Fortidens forbilleder for nutiden
I DAG er der mange kirkegængere, der betragter tre fjerdedele af Bibelen, nemlig de Hebraiske Skrifter, som de kalder „det Gamle Testamente“, som en ret og slet historisk beretning fra en tåget fortid. Men her tager de i høj grad fejl. Gud handlede i mange århundreder med israelitterne på en særlig måde, og han sørgede for, at deres erfaringer og historien om andre gamle nationer før dem blev nedskrevet som forbilleder: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf.“ — Rom. 15:4.
Et forbillede er en fremstilling eller en skildring af noget, som skal ske engang i fremtiden. Modbilledet er virkeligheden af de ting, forbilledet fremstiller. Man kan med rette sige, at forbilledet er en skygge, mens modbilledet er virkeligheden. Dramatiske hændelser og begivenheder tjener som forbilleder, og ved at studere dem får man et klart billede af virkeligheden, og de kaldes derfor profetiske billeder. Et forbillede er også en model eller et mønster, der tjener som en ledetråd til at forstå virkeligheden.
Apostelen Paulus, som havde det rette syn på denne sag, forstod betydningen af Israels dramatiske historie. Det er grunden til, at han så ofte trak disse historiske hændelser frem i sine breve og viste, hvordan de skildrede, afbildede og dannede en skygge af ting, der skulle komme. Paulus siger for eksempel, at det, at Israel slukkede sin tørst med det vand, som strømmede ud af klippen, blot var et billede på det „livgivende vand“, som strømmer frem fra den store klippe, Kristus Jesus. — 1 Kor. 10:1-4.
„I dette,“ fortsætter Paulus, „er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de [de gamle israelitter] gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet [2 Mos. 32:6]: Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege. Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på een dag faldt der tre og tyve tusinde. Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger. [4 Mos. 21:5, 6] I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af ødelæggeren. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ — 1 Kor. 10:6-11.
Tabernakelskygger
Kan det være muligt, at alle disse bestemmelser, forordninger og bud, som blev givet Israel angående deres tabernakeltjenester og ofringer, var billeder på større ting, der skulle komme? Ja, ganske sikkert, og Paulus gør dette helt klart ved at forklare, hvad mange af disse ting virkelig betød. „Thi Loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse.“ (Hebr. 10:1) Præsteskabet under den gamle lovpagt var bare en skygge eller et forbillede på de større himmelske og åndelige ting, som der er skrevet: „De tjener ved en helligdom, der er et afbillede og en skygge af den himmelske.“ (Hebr. 8:5, 6) Ja, apostelen fortæller os, at de ceremonielle forordninger vedrørende overholdelsen af hellige dage, nymåner, sabbatsdage, mad- og drikofre o.s.v. „altsammen kun [er] en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus“. — Kol. 2:16, 17.
Paulus går videre i sin behandling af emnet og omtaler disse tabernakelofringer som „et sindbillede på den nuværende tid“, og fortsætter: „Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod een gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning. . . . Og det er næsten sådan, at efter Loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt. Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse. Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind selve himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.“ — Hebr. 9:9, 11, 12, 22-24.
„Abraham havde to sønner, een med trælkvinden og een med den frie kvinde. Trælkvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvindes i kraft af forjættelsen. Dette har en billedlig betydning. Thi disse kvinder er de to pagter.“ (Gal. 4:22-24) Hvad kunne være klarere end denne udtalelse om, at disse historiske begivenheder var profetiske forbilleder på ting, som skulle komme?
Andre gode eksempler
Andre forfattere af Bibelens Græske Skrifter, det såkaldte „Nye Testamente“, forstod også, at de Hebraiske Skrifter indeholdt forbilleder og nyttige eksempler, som de kristne burde følge. Apostelen Peter siger, at Sara på grund af sin ydmyghed og lydighed mod sin mand, Abraham, er et godt eksempel for hustruer i den kristne menighed. (1 Pet. 3:1-6) Discipelen Jakob fremholder Abraham og Rahab som gode forbilleder for dem, der vil bevise deres tro gennem gerninger. (Jak. 2:20-26) Eller hvis det gælder om at udholde forfølgelser og prøvelser fra Djævelens og hans repræsentanters side, finder man nogle af de fineste eksempler i beretningerne om de gamle hebraiske profeter. „Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige.“ Jakob siger, at den retfærdige Job er et særdeles godt eksempel på tålmodig udholdenhed og standhaftighed under prøver. — Jak. 5:10, 11.
Judas siger i sit korte, men betydningsfulde brev, hvor han formaner de kristne til alvorligt at kæmpe for troen, at de på den anden side skulle være på vagt mod onde mennesker, som ville snige sig ind blandt Herrens folk. Han fortæller, at Kain i sin ondskab er et eksempel på sådanne. Bileams vildfarelse er også et billede på denne onde klasses ondskab. Judas fremholder endnu et eksempel, da han viser, at Kora i sit oprør var et billede på dem, som søger at besmitte de kristne menigheder. — 4 Mos. 16:1-35; 22:7; 1 Joh. 3:12; Judas 3, 4, 11.
Johannes Døber og hans gerning er et yderligere bevis på, at de hebraiske profeters liv og gerning var forbilleder på ting, der skulle ske i fremtiden. Malakias havde forudsagt, at der skulle komme en, som profeten Elias var et billede på. Johannes Døber forsikrede, at han ikke var Elias, men indrømmede villigt, at han udførte den gerning, profeten havde udført forbilledligt. (Mal. 4:5; Joh. 1:21-23) Jesus bevidnede også, at Johannes Døber var den, som Elias var et forbillede på. — Matt. 11:13, 14; 17:12; Mark. 9:12, 13.
Mange af fortidens mænd var i deres særlige tjeneste for Gud forbilleder på Kristus Jesus og hans gerning. Den salvede Jesus blev da virkeligheden eller modbilledet til disse profetiske billeder. Kristus er Isajs rodskud, løven af Judas stamme, som alle retsindige mennesker af alle folkeslag må sætte deres håb til, og derfor er han den større David. (Rom. 15:8, 12; Åb. 5:5; 22:16) Kristus hentydede til sig selv som den større Salomo, da han sagde: „Se, her er mere end Salomo.“ (Luk. 11:31; 1 Kong. 10:1-9; 2 Krøn. 9:1-8) Apostelen Peter og Stefanus, en tjener i den første menighed, anerkendte Jesus som den større Moses, som Moses var et forbillede på. — Ap. G. 3:20, 22; 7:37; 5 Mos. 18:15.
Da den daværende slægt bad om flere beviser for, at Jesus var Messias, nævnede Kristus profeten Jonas som et på flere måder passende billede eller forbillede på sig selv. Han sagde: „En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas’ tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ (Matt. 12:39, 40; Jonas 1:17) „Se, her er mere end Jonas,“ erklærede Jesus. „Thi ligesom Jonas blev et tegn for Nineves indbyggere, således skal Menneskesønnen være det for denne slægt.“ — Luk. 11:30, 32; Matt. 12:41; Jonas 3:1-10.
Da Esajas erklærede, at „den Herre Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge“, var han virkelig et forbillede på Kristus Jesus. Kristus var derfor i sin fulde ret, da han i synagogen i Nazaret læste dette afsnit af Esajas’ bog og anvendte det på sig selv. „I dag er dette skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.“ — Es. 61:1, 2; Luk. 4:16-21.
Det unge lydefri påskelam af hankøn, som blev slagtet i Ægypten, var i sandhed et billede eller forbillede på den fuldkomne unge mand, Jesus, „et lam uden plet og lyde“. (2 Mos. 12:5; 1 Pet. 1:18, 19) Det er Kristi, Guds lams, blod, som stadfæster den nye pagt. „Thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.“ (1 Kor. 5:7) Som genløser og genkøber af alt det, Adam mistede, tager Kristus Adams plads som faderen, „Evigheds-fader“ til den nye verdens befolkning. Adam er derfor, som Paulus fortæller os, „et forbillede på den, der skulle komme“, nemlig Kristus Jesus. — Es. 9:6; Rom. 5:14.
Da Paulus skrev til hebræerne, sagde han meget afgjort, at Kristus som den højeste Guds præst, bestemt til at bringe et større offer end de, der blev ofret af det aronitiske præsteskab, forbilledligt var fremstillet ved Melkisedek. Melkisedeks navn og navnet på hans kongedømme var af stor betydning, og den kendsgerning, at der ikke er optegnet noget om hans begyndelse eller ende, gør ham „ligestillet med Guds søn“, der fortsætter som præst til evig tid. „Og endnu klarere bliver det, når der i lighed med Melkisedek opstår en præst [Kristus Jesus] af en anden slags, som ikke blev det efter en lov, der kræver kødelig afstamning, men fordi han har sin kraft fra et uopløseligt liv.“ — Hebr. 5:1-10; 6:20; 7:1-3, 15, 16.
Nyttige forbilleder for vore dage
Det ville være en stor misforståelse at tro, at alle de profetiske billeder, Gud lod nedtegne i Bibelens hellige Hebraiske Skrifter, fik deres opfyldelse på Kristi og apostlenes tid. Man bør snarere betragte sådanne opfyldte billeder som håndgribelige beviser for, at andre profetiske billeder, som forudsiger begivenhederne i vor tid, ligeledes vil blive opfyldt. I denne kritiske tid for verden vil tænkende mennesker derfor omhyggeligt studere de forbilledlige begivenheder fra lang tid tilbage.
I sine store profetier om enden på den nuværende djævelske ordning sagde Kristus: „Og som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage: De spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og Syndfloden kom og ødelagde dem alle.“ (Luk. 17:26, 27; Matt. 24:37, 38) Det er således klart, at begivenhederne på Noas tid, ødelæggelsen af den onde slægt og beskyttelsen af den retfærdige Noa og hans familie, var et malende og dramatisk billede af verdensbegivenhederne i dag.
„Eller som det gik til i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle — på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ Således talte Kristus i sin højtidelige advarsel. Og samtidig med, at han trak dette billede af Lots flugt frem og viste, at nogle ikke gav agt på advarselen, tilføjede han: „Tænk på Lots hustru!“ — Luk. 17:28-30, 32.
Sodoma og Gomorra, onde byer hinsides al forbedring! Det var herfra, Lot flygtede for at opnå sikkerhed. Og det var sådanne byer, Kristus brugte som forbillede på den nuværende onde verden under Satans styre, som det også er umuligt at forbedre eller omvende. Nej, dette er ingen privat påstand. Guds eget ord fortolker det således. Det var på gaden og i menneskevrimmelen i denne verden, som kristenheden er en væsentlig del af, at Guds vidners arbejde blev dræbt i 1918. Som livløse og døde kroppe lå de „på gaden i den store stad, som i åndelig [billedlig, AT] forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres herre blev korsfæstet“. (Åb. 11:8) Esajas’ profeti er i sin større og endelige opfyldelse rettet til kristenheden, „det syndefulde folk, en brødetynget slægt, ugerningsmænds æt, vanartede børn!“, hvis herskere er som „sodomadommere“, og hvis folk er som „gomorrafolk“. (Es. 1:4, 10) Judas siger om disse onde mennesker, som prøver at snige sig ind i Guds organisation, at de ligesom indbyggerne i Sodoma og Gomorra er „urene drømmere“, der „besmitter kødet“. — Judas 7, 8, KJ.
Sandhedssøgende mennesker i denne endens tid må heller ikke gøre sig skyldige i den fejl at tro, at de profetier, som forudsagde Babylons undergang, blev fuldstændig opfyldt i året 539 f. Kr. Det kan ikke være tilfældet, for mere end 600 år senere blev der givet en levende beskrivelse af „Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder“ i Åbenbaringen, kapitlerne 17 og 18. Straffedommen over det modbilledlige Babylon, den store skøge, som jordens konger har bedrevet utugt med, og som har gjort jordens beboere drukne af sin utugts vin, vil snart blive udført. — Åb. 18:9, 10.
Af det foregående ses det klart, at Bibelens Hebraiske Skrifter ikke bare er gammel historie, men indeholder forbilleder og skygger af ting, der skal ske nu i dette tyvende århundrede. Det er gavnligt for os at studere hele Bibelen, og ingen har myndighed til at forkaste tre fjerdedele af dens vejledning som værdiløs. — 2 Tim. 3:16, 17; Åb. 22:19; 5 Mos. 4:2.