Gode nyheder fra Korea!

Følgende er en rapport fra en af Vagttaarnselskabets missionærer, som opholdt sig i Syd-Korea på det tidspunkt, da denne republik blev invaderet. Han blev senere evakueret til Japan af de Forenede Staters hær. Nu, hvor han er kommet tilbage til Korea, sender han denne opmuntrende rapport om den vækst, der finder sted, og om Jehovas vidners tro og ustraffelighed i dette krigshærgede land.

SIDSTE gang jeg var i Korea, var i juni 1950. Da var der kun en håndfuld Jehovas vidner i hele Korea og kun een kreds, nemlig i byen Seoul. Nu efter halvandet års krig og nød, hvor mange venner har sultet, døjet savn, levet i huler og i træer, blevet uretfærdigt behandlet, og nogle er blevet dræbt, er antallet af Jehovas vidner vokset, så der nu ikke alene er en kredsorganisation i Seoul, men også i Taegu, Chonju, Kunsan, Quejon og Pusan; ligeledes bliver de gode nyheder gjort kendt over hele Syd-Korea og på steder, hvor de aldrig før er blevet forkyndt.

I Pusan mødes der regelmæssigt 25 til 30 venner, og 8 nye blev døbt den første uge efter, at jeg var vendt tilbage til Korea. I Taegu mødes der regelmæssigt 25, og 12 nye er blevet døbt i år. I Kunsan kommer der 20 til møderne, og 13 nye er blevet døbt. I Chonju samles der 20, og 5 blev døbt. I Quejon samles regelmæssigt 7 venner, og der blev døbt 2. Kun nogle få søstre blev tilbage i Seoul, men de fortsatte med at forkynde, og 40 venner overværer regelmæssigt møderne. I sidste uge fik kredstjeneren tilladelse til at vende tiltage til Secul, og da var der 56 til stede ved hans møde.

Den 17. november 1951 begyndte jeg en rejse for at besøge de førnævnte steder. Jeg modtog pr. post specielle adgangstilladelser fra hæren til at besøge Seoul. Vennerne blev overraskede over at se mig. De omfavnede og kyssede mig og følte på mine ben og arme for at se, om jeg var rask. De arrangerede det sådan, at jeg kunne blive hos dem i deres eget hjem. Jeg var glad for det, for det var meget koldt i Seoul. Koreanerne opvarmer deres hjem ved at anbringe en potte med trækul deri eller ved at tænde en træ- eller kulild under husets undul, d.v.s. gulv. Dette opvarmer gulvet og værelset. Koreanerne spiser, sover og sidder på gulvet. Dette er altid vasket meget rent med en våd klud. Det er sædvane at give gæsten pladsen lige over ildstedet. Den fremmede, der ikke er fortrolig med denne skik, synes ofte, at han har fået en temmelig varm siddeplads. De koreanske forkyndere er glade, når missionærerne deler deres levevaner. Om aftenen bliver gulvet vasket rent, og puder og vattæpper bliver bredt ud og gør det til en varm, men temmelig hård seng. Men når der er gået en måned eller to, bliver ens lemmer vant til det.

Om eftermiddagen gik vi igennem byen Seoul til missionærhjemmet. Næsten alle de store bygninger undtagen dem, der delvis er sat i stand af militæret, er ikke andet end ruiner. Der var lige så tyst i byen som på landet. Det var kun militæret, der befærdede gaderne. Langt borte kunne jeg se missionærhjemmet. Alle bygninger rundt om det var fuldstændig jævnet med jorden, men missionærhjemmet stod der stadig, ganske vist ikke uskadt. Det var blevet ramt af en granat i det ene hjørne, og den havde lavet et hul på to fod i teglstensmuren. Alle vinduer var blæst ud, pudset i loftet var faldet ned, de fleste af dørene var blevet revet af, og ledningerne var borte, men huset kunne stadig repareres og bruges. Vi blev overrasket over at finde et par borde og stole, et køleskab samt noget af en vaskemaskine, som de røde uden tvivl har ment, det var for besværligt at føre bort. Alt andet var borte.

Nogle var blevet dræbt

Foran missionærhjemmet var der et stort hul. Jeg fik at vide, at en nylig døbt søster og hendes søn, der senere var blevet døbt, havde fået deres hjem ødelagt, og de flyttede ind i missionærhjemmets kælder. Da kommunisterne blev klar over, at de blev nødt til at rømme byen, samlede de alle de personer, som de anså for mistænkelige, og dræbte dem. De stillede spørgsmål til de fem venner, søsteren, hendes søn og tre andre medlemmer af familien, som boede i missionærhjemmets kælder, og da deres svar ikke tiltalte dem, anbragte de søsteren og den øvrige familie foran huset og skød dem. Den unge broder blev ikke skudt, men han faldt sammen med de andre og blev ladt tilbage som død. Søsteren og de andre medlemmer af familien blev dræbt øjeblikkeligt. Hullet foran huset var deres grav indtil befrielsen.

Den aften mødtes omkring fem og tredive venner (mest søstre) for at høre et tjenesteforedrag og hvad der var arrangeret til gruppevidnearbejdet den følgende dag. Næste morgen deltog 18 venner i dette arbejde. Mange nye debuterede i forkynderarbejdet. Seoul havde haft et gennemsnit på 9 forkyndere siden sidste evakuering, men inden ugen var gået, havde 24 forkyndere rapporteret, og det høje gennemsnit på 29 timer for måneden pr. forkynder var blevet nået. Disse søstre, der var blevet i Seoul, havde arbejdet hårdt med at forkynde om Jehovas oprettede rige for andre, og nu høstede de frugterne.

Da jeg var i Seoul, mødte jeg Kim Kwang Je, en journalist, som jeg havde studeret med. Da Seoul første gang blev indtaget, blev Kim kidnappet af de røde og ført til Nord-Korea. I Pyongyang flygtede han for at melde sig til de Forenede Nationers styrker. (Han havde indtil da ikke indviet sig til at gøre Guds vilje og var ikke blevet nedsænket i vand.) Sydkoreanerne ville ikke tro ham og beskyldte ham for at være kommunist. Han blev dømt til døden. Før eksekutionen kom han til at tale med en amerikansk officer, og han forklarede officeren, at han var kristen og havde studeret Bibelen sammen med mig, og at han nu studerede for at blive et af Jehovas vidner. Officeren lod nu foretage en undersøgelse for at kontrollere, om jeg havde været i Seoul o.s.v., og han drog den slutning, at Kim ikke kunne være kommunist og samtidig ønske at blive et af Jehovas vidner. Derfor satte han Kim i frihed. Han er meget taknemmelig over for Vagttaarnselskabet, for han tilskriver Selskabet og vort bibelstudium, at hans liv blev reddet. Vi har genoptaget vort studium nu, og jeg tror, at han snart vil indvi sig til at gøre Guds vilje og blive en forkynder af Riget.

Det sidste offentlige foredrag, jeg holdt her i Seoul, blev holdt den 25. juni 1950, da sydkoreanerne fik at vide, at deres hjemland var blevet invaderet. Mærkeligt nok holdt jeg et andet foredrag lige halvandet år efter i den samme sal for cirka 133 sårede koreanske soldater. Salen er nu lavet om til hospital. Der var også mange nye forkyndere, der ønskede at blive døbt. Der blev truffet arrangementer til at bruge et badehus tidligt om morgenen, før F.N.-soldaterne kom. Badehuse er udelukkende til brug for amerikanske soldater. Lørdag morgen den 29. december før klokken 8 blev 27 nye brødre og søstre døbt, deriblandt dronningens søster. Der råder en virkelig god ånd blandt vennerne i Seoul. De er ikke det mindste mismodige. De er nu mere end nogen sinde besluttede på, at de gode nyheder skal gøres kendt i Korea. Og kendsgerningerne bekræfter det.

Udbredelse af de gode nyheder

I Taejon tilbragte jeg aftenen sammen med en gruppe på fem isolerede forkyndere. Trods vanskeligheder på grund af krigsrestriktioner var der hver uge kommet mindst ti mennesker til møderne. En ung forretningsmand og hans kone, som alvorligt havde studeret sandheden før krigen, har senere indviet sig til at gøre Guds vilje, og de er nu meget aktive i tjenesten i Taejon. Denne mand har en god uddannelse og stammer fra en kendt familie.

Det er meget glædeligt at høre, hvorledes han tog sit standpunkt for sandheden. Første gang, Seaul blev okkuperet, tvang kommunisterne alle unge mænd ind i militærtjenesten, uden at de havde mulighed for at nægte. De fleste unge mænd flygtede ud i bakkerne, og denne broder var iblandt dem. Kommunisterne fangede en flok en dag, og der blev også denne broder taget. De røde stillede spørgsmål til hver af dem, og de svarede ofte underdanigt, at de ville arbejde for kommunisterne. Alle, der var blevet spurgt før broderens tur, var blevet taget til side og dræbt. Det så ud til, at han var den næste, der skulle dø. Derfor var han besluttet på at aflægge så stort et vidnesbyrd som muligt. Han blev spurgt, hvorfor han skjulte sig i bjergene. Han sagde, at han stolede på Jehovas løfte om den nye verden under Kristus, og at alle politiske regeringer ville blive ødelagt i Harmagedon, deriblandt både Nord- og Syd-Koreas, som modstod Kristi regering, og at han ikke ville overtræde Guds lov på grund af nogen menneskelig lov, som var imod Guds. Han fortalte dem, at han ikke var bange for at dø, fordi han troede på opstandelsen. Den kommunistiske soldat, der havde kommandoen, sagde, at han var den første, der havde sagt sandheden. Han sagde, at han ikke troede som broderen, men han mente, at man skulle tale for sin sag, og han gav broderen tilladelse til at gå, uden at der skete ham noget. Denne ven undslap senere til Syd-Korea. „Sandheden er magtfuld,“ siger han, og hans livs mål er nu at gøre den kendt for alle koreanere.

I Kunsan og Chonju blev der holdt en stor sammenkomst. Den nye gruppe forkyndere i Kunsan er meget ivrig. Det er et af de steder, hvor Rigets arbejde aldrig er blevet udført før. Der er nogle og tyve tilsluttet kredsen her, og der var tretten, der blev døbt i 1951. I Chonju klarer vennerne sig lidt bedre end de andre steder. En broder ejer en fabrik her, og han har beskæftiget mange af de husvilde venner. Han sagde, at han altid havde ønsket, at der var nogen til at hjælpe ham med at forkynde Rigets gode nyheder i Chonju, og nu bliver det gjort. Der er blevet bygget en lille rigssal. Der var syv og fyrre ved det offentlige møde. Indtil nu har kun tre forkyndere rapporteret deres arbejde. Da vennerne hørte grundene til, at man skal rapportere, udbrød en halvfems år gammel søster, som var et af de første vidner i Korea: „Jeg har forkyndt, men jeg har ikke rapporteret, men jeg vil sandelig gøre det fra nu af.“ Et træbadekar i fabrikkens maskinhus var stedet, hvor fire venner blev nedsænket i vand under krigen. Mit besøg i Chonju var, som på alle andre steder, jeg besøgte på denne lille halvø, kun alt for kort.

I december besøgte jeg Taegu-kredsen. Denne kreds var en slags hovedkvarter for arbejdet under krigens mørke tid. Kredstjeneren er en engelsk lærer og har taget eksamen ved det jesuitiske Sofia-universitet i Tokio. Hans omvendelse fra katolicismen skete hurtigt og fuldstændigt i 1949 og 1950. Under krigen fortsatte han med sit oversættelsesarbejde og duplikerede sine oversættelser af studiematerialet og sendte det ud til de andre venner i deres spredte distrikter til brug ved de ugentlige studiemøder. Taegu er fyldt med husvilde mennesker, men dog ikke så slemt som Pusan.

Sidste gang, jeg var i Pusan, var i oktober 1949. Havnen var i forfald, og der blev kun udfoldet meget ringe aktivitet i den. Der fandtes ikke nogen vidner i byen på den tid. Nu i november 1951 summer havnen i Pusan faktisk af liv. Byen vrimler med flygtninge. Alle her, også regeringens embedsmænd, lever på flygtningemanér. Overalt er der tusinder af små hakoban (træhuse), lavet af pakkasser og mudder og indvendig tapetseret med amerikanske aviser. I et af husene er der et skilt, hvorpå der står: „Jehovah’s Witness of Kingdom Hall“ — en smule bagvendt engelsk, men meningen er god nok. I denne hakoban, der målte ti fod på hver side, blev omkring een og tredive af os stuvet sammen sidste søndag til vagttaarnsstudium, der blev efterfulgt af et offentligt foredrag. Rummet var ganske vist tæt pakket, men ingen klagede. Den nylig organiserede kreds rapporterede en rekord på fjorten forkyndere i november.

Mange af Seouls flygtninge-universiteter prøver at arbejde her. Alle skolebygninger er taget i brug af landets regering eller af militæret, så de fleste af skolerne anvender telte, eller eleverne mødes i det fri og sidder på kasser. Universiteterne arbejder med cirka ti procent af det normale elevantal. Lederen af Seouls Soongmyung kvindekollegium, som jeg studerer med, bad mig holde et foredrag for elever og lærere. Deres interimistiske kollegium består af tre telte med rå bænke, men over hundrede mennesker trængte sig sammen i eet telt for at høre foredraget. Jeg fik en anden overraskelse, mens jeg var der. Hvem mødte jeg i Pusan anden end professor Chois kone! Det var en stor glæde at se hende. Hun telefonerede straks til professor Choi, som forlod sit kontor og kom direkte hen på mit lille hotelværelse. Også han var mange gange med nød og næppe blevet reddet. Han havde engang været præsident Rhees sekretær, og kommunisterne var ivrige efter at få fat på ham. Nu var han viceforsvarsminister. Til trods for sin høje stilling i regeringen er professor Choi en meget beskeden mand, og han er ærligt interesseret i sandheden. Han har taget eksamen ved Oxford universitet og er en af de bedst kendte translatører i Korea. Han skal oversætte en ny bog for mig. For kort tid siden var han det andet emne ved udvælgelsen af en ambassadør til England. Jeg sagde til ham, at han hellere skulle blive ambassadør for Teokratiet. Han sagde: „Du mener, at jeg skulle blive pioner?“ Han har brugt sin store indflydelse ved regeringen til at hjælpe mig ved mange lejligheder, efter at jeg er vendt tilbage. Han og hans kone hjalp mig til at blive boende. Han lever selv som husvild, i lighed med alle her.

[Fodnote]