Når Gud taler fred til alle nationer

 1, 2. Hvilken røst længes fredelskende mennesker efter at høre, og hvordan har Folkeforbundet og De forenede Nationer vist sig ude af stand til at tale med denne røst?

MENNESKER der elsker fred parret med retfærdighed og lykke længes efter at høre en røst som er kraftig nok til at befale fred mellem alle nationer. I dag lever vi i den mest kritiske tid menneskene har kendt, men ingen på jorden har en røst så kraftig at den kan befale fred i hele verden. Folkeforbundets røst er forstummet. I de seksogtyve år Folkeforbundet eksisterede, formåede det ikke engang at bevare freden imellem sine mere end 50 medlemslande. Det magtede ikke at sætte en stopper for en grisk ekspansionspolitik eller at hindre at den anden verdenskrig brød ud.

² „Folkeforbundet er død! Længe leve De forenede Nationer!“ råbte Englands alderstegne Lord Cecil med høj røst ved mødet i Folkeforbundets palads i Genève i april 1946. De forenede Nationer lever stadig, og dets formål er som hidtil at mindske sandsynligheden for krig. Dets medlemstal er steget til over firs nationer, men dets røst har vist sig at være meget spag. Siden dets dannelse umiddelbart efter den anden verdenskrig er freden blevet brudt af åben aggression og væbnede konflikter forskellige steder på jorden. Den kolde krig mellem de to store blokke af nationer, den kommunistiske og den demokratiske, har bragt verden til konstant at stå på randen af et nervesammenbrud. Mennesker er mere og mere blevet grebet af frygt for en varm, åben krig. Man sætter ikke sin fulde lid til at De forenede Nationer kan afværge at en tredje verdenskrig bringer undergang over kulturen og lader død regne ned over menneskeheden. Det er dømt til at gå samme vej som sin forgænger, Folkeforbundet. Der må en større magt til hvis røsten skal kunne befale fred mellem nationerne.

 3. (a) Hvad har en fransk skribent sagt angående den absolutte nødvendighed af fred mellem nationerne? (b) Og hvad har et medlem af det engelske overhus sagt?

³ Oplyste mænd og kvinder som har set på sagen ud fra et rent menneskeligt synspunkt er overbevist om at fred mellem nationerne nu er blevet en absolut nødvendighed. Den franske skribent Raymond Avon skriver i sin bog „Om Krigen“ (De la Guerre): „Menneskeheden er trådt ind i en fase uden fortilfælde hvori stormagterne for første gang i historien gør sig rede til en krig de ikke ønsker at udkæmpe.“ Vanskeligheden for den demokratiske blok af nationer består i at den „ikke har evnet at finde en erstatning for total krig, bortset fra fred“. Dette skyldes det udfald som en total krig med anvendelse af de definitivt afgørende krigsvåben vil få for jordens beboere. Nationernes lovgivere er klar over hvilket udfald en sådan krig vil få. Den 11. februar 1959 henledte jarl Bertrand Russell i Englands Overhus opmærksomheden på noget som han anså for det første gennemførlige skridt „i en lang kampagne til sikring af menneskeslægtens fortsatte beståen. . . . Vi havde hidtil set for os at Øst var i besiddelse af kernevåben, og at Vest var i besiddelse af kernevåben, at Øst var en trussel mod Vest, og at Vest var en trussel mod Øst. Dette var ikke en fornuftig måde at betragte tingene på. Kernevåben var en trussel mod menneskeheden, og mennesker burde stå sammen om at værge sig mod denne trussel. De ville stå sammen hvis det drejede sig om Den sorte Død så de kunne træffe sanitære forholdsregler til undgåelse af dette rædselsfulde onde. . . . Vi var blevet vant til krig. Vi måtte blive uvante med den, og det ville koste en ikke ringe indsats. Men hvis ikke [vi blev uvante med den] ville de som ikke kunne gøre denne indsats hver yde deres lille bidrag til menneskeslægtens udryddelse.“ — London Times, den 12. februar 1959.

 4. Hvad stod der i en helsidesannonce i New York Times om den fare vi står overfor?

⁴ Da læserne af New York Times en dag åbnede deres avis fik de øje på en helsidesannonce hvorfra følgende fede overskrift slog dem i møde: „Vi står over for en fare som aldrig har haft sit sidestykke.“ Hvilken fare var det? Helsidesannoncens paragraf 7 gentog overskriften og svarede: „Både vi og russerne er nu i besiddelse af tilstrækkelig mange atomsprængstoffer til at kunne udslette alt menneskeliv på jorden.“ Annoncen var blevet indrykket af Landskomiteen for en Sund Atompolitik, der har sit hovedkontor i New York. — New York Times, den 18. november 1957.

 5. Hvad har en tidligere sekretær i Det amerikanske Luftvåben sagt om den absolutte nødvendighed af at skabe en sikker verdensordning?

⁵ Et eller andet må der gøres for at afværge denne fare. Det er hvad mænd der spiller en fremtrædende rolle i det offentlige liv siger. Heriblandt den tidligere sekretær i Det amerikanske Luftvåben, T. K. Finletter, der i en tale i Cleveland, Ohio i Amerika, den 19. november 1958 advarede om at „faren for krig stadig øges. . . . De forenede Staters politikere . . . er nu stillet over for et ’nyt pligtbud’: ’den absolutte nødvendighed’ af at skabe en verdensordning som vil udelukke krig fra menneskers virkefelt“. Videre sagde han: „Det er på tide vi holder op med at tale om nedrustning og begynder at tale alvorligt om fred.“ — New York Times, den 20. november 1958.

 6. Hvad har en tidligere engelsk premierminister sagt angående menneskeslægtens fortsatte beståen?

⁶ Den tidligere premierminister i Storbritannien, jarl Attlee, slog ligeledes til lyd for en verdensordning som ville udelukke muligheden af krig, og han gik ind for et „verdensforbund“ til civilisationens bevarelse. I sin tale i Newark State College i Union, New Jersey, udtalte han: „Prisen for en fortsat beståen vil blive villighed til at forenes med den øvrige verden.“ — New York Times, den 24. februar 1959.

 7. Hvorfor vil ingen verdensordning af den art kunne fungere, og hvilken hjælp har kristenhedens præsteskab ydet til opnåelse af fred?

⁷ Hvilken verdensordning de fortvivlede statsledere end til sidst tvinges til at enes om at skabe, vil den dog stadig kun være en ordning i denne gamle verden, og den vil ikke fungere bedre end nogen menneskeskabt ordning hidtil har gjort. Vi bedrager os selv hvis vi forventer at der pludselig af sig selv vil dannes en banet vej gennem alle hindringer så mennesket kan oprette sin egen ordning til sikring af varig og ubrydelig fred. Præsterne i kristenheden har arbejdet side om side med politikerne, men det har ikke hjulpet stort. Historien bærer tydeligt vidnesbyrd om at de aldrig har været fredens urokkelige støtter. Nej, for når de skulle stå deres prøve har de gjort deres uhyre indflydelse på hundreder millioner af kirkegængere gældende imod den internationale freds interesser. De har ikke talt med en myndig røst som kunne befale fred mellem nationerne, for de har ikke engang opretholdt freden inden for deres egne religiøse rækker.

 8. Hvorfor giver den ånd der nu råder i verden ikke rum for fred?

⁸ Den ånd som nu råder i verden giver ikke rum for nogen fred. Denne ånd er i sig selv et tydeligt vidnesbyrd om hvad det er der ligger til grund for den evindelige uro og sammenstødet mellem selviske interesser. Det er langtfra kærlighedens ånd. Det er den verdslige visdoms ånd, eftersom de politiske, kommercielle og religiøse ledere retter sig efter denne verdens filosofi, diplomati og mål.

 9. Hvad røber at denne ånd ikke er god, og hvem identificerede kilden til denne ånd for os?

⁹ Hvem bærer skylden for denne ånd? Alene ved sine virkninger røber denne verdslige visdoms ånd at den ikke er god. Den kan derfor ikke hidrøre fra en god kilde. Om denne kilde kan der ikke herske tvivl, for en skribent identificerede den for nitten hundrede år siden. Skribenten hed Jakob, og ifølge traditionen led han martyrdøden i byen Jerusalem på grund af sin kristne tro. Han blev stenet til døde efter kendelse afsagt af den jødiske højesteret i Jerusalem.a I sit inspirerede brev kalder han sig for „Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener“, og han stiller og besvarer et spørgsmål som kristenheden og dens foregivne kristne politikere har ladet uænset. Følgende er hvad Jakob skrev under inspiration:

10, 11. Hvad siger Jakob om verdslig visdom og kilden til uroligheder blandt dem der hævder at være kristne?

¹⁰ „Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed. Men huser I bitter misundelse og egennytte i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden! Den ’visdom’ kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde ånder. Thi hvor der er misundelse og egennytte, dér er forvirring og alt, hvad ondt er. Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredelskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.

¹¹ Hvoraf kommer kampe og hvoraf stridigheder iblandt jer? mon ikke fra de lyster, som kriges i jeres lemmer? I begærer og får intet; I myrder og misunder og opnår ikke noget; I lever i kamp og strid, og I får intet, fordi I ikke beder; I beder, og I får ikke, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster. I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ — Jak. 3:13 til 4:4.

12, 13. (a) Hvad forklarer Jakobs ord angående præsters bønner? (b) Hvor siger han at denne visdom stammer fra, og hvorfor er verdsligvise mennesker følgelig blinde for hvad der er nøglen til verdensfred?

¹² Det Jakob her siger til sine medkristne giver os forklaringen på noget. På hvad? På hvorfor kristenhedens præster, der velsigner krigsskibe og andet krigsmateriel, skønt de beder til Himmelen om verdensfred, aldrig er blevet bønhørt, og heller aldrig vil blive det. Hvorfor bliver de ikke det? Fordi Gud ikke lytter til mennesker der er denne verdens svorne venner, og følgelig Guds fjender. Han opfylder ikke sådanne bønner, og han velsigner heller ikke de planer som lægges af mennesker der vrager den visdom som kommer ned fra Gud og i stedet anerkender og lader sig lede af denne verdens ånd. Den kristne discipel Jakob siger rent ud at denne visdom med dens foruroligende virkninger i dag ikke er den himmelske, gudfrygtige visdom, men at den „er jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde ånder“, den er djævelsk. Det er den visdom der stammer fra denne verdens usynlige hersker, der for nitten århundreder siden modstod mennesket Jesus Kristus og forårsagede hans død på en marterpæl. Få timer før sin død sagde Jesus: „Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til; . . . denne verdens fyrste er dømt.“ (Joh. 14:30; 16:11) Denne fyrste eller hersker er Satan Djævelen. Det er derfor intet under at de verdsligvise inden for kristenheden er blinde for hvad der er nøglen til verdensfred. Denne verdens djævelske gud, dæmonernes fyrste, har forblindet deres sind. Det er også hvad den kristne apostel Paulus skriver:

¹³ „Dersom nu den gode nyhed vi forkynder i virkeligheden er tilsløret, da er den tilsløret blandt dem som fortabes, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har blindet de vantros tanker, for at lysglansen fra den herlige gode nyhed om Kristus, der er Guds afbillede, ikke skulle skinne igennem.“ — 2 Kor. 4:3, 4, NW.

Nøglen til fred

14. (a) Hvad er det verdens ledere i deres åndelige blindhed anbefaler som midler til opnåelse af fred? (b) Hvad gør man i krigstid under foregivende af at ære Kristus den 25. december?

¹⁴ Da denne tingenes ordnings gud med sin dæmoniske visdom har tilsløret tankerne hos lederne af denne verden, der er ved at forgå, anbefaler de som en nøgle til varig fred og velstand De forenede Nationer, nedrustningskonferencer, kontrol med atomvåbenforsøg, eller endog afskaffelse af alle kernevåben, forøget verdenssamhandel, kulturel udveksling mellem de nationer der er implicerede i den kolde krig, et „verdensforbund“, og andre verdsligvise midler. Denne åndelige blindhed plager ikke alene de ateistiske kommunistiske nationer, men også de nationer der hævder at være kristne, hele kristenheden. Under en varm krig plejer man den 25. december at indstille al skydning og alt drab af menneskeliv, for at soldaterne ved fronten kan fejre den traditionelle jul. Ved denne lejlighed er det skik at synge julesange, i hvilke man ofte hører ordene: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har god vilje!“ (Luk. 2:14, fodnoten) På denne måde tror kristenhedens nationer at de ærer Jesus Kristus og lægger disse udødelige ords ånd for dagen. Men lige så snart den muntre julefest er forbi, kæmper og dræber man atter, og den onde vilje nationerne imellem river den hykleriske „kristne“ maske af. En sådan legen kristendom en enkelt dag har vist sig kun at være et udslag af sentimentalitet og føleri, en anledning til at gøre sig det lidt behageligt.

15. Hvem sang først disse ord om fred og god vilje, og efter hvilken glædelig bekendtgørelse?

¹⁵ „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har god vilje!“ sang englene den nat Jesus blev født i Betlehem, samme sted som fortidens kong David af Jerusalem blev født. Lige før de fredelige hyrder hørte engleskarerne udsynge dette profetiske budskab, viste en strålende engel sig for dem og sagde: „Frygt ikke; thi se, jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.“ — Luk. 2:8-14, fodnoten.

16, 17. Hvad bekendtgjorde englene med deres sang, og hvordan klargjorde Gabriels ord til Maria hvem der skulle fødes?

¹⁶ Gennem englenes profetiske sang fortæller Gud os således at der ikke vil blive varig fred på jorden uden ham der blev født i Betlehem den nat. Han var virkelig blevet sendt ned fra himmelen for at menneskeheden kunne komme til at leve på en fredfyldt jord. Guds engel Gabriel havde ni måneder forinden vist sig for Jesu moder og sagt: „Se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herrenb skal give ham Davids, hans [stam]faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Luk. 1:30-33.

¹⁷ Med Guds engle fra himmelen som kilde kan vi således sige at han som dengang blev født i Betlehem var „den Højestes Søn“, søn af Gud. Han var den lovede frelser, Herren Jesus Kristus, Messias, hvis komme de inspirerede hebraiske profeter havde forudsagt årtusinder forinden.

18. Hvad må vi forstå angående Jesus Kristus hvis vi ønsker at glæde os over fred på jorden, og hvilken udtalelse af Esajas må vi særligt mærke os i denne forbindelse?

¹⁸ Det betyder ikke noget at der er gået så meget som nitten hundrede år siden Jesus Kristus, den evige arving til Davids trone, blev født. Vi kan ikke se bort fra ham hvis varig „fred på jorden“ skal indføres i vor tid. Vi må give agt på alle de profetier der omtaler ham hvis vi ønsker at glæde os over den evigvarende fred som retsindige mennesker fra alle nationer kan komme til at glæde sig over. De politiske og militære transaktioner nationerne i vor tid foretager, vil ikke kunne hindre opfyldelsen af de guddommelige profetier som er udtalt i Guds eget navn, Jehova. Den fremtid der ventede det barn, hvis fødsel i Betlehem blev bebudet af engle, skulle få betydning for hele verden, hvilket profeten Esajas forudsagde med disse ord: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers HERRES [Jehovas] nidkærhed gør det.“ (Es. 9:6, 7) Hvordan skulle der kunne indføres en ukrænkelig „fred på jorden“ uden denne Fredsfyrste?

19, 20. (a) Hvorfor kan ingen gejstlig bevise at Esajas’ profeti er blevet opfyldt på kristenheden? (b) Hvorfor kan hedenske nationer ikke forvente at kristenheden vil træffe vellykkede foranstaltninger til opnåelse af varig verdensfred?

¹⁹ Dette betyder ikke at der umuligt kan herske varig fred på jorden uden kristenheden, og at de kommunistiske nationer derfor hellere skulle holde op med at prøve at ødelægge kristenheden. Kristenheden har nu bestået i seksten århundreder. Dog kan ingen gejstlig med held påstå og bevise at Esajas’ profeti om at Kristi herredømme og endeløs fred skulle brede sig, er blevet opfyldt på kristenheden. Enhver der beskæftiger sig med historie ved, at freden ikke har bredt sig med kristenheden, at man ikke dér finder et herredømme i lighed med Kristi herredømme. Samtlige historiebøger bevidner at dette århundredes to verdenskrige brød ud lige midt i kristenheden, mellem regenter om hvem præsteskabet har sagt at de herskede „ved Guds nåde“, og at et folk hvis højesteret i 1892 havde erklæret at det var kristent, nedkastede de to første atombomber over to hedenske byer.c Kristenheden har ikke vist sig at danne grundlag for verdensfred.

²⁰ De såkaldt hedenske nationer har derfor ingen grund til at forvente at kristenheden vil træffe vellykkede foranstaltninger til opnåelse af varig verdensfred. De hedenske nationer kan ikke med rette forventes at skulle tillægge kristenhedens røst evne til at befale fred mellem alle nationer. I overensstemmelse med Guds princip må kristenheden høste hvad den har sået. (Gal. 6:7) Gud har ikke ladet sig spotte; hvad kristenheden har sået i løbet af sin sekstenhundredårige levetid, der har været fyldt med krige, vil den også høste på denne nationernes domsdag. Den har sået vind, og den skal høste storm. (Hos. 8:7) Guds profeti ved Esajas vil blive opfyldt til bedste for mennesker med god vilje, ikke ved kristenheden, men ved Fredsfyrsten selv, og ved det fyrstelige herredømme der hviler på hans skuldre.

21, 22. (a) Ved hvem vil Jehovas nidkærhed opfylde Esajas’ profeti? (b) I hvilken profeti har Jehova udtalt dette?

²¹ Alle fredelskende mennesker på jorden bør derfor mærke sig at det er ved den forudsagte Fredsfyrste at hærskarers Jehovas nidkærhed vil opfylde Esajas’ profeti, og at han som den levende og sande Gud vil tale fred til alle nationerne. Det erklærede han i det sjette århundrede før den kristne tidsalder ved profeten Zakarias med disse ord som henvendtes til Jerusalem (eller Zion), der netop var blevet genopbygget:

²² „Glæd dig såre, o Zions datter; råb, o Jerusalems datter: se, din konge kommer til dig; han er retfærdig og har frelse; ringe, og ridende på et æsel, ja på et æselføl. Og jeg vil udrydde stridsvognen af Efraim [i det nordlige Israel], og hesten af Jerusalem; og stridsbuen skal ryddes bort; og han skal tale fred til nationerne: og hans herredømme skal være fra hav til hav, og fra Floden [Eufrat] til jordens ender.“ — Zak. 9:9, 10, AS.

23. Hvem siger direkte at den første del af Zakarias’ profeti fik en historisk opfyldelse, og hvorledes hævdes det i kristenheden at man højtideligholder denne opfyldelse hvert år?

²³ Der findes en historisk beretning om opfyldelsen af denne profetis første del. Under Jesu tre års offentlige tjeneste forkyndte han og hans trofaste disciple overalt i Palæstina: „Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 4:12-17; 10:1-7; Luk. 10:9) Endelig kom det tidspunkt da Jerusalem skulle se og forstå hvem der var Guds salvede konge, Fredsfyrsten, og anerkende ham, hvis det selv ville. Mange år før var Salomon, Davids søn, på et æsel redet til sin kroning. Senere, i Zakarias’ profeti, nævnes Guds salvede konge i forbindelse med et æselridt. Uden for byen Jerusalem (eller Zion) lod Jesus derfor sine disciple bringe et æselføl, og på dette red han ind i hovedstaden. Den kristne historiker Mattæus skriver: „Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: ’Sig til Zions datter: „Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel, og på et trældyrs føl.“’“ Den dag i dag hævder kristenhedens nationer at de højtideligholder Jesu indtog i Jerusalem hvert år på den såkaldte palmesøndag.

24. Hvordan beskriver Mattæus denne første opfyldelse?

²⁴ Om dette indtog skriver historikeren Mattæus: „Så gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem; de hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Og der var en meget stor folkeskare, som bredte deres kapper på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, både de, der gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte og sagde: ’Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrensd navn! Hosianna i det højeste!’ Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse og sagde: ’Hvem er dog han?’ Og skarerne sagde: ’Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.’“ — Matt. 21:1-11.

25, 26. (a) Hvis vidnesbyrd beviser i forening at Zakarias’ profeti måtte opfyldes af den der red på æslet? (b) Hvordan kunne profetien få sin opfyldelse når Jesus led døden på en marterpæl?

²⁵ Andre historikere som Markus, Lukas og Johannes beretter om denne opfyldelse af de guddommelige profetier. Således bidrager alle fire skribenters vidnesbyrd til det historiske bevis for at Jesus Kristus, kong Davids efterkommer, i overensstemmelse med Zakarias’ profeti er den ved hvem Jehova Gud vil tale fred til alle nationerne, og hvis herredømme skal strække sig fra hav til hav, fra Eufratfloden til jordens ender, det vil sige, over hele jorden. Men hvordan kunne det ske når Jerusalems præsteskab dengang ignorerede Zakarias’ profeti og forkastede Jesus Kristus, ophidsede folket imod ham, fængslede ham, overgav ham i den romerske statholders hånd til henrettelse, og tvang denne til at opfylde deres krav om at Jesus skulle dø på en marterpæl? Det vil ske fordi Jesus Kristus, Fredsfyrsten, nu er konge i himmelen, hvor han sidder ved Guds højre hånd. Guds egne profetier i De hellige hebraiske Skrifter havde forudsagt at Jesus Kristus skulle oprejses fra de døde og i herlighed komme til at sidde ved Guds højre hånd på den himmelske trone.

²⁶ For at opfylde profetierne og lægge grundvolden til en endeløs fred som skulle indføres når tiden var inde, lod den almægtige Gud, Jehova, sin søn Jesus Kristus opstå på den tredje dag, iklædte ham himmelsk herlighed, og sagde til ham: „Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!“ Der er givet Jesus Kristus så stor magt i himmel og på jord at han i den stilling han nu indtager kan tale fred til og befale fred mellem nationerne med en kraft der er langt større end den hvormed han her på jorden befalede den oprørte Galilæa sø: „Ti, vær stille!“ — Sl. 16:10; 110:1; Matt. 28:18; Mark. 4:39.

27, 28. (a) Hvilken by er et advarende eksempel på at fred ikke kan skabes af mennesker der vrager Guds fredsfyrste, og hvilken gunst nød denne by? (b) Over for hvem vragede byen ham, og hvad talte Gud derfor til den?

²⁷ At der ikke kan skabes fred og sikkerhed på jorden når mennesker vrager Guds fredsfyrste og hans fyrstelige herredømme har vi i historien et advarende eksempel på. Det var i tilfældet med Jerusalem. Byen nød den gunst at eje hele den tids hebraiske bibel, niogtredive bøger fra Første Mosebog til Malakias’ bog, og den ære at være den første der fik lejlighed til at modtage Fredsfyrsten som Jehovas salvede konge. Og dog vragede Jerusalem ham. Anført af byens præster råbte den fanatiske hob til den romerske statholder, der repræsenterede kejseren: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren. . . . Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Jesus vidste fra profetierne at han ville blive forkastet. (Joh. 19:12-15) Da han red i triumftog til Jerusalem standsede han derfor op, græd over byen, og sagde: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ — Luk. 19:35-44.

²⁸ Gud lod Jerusalem beholde kejseren som konge i stedet for Jesus; men Gud talte ikke fred til Jerusalem. Både ved Jesus Kristus selv og ved fortidens profeter talte Jehova Gud ødelæggelseskrig til Jerusalem. Den ramte byen i år 70 e. Kr. Da blev Jerusalem, som vragede Jesus Kristus som konge, ødelagt af sin konges, kejserens, hære.

29, 30. (a) Hvem blev den antikristne by Jerusalem et billede på, og hvem hævdede den at vente på? (b) Hvordan har Guds regerende konge været forestillet for kristenheden, ligesom han i sin tid blev forestillet for Jerusalem?

²⁹ Den antikristne by Jerusalem blev et profetisk billede på kristenheden efter den første verdenskrigs afslutning i 1918. Fortidens Jerusalem stod i et pagtsforhold til Jehova Gud gennem profeten Moses’ lov, og byen hævdede at den ventede på sin Messias eller Kristus. Kristenheden hævder at den med Jesus Kristus som mellemmand har indgået en pagt eller en kontrakt med Gud, og den påstår at den forventer Kristi genkomst og hans rige.

³⁰ Fortidens Jerusalem var vidne til at Jesus Kristus blev forestillet som konge, ridende på et æsel og omgivet af en råbende menneskemængde, hvilket skete som en profetisk opfyldelse, men Jerusalem vragede ham. Kristenheden oplevede den første verdenskrig, hungersnøden, pesten, jordskælvene, og den internationale nød der prægede krigsperioden og tiden derefter. Ved denne opfyldelse af Jesu egen profeti fik kristenheden synligt bevis for at han var blevet sat på tronen i sit himmelske rige i 1914 ved afslutningen på hedningernes tider, en afslutning der netop markeredes ved at hedningenationerne rasede i den første verdenskrig. Lige siden den første verdenskrig hørte op i 1918 er den gode nyhed om oprettelsen af Guds rige ved hans Kristus blevet forkyndt for kristenheden. Dette opfylder følgende profetiske ord af Jesus: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) De der forkynder denne gode nyhed om Riget til et vidnesbyrd for alle nationerne har været og er vidner for Guds rige. Med anvendelse af alle de meddelelsesmidler som er tilgængelige i vor moderne tid og som kan påkalde offentlighedens opmærksomhed, har disse vidner for Riget forkyndt offentligt og fra hus til hus og fra nation til nation, indtil de i dag forkynder i 175 lande og på mere end 120 sprog. De har været som den store menneskemængde der råbte og viftede med palmegrene mens den fulgte Jesus da han holdt sit indtog i Jerusalem. På en så dramatisk måde er Guds regerende konge i en opfyldelse af profetierne blevet forestillet for kristenheden.

31. (a) Hvordan har kristenheden vraget Fredsfyrsten? (b) Hvornår kom Jerusalems ødelæggelsestrængsler, og hvad lider kristenheden under i dag, mere end fyrre år efter at den har vraget Guds konge?

³¹ Skønt kristenheden har antaget Kristi navn og højtideligholder palmesøndag hvert år, har den vraget Fredsfyrsten. Den har valgt kejseren til konge ved først at vælge Folkeforbundet og nu De forenede Nationer, og ved at forfølge dem der på Jesu befaling vidner om Guds rige. Som tilfældet var med Jerusalem har kristenheden ikke agtet på sin besøgelsestid, ej heller på de ting der kunne tjene til dens fred. Efter at Jerusalem havde vraget Jehovas fredsfyrste gik der syvogtredive år før den da vanhellige by blev belejret og hjemsøgt af hungersnød, pest, vold og ødelæggelse. Nu, mere end fyrre år efter at kristenheden har vraget den kronede Jesus Kristus som konge, lider den under opfyldelsen af Kristi profeti om afslutningen på denne onde tingenes ordning: „Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes.“ — Luk. 21:25, 26.

En krig der bliver værre end international atomkrig

32. Hvilken fare ser mennesker, men hvilken større fare er endnu mere virkelig, og hvorfor er den det?

³² I forfærdelse over den nuværende tid betragter mennesker fremtiden ud fra et rent menneskeligt synspunkt og siger advarende: „Vi står over for en fare som aldrig har haft sit sidestykke.“ De ser kun faren for en international kernekrig som med sit radioaktive nedfald vil bringe en snigende, lydløs død over kommende generationer. Det i sig selv er katastrofalt nok. Imidlertid advarede Jesus og Jehova Guds andre profeter om en fare der er langt større end nogle af vore dygtigste videnskabsmænd eller mest skarpsindige statsmænd har forestillet sig. Det er faren for det som den sidste bog i Den hellige Bibel kalder „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, og der siges i beretningen at kongerne på hele jorderige og deres hære samles til denne krig på det symbolske sted der kaldes Harmagedon. (Åb. 16:14-16) Den fare er i sandhed en realitet, akkurat som den almægtige Gud selv er en realitet, som Kristus, kongernes Konge og herrernes Herre er en realitet, og som det at kristenheden har vraget Kristus som konge og sluttet sig til De forenede Nationer er en realitet. Denne fare er en større realitet end faren for international kernekrig, fordi Harmagedonkrigen er omtalt og forudsagt i Den hellige Bibels ufejlbarlige profetier som er udtalt i Guds eget udadlelige navn Jehova.

33. (a) Hvad siger Esajas 14:24-27 angående visheden for at Guds udtalte hensigter vil blive gennemført? (b) Hvordan viser Esajas 34:1-4 hvad Gud har til hensigt at gøre i denne rumtidsalder?

³³ I Esajas 14:24-27 læser vi: „Hærskarers HERRE [Jehova] har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast . . . Det er, hvad jeg satte mig for imod al jorden, det er den hånd, som er udrakt mod alle folk. Thi Hærskarers [Jehovas] råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte hånd, hvo tvinger vel den tilbage?“ Visheden om at Jehova vil gennemføre sin hensigt får Esajas til i kapitel 34:1-4 at skrive: „Kom hid, I folk, og hør, lån øre, I folkefærd! Jorden og dens fylde høre, jorderig og al dets grøde! Thi HERREN [Jehova] er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band og giver dem hen til at slagtes; henslængt ligger de dræbte, stank stiger op fra ligene, bjergene flyder af blodet; al himlens hær opløses; som en bog rulles himlen sammen, og al dens hær visner hen som vinstokkens visnende blad, som figentræets visnende frugt.“ Da vil raketter og satellitter konstrueret til krigsbrug være til ingen nytte.

34. Hvad profeterede Jesus om den pludselige trængsel der især vil komme over Jerusalems nutidige modstykke?

³⁴ Jesus profeterede om afslutningen på den nuværende tingenes ordning, og idet han hentydede til hvad der venter nationerne, og især Jerusalems nutidige modstykke kristenheden, sagde han: „Da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ „Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene. Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ — Matt. 24:21, 22, 36-39.

35. Hvorfor er denne fare ulig enhver anden fare fremsynede mennesker kan se, og hvordan vil mennesker komme til at fortsætte deres eksistens under en ny tingenes ordning med fred?

³⁵ Faren for det der her blev forudsagt profetisk er ulig enhver anden fare fremsynede mennesker kan forestille sig. Det er en fare der langt overgår en kernekrig mennesker imellem. Det er faren for krig mellem Gud og mennesker, krig mellem Kristus og denne verdens usynlige hersker, Satan Djævelen, og dennes dæmonhærskarer og jordiske hære. Den krig vil betyde den fuldstændige afslutning på denne tingenes verdensordning, på samme måde som Vandfloden i Noas dage var ensbetydende med afslutningen på den fordærvede tingenes voldsordning der bestod forud for den verdensomspændende vandflod. Eftersom faren i vore dage er så usædvanlig, må det middel hvorved mennesker kan stå den igennem og komme til at leve under en ny tingenes ordning med evig fred også være usædvanligt; ja det må være lige så usædvanligt som den mægtige ark Noa byggede. Ved dette middel vil nogle mennesker blive frelst.

Interesse for at bevare menneskene i live på en fredfyldt jord

36, 37. (a) Hvem viser i dag den største interesse for menneskehedens fortsatte beståen? (b) Hvordan og hvorfor viser de denne interesse?

³⁶ Hvem blandt alle jordens folk viser nu den største interesse for menneskehedens fortsatte beståen i denne raket-, atom- og rumtidsalder? Er det politikere og filosoffer i lighed med de fremtrædende mænd hvis udtalelser vi allerede har citeret, mænd som kun ser den fare der hidrører fra mennesker? Nej, det må være det folk der ser Ruslands, Kinas, Englands, Amerikas, Frankrigs, Tysklands og alle andre landes befolkning truet af en fare der er større end en tredje verdenskrig hvori kernevåben tages i anvendelse, det folk der nu i over firs år uophørligt har advaret hele menneskeheden om denne fare.

³⁷ Det er de mennesker som i dag trofast følger og lyder Jesus Kristus, der for nitten århundreder siden var så interesseret i menneskeslægtens fortsatte beståen at han var villig til at dø en grufuld død, villig til at sætte sit fuldkomne liv til og bringe det som et løskøbende offer for alle der ville anerkende og tro på det. Hans interesse for Guds jordiske skabninger var så stor at han gav visse instrukser til dem af hans sande efterfølgere der ville leve nu i den mest kritiske tid i historien. Han belærte dem om at de skulle vise den største interesse for menneskehedens fortsatte beståen, og det skulle de gøre ved at advare mennesker om den virkelige fare og ved at forkynde Guds rige som det eneste middel der kunne beskytte og bevare liv. Disse vor tids vidner for Riget ved at det ikke alene er menneskers liv under denne dødsdømte gamle tingenes ordning der står på spil, men også deres eget evige liv i Guds nye tingenes ordning. Folk må nødvendigvis have at vide hvilken sikker kurs de må følge for ikke at blive tilintetgjort sammen med denne gamle tingenes ordning når den i lighed med verden før Vandfloden i Noas dage går til grunde. De har brug for at høre Gud tale fred.

Hvornår og hvordan?

38. Hvornår og hvordan, taler Gud fred til alle nationer, men hvorfor er der fortsat internationale uroligheder?

³⁸ Eftersom nu nationerne uhjælpeligt står ansigt til ansigt med den længe forudsagte og nært forestående ødelæggelse i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, hvornår vil Gud da tale fred til alle nationer? Og hvordan? Opfyldelsen af bibelske profetier viser at den tid allerede er begyndt. Det sker nu! og Gud taler fred ved hjælp af sin kronede konge, Jesus Kristus, Fredsfyrsten. Nej, vi modsiger ikke os selv. Denne verdens politiske regeringer og nationer hører ikke Gud tale fred. De plages stadig af uro, frygt og forvirring. At de befinder sig i denne foruroligende situation skyldes ingenlunde at Gud ikke taler fred nu. Det skyldes at de lukker deres ører når han taler fred.

39. Hvorledes har nationerne prøvet at indføre fred, og hvordan viser resultaterne at nationerne er onde?

³⁹ Jehova bliver kaldt fredens Gud. Derfor læser vi: „Fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Rom. 16:20) Kun Jehova kan skabe varig, fuldkommen fred, men nationerne har under Satan Djævelen anstrengt sig for at opnå en sådan fred uden at tage Gud med på råd. Hvorledes? Ved internationale alliancer, ved ikke-angrebspagter, ved nedrustningskonferencer, ved at lade fredsbegæringer cirkulere blandt folk, ved kulturel udveksling nationerne imellem, og ved andre verdsligvise midler, ja, ved alle andre midler, blot ikke ved Guds rige under Kristus. Resultaterne af deres desperate anstrengelser viser til hvilken af de to grupper der står omtalt i Esajas 57:19-21 de politiske regeringer og nationer hører. Esajas siger: „Hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt, fred, fred for fjern og nær, siger HERREN [Jehova], og nu vil jeg læge ham. Men de gudløse er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro, hvis bølger opskyller mudder og dynd. De gudløse har ingen fred, siger min Gud.“

40. Hvilket sprog vil Gud til sidst tale til dem i, og hvorfor?

⁴⁰ Eftersom de politiske regeringer og nationer nægter at høre Gud tale fred, er krig åbenbart det eneste sprog de kan forstå når Gud taler. Derfor er det krig og ikke fred Jehova Gud vil tale til dem i Harmagedon, på „Guds, den Almægtiges, store dag“. En sådan guddommelig tale vil medføre deres evige tilintetgørelse.

41. Hvem hører imidlertid hvad Gud taler nu, og hvordan lader Gud dem høre sin tale?

⁴¹ I alle nationer, for hvem den gode nyhed om Guds rige er blevet forkyndt siden 1918, har der imidlertid vist sig skarer af sagtmodige, fredelskende mennesker med fårets sindelag. I ydmyghed forholder de sig i ro og hører på hvad Jehova Gud har at sige ved sine vidner for Riget. De vil gerne høre hvad Han har at sige nu, før han i Harmagedon taler krig til nationerne. Selve den måde hvorpå Gud lader retsindige mennesker høre sin tale fylder dem med fred, for da Jesus Kristus udsendte disciple til at forkynde fra hus til hus, sagde han: „Men hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: ’Fred være med dette hus!’ Og hvor I kommer ind i en by, og de tager imod jer, . . . sig til dem: ’Guds rige er kommet nær til jer.’“ — Luk. 10:5, 8, 9.

42. Hvordan viser disse mennesker at de er stemt for fred, og hvem slutter de sig derefter til, og hvorfor?

⁴² De retsindige mennesker i alle nationer viser at de er stemt for fred med Gud, for de genkender Guds tale i den gode nyhed som hans vidner for Riget forkynder, og med glæde tager de imod Rigets budskab. Disse fredelskende mennesker erkender at der ikke er fred mellem de politiske nationer og at disse nationer ikke har fred med Gud. Samtidig forstår de at det er på Guds vidner at profetien i Salme 85:9-11 nu opfyldes, nemlig: „Jeg vil høre, hvad Gud HERREN [Jehova] taler! Visselig taler han fred til sit folk og til sine fromme og til dem, der vender deres hjerte til ham; ja, nær er hans frelse for dem, som frygter ham, snart skal herlighed bo i vort land; miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fred skal kysse hinanden.“ Når disse retsindige mennesker slutter sig til Jehovas folk og hans miskundheds mænd, træder de derfor ind i en tilstand af fred.

43, 44. (a) Hvorfor har Jehova ingen krig at kæmpe med vidnerne for Guds rige? (b) Hvorledes taler han fred til dem og opfylder Zakarias 9:10 på dem?

⁴³ Vidnerne for Riget, Jehovas folk, har ikke lod og del i kristenhedens fornægtelse af Jehovas salvede konge, Jesus Kristus, og dens valg af den menneskegjorte fredsforanstaltning, De forenede Nationer. Nej, men som repræsentanter for det himmelske Zion, det himmelske Jerusalem, opfylder de Zakarias’ profeti. Hvordan? De fryder sig og råber med glæde mens de hylder Jehovas konge, der retfærdig og med frelse er kommet ridende til sin kroning. Derfor har Jehova ingen krig at kæmpe med dem. Sandt nok er de kommet fra nationer der ofte ligger i krig med hinanden, enten det nu er kold eller varm krig, eller økonomisk krig. Men Gud forener disse retsindige mennesker om sin salvede konge, Jesus Kristus, og taler fred til dem. Han lærer dem guddommelig fred. Han befaler fred iblandt dem. Han fylder dem med „visdommen ovenfra“ og om den siges der at den „er først og fremmest ren, dernæst fredelskende, mild, . . . fri for partiskhed og hykleri“. (Jak. 3:17) Han formaner dem til alvorligt at stræbe efter „at bevare Åndens enhed i fredens bånd“. (Ef. 4:3) På denne måde udelukker han krig fra deres menigheder og stævner, og på sit åndelige folk, dem der nu anerkender Jehovas konge, opfylder han på nutidig vis Zakarias’ profeti:

⁴⁴ „Jeg vil udrydde stridsvognen af Efraim, og hesten af Jerusalem; og stridsbuen skal ryddes bort; og han skal tale fred til nationerne: og hans herredømme skal være fra hav til hav, og fra Floden til jordens ender.“ — Zak. 9:10, AS.

45, 46. (a) Hvordan svarer kendsgerningerne i forbindelse med dem til Zakarias 9:10? (b) Hvad vedtog og uddelte de i 1958, og hvilken profeti hos Esajas kunne de henvise til som støtte herfor?

⁴⁵ Svarer kendsgerningerne til denne profeti? Ja! Betragt engang Rigets vidner, Jehovas vidner, og deres internationale organisation og arbejde. De vil i dag kunne finde dem i mere end 175 lande; og dog vil De opdage at der hverken i deres kristne menigheder eller ved deres internationale stævner er nogen antydning af stammekrige eller internationale krige sådan som det engang var tilfældet mellem Efraim, hovedstammen i det nordlige Israels rige, og Jerusalems konge af Juda stamme. Racehad kendes ikke, ej heller rivaliseren eller konkurrence eller fordom, hvilket alt sammen er tegn på jordisk, dyrisk visdom, der stammer fra de onde ånder. Ved Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York i 1958, hvortil der fredag den 1. august var forsamlet 194.418 fra 123 lande, og ved ekkostævner i halvfems andre byer uden for De forenede Stater, vedtog Jehovas vidner en tankevækkende resolution, som blev trykt i 70.000.000 eksemplarer på halvtreds sprog og uddelt gratis hele jorden over. Ved at vedtage og uddele denne resolution gav vidnerne ind for Jehova Gud og hans regerende konge, Jesus Kristus, løfte om at de nu ville være som de gudfrygtige, fredelskende mennesker der profetisk beskrives i Esajas 2:2-4:

⁴⁶ „Det skal ske i de sidste dage, at HERRENS [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“

47. Hvad kunne de oprigtigt sige i denne resolution, og hvorfor?

⁴⁷ Under den første verdenskrig og lige siden har Jehovas vidner afholdt sig fra at deltage med dødbringende våben i nogen kamp „mod kød og blod“. (Ef. 6:12; 2 Kor. 10:3, 4) Følgelig kunne de i deres internationale stævneresolution oprigtigt sige: „AT vi i overført betydning har smedet vore sværd til plovjern og vore spyd til vingårdsknive, og at vi, skønt vi kommer fra så mange nationaliteter, ikke vil løfte sværd mod hverandre, eftersom vi er kristne brødre og medlemmer af Guds ene familie, ej heller vil øve os i våbenfærd mer, men vil vandre ad Guds stier i fred, enhed og broderlig kærlighed.“

48. Hvornår opfyldes derfor Esajas 2:2-4, og hvorfor er det prisværdigt at ordene opfyldes på dette tidspunkt?

⁴⁸ Det ses derfor at Esajas’ profeti om at Jehovas tilbedere af én nationalitet ikke skulle løfte sværd mod hans tilbedere af en anden nationalitet, og ej heller mere skulle lære krig, ikke må vente med at få sin opfyldelse til efter Harmagedon, men opfyldes nu. Det er nu Jehova taler fred til sit folk og lærer det sine veje. Det er nu de går på hans stier idet de lyder hans lov fra det himmelske Zion, afventer hans dom og anerkender den måde hvorpå han skifter ret. Det er nu, under den største internationale oprustning i menneskehedens historie, at de lærer sand kristen fred og adlyder Jehovas fredsfyrste, nu da det er overladt til enhver frit at vælge at gøre dette, nu da det er prisværdigt at gøre det, og man ikke tvinges til det.

49, 50. (a) Hvilken saligprisning i Bjergprædikenen glæder vidnerne sig over, og hvorfor frygter de ikke Harmagedon? (b) Hvordan vil Jehova gøre hvad nedrustningskonferencer ikke har formået, og hvem vil se ham gøre det?

⁴⁹ Nu glæder de sig over den saligprisning der står i Jesu bjergprædiken: „Lykkelige er de fredsommelige, for de skal kaldes ’Guds sønner’.“ (Matt. 5:9, NW) De ved nu hvilken lykke det er at være „Guds sønner“, fordi de lever i fred med Gud og hans elskede søns rige. Af denne grund frygter de ikke Harmagedonkrigen, selv om det er den største fare der nogen sinde har truet alle nationerne. De ved at Jehova Gud under Harmagedon ved sin hyrdekonge fortsat vil tale fred til sit folk, alle de retsindige mennesker der er kommet ud fra alle nationer. Han vil forsvare og bevare dem, hvorimod han vil tale ødelæggelseskrig til alle dem af jordens beboere der ikke har søgt fred med ham og hans konge. Når Jehova Gud tilintetgør disse fjender vil han gøre hvad internationale nedrustningskonferencer ikke har formået, nemlig befri en blodvædet jord for international krig. De lykkelige og fredsommelige der er „Guds sønner“ vil vise sig at være dem til hvem Salme 46:9-12 er henvendt:

⁵⁰ „Kom hid og se på HERRENS [Jehovas] værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand. Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden! Hærskarers [Jehova] er med os, Jakobs Gud er vor faste borg.“

51. Hvorfor vil disse ikke have nødig at tage del i Harmagedon?

⁵¹ De der overlever „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil i sandhed komme til at se Jehovas værk når han lader forbavsende begivenheder indtræffe på jorden og fejer alle fredsforstyrrere bort. De mennesker der forventer at overleve Harmagedon nyder allerede nu fred og venskab med Gud, og de vil ikke have nødig at tage del i den universelle Harmagedonkrig. Følgende profetiske ord dikterer dem den kurs de skal følge: „Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke Eders, men Guds!“ Derfor behøver de ikke at ruste og øve sig til Harmagedonkrigen. — 2 Krøn. 20:15.

52. (a) Over hvem vil tusindårsriget efter Harmagedon begynde at herske? (b) Hvorledes bekræfter Esajas at der da vil blive varig fred?

⁵² Når Harmagedon er forbi vil Fredsfyrstens tusindårsrige tage sin begyndelse, og det vil herske over loyale, fredelskende mennesker på jorden, alle dem der er frelst ud af de nuværende nationer. Hans herredømme skal nå fra hav til hav, fra Floden til jordens ender; det vil følgelig omfatte hele jorden. I forbindelse med hans styre blev denne profetiske bøn nedskrevet: „Da bærer bjerge og høje fred for folket i retfærd. I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår.“ (Sl. 72:3, 7) Profeten Esajas bekræfter at der vil blive varig fred under den som har fået navnet Fredsfyrste: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ (Es. 9:6, 7) I egenskab af Guds talsmand vil Fredsfyrsten tale fred til alle nationerne, til sine overlevende undersåtter som kommer fra alle nationer.

53. Hvordan opfyldes den historiske profeti vedrørende regnbuen der viste sig efter Vandfloden, og hvad vil jorden blive omdannet til?

⁵³ En regnbue, symbolet på Guds fredelige hensigt, viste sig for tusinder af år siden for Noa og hans familie efter at de ugudeliges verden i fortiden var gået til grunde i den verdensomspændende vandflod. Som en opfyldelse af denne historiske profeti vil freden ligesom en regnbue overstråle hele jorden og dens beboere efter at Harmagedon har ødelagt den nuværende af krig hjemsøgte tingenes ordning og renset jorden for at give plads for den fredfyldte, retfærdige nye tingenes ordning. Derefter vil de som begynder at leve under Kristi styre på jorden bygge tillidsfuldt, og uden frygt for at det de bygger vil blive ødelagt eller beslaglagt af indtrængende fjender; de behøver heller ikke at være bange for at deres frugtbare marker vil blive nedtrampet af fremstormende tropper eller beskadiget af svært ødelæggelsesmateriel. De vil bygge og plante ansporet af visheden om at de også skal høste, eje, og glæde sig over frugterne af deres arbejde. Da de der lægger jorden øde til den tid er tilintetgjort, vil jorden ved Guds velsignelse gennem hans konge blive omdannet til et fuldkomment paradisisk hjem.

54. Hvordan vil der blive stiftet fred mellem mennesker og dyr, og hvordan kan alle glæde sig over fred på jorden som „mennesker, der har god vilje“?

⁵⁴ I dette jordiske paradis vil alle dyrene ved Guds magt blive tamme; der vil råde fred mellem dyrene og menneskene, som vil udøve gudgivent herredømme over dem. Selv en lille dreng vil kunne passe dem. (Es. 11:6) De lydige mennesker vil komme til at eje fuldkommen sundhed, og legemlig fuldkommenhed vil gøre dem til smukke skabninger, dannet i Guds billede og lighed. Desuden vil alle de der sover i mindegravene blive vækket af Kongens røst, og de vil opstå og have mulighed for at leve evigt i fuldkommenhed på jorden under hans styre som Evigheds-Fader. Til dem vil han tale fred. Ved evigt at tilbede Jehova og adlyde hans frelser-konge kan alle jordens beboere, til ære for Gud i det høje, glæde sig over fred på jorden som „mennesker, der har god vilje“, mennesker som fredens Gud finder behag i og til hvem han taler fred.

[Fodnoter]