Prøven der fører til velsignelse

„Bringer al tiende ind i forrådshuset og lad der være mad i mit hus; prøver mig dog heri, siger hærskarers Jehova om jeg ikke vil åbne himmelens sluser for eder og lade velsignelse strømme ned til eder, mere end der kan rummes.“ — Mal. 3:10, Ka.

 1. Hvad er grunden til, at velstanden i verden har været så usikker og vaklende?

VELSTAND findes ingen steder uden årsag. Hvis det er virkelig velstand, må den hvile på et solidt grundlag. Det er en påstand, der holder stik både i henseende til materiel og åndelig velstand. Mennesker, hvis mål udelukkende er at vinde materielle goder i denne verden, har længe arbejdet på at lægge en grundvold for varig velstand og rigdom på materielle goder, bistået i deres forsøg af denne verdens bedste hjerner, men deres velstand har været meget usikker og meget vaklende, og de lever i bestandig frygt og nervøs anspændelse, altid på udkig efter tilbagevendende depressionstider. Forklaringen herpå er ligetil. Deres velstand, så længe de da kan glæde sig over velstand, er af en egennyttig, ensidig karakter og bygger på denne verdens visdom. Den ignorerer selve kilden og grundvolden for sand og varig velstand.

 2. Hvad må være grundlaget for sand materiel velstand, og på hvilken sandhed bygger dette bevislige faktum?

² Hvad vi nu vil sige, kan måske lyde ejendommeligt, men med alle deres økonomiske nedgangsperioder og deres så usikre øjeblikkelige opblomstring kan materialisterne ikke med god grund benægte eller modbevise det. Grundlaget for sand materiel velstand er åndelig velstand. Denne bevislige sandhed hviler på det faktum, at den eneste ufejlbarlige kilde til velstand er den rigeste, den lykkeligste person i universet. Det er ham, der siger: „Så siger Gud HERREN [Jehova], som skabte og udspændte himlen, udbredte jorden med dens grøde, gav folkene på den åndedræt og dem, som vandrer der, ånde. Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ (Es. 42:5, 8) Skønt han er en ånd, er han Skaberen af alle materielle ting. Han har varigt monopol på alle materielle ting. Han har kontrol med fremstillingen af alt, hvad der er materielt. Kilden til al sand og varig materiel velstand må derfor være åndelig. Åndelig velstand er for os ensbetydende med, at vi har fremgang i vor tilknytning til Jehova Gud.

 3. Hvilken form for velstand sætter den store åndelige Kilde først, og hvorfor?

³ Den store åndelige Kilde sætter åndelig velstand over materiel velstand, han tilskriver den større betydning, fordi den er grundlag for materiel velstand. Den berømte „bjergprædiken“ fremholder dette for os på en smuk måde med de ord, der blev udtalt af Jesus Kristus, søn af den store velstandens Gud: „Derfor må I ikke være bekymrede og sige: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi klæde os i? Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:31-33) Jag efter materiel velstand kan føre til, at man for kortere eller længere tid i selviskhed kan nyde de mange goder på denne jord, men jag efter åndelig velstand kan føre til evigt liv i en endeløs velstandens verden i samhørighed med den udødelige Kilde til det altsammen, Jehova Gud.

 4. Hvilke eksempler fra fortid og nutid har vi til vished herfor?

⁴ Vi har ikke bare Jesu ord til vished herfor. Vi har et nationalt eksempel fra fortiden og et nationalt eksempel fra vor egen tid. Eksemplet fra den fjerne fortid var Israels folk i Palæstinas land. Eksemplet fra vor egen tid er Jehovas salvede vidner, der er et „helligt folk“. (Es. 66:8; 1 Pet. 2:9) Jehovas vidner et eksempel på velstand? Ja, åndelig velstand! Men hvad med alt det had og den omfattende forfølgelse, de internationalt gøres til genstand for? Det følges side om side med den åndelige velstand, thi Jesus sagde: „Der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, TILLIGE MED FORFØLGELSER, og i den kommende verden evigt liv.“ — Mark. 10:29, 30.

 5. Hvilken profeti fremholder det, som Jehovas vidner i dag er eksempel på, og hvad kræver det at opfylde denne profeti?

⁵ Det, Jehovas vidner i dag er eksempel på, blev fremholdt i en profeti for det gamle Israel. Den fastslog regelen for, hvordan sand velstand opnås. Og da denne regel er i modstrid med denne verdens handleregler, kræver det mod, tro og udholdenhed at rette sig efter den, ligesom det også medfører en prøve. Men det er en prøve, der bekræfter regelen og fører til en tilfredsstillende velsignelse. Den profeti, hvori nævnte regel fastslås, blev udtalt for fire og tyve århundreder siden af den hebraiske profet Malakias med disse ord: „Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers HERRE [Jehova], om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.“ — Mal. 3:10.

Grunden til denne prøve

 6. Hvorfor nød israelitterne på Malakias’ tid ikke velstand i materiel henseende?

⁶ Hvad var grunden til, at Herren hærskarers Jehova opfordrede sit folk til at sætte ham på denne prøve? Det fremgår tydeligt af Malakias’ profeti. Grunden var, at Israels folk i det femte århundrede før den kristne tidsalder ikke var et åndelig sundt folk. Kunne et folk af bedragere og røvere være åndelig sundt, navnlig når det var Jehova, de bedrog og røvede fra? Kunne mennesker, der brød en pagt eller højtidelig overenskomst med ham, være åndeligt sunde? Nej, thi de modarbejdede selve Kilden til al velstand. Og da de ikke var åndeligt velstående, kunne de heller ikke have materiel velstand. Den store Guddomskilde til al velstand ønskede i overensstemmelse med sine pagtsløfter til dem at se dem have materiel fremgang. Men først måtte de holde deres del af pagten. Bemærk grunden til, at den eneste levende og sande Gud kalder dette folk for bedragere og røvere og anråber dem om at vende om:

 7. Hvilken ond vej anråbte Jehova dem om at vende om til ham fra?

⁷ „Jeg, Jehova, forandrer mig ikke.; derfor er I, o sønner af Jakob [hvis tilnavn var Israel], ikke blevet udryddet. Siden jeres fædres dage har I vendt jer fra mine bud og ikke holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer, siger hærskarers Jehova. Men I siger: Hvorved skal vi vende om? Skal et menneske plyndre Gud? og dog plyndrer I mig. Men I siger: Hvorved har vi plyndret dig? Med tiender og offerydelser. I er forbandet med forbandelsen [snarere: Med en forbandelse har I forbandet, Ro]; for I, ja hele dette folk, plyndrer mig.“ — Mal. 3:6-9, AS.

 8. Hvorledes kunne de siges at plyndre Gud, og hvorledes vistes de at stille sig til Guds alter og navn?

⁸ Når et folk slutter en pagt med Jehova og får befaling om at bringe ham visse ofre, men derpå selvisk nægter og undlader at bringe de krævede ofre, snyder dette folk Jehova, det berøver ham noget, der tilkommer ham, og bryder pagten. Pagtens betingelser foreskrev, at kun sunde og fejlfri dyr måtte ofres på Jehovas alter, kun sådanne dyr ville blive antaget. (3 Mos. 22:21) Malakias’ profeti påpeger, at israelitterne ofrede blinde, halte, lemlæstede, syge og magre dyr, og at præsterne tog imod disse dyr og frembar dem på Jehovas alter. Hans alter er et bord, og de ofre, der frembæres derpå, er som mad for ham. (Es. 41:22; 4 Mos. 28:2) I betragtning heraf viste både folket og præsterne foragt for Jehovas tempelbord; de ofrede forurenet mad på det. De satte ikke hans navn særlig højt, men lod hånt om det. De gav det ikke nogen ære. Deres ofre var til visse ikke „offergave . . . i retfærdighed“, og forekom derfor ikke „HERREN liflig som i fordums dage, i henrundne år“, da det første tempel blev bygget og indviet af kong Salomo på Morija bjerg i Jerusalem. (Mal. 1:6-8, 12-14; 3:3, 4; 2 Krøn. 3:1-3; 5:1-14; 7:1-3) Når de på den måde snød Jehova, og de forsømmelige præster gav det udseende af, at han var ligeglad, hvordan kunne de så med rette vente at modtage de velsignelser, pagten lavede dem, der trofast og i fuld værdsættelse tilbad Jehova Gud?

 9. Hvad kom de under, og hvilke synlige udslag gav dette sig?

⁹ I stedet for at blive velsignet kom de under den forbandelse, Gud havde advaret dem mod i pagten. Deres marker gav ikke den fulde afgrøde; græshopper og andre skadedyr fortærede den. På deres vinstokke skrumpede drueklaserne ind, eller druerne faldt af, inden de var modne. De omboende folkeslag så ikke nogen ydre grund til at kalde dem et lykkeligt folk og deres land et yndigt land. De kunne ikke glæde sig over materiel velstand, fordi de ikke søgte åndelig velstand først.

10. Hvad var den vigtigste grund til, at jøderne blev genrejst i deres hjemland, og hvorledes fremgik det af Kyros’ handlemåde?

¹⁰ Israelitterne havde glemt eller overset den væsentligste grund til, at de var blevet udfriet fra Babylon og ført tilbage til deres hjemland, Palæstina, år 537 f. Kr. Grunden til, at Gud lod Babylons erobrer give dem fri, så de kunne drage hjem, var ikke i første række den, at de på ny skulle bosætte sig i Judas land og Jerusalem, der havde ligget ubeboet hen i halvfjerds år, og forvandle landet fra urskov og ørken til et jordisk paradis. Den vigtigste grund var, at de igen skulle overtage deres åndelige privilegier og forpligtelser, de skulle genopbygge Jehovas tempel på det sted, hvor han havde fæstet sit navn, og dyrke ham der. I sit første regeringsår udstedte perserkongen Kyros, Babylons erobrer, et dekret, hvori han oplyste jøderne om grunden til, at han gav dem fri: „Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har HERREN [Jehova], himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den [sande] Gud, som bor i Jerusalem.“ (Ezra 1:1-8) De jøder, der ikke vendte tilbage, gav store materielle bidrag både til huset, der skulle genopbygges i Jerusalem, og til den jødiske rest, der drog hjem for at genopbygge det. Og kong Kyros betroede denne rest de hellige kar, som kong Nebukadnezar af Babylon havde taget fra det første tempel i Jerusalem, som han havde ødelagt. At jøderne på den måde blev åndeligt rehabiliteret førte altså også til, at de blev materielt rehabiliteret i deres eget hjemland. Herom kan der ikke være tvivl!

11. Hvad gik de genrejste jøder i gang med, hvad fulgte, fordi de undlod at gøre arbejdet færdigt, og hvilket spørgsmål rejste der sig, da de fuldførte arbejdet?

¹¹ Straks efter hjemkomsten til Jerusalem gik de i gang med at fuldbyrde det hverv, der først og fremmest var blevet pålagt dem. Jehovas alter — hans tempelbord — blev genopbygget og grundvolden til hans andet tempel lagt på det førstes tomter. Da imidlertid omboende fjender begyndte at blande sig i arbejdet, lod tempelbyggerne hænderne synke. Og hvad blev så følgen af denne troløse vanrøgt af Jehovas hus? I de seksten år, templet lå ufærdigt, arbejdet var kun godt og vel påbegyndt, havde de ingen materiel velstand, endsige åndelig velstand. Profeterne Haggaj og Zakarias henledte deres opmærksomhed på dette faktum. Så trodsede de deres fjender og tog atter fat på at bygge templet. Og på ny velsignede Jehova dem materielt i overensstemmelse med sine pagtsløfter. I året 516 f. Kr. stod templet færdigt og blev indviet. Nu havde de igen Jehovas tempel med dets fungerende præsteskab og dets levitter, der gik præsterne til hånde, og dets netinim, de ikke-israelitiske tempeltrælle. Ville de nu fortsat give de åndelige ting førsterangen ud fra den rette forståelse, at det åndelige kommer før det materielle, og at det materielle beror på det åndelige? Ja, så længe den jødiske statholder Zerubbabel og ypperstepræsten Josua levede, gjorde de det.

12. Hvad skete der med dem efter Zerubbabels og Josuas død, og hvad ødelagde dette for dem?

¹² Snart efter disse trofaste, åndeligsindede mænds død var israelitterne kommet dertil, at de ikke længere værdsatte de rene velsignelser, der fulgte med tilbedelsen af Jehova Gud. De blev mere optaget af det materielle. De blev materialistiske. Deres materialisme dræbte deres åndelighed. De mente, at de ved at jage efter det materialistiske på bekostning af det åndelige ville kunne forøge deres materielle rigdomme. Men det omvendte var tilfældet! Deres materialisme ødelagde også deres materielle velstand, for med den ignorerede de Kilden til al velstand. Jehova Gud giver ikke materialismen sin velsignelse. Han forbander den.

13. Af hvilken grund bør vi i dag undersøge disse fortidseksempler?

¹³ „Dette blev eksempler for os, for at vi ikke skal blive personer, der begærer, hvad ondt er, således som de begærede det. Nuvel, disse ting vedblev at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os, til hvem den absolutte afslutning på tingenes ordninger er kommet.“ Sådan sagde apostelen Paulus, der også citerede fra Malakias’ profeti. (1 Kor. 10:6, 11, NW, og Rom. 15:4) Vi må derfor undersøge, hvorledes disse eksempler fra fortiden kan anvendes på os i dag, for vi har siden 1914 e. Kr. levet i „endens tid“, afslutningen på denne tingenes ordning. Den kæde af begivenheder, der begyndende med den første verdenskrig er indtruffet siden da, alle forudsagt af Jesus Kristus, beviser dette.

14. Hvis komme advarede Malakias israelitterne om, og hvorledes forklarer dette den ransagende domsproces, der nu foregår med hensyn til alle religioner?

¹⁴ Noget andet: Malakias advarede israelitterne på grund af den selviske, ugudelige materialismens ånd, der gennemsyrede dem, og sagde, at Herren Jehova Gud pludselig ville komme til sit tempel ledsaget af velsignelsespagtens engel eller sendebud, og at han da ville optræde som dommer, hastigt vidne og skarpretter over for de troløse materialister blandt det folk, der gjorde krav på at være hans. (Mal. 3:1) Efter forløberen Johannes Døbers død påpegede Jesus, at Malakias 3:1 fik en opfyldelse på den tid som et advarende eksempel for os i vore dage, da den større og endelige opfyldelse indtræffer. (Matt. 11:10-15; 17:10-13) Bogen You May Survive Armageddon into God’s New World, der udkom sidste år i juni måned, og artiklen „Jehovah Is in His Holy Temple“ i The Watchtower for 15. november 1955 fremlægger bevis for, at Jehova kom til sit åndelige tempel i foråret 1918 ledsaget af pagtens engel, Jesus Kristus. Det er grunden til, at der nu foregår en ransagende domsproces i Jehovas tempel, og at alle tomme filosofier, falske menneskegjorte traditioner og dæmoniske lærdomme, som praktiseres af alle de religionssystemer, der er en del af denne gamle tingenes ordning, nu afsløres.

15. Med hvem begyndte dommen fra templet, og hvorfor?

¹⁵ Husk imidlertid på, at det folk, Malakias advarede, var dem, til hvem Gud havde sagt: „I er mine vidner, siger Jehova.“ (Es. 43:10, 12, AS) Da derfor Jehova var kommet til sit åndelige tempel i 1918, begyndte han med at dømme sine vidner. I den tidsperiode måtte de gennemgå store prøvelser på grund af de forfølgelser, de gjordes til genstand for, ganske særlig i de nationer, der var impliceret i den første verdenskrig. Derpå kom de i en tilstand af fangenskab eller landflygtighed lig den, fortidens israelitter befandt sig i i det hedenske Babylon. De var grebet af „menneskefrygt“, der trælbandt dem og var som en snare for dem. Det førte til, at de vanrøgtede Jehovas åndelige tempel, der udgøres af hans salvede vidner. Under pres af menneskefrygt skadede de deres egne åndelige interesser og dermed også Guds tempelskares interesser, og tempeltjenesten eller det arbejde, Gud havde anvist dem, blev ikke udført. Til dem siger Bibelen: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!“ (1 Kor. 3:16, 17) Men tempelskarens rest på jorden gav ikke tempeltjenesten den behørige støtte, og grunden var, at de frygtede mennesker og menneskelige regeringsmagter, som søgte at tilintetgøre denne rest af tempelskaren. Dommen i Jehovas åndelige tempel måtte derfor nødvendigvis begynde med den salvede rest af hans vidner.

16. Hvilke spørgsmål måtte den salvede rest tage stilling til ved sin frigivelse fra det modbilledlige Babylon i 1919, og hvilken indbydelse tog den imod?

¹⁶ Ved den større Kyros, den regerende konge Jesus Kristus, udfriede Jehova Gud i 1919 sine vidner fra denne nutidige babyloniske tilstand af trældom under mennesker af denne verden. Ikke så få af dem kom ud fra bogstavelige fængsler, hvor de havde været indespærret på grund af deres tro. Hvad skulle de nu? Efterkrigstidens verden stod dem åben med alle dens muligheder for at søge at genopbygge denne gamle krigshærgede verden under det nye Folkeforbund og give den en kunstig og overfladisk velstand. Ville de nu gøre fælles sag med denne verden i dens materialistiske ønsker og stræben? Var det, hvad de havde bedt om, da de var i babylonisk fangenskab og længtes efter at blive fri? Var det i den hensigt, Jehovas større Kyros havde givet dem fri? Set fra et materialistisk standpunkt var de muligheder, verden bød på, meget lovende. Men Guds indbydelse og befaling til dem lød: „Bringer al tiende ind i forrådshuset og lad der være mad i mit hus; prøver mig dog heri, siger hærskarernes Jehova, om jeg ikke vil åbne himmelens sluser for eder og lade velsignelse strømme ned til eder, mere end der kan rummes.“ (Mal. 3:10, Ka) Tempelskarens rest tog imod Guds indbydelse til at prøve ham. Hvorledes det?

„Al tiende“ i åndelig forstand

17. Hvorledes kunne Gud ikke siges at forlange mere, end pagten betingede ham, og hvem var et værdigt eksempel på lydighed mod denne bestemmelse i Guds lov?

¹⁷ Jehova Gud forlangte ikke mere, end hans pagt eller overenskomst betingede. I de pagtslove, Jehova havde givet Israel, pålagde han folket at give ham tiende, en tiendedel, af al afgrøde: „Du skal give tiende af al din afgrøde, der vokser på marken, år for år.“ (5 Mos. 14:22) Jehova Gud stedfæstede sit navn på det genrejste tempel i Jerusalem. Derfor skulle tienden eller tiendedelen bringes dertil og oplagres i forrådshuset. „Men til det sted, HERREN [Jehova] eders Gud udvælger blandt alle eders stammer for at stedfæste sit navn og lade det bo der, skal I søge, og der skal du gå hen; derhen skal I bringe eders brændofre, og slagtofre, eders tiender og offerydelser, eders løfteofre og frivilligofre og de førstefødte af eders hornkvæg og småkvæg; der skal I holde måltid for HERREN eders Guds åsyn og sammen med eders husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad HERREN din Gud velsigner dig med.“ (5 Mos. 12:5-7, 11, 12, 17-19; 14:23) Gud fortjente det bedste: „Du skal bringe det første, førstegrøden af din jord, til HERREN din Guds hus.“ (2 Mos. 23:19; 5 Mos. 26:2-4, 10, 12) Ezekias (konge fra 745 til 716 f. Kr.) var et værdigt eksempel på en hersker i Jerusalem, der lærte Israel lydighed mod denne bestemmelse i Jehovas lov. — 2 Krøn. 31:2-16.

18. Hvorfor skulle tienden betales til levitterne, og hvorledes havde denne tiendeydelse indflydelse på deres materielle tilstand?

¹⁸ Tienden eller tiendedelen, der krævedes af Israels tolv stammer, skulle gives til underhold for Levis stamme, hvis mandlige medlemmer tjente Gud direkte i hans tempel som præster og levitter. „Men se, levisønnerne giver jeg al tiende i Israel som arvelod til løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet. . . . Men nogen arvelod skal de ikke have blandt israelitterne; thi tienden, israelitterne yder HERREN som offerydelse, giver jeg levitterne til arvelod.“ (4 Mos. 18:21-24) Hver af de tolv stammer fik således selv ni tiendedele af deres afgrøde, og Levis stamme fik alt i alt tolv tiendedele. Efterhånden som hele Israels folk voksede i velstand, måtte også nødvendigvis levitterne vokse i velstand, såfremt al tienden blev erlagt.

19. Hvorledes kom de levitter, som ikke var præster, ind under tiendekravet, og hvad blev de, der modtog tiende, derved i stand til?

¹⁹ De levitter, der ikke var præster, måtte ligeledes betale tiende til præsterne af levitten Arons familie. „Tal til levitterne og sig til dem: Når I af israelitterne modtager tienden, som jeg har givet eder som den arvelod, I skal have af dem, så skal I yde HERREN [Jehova] en offerydelse deraf, tiende af tienden; . . . Således skal også I yde HERREN en offerydelse af al den tiende, I modtager af israelitterne, og denne HERRENS offerydelse skal I give præsten Aron. Af alle de gaver, I modtager, skal I yde HERRENS offerydelse, af alt det bedste deraf, som hans helliggave.“ Tienden var deres løn: „I må spise det hvor som helst sammen med eders familie, thi det er eders løn for eders arbejde ved åbenbaringsteltet.“ (4 Mos. 18:25-32) „Og præsten, Arons søn, er til stede hos levitterne, når de indsamler tienden; og levitterne bringer tiende af tienden til vor Guds hus, til forrådshusets kamre. Thi israelitterne og Levis efterkommere bringer offerydelsen.“ (Neh. 10:38, 39) Tiendeydelsen gjorde det altså muligt for præster og levitter at give deres tid og kræfter til tjenesten i Jehovas tempel; den holdt tempelarbejdet i fuldt sving.

20. Hvad gjorde man sig skyld i ved at undlade eller nægte at betale fuld tiende? Hvorledes berørte det ifølge Nehemias’ beskrivelse Jehovas tempeltjenere?

²⁰ At nægte eller undlade at svare tiende var det samme som at plyndre Jehova Gud, det var at unddrage ham noget, som han havde betinget sig i pagten, og som han fortjente. (3 Mos. 27:30) Det var undladelse af at støtte hans præster og levitter i deres arbejde ved templet; det ville bevirke en formindskelse af hans arbejderstab og deres virksomhed ved hans tempel. Det var at negligere hans hellige hus og deres egne åndelige interesser. Det berørte Jehovas tempeltjenere, netop som den judæiske statholder Nehemias beskrev det: „Da fik jeg at vide, at afgifterne til levitterne ikke svaredes dem, og derfor var de levitter og sangere, der skulle gøre tjeneste, flyttet ud hver til sin landejendom; så gik jeg i rette med forstanderne og spurgte dem: Hvorfor er [den sande] Guds hus blevet vanrøgtet? Og jeg fik atter levitterne samlet og satte dem på deres pladser [i templet]. Så bragte hele Juda tienden af kornet, mosten og olien til forrådskamrene; og jeg overdrog tilsynet med forrådskamrene til præsten Sjelemja, skriveren Zadok og Pedaja af levitterne . . . og dem pålå det så at uddele tienden til deres brødre.“ (Neh. 13:10-13) Resultatet af, at Israel således bedrog Gud for den tiende, der tilkom ham, blev, at de fik færre åndelige goder og tjenesteprivilegier.

21. Hvorfor har Jehovas salvede vidner ikke siden 1918 kunnet betale tiende i henhold til den gamle lov, og hvorfor kunne de kristne i det første århundrede ikke betale den?

²¹ Når nu Malakias 3:10 gælder de åndelige israelitter, resten af tempelskaren, og har fået sin opfyldelse, siden Jehova i 1918 kom til sit tempel for at holde dom, vil det så sige, at disse salvede Jehovas vidner bogstaveligt må betale tiende til ham? Nej, lige så lidt som der nu findes et bogstaveligt hus i Jerusalem med bogstavelige levitter og præster af Arons slægt, hvem en sådan bogstavelig tiende skal svares. Malakias 3:10 fik sin første opfyldelse på Jehovas salvede kristne vidner i det første århundrede, fra og med Pinsedagen år 33 e. Kr. De er således et eksempel for os. Efter at disse jødiske kristne var blevet salvet med Guds hellige ånd på Pinsedagen, kunne de ikke længere svare bogstavelig tiende til Herodes’ tempel i Jerusalem. Havde de gjort det, ville de dermed have medvirket til opretholdelsen af et jordisk eller materielt tempel, som Gud havde forstødt. De ville dermed have været med til at underholde et præsteskab, der i had havde dræbt Jesus Kristus og nu bekæmpede kristendommen, modarbejdede apostlene, satte dem i fængsel og søgte at få dem dræbt. — Matt. 23:37, 38; 27:20; Ap. G. 4:1-10; 5:17-27, 40; 12:1-5.

22. Hvorledes fremgår det af beretningen, at det første århundredes kristne ikke betalte bogstavelig tiende?

²² Denne rest af jødiske kristne betalte heller ikke tiende for at støtte de tolv apostle og resten af menighedens styrende råd i Jerusalem. Hvis de betalte bogstavelig tiende eller en tiendedel for at være lydige mod Malakias 3:10, hvordan kan det da være, at beretningen siger om de troende, at de „holdt sig sammen og havde alle ting fælles; de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til“? „Ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.“ (Ap. G. 2:44, 45; 4:32-37; 6:1-6) I materiel henseende var dette mere end fuld tiende, og det gik ikke udelukkende til apostlene, tilsynsmændene og menighedstjenerne.

23, 24. Hvori består den modbilledlige tiende, og hvorledes illustreredes det ved den håndfuld med, præsten brændte på alteret?

²³ Hvori består da den tiende, Jehovas folk i dag må bringe ind i hans åndelige tempels forrådskamre? Hvilket modbillede har vi i vor tid til den tiende eller tiendedel, det gamle Israel betalte?

²⁴ I Bibelen bruges ganske rigtigt ti som et symbol på et alt, på helhed, fuldstændighed i jordisk henseende, men en tiendedel er ikke alt. Israelitternes tiende var ikke et billede på det alt, en kristen indvier til Gud gennem Kristus. Deres tiendeydelse skulle således ikke billedligt fremstille vor fulde indvielse til Jehova og vor symbolske bekendelse deraf ved vanddåben. Israelitternes tiende var ikke al deres afgrøde, det var en brøkdel deraf, slet og ret en tiendedel. Den kan følgelig kun repræsentere en del af alt det, vi har indviet. Det, at vi bringer vor modbilledlige tiende til forrådskammeret i Jehovas tempel, er blot et pant eller symbol på, at vi har indviet vort alt til Jehova som vor Gud; vi gør det til minde om vor indvielse. Det er som det mindeoffer, præsten bragte Gud direkte på alteret: „Når nogen vil frembære et afgrødeoffer som offergave for HERREN, skal hans offergave bestå af fint hvedemel, og han skal hælde olie derover og komme røgelse derpå. Og han skal bringe det til Arons sønner, præsterne; og præsten skal tage en håndfuld af melet og olien og al røgelsen, det, som skal ofres af afgrødeofferet, og bringe det som røgoffer [ihukommelsesoffer, Ka; NW] på alteret, et ildoffer til en liflig duft for HERREN; men resten af afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans sønner som en højhellig del af HERRENS ildofre.“ (3 Mos. 2:1-3, 7-10, 14-16; 6:14-18; 4 Mos. 5:25, 26) Den håndfuld, præsten brændte direkte på alteret, var blot en påmindelse om hele offerydelsen til Gud. Resten tilfaldt præsten.

25. I betragtning af hensigten med israelitternes tiende, hvori består da kort sagt vor modbilledlige tiende?

²⁵ Ligeså må vi kristne, der er blevet Guds folk, give bevis for, at vi har indviet vort alt til Jehova gennem Kristus, og dette bevis må vi give år efter år. Det regelmæssige bidrag, vi yder som pant på, at vi har overgivet alt, hvad vi er og har, til Gud den Allerhøjeste — det er vor modbilledlige tiende. Husk, at hensigten med israelitternes tiendeydelse var at opretholde Jehovas tempel og tjenesten, som hans udvalgte præster og levitter udførte der. Vor mod billedlige tiende er følgelig den støtte, vi direkte yder Jehovas tempelarbejde. Vi kan bringe denne modbilledlige tiende ind i Jehovas åndelige tempels forrådshus på to måder.

26. Hvorledes kan vi for en del bringe vor modbilledlige tiende ind?

²⁶ Vi kan for en del bringe vor modbilledlige eller åndelige tiende ind ved at give pengegaver eller andre materielle gaver til fremme af tilbedelsen ved Jehovas åndelige tempel, hvis hovedhjørnesten er Jesus Kristus. (Ef. 2:20-22; 1 Pet. 2:4-6) Disse materielle bidrag behøver ikke at være begrænset til en tiendedel, men behøver heller ikke at være mindst en tiendedel; de kan være mere eller mindre end en tiendedel. Men de må gives af et glad hjerte, thi „Gud elsker en glad giver“. (2 Kor. 9:7) Vi kan yde sådanne bidrag til opretholdelse og fremme af tilbedelsen af Jehova ved at indsende pengegaver til det redskab, Jehovas vidner benytter sig af i deres arbejde, nemlig Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania [i Danmark Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, København] eller ved at give bidrag til bestridelse af udgifterne i forbindelse med vor lokale menighed eller et større stævne, eller ved direkte at støtte personer, der er beskæftiget ved en eller anden gren af tempelarbejdet, eller ved at give til de fattige, der tilhører Jehova, og på den måde med vore gaver låne til Jehova. (Ordsp. 19:17) Materielle bidragsydelser er dog kun en del af tienden.

27. Hvorledes kan vi bringe modbilledlig tiende ind i forbindelse med møderne?

²⁷ Vi kan også bringe den modbilledlige eller åndelige tiende ind ved personlig at tage del i tilbedelsen ved templet og virke for dens fremme. For at være med i tempeltilbedelsen i gamle dage måtte man gå til templet med sin tiende og holde sig i kontakt med præsterne, levitterne og de øvrige israelitter, der færdedes ved Guds hus; det krævede mere end blot at tilbede Gud hjemme. Vi kan derfor bringe åndelig tiende ind ved at overvære møderne på de steder, hvor Jehovas tilbedende tjenere forsamles, og ikke blot ved at være til stede, men på enhver tilladelig måde tage del i sådanne møder og være med til at opbygge andre med åndelige ord eller åndelig bistand; og efter møderne kan vi opmuntre nye og nyinteresserede og også hjælpe andre til at komme til møderne. Det vil kræve en del forarbejde for den enkelte, når han skal benytte sig af alle muligheder for tempeltilbedelse. Men at forsømme møderne er at forsømme tilbedelsen ved templet, nu da Jehovas dag nærmer sig. — Hebr. 10:24, 25.

28. Hvorledes bringer vi ligeledes den modbilledlige tiende ind i forbindelse med vidnegerningen?

²⁸ Vi kan også bringe den åndelige tiende ind ved at forberede os og derpå gå ud på arbejdsmarken enten enkeltvis eller gruppevis for at forkynde Rigets budskab som befalet og dermed vise andre, at vi tilbeder Jehova, og opmuntre dem til at gøre ligeså. Og vi vil få god hjælp til at forberede os hertil ved at overvære menighedens „tjenestemøde“ og „teokratiske skole“. I gamle dage gik tiendeydelsen til præsternes og levitternes underhold. Vi må støtte de modbilledlige „Levis sønner“, vore dages rest af Jehovas „kongelige præsteskab“, i at forkynde hans oprettede rige og i at sætte tilbedelsen af ham først, langt over alle politiske og religiøse „bjerge“ i denne tingenes ordning. (1 Pet. 2:5, 9) Dette arbejde indbefatter også avertering af offentlige møder både mundtligt og ved hjælp af trykte indbydelser, samt at man overværer disse møder selv og hjælper andre, både indviede brødre og nyinteresserede mennesker, til at gøre det samme. Vor åndelige tiende eller tiendedelsydelse indbefatter, at vi hjælper „alle folk“ og „alle folkeslag“ fremad og opad i den globale vandring til Jehovas hus’ majestætiske, bjerg, til hans tempels forgårde, hvor de sammen med os skal tilbede ham. — Es. 2:2-4.

29. Hvorfor gælder kravet om tiendeydelse såvel den fattige som den materielt rige?