Overlev sammen med det nye

 1. Hvad risikerer Jehovas vidner at blive anklaget for på grund af deres forkyndelse, og hvorledes undgik Jeremias døden efter at være blevet sat under en lignende anklage?

FORDI Jehovas vidner forkynder et sådant budskab for nationerne, risikerer de at blive anklaget for at være samfundsopløsende. Jeremias blev anklaget for at være det. De religiøse ledere søgte at få de politiske fyrster til at slå ham ihjel. „Da greb præsterne og profeterne og alt folket ham og sagde: ’Du skal ubetinget dø. Hvoraf kommer det at du har profeteret i Jehovas navn og sagt: „Som huset i Silo er, sådan skal dette [tempel] blive, og denne by skal ødelægges, så den bliver uden en indbygger“?’“ Så sagde de til Jerusalems fyrster: „Denne mand tilhører dødsdommen fordi han har profeteret mod denne by, som I har hørt med egne ører.“ Jeremias forsvarede sig og sagde: „Det var Jehova der sendte mig for at profetere om dette hus og om denne by alle de ord I har hørt. . . . Og hvad mig angår, jeg er jo i jeres hånd. Gør med mig hvad der er godt og i overensstemmelse med hvad der er ret i jeres øjne. Kun skal I fremfor alt vide, at hvis I dræber mig bringer I uskyldigt blod over jer selv og denne by og dens indbyggere, thi det er sandhed at Jehova sendte mig for at tale alle disse ord i jeres øren.“ På det tidspunkt havde fyrsterne mod nok til at gå imod de religiøse ledere og falske profeter og nægte at dræbe Jehovas vidne. (Jer. 26:1-24, NW) Dette indtraf toogtyve år før Jerusalem blev ødelagt.

 2, 3. (a) Hvordan fortsatte Jeremias med at nedbryde Jerusalem selv om Ægypten sendte byen hjælp? (b) Hvad blev Jeremias derefter anklaget for, og hvorfor blev han firet ned i den dyndfyldte cisterne og undgik alligevel døden?

² Senere, i kong Zedekias’ niende regeringsår, drog de kaldæiske hære under kong Nebukadnezar op imod Jerusalem. Da de hørte at Farao af Ægypten var på vej for at befri byen, opgav de belejringen og trak sig tilbage. Men Jeremias oprykkede og nedbrød Jerusalem ved at forudsige at byen var dømt. Han sagde: „Kaldæerne skal visselig vende tilbage og kæmpe mod denne by, indtage og brænde den med ild. Dette er hvad Jehova har sagt: ’Bedrag ikke jeres egne sjæle.’“ Bagefter blev Jeremias anklaget for at ville løbe over til kaldæerne. På vejen ud ad en af Jerusalems porte blev han grebet af den offentlige portvagt, som sagde: „Det er til kaldæerne du løber over!“

³ Jeremias blev derpå sat i arresten. Endog herfra fortalte Jeremias kong Zedekias selv at de fjendtlige kaldæere ville komme tilbage, indtage byen og tage kongen til fange. (Jer. 37:1-19, NW) Efter at Jeremias var blevet løsladt forkyndte han det samme budskab. Han formanede folket til at overgive sig til Nebukadnezar dersom det ønskede at undgå tilintetgørelsen inde i byen ved sværd, hungersnød og pest. De politiske fyrster hverken ænsede eller troede på budskabet, og de handlede ikke derefter. De mistydede budskabet og sagde til kongen: „Åh, tag dog og få den mand dræbt, thi på denne måde svækker han hænderne hos de krigsmænd som er tilbage i denne by, og hos alt folket, ved at tale til dem efter disse ord. Thi denne mand søger ikke dette folks fred, men dets ulykke.“ Jeremias blev nu arresteret og firet ned i en cisterne uden vand, men bunden var dækket af dynd. Her blev han overladt til at synke ned i dyndet. Men en ætiopisk eunuk havde dog mandsmod nok til at drage ham op af dette dødshul. Jeremias blev derefter holdt i fangenskab i vagtforgården indtil Jerusalem faldt og han blev befriet af kaldæerne. — Jer. 38:1-13, NW.

 4. Hvad må vi fortsætte med at gøre, ligesom Jeremias, til trods for nationale sikkerhedsforanstaltninger og falske præsters anklager?

⁴ I vor tid kan vi heller ikke ændre vort budskab selv om politiske regeringer finder det tilrådeligt at træffe særlige sikkerhedsforanstaltninger og visse religiøse præster ynder at råbe: „Kommunister!“ efter os fordi vi forudsiger kristenhedens tilintetgørelse i den universelle Harmagedonkrig. Hvad enten vi sidder arresteret eller i fængsel må vi holde fast ved det budskab Jehova har bemyndiget os til at forkynde fordi det er sandt og med sikkerhed vil blive opfyldt. Vi må huske på Jeremias og fortsætte med at lade advarselen lyde.

 5, 6. På hvilken måde vil kristenhedens præster og profeter modsige os, men hvad glemmer de at Jeremias sagde om templet?

⁵ Kristenhedens religiøse præster og profeter vil modsige os. De vil benægte at Jehova Gud vil ødelægge kristenheden og bruge Jesus Kristus selv, den der er større end Nebukadnezar, til at ødelægge den organisation der lader sig kalde med Kristi navn. De vil fremføre at deres kirke blev grundlagt af Jesus Kristus og at de kan have tillid til at han vil bevare og ikke ødelægge hvad der er hans eget. ’Dette er Guds hus!’ siger de. ’Dette er Guds hus!’ Når de siger sådan glemmer de hvad Jesus sagde om Jerusalems tempel: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! . . . Her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ (Matt. 23:38; 24:2) De glemmer at Jeremias sagde følgende om templet:

⁶ „Sæt ikke jeres lid til vildledende ord som lyder: ’Jehovas tempel, Jehovas tempel, Jehovas tempel er de!’ . . . ’Her sætter I jeres lid til vildledende ord — det vil aldeles ikke blive til nogen nytte. Kan der stjæles, myrdes og begås ægteskabsbrud og sværges falsk og brændes offerild til Ba’al og vandres efter andre guder som I ikke har kendt, og skal I komme og stå for mit åsyn i dette hus over hvilket mit navn er nævnet, og skal I sige: „Vi bliver ganske bestemt udfriet,“ samtidig med at I øver alle disse afskyeligheder? Er dette hus som mit navn er nævnet over blevet en blot og bar røverhule i jeres øjne? Jeg har jo også selv set det,’ lyder Jehovas udtalelse. ’Men, gå engang til mit sted som lå i Silo, hvor jeg først lod mit navn bo, og se hvad jeg gjorde med det på grund af mit folk Israels ondskab. . . . Sådan vil jeg også gøre med det hus over hvilket mit navn er blevet nævnet, til hvilket I sætter jeres lid, og med det sted jeg gav jer og jeres forfædre, akkurat som jeg gjorde med Silo. Og jeg vil forkaste jer fra mit åsyn, akkurat som jeg forkastede alle jeres brødre.’“ — Jer. 7:4-15, NW; 1 Sam. 4:3-22.

 7. Hvorfor kan vi altså ikke ændre vort budskab blot for at behage mennesker?

⁷ Denne udtalelse fra Jehova afslører at det er usandt hvad kristenhedens præster og profeter fortæller folk når de benægter hvad Jehovas vidner siger. Derfor kan vi ikke ændre budskabet blot for at behage mennesker og deres valgte religiøse ledere. At forandre budskabet vil ikke frelse nogen, ikke engang os selv. Ligesom Jerusalem blev det, er kristenheden og sammen med den hele den øvrige del af denne verdslige tingenes ordning dømt til tilintetgørelse i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Guds himmelske hærfører, Jesus Kristus, vil ødelægge den ukristne kristenhed fordi den hyklerisk har stillet ham i et falsk lys i alle de ikke-kristne folks og nationers øjne.

 8. Hvad vil der overgå dem der forbliver i kristenheden, og til hvem oplærer og tilskynder vi folk til at gå ud?

⁸ De der forbliver inden for kristenheden ved at holde sig til dens religiøse organisationer vil dø i den universelle Harmagedonkrig, ligesom de der blev inde i Jerusalem og ikke gik ud til den belejrende konge af Babylon led en ynkelig død inde i byen. Med vort budskab imod kristenheden tilråder eller opmuntrer vi ikke mennesker til at gå over til ugudelig kommunistisk tilbedelse af nogen art. I lighed med Jeremias opfordrer vi de mennesker der elsker friheden og livet til at gå ud til den sejrende konge, Jesus Kristus. Ud fra Den hellige Bibel lærer vi mennesker at tage Kongen Jesu Kristi åg på sig og at tjene ham. Vi opfordrer endog de politiske herskere til at gøre dette, ganske som Jeremias indtrængende tilskyndede kong Zedekias til det samme. Det betyder livet, det evige liv, for dem. — Jer. 38:17-20; 27:12-17, NW.

 9. Hvad betyder det for den enkelte at tage den regerende konges, Jesu Kristi, åg på sig, og hvad vil det komme til at betyde for os at bære det?

⁹ At tage den regerende konges, Jesu Kristi, åg på sig, bringer, selv så sent som her ved verdens ende, sjælen en forfriskende styrke. Det har hundreder tusinder af mennesker med fårets sindelag ud over hele jorden allerede opdaget. Endskønt Jesus Kristus nu står kampklædt til den universelle Harmagedonkrig siger han stadig: „Kom til mig, alle I som arbejder hårdt og er tynget af byrder, og jeg vil styrke jer. Tag mit åg på jer og bliv mine disciple, thi jeg har et mildt sind og et ydmygt hjerte, og I vil finde styrke for jeres sjæle. For mit åg er nænsomt og min byrde er let.“ (Matt. 11:28-30, NW) Det er som et træåg eller bæreredskab, og han hjælper os med at bære det i stedet for at lade det knuge os til jorden og knuse os. At vi bærer hans åg nu betyder liv for os i den nye verden!

10. Hvordan indtager kristenhedens præster og profeter samme stilling som profeten Hananja, og hvordan vil det gå mennesker der følger deres råd?

¹⁰ Kristenhedens præster og profeter indtager samme stilling som den falske profet Hananja og andre religiøse ledere som modstod Jeremias. De benægter at Jesus Kristus, der nu har hersket blandt sine fjender siden 1914, er imod kristenheden og vil tilintetgøre den, og at det er meget nødvendigt at man ufortøvet forlader kristenheden, indvier sig til Jehova Gud, trofast følger i Kristi fodspor og bærer hans åg, sådan som Den hellige Skrift, og ikke kristenhedens religiøse trosbekendelser, foreskriver det. Dersom mennesker følger råd der kommer fra mænd som Hananja, og nægter at forlade kristenheden og bøje nakken under kongernes Konges og herrernes Herres åg, vil det gå dem meget ilde i Harmagedonslaget.

11. Hvordan modsagde og dømte Jehova Hananja, og mellem hvilke åg må mennesker nu vælge?

¹¹ Profeten Hananja brød det træåg som Jeremias bar. Han sagde at Jeremias’ billedlige fremstilling af profetien var falsk, og at ligesom han (Hananja) havde brudt træåget, ville Jehova inden for to hele år bryde Nebukadnezars åg og befri alle nationerne for det. Jehova befalede Jeremias at sige til Hananja at der nu kunne forventes et jernåg i stedet for et træåg: „Et jernåg lægger jeg på alle disse nationers nakke, at de kan tjene Nebukadnezar, kongen af Babylon; og de skal tjene ham. Og selv markens vilde dyr vil jeg give ham.“ Endvidere skulle Hananja, der havde „talt fuldstændig oprørsk imod Jehova“, dø. Han døde ganske rigtigt samme år. (Jer. 27:1 til 28:17, NW) Hvad vil der ske med mennesker der i dag vælger at følge religiøse ledere af Hananjas type? Jesus sagde: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14) Alle mennesker står nu over for valget mellem et symbolsk træåg, der indebærer liv for vore sjæle i den nye verden, eller et jernåg, der indebærer at dø for at have gjort oprør mod Jehova og hans konge.

Der bygges og plantes

12. Hvorfor kunne Jeremias passende bruge de udtryk han benyttede i Klagesangene, og hvordan udstråler bogen alligevel Jehovas retfærdighed?

¹² Jeremias er blevet kaldt „dysterhedens profet“; „dysterhed“, ja, for de onde som fortjener det. Fordi Jeremias’ Guds hellige navn, Jehova, var impliceret, fremkom Jeremias med de sorgfulde udtryk som findes i hans bog Klagesangene. Alligevel er Klagesangene en bog af stor poetisk skønhed og den udstråler Jehovas retfærdighed. Den er præget af sorgen over at man har syndet imod Gud, den strømmer over af håb om at Gud i sin barmhjertighed vil øve en genrejsning og en genopbygning, og den henter trøst ved tanken om at Gud vil bringe hævn over dem der har været med til og glædet sig over at ødelægge Guds folk. — Klages. 1:18, 21, 22; 3:26-41, 55-66; 4:21, 22; 5:19-21, NW.

13. Hvad var det der gjorde Jeremias så sorgfuld, og hvad opfyldtes dog ved det der skete?

¹³ Fjenderne frydede sig og brovtede, de hånede og spottede Guds navn, symbolet på Jehovas forbilledlige religion var ødelagt og omstyrtet, og Jehovas folk blev så oprørsk, utro og verdsligt at det fortjente denne smertelige erfaring — derfor sørgede Jeremias. Dog skete det som en opfyldelse af Jeremias’ forkyndelse i hvilken han, i et malende sprog, oprykkede, nedbrød, ødelagde og nedrev.

14. Hvad var Jeremias lykkeligvis også bemyndiget til at gøre, og hvilke store profetier havde han i harmoni hermed den forret at fremsætte?

¹⁴ Lykkeligvis fik Jeremias også bemyndigelse til „at bygge og til at plante“. Det var ham der forudsagde en mirakuløs genrejsning for Jehovas folk, noget der bragte en overstrømmende glæde med sig. Det var Jeremias som bragte disse gribende ord fra Jehova til Guds synlige organisation: „Med en til ubestemt tid varende kærlighed har jeg elsket dig. Derfor har jeg draget dig med miskundhed. Endnu vil jeg genopbygge dig, og du skal i sandhed blive genopbygget, o Israels jomfru. Du skal endnu smykke dig med tamburiner og virkelig være med i de leendes dans. Du skal endnu anlægge vingårde i Samarias bjerge. Landmændene skal visselig sætte planter og begynde at bruge dem. For der kommer en dag da vagtposterne i Efraims bjergegne virkelig skal råbe: ’Rejs jer, o mænd, og lad os drage op til Zion, til Jehova vor Gud.’“ Jeremias adspredte dysterhedens mørke ved at forudsige at de tilfangetagne af Jehovas folk ville „vende tilbage fra fjendens land“. Jeremias forudsagde også den „nye pagt“ som Jesus Kristus skulle være mellemmand for, mellemmand mellem Gud og Kristi legeme af efterfølgere, det åndelige Israels nation. I denne pagt sagde Jehova: „Jeg vil lægge min lov i deres inderste, og i deres hjerter vil jeg skrive den. Og jeg skal blive deres Gud, og de skal blive mit folk. . . . thi de skal alle kende mig, lige fra den mindste til den største, . . . Thi jeg vil tilgive deres fejl, og deres synd vil jeg ikke huske mere.“ — Jer. 31:3-6, 16, 31-34, NW.

15. (a) Hvad så Jeremias overgå Jerusalems konge og præster, og hvilke opbyggende ord udtalte han angående pagterne med David og levitpræsterne? (b) Hvad forkynder vi derfor nu?

¹⁵ Jeremias så hvorledes den forbilledlige „Jehovas trone“ i Jerusalem var berøvet sin sidste konge, Zedekias. Han så hvorledes Jehovas ypperstepræst ved templet, Seraja, og andenpræsten Zefanja blev dræbt af den babyloniske bøddel. Ikke desto mindre byggede og plantede Jeremias ved med glæde at forkynde at Jehovas pagt med kong David og det levitiske præsteskab om et „kongerige af præster“ og et „helligt folk“ af kongepræster, et kongeligt præsteskab, skulle bestå. „Dette er hvad Jehova har sagt: ’Hvis I folk kunne bryde min pagt med dagen og min pagt med natten, for at dag og nat ikke skulle indtræffe til tiden, da kunne ligeledes min egen pagt med min tjener David brydes så han ikke skulle have en søn siddende som konge på sin trone; også med levitterne, præsterne, mine tjenere. Ligesom himlenes hære ikke kan tælles, havets sand ej heller måles, således vil jeg mangfoldiggøre min tjener Davids afkom og levitterne som tjener mig.’“ (Jer. 33:20-22, NW; 2 Mos. 19:6; 4 Mos. 25:10-13; 1 Pet. 2:9) Således er det også i dag. Til et vidnesbyrd for alle nationerne forkynder Jehovas vidner den gode nyhed at Jehova har plantet det evige rige ved sin kongepræst i Melkisedeks lighed, Jesus Kristus. Sammen med sig i det himmelske rige vil Jesus have det fulde antal på 144.000 salvede efterfølgere, der „skal være Guds og Kristi præster“ og som skal „være konger med ham i de tusinde år“. (Åb. 20:4-6) Ved det rige vil der tilflyde menneskene evige velsignelser.

16. Hvordan udførte Jeremias opbyggende arbejde i forbindelse med Guds nye verdens rige, og ligeledes i forbindelse med de mennesker der skulle overleve og komme ind i denne nye verden?

¹⁶ „’Se! der kommer dage,’ lyder Jehovas udtalelse, ’og jeg vil oprejse David en retfærdig spire. Og en konge skal visselig herske og handle med klogskab og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses, og Israel selv bo i tryghed. Og dette er hans navn, ved hvilket han skal kaldes, Jehova Er Vor Retfærdighed.’“ (Jer. 23:5, 6, NW) Med sin profetgerning gjorde Jeremias mere end at opbygge og plante den eneste regering der byder på et virkeligt håb, Guds nye verdens evige rige. Han opbyggede og plantede også en stor skare retsindige mennesker som tilbeder Jehova, og han fik disse ført ind i hin nye verden uden at de døde. Jehova brugte Jeremias til at få nogle mennesker til at åbenbare sig som levende billeder af disse „andre får“. Hvem var det?

Skuespillere i et drama forbilleder på overlevende

17. Hvad gjorde Jeremias på Guds befaling med rekabitterne, og hvordan svarede de?

¹⁷ Det var dengang endens tid for Jerusalem. Kong Jojakim, som skar en bogrulle med Jeremias’ profeti i stykker og kastede den i ilden, regerede stadig men var under pres fra kongen af Babylon og hans hære. Sammen med Jeremias var en rekabitterstamme spærret inde i byen; den var ikke israelitisk men tilbad alligevel Jehova. Gud befalede Jeremias at bringe de rekabitiske mænd til templet og give dem vin at drikke. Rekabitterne nægtede pure at drikke det. De forklarede: „Vi adlyder fortsat vor forfader Jonadabs, Rekabs søns, røst i alt hvad han bød os, ved at vi, vore kvinder, vore sønner og vore døtre hele vort liv afholder os fra at drikke vin, at bygge huse at bo i, så at ingen vingård eller mark eller sæd skal komme til at tilhøre os. Og vi vil blive ved med at bo i telte og adlyde og gøre alt hvad der er i overensstemmelse med hvad Jonadab, vor forfader, befalede os.“ — Jer. 35:1-10, NW.

18, 19. (a) Hvordan lød Jehovas budskab til rekabitterne, og hvorfor? (b) For hvilke mennesker i nutiden er Jehovas løfte til rekabitterne en forsikring, og hvorfor?

¹⁸ Når man ser at mænd som disse rekabitter urokkeligt kunne holde deres forfaders bud, hvorfor kunne israelitterne så ikke holde deres himmelske Livgivers, Jehova Guds, bud? De gudfrygtige rekabitters trofaste eksempel fordømte israelitterne der havde vendt Gud ryggen. Lad derfor Jerusalem og dets onde beboere gå til grunde i tilintetgørelsen, men lad rekabitterne leve!

¹⁹ Derfor sagde Jeremias til dem: „Dette er hvad hærskarers Jehova, Israels Gud, har sagt: ’Fordi I har adlydt jeres forfader Jonadabs bud og fortsætter med at holde alle hans bud og gør alt hvad der er i overensstemmelse med hvad han befalede jer, derfor er dette hvad hærskarers Jehova, Israels Gud, har sagt: „Aldrig skal der fra Jonadab, Rekabs søn, afskæres en mand til at stå for mit åsyn.“’“ (Jer. 35:12-19, NW) Og sådan skete det! Rekabitterne overlevede den ødelæggelse der ved Jehovas skarpretter kom over hans utro folk, ligesom deres forfader Jonadab havde overlevet nedslagtningen af de Ba’aldyrkende israelitter i deres afgudstempel. I dag har en stor skare „andre får“ sluttet sig til den salvede Jeremias-skare. Alle disse fordømmer kristenheden idet de nægter at følge den når den i stedet for at tilbede Jehova vender sig til materialisme og selvisk afgudsdyrkelse. Guds løfte til rekabitterne er en forsikring om at disse andre får vil overleve kristenhedens ødelæggelse og fortsætte livet i Guds nye verden.

20. Hvordan blev Jeremias mishandlet fordi han fortsatte med at advare under Jerusalems sidste belejring, og hvilken ikke-israelit kom ham til undsætning?

²⁰ Kong Jojakim blev efterfulgt af sin søn, der kun regerede tre måneder på Jehovas trone. Derpå blev Jojakims broder, Zedekias, konge. I hans niende regeringsår blev Jerusalem atter belejret af Babylons konge og hans hær. Fordi Jeremias fortsatte med at advare om at Jerusalem ville blive brændt og ødelagt, blev han arresteret, anklaget for at have provokeret til oprør, og kastet i en cisterne, hvor han sank ned i dyndet. I trods mod fyrsterne kom der til Jeremias’ redning, ikke en omskåren israelit men en ætiopisk kastrat, en eunuk ved navn Ebed-Melek. Han fordømte hvad fyrsterne havde gjort mod Jehovas profet. På kong Zedekias’ befaling tog Ebed-Melek en beskyttelses- og hjælpestyrke på tredive mand med sig og fik Jeremias ud af det dyndfyldte dødshul. Og „Jeremias blev [takket være Ebed-Melek] boende i vagtforgården“.

21. Hvad overgik der mange af Jerusalems indbyggere under byens belejring, men hvad fik Jeremias befaling til at fortælle Ebed-Melek?

²¹ Under Jerusalems belejring var der mødre som for ikke at dø af sult kogte mad på deres egne børn; mange døde af pest og mange faldt for babyloniernes sværd. Men hvad skete der med Ebed-Melek der befandt sig i kong Zedekias’ hus? Jehova befalede Jeremias i vagtforgården at sige til sin redningsmand Ebed-Melek: „’Jeg vil udfri dig på den dag,’ lyder Jehovas udtalelse, ’og du skal ikke gives i de mænds hånd, for hvem du frygter.’ ’Thi jeg vil med sikkerhed bringe dig udfrielse, og ved sværdet skal du ikke falde; og du skal visselig få din sjæl som bytte, fordi du har stolet på mig,’ lyder Jehovas udtalelse.“ — Jer. 39:15-18, NW.

22. Hvem har i dag, i lighed med Ebed-Melek, sat deres lid til Jehova, og hvordan har de givet bevis for denne tillid?

²² I dag, da kristenhedens ødelæggelse i Harmagedon er nær, har en skare mennesker med fårets sindelag ligesom Ebed-Melek sat deres lid til Jeremias’ Gud. De har givet bevis for at de ejer denne tillid ved at erklære sig villige til om nødvendigt at dø for kristenhedens fyrsters hånd for at kunne komme nutidens modbilledlige Jeremias til hjælp. „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig,“ sagde Kongen Jesus Kristus til de „andre får“ i sin lignelse om fårene og bukkene, den sidste del af hans profeti om verdens ende. — Matt. 25:40.

23. Hvad betyder det når Kongen indbyder disse får til at arve det rige der er beredt til dem, og hvilket løfte vil Jehova da, i harmoni hermed, huske og lade indfri til gavn for dem?

²³ I denne tid hvor nationerne dømmes, vender Jesus Kristus, kongen som sidder på sin himmelske trone og dømmer, sig til højre og siger til fårene: „’Kom, I som har min Faders velsignelse, arv det rige der er beredt jer fra verdens grundlæggelse. . . . Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.“ Dette himmelske rige har været her siden 1914 og jorden er dets domæne. Disse retsindige mennesker med Ebed-Meleks sindelag behøver ikke at dø og blive oprejst for at komme ind i dette riges domæne i Guds nye verden. De lever allerede i dette riges jordiske område. Det er det rige som de skal arve, og derfor vil de ikke blive fjernet fra denne deres jordiske arv. Kristenheden er forbandet, men disse får har Kongens Faders, Jehova Guds, velsignelse. Kristenheden og dens bukke vil blive tilintetgjort, for der findes ikke plads for dem i Rigets jordiske domæne. Men Kongens Fader, Jehova, vil huske sit løfte til Ebed-Melek da Jerusalem blev ødelagt. Disse velsignede kristne, der har fårets sindelag, vil derfor ikke falde for skarpretterens sværd i Harmagedonslaget.

24. Hvordan vil det blive muligt for disse får aldrig at dø bort fra denne jord, deres arv?

²⁴ I dette slag vil de i sandhed som sejrherrer få deres sjæl, deres liv, som bytte. Dette er en garanti for at de vil overleve kristenhedens og dens religiøse templers tilintetgørelse og begynde at glæde sig over deres jordiske arv i den evige, nye verden. Når de bevarer en lydighed som fårets mod deres Hyrdekonge vil de aldrig dø bort fra jorden, deres arv. Bukkene „skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv“, sagde Jesus, Dommeren. — Matt. 25:31-46, NW.

25. Hvilket arbejde er skyld i at vi udsættes for forsmædelser? Skulle vi imidlertid være som Jeremias da han blev udsat for forsmædelser?

²⁵ Som det var med Jeremias, sådan er det med den salvede rest og dens medarbejdere, de retfærdige som har fårets sindelag. Tunge er de forsmædelser de bærer på grund af deres gerning med at oprykke og nedbryde, ødelægge og nedrive den gamle verden ved at forkynde Jehovas hævns dag. Men skulle vi af den grund holde op med at fylde os med Jehovas ord og lade være med at forkynde hans hårde budskab? Det kan vi ikke, ligesom Jeremias sagde at han ikke kunne: „Bemærk at jeg bærer forsmædelse for din egen skyld. Dine ord blev fundet, og jeg vedblev at spise dem; og dine ord bliver for mig mit hjertes fryd og glæde, thi dit navn er blevet nævnet over mig, o Jehova, hærskarers Gud.“ — Jer. 15:10, 15, 16, NW.

26. Hvem modarbejder os og prøver at få os til at standse vort opbygningsarbejde? Hvordan ligner vi imidlertid Jeremias når det gælder at ophøre med at tale?

²⁶ Fordi vi udfører et arbejde der består i at opbygge og plante til gavn for Guds nye verden, modstår de der elsker og støtter den gamle verden os, og prøver at tvinge os til at holde op. Men opflammet af Guds ord som vi er — hvordan skulle vi kunne holde op med at tale? For at citere Jeremias: „Jehovas ord blev for mig en årsag til forsmædelse og spot dagen lang. Og jeg sagde: ’Jeg vil ikke nævne ham, og jeg ville ikke mere tale i hans navn.’ Og i mit hjerte viste det sig at være som en brændende ild der var stængt inde i mine knogler; og jeg blev træt af at holde inde, og jeg kunne ikke bære det. . . . Syng for Jehova, I folk! Pris Jehova! for han har udfriet den fattiges sjæl af ondes hånd.“ — Jer. 20:8, 9, 13, NW.

27. Hvordan giver Jehova os kraft så vi ikke frygter fjendernes åsyn mens vi fortsat fremholder vor forkyndelses tema, og hvad vil Jehova gøre, tro mod den udfrielse han tilvejebragte da fortidens Jerusalem gik til grunde?

²⁷ Derfor siger vi i overensstemmelse med temaet i vor forkyndelse: Ned med den gamle verden! Op med den nye verden! Den nye verdens almægtige Gud byder os ikke at være bange for fjendernes åsyn: „De skal visselig kæmpe imod dig, men de vil ikke sejre over dig, thi ’jeg er med dig’, lyder Jehovas udtalelse, ’for at udfri dig’.“ (Jer. 1:19, NW) Tro mod sit løfte udfriede Jehova Jeremias og rekabitterne og Ebed-Melek da Jerusalem gik til grunde. Tro mod dette profetiske billede vil Jehova udfri os, resten og de andre får, når han i Harmagedon opfylder hvad vi har forkyndt og lader den gamle verden nedrive og sin retfærdige nye verden oprette.