Et brev om aflæggelse af vidnesbyrd for studenter og professorer

The Watch Tower Bible and Tract Society,

Den 6. maj 1951.

Kære brødre!

I den sidste tid har vi mærket en tydelig forøgelse af interessen for vort budskab, især blandt pædagoger og studenter på kollegierne. Som I ved, indbefatter vort distrikt, Ithaca, der betjenes af mere end to hundrede forkyndere med tilknytning til Gilead, også to verdslige læreanstalter, nemlig Ithaca-kollegiet med 1433 studerende og det berømte, internationale Cornell-universitet med en lærerstab på 1069 og en skare studerende på 10.565.

Siden konventet på Yankee Stadium i august 1950 har vi spredt et stort antal af den nye lille bog Evolution versus The New World (Evolution kontra den nye verden) iblandt de lærde, med det resultat, at der er blevet påbegyndt adskillige bibelstudier, ikke alene med studenterne, men også med deres lærere. Det fremgår klart af de mange diskussioner, som vore folk fra Gilead har haft på gaderne og under hus-til-hus arbejde, at adskillige af folkene fra universiteterne ikke er så forgabede i evolutionsteorien, som en eller anden forkert underrettet lærer kunne ønske.

Sidste efterår kom en ung mand til Cornell for at tage doktorgraden efter at have taget polyteknisk embedseksamen ved Georgia-instituttet. Da han hørte om Gilead, bad han om en samtale med en af dens lærere. Jeg besøgte ham på hans bopæl, og vi havde en diskussion på tre timer. På stadigt tilbagetog kæmpede Cornell-manden for de filosofiske anskuelser, han havde lært, imod Bibelens klare, logiske, magtfulde lære.

Den næste dag ringede telefonen på Gilead, og fra den samme student lød der nu et S.O.S.-signal, en anmodning om en ny samtale, da han ikke havde været i stand til at sove natten før. Han kunne se, at mange af hans tidligere støttepunkter, håb og idealer var blevet slået i stykker. Han blev opmuntret til at påbegynde et studium af Bibelen, hvilket han øjeblikkelig gjorde, endog på bekostning af nogle af hans skolestudier. Snart bragte den lille bog om evolution ham befrielse fra hans intellektuelle overtro, og han drøftede begejstret dens indhold med sine forskellige professorer og studenterkammerater. Hver tirsdag aften blev der holdt et hjemmebibelstudium med ham over bogen „This Means Everlasting Life“ („Dette betyder evigt liv“). Inden der var gået to måneder, var han nået til det punkt, hvor han deltog i de ugentlige møder på Gilead, og han var også med på arbejdsmarken. Hans skolestudier forekom ham nu at være værdiløse og ikke opbyggende for hans fremtid i den nye verden. Han forlod universitetet for at blive en Guds tjener.

Et andet interessant tilfælde var det med en tidligere G. I. (U.S.A. soldat), som i februar måned tog sin eksamen som dyrlæge. Han havde været i general Clark’s armé, som invaderede Italien. Han havde besøgt ikke alene Rom og mange andre steder i Italien, men også haft en samtale med paven sammen med ti andre amerikanske soldater. Da han var færdig med sin tjeneste som soldat i Italien, og da han var blevet fuldstændig desillusioneret og skuffet over katolsk civilisation, besluttede han at ville være protestantisk præst, når han kom tilbage til Amerika. Ved sin tilbagekomst til de Forenede Stater kunne han imidlertid ikke finde nogen tilfredsstillende protestantisk kirke, som han kunne tænke sig at blive præst i, og derfor besluttede han sig til at studere ved Cornell-universitetet i fem år for at blive dyrlæge, og det gjorde han.

Det var imidlertid først i efteråret, at en af vore forkyndere fra Gilead fandt ham og med det samme begyndte at holde bibelstudium med ham. Han er kommet helt med i sandheden og er nu en virkelig præst for Gud, et af Jehovas vidner. Han har modtaget tilbudet om en stilling som dyrlæge i Texas og er rejst dertil sammen med sin lille familie for også at tage vidnearbejdet op. Hans hustru tog også standpunkt og glæder sig over håbet om liv i den nye verden.

I januar modtog en lærer fra Cornell et eksemplar af bogen „This Means Everlasting Life“ af en Gilead-elev, der gik på gadearbejde. Gilead-eleven bad mig tage med hende på genbesøg, og efter en meget interessant samtale, gik herren ind på at komme til mit ugentlige bibelstudium, som andre folk fra Cornell deltog i, og som blev holdt i nærheden af hans hjem og i nærheden af Gileads grund. Han har allerede overværet ni møder og tager meget livligt del i drøftelserne. Undertiden tilbringer vi en time eller to efter studiet med at samtale om bibelske problemer og spørgsmål. Han har udtalt, at det har været ham en glæde at læse den lille bog om evolution, som bestyrker ham i den tvivl, han i mange år har næret om teoriens rigtighed.

Under arbejdet fra hus-til-hus på den sidste søndag i marts ringede en af Gilead-eleverne på døren hos en professor fra Cornell, som straks bød ham hjertelig velkommen og inviterede ham til at komme ind for at tale med ham. Han sagde, at han havde hørt, at nogle af Jehovas vidner havde holdt foredrag for en gruppe studerende i den unitariske kirke nogle få søndage før, og han spurgte, om ikke en af vore lærere ville holde foredrag for hans klasser engang. Gilead-eleven inviterede professoren til at overvære vort offentlige møde samme eftermiddag og lovede at forestille ham for mig efter mødet. Han kom og var glad for foredraget. Vi talte i omkring en time om bibelske emner, og så spurgte han, om jeg kunne tænke mig at holde et foredrag for hans sociologi-studerende den næste lørdag. Det lovede jeg beredvilligt.

Nøjagtig kl. 11 næste lørdag, den 7. april, ventede fire og tyve sociologi-studerende (seniorer og kandidater) sammen med deres lærer i Morrill Hall for at høre foredraget. Emnet for mit foredrag var „Den kommende nye verdens samfund“. En kortfattet redegørelse viste oprindelsen til den nuværende onde verdens samfund, og hvorledes det har stået uden for Guds gunst, så at sige lige siden oprøret i Eden. Hvordan Jehova, livets kilde, i fortiden sendte sin øverste repræsentant, Kristus Jesus, til jorden, for at han skulle være det middel, omkring hvilket den ny verdens samfund skulle bygges op, et samfund, der vil eksistere evigt i harmoni med Gud. Jeg viste dem, at vor nulevende generation oplever en overgangsperiode, i hvilken vi erfarer og vidner om en opløsning af den nuværende, utilfredsstillende, gamle verdens tingenes system. Som en verdensomfattende organisation i 115 lande er Jehovas vidner i dag kernen i den kommende nye verdens samfund. Det blev påvist, at vort vidnearbejde appellerer til forstanden og ikke udnytter de lettroendes sentimentalitet, sådan som det er tilfældet med de fleste religiøse organisationer i dag. I virkeligheden er det, der nu socialt set sker i stor stil over hele kloden, en masseudvandring fra de udlevede religioner til Jehovas vidners stærke og prøvede ene fold under den store fårehyrdes, Kristi Jesu, usynlige førerskab.

Den ligegyldighed, der i begyndelsen blev lagt for dagen af nogle af de studerende, forandredes efterhånden til den største opmærksomhed, og tilhørerne tog udførlige notater af det, der blev sagt. Efter foredraget, der varede i omkring 35 minutter, blev der med stor iver stillet spørgsmål. To og tyve eksemplarer af den lille bog Evolution versus The New World blev modtaget af klassen med begærlighed, og der blev også afsat to store bøger.

En serie af særlige foredrag med titlen „Trosbegreber“ har i nogen tid været i gang på universitetet, og de blev holdt i Barnes Hall, hvor gæstetalere, præster fra det katolske, jødiske, lutherske, mormonske og kvækerske trossamfund skiftedes til at tale til studenterne. En af Cornell-studenterne, der regelmæssig deltager i mit bibelstudium hver torsdag aften, tog initiativet til at spørge lederne, om ikke Jehovas vidner kunne blive anmodet om at stille en taler til denne foredragsserie, „Trosbegreber“. Bestyrelsen vedtog da at bede mig deltage i deres møde som den ottende taler i serien, og datoen blev fastsat til tirsdag den 1. maj kl. 16.30. Foredraget blev tilbørligt annonceret i universitetets avis, The Cornell Sun.

Foredraget blev holdt som planlagt. Der var halvtreds tilhørere, nogle af fakultetet og hovedparten studerende. Emnet for foredraget var „Uden syner forvildes et folk“. (Ordsp. 29:18) Vort syn af den herlige nye verden på grundlag af Skriftens udsagn blev levende skildret for dem i mange detailler sammen med bibelske beviser. Hen imod afslutningen på mit tredive-minutters foredrag kom tre presbyterianske præster ind i salen. Nu fulgte en afdeling med spørgsmål og svar, og her forsøgte præsterne at komme til at beherske mødet. Imidlertid røbede de snart deres uvidenhed og mangel på tro på Bibelen, og de blev udleet af forsamlingen.

For eksempel sagde en præst i diskussionen om, hvorvidt den menneskelige sjæl er dødelig eller ikke, at dette ord „sjæl“ kan opfattes på forskellige måder, blandt andet som sålen på vor fod. (På engelsk udtales ordene soul (sjæl) og sole (sål) nøjagtig ens.) Professionelle ordkløvere, som de var, kunne præsterne dog ikke få forsamlingen til at sluge den. Tænk engang, at bruge to fuldstændig forskellige ord og med vidt forskellig stavemåde, sådan som dette! I en imødegåelse af talerens henvisning til Prædikeren 9:5, 10, hvor der siges, „de døde ved ingenting, . . . der er hverken . . . kundskab eller visdom i Sheol, hvor du stævner hen“ (AS), sagde en af præsterne, at forfatteren, Salomo, på det tidspunkt var modløs, og derfor ikke virkelig mente, hvad han skrev, ligesom når en mand i dag kan sige noget, som han i virkeligheden ikke mener, når hans humør er dårligt. Med disse spidsfindigheder viste præsten afgjort, at han benægtede De hellige Skrifters inspiration.

Efter at denne gejstlige fribytter havde lidt nederlag, fortsatte forsamlingen med at stille spørgsmål i omkring fyrre minutter, et bevis på, at de var stærkt interesserede i profetierne om den kommende nye verden. Da foredraget var forbi, blev der afsat en indbunden bog og 21 småbøger om evolutionen. En af præsterne talte med mig efter mødet og sagde, at han ville ønske, at hans folk havde den nidkærhed, som Jehovas vidner lagde for dagen. Jeg dristede mig til at sige, at det var, fordi Jehovas vidner har et klart syn af en virkelig fremtid. Vi har noget håndgribeligt at tilbyde menneskene, nemlig håb om evigt liv på en smuk, paradisisk jord. At stille folk en fremtid i udsigt med liv i et brændende helvede eller i en himmel med en ubestemt, tom tilværelse virker ikke oplivende på nogen.

Den næste dag bragte The Cornell Sun et pænt referat af foredraget. Og også denne artikel tjente til et vidnesbyrd, for den næste lørdag under gadearbejdet kom en studerende fra Cornell hen til en forkynder og bad om litteratur, da han ønskede at vide mere om den nye verden, der var omtalt i avisreferatet. Også andre indkomne beretninger viser en ganske fordelagtig reaktion over for det aflagte vidnesbyrd. En professor, der havde været med, hilste senere meget venligt, og han tog mange notater af talen.

Vi vil derfor ved Herrens ufortjente godhed fortsætte med at benytte os af enhver lejlighed til at udbrede vort vidnesbyrd om den nye verden i vort distrikt med „intellektuelle“ mennesker ved at tilbyde uvurderlig uddannelse til liv til dem, som påstår at være velbevandrede i den gamle verdens metoder.

Jeres medforkynder af Jehovas overhøjhed,