Guds navn har størst betydning
DET, de fleste såkaldte kristne først og fremmest bekymrer sig om i forbindelse med deres religion, er „deres sjæles frelse“. De tænker kun lidt eller slet ikke på ophøjelsen og herliggørelsen af deres Skabers, Jehovas, navn. De interesserer sig ikke for, om menneskene kommer til at „kende, at du, hvis navn er Jehova, er ene den højeste over al jorden“. (Sl. 83:19) Alt dette åbenbarer en sørgelig mangel på forståelse af deres forhold til Skaberen, mangel på værdsættelse af, hvor uendelig ophøjet han er over sine skabninger, og af, at han er den eneste sande Gud.
Men lægger Bibelen da ikke vægt på skabningernes frelse? Læser vi ikke den ene gang efter den anden om, hvad vi må tro og gøre for at blive frelst? Det gør vi, men Guds ord viser også, at Jehovas navns ære og ophøjelse, der er nært forbundet med retfærdighedens sejr, er af langt større betydning. Skabningers frelse er blot en følge af eller er betinget af Jehovas hævdelse og ophøjelse.
Hvorfor barmhjertighed og udfrielse?
Et grundigt studium af Guds ord åbenbarer, at han viser barmhjertighed og tilvejebringer en udfrielse for mennesker. Da Adam og Eva gjorde oprør, kunne Jehova øjeblikkelig have udslettet dem sammen med Djævelen og begyndt forfra. Hvorfor gjorde han ikke det? Fordi Modstanderen havde draget Jehovas overhøjhed i tvivl ved at få Adam og Eva til at falde fra og rejst spørgsmålet om, hvorvidt Jehova var i stand til at sætte mennesker på jorden, som ville bevare deres retskaffenhed, og med alt dette havde han sået tvivl om Jehovas evne til at udføre sine hensigter. Derfor var det, at Gud barmhjertigt tillod vore første forældre at leve så mange år efter, at de havde syndet. — 1 Mos. 2:17; Job, kapitlerne 1 og 2; Ordsp. 27:11; Es. 46:11.
Jehova viste stor tålmodighed med den hovmodige farao. Hvorfor udslettede han ikke farao med det samme? Af samme grund: „Ellers havde jeg nu udrakt min hånd for at ramme dig og dit folk med pest, så du blev udryddet fra jordens overflade; dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:15, 16) Og disse ord får endnu større vægt, når de anvendes på den større farao, Satan Djævelen.
Det er grunden til, at Jehova udfriede Israels nation fra faraos forfølgende hær. De „stod den Højeste imod ved det Røde Hav. Dog frelste han dem for sit navns skyld, for at gøre sin vælde kendt“. Ja, det var ikke alene, fordi han huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob og derfor havde medlidenhed med deres efterkommere, men også, fordi han ville udfri dem som sin ejendom „for at vinde sig et navn og udføre store og frygtelige gerninger for dem“. — 2 Mos. 2:24, 25; 2 Sam. 7:23; Sl. 106:7, 8.
Det samme pointeres med Jehovas ord til det frafaldne Israel: „For mit navns skyld holder jeg vreden hen, for min ære vil jeg skåne, ej udrydde dig.“ (Es. 48:9) Ved profeten Ezekiel fastslår Jehova gentagne gange, at han viste barmhjertighed mod sit folk for sit navns skyld: „For mit navns skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulle vanæres for de folks øjne, blandt hvilke de levede.“ „Og I skal kende, at jeg er Jehova, når jeg gør således med jer for mit navns skyld, ikke efter jeres onde veje og skændige gerninger, Israels hus, lyder det fra den Herre Jehova.“ „Da ynkedes jeg over mit hellige navn, som Israels hus vanærede blandt de folk, de kom til. Sig derfor til Israels hus: Så siger den Herre Jehova: Det er ikke for jeres skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til.“ (Ez. 20:9, 44; 36:21, 22) Der er ingen tvivl om, hvad der har størst betydning for Jehova, hans navns ære eller hans skabningers frelse, vel
Tænk på eksemplet med de tre hebræere, der blev kastet i ildovnen. Den højere bibelkritiks mænd har blandt andet brugt dette eksempel for at skabe tvivl om Daniels bogs pålidelighed, idet de påstår, at der ikke var nogen virkelig baggrund for miraklet, og at det derfor sandsynligvis blot var opspind. Men derved åbenbarer de kun deres mangel på forståelse, for ved dette mirakel blev Jehovas navn hævdet. Læg mærke til det dekret, Nebukadnezar, hersker over verdensriget Babylon, udsendte som følge af Guds tjeneres enestående udfrielse: „Hermed påbyder jeg, at den, der i noget folk, nogen stamme og noget tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans hus skal gøres til en skarndynge; thi der gives ingen anden Gud, som således kan frelse.“ (Dan. 3:13-29) Ja, de tre hebræere havde forsikret kongen, at Jehova kunne udfri dem, hvis det behagede ham at gøre det; og det behagede Jehova at gøre det, ikke blot for at skåne deres liv, men først og fremmest for, at Nebukadnezar kunne erkende, at jødernes Gud virkelig var den højeste, levende Gud.
Anerkendt af mennesker i tidligere tid
Mens denne tanke, at Jehovas navns hævdelse og ophøjelse er mere betydningsfuld end skabningers frelse, måske er ny for de fleste såkaldt kristne, anerkendte Guds tjenere i gammel tid dog til fulde denne kendsgerning. Tænk på Moses: Da Jehova udtalte sin beslutning om at udslette Israels nation på grund af deres oprør ved den tid, da de ti spejdere havde aflagt en ugunstig rapport, anråbte Moses om barmhjertighed, fordi Guds navn stod på spil: „Hvis du nu dræber dette folk alle som een, vil de folk, der har hørt dit ry, sige: Fordi Jehova ikke evnede at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i ørkenen.“ På grundlag af denne bevisførelse viste Jehova barmhjertighed, ligesom han havde gjort ved tidligere lejligheder, når det samme spørgsmål opstod — f. eks. da israelitterne lavede guldkalven og tilbad den. — 2 Mos. 32:7-29; 4 Mos. 14:11-35.
Når vi husker på, at Josua blev oplært af Moses, forbavser det os ikke, at han også anerkendte vigtigheden af Jehovas navn. Da den lille hær, han sendte ud for at indtage Aj, blev slået, blev han dybt nedbøjet; han kunne ikke forstå det. I stor sorg bad han til Jehova: „Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage flugten for sine fjender? Når kana’anæerne og alle landets indbyggere hører det, falder de over os fra alle sider og udsletter vort navn af jorden.“ Og var det det, Josua var bekymret for? Slet ikke. Det, han først og fremmest interesserede sig for, var: „Hvad vil du da gøre for dit store navns skyld?“ Ja, det var sagens kerne, hvad ville der ske med Jehovas navn, hvis det folk, der bar navnet, blev udslettet? — Jos. 7:7-9.
Jehova var ikke blind for, at hans navn var indblandet i sagen, men fordi en israelit havde røvet noget bytte fra byen Jeriko, der af Jehova var blevet indviet til fuldstændig udslettelse, tillod han, at Israel led et nederlag. Efter at overtræderen Akan havde fået sin velfortjente straf, vandt Israel igen sejr til ære for Jehovas navn. — Jos. 7:10 til 8:25.
Samuel, den sidste af dommerne, havde samme opfattelse som Josua, den første af dem. Da israelitterne frygtede for, at de ville blive tilintetgjort, fordi de havde forkastet Jehova som konge og bedt om en menneskelig konge, forsikrede Samuel dem: „For sit store navns skyld vil Jehova ikke forstøde sit folk, da det jo har behaget Jehova at gøre jer til sit folk.“
Anerkendt af David, Jeremias, Ezekias
David var et fremtrædende eksempel på en mand, der forstod Jehovas navns betydning. Da han så og hørte Goliat håne Israels slagrækker, sagde han vredt: „Hvem er vel denne uomskårne filister, at han vover at håne den levende Guds slagrækker?“ Skønt han var meget ung og kun bevæbnet med en hyrdestav, en slynge og et par glatte sten, gik han fortrøstningsfuldt ud mod Goliat med ordene: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i hærskarers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet. I dag giver Jehova dig i min hånd.“ Hvorfor havde David så stor tillid til, at Jehova ville give ham sejr? Fordi det var Jehovas hensigt, at hele jorden skulle „kende, at der er en Gud i Israel“, og denne sejr afhang ikke af kødelige våben, men af Jehova. — 1 Sam. 17:26, 45-47.
Under alle forhold så David hen til Jehova efter hjælp på grundlag af hans navn. „Han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.“ „For dit navns skyld, Jehova, tilgive du min brøde, thi den er stor.“ „Thi du er min klippe og borg. For dit navns skyld lede og føre du mig.“ „For dit navns skyld, Jehova, holde du mig i live, udfri i din retfærd min sjæl af trængsel [udfri mig af trængsel til din egen hævdelse og ophøjelse, AT].“ — Sl. 23:3; 25:11; 31:4; 143:11.
En anden af Israels sangere, Asaf, anerkendte ligeledes, at Jehova viser barmhjertighed på grundlag af sit eget navn: „Hjælp os, vor frelses Gud, for dit navns æres skyld, fri os, forlad vore synder for dit navns skyld! Hvorfor skal hedninger sige: Hvor er deres Gud? Lad dine tjeneres udgydte blod blive hævnet på hedningerne for vore øjne!“ (Sl. 79:9, 10) Profeten Jeremias bad en lignende bøn: „Vidner vore synder imod os, Jehova, grib så for dit navns skyld ind! Thi mange gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet. Bortstød os ikke for dit navns skyld.“ — Jer. 14:7, 21.
Kong Ezekias viste også, at han anerkendte, at udfrielsen skete for Jehovas navns skyld. Da Sankerib pralende sagde: „Mon nogen af folkenes guder har kunnet frelse sit land af assyrerkongens hånd?“, bad Ezekias til Jehova: „Det er sandt, Jehova, at assyrerkongerne har tilintetgjort alle de folk og deres lande og kastet deres guder i ilden; men de er ikke guder, kun menneskehænders værk af træ og sten; derfor kunne de ødelægge dem. Men frels os nu, Jehova, vor Gud, af hans hånd, så [vi kan blive i live? Nej, men så] alle jordens riger kan kende, at du, Jehova, alene er Gud!“ Og Ezekias’ bøn blev hørt, idet Jehovas engel dræbte blomsten af Sankeribs hær, 185.000 mand, og det skete, fordi Jehovas navn var indblandet. Dette navn er i sandhed et stærkt tårn. — Ordsp. 18:10; Es. 36:13-20; 37:10-38.
Anerkendt af Kristus og hans apostle
Kristus Jesus anerkendte også, at skabningers frelse ikke er det vigtigste. Som han selv siger, kom han først og fremmest „for selv at tjene“, ikke for at lade sig tjene, og dernæst kom han for at „give sit liv som løsesum for mange“. (Matt. 20:28) På hvilken måde skulle han tjene? Ved at vidne om sin Faders sandhed og ved at herliggøre sin Faders navn. Det var derfor, han sagde til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ Og det var derfor, han i den nat, han blev forrådt, kunne bede således, skønt han endnu ikke havde givet sit liv som løsesum for mange: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.“ Han herliggjorde sin Faders navn på to forskellige måder: for det første ved at lære lydighed af det, han led, hvorved det blev bevist, at Djævelen løj, da han pralede med at kunne vende alle mennesker bort fra Gud; dernæst ved at gøre Faderens navn kendt for de mennesker, Faderen havde givet ham. — Joh. 17:4, 6; 18:37; Hebr. 5:8.
Og han indprentede den samme opfattelse i sine første efterfølgeres sind, så de også anerkendte betydningen af at ære hans himmelske Fader. I sin bjergprædiken befalede han dem at lade deres lys skinne for menneskene. Hvorfor? For at Faderen i himmelen kunne blive æret og priset. (Matt. 5:16) Han udtrykte den samme tanke, men med en anden lignelse, i det råd, han gav sine apostle den sidste aften, han var sammen med dem: „Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.“ — Joh. 15:8.
Apostelen Paulus udtaler sig på lignende måde i Hebræerne 13:15, hvor der står: „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: Frugt af læber, som bekender hans navn.“ Ja, vi må lade vort lys skinne, bære frugt, bringe ofre, alt sammen af een og samme grund, nemlig for at ære Jehovas navn. Det er ikke underligt, at Peter skrev: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ — 1 Pet. 2:9.
Jehova Gud og Kristus Jesus bevidner selv, at i sammenligning med skabningers frelse er Jehovas navn af langt større betydning, og det samme hævder mange af Jehovas tjenere lige fra Moses til apostelen Johannes. De, der ejer sand visdom, vil derfor gøre Jehovas navn til det betydeligste i deres liv, ved at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at gøre dette navn kendt, ved at ære og prise det og ved altid at bestræbe sig på at opføre sig i overensstemmelse med de retfærdige principper, Jehovas navn står inde for. Kun når vi følger denne handlemåde, kan vi bede Jehova om barmhjertighed og udfrielse „for hans navns skyld“. Jehovas navn er det altoverskyggende. Vor frelse afhænger af Guds navns ære og ophøjelse.