ville blive begået, der skulle være voksende undertrykkelse og mangfoldige veer, og alle vegne ville en følelse af usikkerhed og utryghed hvile over menneskene. Trængsel efter trængsel har ramt denne generation, så at mane nu undrer sig over, hvad det næste bliver. Stor frygt har grebet jordens beboere. De ved, at en eller anden stor katastrofe truer, og at de ikke nægter at standse den. Frygtelige ulykker har allerede fundet sted, og flere skal følge. Midt under alt dette er de trofaste kristne genstand for et stærkt, verdensomfattende had, og dog får de det råd, at de ikke skal blive modløse eller forskrækkede. Om den samle verdens „endens tid“, som vi har befundet os i siden 1914, sagde deres Mester: „Når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme; thi dette må først ske, men enden kommer ikke straks.“ (Lukas 21:9) Og forud for denne profeti havde han sagt til dem: „Frygt ikke, du lille hjord, thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ — Lukas 12:32.

 2. Hvem bærer nu lyset? Hvorfor forsøger man at forskrække dem?

² Den nærværende onde verden er i opposition til Jehova den Almægtige og har altid været det, og der er intet håb om, at den nogen sinde vil komme i harmoni med Guds fuldkomne vilje. Uvidenhed om den højeste Gud råder overalt, et tykt åndeligt mørke dækker menneskeheden og formørker kundskaben om Jehova. Kun Jesu Kristi trofaste efterfølgere kender Jehova. Det er en kendsgerning, at „mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal Jehova oprinde, over dig skal hans herlighed ses“. (Esajas 60:2) Ind i denne verdens mørke må lyset trænge for at åbne de blinde øjne, åbenbare kundskaben om Guds og hans elskede kongesøns herlighed for jordens millioner, vise dem vejen til livet og tilbyde dem trøst og fred. Mørke er modsætningen til lys. Derfor er det intet under, at der siges alt muligt ondt om lysbærerne for at gøre dem modløse. Trusler rettes af mørkets ugerningsmænd mod lysets børn for at skræmme dem og om muligt få dem til at frygte, så de vil undlade at lade lyset skinne. Denne optræden fra verdens menneskers side overrasker undertiden de sande tjenere for det eneste lys. De finder det svært at forstå, indtil de husker på, hvad Jesus sagde om sådanne erfaringer: „Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: Jeres løn skal være stor i himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.“ — Mattæus 5:11, 12.

 3, 4. Hvad er tiden nu inde til? Og hvorfor skal det gøres med tillid?

³ De tusinder af retsindige mennesker, der nu tager imod lyset, har ikke været vant til mishandling. Undertiden tvivler de på, om det er tilrådeligt at blive ved, hvis en sådan behandling skal overgå dem; thi eet er at komme til at kende de gode ting i Jehovas hellige ord og de vidunderlige velsignelser i fremtiden under den nye verden, men noget ganske andet at møde verdens mishag, hån, spot og forfølgelse. Ikke desto mindre vil den højeste Guds mishag blive åbenbaret, hvis vi ryster vort ansvar af os på grund af frygt. „Frygt for mennesker leder i snare, men den, der stoler på Jehova, er bjærget. Mange søger en fyrstes gunst; mands ret er dog fra Jehova.“ (Ordsprogene 29:25, 26) Et vældigt arbejde skal udføres, før den gamle verden tilintetgøres. Nu er det ikke tiden til nølen eller frygtagtighed, men tiden er inde til at rykke frem. Det er tiden til modig handling og storslået udvidelse for alle Guds sande tjenere. Hele verden og de usynlige åndelige magter sætter alle kræfter ind på at forhindre denne fremgang. Alle udslag af had rejser sig og vil blive rejst for at skabe hindringer; men disse hindringer skal slå fejl. „Intet våben, som smedes imod dig, skal dú, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt.“ (Esajas 54:17) Sådanne løfter gælder for Jehova Guds flittige, frygtløse tjenere.

⁴ Nu må Guds talerør kundgøre hans ord for den oprørske kristenhed, en genstridig slægt, et hårdhjertet folk; og ingen ord må tages bort fra Guds befalinger. Nej, hele Guds råd skal forkyndes, selv om Satan, denne onde verdens gud, vil prøve på at få os til at glemme sandheden og Guds befalinger. De, der overvindes af den onde eller hans redskaber, pådrager sig Jehovas mishag.

 5. Hvad er vi i fjendskab med? Hvis styrke behøver vi? Hvorfor?

⁵ Guds trofaste tjenere er i fjendskab med denne verden. „Venskab med verden er fjendskab med Gud. Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jakob 4:4) Dette fjendskab gælder ikke forskellige politiske meninger, ideologier, religiøse anskuelser eller raceantipati. Nej, vort fjendskab er langt mere vidtrækkende, for det er modstand mod hele verden, både den synlige og den usynlige. Ingen enkelt person, ingen gruppe og ingen verdensorganisation ville kunne holde ud i en sådan tilstand af afsondring fra den nærværende onde verden i sin egen styrke. Menneskets udholdenhed når kun til en vis grænse. Intet menneske af kød og blod kan holde stand imod den hele verden og arbejde sammen med en upopulær, foragtet organisation ret længe, medmindre han får styrke fra den højeste kilde, Jehova den Almægtige. I denne gerning får man ingen ros af mennesker, intet bifald, ingen tak og ære fra verden, ingen finansiel eller kommerciel vinding. Jo mere arbejde man udfører, jo større nidkærhed, kraft og kærlighed man lægger i tjenesten, desto større bliver i virkeligheden hadet og foragten fra dem, der hører denne verden til. Er det da ikke af livsvigtig betydning for os at vide, hvordan den så hårdt tiltrængte styrke og støtte kan opnås?

 6. Hvordan kan denne tiltrængte styrke og støtte opnås?

⁶ Guds ord er fuldt af forsikringer. „Ved du, hørte du ikke, at Jehova er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke; han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke. Ynglinge trættes og mattes, ungersvende snubler brat, ny kraft får de, der bier på Jehova, de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.“ (Esajas 40:28-31) Apostelen Paulus trøstede os med disse ord: „I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke?“ (Efeserne 6:10) En amerikansk Oversættelse siger: „I må vokse jer stærke ved enheden med Herren.“ Vægten skal lægges på ordene „må vokse jer stærke“. Det er da ganske tydeligt, at Guds styrke ikke falder ned over os som en kappe og gør os dygtige til at udføre vældige gerninger; men derimod må den enkelte gøre noget for at styrke sig i Herren. Megen tid må tilbringes med studium, for at den, der allerede har opnået styrken, kan lære styrkens kilde at kende og lære, hvordan han opnåede styrken. Sikkert ønsker enhver kristen at være en tapper stridsmand for Herren at gøre hans hellige gerning uden frygt og modstå den ondes glødende pile, i fuld tillid til Jehova og hans herliggjorte kongesøn Kristus Jesus.

Hvordan årsagen til frygt kan overvindes

 7. Hvilke grunde kan der være til frygt?

⁷ Hvad er nogle af årsagerne til frygt? Rimeligvis vil alle være enige om, at frygt er et udslag af egenkærlighed. Hvor der er fuldstændig uselviskhed, er der kærlighed. „Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre, og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden.“ (1 Johannes 4:18) Denne slaviske frygt ville sikkert være borte, hvis al selviskhed var fjernet. Men er det ikke tilfældet, at når vi opfordres til at udføre en eller anden speciel tjeneste for Jehova, som måske er i direkte modstrid med denne verden, ja måske i virkeligheden er et budskab imod den, vil tanker som disse melde sig i sindet: Kan jeg udføre den gerning? Vil det glippe for mig? Hvad vil følgen blive? Hvad vil folk tænke og sige? Er der mulighed for fortræd eller fare for mig eller min familie? Vil den blive åndelig eller legemlig? Kan jeg udholde smerten? Mange tvivl kommer til den frygtagtige. Nølen melder sig, og frygten for mennesker bemægtiger sig ham. Øjeblikkelig melder undskyldningerne sig for sindet; måske er der noget mere vigtigt at gøre, noget, der kræver opmærksomhed, er blevet glemt, eller måske er ens helbred ikke så godt. De ængstelige og frygtsomme er godt tilfredse med at have gode grunde til ikke at tage fat på det arbejde, der ligger for. „Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.“

 8, 9. Hvilke forsikringer har vi til at styrke os imod denne frygt?

⁸ Er det virkelig muligt for en skabning at bygge et sådant mod op, at der ikke bliver al denne frygt? Kan han styrkes imod alle disse kødelige begrænsninger og svagheder? Det bekræftende svar kommer fra Jehovas ord. „Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til.“ (Filipperne 4:19) Den Højeste selv forsikrer os: „Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig.“ Og atter: „Hærskarers Jehova, ham skal I holde hellig, han skal være jeres frygt, han skal være jeres rædsel.“ (Esajas 41:10 og 8:13) Han, der så vel kender det menneskelige køds svaghed, befaler os ikke at frygte.

⁹ Men hvordan kan vi da stole på ham? Er det muligt at sætte sit liv ind på Jehovas løfte? Den hellige Skrift giver os svaret: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Romerne 15:4) Der er ingen grund til at frygte for, at vort håb skal være forgæves, eller at vi vil blive skuffet, thi apostelen Paulus siger til os: „Trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter.“ — Romerne 5:3-5.

10. Ved hvilket studium kan vi hente styrke? Og hvorfor?

¹⁰ Vort håb må derfor hentes fra studium af Skriften, thi der lærer vi, hvem der er kilden til vor styrke. Har den Almægtige ikke dannet styrken? Det var ham, der skabte den. Jo mere vi lærer om Jehova og om, hvordan han giver styrke, desto bedre bliver vi i stand til at modtage styrke fra ham. At kende Jehova er at stole på ham. Vor Herre Jesus er det fuldkomne eksempel på fuldstændig tillid, og han kendte ikke til frygt for mennesker, for verden eller for Djævelen. Sandheden giver sindet frihed, gør talen fri og giver frihed fra selvet. „Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32.

11. Hvordan må vi tage imod sandheden? Hvorfor?

¹¹ Vi må tage imod sandheden i sagtmodighed. „Aflæg derfor al urenhed og alle de mange udslag af ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som har magt til at frelse jeres sjæle.“ (Jakob 1:21) Den Herre Jesus var sagtmodig. Også „den mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“. (4 Mosebog 12:3) Sagtmodighed og Herrens frygt er nødvendige egenskaber for den kristne. Og Jehova har i sin nåde ordnet både vort private og fælles studium, så vi kan opnå at vokse i disse egenskaber. Ved sagtmodighed får man belæring, og de trofaste disciple vil altid bie på Herren og søge hans vilje. Så vil samvittigheden altid være fri for anstød ind for Herren, når vi beder ham om hjælp og styrke til at udføre hans gerning. Mangel på sagtmodighed vil ofte føre til, at man forhaster sig og søger at udrette noget i sin egen styrke.

12, 13. Hvordan kan vi opmuntre og hjælpe hinanden i troen?

¹² Ved at vi kommer sammen til samfund med hinanden, studium og arbejde, kan vi opmuntre og hjælpe hinanden i troen. „Da talte de, som frygter Jehova, med hverandre. Og Jehova lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Jehova og slår lid til hans navn. Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Jehova, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.“ (Malakias 3:16, 17) Tale til og med hinanden kan man ikke gøre, hvis man bliver hjemme eller bare læser i bibelen. For at kunne gøre det må vi naturligvis samles med hinanden og tale om Herrens ord og de gerninger, som har at gøre med hans hellige navns ophøjelse. Det indbefatter også at tale til sin næste og fortælle ham om sandheden. Herren har et sådant velbehag i disse gerninger, at han befalede, at der skulle skrives en beretning eller rapport. „Men de, som dyrker og tilbeder den Evige, talte imidlertid til hinanden, og den Evige gav agt på dem og hørte dem; og foran ham ligger en beretning om dem, der dyrker ham og holder fast ved ham. Og jeg vil gøre krav på dem, siger Hærskarers Herre, som min egen dyrebare ejendom, på den dag, da jeg skrider til handling; og jeg vil skåne dem, ligesom en mand skåner sin søn, der arbejder i hans tjeneste.“ — Malakias 3:16, 17, Moffatt.