Hvor findes „denne tro“?

BLANDT de mange lignelser, Jesus fortalte for at gøre sine tanker let forståelige, var der en, som understregede behovet for tro og udholdenhed i bøn. Den handlede om en dommer, der hverken frygtede Gud eller respekterede mennesker, og som en enke ustandselig plagede, for at han skulle skaffe hende ret. Til sidst sagde dommeren: „Selv om jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for mennesker, så vil jeg alligevel skaffe denne enke ret, fordi hun plager mig sådan.“ — Luk. 18:1-5.

Jesus førte lignelsen videre og forsikrede sine tilhørere, at når en uretfærdig dommer ville reagere på enkens stadige bønner, „skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen [denne tro, NW] på jorden?“ — Luk. 18:6-8.

Hvordan viser man, at man har denne tro på, at Gud vil skaffe sine udvalgte ret? Blot ved at blive ved med at bede? Nej, først og fremmest ved at fortsætte i en trofast handlemåde, for hvis man går på kompromis for at undgå forfølgelse, har man ikke længer brug for at bede Gud om retfærdighed. En, der går på kompromis for at undgå forfølgelse, viser, at han ikke tror, at Gud vil skaffe sine tjenere ret; desuden mister han derved ethvert bevis på, at han er en af Guds kristne tjenere. Som Paulus skrev til Timoteus: „Sådan [som Paulus] skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ At Paulus betragtede det, at man bliver forfulgt, som et bevis på, at man er en kristen ordets tjener, ses også af hans andet brev til korinterne: „Er de Kristi tjenere? . . . jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare.“ — 2 Tim. 3:12; 2 Kor. 11:23-27.

Ved således at udholde forfølgelser viste Paulus, at han troede på, at Gud ville skaffe ham ret, og det samme var tilfældet med de andre på hans tid, der ligesom han forblev trofaste trods modstand. Men hvad med vor tid? Hvor findes denne tro? Inden for de højt ansete religiøse organisationer? Læg som svar mærke til de polske biskoppers handlemåde; i december 1953 underskrev de en edserklæring og svor dermed den polske folkerepublik troskab og lovede, at de ikke ville gøre noget, der stred mod dens interesser, og hertil skrev Vatikanets blad, L’Osservatore:

„Meddelelsen om, at de polske biskopper har aflagt en ed, må bedømmes på baggrund af den almindelige stemning, de sidste måneder har skabt. . . . Vold og falskhed, troløshed og hykleri, smiger og pengeafpresning bruges i forening for at undertrykke kirken. En ed, der aflægges under sådanne omstændigheder, er faktisk ugyldig. . . .“

Vatikan-avisens synspunkt er måske juridisk rigtigt rent teknisk set, men kan man ikke med rette spørge: Hvis biskopperne virkelig havde „denne tro“, ville de så have givet efter for vold og pengeafpresning eller bukket under for kommunistisk hykleri, troløshed, falskhed og smiger og aflagt denne ed?

Dette tilfælde må siges at være meget typisk, men må man derfor besvare Jesu spørgsmål — om han ved sin genkomst ville finde „denne tro“ på jorden — benægtende? Nej, på ingen måde! Hvor finder man da „denne tro“? Jehovas vidners årbog for 1954 indeholder meget sigende beretninger om mennesker, der har bevaret deres retskaffenhed i landene bag jerntæppet og andre totalitære lande.

I Østtyskland har kommunisterne hånligt sagt: „Nu skal vi se, hvem der holder ud længst“; hen imod to tusinde Jehovas vidner har været arresteret, og over tusinde sidder stadig bag lås og slå, og de er gennemsnitligt idømt en fængselsstraf på seks tre kvart år hver. Har det fået dem til at gå på kompromis? Nej.

Rapporten fra Polen giver et andet slående eksempel på, at der er kristne, som har „denne tro“: „I denne kamp for fred bør ingen føle sig for ung eller for gammel; selv et seks års barn eller en mand på hundrede år kan med held deltage i denne kamp, hvis de blot ønsker. Disse mennesker bekymrer sig ikke om, om de mister helbredet eller selv livet, og de har overvundet frygten for politiknipler og fængsel. Fjendens hensigt er at standse arbejdet ved at arrestere lederne af denne vidunderlige frihedsbevægelse, [men] trods alt dette arbejder vi stadig på at forbedre organisationen og sætter os nye mål, som vi ikke alene har nået, men også overskredet. . . . I behøver ikke at være bekymrede for os, for vore ældre brødre har oplært os med stor omhu, og nu kan vi stå på egne ben og klare alle livets problemer, selv om vi er unge.“

Vi kunne citere flere rapporter fra årbogen, men dette skulle være nok til at bevise, at der i dag findes kristne på jorden, der har så stærk tro på, at Gud vil skaffe dem ret, at de ikke bekymrer sig om tabet af deres helbred eller selv deres liv, og har overvundet frygten for politiknipler og fængsel.