Hvorfor dette stævne bør vedtage en resolution

 5. Hvad kunne man sige om det antal kristne vidner der var forsamlede ved dette stævne?

ALDRIG før har så mange kristne vidner for Jehova været forsamlet på én gang som tilfældet er her ved Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York.

 6. Hvorfor var det ikke blot et internationalt stævne, og på hvilket solidt grundlag hvilede det at de således kom sammen i enhed?

⁶ Dette er ikke blot et internationalt stævne. Det er også et fællesstævne for alle racer, for ikke alene er vi kommet hertil fra mange nationer, idet vi repræsenterer de 123 lande og øer hvor vi bor, men også fra den menneskelige families tre store grene der stammer fra vor fælles stamfader, Noa, søn af Lemek, søn af Metusalem, søn af Enok. (1 Krøn. 1:3, 4) I virkeligheden er det et kristent stævne for den menneskelige familie. Skønt vi er forskellige af udseende, og selv om vi taler forskellige sprog, er vi alle ét kød, skabt af én Gud og løskøbt ved ét genløsende offer, hans søn Jesus Kristus. Desuden hviler vort grundlag for at stævne sammen ikke kun på vor naturlige enhed i kødet; det hviler mere solidt på vor enhed i kristen personlighed, en enhed hvor der, som apostelen Paulus påminder os, „hverken er græker eller jøde, omskåren eller uomskåren, udlænding, skyte, træl eller fri, men Kristus er alt og i alle“. (Kol. 3:11, NW) Vort stævne er således en kæmpedemonstration af opfyldelsen af Jehovas profeti ved Esajas:

 7. Hvilken profeti fandt her sin opfyldelse demonstreret i kæmpeformat?

⁷ „Det skal ske i de sidste dage, at HERRENS [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til HERRENS [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; . . . deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:2-4.

 8. Hvorfor havde kongresdeltagerne intet at rose sig af fordi de var kommet sammen i så stort et antal fra så mange steder på jorden?

⁸ I betragtning af verdensforholdene i denne sommer i året 1958, er det ikke nogen helt lille bedrift at vi fra alle fire verdenshjørner ved hjælp af mange forskellige befordringsmidler og med store omkostninger er kommet sammen her til stævnet „Den guddommelige Vilje“. Det er dog ikke noget som vi personligt ønsker at roses for. Det er den almægtige Gud der har bragt dette i stand. Han har beredt os det mest indbydende åndelige festmåltid som vi her glæder os over; og han gav os en kærlig indbydelse gennem sin synlige organisation på jorden. Han har gjort det muligt for os alle at få midlerne til at kunne komme her. Han har beskyttet og bevaret os på vejen hertil, og hans beskyttelse har hvilet over os ved dette stævne til dette øjeblik. Han har ført os sammen ved denne uforlignelige lejlighed. Vi retter vor dybfølte tak til ham derfor. Hans er hele æren! „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger hærskarers HERRE.“ (Zak. 4:6) Det tilslutter vi os af vort ganske hjerte.

 9. Hvilken mulighed åbnede det for dem at de var sammen i så stort et antal fra hele verden?

⁹ At vi er samlet i overensstemmelse med den guddommelige vilje og ved guddommeligt forsyn, åbner en enestående mulighed for os. Vi er samlet i så vældigt et antal fra så mange steder rundt om på kloden, at det vil være særdeles passende at vi som en skare i forening fremsætter en udtalelse for kraftigt at understrege den kendsgerning at vi har Guds ånd, at vi er blevet „oplært af Jehova“ til at være ét i kundskab og forståelse, og at vi er blevet gjort stærke og urokkelige i vor beslutning om at gøre den guddommelige vilje som en forenet teokratisk organisation, kaldt med Guds hellige navn, Jehova.

10. Hvilket mod og hvilken iver lagde de for dagen, og hvad fandt de at den dag var den mest passende lejlighed til?

¹⁰ Vi, som er blevet døbt i lydighed mod Gud og som efterlignere af Jesus Kristus, er alle indviet til Gud og til at gøre hans vilje. Vi er kommet her uden at frygte for at stå ansigt til ansigt med den guddommelige vilje, og uden at frygte for at stå ansigt til ansigt med enhver yderligere åbenbarelse af den guddommelige vilje, hvilket er selve temaet for dette stævne. Vi er ivrige efter at lære mere om Guds vilje. Her søger vi at blive fornyet i vor beslutning om at gøre hans vilje, for at vi trofast kan udføre den som en opfyldelse af vort løfte og således glæde Guds hjerte. I hele verden, ja selv inden for kristenheden, ser vi at der råder stor forvirring med hensyn til hvad der er Guds vilje. Vi ved også at der overalt på jorden findes mange mennesker med fårets sindelag, mennesker der ønsker at lære hvad der er Guds vilje, så de ved at gøre den kan opfylde deres livs hensigt. Følgelig mener vi at dette er den mest passende lejlighed til at fremsætte en erklæring om hvad den guddommelige vilje er og give udtryk for vor beslutning om selv at fortsætte med at gøre den og om at hjælpe andre mennesker med god vilje til også at gøre den.

11. Hvorfor var det ikke nødvendigt at beskrive tilstandene i verden, og hvordan beskrev Paulus dem for lang tid siden for Timoteus?

¹¹ I verdens aviser, ugeblade og radioudsendelser beskrives de begivenheder der finder sted, og de sørgelige forhold der råder både i kristenheden og i den øvrige verden. Vi behøver ikke her at gå i detaljer for at beskrive noget der er så velkendt af enhver. For nitten århundreder siden gav vor kristne broder, apostelen Paulus, på forhånd en beskrivelse af hvad vi som her er forsamlet fra alle dele af verden har bemærket går for sig i vor tid. „I de sidste dage skal der komme kritiske tider der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, elske penge, være indbildske, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, uvenlige, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, sladderagtige, uden selvbeherskelse, opfarende, uden kærlighed til det gode, forrædere, stejle, opblæste af selvgodhed, mennesker der elsker vellyst mere end Gud, idet de har en vis form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft; . . . I virkeligheden vil alle de, som ønsker at leve et gudfrygtigt liv i fællesskab med Kristus Jesus, også blive forfulgt. På den anden side skal onde mennesker og bedragere gå fra ondt til værre; thi de fører vild og føres vild.“ — 2 Tim. 3:1-5, 12, 13, NW.

12. Hvad sagde man var den egentlige årsag til denne tingenes tilstand, og hvorfor blev en bestemt klasse tilskrevet hovedskylden for verdenstilstandene?

¹² Der er en hovedårsag til denne tingenes tilstand. Uden tvetydighed eller tøven erklærer vi at denne hovedårsag til forbrydelser, had, strejker, fordomme, kommunisme og afsindig forvirring, er en forkert religion, falsk religion; bag den står menneskets usynlige fjende, Satan Djævelen. De der bærer det største ansvar for tilstandene i verden er religionsledere og -lærere; og de mest dadelværdige af disse er kristenhedens religiøse præsteskab. Det har hele Bibelen, Den hellige Skrift, som er inspireret af Guds ånd. Medlemmerne af deres religiøse systemer betaler dem med deres surt tjente penge, og betror dem at studere Bibelen og forkynde Guds vilje og hensigt som den er nedskrevet deri. Kristenhedens præster nyder deres menigheders underdanige respekt, og menighedernes medlemmer stoler på at deres præst lærer dem de bibelske sandheder og i en efterligning af Jesus Kristus efterlever Bibelens lære. Apostelen Paulus gav en rettesnor som præsteskabet burde følge: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er det af Kristus.“ (1 Kor. 11:1, NW) Havde de hundreder tusinder af præster i kristenheden gjort som Paulus belærte dem om, hvilken magt ville de da ikke have haft til at hindre at kristenheden, der dominerer den øvrige verden, blev ført ud i den alvorlige tilstand hvori den befinder sig i dag! Hvor let kunne de ikke have hindret to verdenskrige, og den store spænding og det pres der fremtvang udviklingen af atom- og brintbomben!

13. Hvorfor var det ikke uberettiget af dem at fremsætte en sådan kritik af kristenhedens præsteskab, og hvorfor var de i virkeligheden forpligtede til at tale imod kristenhedens religiøse ledere?

¹³ Er en sådan kritik uberettiget? Er det forkert af os at føle på samme måde som Jehovas profet, Jeremias, følte i en lignende situation på hans tid, og at give udtryk for vore følelser? Det tror vi ikke. Få år før Jerusalem og dets tempel eller Guds hus blev ødelagt, sagde Jeremias: „Om profeterne. Mit hjerte er knust i brystet, hvert ledemod er slapt, jeg er som en drukken, en mand, overvældet af vin, for HERRENS [Jehovas] skyld, for hans hellige ords skyld. Thi landet er fuldt af horkarle, og under forbandelse sørger landet, ørkenens græsgange visner. Man haster til det, som er ondt, og er stærk i uret.“ Til Jeremias’ hjertesuk fremsatte Jehova følgende bemærkning: „Thi både profet og præst er vanhellig, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, lyder det fra HERREN [Jehova].“ (Jer. 23:9-11) Efter alle disse år siden den første verdenskrig, er kristenhedens forhold til Gud at ligne med Israels på Jeremias’ tid. Ja, kristenheden står over for en ødelæggelse der er endnu frygteligere og mere demonstrativ end den Jeremias så overgå Jerusalem og dets tempel. Eftersom vi kristne kaldes med Guds navn, hvilket Jeremias sagde om sig selv at han også blev (Jer. 15:16), og eftersom vi er Jehovas vidner som også Jeremias var det, er vi forpligtede til at tale imod kristenhedens religiøse ledere, der forbilledligt blev skildret ved Israels profeter og præster.

14, 15. Med hvilke ord udpegede Jeremias dem der var ansvarlige for nationens faldne tilstand?

¹⁴ Under Guds inspiration udpegede Jeremias de religiøse ledere som ansvarlige for nationens tilstand, gennemsyret som den var af korruption og stående ansigt til ansigt med en frygtelig ødelæggelse:

¹⁵ „Derfor, så siger Hærskarers HERRE [Jehova] om profeterne: Se, jeg giver dem malurt at spise og giftvand at drikke; thi fra Jerusalems profeter udgår vanhelligelse over hele landet. Jeg har ej sendt profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. Hvis de står i mit fortrolige råd og hører mine ord, så lad dem vende mit folk fra deres onde vej og deres gerningers ondskab.“ — Jer. 23:15, 21, 22.

16, 17. Hvorfor er kristenhedens præster på samme måde ansvarlige for folkenes slethed i dag?

¹⁶ Kristenhedens præsteskab, katolsk såvel som protestantisk, har Bibelen, det har tid til at læse den, og det har prædikestole hvorfra det kan forkynde dens ord. Hvis disse vor tids religiøse profeter, i overensstemmelse med hvad Jehova sagde til Jeremias, havde stået i hans fortrolige råd, i nært forhold til ham som hans tro og kloge tjenere, ville de have fået kristenhedens folk til at høre Guds egne ord. De ville da kunne have fået folkene til at vende om fra deres dårlige vej der har ført dem ud i denne ulykkelige situation i dag.

¹⁷ Kristenhedens præsteskab har i stedet forkastet Guds ord og har således vist menneskene vejen så også de har forkastet Guds ord og vendt sig til verdslige filosofier og ubeviste videnskabelige teorier. Det har haft til følge at menneskene til stadighed bliver mere og mere onde i al deres færd.

18, 19. Hvordan beskrev en præst i The Lutheran folks indstilling til Bibelen og kirken, og hvilke „enorme muligheder“ har præsterne ikke udnyttet?

¹⁸ En præst udtalte sig for nylig til det religiøse tidsskrift The Lutheran og sagde vedrørende den stadig større kirkegang i Amerika: „Denne bølge af tro der viser sig“ har ikke „taget evangeliet til sig“, heller ikke har den „vendt kirken ryggen“. Med andre ord, disse kirkegængere regner egentlig ikke med Bibelen, og de forkaster ikke kristenhedens religiøse systemer der har forkastet Bibelen. Præsten bemærkede videre at vi lever i en „tid med enorme muligheder“. — New York World-Telegram and Sun, 14. juni 1958.

¹⁹ Alligevel vil præsteskabet ikke gribe disse muligheder og få folk til at lytte til Guds ord, standse dem i deres frafald og berede dem til evigt liv i Guds nye verden.

20. Hvorfor er verdens ledere rådvilde, og hvad burde der være til at lede det menneskelige samfund midt under denne rådvildhed?

²⁰ Om der nogen sinde har været en forvirringens tid som den Jesus Kristus forudsagde, da må det være denne. Ansigt til ansigt med uoverstigelige problemer, med den fremherskende uvillighed til samarbejde som nationernes ledende mænd udviser, og med den frygt for atom-, raket- og bakteriologisk krigsførelse som alle i kommende generationer ville blive mærket af for livstid, befinder verdens ledende mænd sig i stor rådvildhed. De kan ikke komme op af det internationale hængedynd. (Luk. 21:25) Midt i denne verdensomfattende forvirring burde der være et budskab om grundfæstede sandheder til at lede det menneskelige samfund.

21. Hvem burde af alle mennesker i dag kunne bringe dette oplysende budskab? Begrund.

²¹ Af alle mennesker på jordens flade burde de der hævder at være kristne have et budskab der kunne oplyse alle mennesker der befinder sig i det tætte mørke som indhyller alle nationer, kristenhedens ikke undtaget. „Jeg er verdens lys. Den som følger mig skal på ingen måde vandre i mørke, men skal eje livets lys,“ sagde Jesus. Og til kristne der trofast følger ham sagde han: „I er verdens lys. . . . Lad . . . jeres lys skinne for menneskene.“ (Joh. 8:12; Matt. 5:14, 16, NW) Han lod ingen i tvivl om at hans sande efterfølgere ville have det eneste, oplysende, frelsende budskab i denne forvirringens tid. For længe siden lovede Jehova at forsyne sine tilbedere med det budskab der er af altoverskyggende betydning.

22. Hvordan stiller præsteskabet sig i forhold til verdens ledere, og hvordan viste vicekansleren i den katolske kirkes ærkebispesæde i New York klart dette?

²² Men kristenhedens præsteskab har intet tidssvarende budskab til menneskeheden. De ser hen til at de forvirrede, rådvilde, usikre politikere skal tage ledelsen. Så kan de følge politikerne og give disse moralsk og religiøs støtte i deres kirker. Lægger de politiske ledere planer om et Folkeforbund går præsteskabet ind for dem. Foreslår politikerne en organisation af Forenede Nationer, giver præsteskabet den sin støtte som det eneste håb hele menneskeheden må se hen til, for ellers er alt håb ude. I anledning af tiårsdagen for oprettelsen af De forenede Nationer blev der her i New York, i Sct. Patricks Cathedral, opsendt bøn om at „guddommelig ledelse måtte hvile over alle drøftelser“ i De forenede Nationer. Monsignor Thomas A. Donnellan, der holdt prædikenen, sagde (ifølge beretningen i New York Times for den 31. oktober 1955) at „De forenede Nationer, trods ’ufuldkommenhed, vetoer og forhindringstaktik, menneskeligt talt var det sidste og bedste håb om international fred’. Monsignor Donnellan er vicekansler i den katolske kirkes ærkebispesæde i New York“.

23. Hvordan gav en presbyteriansk præst i New York udtryk for det samme i 1952?

²³ Ved en tidligere lejlighed her i den samme by prædikede den presbyterianske præst, dr. J. S. Bonnel, over ordene i Jesu bjergprædiken: „Velsignede er de der stifter fred.“ Dr. Bonnel sagde til de mange F.N. delegerede i forsamlingen: „Velsignede er I mænd i De forenede Nationer, I der har viet jeres liv til forståelsen af andre menneskers problemer.“ Artiklen i New York Times for den 21. april 1952 slutter med denne passage: „Præsten erklærede at verdens nationer må erkende at De forenede Nationer er det ophøjede håb om verdensfred, og hævdede at organisationen ikke kunne bestå hvis de større nationer i verden gentagne gange gik uden om den.“

24. Hvordan blev pave Plus XII for ti år siden et forbillede for hvorledes kristenheden skulle forholde sig til De forenede Nationer?

²⁴ Pave Pius XII blev for ti år siden kristenheden et forbillede for hvordan den skulle forholde sig til De forenede Nationer; han henstillede da til dens medlemsnationer at „gøre deres yderste for at løse spørgsmålet om varig fred og sikkerhed ved den næste generalforsamling“ og sagde dernæst: „Om nogen forsamling af mennesker, stævnet sammen ved en af historiens kritiske korsveje, har behov for bønnens hjælp, da er det denne De forenede Nationers sammenkomst.“ — New York Times for den 2. september 1948.

25. Hvilken udtalelse af Sir Alexander Cadogan er i betragtning af præsteskabets holdning en udfordring, og til hvem?

²⁵ At denne holdning fra præsteskabets side er en udfordring til sande bibelkristne fremgår af den erklæring der blev fremsat af Sir Alexander Cadogan: „Indtil nogen har fremsat en bedre plan, er De forenede Nationer den eneste vej til frelse.“ Indtil denne sene dag har kristenheden ikke fremsat nogen bedre plan.

26, 27. Skulle det at præsteskabet fattes en „bedre plan“ betyde, at Gud heller ikke har noget bedre, og med hvilke ord afslører Jeremias grunden til at præsteskabet ikke har et budskab der kan lede mennesker?

²⁶ I verdens øjne repræsenterer præsteskabet kristendommens Gud. Skulle det at præsteskabet fattes et klart og koncist budskab, en „bedre plan“, betyde at Gud ikke har noget der er bedre end De forenede Nationer? En sådan tanke ville være en hån mod Jehova Gud. Men hvorfor har disse betalte præster, der optræder i særlige religiøse klædedragter for at give det udseende af at de er helliget Gud og repræsenterer ham, ikke noget budskab der kan lede mennesker til enhed, fred og liv? Profeten Jeremias afslører årsagen. Han siger:

²⁷ „Dette er hvad hærskarers Jehova har sagt: ’Lyt ikke til ordene fra profeterne som profeterer for jer folk. De får jer til at stå fortabte tilbage. Deres eget hjertes syn taler de ikke fra Jehovas mund. Atter og atter siger de til den som optræder respektløst over for mig: „Jehova har talt: ’Fred er hvad I folk skal få.’“ . . . De tænker på at få mit folk til at glemme mit navn ved hjælp af deres drømme som de ustandseligt beretter for hinanden, nøjagtig som deres fædre glemte mit navn på grund af Ba’al. Profeten hos hvem der er en drøm, lad ham fortælle drømmen; men den hos hvem mit ord er, lad ham fremsætte mit ord i sandhed.’“ „’Derfor, jeg kommer imod profeterne,’ lyder Jehovas udtalelse, ’de som raner mine ord, hver fra sin fælle.’“ „’Jeg kommer imod de falske drømmes profeter,’ lyder Jehovas udtalelse, ’som beretter dem og på grund af deres løgne og på grund af deres praleri er anledning til at mit folk flakker om.’“ „Men det var ikke mig som sendte dem eller befalede dem. De vil altså ingenlunde være til gavn for dette folk.“ — Jer. 23:16, 17, 27, 28, 30, 32, NW.

28, 29. (a) Hvis Gud havde sendt præsterne, hvad ville de da have haft og hvad ville de have været i færd med? (b) Hvordan krænker de indledningen til fadervor, og hvad er derfor Jehovas indstilling til dem?

²⁸ Hvis Jehova Gud ved Kristus havde sendt præsterne, da ville de have haft et budskab fra Gud og de ville have været i færd med at forkynde det i lydighed mod hans befaling. De ville ikke have forkyndt deres egne hjerters drømme som passer ind i denne verdens politikeres planer. De ville ikke stjæle Jehovas ord fra hinanden eller fra deres sognebørn. Snarere ville de bevise at de havde Guds ord ved sandfærdigt at tale det og ved at undervise folket i hvad Bibelen har at sige om vor tid.

²⁹ De ville ikke få dem der hævder at være Guds folk til at glemme Guds hellige navn ved hjælp af deres drømme som de til stadighed fortæller hinanden. De nægter at lade sig kalde med Guds hellige navn Jehova. De giver ikke udtryk for at være Jehovas vidner. For ikke at gøre det troværdigt at Jehova ville have sine vidner på jorden i denne yderst kritiske tid som han har haft det siden Abel, den første martyr, sørger de bevidst for at udelade Guds eget navn, Jehova, i deres moderne bibeloversættelser. Ved deres eget eksempel og deres egen handlemåde benægter de at en sand kristen må være hvad Jesus Kristus selv var, et vidne for Jehova Gud. De beder fadervor, og dog arbejder de i modstrid med selve indledningen i denne bøn: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ (Matt. 6:9) Af disse alvorlige grunde siger den Gud, hvis navn er blevet ringeagtet og misrekommanderet, at han kommer imod disse profet-prædikanter. Det er grunden til at han advarer folkene mod at lytte til dem, for de vil ingenlunde være til gavn for menneskeheden, ikke engang kristenheden.

Vidne- og indsamlingsarbejde

30. Hvilken bemyndigelse gav Jesus sine disciple da han skiltes fra dem, og hvor mange navnkristne har præsteskabet bag sig?

³⁰ I afskedstalen til sine disciple sagde Jesus: „Men I vil modtage kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Ap. G. 1:8, NW) „På grundlag af [Jesu] navn skulle [der] prædikes omvendelse til syndernes forladelse blandt alle nationer begyndende fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting.“ (Luk. 24:47, 48, NW) Ifølge den seneste udregning eller optælling af verdens religiøse befolkning har kristenhedens præsteskab i dag 820 millioner bekendende kristne bag sig, og at vidne for alle mennesker på jorden i dag, ville, regnet efter de sidste optællinger, betyde at vidne for 2.700.000.000. En uhyre opgave! vil nogen måske udbryde. Nej. Talmæssigt en ganske lille opgave. For vi har 820 millioner bekendende kristne som vi kan lade udføre dette arbejde. Jesus sagde at alle kristne skulle være vidner til jordens fjerneste egne.

31. Hvad ville det have krævet af hver enkelt i kristenheden hvis den skulle have vidnet for verden, og hvilke spørgsmål stiller vi med hensyn til de muligheder præsteskabet har haft?

³¹ Træk 820 millioner fra 2,7 milliarder. Det bliver 1.880.000.000. Dividér nu 1.880.000.000 med 820 millioner, og facit bliver 2,3. Med alle de vidner man skulle kunne hente i kristenheden ville det blot kræve at hver af dem forkyndte for 2,3 ikke-kristne for at et verdensomspændende vidnesbyrd kunne blive aflagt. Med andre ord skulle kristenhedens ene tredjedel af verdens befolkning blot vidne for de øvrige to tredjedele ikke-kristne. Har kristenhedens præsteskab ikke haft vidunderlige muligheder? Hvad om præsteskabet, ligesom den gode Hyrde, Jesus Kristus, havde taget ledelsen og ført an i et verdensomfattende vidnearbejde sammen med de 820 millioner får de har i deres religiøse fold? Hvad ville resultatet ikke have været i dag?

32. (a) Hvordan skulle præsteskabet have grebet ledelsen af dette verdensvidnearbejde an? (b) Hvor mange år har det haft mulighed for at forkynde, men hvad har resultatet af dets tjeneste og forkyndelse været?

³² Hvordan skulle præsteskabet have grebet ledelsen af dette verdensvidnearbejde an? Det er ikke vor opgave at fortælle det hvordan det skal bære sig ad. Præsterne hævder at være Jesu efterlignere eller efterfølgere. Hans eget eksempel viser dem hvorledes de skal gøre det. Han forkyndte offentligt og i folks hjem. Han indfandt sig ikke usynligt hos dem ved hjælp af radioen eller trykt litteratur sendt med posten. Han havde ingen kirkebygning hvor han prædikede for folk der skulle betale til kirken. Apostelen Paulus sagde: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er det af Kristus.“ (1 Kor. 11:1, NW) Paulus fortæller kristenhedens præsteskab hvordan han efterlignede Jesus og udførte vidnearbejdet. Han sagde: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn.“ (Ap. G. 20:20) Har præsteskabet efterlignet Jesus Kristus og hans efterligner Paulus? Offentligt, ja til dels: for en betalende menighed i en kirkebygning. Men har de forkyndt fra hus til hus? Er de ligesom hyrder gået ud for at lede efter de fortabte, omstrejfende får sådan som Jesus gjorde det? Deres gerninger er deres svar. Resultaterne af deres form for tjeneste og forkyndelse giver svaret med hensyn til kristenheden, den ene tredjedel af verdens befolkning. Dog er der tilbage den ikke-kristne befolkning, to tredjedele af menneskeslægten, for hvem kristenhedens præster er forpligtet til at vidne. Fra kejser Konstantins dage, i det fjerde århundrede, og indtil nu, det vil sige i 1600 år, har kristenhedens præsteskab i hvert fald både haft muligheder og lejligheder!

33. (a) Hvorfor bør Jehovas vidner også se på sig selv når det gælder ansvar? (b) Hvorfor ødelagde Jehova i sin vrede Jerusalem skønt han havde sine vidner dér, og hvad må Jehovas vidner gøre nu forud for en lignende ødelæggelse?

³³ Nogen må i alle tilfælde have svigtet deres ansvar. Vi vidner bør ransage os selv for at se om vi har gjort os skyldige i det samme. På Jeremias’ tid så Jehova hvordan præsterne og de drømmende profeter svigtede. Han lod dog ikke det nødstedte folk være uden vidner på grund af dem. Han oprejste sine sande profeter og lagde sit ord i deres mund, især benyttede han Jeremias og Ezekiel på det omtalte tidspunkt. Jerusalems ødelæggelse indtraf dog alligevel, fordi Jehova vrededes på flertallet af folket. „Se, HERRENS [Jehovas] stormvejr, vreden, er brudt frem, et hvirvlende stormvejr; det hvirvler over de gudløses hoved. HERRENS [Jehovas] vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit hjertes tanker; i de sidste dage skal I forstå det.“ (Jer. 23:19, 20) På lignende måde er det i dag; Jehova vil ikke ændre sin beslutning om at ødelægge kristenheden i Harmagedon. Imidlertid forventer hans vidner, ligesom Jeremias og Ezekiel og andre sande tilbedere af Jehova, at overleve Harmagedon. Dog må vi først fuldføre vor tjeneste som Jehovas vidner, uden at svigte.

34. Hvad sagde Jehova ved Jeremias der skulle gøres før kristenheden bliver udslettet?

³⁴ Der må udføres et stort indsamlingsarbejde nu inden kristenheden tillige med den øvrige del af Satans verden bliver ødelagt. Herom profeterede Jehova ved Jeremias: „’Jeg skal selv samle resten af mine får fra alle de lande hvortil jeg har spredt dem, og jeg vil bringe dem tilbage til deres græsgang, og de skal i sandhed være frugtbare og blive mange. Og over dem vil jeg oprejse hyrder som virkelig vil vogte dem; og de skal ikke mere være bange, de skal hverken blive slået med rædsel eller blive borte,’ lyder Jehovas udtalelse. ’Se! Der kommer dage,’ lyder Jehovas udtalelse, ’da jeg vil rejse David en retfærdig spire. Og en konge skal i sandhed herske og handle med klogskab og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses, og Israel, det skal bo i tryghed. Og dette er hans navn, som han skal kaldes med: Jehova Er Vor Retfærdighed.’“ — Jer. 23:3-6, NW.

35. Hvem har Jehova oprejst som Davids „retfærdige spire“ og hvordan har denne levet op til sit ærefulde navn „Jehova Er Vor Retfærdighed“?

³⁵ Jehova er den store Hyrde. (Sl. 23:1) Han har omsorg for sine får her på jorden. Han oprejste hyrde-kongen David, og han oprejste også David en „retfærdig spire“. Denne „retfærdige spire“ er Jesus Kristus. I 1914 indsatte Gud ham som den nye verdens konge. Stadig flere og flere begivenheder beviser denne kendsgerning for os. Kongen Jesus Kristus hersker og har handlet med klogskab og øvet ret og retfærdighed i vort land, i vor åndeligt genoprettede tilstand her på jorden. Han har frelst det åndelige Juda ved at udfri os fra vor tids Babylon. Han lader det åndelige Israel bo trygt skønt vi befinder os midt i denne verden, der hader os. Han handler i overensstemmelse med det ærefulde navn som han nu kaldes med: „Jehova Er Vor Retfærdighed“ eller „Jehova Forsvarer Vor Retfærdighed“. (AT) Han har bragt os Guds retfærdighed. Han er Kongen der har udfriet os fra Babylon. Han har vist verden, og især kristenheden, at Jehova Gud er med os og for os og at vi står i et retfærdigt forhold til Gud og ikke er forkastet af ham. Vor retfærdighed er bevist ved at vi har været Jehova Gud absolut hengivne og har taget afstand fra verden uden at gå på kompromis, for vi har bragt os selv mere og mere i overensstemmelse med Guds ord og har nægtet at lade os forme efter denne verden. Det er vort højeste ønske at vi sammen med Kongen må få del i hævdelsen af Jehovas universelle suverænitet.

36. Hvorfor er verdens herskere og kristenhedens præsteskab ikke de hyrder Jehova har oprejst over de får han er i færd med at samle ind?

³⁶ Og hvem har Jehova nu rejst som hyrder over alle fårene som han er i færd med at samle ind på jorden? Ikke de politiske herskere eller det religiøse præsteskab der gør fælles sag med kristenhedens politikere. Disse har ladet folkene leve i forvirring, så de ikke vidste hvor de blev ført hen. De har ikke ført og hjulpet mennesker med fårets sindelag til Jehovas konge, Davids „retfærdige spire“. Med den måde hvorpå de har varetaget jordens anliggender har de ført folkene ud i en tilstand af frygt, og nationerne lever i rædsel og gru.

37. Hvem har Jehova da oprejst som hyrder over alle de får han er i færd med at indsamle, og på hvilken måde har de ledet flokken?

³⁷ Når vi betragter den organisation som er kaldt med Guds hellige navn og som arbejder ihærdigt for at få folk til at huske hans navn, kan vi se og forstå at Jehova har oprejst de lovede åndelige hyrder. Han har oprejst trofaste, samvittighedsfulde tilsynsmænd og deres tjenende assistenter. Gennem dem har han givet fårene åndelig føde og ført dem ind til den rette kristne virksomhed og den rette tilbedelse af den sande Gud. De har ledet medlemmerne i Jehovas vidners menigheder udi marken for at finde og indsamle alle de får som kristenhedens præsteskab har ladet fare vild og strejfe hjemløse omkring. Således har de ledet alle Jehovas vidner ud over hele den beboede jord for at de skulle bære vidnesbyrd om alle tiders største begivenhed, oprettelsen af Guds rige som hele universets hovedorganisation til Guds ophøjelse og menneskehedens velsignelse.

38. Hvorfor har vi i lighed med Jeremias et stort ansvar hvilende på vore skuldre?

³⁸ Vi har et stort ansvar hvilende på vore skuldre. Vi har påtaget os at bære Guds navn, og han har begunstiget os med det han har forment kristenhedens præsteskab, det frelsende budskab til alle mennesker uden hensyn til race, tidligere religion, nationalitet, farve, sprog eller social stilling. Som Jeremias kan vi sige: „Giv agt på at jeg bærer hån for din egen skyld. Dine ord blev fundet, og jeg gav mig til at spise dem; og dine ord bliver mig mit hjertes fryd og glæde, for dit navn er blevet nævnet over mig, O Jehova, hærskarers Gud.“ — Jer. 15:15, 16, NW.

39. Hvad har vi især siden 1919 bestræbt os for at gøre, og hvor hurtigt kunne der blive forkyndt for jordens 2,7 milliarder indbyggere når man tager i betragtning hvad der blev nået sidste år?

³⁹ Især siden 1919 har vi bestræbt os for at nå ud til hele den beboede jord med den gode nyhed om Guds oprettede rige, ikke alene til de ikke-kristne to tredjedele af jordens befolkning, men også til de 820 millioner medlemmer af kristenheden, som af deres præsteskab er ladt i uvidenhed om Riget og i stedet er blevet ledet til denne verdens Forenede Nationer. Alene i det forløbne tjenesteår, i 1957, anvendte vi 100.135.016 timer til at forkynde fra hus til hus og offentligt, i 164 lande og ø-distrikter hvor Jehovas vidner bor. Af disse timer blev mere end 20 millioner brugt til genbesøg hos interesserede mennesker. I de mere end 100 millioner timer er der aflagt vidnesbyrd for mere end ét menneske hver time. Det betyder at hundreder millioner mennesker har lyttet til et vidnesbyrd om Riget på mere end 120 sprog i det sidste år alene. Dette foregik under hård modstand og visse steder under voldsom forfølgelse. Hvis Jehovas vidner havde frit spillerum og alle lande åbnede dørene på vid gab, hvor hurtigt kunne de da ikke med Jehovas ånds hjælp nå ud til jordens 2,7 milliarder indbyggere med den gode nyhed om Guds oprettede rige! Som forholdene imidlertid er nu, stræber vi efter at nå frem til nye områder med vidnearbejdet.

40. Hvorfor må vi stræbe efter at nå frem til nye områder med vidnearbejdet, og hvad kan der i forbindelse med arbejdet ikke være tale om for os nu?

⁴⁰ Dette må vi gøre. Håndskriften er kommet til syne på denne babyloniske gamle verdens væg, og den bekendtgør dommen over hele Satans verdensorganisation. Kristenheden der vil dele skæbne med denne verden, står fordømt sammen med verden, og vil komme til at erfare en ødelæggelse der vil få rædslerne ved Jerusalems tilintetgørelse på Jeremias’ tid til at blegne. De utallige mennesker med fårets sindelag i alle jordens egne er i fare efterhånden som den store ødelæggelses dag kommer nærmere. Vort arbejde er ikke tilendebragt. Det er vor pligt at fortsætte med dette vidnearbejde indtil ødelæggelsen indhenter denne ligegyldige, bukkeagtige verden. Vi har indviet os til at gøre den guddommelige vilje. Det er derfor vort arbejde ifølge Guds vilje i vor tid. For dette arbejdes skyld har vi fået lov at bestå indtil denne dag. Der kan ikke være tale om at vi unddrager os, gør afvigelser, sætter tempoet ned, bliver usikre eller hindrer arbejdet på grund af indre forstyrrelser.

41, 42. Hvad frembød det internationale stævne en enestående lejlighed til, og hvad gik præsidenten derfor over til?

⁴¹ Ved Jehovas miskundhed er det os i dag forundt at være samlet til dette fredfyldte stævne. For os vidner der kommer fra jordens fire hjørner og repræsenterer så mange nationaliteter og så mange sprog, er dette en enestående lejlighed til at fremsætte en fælles erklæring om hvordan vi stiller os til verdenssituationen, hvad vor oplyste forståelse af Guds vilje er, og hvad der er vor forenede hensigt i fremtiden under udførelsen af vort gudgivne hverv. Det er grunden til at „dette stævne bør vedtage en resolution“ og fremsætte en udtalelse før vi må skilles, så den kan blive offentliggjort for hele verden. Jeg overlader derfor talerstolen til præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania, der vil fremsætte udtalelser som vi alle enigt og af vort hele hjerte kan give vor tilslutning.

[Illustration på side 511]

F. W. Franz