’Vis jer som mine disciple’

„Derved er min Fader herliggjort, at I vedbliver med at bære megen frugt og viser jer som mine disciple.“ — Joh. 15:8, NW.

 1. Hvordan kan det siges at Jesus var alene om arbejdet da han begyndte at fremstille vidner, og hvordan kan man måle hans dygtighed?

EN arbejders succes måles efter hans produktion, efter kvaliteten, kvantiteten, eller begge dele. Målt efter frugterne af Jesu arbejde må han siges at have haft overordentlig succes som en arbejder hvis dygtighed viste sig både i kvalitet og kvantitet. Hvad begge angår var hans arbejde forbavsende. Da han påbegyndte arbejdet med at forny menneskers sind så de kunne blive hans efterfølgere, var han helt alene om det, idet han var det første af en ny slags vidner for Jehova, dem med et himmelsk kald. Der var naturligvis Johannes Døber, som havde banet vejen for Jesus, men Johannes hørte ikke med til den nye nation af åndelige medlemmer, og selv når Johannes’ disciple kom til Jesus for at følge denne, måtte Jesus først gøre dem til kristne vidner for Jehova. Så i denne henseende var Jesus i hvert fald helt alene om det da han påbegyndte sit arbejde.

 2. Hvor mange nye vidner fremstillede Jesus i løbet af sin tre og et halvt års tjeneste, og hvilken profeti udtalte han om sine efterfølgeres arbejde?

² På Pinsedagen, tre og et halvt år senere og kort tid efter at Jesus var blevet dræbt på en marterpæl, talte apostelen Peter til en stor skare mennesker. Mange af disse mennesker havde tidligere hørt Jesu prædikener, og hans budskab havde allerede gjort et dybt indtryk på dem. Nogle af dem havde troet at Jesus var Messias, men nu var de kommet i tvivl fordi han så pludseligt var blevet henrettet som forbryder. Ledet af Guds ånd forklarede Peter ved denne lejlighed hvordan profetierne havde fået deres opfyldelse med det der var sket. Da tilhørerne forstod hvorfor Kristus havde måttet dø og blev klar over at det rette for dem nu ville være gennem Jesus Kristus at indvi sig til Gud hvis de ønskede at stå på Jehovas side, var der straks samme dag tre tusinde der lod sig døbe i Jesu navn. Beretningen viser at tallet nogle dage senere var nået op på 5000. Alle disse troende israelitter var indirekte frugter af Jesu tre og et halvt års arbejde. Men der må have været tusinder flere, for beretningen siger senere at „der føjedes stadig flere til, som troede på Herren“. Endvidere var mange blevet døbt med Johannes’ dåb under Jesu tjenestegerning; så der er grund til at tro at langt flere end de i Apostlenes Gerninger 4:4 nævnte 5000 der blev døbt i Jesu navn, indirekte blev vidner som følge af Jesu forkyndelse. Som Jesus havde sagt: „Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.“ (Joh. 12:24) Hvilken frugt frembragte Jesus ikke ved at dø trofast! Imidlertid sagde han om sine efterfølgere: „Sandelig, sandelig siger jeg Eder: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.“ Hvordan skal vi nu forstå dette? — Joh. 14:12.

 3. Hvordan skal Johannes 14:12 forstås?

³ Det er næppe sandsynligt at et ufuldkomment menneske nogen sinde skulle kunne komme på siden af Mesteren og slå hans rekord i fremstilling af vidner. Hvis et vidne for Jehova blev sendt til et distrikt hvor der ikke var andre vidner, er det højst tvivlsomt om der ville blive tilnærmelsesvis så mange som de 500 vidner Jesus så i Galilæa efter sin opstandelse, eller blot så mange som de 120 der forblev i Jerusalem efter hans opstandelse. (1 Kor. 15:3-6; Matt. 28:16-18; Ap. G. 1:15) En sådan fremgang for den enkelte ville heller ikke være den opfyldelse som Jesu ord kræver. Nej ordene i Johannes 14:12 er en profeti som er udtalt af den store profet, og de kan senest få deres opfyldelse nu i „endens tid“ mens indsamlingsarbejdet stadig står på. Den rette forståelse må derfor være at Jesu ord især gjaldt dem af hans efterfølgere der lever nu, ikke som enkeltpersoner betragtet, men som et samfund af mennesker der harmonisk arbejder sammen for at udføre de gerninger han overdrog sine efterfølgere. Det er som et sådant samfund at hans efterfølgere i dag opfylder profetien.

 4. Hvilket bevis har vi for at Jehovas vidner opfylder Jesu profeti i Johannes 14:12, og hvordan berører denne profeti os som enkeltpersoner?

⁴ Ved Jehovas vidners internationale stævne i New York city i sommeren 1953 blev der på en dag døbt 4640 vidner. Ved to stævner som Jehovas vidner holdt samtidig i Nürnberg og Berlin i august 1955 blev der på to dage døbt 5203 mennesker, og ved vidnernes internationale stævne i New York city i juli 1958 blev 7136 døbt på én dag. Det er betydeligt flere end der nogen sinde blev døbt ved én lejlighed på Jesu og apostlenes tid så vidt som beretningerne viser. I løbet af de sidste ti år har Jehovas vidner haft en vækst fra 283.532 forkyndere i hele verden i 1948 til 717.088 i 1958, eller 153 procent, hvilket viser at vor tids Jehovas vidner opfylder Jesu profeti. De har langt større resultater og de udfører arbejdet med at fremstille vidner sådan som Jesus lærte det, i langt større udstrækning end nogen sinde før i historien, og enden er ikke nået endnu. Alt dette slår én ting afgjort fast: Hvis Jesus var så produktiv, og der forventes en endnu større produktivitet af den sande kristne menighed i dag, hvor meget produktivt arbejde forventes der så ikke af det enkelte medlem af menigheden? Det viser at tiden er inde da Kristus Jesus forventer at hans efterfølgere hver især skal kunne fremvise frugter af deres arbejde.

Hemmeligheden

 5. Hvad er den betydeligste hemmelighed ved Jehovas vidners vækst?

⁵ Hvad er hemmeligheden bag Jehovas vidners iøjnefaldende fremgang, som har ført til at de er blevet kaldt den forholdsvis „hurtigst voksende religiøse bevægelse“? Skyldes deres fremgang at det er sådan en „nem“ religion som folk gerne vil tilslutte sig fordi de kan gøre som det passer dem og alligevel få samvittigheden beroliget? Skyldes den at folk får betaling for at deltage i Jehovas vidners arbejde og altså har økonomisk fordel deraf? Skyldes den at folk af frygt drives til at blive Jehovas vidner efter at budskabet om det kommende Harmagedonslag er blevet forkyndt for dem? Disse og andre grunde er blevet fremsat af mennesker der ikke kan forstå hvorfor Jehovas vidner har så enorm en vækst overalt. Hemmeligheden er at Jehovas vidners arbejde er en genoplivelse og en fortsættelse af det vidnevindende arbejde Jesus påbegyndte her på jorden for omkring 1930 år siden, et arbejde der dengang viste sig at være yderst frugtbringende. Arbejdet udføres i lydighed mod den guddommelige befaling og som en opfyldelse af profetier, og det ledes og støttes derfor af Guds hellige ånd eller usynlige virkekraft. Det er en af de vigtigste af hemmelighederne ved Jehovas vidners rivende vækst inden for den nuværende generation. — Matt. 24:14; 28:19, 20, NW; Es. 60:1-22.

 6. Hvilke andre årsager er der til Jehovas vidners fremgang?

⁶ Men der er også en mere håndgribelig, teknisk årsag, nemlig at vidnerne har taget Jesu ord „følg mig“ helt bogstaveligt, også hvad forkyndelsesmetoder angår. De har været meget omhyggelige med så nøjagtigt som muligt at efterligne de metoder som blev anvendt af deres Hoved og Mester, Jesus Kristus, da han var her på jorden og udførte det samme arbejde. De har lyttet til hans vejledning om hvordan de skulle gøre det, en vejledning som står at læse i Mattæus-evangeliet det tiende kapitel og flere andre steder. Tænk endvidere på at Jehovas vidner bringer det samme budskab som Kristus Jesus, budskabet om Guds rige som en virkelig regering der skal udøve et bogstaveligt herredømme over menneskeslægten og løse dens problemer, og du vil forstå hvorfor vidnerne har så storslåede resultater, og det på begge sider af jerntæppet.

 7. (a) Hvordan stemmer Jehovas vidners synspunkt og handlinger overens med at de hævder at være Kristi efterfølgere? (b) Nævn nogle af de resultater de opnår ved at følge i Kristi fodspor. (c) Hvem tilskrives æren for de frugter der frembringes?

⁷ Jehovas vidner har ikke prøvet på at komme nemmere om ved arbejdet, som om de vidste bedre end deres Mester. De priser ham ikke som den viseste mand der nogen sinde har levet på jorden, for så blot at lade hånt om hans råd. De mener ikke at hans arbejdsmetoder er gammeldags nu i denne masseproduktionens tidsalder. Som sande kristne har også de fulgt deres Mester i forkyndelsen fra hus til hus og sammen med ham udstået den skændsel, spot og forfølgelse som dette medfører endog fra mennesker som kalder sig kristne. Men de har tillige sammen med Kristus haft del i de vidunderlige frugter som i årenes løb er blevet indsamlet i form af hundreder tusinder af mennesker der var det værd. I lydighed mod deres store Lærers instruktion har forkynderne opholdt sig hos sådanne mennesker, besøgt dem mange gange for at bringe dem den fred med Gud som de så inderligt ønskede at disse mennesker skulle få, og de har bragt dem freden ved at studere Guds ord, Bibelen, med dem i deres hjem. I 1959 ledede Jehovas vidner over et kortere eller længere tidsrum sådanne bibelstudier i 606.075 forskellige hjem verden over, med en eller flere til stede ved hvert studium. Frugten af dette arbejde har været at 43.000 nye indviede kristne gennemsnitlig har sluttet sig til vidnernes rækker hvert år i de sidste ti år, hvilket viser at Jehova Gud har anerkendt vidnernes arbejdsmetoder og velsignet deres arbejde med at vande og passe Guds ords sæd som er blevet sået i hjertet hos de mennesker som var det værd. Jehovas vidner tager ikke selv æren for dette. Det undergørende budskab de bringer er ikke deres egen opfindelse, og den metode de benytter når de sår det i menneskers sind er heller ikke deres egen. Al æren tilskrives Jehova Gud, der oplærte dem gennem Kristus Jesus og som også er den der giver væksten. Det er Jehova der opbygger den nye verdens samfund. — Joh. 15:1.

Kvantitet i modsætning til kvalitet

 8. (a) Hvor interesserede skulle kristne være i en talmæssig vækst? (b) Hvilke betingelser må opfyldes før Jehovas vidner kan anerkende andre som vidner? (c) Hvordan viste Paulus at kvalitet betyder mere end kvantitet?

⁸ Vækst er et af de træk der kendetegner den sande menighed i „endens tid“. Sande kristne er derfor interesseret i kvantitet, men ikke for enhver pris, og ikke på bekostning af kvaliteten. I mange lande kunne Jehovas vidner fremvise langt større tal dersom de ville anerkende og døbe alle de mennesker som beder om at måtte blive anerkendt og døbt af dem; men når sådanne mennesker ikke på rette måde har fornyet deres sind gennem bibelstudium, regnes de ikke for at være Jehovas vidner, og vil heller ikke blive det før de har bevist at de virkelig har tilegnet sig den tankegang der er i harmoni med Guds ord og er blevet aktive forkyndere. I virkeligheden ved man ikke hvor mange mennesker der tror ligesom Jehovas vidner. Alle der regnes for at være Jehovas vidner er aktive forkyndere af den gode nyhed og lever efter den bibelske moralnorm, for en uvirksom kristen eller en der ikke lever et kristent liv er overhovedet ikke kristen. Han er ikke et vidne for Jehova. Det er naturligvis den samme bibelske norm der er gældende i alle lande. Da Paulus blev bekendt med et tilfælde af moralsk forfald i menigheden i Korinth udstødte han den skyldige kristne af menigheden, og vedkommende fik ikke lov til at komme tilbage før han havde bevist at han fuldstændig havde ændret sind og handlemåde. Det var ikke kvantitet der lå Paulus stærkest på sinde, om end han var interesseret i vækst; kvalitet betød mere. Vi bør aldrig glemme at kristne bliver til ved en sindsændring hos mennesker, og at denne sindsændring uvægerligt ændrer disse menneskers opførsel. — Åb. 7:9, 14, 15; 1 Kor. 5:1-5; 2 Kor. 2:6, 7; Rom. 1:13; 12:2; Ef. 4:22-24.

 9. (a) Nævn en af grundene til at kristenhedens kirker er interesseret i at få flere medlemmer. (b) Hvad viser at den romersk-katolske kirke lige fra begyndelsen ikke har været interesseret i at dens tilhængere virkelig skulle blive omvendt til kristendommen, og hvorfor var den det ikke?

⁹ Af forskellige grunde er kristenhedens kirker også interesseret i vækst. De fleste af dem tror at de kan indføre Guds rige for menneskeheden gennem deres indflydelse på denne verdens politikere, og dertil kræves den politiske og økonomiske magt som et stort antal vælgere kan yde. Især er den katolske kirke kendt for at udnytte sine tilhængere til at give valgene det udfald den ønsker. Hertil kræves kvantitet og ikke nødvendigvis kvalitet; hengivne kirkemedlemmer, men ikke bibelkristne. Derfor har den katolske kirke aldrig taget det så nøje med virkelig at forny menneskers sind så hedenskabet blev rykket op og erstattet med den kristne tro. Om dette spørgsmål siger den franske professor Louis Reau i sit værk Iconographie de l’Art Chretien (Ikonografien i den kristne kunst) bind I side 50: „For at besejre hedenskabet der var så rodfæstet i oldtidens verden måtte Kristi kirke [d.v.s. den romersk-katolske kirke] vælge mellem to fremgangsmåder: at afskaffe eller erstatte, fjerne eller udskifte. Kirken fulgte sit sikre politiske og psykologiske instinkt og valgte det sidste. Det er uden tvivl meget farligt og næsten altid frugtesløst at rette et direkte angreb mod indgroede læresætninger og fjerne disse med magt, hvorimod det er forholdsvis let at udskifte dem med nye læresætninger og skikke, forudsat man vil vise agtelse for de fædrene skikke og fortsætte med dem under et andet navn. . . . Denne udskiftningsproces, der ikke altid straks resulterede i en oprigtig omvendelse af sjælene, men som virkede bemærkelsesværdigt fremmende på bestræbelserne for at kristne den hedenske verden, berørte i lige høj grad: læresætninger . . . ; helligdomme; religiøse helligdage . . . ; og endelig, ikonografien.“

10. Hvordan vinder kirkerne medlemmer i dag, og hvad er følgen heraf?

¹⁰ I dag gør kristenhedens forskellige kirker stadig disciple på deres egen måde. De gør disciple ved at bestænke nyfødte børn ved en såkaldt dåbsceremoni, hvorefter børnene regnes for at være medlemmer af kirken. Eller, som det skete i fortiden, de anerkender voksne som kristne uden først at have hjulpet dem med at forny deres sind og skille sig af med deres hedenske opfattelser så de kan behage Gud og tjene ham forstandigt, og uden at have lært dem den kristne moralnorm. Resultatet er at millioner af katolikker lever i åbenlys polygami uden at vide at noget sådant er i modstrid med Guds lov og uden at kirken gør noget som helst ved det.

11. (a) Hvilken metode har præsterne foretrukket i deres arbejde blandt deres sognebørn? (b) Hvem minder de os om når de ikke følger Jesu befaling?

¹¹ Kristenhedens præster har ikke bestræbt sig for at gøre deres kirkemedlemmer til virkelige kristne ved at følge Hans eksempel som de hævder er deres Mester og Lærer. De har ikke gået fra hus til hus og besøgt deres sognebørn, sådan som Jesus befalede, for at de millioner der af en eller anden grund aldrig kommer i kirken kan lære Guds ord at kende. De har i stedet for ringet med kirkeklokkerne så folk skulle komme til dem, hvorved de som regel kun er nået ud til en ganske lille del af befolkningen. Ifølge en beretning udarbejdet af Det Lutherske Verdensforbund i Genève, er der kun 14 procent af lutheranerne i England, mellem 5 og 13 procent i Vesttyskland, 2,7 procent i Norge og 1,03 procent i Sverige der regelmæssigt går i kirke. Norge og Sverige er næsten hundrede procent lutheranske. Socialt hjælpearbejde, offentlige møder, konferencer, vækkelsesmøder, basarer og reklamer har været benyttet for at gøre folk interesserede i religion og få dem til at gå i kirke; alt har man prøvet, blot ikke den metode som Jesus lærte: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors [sin marterpæl, NW] op og følge mig!“ (Matt. 16:24) Men præsterne har ikke fulgt Jesus Kristus, den gode Hyrde. Når de søger at hoppe over hvor gærdet er lavest under arbejdet med at gøre disciple, minder de os om dem der blev kaldt ’tyve og røvere’ af den der stadig er ekspert i at gøre disciple: „Sandelig, sandelig siger jeg Eder: den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er tyv og røver. Men den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde. Alle de, som er kommet før mig, er tyve og røvere; men fårene hørte ikke på dem. Jeg er døren; om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst; og han skal gå ind og gå ud og finde føde. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod. Jeg er den gode hyrde.“ — Joh. 10:1, 2, 8-11.

Et produkt af ringere kvalitet

12. (a) Hvorfor kan man sige at kristenhedens kirkemedlemmer som kristne er et forfalsket produkt? (b) Hvordan ses det blandt katolikkerne?

¹² Alt hvad kristenheden kan opvise er et stort medlemstal, og det gør ikke det mindste indtryk på Jehova, for som kristne er disse medlemmer et forfalsket produkt. De er ikke blevet til ved at deres sind er blevet fornyet; de er ikke et produkt af Guds ånd, hans budskab eller hans arbejdsmetode, så de kan kun være et falsk produkt. De har ikke samme sind som de sande kristne der er blevet undervist af Gud gennem hans ord og som „når frem til at være eet i troen på og erkendelsen af [den nøjagtige kundskab om, NW] Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da [de] kan rumme Kristi fylde,“ men de er ligesom „umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse“. Da deres sind ikke er opøvede i den kristne tankegang er de et let bytte for alle mulige ubibelske filosofier, hvorfor millioner er blevet ateistiske kommunister i de katolske lande på begge sider af jerntæppet. — Ef. 4:13, 14, 20-24.

13. Hvad viser at heller ikke protestanterne svarer til kristennavnet?

¹³ Protestanterne leverer et lige så ringe produkt. Når de bliver udsat for prøvelser forlader de også deres kirker og fornægter de kristne principper, som tilfældet var med de 20.000 leipzigere i Den tyske demokratiske Republik der inden for en periode af bare to år tog afstand fra den lutheranske kirke på grund af kommunistisk propaganda og pres, som det berettedes i Berlinavisen Telegraph-Wochenspiegel for den 14. december 1958. I samme del af Tyskland tager såkaldt kristne og deres børn del i visse kommunistiske ateistiske højtideligheder som træder i stedet for deres egen kirkes højtideligheder. Ifølge biskop dr. Dibelius’ oplysning til Telegraph-Wochenspiegel for den 2. november 1958 er der „i en by, ’ikke særlig langt fra Berlin’, med 20.000 indbyggere, blandt 200 børn som netop har afsluttet skolen, kun tre der skal konfirmeres til foråret. Forældrene til resten af de børn der er tilsluttet den evangeliske kirke har hverken mod eller styrke til at modstå det pres der øves imod dem for at tvinge deres børn til at deltage i den ateistiske ungdomsindvielse“.a

14. (a) Hvordan finder princippet i loven om formering sin anvendelse på vidnearbejdet? (b) Hvordan kan vi vide at der i dag må være vidner der ligner vidnerne fra Bibelens tid?

¹⁴ Den metode som Jesus foreskrev frembringer ingen frugter af den slags. Hans arbejdsmetode er i harmoni med Guds lov om formering som vi kan iagttage i naturen og som er nedskrevet i Første Mosebog 1:11-13, 20, 21, 24, 25. Alt, både planter, dyr og mennesker, frembringer kun afkom „efter deres arter“. Før Adam så Jehovas lov i anvendelse har han sikkert spekuleret på hvad resultatet af en formering mon ville blive. Men han spekulerede ikke så længe. Lovens anvendelse viste sig tydeligt: Løver fik løver, hunde fik hunde, aber fik aber, o.s.v. Det var altid det samme. De formerede sig alle uden undtagelse efter deres egen art. Jehovas vidner er underlagt den samme lov når de frembringer åndelige frugter, også de skal formere sig ’efter deres egen art’. Når de har sået Guds ords sæd og de lægger mærke til hvorledes tingene udvikler sig efterhånden som de studerer Bibelen med mennesker der er det værd, og de ser der sker en fornyelse af disse menneskers sind, behøver de aldrig at spekulere på hvad der skal komme ud af alt dette. Det vil bestemt hverken blive en kommunist, en katolik eller en protestant! Når tiden er inde vil den frugt der bæres være et ægte, loyalt vidne for Jehova præcis som de selv. Ved sin egen vidunderlige metode for frembringelse af nye vidner der ærer hans navn, har Jehova sikret sig at den allerførste ægte art af hans vidner fra Bibelens tid fortsat vil bestå på jorden. I kraft af denne åndelige formering er der den dag i dag sådanne bibelske vidner her på jorden, lige så sikkert som at vi er vor forfader Adams naturlige børn og i fysisk henseende hans udtrykte billede eller hans „art“. I henhold til den samme lov om formering må den falske religions ledere, både før og nu, derfor tage følgende ord af Jesus til indtægt: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er.“ — Matt. 23:15.

15. (a) Hvorfor kunne Jehovas vidner aldrig begynde at anvende præsternes arbejdsmetoder? (b) Hvad vil deres forkyndelsesarbejde til sidst føre til?

¹⁵ „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter,“ sagde Jesus til de skriftkloge og farisæerne. Til sine efterfølgere sagde han: „Derved er min Fader herliggjort, at I vedbliver med at bære megen frugt og viser jer som mine disciple.“ (NW) Jehovas vidner nærer et stærkt ønske om at være den nation der frembringer Guds riges frugter, og derfor kunne de aldrig begynde at anvende de skødesløse arbejdsmetoder som benyttes af kristenhedens kirker. De må vise at de er Kristi disciple, og det kan de kun gøre ved de frugter de frembringer, såvel kvalitativt som kvantitativt. Så uden hensyn til hvad andre gør må Jehovas vidner fortsætte med omhyggeligt at vandre i Jesu fodspor, idet de udfører deres arbejde med at fremstille nye vidner nøjagtigt sådan som han har lært dem. De må forhøre sig om hvem der er det værd, genbesøge disse og studere Guds ord med dem, hjælpe dem med at forny deres sind og således fremstille kristne Jehovas vidner af samme art som dem Kristus Jesus og hans apostle fremstillede. Bibelen lader os ikke i tvivl om hvad det endelige udfald af dette vil blive. Når der findes så mange sande kristne i verden som alle forkynder Guds rige som menneskers eneste håb, vil det forårsage en krise der får Jehova Gud til at gøre ende på alle den falske religions rådne frugter. — Matt. 21:43; Joh. 15:8; Matt. 7:15-20.

[Fodnote]