Teokratiske stævner i Sverige og Norge

KONVENTET i Stockholm i dagene fra 14. til 16. september optog alle Rigets forkyndere stærkt. Vennerne over hele Sverige var meget ivrige efter at komme til dette konvent, ikke mindst på grund af den opildnende rapport fra de 270 svenske venner, der havde overværet London-konventet „Ren tilbedelse“. Efter anmodning bevilgede statsbanerne en 25 procents rabat på stævnedeltagernes rejser, og det gjorde det muligt for mange mindrebemidlede at komme med.

Ved det arrangement, der var tilrettelagt for at avertere det offentlige møde, blev de sædvanlige hjælpemidler taget i brug, såsom sandwich-plakater og større plakater, der blev båret på stænger, 200.000 løbesedler samt annoncer i dagbladene. Foruden dette ønskede vennerne at avertere i sporvognene og busserne, og det selskab, hvorunder en sådan avertering sorterer, stillede sig meget velvilligt. Men før en kontrakt bliver gyldig, må plakatens ordlyd forelægges sporvejene. Da de fik den i hænde, nægtede de at give deres tilladelse.

I selve sporvognene var der således ingen skilte, der bekendtgjorde det offentlige foredrag, men det forhindrede ikke, at sporvogn og bus blev benyttet ved averteringsarbejdet, som ordstyreren sagde til konventsdeltagerne på åbningsdagen. Alle deltagerne var forsynet med mærkater til at sætte på frakken, og eftersom de fleste af dem måtte gøre flittig brug af de offentlige befordringsmidler, blev sporvognene og busserne nødt til at medføre levende reklamer, og det i et ikke ringe omfang. Disse mærkater tjente også som identitetsmærker i temmelig uforudsete situationer. En broder gik på posthuset for at hente nogle anbefalede breve, og da han ikke havde nogen identifikationspapirer på sig, pegede han på mærket og sagde, at han var et af Jehovas vidner, hvorpå hans egen underskrift blev accepteret uden yderligere vanskeligheder. En anden forkynder havde tabt sin omstigningsbillet til undergrundsbanen, men han fik lov at køre med det næste tog i kraft af, at han bar mærket, der identificerede ham som konventsdeltager.

Man havde ventet en tilhørerrekord på 4000 i Eriksdalshallens sportsarena, men det var en glædelig overraskelse at se hallen praktisk taget fyldt ved åbningen. Fredag aften var antallet vokset til 3335, og om lørdagen nåedes tallet 4050. Den aften blev der døbt 141 nye venner. Bortset fra det offentlige møde var den største tilhørerskare under stævnet til stede søndag aften, da 4205 mennesker fyldte hallen og alle gange, hvor der var installeret højttalere.

Gennem alle foredragene løb temaet ren tilbedelse som en rød tråd, og tilhørernes pligter og forrettigheder i forbindelse hermed blev understreget for dem. Vennerne gav mange gange udtryk for deres taknemmelighed og glæde over de magtfulde og fyndige udtalelser, de fik at høre i broder Knorrs foredrag „Sindsfornyelse til liv i den nye verden“ og „Sejr for den rene, ubesmittede tilbedelse“. Broder Henschel og broder Jensen fra betelhjemmet i Brooklyn gav vennerne nogle udmærkede råd og vejledninger. Tre svenske gileaditter, der virker i Sverige, behandlede i et symposium emnet „Læg fuld indvielse til Gud for dagen“ i hjemmet, på arbejdspladsen og i Jehovas vidners kreds. Broder Eneroth, landstjeneren, gav vennerne råd med hensyn til at handle i overensstemmelse med ren tilbedelse i forbindelse med den nye lov om religionsfrihed, der skulle træde i kraft i januar, og hvordan det så vil være muligt at træde ud af statskirken uden at skulle slutte sig til en anden kirke, der er anerkendt af regeringen. Et andet punkt på programmet, der vakte bifald, var et interview med fem unge forkyndere på fra ni til fjorten år.

Det offentlige foredrag „Er religion en løsning på verdenskrisen?“ blev holdt søndag eftermiddag. Al ængstelse for, hvorledes det ville være muligt for den del af tilhørerskaren, der ikke kunne være i hallen, at sidde på fodboldpladsen bagved denne, forsvandt, da solen skinnede frem, og en let brise drev de skyer bort, som endnu var på himmelen. Hver tomme af pladsen inde i hallen var optaget af siddende eller stående mennesker, og det antal, den var opgivet at kunne rumme, blev langt overskredet. På fodboldpladsen var der over tusinde mennesker, og det samlede antal, der hørte det opildnende foredrag og modtog det med velvilje, var 6211.

Og så kom broder Knorrs sidste foredrag, det, som alle, der hørte det, siden har sagt, de aldrig vil glemme, selv om andre ting, som de har hørt ved dette konvent, siden vil gå dem af minde. Det var den vidunderlig enkle, men meget sigende fortælling om den bortrejste fader, som skrev 66 kærlige breve til sin søn, som af sin moder var blevet belært om at modtage og forstå disse breve, og de ransagende spørgsmål til alle de tilstedeværende lød: „Tror du, at disse breve er fra din fader? Læser du dem den ene gang efter den anden? Prøver du at rette dig efter de råd, der gives deri?“ Dette umiddelbart hjertegribende foredrag bevægede den store tilhørerskare dybt, og alles hjerter vendte sig mod den himmelske Fader i tavs tilbedelse og taknemmelighed. Så i slutningen af sit foredrag satte broder Knorr billedlig talt et stort udråbstegn efter alle de mange formaninger til nidkært at fortsætte arbejdet i Sverige i den hellige tjeneste for Gud, da han fremholdt stævnets glædelige overraskelse: Udvidelse af arbejdet i Sverige skulle markeres og støttes ved erhvervelsen af et nyt og større betelhjem, som skulle bygges lige fra grunden, og det skulle forsynes med et trykkeri. Et lokalt selskab skulle dannes for at føre projektet videre på et varigt grundlag. Disse gode og uventede nyheder fik næsten tilhørerne til at vælte huset. Selv da vennerne fik at vide, at de kunne vente at blive bedt om at hjælpe med at finansiere forslaget ved at udlåne penge til byggeomkostningerne, klappede de begejstret. I Sverige som i andre lande har de været indstillet på udvidelse. Da broder Knorr besøgte landet i 1947, var der 3092 forkyndere, men i 1951 var der nået en rekord på 5144.

Norge

Det største, mest opmuntrende og bedst organiserede konvent, der indtil nu er blevet holdt i Norge! En sådan beskrivelse af landsstævnet i Lillehammer er ingen overdrivelse. Stævnet blev holdt fra den 21. til den 23. september. Lillehammer, et kursted midt i Norge, er beliggende ved indgangen til Gudbrandsdalen, en af Norges største dale. Mjøsa-søen og de omliggende bakker er af en ubeskrivelig skønhed.

For tusinde år siden var denne samme dal skueplads for blodige, tyranniske handlinger, der var forårsaget af tilbedelsen af falske, urene religioner. Olaf, en norsk vikingekonge, var blevet omvendt til katolicismen og udsendt for at „kristne“ landet. Hvis bønderne i denne dal ikke opgav deres tro, men ønskede at tilbede deres gamle hedenske guder, som f. eks. tordenguden Tor eller alfaderen Odin, skar denne rødskæggede katolske missionærkonge deres tunger ud eller brændte deres indvolde ud ved at anbringe gloende sten på deres underliv. Ved hjælp af sådanne metoder lykkedes det ham at omvende landet til katolicismen, og for denne dåd fik han navnet Olaf „den Hellige“.

Men i året 1951 hørtes et andet budskab i dalen, et budskab om ren, ubesmittet religion. Jehovas vidner gik fra hus til hus og prædikede fredeligt for folk, og sikrede samtidig værelser for det store stævne, der snart skulle holdes.

Lillehammer er ikke nogen stor by. Indbefattet forstæder udgør indbyggerantallet 14.000. De, der havde med indkvarteringen at gøre, skulle skaffe husrum til 1600. De gjorde det ved at skaffe værelser til 900 i private hjem. Den eneste grund, til at konventet blev holdt i Lillehammer, var, at det var umuligt at leje en sal i Oslo, der var stor nok. I Lillehammer blev der brugt en sportshal med plads til 1300.

Konventshallen kunne ikke huse de forskellige konventsbureauer; derfor måtte der sættes telte op uden for bygningen. Officererne i en militærlejr i nærheden viste sig meget hjælpsomme og tilvejebragte nogle store militærtelte. Nogle af dem var splinternye amerikanske telte, der var sendt fra U.S.A. som et led i den europæiske hjælpeaktion. Således var Jehovas vidner de første, der fik gavn af denne særlige del af hjælpen fra Amerika. Da teltene var blevet sat op, kom der repræsentanter fra den norske hær for at undersøge, hvorledes det skulle gøres!

Da tidspunktet for konventets åbning nærmede sig, begyndte deltagerne at komme. Om torsdagen, dagen før åbningen, strømmede i hundredevis af venner ind i den lille by. De kom i alle slags befordringsmidler, mest i tog og busser. Alene fra vestkysten ankom der 11 busser. Nogle pionerer cyklede hele vejen fra vestkysten, over bjerge og gennem snestorme, for at komme til stævnet. Mere end hundrede venner kom den lange vej fra egnen omkring polarkredsen, deriblandt de forkyndere, der arbejder i verdens nordligste forkynderdistrikt, byen Hammerfest.

Da stævnedeltagerne kom ind i hallen, så de den smukkeste tribune, man nogen sinde havde haft ved et norsk stævne. Motivet udenpå Vagttaarnet var brugt som dekoration. På baggrunden var bjerget, floden og dalen malet, men tårnet i venstre side var et rigtigt tårn, og i højre side var der anbragt et rigtigt nåletræ. Foran på tribunen var der arrangeret en række smukke blomster øverst på en lav forhøjning.

Programmet begyndte fredag morgen og viste sig at være en fortsat strøm af åndelige velsignelser. I sin velkomsttale omtalte ordstyreren, at dette var det første landsstævne siden 1947, at det var det største, der nogen sinde er holdt i Norge, og at antallet af forkyndere er mere end fordoblet, siden Selskabets præsident, N. H. Knorr, var der for fire år siden. Da var rekorden 972, denne gang 2066!

Efter et foredrag om Bibelens praktiske betydning talte broder Henschel om, hvordan vi kan klare de forskellige problemer, der opstår i de kristnes liv. De 1475 mennesker, der hørte foredraget, værdsatte uden tvivl hans råd, der gik ud på, at den eneste måde, hvorpå de kunne overvinde deres vanskeligheder, var at holde sig til Guds ord og tjeneste.

Ved et tjenestemøde om aftenen blev der lagt vægt på behovet for mere forøget og mere effektivt arbejde på bladdagen. Fire norske gileaditter tog sig af denne del af programmet. Så fulgte broder Knorrs første foredrag under stævnet, „Sindsfornyelse til liv i den nye verden“. Han påpegede, hvor vigtigt det er at skaffe sig kundskab om Jehovas tanker, og så at forandre sit sind i overensstemmelse med disse guddommelige tanker. At forandre verden er håbløst; prøver du på det, er det mere sandsynligt, at verden vil forandre dig. 1603 mennesker hørte dette foredrag.

Lørdag den 22. september blev en overordentlig velsignelsesrig dag. Vejret var godt, og mens formiddagens vidnearbejde blev udført, blev der samtidig døbt 89 brødre og søstre. Det er det største antal, der nogen sinde er blevet døbt ved et enkelt stævne i Norge.

Om eftermiddagen talte broder Klaus M. Jensen, en nordmand, som i lang tid har været medlem af betelfamilien i Brooklyn, over emnet „Vort standpunkt imod uretfærdigheden“, og han forklarede, hvorfor Selskabet i de sidste år som aldrig før har lagt vægt på renhed i moralsk henseende. Hans foredrag var kraftigt støttet af bibelske beviser.

Lige efter dette foredrag ledede den norske landstjener, M. F. Anderson, en meget interessant del af programmet. Han havde alle Selskabets zonetjenere oppe ved mikrofonen og fortælle om behovet for pionerer i deres respektive zoner. Foruden at få en lektion i geografi lærte tilhørerne, at i en stor del af Norge bliver der kun arbejdet lidt eller slet ikke på grund af den rådende mangel på pionerer. Om aftenen holdt broder Knorr sit foredrag „Sejr for den rene, ubesmittede tilbedelse“. Dette foredrag omhandlede stævnets tema og angav derved selve grundtonen for konventet, og det blev vist, hvordan Satan den ene gang efter den anden har forsøgt at fordærve den sande religion, men aldrig har haft held med sig. Tilhørerne blev virkelig lysvågne, da broder Knorr begyndte at fortælle, hvorledes en lille gruppe utilfredse personer i visse Oslo-kredse prøvede på at fordærve de nye „får“ og kaldte Selskabet „Satans organisation“. „Og hvis nogle af dem er her ved dette konvent,“ sagde han, „vil jeg sige, at I er ikke velkomne, fordi vi er ikke en del af jer, og I er ikke en del af os.“ Hans råd var, at al forbindelse med sådanne mennesker straks skulle afbrydes. Ved slutningen af sit foredrag frigav han et nyt redskab til brug ved udbredelsen af den rene, ubesmittede religion, nemlig en norsk oversættelse af de praktiske traktater, der først blev frigivet i London. Den aften var der 1644 til stede.

Søndag morgen blev der fortalt erfaringer, og en pioner fortalte, hvordan han havde mødt en ung dame, som sagde, at hendes søn var meget interesseret, men at han var på ferie. Hun viste ham sin søns personlige eksemplarer af „Sandheden skal frigøre jer“ og „Frelse“, og han lagde mærke til, at de var mere slidt end hendes søns skolebøger. Broderen spurgte, hvor gammel hendes søn var. „Ti år,“ lød svaret.

En anden broder var kommet ind til en sognepræst, og de havde diskuteret emnet „helvede“. Efter at have erfaret, at Jehovas vidner ikke tror, at Gud er en bøddel, der piner skabninger i et brændende helvede, sagde præsten: „Men i virkeligheden tror vi heller ikke på et brændende helvede, ikke på den måde.“ „Men folket er ikke klar over det, så det var bedre, De fortalte Deres sognebørn det,“ svarede broderen. Præsten var helt fornuftig, og efter en lang diskussion modtog han det eksemplar af Vagttaarnet, der handler om „Lazarus“ og „Den rige mand“. „Men lov mig een ting,“ sagde han, da forkynderen gik. „Brug ikke dette, at sognepræsten købte Vagttaarnet, som reklame her i sognet.“

„Er religion en løsning på verdenskrisen?“ Det var det spørgsmål, som Lillehammers indbyggere stadigvæk havde fået forelagt i nogle uger, og klokken eet kom over 700 af dem for at få svaret. Det samlede antal tilstedeværende var 2391, en ny rekord i tilhørerantallet ved et offentligt møde i Norge.

To forkyndere, som ikke havde lejlighed til at være med ved dette stævne, var de to gileaditter, som bor i verdens nordligste missionærhjem i Vardø. De tog imidlertid til stævnet i Helsinki. Følgende rapport kommer fra disse brødre:

„Vi har vort missionærdistrikt nær ved den russiske grænse. Det er langt oppe i den arktiske zone. Derfor er det meget koldt. Om vinteren er der omkring 35 grader under frysepunktet, og gennemsnitstemperaturen for sommeren ligger på cirka 10 grader over frysepunktet. Menneskene lever spredt i små landsbyer, der har en indbyrdes afstand på fra 16 til 24 kilometer. Under den anden verdenskrig nedbrændte tyskerne næsten hvert eneste hjem, da de blev tvunget til at trække sig tilbage foran de fremrykkende russere.

Om vinteren bruger vi ski under vort arbejde. På grund af de lange afstande kan vi aldrig komme tilbage til vort hjem samme dag, og derfor tilbringer vi en hel uge i distriktet. På sådan en skitur under en kraftig snestorm i april 1951 kom vi til Kiberg, en lille landsby med omkring 350 mennesker. Denne landsby blev også kaldt „Lille Moskva“, fordi de fleste der var kommunister. Vi lejede en lille sal og begyndte at avertere foredraget, som skulle holdes på norsk. Lige med det samme begyndte hele landsbyen at tale om os og påstod, at vi var amerikanske spioner.

Foredragets emne var: „Overlev den klodeomspændende krig“. Da det blev holdt, var der næsten 95 til stede. De lyttede meget intenst og var taknemmelige over at høre kendsgerningerne med hensyn til Jehovas vidners tro.

Efter foredraget kom en af lederne hen til os. Han udtalte, at han var glad for at høre vort budskab, og vi skulle ikke betale noget for salen. De fleste af dem var nu venlige over for os, og de bad os komme tilbage meget snart og holde et nyt foredrag. Vi afsatte bogen „Gud maa være sanddru“ i næsten hvert hus og tegnede 39 abonnementer. Nu har vi studium med mange af dem, og det er en stor glæde at se, hvordan de nu tror på Jehovas rige i stedet for på kommunismen. Dette viser, hvorfor de kommunistiske ledere frygter for det budskab, Jehovas vidner bringer.

Så tog vi længere bort, og efter at have tilbagelagt 24 kilometer kom vi til Skalleelv, en landsby med omkring 300 indbyggere. Straks fik vi skolen til et offentligt foredrag og begyndte at avertere. Her talte alle finsk, og derfor måtte broder Korttila holde foredraget på deres eget sprog. Salen var overfyldt, og nogle medbragte endog deres egen stol. Da foredraget begyndte, var der 75 til stede. De fleste af dem tilhørte en finsk sekt, der kaldes „laestadianerne“, hvis tilhængere er kendt for deres fanatisme i troen på dogmet om et brændende helvede.

Da foredraget var forbi, begyndte en livlig diskussion. Mange ønskede at stille taleren spørgsmål, og han havde en travl tid med at besvare dem, før vi kunne tage hjem. De bad os blive hos dem endnu en dag og holde et andet foredrag, men det kunne vi ikke. Derfor lovede vi at komme tilbage meget snart.“

Midnatssolens land er blevet besøgt af de arbejdere, Jehova har udsendt. Sandhedens sæd er blevet sået, og meget er faldet i „god jord“. Der er blevet båret mangefold frugt, og mere vil vise sig i de kommende måneder. (Matt. 13:1-23) Sandheden er trængt igennem overalt i de nordeuropæiske lande, og en stor høst forestår. Snart vil indsamlingen af de mennesker, der har fårets sindelag, være til ende, og så vil Jehova udsende sine eksekverende styrker for at ødelægge Satans onde organisation. — Åb. 14:14-20.

(The Watchtower, 15. februar 1952)