En katolik forsvarer unge vidner
OFTE kan der i afsides og ensomme egne af verden findes stor tro på Gud. Fra en af disse egne i Cagayan Valley kom der en rapport til Vagttårnets kontor i Quezon City om at nogle børn var blevet udvist fra skolen for påstået uærbødighed mod flaget, mod deres lærere og mod deres forældre. Hjælp var uopsættelig påkrævet for at bilægge striden og få børnene genoptaget i skolen.
● Selskabets sagfører, en katolik, ilede til skuepladsen. Han tog et fly fra Manila til Tuguegarao. Der sluttede ledende skoleautoriteter fra provinsen sig til ham. De skulle lede den administrative undersøgelse af klagerne. Efter at have benyttet de forhåndenværende befordringsmidler så langt som muligt, tog mændene deres sko og strømper af, rullede buksebenene op og fortsatte til fods langs den mudrede sti til det fjerntliggende skolehus. Af høflighed mod den besøgende sagfører blev der fremskaffet en vandbøffel han kunne ride på. Efter at have spadseret omkring en kilometer nægtede dyret at gå længere. Sagføreren lod sig glide fra dyrets ryg ned i mudderet og afsluttede rejsen til fods sammen med de andre.
● Lærere og børn blev kaldt til afhøring. Sagen var at børnene havde nægtet at hilse flaget i skolen da de af deres lærere blev beordret til at gøre det. Af denne grund blev de anklaget for at være uærbødige mod flaget og mod deres lærere. Fordi de omtalte deres mødre og fædre som „brødre“ og „søstre“ i åndelig forstand, blev de anklaget for at være uærbødige mod deres forældre.
● Børnene blev opfordret til at forklare deres opførsel. Med Bibelen i hånd fortalte de roligt at de var imod afgudsdyrkelse, hvilket de anså flaghilsenen for at være. Aldrig havde de været forsætligt uærbødige mod deres forældre. Forældrene bekræftede dette. Børnene blev derefter sendt bort. Så vendte skoleembedsmændene sig til lærerne og irettesatte dem for at have indgivet falske rapporter om uskyldige kristne børn og beordrede at de skulle genoptages i skolen. Både sagfører og skoleembedsmænd var forbløffede over at se børn forsvare deres tro på en så fornuftig måde. Som sagføreren selv udtrykte sig: „Dér, blandt jævne bønder, fandt jeg virkelig kristen tro.“
● I juni 1957 trådte Selskabets sagfører frem for en domstol på Filipinerne for at forsvare og juridisk begrunde den ret som børn af Jehovas vidner har til at nægte at hilse flaget, synge nationalsangen og aflægge faneeden. Han stod over for en retssal fyldt med sagførere der var imod Jehovas vidners standpunkt. Dog fremlagde han i halvanden time roligt og logisk sine argumenter for en opmærksom forsamling. Den katolske sagfører sluttede med at sige: „Akkurat som katolikker indtil døden vil forsvare deres ret til at afholde sig fra at spise visse fødevarer på fastedage, således har Jehovas vidner ret til at afholde sig fra at udføre en handling som, for dem, ville nedkalde Guds mishag over dem.“ Derpå satte han sig.
● Et øjeblik var der fuldstændig stilhed i retssalen. Så valgte den katolske dommer at vise sin ydmyghed på en højst virkningsfuld måde idet han forlod dommersædet gik han ned til sagførernes bord og greb Selskabets sagførers hånd. Han sagde: „Jeg kan måske ikke være enig med Dem i alt hvad De har sagt, men jeg kan forvisse Dem om at jeg synes om de argumenter De har fremført. Det er den mest gribende tale jeg har hørt i denne retssal.“ Da retten blev hævet, lykønskede præsidenterne for provinsens og byens juristforening sagføreren med de argumenter han havde fremført og stillede deres hjem og kontorer til rådighed som tegn på deres forandrede indstilling over for det standpunkt som forældre og børn blandt Jehovas vidner indtager.