Hvorfor fejre Herrens aftensmåltid?
Gennem sin søn befalede Jehova Gud kristne at fejre Herrens aftensmåltid. Når man forstår grundene til denne højtideligholdelse, vil man indse hvor enkle, og overbevisende de er.
DET VAR torsdag aften, den 3. april 1958, i Columbia Heights 136, i Brooklyn, New York. Nøjagtig fem hundrede mennesker fyldte rigssalen, ikke blot siddepladserne men også alle ståpladserne langs væggene. Forsamlingen bestod af indviede kristne og deres venner, og alle lyttede de med vågen interesse til et bibelsk foredrag. Hvad var det der holdt deres interesse så fangen? Var det taleren? Nej det var det ikke, selv om taleren var præsidenten for Vagttårnets selskab. Det var selve anledningen til sammenkomsten, nemlig højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid. Hvad er Herrens aftensmåltid og hvorfor skal det fejres?
Udtrykket Herrens aftensmåltid dækker over den ordning som Jesus indstiftede den aften han blev forrådt. Kort fortalt består det af en bibelsk drøftelse, en takkebøn og nydelsen af brød og vin. Nogle omtaler det som eucharistien fordi Jesus ved den lejlighed opsendte en takkebøn. Det omtales også som kommunionen, messen eller nadveren. Det mest passende navn er utvivlsomt „Herrens nadver“ eller Herrens aftensmåltid. — 1 Kor. 11:20.
Nogle „kristne“ samfund er imod denne højtideligholdelse. Kvækerne, for eksempel, mener at det er at lægge vægt på noget „rent udvortes og derfor nytteløst“. Som støtte for denne opfattelse citerer de udtalelserne: „Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker,“ og „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke“. Dog vil en undersøgelse af sammenhængen hvori disse ord forekommer, vise at det apostelen Paulus, deres nedskriver, her drøftede, overhovedet ikke var Herrens aftensmåltid men visse forbud i Moseloven. Vi kan ikke tage disse skriftsteder ud af deres sammenhæng og bruge dem til at gendrive Jesu egne utvetydige ord: „Gør dette til ihukommelse [til minde om, NW] af mig.“ — Rom. 14:17; Kol. 2:16; Luk. 22:19.
På den anden side hævder visse liberale at Jesus ikke havde i sinde at indstifte nogen ceremoni. De fremhæver at befalingen om at højtideligholde Herrens aftensmåltid kun findes i Lukas’ og Paulus’ skrifter, og harcelerer over ubetydelige afvigelser i de forskellige beretninger hos Mattæus, Markus, Lukas og Paulus. Men hvis vi, hvad alle kristne burde, tror at De kristne græske Skrifter virkelig er Guds ord, så er en enkelt nedskrivers beretning tilstrækkelig til at underbygge vor tro, og vi forstår så udmærket at én beretning kan være mere detaljeret end en anden. Vi vil heller ikke gøre ophævelser over mindre afvigelser der blot tilkendegiver at de forskellige forfattere skrev uafhængigt af hinanden. I forbigående skal det bemærkes at Mattæus som den eneste blandt de fire var øjenvidne til aftensmåltidet.
Ikke et offer og ikke et sakramente
Af det foregående står det os klart at grunden til at man skal fejre Herrens aftensmåltid eller nadver er den at Kristus har befalet at gøre det. Hvorfor gav han denne befaling? Er det fordi brødet og vinen ved den lejlighed bogstaveligt bliver til hans kød og blod, en forvandling der kaldes „transsubstantiation“? Bliver Jesus ofret for vore synder hver gang Herrens aftensmåltid nydes? Således påstår nogle som fastholder at denne forvandling er det største af alle Jesu mirakler. Men hvordan kan det have sin rigtighed når Jesus havde sit eget kød og blod i behold dengang han sagde: „Tag dette; dette er mit legeme. . . . Dette er mit blod“? Skulle det være det største af alle Jesu mirakler, er det så ikke ejendommeligt at ingen bibelsk skribent henleder opmærksomheden på dette fantastiske mirakel, hvis det altså er et mirakel? — Mark. 14:22, 23, Knox.
Den romersk-katolske oversætter Knox, der bruger „er“ i forbindelse med Herrens aftensmåltid og lader Jesus sige: ’Dette er mit legeme. Dette er mit blod,’ bruger ordene „står for“ i et tilsvarende tilfælde i lignelsen om sædemanden: „Sædekornet der faldt i den gode jord står for dem der hører ordet,“ o.s.v. Dersom Jesus brugte „er“ i betydningen „står for“ i lignelsen om sædemanden, ville det så ikke, fremfor at hævde at han øvede sit mest bemærkelsesværdige mirakel ved den lejlighed, være endnu rimeligere at formode at han brugte ordet i samme betydning om brødet og vinen? Jo, så ganske afgjort! Det er grunden til at oversættelserne af Moffatt og Williams samt Ny Verden oversættelsen lyder: „Dette betyder“ eller „dette repræsenterer mit legeme“. — Luk. 8:15.
Med hensyn til at Herrens aftensmåltid skulle være en blodløs gentagelse af Kristi offer, bør man først og fremmest lægge mærke til at et sådant offer ikke kunne borttage synder, for der står at „der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt“. Derfor forbød Gud israelitterne at spise blod. „Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.“ Det er grunden til at „Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd“. I Hebræerbrevet det 9. kapitel understreger Paulus gang på gang at Kristus kun døde én gang og ikke ville dø igen. Følgelig er det klart at en blodløs, stadig tilbagevendende ordning ikke kunne gøre det ud for et syndoffer. — Hebr. 9:22; 3 Mos. 17:11; 1 Joh. 1:7.
Mange protestantiske samfund er ganske vist modstandere af læren om transsubstantiation og om at Herrens aftensmåltid er et offer, men de docerer at det er et sakramente. Hvad er et sakramente? Et sakramente er en religiøs handling der siges at bringe sine udøvere fortjeneste. Er Herrens aftensmåltid et sådant sakramente, og er dets tilgivelse af synder det afgørende, således som det var for Luther?
Lad os først notere os at intetsteds i Bibelen tales der om noget sakramente. I McClintocks og Strongs Cyclopædia bekræfter dets redaktører dette ganske sagligt, skønt de selv anser Herrens aftensmåltid for et sakramente, og siger: „En negativ lektion af ikke ringe betydning er at hente fra den kendsgerning at udtrykket sakramente ikke findes i N.T. Det græske ord mysterion anvendes heller ikke i noget tilfælde i forbindelse med dåb, med Herrens aftensmåltid eller med nogen ceremoni.“ Nej, den tanke at en ceremoni skulle bringe fortjeneste er i modstrid med Guds principper og hans kendskab til menneskeslægten; sådanne ting er alt for lette at øve uden oprigtighed. For kristne er både dåben og Herrens aftensmåltid kun symboler der intet betyder medmindre der står realiteter bag.
Den ydre overholdelse kan ikke bringe syndsforladelse. Det var den lektion Gud gav Israels folk. Derfor sagde han gennem profeten Esajas til dem at han havde haft nok af deres slagtofre og ikke mere havde lyst til dem. Og Paulus skrev at „det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder“. Derfor er det forgæves at lede efter en udtalelse om at vi skal fejre Herrens aftensmåltid for at opnå syndsforladelse, som ifølge Luther var det afgørende i højtideligholdelsen. — Es. 1:11; Hebr. 10:1-4.
Tværtimod får vi at vide: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ „Så vil troens bøn frelse den syge, . . . og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt“ åndeligt. Ja, „synder nogen, så har vi“ — Herrens aftensmåltid? nej, „en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder“. — 1 Joh. 1:9; Jak. 5:15, 16; 1 Joh. 2:1, 2.
En højtid til minde om Kristi død
Hvis højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid ikke er et offer, ikke er et sakramente, og ikke renser os fra synd, hvorfor befalede Jesus så: „Gør dette til ihukommelse af mig“? Netop af den grund han nævner, „til ihukommelse af mig“, altså en mindehøjtid. Det var for at mindes hvad der fandt sted påskedagen den 14. nisan år 33 e. Kr., ifølge hebræernes månekalenderår, ligesom påsken blev fejret til minde om det der fandt sted 1545 år tidligere, den 14. nisan år 1513 f. Kr. Hvad fandt der sted dengang? Jehova Gud vandt sig et stort navn ved at tilføje Ægyptens guder et knusende nederlag, ved at dræbe Ægyptens førstefødte, og ved at udfri israelitterne fra deres trældom. — 2 Mos. 9:16; 1 Sam. 6:2-6; 2 Sam. 7:23.
Hvis den begivenhed der tilbage i tiden fortjente at blive fejret, og det blev den, hvor langt mere skulle så ikke den begivenhed der fandt sted år 33 e. Kr. fejres? I det år vandt Jehova Gud en endnu større sejr over Satan og hans dæmoner fordi det ikke lykkedes dem at få Jesus, Guds søn, til at vige fra sin trofaste kurs selv om den førte ham i døden. Hermed beviste Gud gennem Jesus at Djævelen var en løgner da han pralede med at Gud ikke magtede at sætte et menneske på jorden der ville forblive trofast imod ham. Ved sin offerdød tilvejebragte Jesus ikke bare en midlertidig, religiøs, politisk og økonomisk frihed for et enkelt lille folk, men han åbnede vejen for hele menneskeslægten, så den til Guds fastsatte tid kunne udfries af al slags trældom.
Vi ser nu hvorfor Kristus befalede sine efterfølgere at mindes hans død ved at spise det usyrede brød og drikke den røde vin, symboler på hans legeme og blod. Det var for at vi kraftigt skulle minde os selv om den vidunderlige tilkendegivelse af Jehovas overhøjhed der kom til udtryk ved den lejlighed, og det enestående udslag af hans retfærdighed og kærlighed, at han i sin overvættes respekt for sine retfærdsprincipper, og i sin umådelige kærlighed til menneskeslægten, var villig til at ofre sin egen enbårne søn. Det var også for at vi bestandig skulle værdsætte det Kristus Jesus gjorde for os, at han var villig til at udstå lidelser og død for at vi kunne blive forligt med Gud og vinde det evige liv. Herrens aftensmåltid skulle få os til at ønske og hjælpe os til at følge det eksempel Jesus satte ved at bevare sin uangribelighed under de mest prøvende forhold.
Endvidere skulle Herrens aftensmåltid være en anledning til selvransagelse af hvorvidt den kristne der nyder symbolerne gør det på en måde der er denne højtid værdig, således som Paulus viser i 1 Korinter 11:27-32. Sluttelig tjener det til at indprente samhørigheden hos alle medlemmerne på Kristi legeme: „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke delagtighed i Kristi legeme? Fordi der er eet brød, er vi eet legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød.“ — 1 Kor. 10:16, 17, fodnoten.
Hvem og hvor?
Hvem kan tage del i Herrens aftensmåltid? Alle oprigtige kristne? Nej. Hvorfor ikke? Fordi sammenhængen i forbindelse med Jesu indstiftelse af mindemåltidet og også andre skriftsteder bevidner at nydelsen af det er begrænset til dem som har det håb at opnå himmelsk herlighed sammen med Jesus Kristus, et antal der ifølge Skriften nøje er begrænset til 144.000. Kendsgerningerne viser at der i dag kun er en rest tilbage af dette antal, der begyndte at blive udvalgt på pinsedagen år 33 e. Kr. Alle retsindige mennesker er dog velkomne til og burde overvære mindehøjtiden, for at også de kan mindes og vise deres værdsættelse af hvad Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort.
Hvor og hvor ofte bør Herrens aftensmåltid fejres? Uden hensyn til hvor ofte andre måtte fejre det, berettiger Bibelen os ikke til at gøre det mere end én gang om året, i lighed med påsken, mindet om udfrielsen af Ægypten, der kun blev fejret én gang om året på selve udfrielsesaftenen, den 14. nisan. Eftersom Jesus indstiftede sit aftensmåltid den 14. nisan, er det kun passende at vi fortsat fejrer det på den samme dato. Nisan er den første måned i det jødiske månekalenderår og begynder med den første synlige nymåne nærmest forårsjævndøgn. I år falder den 14. nisan på den 10. april. Jehovas vidner udover hele jorden vil adlyde Jesu befaling om at „gøre dette til ihukommelse af mig“ ved at komme sammen den aften efter klokken atten og fejre Herrens aftensmåltid i deres rigssale. Vær med og modtag sammen med dem de velsignelser tilstedeværelsen der vil bringe!