Hold jer vågne, stå fast, bliv stærke
„Hold jer vågne, stå fast i troen, opfør jer som mænd, bliv stærke. Lad alt, hvad I foretager jer, ske i kærlighed.“ — 1 Kor. 16:13, 14, NW.
1. a) Hvilken magt står bag forkyndelsen af den gode nyhed? b) Hvilken virkning har budskabet på menneskesindet?
JEHOVA står med sin magt bag forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. I nidkærhed ønsker han, at hans oprettede rige skal forkyndes på hele jorden. (Es. 9:6, 7; 55:11) Til hele verden går budskabet ud, båret af hans ubegrænsede vælde. Stærkt, levende, ja urovækkende er dette budskab! Det vækker virkelig de sovende. „Vågn op, du, som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!“ (Ef. 5:14) Med Jehovas ord i sindet bliver vi levende. (Kol. 2:13) Det driver os til at forandre vor tænkemåde og levevis. (Rom. 12:2; Ef. 4:22-24) Fylder vi vort sind og hjerte med dette ord, har vi i os en magtfuld og manende indflydelse.
2. Hvorfor er det især nu på høje tid at vågne op?
2 Er de kristne først en gang blevet vækket, kan de ikke tillade sig at falde i søvn igen. De kan ikke efterligne menneskeheden i almindelighed. Den befinder sig i dyb søvn vedrørende de faktiske forhold. Hvor mærkeligt det end måtte lyde, ligger denne generation — der mere end nogen anden generation er præget af fart og tempo — i dyb søvn nu, da Harmagedons højdepunkt kommer nærmere og nærmere. Uvidenhed om denne altoverskyggende begivenhed truer med at føre til, at hele denne tingenes ordning opsluges i en enorm katastrofe. En inspireret advarsel fra fortiden træder nu tydeligt frem på baggrund af de forgangne århundreder. „Nu er det på høje tid at vågne op.“ (Rom. 13:11, KJ) Navnlig til os kristne lyder advarselen klart og utvetydigt om, at vi skal „vågne op af søvne, thi vor frelse er nu nærmere, end dengang vi blev troende“. (Rom. 13:11, NW) Alle, som sover: VÅGN OP!
3. Hvad er den rette sindsindstilling hos kristne i denne krisetid?
3 En søvnig indstilling over for begivenhederne i denne generation er den rene dårskab, ikke sandt? Ganske særligt er formaningen til at holde sig vågen på sin plads nu. Tidsfristen for den gamle onde tingenes ordning er ved at løbe ud, og de, som ikke ønsker at dele skæbne med den, må forlade den. (Åb. 18:4) Vi lever nu på den med længsel ventede „Jehovas dag“, den store overgangsperiode mellem den gamle ordning og de nye himle og den nye jord. (2 Pet. 3:4, 13) Har det derfor ikke praktisk betydning at holde sig vågen i en sådan krisetid og være ved sine sansers fulde brug? „Så lad os da ikke sove videre, som de øvrige gør, men lad os holde os vågne og være ved vore sansers fulde brug. Thi de, som sover, plejer at sove om natten, og de, som beruser sig, plejer at beruse sig om natten. Men vi, som hører dagen til, lad os være ved vore sansers fulde brug og have troens og kærlighedens brystskjold på og som hjelm frelseshåbet; for Gud bestemte os ikke til vrede, men til at opnå frelse gennem vor Herre Jesus Kristus.“ — 1 Tess. 5:6-9, NW.
4. Hvordan er kristenhedens åndelige tilstand, og hvem er ansvarlig for den?
4 Kristenheden trænger til at vågne op og det hurtigt. Trods det religiøse opsving er den åndelige ligegyldighed inden for kristenhedens religiøse organisationer kendt vidt og bredt. Foruroliget opsender præsteskabet klageråb fra tid til anden. Efter tur fordømmer præsterne fra prædikestolen deres sognebørns umoral, deres åndelige sløvhed og lunkne og ligegyldige indstilling over for religiøse spørgsmål. Det ser ud til, at kristenhedens religion har mistet sin kraft; dens menigheder er præget af magelighed, materialisme og åndelig stilstand. Men hvorfor beklager præsterne så højlydt den åndelige sløvhed og religiøse ligegyldighed, de ser om sig til alle sider? Det, de ser, er jo kun deres eget spejlbillede! Esajas skildrede dem i ældgammel tid og sagde: „Intet ved de, alle er stumme hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker søvn.“ — Es. 56:10.
5. Hvad opflammer sand kristendom dem til, som lytter til budskabet?
5 Lad kristenheden lulle sit offer i søvn, holde det i uvidenhed, døve dets sanser med overtro og frygt. Sand kristendom er anderledes; den opildner til aktivitet. (Es. 61:1-3) Det er dem, som lytter til budskabet, magtpåliggende at forkynde det for andre. (2 Tim. 4:2) Hvem kan derfor stå mål med Jehovas vidners eksemplariske nidkærhed og begejstring i deres missionsvirksomhed? Dette bemærkelsesværdige særkende er deres midt i en søvndrukken verden. Udenforstående udtrykker ofte deres forbavselse over denne virksomhed, der uden sidestykke tager sigte på at åbne folks øjne.
6. Hvilke forrettigheder og hvilket ansvar må Jehovas vidner være vågne overfor nu?
6 I lighed med Noa og hans familie må Jehovas vidner være spillevende og lysvågne over for den tid, vi befinder os i nu. Noa nøjedes ikke med at bygge en vældig båd, men han lod en advarsel lyde for andre for at vække dem til dåd, før det var for sent. (2 Pet. 2:5) Jehova, der stod bag vækkelsen på Noas tid, lod sin søn forudse og påpege vor tids søvndrukne tilstand: „Thi ligesom Noas dage var, således skal Menneskesønnens nærværelse være. Som folk var . . . de ænsede intet, før Vandfloden kom og fejede dem alle bort, således skal Menneskesønnens nærværelse være.“ (Matt. 24:37-39, NW) I opfyldelsen ser vi, at optagethed af selviske interesser af enhver art virker som opium på folk. I ufortjent godhed lader Jehova dog selv på dette fremrykkede tidspunkt et advarselsråb lyde for at vække de sovende. Det er budskabet om Riget, håbet om endeløst liv i Jehovas nye verden, et håb, der skal blive til virkelighed i denne generation. (Es. 55:2; Ef. 2:4, 5) Hvis Jehovas vidner til fulde forstår dette, må de efterligne Noa og være lysvågne over for deres ansvar og forrettigheder.
Ingen tid til ladhed
7. Hvorfor kan kristne ikke tillade sig at være dovne?
7 Nu kan sande kristne ikke tillade sig at være dovne og dvaske, ligge på den lade side og bare nyde tilværelsen. De må være meget travlt optaget! I sømmelig ydmyghed kan de tage ved lære af myrens enestående eksempel på flid. „Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis.“ (Ordsp. 6:6) De undgår den skæve og forskruede tanke, at tilbedelsen af Jehova er for krævende, for trættende og ikke ulejligheden værd, en tankegang, der kun kan føre en ned i den evige søvn, hvor ingen og intet vil forstyrre. (Jer. 51:39, 57) De ser, at åndelig søvnighed i denne endens tid fordømmes af Jehova, fordi den bringer død med sig. „Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din søvn? Lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med samlagte hænder: som en stimand kommer da fattigdom over dig, trang som en skjoldvæbnet mand.“ (Ordsp. 6:9-11) „Dovenskab sænker i dvale [dyb søvn, Mo].“ — Ordsp. 19:15.
8. a) Er Gud opmærksom på begivenhederne på jorden? b) Hvad kræves der for at kunne tilbede Jehova, når man er kommet ind i hans organisation?
8 Skulle Jehovas vidner ikke ivrigt søge at efterligne den Gud, de tilbeder, den levende Gud i himmelen? (Sl. 11:4) I sin egenskab af universets almægtige Gud er han kendt med alt, hvad der sker på jorden; han ransager den bestandig med sit blik og leder begivenhederne frem til det store højdepunkt, sejrens stund. Hvor tåbeligt at tænke, at han skulle vækkes, som om han sov ligesom den gud, ba’alsprofeterne påkaldte under Elias’ hånende tilråb! (1 Kong. 18:27) Er vi én gang kommet ind i Jehovas organisation, skal vi tilbede ham ved at være årvågne og på vagt og ikke blive ligeglade med vor tjeneste. Vi må ikke slække på vor agtpågivenhed eller lade os bemægtige af en falsk sikkerhedsfølelse eller blive glemsomme, blot fordi vi har hørt den gode nyhed forkyndt og har sluttet os til Jehovas organisation. Vi bevarer vore sansers fulde brug ved at være flittige i vor gudsdyrkelse, have et vågent og åbent sind og være hurtige til at gøre Jehovas vilje, der står nedskrevet i hans ord, og som kommer til udtryk ved hans ånd gennem hans organisation.
9. Hvordan understregede Jesus vigtigheden af at være agtpågivende her i endens tid?
9 Når du læser Markus 13 omhyggeligt igennem, vil du se, at Jesus gang på gang fremhæver vigtigheden af at være vågen her ved endens tid. „Pas på, vær årvågne! . . . Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!“ (Mark. 13:33, 37) Han gav os nogle illustrationer om vor tid for at underrette os om, hvem det er, der er blevet belønnet for flid og årvågenhed med henblik på Guds rige, dets nærværelse og dets interesser. Den åndelige velstand og lykke, som skaren „den tro og kloge, træl“ blandt Jehovas vidner har opnået i de forløbne år, er blevet offentligt bemærket af alle. Hvor vi glæder os over opfyldelsen af dette skriftsted: „Lykkelig er den træl, hvis hans herre ved sit komme finder ham i færd med at gøre sådan“! — Matt. 24:45-47, NW.
10. Hvad vil det sige, at en kristen holder sig åndeligt vågen?
10 på baggrund af alle de betydningsfulde begivenheder, der er indtruffet siden Herrens komme, kan man spørge: Hvem holder sig nu virkelig vågen? Er man virkelig vågen, hvis man kun kommer til et møde i ny og næ og selv om man har indfundet sig blot sidder og døser og holder timen ud uden at bidrage med den mindste kommentar? Dette minder os om Ordsprogene 19:24: „Den lade rækker til fadet, men fører ej hånden til munden.“ Den, som aldrig lukker munden op ved menighedens møder, holder ikke fast ved den offentlige bekendelse af sit håb og opflammer ikke sine brødre til kærlighed og rette gerninger, selv om han ikke helt har forsømt at komme sammen med menigheden. (Hebr. 10:23-25, NW) For at holde sig åndeligt vågen må man drage den fulde nytte af det ugentlige studium over Vagttaarnet og også overvære de andre møder regelmæssigt. Dertil kommer, at et vågent vidne er et arbejdsomt menneske, der altid møder op i tjenestecentret og fører an i forkyndelsen.
11. Hvad må kristne gøre foruden at vente tålmodigt på, at Jehova griber ind ved Harmagedon?
11 De kristne må i denne endens tid til stadighed holde evnen til at tænke klart og nøgternt i højeste beredskab. Peter blev inspireret til at nedskrive vigtige påmindelser, der vedrører vor kundskab og vor tjeneste på arbejdsmarken, og som aldrig bør undslippe vor opmærksomhed. Efter at han har taget nogle af de principper, vi har drøftet her, op til behandling, skriver han følgende: „Da I har denne forhåndsviden, bør I være på vagt, så I ikke skal blive revet med af de lovløses vildfarelser og miste jeres fodfæste. Nej, bliv ved med at vokse i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi ufortjente godhed og kundskaben om ham.“ (2 Pet. 3:17, 18, NW) Mens vi tålmodigt venter den korte tid, der er tilbage, inden Jehova knuser Satan i Harmagedon, skal vi holde os „nær i tanke Jehovas dags nærværelse“. — 2 Pet. 3:12, NW.
På vagt over for Djævelen
12. Hvorfor er det svært at bevare sin mentale og åndelige agtpågivenhed?
12 Den kristne ønsker oprigtigt at bevare sin mentale og åndelige agtpågivenhed, men det tryk, han er udsat for fra hele denne tingenes ordning, søger at hindre ham i det. Tænk end ikke på at sove! Tugt dig selv til at holde dig vågen. En rasende, ondskabsfuld fjende går løs omkring. Du ville ikke færdes ubekymret på gaden eller tage dig et hvil i solen, hvis et vildt dyr for rundt fór at sønderrive, lemlæste og fortære enhver, det mødte på sin vej. Det er, hvad „jeres modstander Djævelen“ gør, siger apostelen. „Vær ved jeres sansers fulde brug, vær årvågne.“ (1 Pet. 5:8, 9, NW) Gog fra Magogs land er afsløret som lederen af et angreb, han foretager med en vældig blandet hærskare (der repræsenterer Satans synlige og usynlige styrker) mod Jehovas folk, den trofaste rest og mange andre får, som håber at overleve Harmagedonslaget. Bør ikke netop alle disse holde sig vågne og være på vagt og bevare fodfæstet, til Jehova griber ind? — Ezekiel, kapitel 38 og 39; Åb. 16:15.
13. a) Hvad bør vi ikke glemme, dersom vi vil holde os vågne? b) Hvilken rolle spiller bøn i henseende til at holde sig vågen?
13 Paulus formaner os til at holde os vågne. (1 Kor. 16:13, NW) Alle kristne befinder sig i en faretruende situation, for Satan ligger på lur efter dem, som bliver forsømmelige eller uforsigtige. Men nogle af os synes rent ud sagt at være åndeligt søvnige. Det er nu på tide at holde sig vågen og være udholdende i bøn og ikke være som Peter, Jakob og Johannes i Jesu sidste time i Getsemane. (Matt. 26:36-45) Betragter I disse begunstigede apostle som sløve personer, Jesus måtte tale bebrejdende til: „Kunne I ikke våge så meget som én time med mig? . . . I en stund som denne sover I stadig og hviler jer!“ (Matt. 26:40, 45, NW) Læg mærke til, hvad der ligger i de følgende ord, for de gælder lige så vel jer: „Vær på vagt og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!“ (Matt. 26:41, NW) Få timer senere fornægtede Peter på det kraftigste sin Herre for straks efter at græde bitterligt. Jesus forudså følgerne af Peters mangel på mental og åndelig agtpågivenhed. (Matt. 26:74, 75) Også her under sin største og sværeste prøve understregede Jesus den vigtige rolle, bønnen spiller i henseende til at holde sig vågen og være på vagt. Når vi beder oprigtigt til Jehova, er vort sind opladt, vi ransager os selv og anmoder om at blive retledt og beskyttet af Jehova og hans organisation. Altså, som Paulus indtrængende opfordrede brødrene i Kolossæ: „Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse.“ — Kol. 4:2.
14. Hvorfor mistede Israel Jehovas gunst og med hvilke skæbnesvangre følger?
14 Engang var hele Israel beskyttet inden for Jehovas menighed. Ladhed og ligegyldighed over for Jehovas bud og befalinger førte til ulykke. Paulus påpeger, at israelitternes „følelser blev afstumpede“, og at „deres mentale opfattelsesevner sløvedes“. (Rom. 11:7, 25; 2 Kor. 3:14, NW) Hvilken pris måtte de ikke betale for deres ligegyldighed og manglende agtpågivenhed! De ligeglade blev overlistet af Djævelen og ført ud i al slags afskyelig slethed: „De blev tomhjernede, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Og ligesom de ikke fandt behag i at betragte Gud i nøjagtig kundskab, gav Gud dem hen til et værdigt sindelag, så de gjorde, hvad der var usømmeligt, opfyldte som de var af al uretfærdighed.“ — Rom. 1:21, 28-31, NW.
15. Af hvilke vægtige grunde er ligegyldighed over for given vejledning og forkyndelsesarbejdet nu særdeles tåbelig?
15 Nu oplever vi vor himmelske Faders store høsttid. Følgelig er det næppe tiden til at vise ligegyldighed over for given vejledning og de forrettigheder, tjenesten byder os. „En søn, der samler om sommeren, er klog, men en søn, der sover om høsten, bringer skam.“ (Ordsp. 10:5, RS) Har Jehova plads i den nye verden til dem, som gør ham skam ved deres ladhed? Eller til dem, som tror, de kan slå sig til ro nu, tage sig tingene let og bekymre sig mere om deres egen bekvemmelighed? Jehovas energiske søn, det trofaste og sanddru vidne, Kristus Jesus, siger: „Fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“ — Åb. 3:16, NW.
16. Hvorfor må Jehovas vidner ikke i tidens løb slække på deres agtpågivenhed?
16 Lykkeligvis er den nye verdens samfunds vækst et bevis for, at Jehovas vidner arbejder. De får udført et vældigt forkyndelsesarbejde og sidder ikke bare og lytter og læser, lade i deres gerning. (Rom. 12:11, NW) De slækker heller ikke på deres agtpågivenhed eller bliver dovne, fordi der er gået omtrent et halvt århundrede, siden Riget blev født. Nej, med liv og aktivitet vil de fortsætte i Rigets tjeneste og være som den kloge mand, der byggede sit hus på klippegrund. (Luk. 6:47, 48) „Da der så kom oversvømmelse, og vandstrømmen styrtede imod det hus, kunne den ikke rokke det; thi det var bygget godt.“ — Luk. 6:48.
Fasthed i tro
17, 18. a) Hvad er troen grundlagt på? b) Hvilken kurs i livet får troen os til at følge?
17 „Stå fast i troen,“ understreger apostelen dernæst. (1 Kor. 16:13, NW) Vor tro, som behager Gud, er grundlagt på kundskab. (Hebr. 11:6) Vore forventninger er baseret på sikker forvisning, der ikke giver rum for tvivl eller vaklen. Derfor følger vi en støt og ansvarsbevidst kurs i livet i tillid til sandhederne i Guds ord, klippegrunden, og påbegynder ikke på barnagtig vis noget, som vi ikke kan fuldføre, eller går fra den ene opgave i tjenesten til den anden, dikteret af vore egne luner, uden at løse opgaven med held. (Joh. 1:6-8; 4:7, 8; Ef. 4:13; 1 Kor. 13:11) Vi må have tro, leve op til den og være standhaftige for at bevise vor faste tro i gerninger. — Jak. 2:14-26.
18 Den kristnes faste holdning skyldes, at han påtager sig ansvaret for de pligter, han har sluttet pagt om at opfylde. Han har indviet sig til Gud; det var det første skridt fremad. Det må efterfølges af positiv handling. Han lærer at skuldre et ansvar i tjenesten, at være pålidelig og gøre fremskridt. I den nye verdens samfund findes der kompetente, hjælpsomme tjenere, der er ivrige efter at give ham en håndsrækning. Der bliver truffet enhver foranstaltning til at hjælpe alle, så de kan stå fast og få Jehovas velsignelse og blive godkendt af ham.
19. Hvilken omgangskreds må den kristne vælge, hvis han skal kunne stå fast?
19 Jehova ved, hvad vi har nødig for at kunne stå fast. For at opnå fasthed i troen påbyder han os at holde os adskilt fra verden. Samkvem med verden bør begrænses til at omfatte de mennesker, vi opsøger under forkyndelsen af evangeliet, og dem, vi arbejder med ved et tilladt verdsligt arbejde. (Joh. 1:27; 4:4; Joh. 17:15; Ef. 4:17, 18) Vi får imidlertid formaning til omhyggeligt at undgå den gamle ordnings onde og skadelige handlinger og befæste vor forståelse af de åndelige værdier. „Brødre, vær ikke børn i opfattelsesevner, vær spædbørn i ondskab, men vær fuldvoksne i opfattelsesevner.“ (1 Kor. 14:20, NW) I selviskhed og stædighed begår nogle en alvorlig fejl med hensyn til den omgangskreds, de vælger. At knytte venskaber med verdens mennesker med selskabelige sammenkomster for øje vil ikke bidrage til, at man står fast som kristen. Paulus skrev til de ligegyldige, der på hans tid foretrak sådanne uheldige venskabsforbindelser: „Lad jer ikke lede vild! „Slet omgang fordærver gode sæder.““ (1 Kor. 15:33, 34) Nej, lad dig ikke vildlede og undskyld ikke din fastholden ved sådanne venner, fordi de rent personligt tiltaler dig mere, selskabeligt set er behageligere at omgås og økonomisk set byder på større fordele end brødrene. Hvis den slags venskaber øver sin tiltrækning på dig, er det på tide at ransage dig selv. Vær ikke så dåragtig at tro, at du selv er så stærk, at du kan løbe den risiko at svække eller fire på din fasthed i troen. Det er langt bedre at omgås dine nok så beskedne brødre ved menighedsmøderne og på arbejdsmarken.
20. Hvorfor er det svært at stå fast i troen, men hvilken opmuntring modtager vi for at kunne gøre det?
20 At stå fast i troen betyder kamp, for Satan Djævelen er vor modstander. Det er Jehova en stor glæde, at vi står Satan imod og bevarer vor retskaffenhed sammen med vore brødre hele jorden over. (1 Pet. 5:9, 10) Vore brødres trofasthed skulle opflamme os til at arbejde hårdere og bevare fodfæstet i håb om fremtidige velsignelser fra Jehovas hånd. „Derfor arbejder vi hårdt og anstrenger os, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud.“ (1 Tim. 4:10, NW) Vor lykke nu beror på, om vi røgter det ansvar, Jehova behager at lægge på hver enkelt af os, samt om vi værdsætter vore forrettigheder og er lysvågne nu på Jehovas nærværelses dag og opfører os på værdig måde. „Opfør jer på en måde, der er den gode nyhed om Kristus værdig, for at jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, må høre om det, der angår jer, at I står fast i én ånd, kæmper side om side med én sjæl for troen på den gode nyhed og i ingen henseende lader jer skræmme af jeres modstandere. Selve dette er for dem et bevis på ødelæggelse, men for jer et bevis på frelse; og denne tilkendegivelse er fra Gud.“ — Fil. 1:27, 28, NW.
21. Hvordan kan vi stadig være fast forankrede i Jehovas organisation?
21 Kan vi ikke prise os lykkelige over således at være fast forankrede i den organisation, Jehova har opbygget? Da vi er blevet vakt for Rigets budskab, så lad os være agtpågivne og holde os inden for de grænser, som Bibelen sætter for vor virksomhed og vor adfærd. „Se derfor stadig nøje til, at I ikke vandrer som uvise, men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være uforstandige, men vedbliv med at indse, hvad der er Jehovas vilje.“ — Ef. 5:15-17, NW.
22. Hvad er Guds vilje med os i denne afgørende tid?
22 Jesus fortæller os, hvad der er Guds vilje i denne afgørende tid: at vi holder os vågne og står fast: „Giv agt på jer selv . . . Hold jer derfor vågne, mens I til enhver tid beder om, at det må lykkes jer at undfly alt dette, som er bestemt til at ske, og at bevare jeres stilling ind for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:34-36, NW) Er vi kloge, vil vi ikke være ligegyldige over for denne herlige vej til frelse, men „vise det, vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed, for at vi ikke skal glide bort fra det“. (Hebr. 2:1, 3, NW) Jehova har fastsat disse opløftende principper for os som en vejledning til at stå fast i troen og være åndeligt stærke i denne endens tid. Måtte vi alle ved hans hjælp og ved hans ufortjente godhed til sidst kunne sige som apostelen: „Den rette strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.“ — 2 Tim. 4:7, NW.