Søren Kierkegaards angreb på kristenheden

Søren Kierkegaard er kendt langt uden for Danmarks grænser. Hans værker er oversat til flere sprog, og oversættelser er meget fremme på bogmarkedet i den engelsktalende verden, hvor de har fremkaldt adskillige kommentarer. Søren Kierkegaard er kommet på mode, og det vil være på sin plads at bringe en kort orientering om hans virke.

I SIT sidste leveår tildelte Søren Kierkegaard den officielle kristendom et voldsomt slag, som den aldrig har forvundet. Selv efter hundrede års forløb giver hans skrifter anledning til heftige diskussioner og debatter både mellem gejstlige og ikke-gejstlige. Først i de senere år er Kierkegaards værker blevet oversat til engelsk; og præsten Walter Lowrie, der har oversat hans skrifter, bekender åbent hvorfor der er gået så lang tid: „Ingen anden har gjort en indsats for at gøre dette skarpe angreb kendt for den engelsktalende verden! Jeg var ikke selv ivrig efter at gøre det,“ sagde Lowrie. „Ingen har følt sig tilskyndet til at gøre det kendt . . . til kirkens ugunst.“

Den danske filosof anklager kristenheden for simpelt hykleri. Han erklærede at kristenhedens „Christendom“ var meningsløs, at den kun var kristen af navn. „Og saa leve vi (under Navn af Christendom) Hedenskabet,“ sagde han. Kristenheden har ikke vovet i trods, åbenlyst at gøre oprør mod kristendommen. Nej, den har hyklerisk og gavtyveagtigt afskaffet kristendommen ved at forfalske bestemmelsen af det at være kristen. Kristenheden leger kristendom og holder Gud for nar. Det nye Testamentes kristendom findes ikke i den, sagde Kierkegaard. Det var stærke anklager. Hvad fik ham til at indtage en sådan holdning?

Søren Kierkegaard blev født i København den 5. maj 1813. Efter faderens ønske studerede han teologi. Mens han studerede var han imidlertid ikke på det rene med om han ville være kristen eller ej. I virkeligheden stod det ham ikke klart hvad en kristen var. Gennem mere end ti år sammenlignede han kristenheden med det han lærte gennem sit studium af Bibelen. I disse år levede han som forfatter og skrev under en række pseudonymer. Banaliteter, ligegyldighed, kompromisser og hykleri stod for ham som noget af det afskyeligste.

Det ser ud til at Kierkegaard umiddelbart godtag kristendommen som den sande religion. Han var overbevist om at Bibelen var Guds ord. Bibelkritikken var fremme, men det syntes ikke at røre ham. I hans øjne var det tåbeligt at diskutere for eller imod kristendommen på grundlag af ydre beviser. Man måtte have tro. At forkynde at frelsen er vis er at formilde kristendommen, udtalte han. På en måde er det at få den trange vej til at se bred ud, at få det til at se ud som om den er let at gå på, mens det modsatte er tilfældet. Kristendommen må efterleves for kristendommens egen skyld, ikke for løn eller avancement.

Kierkegaard så ikke noget af den sande kristendom i kristenheden. Det foruroligede ham stærkt. Han havde kendskab til præster og biskopper som ikke ville tale sandheden rent ud, selv efter at de var blevet gjort opmærksom på den. Hans faders præst, biskop Mynster, der som Sjællands biskop var den danske kirkes overhoved skuffede ham dybt.

Den 30. januar 1854 døde biskop Mynster. Den højt agtede teolog professor Martensen holdt begravelsestalen. I sin tale hyldede han Mynster ved at kalde ham „et Sandhedsvidne“, og en af „den hellige Kjæde af Sandhedsvidner“. Det var for meget for Kierkegaard. Han satte sig ned og skrev en protest; han ventede imidlertid med at sætte sit angreb i gang til Martensen var blevet udnævnt til biskop. Men da hans angreb endelig blev iværksat, tog det landet med storm. Han skrev en række artikler i dagbladet Fædrelandet og udgav derefter selv et flyveskrift, som han kaldte Øieblikket. I løbet af nogle få måneder udførte han et kæmpearbejde. Det tog hans sidste kræfter. Han døde kort efter, den 11. november 1855.

Protesten

I sin protest spørger Kierkegaard: „Hvad er et Sandhedsvidne?“ „Et Sandhedsvidne, det er en Mand, der i Armod vidner for Sandhed, i Armod, i Ringhed og Fornedrelse, saa miskjendt, forhadt, afskyet, saa bespottet, forhaanet, udgriint — det daglige Brød har han maaskee ikke altid havt, saa fattig var han, men Forfølgelsens daglige Brød fik han rigeligt hver Dag; for ham var der aldrig Avancement og Befordring uden omvendt, ned efter Skridt for Skridt. Et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, det er en Mand, der bliver hudflettet, mishandlet, slæbt fra det ene Fængsel i det andet, og saa tilsidst — sidste Avancement, hvorved han optages i første Classe af den christelige Rangforordning, blandt de rette Sandhedsvidner — . . . saa tilsidst korsfæstet eller halshugget eller brændt eller stegt paa en Rist, hans afsjelede Legeme af Rakkeren henslængt paa et afsides Sted ubegravet — saaledes begraves et Sandhedsvidne! — eller brændt til Aske og henkastet for alle Vinde, at ethvert Spor af dette ’Udskud’, som Apostelen siger han er bleven, maatte udslettes.“

Var biskop Mynster et sådant vidne? „Biskop Mynsters Christendoms-Forkyndelse fortoner, tilslører, fortier, udelader noget af det mest afgjørende Christelige, det, der falder os Mennesker ubeleiligere, det, der vilde gjøre vor Liv anstrænget,“ skriver Kierkegaard. I stedet for at forkynde anger og omvendelse, forkyndte han fred. Han veg tilbage for strid og splid. Han elskede, nydelsessygt, „Fred“, den første betingelse for at nyde livet. Kristendom kræver ofre, men biskoppen var ikke villig til at ofre noget. Derfor manglede hans forkyndelse noget af det mest afgørende kristelige.

Kierkegaard fremførte at det ikke er nok blot at sænke prisen for at sælge noget, man må også have varen. Biskoppen tilbød kristendommens evige saligheden til en meget lav pris, men han var ikke den som havde råderet over dem. Det folk købte af ham var intet andet end løs snak og tomme løfter.

Et kristent land

Kierkegaard angreb også den almindelig udbredte opfattelse at Danmark er et kristent land, at alle er kristne. Han henledte offentlighedens opmærksomhed på Jesu ord i Mattæus 7:13, 14. Her taler Jesus om at den vej der fører til livet er snæver og trang „og få er de, der finder den“. At sige at alle danskere er kristne betyder at vejen er så bred som overhovedet muligt. Ja, den kan ikke blive bredere, „da det er den vi alle gaae ad“, sagde Kierkegaard. Hvis det er tilfældet, så har Jesus løjet. Man må lykønske menneskeslægten med at den har forbedret sig ved at blive kristen, endog ud over hvad kristendommens grundlægger havde forestillet sig. Hvis det er tilfældet, så er Det nye Testamente ikke mere sandhed. Men det er indlysende at det ikke er tilfældet. Kristenheden har lang vej at gå før den kan kalde sig kristen.

Kierkegaard fortsætter: „Det man har for sig er ikke Christendom men et uhyre Sandsebedrag, og Menneskene om ikke Hedninger men lyksaliggjorte i den Indbildning at være Christne. Skal her Christendom anbringes, maa altsaa først og fremmest dette Sandsebedrag bort.“ Det førte ham til et angreb på hele maskineriet med barnedåb, konfirmation og den opfattelse at alle agtværdige voksne skal gifte sig og opdrage deres børn som kristne i stedet for at lære dem at blive kristne. I en af sine artikler skrev han: „Fra Slægt til Slægt er ’Christenhed’ et samfund af Ikke-Christne.“ I en anden gik han løs på protestantismen. „Protestantismen er ganske simpelt,“ sagde han, „christeligt, en Usandhed, en Uredelighed, der forfalsker Læren, Christendommens Verdens- og Livs-Anskuelse, saasnart den skal være Princip for Christendom, ikke en til given Tid og Sted fornøden Berigtigelse (Correctiv).“ Han kaldte kristenheden for „Christendoms Forraadnelse; en ’christen Verden’ er: Affaldet [frafaldet] fra Christendommen“.

Læg mærke til at han angriber kristenheden, ikke kirken. „Vi har, om man saa vil, en fuldstændig Besætning af Bisper, Provster, Præster; lærde, udmærket lærde, talentfulde, begavede, menneskeligt velmenende declamere de alle — godt, meget godt, udmærket godt eller temmelig godt, mådeligt, slet — men ingen af dem er i Charakter af det nye Testamentes Christendom.“ „Og det er denne Usandhed, jeg mener den officielle Christendom forskylder: den gjør ikke hensynsløst den christelige Fordring kjendelig, maaskee fordi den er bange for, at man vilde komme til at gyse ved at see, paa hvilken Afstand vi leve, og uden at vort Liv i fjerneste Maade kan kaldes en Stræben i Retning af at opfylde Fordringen.“

Kristendom går ikke på melodien „som Jeppe synger, saa gladelig, saa gladelig, rund, rund, rund“. Kristendom er „Ilds-Paasættelse, Christus siger selv: ’Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden.’ Og det brænder allerede, ja, og det bliver vist nok en om sig gribende Ildebrand, bedst at sammenligne med en Skovbrand; thi det er paa ’Christenhed’ der er sat Ild. Og det er Vidtløftighederne, der skal bort, dette uhyre vidtløftige Sandsebedrag med den — velmente eller gavtyveagtige — Videnskabelighed paa det christelige Gebet“. „Den officielle Gudsdyrkelse er (med Paastanden paa at være det nye Testamentes Christendom), christeligt, et Falsum, et Falsk.“ Dette falsk ligger så dybt at der vel endog er præster som tror at kristenheden er kristendommen på apostlenes tid, men i realiteten er den lige det modsatte.

Kierkegaard erklærede at mænd i lange klæder har bildt kvinder og børn ind at Kristus talte gunstigt om dem i deres egenskab af lærere. Den officielle kristendom ligner ikke mere kristendommen på Jesu tid end en firkant ligner en cirkel; „og det vi kalde Lærer i Christendom (Præst) ligner ikke mere hvad det nye Testamente forstaaer ved en Lærer i Christendom, ikke mere end en Dragkiste ligner en Dandser, forholder sig ikke mere til hvad det nye Testamente forstaaer som en Lærers Opgave end en Dragkiste til det at dandse.“

Kierkegaard sluttede sit angreb med at sige: „Hvo Du end er, hvilket Dit Liv forresten, min Ven. — ved (hvis Du ellers deeltager i den) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse som den nu er (med Paastand paa at være det nye Testamentes Christendom) har Du bestandig een og en stor Skyld mindre, Du deeltager ikke i at holde Gud for Nar ved at kalde det nye Testamentes Christendom hvad der ikke er det nye Testamentes Christendom.“ „Dette skal siges; saa være det da sagt.“

En kirkelig begravelse

I oktober 1855 faldt Kierkegaard om på gaden, blev i en hast bragt på hospitalet, og en måned senere døde han. Han ville ikke have besøg af en præst og ville ikke modtage nadveren. Til trods herfor og til trods for hans snertende angreb der afslørede kristenheden, blev han alligevel begravet fra en kirke. Hvorfor besværede kirkens mænd sig med at give ham en kirkelig begravelse, han som havde fordømt denne begravelse som oprørende hykleri? Måske havde Kierkegaard forudset at netop dette ville ske med ham. I Øieblikket havde han nemlig skrevet om en fritænker der rent ud erklærede at den officielle kristendom var en løgn: „Døer han — og han da efterlader saa meget, at den Guds Mand Præsten, ligeledes Bedemanden og flere andre Mænd kunne hver faae Sit: alle hans Protester hjælper ham ikke, han er, han er Christen, og bliver begraven som Christen: i den Grad er det vist, at vi Alle er Christne. Efterlader han Intet (thi Lidt, det hjælper ikke; Præsten, som er christelig nøisom, nøies altid med Lidt, hvor der ikke er mere), efterlader han bogstaveligen Intet — det skulle da være det eneste Tilfælde, hvor der maaskee vilde blive taget Hensyn til hans Protester.“

Kierkegaard kunne ikke kaldes en fritænker og kirken var langt fra glad for hans skrifter, men alligevel blev han kirkelig begravet. Hvorfor denne gestus over for en uvelkommen sjæl? Formodentlig fordi Kierkegaard efterlod sig en smule penge, nok til at gøre præsten og bedemanden tilfredse, og til at afholde udgifterne ved en såkaldt kristen begravelse. Og desuden samstemmer det udmærket med kristenhedens hykleri.

Virkningerne af hans angreb

Kierkegaard havde ikke til hensigt at styrte kirkeorganisationen eller at stifte en ny religion. Øjensynlig var han ikke interesseret i lærespørgsmål. Hans angreb var ikke rettet mod præsteskabets lære, men mod at det ikke efterlevede hvad det forkyndte. Hvor magtfuldt Kierkegaards angreb end var, talte han for døve ører. Folk havde kun ligegyldighed tilovers for angrebet og betragtede det som sygeligt. Forskellige skribenter kaldte ham maniodepressiv og udtalte at hans principper langt fra var pletfrie. Walter Lowrie, som har oversat hans skrifter til engelsk, skriver: „Jeg behøvede ikke Kierkegaards satire for at komme til at tvivle på om det med rette kan kaldes et ’christent land’. Jeg lægger mærke til at 48 procent af befolkningen [i Amerikas forenede Stater] ved sidste folketælling foretrækker at kalde sig kristne; men det er både sikkert og vist at mange, ingen ved hvor mange, gav dette svar blot fordi de ikke kunne komme i tanker om nogen anden religion; og lederne af alle de kristne samfund regner med at, ak og ve, næppe halvdelen af dette tal har nogen som helst tilknytning til en kirke. Det er tillige underforstået at procentdelen af bekendende kristne er langt mindre i intellektuelle kredse. Et mærkeligt sammentræf er det at nøjagtig 48 procent ved den sidste folketælling i det ’ateistiske’ Rusland betegnede sig selv som ’troende’. Men vi må forstå at dette tal er et minimum, idet det i Rusland er uheldigt, eller ligefrem farligt, at kalde sig kristen. Jeg er netop vendt hjem fra Mexico og er forbavset over at 98 procent af befolkningen i denne stat, som politisk set er ikke-kristen, ville bekende sig til den kristne tro. Jeg behøver ikke Kierkegaard til at fortælle mig at det er en forplumret verden vi lever i.“

Det er ganske sikkert ikke nok at fortælle folk at de er inde på et galt spor. De må hjælpes og ledes ind på den rette vej. Det kan kun gøres ved hjælp af den Almægtiges ånd under Jesu Kristi lederskab.

[Illustration på side 20]

I . . .

— skjuler Sandheden

— holder Gud for Nar!

— er Hyklere!

— forfalsker sand Christendom

— bedrager Folket!