Teokratisk takt i splittede hjem

„Mener I, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg jer, tværtimod splid. Thi fra nu af skal fem i eet hus være i splid indbyrdes, tre mod to, og to mod tre. De skal vare i splid, fader med søn og søn med fader, moder med datter og datter med moder, svigermoder med sin svigerdatter og svigerdatter med sin svigermoder. En mand skal få sine husfolk til fjender.“ — Luk. 12:51-53; Matt. 10:36.

 1. Hvornår er det vanskeligere at gennemføre teokratisk opførsel inden for familiekredsen?

NÅR ALLE familiens medlemmer er indviet til Jehova, kan teokratisk opførsel praktiseres. Familien anerkender manden som overhoved og faderlig myndighed, og han udøver denne myndighed i kærlighed. Familien studerer sammen, overværer møder sammen, tjener sammen på arbejdsmarken og deler de huslige pligter. Men hvordan nu, hvis ikke alle familiemedlemmerne er vidner for Jehova eller anerkender hans principper?

 2. Hvilket ansvar påhviler der manden, hvis hans hustru ikke er i sandheden, og hvilket Jesu råd kan han følge?

² Hvad om manden er et af Jehovas vidner, men hustruen ikke er det? Det forandrer intet ved mandens ansvar som husets overhoved. Han må sørge for føde, klæder og husly. Hvad mere er, han må stadig i egenskab af ægtemand elske sin hustru, være hende en god kammerat, sørge for, hun får afveksling, og når det er belejligt, hjælpe hende til at forstå sandheden. Dengang Jesus udsendte sine apostle til at prædike, sagde han til dem, at de ikke skulle påtvinge noget hus det budskab, de kom med, men holde op med at tale derom, hvis man ikke tog imod sandheden. Fremdeles pålagde han dem at være „snilde som slanger og uden svig som duer“. (Matt. 10:16) Denne formaning gælder også for hjemmet. Sandheden skal ikke påtvinges nogen. Når tidspunktet er modent, bør den fremholdes taktfuldt. Den er ikke en gummiknippel, der skal svinges over ægtefællen. Den skal ikke hamres ind med vold og magt. Hellere end at ty til så drastiske midler bør du, når du med finfølelse har sået sandhedens sæd, lade dit eksempel tale uden ord, idet din kristne opførsel i sig selv vil være en anbefaling af sandheden.

3-5. Hvad står der i 1 Peter 3:1-5, og hvordan skal det fortolkes?

³ Det tavse sprogs talende eksempel anbefales navnlig hustruer, hvis mænd ikke er i sandheden: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd [og dybe respekt, NW] for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd.“ — 1 Pet. 3:1-5.

⁴ Selv om manden ikke er i sandheden, „ikke vil lyde ordet“, må hustruen, der er indviet til Jehova, stadig underordne sig ham. Når det anførte skriftsted siger, at den vantro ægtemand måske kan vindes uden ord, eller at hustruen ikke vil gøre brug af hårfletning, påhængte smykker eller forskellig klædedragt, er det ikke ensbetydende med, at hun aldrig vil tale om sandheden, aldrig rede sit hår og sætte det smukt eller bære smykker eller skifte klædedragt. Med disse betegnende vendinger vises der derimod, hvad der bør lægges vægt på, nemlig at den væsentligste prydelse er en sagtmodig og stille ånd, en ren og kysk adfærd og dyb respekt for manden. Vigtigere end hendes ydre er det „skjulte menneske“, det, hun er i sit indre, i sit hjerte. Hvad slags menneske bor der dér, hvilke motiver driver det til handling, hvilket sindelag eller hvilken ånd besjæler det? Dette hjertets skjulte menneske røber sig i hendes færd; hvis det er godt, vil det iklæde hende gode gerninger og en respektfuld holdning. (Rom. 7:22; 2 Kor. 4:16; 1 Tim. 2:9, 10) Hellige kvinder i fortiden klædte sig således, men de brugte også smykker og smukke klæder, og ved een lejlighed omtaler Jehova sit folk under symbol af en kvinde, som han smykker med brogede klæder og kostbare juveler. (1 Mos. 24:22, 53; 2 Mos. 3:22; 35:22; Est. 5:1; Es. 61:10; Ez. 16:10-14) Vi behøver derfor ikke at søge at holde betydningen af dette skriftsted fast i bogstavens spændetrøje, men må forstå, at det med stor kraft viser, hvad der først og fremmest bør lægges vægt på.

⁵ Den hustru, der er indviet til Jehova, vil vise den gode virkning, sandheden har på hende, gennem sin kristne færd, og måske vil denne hendes færd vinde den vantro ægtemand for sandheden uden ord eller have større virkning end ord. I nogle tilfælde er det ord, alt for mange ord, der er skyld i, at en ægtemand ikke vindes for sandheden. Hustruen vil naturligvis forklare sandheden, når lejlighed byder sig, og gøre rede for, hvorfor hun går til møder og ud på arbejdsmarken, men hun vil aldrig presse for hårdt på eller optræde taktløst. Hun vil gøre sig ganske særlig umage for at opfylde sine pligter som hustru, holde hjemmet rent og pænt, tilberede gode måltider og passe børnene omhyggeligt samt tage sig tid til at være en kammerat for manden. Hun vil lægge sit arbejde således til rette, at hun udfører sit vidnearbejde, når det kolliderer mindst muligt med hendes hustrupligter.

 6. Hvis din ægtefælle ikke er i sandheden, er det så en gyldig grund for separation? Hvis du lader dig skille, hvilke begrænsninger er du bundet af?

⁶ At din ægtefælle ikke er i sandheden, er ingen gyldig grund for separation: „Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden.“ Din vantro ægtefælle tager måske efterhånden imod sandheden, når han eller hun ser din gode opførsel eller hører på dit taktfulde vidnesbyrd: „Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ Men hvis den vantro ønsker at skilles, skal den troende ikke sætte sig imod det, men som der siges: „Så lad ham skilles.“ Det hænder, at den vantro gør forholdene utålelige, men dog vedbliver med at leve sammen med den troende. Til sidst kan det blive så svært, at den troende bestemmer sig for separation, fordi han eller hun ikke kan fortsætte. Manden øver måske fysisk vold mod hustruen eller sørger ikke for hendes underhold, eller hustruen modstår måske mandens teokratiske tjeneste eller sætter hans åndelige velfærd i fare på anden måde, hvorved hans udsigter til evigt liv bringes i fare. Hvis den troende mener, at det er tilfældet med hans ægteskab, kan han lade sig skille, men da hor eller død i Jehovas øjne er de eneste gyldige grunde til et ægteskabs opløsning, kan den troende ikke gifte sig igen, selv om han eller hun opnår retslig skilsmisse: „Hvis hun alligevel skiller sig fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller forlige sig med sin mand.“ Hvis en mand forlader sin hustru, er han underlagt samme begrænsninger. — 1 Kor. 7:12, 13, 16, 15, 11; Matt. 19:9; Mark. 10:11, 12; Rom. 7:2, 3.

 7. Hvad vil de forældre gøre, hvis børn ikke er i sandheden?

⁷ Når der opstår splittelse i et hjem, er det ofte mellem forældre og børn. Hvis forældrene er indviede Jehovas tjenere, og børnene ikke er det, vil forældrene bestræbe sig for at lære børnene sandheden og gøre det med takt og tålmodighed. De må fremholde sandheden på en sådan måde, at deres børn kan forstå den, og de skal også tage børnene med til menighedens møder. Selv om tendensen i mange moderne familier går i den modsatte retning, er det dog stadig forældrenes ansvar at holde deres børn til lydighed og underdanighed, og hvis et familieoverhoved ikke kan gennemføre det, er han heller ikke egnet til at beklæde en post som særlig udnævnt tjener i den kristne menighed. Ligesom tjenerne i menigheden udfører deres pligter kærligt og taktfuldt, således må forældrene udøve deres forældremyndighed med fasthed parret med kærlighed og finfølelse. Hvis kun den ene af forældrene er i sandheden, må denne ene undervise børnene i videst mulig udstrækning og vil således have håb om at frelse børnene. — 1 Tim. 3:4, 5; 1 Kor. 7:14.

 8. Hvordan vil børnene bære sig ad, hvis deres forældre ikke er i sandheden?

⁸ Situationen er vanskeligere, når børnene tager imod sandheden, men forældrene ikke gør det. Børnene står stadig under deres forældres opsigt og må adlyde dem, således som Jesus gjorde. Dog må de samtidig have Jehovas tjeneste på sinde i lighed med Jesus, dengang han var barn. Børnene vil bestræbe sig for at forklare forældrene sandheden og gøre dem forståeligt, at de, børnene, anser det for deres pligt at studere og tjene, og hvad der er endnu vigtigere, de vil ved deres artigere opførsel og i deres villigere samarbejde søge at vise, at der som følge af, at de har lært sandheden at kende, er sket en forandring med dem til det bedre. Måske kan de derved vinde deres forældre for sandheden. Det er sket før. Måske vil forældrene lade børnene invitere voksne vidner, dem er modne i sandheden, med hjem, for at de kan aflægge et mere fyldestgørende vidnesbyrd om deres håb i forbindelse med den nye verden. — Luk. 2:48, 49, 51.

 9. Hvilken formaning er det ganske særlig vigtigt at følge i et hjem, der er splittet?

⁹ Det er overordentlig vigtigt, at vi bruger vor tunge med stor takt, når vi lever i et splittet hjem. Den guddommelige formaning lyder: „Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare enhver især.“ Hvis dette gælder udenforstående, gælder det i endnu højere grad inden for familiekredsen. „Gengæld ikke nogen ondt med ondt“, heller ikke onde ord med onde ord. Det vantro medlem af familien har måske ikke personlig interesse i at give vredladne svar, men den, som elsker Jehova, vil i hvert fald følge formaningen: „Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres.“ Lad dig ikke provokere til vrede og til højlydt at give din vrede luft, men husk, det er bedre at lide uret end øve uret: „Lad ikke solen gå ned over jeres vrede. Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gade til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem. Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab!“ — Kol. 4:6; Rom. 12:17; Fil. 2:3, 4; Ef. 4:26, 29, 31.

10. Hvor må kompromis og indrømmelser høre op, og hvorfor skal vi ikke helt fortvivle, når vore bestræbelser for at vinde vore familiemedlemmer slår fejl?

¹⁰ De troende i et hjem, der er splittet på grund af sandheden, bør bøje sig på mange punkter for at bevare freden og måske vinde de vantro for sandheden, men der er eet punkt, hvor ethvert kompromis må ophøre, og det er, når ens retskaffenhed over for Jehova bringes i fare. Det kan være nødvendigt at begrænse sit studium, overværelsen af møderne og deltagelsen i tjenesten, men man bør aldrig høre helt op dermed. Vi kan give efter på mange punkter, men giver vi slip på vor retskaffenhed, giver vi slip på alt, ja på selve livet. Når det kommer til en styrkeprøve, om det også er inden for familiens egen kreds, må vi „adlyde Gud mere end mennesker“. En sådan styrkeprøve kan være hård. Peter skrev: „I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer.“ Det er en ildprøve, når vore kære bruger hårde ord imod os, når vore fjender er at finde inden for vor egen familiekreds, men vi bør ikke undre os over det. Advarede ikke Jesus: „Mener I, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg jer, tværtimod splid. Thi fra nu af skal fem i eet hus være i splid indbyrdes, tre mod to, og to mod tre. De skal være i splid, fader med søn og søn med fader, moder med datter og datter med moder, svigermoder med sin svigerdatter og svigerdatter med sin svigermoder. En mand skal få sine husfolk til fjender.“ Hvis alle vore bestræbelser for at vinde de vantro i vort hjem slår fejl, skal vi ikke fortvivle eller tabe modet. Det er en opfyldelse af Jesu ord. Bibelen siger, at en leopard ikke kan forandre sine pletter, og derfor kan vi heller ikke forvente, at en buk skal forandre sig til et får, men et får bør heller ikke handle som en buk; vedbliv med at være et får. — Ap. G. 5:29; 1 Pet. 4:12; Luk. 12:51-53; Matt. 10:36.

Eksemplarisk retskaffenhed på hjemmefronten

11. Hvordan blev en ung pige udsat for modstand i hjemmet, og med hvilket resultat?

¹¹ Lyt her til et par af de mange tusinde eksempler på en fjendtlig indstilling i hjemmet. En ung pige på seksten år blev besøgt i sit hjem; hun blev genbesøgt flere gange, og til sidst blev der begyndt et bibelstudium med hende. Familiens modstand voksede, og til sidst forlangte hendes fader og moder, at hun skulle opgive sin nye religion eller forlade hjemmet. Hun nægtede at give afkald på sandheden, og hun blev omgående sat på gaden uden så meget som at få sit tøj med. Da hun kom til at bo hos andre vidner, blev faderen og moderen endnu mere rasende og anmeldte sagen til politiet, idet de anklagede hende for kriminelle handlinger. Under retssagen vidnede hendes forældre imod hende og kom med mange løgnagtige beskyldninger mod hende og mod organisationen. Først tog sagen en vending til fordel for forældrene, men i sidste ende gav Jehova sejren, og den unge pige blev frikendt og fritaget for at være under forældrenes varetægt. I dag er hun gift med et vidne og har selv børn, som hun opdrager til at være vidner. Men det er ikke enden på historien. Den grusomme og umenneskelige behandling, som forældrene lod vederfares hende, fik hendes broder til at tage standpunkt på hendes side som et af Jehovas vidner. Han blev bortvist fra hjemmet og anbragt på et vajsenhus. Da han blev gammel nok til at få sin frihed, forlod han dette vajsenhus, tog vidnegerningen op, blev heltidsforkynder og arbejder nu i betelhjemmet i Brooklyn.

12, 13. Hvilken prøve kom en ung mand ud for, hvordan bestod han den, og hvad endte det med?

¹² Hør nu om en anden trosprøve, som en ung mand blev sat på, da han lige var begyndt at lære sandheden at kende. Hele hans familie var imod ham. Når han læste i bøgerne eller talte om sandheden, erklærede hans fader, moder, broder og søster alle som een, at han var blevet sindssyg. Til sidst måtte han holde op med at tale med dem om sandheden for at undgå ustandselige skænderier. Da han havde overværet det første møde i rigssalen, gjorde hans fader et sidste desperat forsøg på at få den unge mand til at bryde med sandheden. Der blev afholdt et familieråd, og man forlangte af ham, at han skulle give afkald på sandheden, denne forhadte og foragtede nye religion. Han stod ene mand mod hele familien, og i sin faders og moders nærværelse nægtede han at holde op med at læse om sandheden og omgås Jehovas vidner. Hans ord fik faderen, der var politimand, til at rive sin maskinpistol ud af hylsteret og sætte den for den unge mands pande, idet han skreg: „Enten giver du afkald på den idiotiske religion, eller jeg skyder dig en kugle for panden!“ Sønnen stolede på Jehova og sagde: „Nej, det gør jeg ikke, men hvis du har mod til at trykke på aftrækkeren, så gør det!“ Faderen havde ikke mod til det, jog pistolen ned i hylsteret og forlod i hast stuen, mens han udstødte eder og forbandelser.

¹³ Den unge mand blev senere døbt og tog forkyndelsen op. Med tiden blev han tjener i den lokale menighed og arbejder nu på betelhjemmet i Brooklyn. Men prøverne var ikke forbi. Da han tog heltidstjenesten op, forlod hans hustru ham og begærede skilsmisse, fordi han havde valgt at tjene Jehova af hele sit hjerte, sind, sjæl og styrke. Fortidens Job er ikke den eneste, hvis hustru har sagt til sin mand, at han skulle forbande Gud og dø, og Job er ikke den eneste, der har nægtet det og sagt, at han ville bevare sin retskaffenhed til sin død! (Job 2:9; 27:5) I mellemtiden havde sønnens optræden gjort et så stærkt indtryk på moderen, at hun, da faderen lod sig skille fra hende og forlod hende uden at sørge for hende på nogen måde, tog standpunkt for Jehova, meldte sig til pionertjenesten og døde trofast i denne gerning. Sønnen tjener stadig på betelhjemmet.

14, 15. Hvilken bemærkelsesværdig manifestation af retskaffenhed fryder vi os over? Hvilken anden kamp for troen må vi aldrig glemme?

¹⁴ Vi hører ofte om de prøver, trofaste vidner bag jerntæppet må udholde, idet de i arbejdslejre og koncentrationslejre lider kulde, sult og tortur og bliver slæbt frem for eksekutionspelotoner. Vi gyser ved tanken om deres prøver, beundrer deres retskaffenhed og glæder os over deres standhaftighed og uforfærdede nidkærhed under alle forhold. Vi fryder os over den bemærkelsesværdige indsats, de har gjort for at hævde og herliggøre Jehova, og beder til, at de fortsat må have mod til at udstå de forøgede lidelser og stå fast indtil døden. Lad os også huske dem bag jerntæppet eller under diktatoriske regeringer, som foruden at løbe risikoen for den slags lidelser også prøves på anden vis. Hvad med dem, hvis hjem er en splittet front, hvor vilje står mod vilje og en nervekrig og et udmattelsesslag bestandig raser, hvor den troende til hver en tid er i fare for at blive røbet eller forrådt til regeringen? Er et sådant liv let? Er det ikke en svær prøve at elske et andet menneske og se det vende sig imod en og imod Jehova og slå ind på undergangens vej? Måske er det børnene, der vender sig imod forældrene og dermed forvolder dem en hjertesorg uden lige. Intet smerter så dybt som de slag, vore kære tilføjer os.

¹⁵ Det er ikke let at udholde fysisk tortur eller åndelig kval. Det er en prøve at stå ansigt til ansigt med en eksekutionspeloton; det er også en prøve at udholde den daglige ild af hån og spot år ud og år ind i ens eget hjem, lukket ude af familiekredsen og dens anliggender, fordi man tjener Jehova. I mange tilfælde kan man gå sin vej under sådanne forhold; det kan man ikke i fængsel eller koncentrationslejr. Men lad os ikke glemme den kolde krig, der lægger sin isnende hånd på familiekredsen, når nogle er i sandheden og andre ikke, og hvor kampen for troen raser døgnet rundt på hjemmefronten. Lad os ikke glemme den årelange tålmodighed, sådanne må lægge for dagen. Skønt disse prøver og denne forfølgelse ikke foregår under så dramatiske omstændigheder, er de dog meget opslidende. Den skarpeste kniv, der kan jages i et menneskehjerte, er den, der føres af en elsket hånd, men selv sådanne våben kan ikke vende Jehovas indviede tjenere fra trofast at tjene ham!

16. Hvilken trøst har de, som har mistet deres familie på grund af deres standpunkt for sandheden?