Intolerance er et tegn på svaghed

DEN moralske sygdom der kendes som intolerance er uheldigvis meget udbredt. Og ikke alene er den meget udbredt, men den ytrer sig også på mange forskellige måder. Den faldne menneskenatur er sådan at man udmærket kan lide af sygdommen, uden dog at være klar over det. Ifølge Webster er intolerance en „vægring ved at tillade andre at have deres egne meninger, rettigheder eller deres egen form for gudsdyrkelse“. Synonymer for intolerance er „smålighed, fordom, selvsikkerhed“.

Udover hvad man ellers kan sige om intolerance, er den tydeligt en vægring ved at føje sig efter den retfærdige, tankerigtige, kærlige „gyldne regel“ at ’alt hvad vi vil at menneskene skal gøre mod os, det samme skal vi gøre mod dem’. (Matt. 7:12) Det er naturligvis ikke et udslag af intolerance når en regering ikke tolererer lovløshed og forbrydelser. Ej heller viser en religiøs organisation eller en broderskabsorden intolerance når den nægter at tolerere at der blandt medlemmerne hersker meninger eller øves handlinger der går stik imod de principper organisationen er gået ind for. Det er frivilligt om man vil være medlem af en sådan organisation, og dersom man ikke samstemmer med dens principper og handlinger bør man ikke være medlem.

Derfor fortæller Bibelen os også at Gud til sidst vil udslette alle de onde. (Sl. 145:20) Han vil ikke tolerere dem i sit univers, men Gud er ikke af den grund intolerant. Hvorfor ikke? Fordi Gud i kraft af at han har skabt alt, i kraft af sin suverænitet og sine fuldkomne egenskaber, magt, visdom, retfærdighed og kærlighed, er kompetent til at befale hvad der er ret og hvad der er til gavn for hans univers. Intolerance kan derfor siges at være en formastelig nægtelse af at tolerere andres meninger, rettigheder og form for gudsdyrkelse.

Intolerance er gennemgående forbundet med en følelse af overlegenhed, men denne følelse er højst sandsynligt kun af overfladisk art; under den gemmer der sig en følelse af usikkerhed, underlegenhed; ja faktisk en frygt der skyldes svaghed. For eksempel kunne nazisterne gennemføre deres anti-semitiske kampagne med stort held fordi så mange tyske „arier“ frygtede jøderne på grund af disses bedrifter i finansverdenen, inden for videnskaben og kunsten. Noget tilsvarende gør sig gældende for den nuværende udbredte intolerance racerne imellem; den er parret med frygt for at blive fortrædiget. I dette tilfælde dog ikke på grund af bedrifter, men på grund af disse andre racers talmæssige overlegenhed.

Måske er der intet område hvor intolerance i så høj grad er tegn på svaghed som på det religiøse. Religiøs intolerance har været praktiseret lige siden Kains og Abels dage. De skriftkloge og farisæerne, de religiøse ledere på Jesu tid, er ligeledes et eksempel på intolerance. Derfor sagde de også til hverandre: „Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.“ Af frygt for at miste magt, anseelse og materielle besiddelser, lagde de råd op og forårsagede at den afskyeligste af alle intolerante gerninger blev øvet, nemlig mordet på Kristus Jesus. — Joh. 12:10, 11, 19.

Konstantin, af nogle betegnet som den første kristne kejser, viste intolerance i kristendommens navn. Selv om kun en sjettedel af kristenhedens biskopper mødte op til hans kirkemøde i Nikæa, og selv om de efter måneders debat ikke var blevet enige om hvorvidt det var Arius eller Athanasios der havde sandheden, traf den udøbte hedning Konstantin afgørelsen til gunst for treenighedslæren, og alle religiøse opfattelser som ikke var i overensstemmelse med dette dogme erklærede han ulovlige.

I dag tager den samme religiøse intolerance overhånd. I Østens lande findes der folk der griber til våben hvis et menneske vover at spise svinekød; andre gør det hvis nogen drister sig til at spise oksekød. I mange lande inden for kristenheden har der i mange år hersket forbud mod at udøve sin gudsdyrkelse offentligt, undtagen for dem der er tilsluttet statsreligionen, der i de fleste tilfælde er romersk-katolsk. Hvorfor denne intolerance når statsreligionen dog hævder at have 90 til 99 procent af indbyggerne som medlemmer? Er det ikke frygt for hvad der vil kunne ske hvis andre får lov til frit at dyrke Gud? Er det ikke tegn på svaghed?

I Peru så man for nylig et sådant slående eksempel på intolerance. Jehovas vidner havde skrevet kontrakt om leje af et stort stadion hvor deres sektionsstævne skulle afholdes fra den 8. til den 11. januar. Men på stævnets første dag mødte politiembedsmænd op på stadionnet, og de fremviste et af regeringen stemplet dokument der forbød afholdelsen af dette stævne. Hvorfor? Fordi stadionnet ikke var at betragte som en „lukket plads“ eller et „tempel“, hvorfor ingen religiøs organisation udover den katolske kirke måtte holde møder dér. Resultatet blev at vidnerne holdt stævnet i deres egne to rigssale i stævnebyen; alligevel var der trods denne modstand mødt 1350 op for at høre søndagens offentlige foredrag: „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“

Imidlertid kan intolerance komme til udtryk på andre måder end ved vold. Vi kunne måske aldrig få den tanke at gribe til vold, som nogle religiøse fanatikere til tider gør, men dersom vi ikke er påpasselige lader vi måske vore følelser løbe af med os så vi mister besindelsen, råber op eller anvender hadefulde og fjendske ord, hvilket alt sammen også er udtryk for intolerance og tegn på svaghed; bevidst eller ubevidst søger vi ved en overlegen optræden at opveje en mangel på kendsgerninger, logik eller et bibelsk grundlag.

Guds ord fortæller kristne hvordan de skal føre deres åndelige krig og hvilke våben de skal bruge: „Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus.“ Det våben man først og fremmest skal bruge for at nå dette mål er „Åndens sværd, som er Guds ord“, der er „skarpere end noget tveægget sværd“ af stål. Og dette sværd håndteres ikke i vrede, ikke i had, ikke hjerteløst, men „med sagtmodighed og frygt“. Sandheden har en mægtig kraft, den er uovervindelig. Alle de der virkelig ejer den har råd til at forkynde den på denne måde fordi de ved at de står på Guds side. Han vil sørge for at sandheden sejrer. — 2 Kor. 10:4, 5; Ef. 6:17; Hebr. 4:12; 1 Pet. 3:16.