Fadervor nærmer sig sin fulde opfyldelse

„Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje også ske på jorden som i himmelen. Giv os i dag vort brød for denne dag; og tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere. Og led os ikke ind i fristelse, men udfri os fra den Onde.“ — Matt. 6:9-13, NW.

 1, 2. Hvori adskiller Fadervors indledning sig fra andre bønner i De hebraiske Skrifter? Hvorfor gør den dette, og hvorfor tager vi den op til undersøgelse?

„VOR FADER i himlene, lad dit navn blive helliget.“ Det var nødvendigt for Guds enbårne søn, der levede på jorden for nitten århundreder siden, at lære folket i en nation, der var indviet til Jehova Gud, at indlede bønner til ham på denne barnlige måde. I de hellige hebraiske skrifter, der blev skrevet før Kristus Jesus, var Jehova Gud blevet omtalt som en fader flere forskellige steder.a Som mandens og kvindens Skaber var han oprindelig menneskeslægtens Fader, hvorfor den kristne historiker Lukas omtaler det fuldkomne menneske i Edens have som „Adam, søn af Gud“. (Luk. 3:38, NW) Disse hebraiske skrifter lærte, hvorledes disse to første mennesker i troløshed overtrådte deres himmelske Faders lov og af ham blev forstødt som børn og drevet ud af Edens have for at dø som forsætlige syndere, hvilket betød, at ingen af deres børn kunne henvende sig til Jehova Gud som hans børn. Dette er årsagen til, at ingen af alle de bønner, der er nedskrevet i de inspirerede hebraiske skrifters ni og tredive bøger, indleder med henvendelse til Jehova Gud som vor Fader, menneskeslægtens Fader.

² Nu var imidlertid Jesus Kristus, den, som Jehova fra himmelen anerkendte som „min søn, den elskede“, i færd med at udføre en offergerning, der ville genåbne vejen for mennesker til atter at blive medlemmer af Guds børns familie. På forhånd lærte Jesus derfor med rette sine jødiske disciple denne bøn, der er blevet kendt som „Fadervor“ eller „Herrens bøn“. Han lærte dem den som en fremtrædende del af sin „bjergprædiken“. (Matt. 3:13-17, NW; 5:1 til 6:13) Eftersom Jesus lærte sine efterfølgere at bede denne bøn, ventede han med fuld forvisning opfyldelse af alt, hvad der dér bedes om. Fordi den nærmer sig sin fuldstændige opfyldelse i vor tid, er det af stor vigtighed for os at tage Fadervor op til studium for at komme til klarhed over dets fulde betydning.

 3. Hvem kan henvende sig til Gud i bøn på denne måde, og hvorfor kun disse?

³ Hvor hjertevarmende og hvilken tilskyndelse til barnlig tillid er ikke den måde, hvorpå Herren Jesus indleder denne bøn! „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ Her lærer Guds ypperste søn dem, som skal blive Guds sønner og døtre, at bede. Glem ikke for et øjeblik, at her lærer Herren sine disciple, ikke hedninger, ikke religiøse hyklere, ikke denne verdens folk, men sine trofaste efterfølgere, at bede. I den samme prædiken sagde han til disse: „Lykkelige er de fredsommelige, for de skal kaldes Guds sønner.“ (Matt. 5:9, NW) Det faderskab, der her anerkendes, er altså ikke det, som skyldes vor afstamning fra Adam, en afstamning, som både hedninger, hyklere, antikrister og alle andre mennesker har fælles. Det skyldes det at være arving til evigt liv fra Gud gennem Jesu Kristi offer. Derfor kan nu ikke blot de, som Gud har kaldet til det himmelske rige med Kristus Jesus, bede denne bøn og henvende sig til Gud som deres Fader, men også den store skare af hans „andre får“, der har håbet om at opnå evigt liv på jorden, der skal bringes til fuldkommenhed under Guds rige. — Luk. 12:32; Åb. 7:9-17; Joh. 10:16.

 4. Hvorfor bruger vi det personlige ejestedord „vor“, og hvorfor henvender vi os til Gud som „Fader“?

⁴ At vi kalder ham „vor“ Fader tilkendegiver, at vi indser, at han er familiefader, og at der er andre familiemedlemmer, og vi er Guds sønner sammen med vor ældre broder, Jesus Kristus, Guds elskede og ypperste søn. Dette udvider vor bøn til i kærlighed også at omfatte vore brødre, Guds andre sønner. Guds rige, som vi bliver oplært til at bede om, er naturligvis ikke udelukkende til vort eget personlige gavn, men er til gavn for hele familien. Med denne indledning anerkender vi Gud som den oprindelige Livgiver, Livets Kilde, og ikke alene som den, fra hvem vi fik mulighed for liv gennem det første menneske, Adam, men også som den, der har draget omsorg for at udfri os fra den død, vi nu lider som følge af Adams synd, og åbner os adgang til den nye retfærdsverden med dens evige liv. Fordi vi ejer tro og benytter os af disse foranstaltninger til opnåelse af liv gennem Kristus, henvender vi os til Jehova Gud som vor Fader, idet vi bekender, at „lønnen, synden betaler, er død, men gaven, Gud skænker, er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre“. — Rom. 6:23, NW.

 5. Hvad tilkommer der ham som en Fader „i himlene“, og hvordan stillede Jesus sig over for hans titel „Fader“?

⁵ Jehova er så uendelig langt højere end vore jordiske fædre. Han er vor fader i „himlene“. Derfor viser vi ham den største ærefrygt og barnlige tillid og lydighed selv under tugtelse. Dersom vi ikke viser Gud ærbødighed og lydighed, benægter vi, at vi er hans børn. Thi vi læser: „Vi havde engang fædre, der var af vort kød, til at tugte os, og vi plejede at vise dem ærefrygt. Skal vi så ikke langt mere underkaste os vort åndelige livs Fader og leve? De tugtede os nogle få dage, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort gavn, for at vi skal få del i hans hellighed.“ (Hebr. 12:9, 10, NW) Da Jesus lærte os at bede til Jehova Gud, „vor Fader“, mente han, at Jehova også er hans fader. Jesus henvendte sig til ham i inderlig hengivenhed og bekendte derigennem, at han oprindeligt havde modtaget liv fra denne store Livgiver. Han sagde: „Den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen.“ (Joh. 6:57, NW) Af denne grund lod Jesus aldrig nogen tiltale sig som „fader“, men forbeholdt altid sin himmelske Fader denne dyrebare titel. Dengang Jesus sagde til sine disciple: „Kald ikke nogen på jorden jeres fader, thi een er jeres fader, den himmelske,“ mente han også, at de ikke måtte kalde ham, Jesus, ved fadernavnet. Hvilken grov ukristelighed er det derfor ikke for kristenhedens præster at forlange, at folket skal kalde dem „fader“ i åndelig forstand! Det er højdepunktet af uærbødighed over for den himmelske Fader og i modstrid med Herrens bøn.

Hans navn

 6. Hvad bedes der først om i Herrens bøn, og hvorfor?

⁶ Jesus minder os om, at den himmelske Fader har et navn, og at vi som hans kærlige børn bør vise ærefrygt for dette navn. Den allerførste anmodning, Jesus fremholder i bønnen, er: „Lad dit navn blive helliget.“ Hermed viser han, at den himmelske Faders navn kommer først i betydning. Ligesom Sønnen har et navn, således har Faderen et navn. Det er ikke et navn, vi har fundet på, men han fortæller os, hvad det er: „Jeg er Jehova, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ (Es. 42:8) Dengang Jesus udførte sin forkyndergerning på jorden, var Jehovas navn blevet vanæret af Satan Djævelen og alt hans afkom i mere end fire tusinde år. Den spot, der var faldet på Jehova, faldt da på Jesus, og er siden faldet på alle Jesu sande efterfølgere indtil denne dag. Bønnen: „Lad dit navn blive helliget,“ betyder mere end blot at betragte Guds navn som helligt. Det betyder, at hans navn skal befries for al den hån og spot, der er blevet kastet på det, og for evigt hævdes og herliggøres.

 7. Hvorledes misbruger vanhellige mennesker og falske profeter Guds navn?

⁷ Endogså i de ti bud, som Gud gav jøderne ved Moses, viser han vigtigheden af sit navn. I det tredje bud befaler han: „Du må ikke misbruge Jehova din Guds navn, thi Jehova lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!“ (2 Mos. 20:7) Enhver brug af det i forbindelse med blasfemisk tale, i forbindelse med vrede menneskers banden, udretter intet godt, men trækker det ned i slet selskab. Mennesker misbruger også dette navn ved at anvende det på personer eller ting, der ikke har ret til at bære det, eller når de lyver om det eller sætter det i forbindelse med falske budskaber, som hans navn ikke er knyttet til som ophav eller garant. „Så siger Hærskarers Jehova: Hør ikke profeternes ord, når de profeterer for jer; de dårer jer kun. Deres eget hjertes syn fremfører de, ikke ord fra Jehovas mund. De siger til dem, der ringeagter Jehovas ord: Det skal gå jer vel! og til enhver, som vandrer i sit hjertes stivsind: Der skal ikke ske jer noget ondt! Hvor længe skal det vare? Har profeterne, som profeterer løgn og deres hjertes svig, mon i sinde og higer de efter at få mit folk til at glemme mit navn ved de drømme, de meddeler hverandre, ligesom deres fædre glemte mit navn over Ba’al? Se, jeg kommer over profeterne, lyder det fra Jehova, de, som taler af sig selv og dog siger: Så lyder det fra Jehova.“ — Jer. 23:16, 17, 26, 27, 31.

 8. Hvorledes misbruger kristenhedens præsteskab Jehovas navn?

⁸ Kristenhedens præsteskab kommer ind under denne fordømmelse. Omend de undgår at bruge navnet Jehova, foregiver de dog at tale på Guds vegne, der ejer dette navn. Som religiøse profeter fremkommer de med alle hånde falske forudsigelser vedrørende verdensfreden, Folkeforbundet og dets efterfølger de Forenede Nationer og andre ting af offentlig karakter. Disse forudsigelser fremholder de, som var de Guds budskaber, hans, hvis navn er Jehova. De forherliger denne verdens mænd og kvinder og skubber Guds navn i baggrunden og får folket til at glemme hans hellige navn. Når de derfor beder Herrens bøn: „Lad dit navn blive helliget,“ føjer de endnu mere til deres religiøse hykleri.

 9. Hvordan misbrugte jøderne som folk betragtet hans navn, og hvem fik siden forpligtelse til ikke at misbruge det på denne måde?

⁹ Som nation betragtet misbrugte fortidens jødefolk Jehovas navn, da de jo var kaldet med hans navn, Jehovas folk, men de levede ikke op til dette ærefulde navn. Det er ikke os, der fordømmer dem, men Gud gør det gennem sine profeter. Han siger til det folk, over hvilket hans navn var nævnet, og som han overgav i deres fjenders hænder: „De, der hersker over det, brovter, lyder det fra Jehova, og mit navn vanæres ustandseligt dagen lang.“ „Således kom de til folkene; hvor de kom hen, vanærede de mit hellige navn, idet man sagde om dem: De der er Jehovas folk, og dog måtte de ud af hans land! Sig derfor til Israels hus: Så siger den Herre Jehova: Det er ikke for jeres skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til [som landflygtige fanger, AS].“ (Es. 52:5 og Ez. 36:20, 22) I det første århundrede e. Kr. forkastede Gud for bestandig den jødiske nation, efter at de havde hængt hans søn på marterpælen, for at han skulle dø en vanærende død. Den eneste formildende omstændighed for israelitterne dengang var, at en trofast rest af jøder tog afstand fra dem og bestræbte sig for at bringe Jehovas navn ære og vandre hans navn værdigt. I løbet af kort tid sluttede mange hedninger sig til dem, og sammen kom de til at udgøre et folk for Jehovas navn. Som disciplen Jakob fortalte den kristne forsamling i Jerusalem: „Simeon [Peter] har nøje fortalt, hvorledes Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for ud af dem at tage et folk for sit navn.“ Nu stod det til disse kristne at bevise, at de ikke som de kødelige jøder misbrugte Jehovas navn. — Ap. G. 15:14, NW.

10. Hvorledes har oversættere af Bibelen søgt at fjerne Jehovas navn fra Den hellige Skrift, men hvad har sande kristne gjort for hans navn?

¹⁰ I årevis har Bibelens oversættere gjort sig umage for at fjerne Jehovas navn fra den engelske og andre oversættelser. De søger at gøre ham til en navnløs gud, der ikke havde speciel tilknytning til den jødiske nation under navnet Jehova i over femten århundreder. Herigennem påstår disse oversættere at hæve ham op over at være en stammegud eller national gud og gøre det lettere for ham at blive en universel gud. De tillægger kun hans navn ringe betydning, navnlig når man tager hans egen udtalelse i betragtning: „Enhver, som påkalder Jehovas navn, skal frelses.“ „Thi da vil jeg give folkene et rent sprog, for at de kan påkalde Jehovas navn og tjene ham endrægtigt.“ (Joel 3:5; Ap. G. 2:21 og Rom. 10:13, NW; Zef. 3:9, AS) Modsat dem har kristne, der er knyttet til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, forkyndt og ophøjet Jehovas navn i mange år forud for 1931. I det år og i lyset af Bibelens profetier har de offentligt antaget navnet „Jehovas vidner“. Lige siden har de levet op til dette navn.

11. Hvorfor har disse vidner ikke handlet formasteligt ved at antage Jehovas navn?

¹¹ Har det været en formastelighed fra disse vidners side rent bogstaveligt at antage Jehovas navn? Nej; en sand søn skammer sig ikke over sin Faders agtværdige navn. Navnet svarer til det arbejde, de udførte inden 1931 og siden har udført. Vi bør ikke tro, at det kødelige jødefolk, som forkastede ham, der lærte dem Herrens bøn, stadig har Jehovas navn nævnet over sig. Jehovas forkastelse af dem nåede sit højdepunkt med Jerusalems tilintetgørelse i det første århundrede og adspredelsen af jøderne blandt andre nationer. Da de blev forkastet, blev de trofaste kristne det udvalgte folk „for hans navn“. Det er derfor ikke formasteligt for kristne at antage dette navn og gøre det kendt vidt og bredt. Hvis Jehovas vidner har bragt vanære over hans navn, så lad deres fjender sige hvordan.

12. Hvad skete der med Jehovas navn, da han forkastede jøderne?

¹² Kristenhedens religionsdyrkere påstår at være folket for hans navn, og dog bekender de ikke dette navn eller herliggør det, men forfølger dem, som bærer dette navn og forkynder det. Det var ikke tanken, at Jehovas navn skulle uddø med hans forkastelse af jøderne. Det blev videregivet til de kristne, der blev åndelige israelitter, og som modtog sønneudkårelsens ånd, hvormed de råber til ham: „Abba, Fader.“ (Gal. 4:4-7) At hans navn er over dem betyder, at de er hans ejendom, at de tilhører ham. De, som i oprigtighed beder Herrens bøn om, at Guds navn må blive helliget, vil passe på ikke at bringe forhånelse over det eller latterliggøre det, fordi visse personer, som de ikke kan lide, bærer det. De agter og elsker det.

13. Hvorledes har Jehova helliget sit navn i forbindelse med sin rest?

¹³ Som Guds børn kan vi naturligvis hellige hans navn i vort liv, men helliggørelsen af dette navn i hele universet vil ske ved Guds indgriben gennem Jesus Kristus. Jesus bad engang: „Fader, herliggør dit navn!“ (Joh. 12:28, NW) Gud forsikrede ham om, at han ville gøre det. Siden året 1919 har den himmelske Fader gjort det. Hvordan? Ved at genindsætte sin trofaste rest af åndelige israelitter i sin organisation og dens arbejde på hele jorden som forudsagt i Ez. 36:21-32. „Folkene skal kende, at jeg er Jehova, lyder det fra den Herre Jehova, når jeg helliger mig på jer for deres øjne.“

14. Hvordan vil den endelige helliggørelse af hans navn snart finde sted?

[Fodnote]