Hvorfor komme til Deres dør og drøfte religion?
MANGE MENNESKER synes, at det er mærkeligt, at nogen går fra dør til dør og drøfter religiøse spørgsmål, men Jesus og hans apostle fandt det ikke mærkeligt. Hvordan ved vi, at det ikke var mærkeligt for dem? Fordi både Jesus og apostlene anvendte denne metode, idet de benyttede alle de muligheder, der var for at undervise andre.
Bibelen siger om apostlene: „De blev ved med hver dag uden ophør at lære i templet og fra hus til hus og at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus.“ Paulus sagde: „Mens jeg ikke undlod at meddele jer alt, hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ — Ap. G. 5:42; 20:20, NW.
Hvorfor gik de kristne i det første århundrede direkte til folks hjem? For at forkynde sandheden. Hvordan kunne folk ellers høre derom? Så vist ikke gennem deres religiøse ledere, som gik så højt op i traditioner og overleveringer, at de angreb Jesus for ikke at overholde den skik at vaske hænder, men samtidig var så unøjagtige, at de forkastede ham som Messias! Det var ved at komme i kontakt med apostlene og disciplene og ikke gennem de religiøse ledere, agt folk lærte sandheden at kende. Det samme gælder i dag. — Matt. 15:1-3.
De religiøse ledere i dag er som på Jesu tid optaget af traditioner, sociale problemer, politiske spørgsmål og gamle ceremonier, men det jævne folk kender stadigvæk ikke sandheden. Bibelen, som gejstligheden formodes at undervise i, er den mest populære og dog den mindst læste bog. I mange lande er der en bibel i næsten hvert eneste hjem, men det er forholdsvis få mennesker, der har virkeligt kendskab til, hvad den lærer, og hvilken betydning den har i dag.
Behovet for at kende den stiger. Selv mennesker, som går i kirke, lærer ikke virkelig sandheden at kende, og mange andre mennesker har vendt sig bort, fordi religionerne mere lægger vægt på filosofi, sociologi og psykologi end på sund lære. Hvordan kan man nå ud til sådanne mennesker? På samme måde som Jesus og apostlene — ved at henvende sig til folk i deres hjem, i deres forretninger og ude på de travle gader.
Over en halv million mennesker gør dette i dag. Flere og flere tager denne gerning op al deres tid. Deres hensigt er at hjælpe Dem. De ønsker at tale personligt med enhver, der vil lytte til sund lære. De påpeger forskellen mellem det, der læres i vore dages kirker, og det, Bibelen virkelig siger. Når de gør dette, adlyder de Gud. De følger Jesu befaling om, at „denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme“. — Matt. 24:14, NW.
Det er rigtigt at udføre dette arbejde. Det er noget meget væsentligt i kristendommen. Det er noget, alle kristne bør gøre. Hvad gør De nu, når nogen kommer til Deres dør med Bibelens sandhed? Lytter De? Lader De vedkommende vise Dem, at Bibelen virkelig har betydning i vor tid, og at dette budskab er så vigtigt, at han oven i købet har taget sig tid til at bringe det til Deres dør?
Da dette arbejde er en befaling fra Gud, ville det i sandhed være klogt af alle, om de tog det op.