Hvordan man skal løbe for ikke at snuble
„Enhver der er stolt i hjertet er noget afskyeligt i Jehovas øjne. . . . Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ — Ordsp. 16:5, 18, NW.
1. Hvorfor fremsætter Jehova bestemte regler i sit ord, og hvilken regel gentages ofte?
REGLER for deltagelse i løbet kommer fra Jehova gennem hans ord: „Jeg viser dig visdommens vej, leder dig ad rettens spor; når du går, skal din gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke.“ For at hjælpe kristne til at undgå at snuble, har Jehova gentagne gange fremsat bestemte regler i Bibelen. En af disse er formaningen til at aflægge stolthed, der er en årsag til snublen; at aflægge den som en tungtvejende byrde, som noget der vil gøre fremadskriden i det kristne kapløb vanskelig eller umulig. „Lad . . . os,“ sagde Paulus, „lægge alt det bort, som tynger.“ — Ordsp. 4:11, 12; Hebr. 12:1.
2, 3. (a) Hvorfor er det betimeligt nu at vide hvorfor Jehova afskyr dem der er stolte i hjertet? (b) Hvad er denne stolthed som Bibelen fordømmer, og hvordan berører det løbet hvis man er stolt?
2 I denne „endens tid“ er det vigtigt at vi forstår hvorfor stolthed er så afskyelig i Jehovas øjne og en snublesten der kan hindre os i at fuldføre vort løb „i troens rette strid“. Det var netop denne „endens tid“ der skulle se et væld af „mennesker [der] vil elske sig selv“, mennesker der er „hovmodige“ og „opblæste af selvfølelse“. — 1 Tim. 6:12; 2 Tim. 3:1-4, NW.
3 Hvad er denne stolthed der fører til snublen? Den har sit udspring i at man har for høje tanker om sig selv. Det vil sige at man følger en kurs der er i modstrid med det apostelen understregede: „Jeg [siger] til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have.“ „Vær ikke kloge i egne tanker!“ Stolthed er som en stærk drik af selvbevidsthed der forårsager en slags beruselse. Den stolte er beruset af selvsmiger og selvfølelse. Det er lige så vanskeligt for et sådant menneske at løbe „efter reglerne“ i det kristne løb, som det er for en beruset at løbe uden at snuble, thi: „Mands hovmod går forud for fald.“ — Rom. 12:3, 16; 2 Tim. 2:5; Ordsp. 18:12.
4. Hvordan ser Jehova og Kristus på de stolte? Hvad fører stolthed til?
4 „Stolthed går forud for fald,“ for Jehova hader de stolte. Han afskyr dem. Han står dem imod. „Gud står de hovmodige imod.“ Blandt de syv ting Jehovas sjæl afskyr er „stolte øjne“. Kristus Jesus, den personificerede visdom, siger: „Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund.“ Da han var her på jorden fremsatte han den uomgængelige regel: „Den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges.“ Resultatet af stolthed er således modstand fra Jehova og Kristus og i sidste instans ydmygelse for de hovmodige og stolte. — Jak. 4:6; Ordsp. 6:16, 17; 8:13; Matt. 23:12.
Hvorfor afskyelige i Jehovas øjne
5, 6. Hvorfor er de stolte i hjertet noget afskyeligt i Jehovas øjne?
5 Det er let at forstå hvorfor de der er stolte i hjertet er „noget afskyeligt i Jehovas øjne“. De søger ikke Gud eller den sandhed der kommer fra Gud. „I overensstemmelse med sin overlegenhed foretager den onde ingen undersøgelse; alle hans tanker er: ’Der er ingen Gud.’“ Sådanne menneskers tanker er optaget af hvorledes de kan ophøje sig selv. De nægter at ære og prise Jehova. — Sl. 10:4, NW.
6 Stolthed, arrogance, hovmod — alle disse er karakteristiske egenskaber hos den onde: „Derfor har de hovmod til halssmykke.“ „Overlegne øjne og et arrogant hjerte, de ondes lampe, er synd.“ (NW) De der er stolte i hjertet undlader ikke alene at søge Gud, men de modstår Gud og hans tjenere. Denne modstand kommer til udtryk i forfølgelser: „I sit hovmod jager den onde skarpt den nedbøjede.“ (NW) Den stolte Farao forfulgte israelitterne skarpt og måtte tage konsekvenserne af sin hovmodige handling. Stolthed danner grundlag for alle former for ondskab, også for den forkastelige ondskab der ligger i at undervise i falsk religion: „Dersom noget menneske underviser i en anden lære og ikke samstemmer med det sunde ord, vor Herre Jesu Kristi ord, eller med den undervisning der er i overensstemmelse med gudhengivenhed, så er han opblæst af stolthed, idet han intet forstår, men han er syg på sindet af indsigelser og diskussioner om ord. Deraf kommer misundelse, strid, smædeord, ondsindet mistanke, voldsomme ordstridigheder om småting.“ (NW) Intet under at de stolte, de der er opblæst af stolthed, er afskyelige i Jehovas øjne. Sådanne virker anstødelige på mennesker; hvor meget mere da ikke på Gud! — Sl. 73:6; Ordsp. 21:4; Sl. 10:2; 1 Tim. 6:3-5.
7. Hvorfor bør den kristne løber give agt på Bibelens advarsler mod stolthed, og hvem er et udmærket billede på at stolthed går forud for fald?
7 Men hvorfor så mange advarsler om stolthed hvis den er en karakteristisk egenskab hos de onde? Hvorfor skulle det angå den kristne løber? Fordi stolthed kan dukke op i en kristens liv og skabe ulykke, fordi stolthed er en del af den „gamle personlighed“ som den kristne løber må aflægge hvis han skal løbe „efter reglerne“. Grunden til at en nyomvendt ikke bør anbefales som tilsynsmand, siger apostelen, er „at han ikke skal blive opblæst af stolthed og falde ind under den dom der er blevet fældet over Djævelen“. (NW) Ja, den åndeskabning der nu er selve Djævelen begyndte godt, men stolthed førte til hans fald; et ydmygende fald venter ham i Harmagedon: „Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde skuet af dig.“ — 1 Tim. 3:6; Ez. 28:17.
8. Hvad kan gøre en modtagelig for stolthed, og hvordan bekræfter historien dette?
8 Af Satan Djævelens tilfælde og af advarselen mod at lade en nyomvendt tjene som tilsynsmand fremgår det tydeligt at det at sidde inde med myndighed og ansvar gør én modtagelig for stolthed. Der var den stolte og mægtige Haman, hvis stolthed førte til hans fald. (Est. 3:5; 7:9) Der var den stolte Nebukadnezar der mistede sin forstand efter at han overmodig af stolthed havde sagt: „Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?“ (Dan. 4:30) Der var den stolte kong Belsazzar, til hvem Daniel sagde: „Men du, Belsazzar, hans søn, har ikke ydmyget dit hjerte.“ (Dan. 5:22) Han mistede et rige og livet. Der var den stolte Herodes der anmassende gav sig selv ære i stedet for at give den til Gud, og han blev derfor „ædt op af maddiker“. (Ap. G. 12:21-23) I sandhed, historien er en lang beretning om mægtige mænds og nationers fald, hvilket alt sammen beviser at „stolthed går forud for fald“.
Overmod går forud for skændsel
9. Hvilken troløs handling øvede kong Uzzija, og hvad tilskyndede ham til en sådan dårskab?
9 Den der sidder inde med rigdomme bliver lettere et offer for stolthed. „En rig mand er viis i sine egne øjne,“ siger Guds ord. (NW) Se engang hvad der hændte kong Uzzija af Juda. Han var en trofast tilbeder af Jehova, men han snublede da stolthed vandt indpas i hans liv. I sine sidste leveår blev han mægtig og velstående: „Men da han var blevet mægtig, blev hans hjerte overmodigt, så han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod HERREN [Jehova] sin Gud, idet han gik ind i [Jehovas] helligdom for at brænde røgelse på røgelsealteret.“ Den opblæste kong Uzzija havde ingen ret til at gøre dette. Derfor irettesatte præsterne ham: „Gå ud af helligdommen, thi du har handlet troløst, og det tjener dig ikke til ære for [Jehova] din Gud!“ Tog kong Uzzija sig denne irettesættelse til indtægt? Nej, for „Uzzija, der holdt røgelsekarret i hånden for at brænde røgelse, blev rasende; men som han rasede mod præsterne, slog spedalskhed ud på hans pande, medens han stod der over for præsterne foran røgelsealteret i [Jehovas] hus“. Ramt af spedalskhed i panden! Spedalsk indtil sin dødsdag, mistede Uzzija sine kongelige pligter og hans søn regerede i hans sted. Hvilket sørgeligt fald! Og det overgik én der havde tjent Jehova trofast i mange år. Men den regel slår aldrig fejl: „Kommer hovmod, kommer og skændsel.“ — Ordsp. 28:11; 2 Krøn. 26:16-21; Ordsp. 11:2.
10. Hvordan kan vi drage nytte af Uzzijas erfaring?
10 I dag kan Jehovas tjenere, selv de der ikke indtager en ansvarsfuld stilling, drage nytte af Uzzijas erfaring. Vær ikke blandt de mennesker der aldrig lader sig overbevise om noget uden selv at have erfaret det. Der er ingen grund til at man skulle erfare det fald der følger med stolthed. Men hvordan kan man så drage nytte af eksemplet? Ved at være på vagt over for overmodige handlinger og for i dum stolthed at sige eller gøre ting man slet ikke er berettiget til. Bevar din plads i den teokratiske organisation og lad aldrig stolthed få dig til at løbe ad en forkert vej, en vej der fører til fald.
Stolthed hindrer én i at drage nytte af irettesættelser
11, 12. Hvad undlod kong Uzzija på grund af stolthed at drage nytte af, og hvad bør vi lære deraf?
11 Vær ikke som Uzzija. Han drog ikke nytte af irettesættelse og tugt. Han kunne have taget imod præsternes irettesættelse og straks have forladt helligdommen. En sådan handlemåde ville uden tvivl have afværget det ydmygende fald han led. Men han lod stolthed hindre ham i at tage imod irettesættelse. „Ser du en mand, der tykkes sig viis, for en tåbe er der mere håb end for ham.“ Den opblæste Uzzija lod hånt om irettesættelse, ja han blev endog rasende over den. Stolthed gjorde ham blind over for de fordele en irettesættelse indebærer. — Ordsp. 26:12.
12 Eftersom revselse og tugt er noget alle Jehovas tjenere kommer ud for, bør vi huske Paulus’ ord til hebræerne: „I har glemt formaningen, der jo taler til jer som til sønner: ’Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.’“ Hvis en kristen lader hånt om den tugt der kommer fra Jehova gennem hans organisation, idet han nægter at tage imod en irettesættelse der er i harmoni med Guds ord, så ligner han Uzzija; han lader stolthed stå i vejen for de fordele han kunne høste af en irettesættelse. „Al tugtelse,“ forklarer apostelen, „synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ Når revselse derfor kommer fra Jehovas organisation, drag så nytte af den. Lad ikke stolthedens bjerg stå i vejen. Selv om tugt til at begynde med bringer sorg, vil den dog frembringe fredens frugt, retfærdighed og liv. „Hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ „Tugtens revselse [er] livets vej.“ — Hebr. 12:5, 6, 11; Ordsp. 4:13; 6:23.
13. Hvordan kan stolthed give anledning til misforståelser og snublen?
13 Det forbavser ikke at stolthed undertiden skaber misforståelser i en kristen menighed. Hvis stolthed er til stede vil stolthedens frugter også være der — vrede, stridbarhed, sårbarhed, misundelse, o.s.v. „Den der er arrogant i sin sjæl vækker strid.“ Stolthed er en hindring for fred og enhed. Misforståelser kan hurtigt rettes hvis stolthed ikke får lov til at stå i vejen. Det er så let at lade stolthed fremkalde overfølsomhed. Når den overfølsomme føler sig såret i sin stolthed gør han måske ting der fører til snublen og fald. For eksempel er det sket at en der påstår at være Guds tjener har afskåret sig selv fra den livsvigtige samhørighed med Guds organisation ved at holde op med at overvære møderne. Og hvorfor? Ofte fordi en sådan er blevet såret i sin stolthed fordi en anden har opført sig uheldigt. Måske er det i virkeligheden kun noget han forestiller sig, men stolthed blæser hele sagen op til en stor misforståelse. Men selv om en anden Jehovas tjener, endog en af menighedens tjenere, har undladt at løbe „efter reglerne“, så lad dig aldrig slå ud af løbet på grund af stolthed. Er det evige livs sejrspris mindre værd end din stolthed? Tænk over det spørgsmål. Ligegyldigt hvornår vi tillader stolthed at hindre os i vort løb, vil snublen følge efter. „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ — Ordsp. 28:25; 16:18, NW.
14, 15. Hvordan kan stolthed blive årsag til rådne ben, og hvad bør vi gøre i betragtning af de virkninger stolthed har?
14 Stolthed kan føre til en farlig konkurrenceånd og til misundelse af andre der har større evner. Misundelse kan igen afføde en kølig atmosfære og en mangel på enhed. Derfor, „lad os ikke blive egoistiske, så vi udfordrer til konkurrence indbyrdes og misunder hinanden“. Når vi husker at „skinsyge er råddenskab for benene“, vil vi ikke lade stolthed forårsage forrådnelse i vore åndelige ben der er gjort stærke med henblik på det kristne løb vi har foran os. For hvem løber godt med rådne ben? — Gal. 5:26; Ordsp. 14:30, NW.
15 Da vi nu har betragtet nogle af de onde frugter der har deres udspring i stolthed, set hvor farlig stolthed er for en kristen løber, og hvor afskyelig den stolte er i Jehovas øjne, så lad os være på vagt over for stolthed. Men hvordan kan man vare sig for stolthed? Guds ord viser hvordan.
Stolthed helbredes med kærlighed og ydmyghed
16. Hvorfor er kærlighed stærk nok til at uskadeliggøre stolthed, og hvilken slags kærlighed er nødvendig for at man kan opnå ydmyghed?
16 Kærlighed er stærk nok til at uskadeliggøre stolthed og alle dens onde frugter. „Kærligheden . . . misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag.“ Kærlighed vil sejre over stolthed hvis vi har den kærlighed Jesus henviste til da han besvarede spørgsmålet: „Hvilket bud i loven er det største?“ Jesus sagde: „’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ Vær vis på at denne form for kærlighed vil sejre over stolthed, for den fører til sand ydmyghed. — 1 Kor. 13:4, 5; Matt. 22:36-39.
17. Hvilken klædning skal vi bære for at kunne vinde løbet og sejrsprisen, og hvorfor?
17 Hvor store modsætninger er ydmyghed og stolthed ikke! „Mands hovmod går forud for fald, ydmyghed forud for ære.“ Stolthed fører til fald, ydmyghed til ære. For at vinde livets herlige sejrspris må vi eje ydmyghed; vi behøver den for at kunne løbe godt. Ydmyghed er således den klædning kristne løbere skal bære: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde’. Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ — Ordsp. 18:12; 1 Pet. 5:5, 6.
18. Hvordan betragter mange verdslige mennesker ydmyghed?
18 Hvad er denne ydmyghed der går forud for ære og ophøjelse? I denne moderne verden har man meget lidt forståelse af hvad ydmyghed er, ligesom den sjældent praktiseres. Mange verdslige mennesker ser med foragt på ydmyghed. De forveksler den med fejhed og svaghed: ’den er en dyd hos den svage og feje,’ siger de. Ydmyghed betragtes også som et skalkeskjul for manglende handlekraft eller manglende evner.
19 Hvordan så nogle af oldtidens hedninger på stolthed, og hvordan lod nogle af de kristne i Kolossæ sig åbenbart besnære af en falsk ydmyghed?
19 At ydmyghed er upopulær og misforstås er intet nyt. På Paulus’ tid forstod og praktiserede verdslige mennesker ikke sand ydmyghed. Det man så op til var enten stolthed eller falsk ydmyghed. Blandt de dyder Aristoteles opstillede, kaldes stolthed og overlegenhed „dydernes krone“. Andre lærte at materielle ting er onde i sig selv. Det ser ud til at nogle af de kristne i Kolossæ havde ladet sig besnære af en slags falsk ydmyghed, en byrdefuld askese. Der var en dobbelt fare ved dette: det forledte én til at tro at livets sejrspris blev tilkendt dem der blot fulgte den negative adfærd at give afkald på materielle ting. Desuden avlede det en snedig form for materialisme, eftersom asketiske forbud samler interessen og opmærksomheden om materielle ting. Følgelig forfejlede askesen sin hensigt: den fik én til først og fremmest at koncentrere sig om det man foregav at ringeagte, „ting, der alle er bestemt til at bruges op og forgå“. For at advare kolossenserne om at en sådan form for ydmyghed kunne få dem til at snuble og kunne blive årsag til at de mistede livets sejrspris, skrev Paulus: „Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, hvis lyst står til ’ydmyghed’ . . . skånselsløshed mod legemet.“ Nej, sand ydmyghed er ikke askese. — Kol. 2:18-23.
20. Hvad vil det sige at være ydmyg, og hvad bliver resultatet når man har et forkert syn på den?
20 Det engelske ord for „ydmyghed“ er afledt af det latinske humus: „jord“. At være ydmyg vil derfor sige at være ligefrem, jævn og beskeden. Det er denne form for ydmyghed kristne må bære som klædning: „Ifør jer . . . som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed.“ Ydmyghed er således det modsatte af hovmod. Dog har ydmyghed intet at gøre med sleskhed, kryberi, fejhed eller manglende handlekraft. Den falske idé at ydmyghed er svaghed, berøver et menneske den sande ydmygheds rige velsignelser. Lad os se hvorledes sand ydmyghed kan opdyrkes. — Kol. 3:12.
Grundlaget for ydmyghed
21. Hvad er begyndelsen til ydmyghed, og hvad er dens grundlag?
21 De første skridt mod ydmyghed er kundskab, kærlighed og gudsfrygt. Ydmyghed har sit udspring i erkendelsen af hvor små vi mennesker er og hvor stor Gud er. Ydmygheden slår rod når en skabning forstår at han blot er som et flakkende lys mens Gud, der er „en evig konge“, i herlighed overgår solen, selv når den er på sit højeste. (Jer. 10:10) Ja, dette er grundlaget for ydmyghed: erkendelsen af Guds majestæts uransagelige storhed og vor egen lidenhed. En sådan erkendelse udspringer af kundskab, kundskab af den art Jehova bibragte Job, som berettet i Jobs bog, kapitel otteogtredive til enogfyrre; den kundskab hjalp Job til at ydmyge sig „under Guds vældige hånd“. Vi har brug for denne art kundskab. Den sætter os i stand til at anbringe os selv i det rette forhold til Gud og til at lyde de ord der står nedskrevet i Jakob 4:10: „Ydmyg jer for Herren, så skal han ophøje jer.“
22. På hvilket grundlag hviler ydmyghed over for næsten, og hvordan vil en sådan ydmyghed hjælpe den kristne løber?
22 Ved at ydmyge os i Jehovas øjne lægger vi også en grundvold for ydmyghed over for vor næste, for sand ydmyghed over for mennesker hviler i sidste instans på sand ydmyghed ind for Gud. Med sand ydmyghed opnår et menneske evnen til at se sig selv som det virkelig er; ligeledes bliver det også i stand til at se andre som de er. Da det ikke har nødig at underkende andres dygtighed og resultater, kan det af hjertet værdsætte hvad de er og hvad de gør. På grund af ydmyghed har det således ikke højere tanker om sig selv end det bør have. Skønt „’kundskaben’ opblæser“ vil sand ydmyghed værne selv mennesker med en højere uddannelse mod at blive opblæste og at snuble på grund af stolthed. Den kristne der ejer sand ydmyghed er i stand til at løbe efter reglerne, idet han „ikke gør noget af stridbarhed eller egoisme, men med ydmygt sind regner de andre for at være mere end [sig] selv“. (NW) — 1 Kor. 8:1; Fil. 2:3.
Verdens syn på ydmyghed fejlagtigt
23, 24. Hvordan afslører Kristus verdens forkerte syn på ydmyghed, og hvordan skulle vort syn på den derfor være?
23 Hvilket fordrejet syn på ydmyghed har verden ikke, at den er svaghed eller et skalkeskjul for svaghed! I virkeligheden er stolthed svaghed; ydmyghed er styrke. Kristus Jesus var det mest ydmyge menneske der nogen sinde har vandret på jorden. Dog var han den stærkeste af de stærke, den modigste af de modige, den viseste af de vise, det eneste menneske der ikke kendte til svaghed eller synd hos sig selv. Hvilket arbejde udførte han ikke, og dog afviste han al personlig ære! (Joh. 5:19) Har man nogen sinde hørt om en fører der var så stor som han og som dog kunne vaske sine disciples fødder og sige: „Det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.“ Hvilken myndighed havde han ikke: „Alt er overgivet mig af min Fader.“ Og hvor var han ydmyg: „Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.“ — Joh. 13:15; Matt. 11:27, 29.
24 Så langt fra at skulle camouflere manglende intelligens eller handlekraft, er ydmyghed sand styrke og helse. Det er den vej der fører til ære. „Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.“ „Et menneskes hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår ære.“ — Luk. 18:14; Ordsp. 29:23.
25. Hvordan var Kristi indstilling, hvad førte det til, og hvad bør vi derfor gøre?
25 Alt hvad Bibelen siger om ydmyghed illustreres og bekræftes i dette ene store eksempel, Kristus Jesus. Vi må forme vort sind og vort liv efter hans. Så livsvigtigt er dette at apostelen befaler: „Bevar den samme indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ Hvilken indstilling? „Han [ydmygede] sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop af den grund ophøjede Gud ham.“ Ja, „netop af den grund“ — fordi Kristus ydmygede sig selv og viste det ved at underlægge sig og adlyde Gud — blev han ophøjet til den højeste stilling nogen skabning i universet kan opnå. Så hvor sandt det altså er: „ydmyghed først og siden ære“! — Fil. 2:5, 8, 9, NW; Ordsp. 15:33.
26. Hvordan agter Gud på den der er ydmyg i ånd, og hvad går den stolte glip af?
26 Ja, ydmyghed er styrke. Det er den form for styrke vi har nødig hvis vi skal kunne deltage i det løb vi har foran os. Kun til den ydmyge giver Gud styrke: „Dog dette menneske vil jeg tage hensyn til — den der er ydmyg og sønderknust i ånd, og som skælver for mit ord.“ „Thi så siger den høje og ophøjede, som dvæler på tronen for evigt, og hvis navn er Hellig: ’Jeg dvæler på tronen i det høje, som den Hellige, men også hos den der er sønderknust og ydmyg i ånd, for at forny den ydmyges ånd.’“ Hvor dåragtigt af løberen at nægte sig selv Guds fornyende styrke på grund af stolthed! Hvordan kan de stolte modtage styrke fra Gud? Selv om de beder vil de blive hæmmet i deres bønner, som Jesus viste i tilfældet med farisæeren hvis bøn genspejlede den stolthed der hidrører fra selvretfærdighed. — Es. 66:2; 57:15, AT; Luk. 18:10-14.
27. Hvad sætter ydmyghed os i stand til at gøre, og hvad skulle de der rækker efter en tilsynsgerning huske?
27 Hvis man ejer sand ydmyghed er det ikke nogen byrde at følge reglerne i løbet. De virkelig ydmyge er lærvillige; de drager nytte af irettesættelser. De forstår at de ikke konkurrerer i kapløbet og at alle må løbe enigt for at opnå Guds kærlige belønning; derfor hjælper de hinanden, opmuntrer hinanden. Ydmyghed bevirker at man kan ’forkynde ordet’ for alle mennesker, under alle omstændigheder. Den sætter én i stand til at træne med henblik på tjenesten for Riget, at drage nytte af den vejledning der gives ved den teokratiske skole, at lære hvordan man forkynder den gode nyhed fra hus til hus. De der er sat på ansvarsfulde poster bliver ved deres ydmyghed i stand til at være som Jesus — ydmyge og altid til at tale med. Hvis en mand rækker efter en tilsynsgerning må han huske, at stolthed forringer hans brugbarhed og hans udsigter til større tjenesteprivilegier i Guds organisation, for Gud afskyr de stolte og står dem imod. Den der ønsker en sådan tjeneste må også huske reglen: „Ydmyghed først og siden ære.“ Han må huske Jesu ord: „Den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.“ — Matt. 20:26, 27.
28. Hvordan klæder den kristne løber sig med henblik på løbet, og med hvilket resultat?
28 Kast derfor stolthed bort, den byrde der forårsager snublen. Lad os i stedet iføre os den klædning der er fremstillet til løbet. „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre.“ „Ifør jer . . . ydmyghed,“ formaner Paulus. Med denne klædning vil man kunne løbe uden at snuble, for: „Lønnen for ydmyghed og [Jehovas] frygt er rigdom, ære og liv.“ — Ordsp. 22:4.