Øen Martinique
SOM EN GRØN ædelsten, der hviler trygt i sin tropiske indfatning, ligger Martinique og bager sig i det varme solskin under sejlende skyer og viftende palmer. Hvilket vidunderligt syn fra flyvemaskinen, seks tusind fod oppe i luften.
Efterhånden som vi nærmer os hovedstaden, Fort-de-France, øjner vi savannaen med dens pyntelige rækker af knejsende, kongelige palmer og med kejserinde Josephines statue. Byen ligger på en flad slette lige ved havet, omgivet af bakker, der ser ud, som om de ville skubbe den i vandet. På bakkerne hæver sig de riges smukke huse, mens det jævne folks hytter, der klumper sig sammen som snavsede kvægflokke, ligger nedad mod byen. De snævre gader og stræder afslører byens ældre oprindelse og dens tilknytning til moderlandet Frankrig. Nye moderne forretninger står i kontrast til de mange gamle butikker.
Den næsten moderne by kan prale med at have elektricitet, busser, biografer, hospitaler og vandværk. Mange af de fattige henter imidlertid deres vandforbrug fra den nærmeste brønd og transporterer det i en krukke, som bæres på hovedet. Man arbejder på at kunne give de fleste hjem i selve byen en rigelig vandforsyning.
For nylig blev der gjort udvej for en ny vandforsyning, som uden rør eller krukker, ja, uden at man skulle betale skat deraf, sørgede for rent vand. Der var nogle, der blev meget glade for at få dette vand, så de kunne slukke deres tørst. Kun nogle? Ja, ikke alle var glade for denne nye vandforsyning, og der er da også allerede udstedt befaling om at standse den.
Ja, De har gættet det. Det er sandhedens vand, som kommer fra den store kilde med livets vand, Guds ord. Fire missionærer, som af Vagttaarnets Selskab blev sendt til denne vestindiske ø for at udskænke sandhedens vand, har af de lokale myndigheder fået ordre til at forlade landet. Der blev ikke givet dem nogen grund. Måske synes man, at det nu kan være nok med den vandforsyning. Den nye vandforsyning fik i hvert fald ordre til at lukke den 31. december 1950.
Myndighederne skjuler det virkelige motiv ved at sige, at regeringen intet har imod den nye vandforsyning. Men I forstår, siger de, vi har allerede en stor katolsk kilde her, en lille baptist-kilde, en lille adventist-kilde og en evangelisk kilde, og I kom her for sent, så derfor kan I ikke blive. Men I må gerne komme tilbage som turister i op til tre måneder, men I må ikke oprette en vandforsyning her på øen.
Den 18. januar 1951 sagde de fire Vagttaarns-missionærer så farvel til en lille skare skuffede indfødte på molen i Fort-de-France og sejlede til St. Lucia, Britisk Vestindien.
(The Watchtower, 15. maj 1951)