Venlighedens magt
„Elsk jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er god mod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ — Luk. 6:35, 36.
1. Hvorfor og hvordan er venlighed en magt?
VENLIGHED er en magt fordi den har sit udspring hos Jehova, den højeste Gud, den store Giver af „lutter gode og fuldkomne gaver“. Jehova sætter det største eksempel idet han viser venlighed mod alle, selv „mod de utaknemmelige og onde“. Eftersom venlighed hjælper den kristne til at være som sin himmelske Fader er det en magt der er lønnende. Hvilke belønninger følger der ikke med at være et af den Højestes børn! Ganske som Jesus sagde: „Jeres løn [skal] være stor.“ Disse ord minder os om den guddommelige regel der blev fremsat for længe siden om venlighedens og godhedens magt: „En mand der ejer miskundhed [eller: kærlig godhed] handler lønnende med sin egen sjæl.“ (NW) Den der er venlig tror måske han giver sin venlighed bort, men i virkeligheden kommer den tilbage igen, som en løn til den der elsker og viser venlighed ud fra det motiv at ville være som sin himmelske Fader. — Jak. 1:17; Luk. 6:35; Ordsp. 11:17.
2, 3. (a) På hvilken måde er verdslige afhandlinger om venlighed mangelfulde, og hvad bliver resultatet? (b) Med hvilket motiv bør man vise venlighed?
2 I denne verdens bøger kan man læse meget om hvorfor det lønner sig at være venlig; venlighed er en egenskab der prises af filosoffer og forfattere der beskæftiger sig med manerer, etikette og charme. Men de der holder sig til disse verdslige bøger frembringer ikke frugten af Guds ånd, og deres polerede overflade af høflighed og korrekthed dækker ofte over hjerter der er direkte imod Guds ånd. Hvad er der galt? Varme og kærlighed mangler, fordi Jehova og hans vilje lades ude af betragtning.
3 Da Jehova lades ude af betragtning i disse verdslige afhandlinger om venlighed er det intet under at nogle mennesker benytter sig af venlighed for at opnå en selvisk fordel. De viser venlighed, men de håber på at få noget til gengæld, en eller anden gave eller tjeneste. De bruger venlighed ligesom penge — til at købe sig noget de ønsker. Deres motiv er forkert. Når en kristen lader sin venlighed komme til udtryk i det praktiske, gør han det „uden at vente noget igen“. Han er venlig fordi han elsker sin himmelske Fader. Når vi holder af nogen, forbavses vi ofte over hvordan vi, tilsyneladende uden at bestræbe os for det, efterligner nogle af de gode træk og egenskaber hos den vi holder af. Hvor skulle kærlighed da ikke tilskynde os til med hensigt at opdyrke de egenskaber der præger Jehova Gud! „I skal derfor ligne Gud,“ lyder den guddommelige befaling. Kun ved at efterligne Gud kan man vise at man er et af den Højestes børn. Venlighed hjælper den kristne til at ligne sin himmelske Fader. — Ef. 5:1.
4. Forklar hvordan man lægger venlighed for dagen.
4 Hvordan lægger man venlighed for dagen? På mange måder: Ved at være indstillet på at gøre godt mod alle, ved at være barmhjertig, medfølende, godgørende, ved at være tålmodig, hjælpsom, gæstfri, gavmild, hensynsfuld, mild og imødekommende. Venlighed har sin rod i kærlighed. Paulus sagde: „Kærligheden er tålmodig og venlig.“ (1 Kor. 13:4, AT) Eller som Ny Verden-oversættelsen siger: „Kærlighed er langmodig og imødekommende.“ Venlighed er mere imødekommende end venskabelighed og høflighed, ja den er mere villig til at gøre sig ulejlighed for at hjælpe andre både med det timelige og det åndelige.
Et guddommeligt krav
5, 6. Giv grunde for at godhed og venlighed er et guddommeligt krav.
5 Venlighed eller godhed er nært forbundet med kærlighed i Bibelen, som for eksempel i udtrykket „kærlig godhed“, der er en ordret oversættelse af det engelske „loving-kindness“ som svarer til vort „miskundhed“. Det er en godhed der udspringer i kærlighed, den kærlighed der er trofast og loyal. Et menneske der ejer denne kærlige godhed viser at Guds ånd bor i ham, for frugten af Guds ånd indbefatter „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. Guds ånd forandrer et menneske og sætter det i stand til at iføre sig den „nye personlighed“ der kræves af sande kristne: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed.“ Godhed eller venlighed er altså et overbevisende vidnesbyrd om kristen kærlighed, samtidig med at den er et guddommeligt krav. — Gal. 5:22, 23; Kol. 3:12.
6 Hele Bibelen igennem er der rigelige vidnesbyrd om at Jehova forlanger at de der vil vinde hans godkendelse må elske godhed: „Det er sagt dig, Menneske, hvad der er godt, og hvad Jahve kræver af dig: At øve Ret og elske Godhed og vandre ydmygt med din Gud!“ Det er ikke mærkeligt at Jehova kræver at vi skal elske godhed. Hvor ofte lovpriser de inspirerede skribenter ikke Guds miskundhed eller kærlige godhed! Hvor højt bør vi ikke værdsætte denne egenskab hos vor himmelske Fader! „Hvor dyrebar er dog din miskundhed [eller: kærlige godhed], Gud!“ Jehova kræver med rette at denne egenskab findes hos mennesker: „Det ønskværdige hos det jordiske menneske er miskundhed.“ Vi kan ikke behage Gud med ofre alene. Gennem profeten Hoseas siger Jehova: „Jeg ønsker godhed, og ikke offer.“ Den kristnes ofre i Guds tjeneste kan være nok så store, men uden kærlig godhed vil han ikke vise sig at være et af den Højestes børn. Det er noget man må tænke på, at Gud har anbragt den kærlige godhed på en så fremtrædende plads. Uden kærlighedens motiv og kærlighedens udslag kan man ikke modtage nogen belønning fra Gud, uanset hvor store ens ofre er: „Uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ — Mika 6:8, Buhl; Sl. 36:8; Ordsp. 19:22, NW; Hos. 6:6, AS, fodnoten; 1 Kor. 13:3.
7. Hvad ser vor himmelske Fader først og fremmest på hos et menneske?
7 Det ses klart at et menneskes motiver og hjertelag betyder mere for Jehova Gud end hjerne. Hvis Jehova først og fremmest var interesseret i hjerne ville han have valgt denne verdens vise og intellektuelle til at udføre det store arbejde med at forkynde den gode nyhed om Riget på hele jorden. Men han har ikke givet sin ånd til de stolte og vise i denne verden. Apostelen siger: „Tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; . . . for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ Den himmelske Fader kan bruge den der søger at være som han. Og et sådant menneskes „løn [skal] være stor“. — 1 Kor. 1:16-29.
8. Hvilken løn bringer det at vise venlighed i det daglige?
8 Utallige er de belønninger man opnår ved at vise godhed og venlighed nu. Det er en magt der hjælper os til at gøre hvad der er ret i alle livets forhold. Man kan for eksempel bedre forstå hvad takt er, når man véd at den har sin rod i godhed eller venlighed. Hvis vi gør det der er venligt, vil vi opdage at vi gør det der er taktfuldt. Mange talmudlignende etiketteregler bliver ganske unødvendige, for grundlaget for alle gode manerer er venlighed. Høflighed kan defineres som venlighed i ubetydelige ting; belevenhed som venlighed i små ting. Venlighed kommer til udtryk i ens sprog såvel som i ens handlinger. Det synes måske at være en lille ting at bruge udtrykket „være så venlig“, men når det afspejler kærlighed og godhed mere end kølig høflighed har det stor betydning. Man kan ikke tænke sig at Abrahams, Lots og Jehovas brug af udtrykket var en ren formssag. — 1 Mos. 12:11-13; 19:1, 2, 18-20; 15:5; 22:1, 2, NW.
9. Hvordan hjælper venlighed en til at jage efter fred?
9 Venlighed er en magt fordi den hjælper kristne til at jage efter freden og bevare harmonien. Den jager misforståelser på flugt og baner vej for tilgivelse. Når det drejer sig om den vanskelige kunst at meddele sig til andre, udtrykker man ikke altid sine tanker med den ønskede tydelighed; misforståelser kan opstå. Her kommer venlighed til undsætning og bevarer freden. Det er let at komme til forståelse med hinanden ved tålmodighed og venlighed; det er let at tilgive venlige mennesker. Selv hvis man behandles uvenligt, tager ens egen venlighed brodden af uvenligheden. Venlighed hjælper alle til at leve op til apostelens råd: „Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden.“ — Kol. 3:13.
10. Hvilket bibelsk princip kan hjælpe en til at løse problemer?
10 Venlighed løser problemer. Når den kristne står over for en situation der ikke netop er beskrevet i Bibelen, søger han et princip der kan hjælpe ham at finde en løsning. Han finder det i Efeserne 4:32: „Vær gode mod hverandre.“ Når nogen derfor spørger: „Hvad skal jeg gøre?“ er handleregelen denne: Gør det der er venligt, for det som er venligt er det der er ret.
Venlighed betyder ikke svaghed
11. Hvilket fejlagtigt syn på venlighed bør man ikke have, og hvorfor er venlighed ikke svaghed?
11 Dersom venlighed skal være en magt der får en til at gøre det rette, både i Guds og menneskers øjne, må den være uden svaghed. Det er en fejltagelse at tro at venlighed er det samme som at tage sig tingene let og tillade urette handlinger og forhold at passere i den kristne menighed. Den kristne tilsynsmand kan ikke lade noget der bibelsk set er forkert gå upåtalt hen i den fejlagtige tro at han på denne måde viser at han er venlig. Venlighed lukker ikke øjnene for det der er ondt eller det der ikke er i overensstemmelse med Guds vilje. Forældre er ikke virkelig venlige og gode mod deres børn når de lader dem gøre alt hvad de vil. Misforstået venlighed har resulteret i mange lovovertrædelser blandt ungdommen. I den kristne menighed kan overtrædelser på det åndelige område blive resultatet hvis tilsynsmanden anser venlighed for at være mangel på fasthed. Sand venlighed står fast for det der er ret i Guds øjne; den insisterer på lydighed mod Guds bud. Sand venlighed behøver ikke at føre til at andre mister respekten for en og udnytter en. Herren Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel på en der var venlig men alligevel fast.
12. Hvad siges der om Jesu Kristi venlighed?
12 Har der nogen sinde levet et menneske der var så venligt som Herren Jesus? Han efterlignede sin himmelske Fader og var derved det fuldkomne eksempel for sine efterfølgere. Konger og regenter i denne verden er sjældne at få i tale; i hvert fald har de meget travlt. Men Guds søn kunne man altid komme til, han havde aldrig for travlt til at hjælpe andre med det materielle eller det åndelige. Hvilken medfølelse han lagde for dagen! Da han så folkeskarerne „ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. Folk fra alle samfundslag følte sig frie til at komme til Jesus. Forældre tøvede ikke med at bringe deres børn hen til ham: „De bar nogle små børn til ham, for at han skulle røre ved dem; men disciplene truede ad dem. Men da Jesus så det, harmedes han og sagde til dem: ’Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til.’ Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.“ Skønt venlig i enhver henseende var Jesus dog fast når det gjaldt det der var ret. — Matt. 9:36; Mark. 10:13, 14, 16.
13. Hvorfor var Jesus ikke uvenlig da han afslørede det hykleriske præsteskab? da han irettesatte Peter?
13 Nogle vil måske synes at Jesus var uvenlig, når de læser det treogtyvende kapitel i Mattæus-evangeliet, der taler om hvordan Jesus afslørede og fordømte de hykleriske religiøse ledere. I virkeligheden var det de religiøse ledere der var uvenlige, for de havde afvist Guds ufortjente godhed ved hans søn. Jesus sagde: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.“ Guds kærlige godhed blev afvist! Jesus var fast når det gjaldt Guds vilje, og derfor irettesatte han ikke alene de hykleriske præster men også sine egne disciple, og det ville have været uvenligt af ham ikke at gøre det. Da Jesus fortalte sine disciple at han „skulle lide meget . . . og dræbes“ og „talte frit ud om dette“ til dem, gjorde Peter indsigelse. „Da tog Peter ham til side og begyndte at rejse kraftige indsigelser over for ham, idet han sagde: ’Vær god mod dig selv, Herre; du skal bestemt ikke lide denne skæbne.’“ Men Jesus svarede: „Vig bag mig, Satan! Du er mig en anstødssten, thi du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (NW) Jesus var ikke uvenlig. Sand venlighed er en magt fordi den tilskynder en til at gøre Guds vilje. Man kan ikke siges at være venlig hvis man gør eller opmuntrer andre til at gøre noget der ikke er i overensstemmelse med Jehovas vilje. Jesus havde på magtfuld måde udtalt hvad der var Guds vilje; alligevel dristede Peter sig til at komme med stærke indvendinger. Det fortjente en streng irettesættelse. — Matt. 23:37; Mark. 8:31, 32; Matt. 16:22, 23.
14. Hvad fandt Paulus det nødvendigt at uddele fra tid til anden, og hvorfor var det sand venlighed?
14 Apostelen Paulus uddelte ligeledes strenge irettesættelser hvor det ville have været forkert og uvenligt af ham ikke at gøre det. Paulus skrev til korinterne: „Der er nogle, som er blevet opblæste i den tanke, at jeg ikke skulle komme over til jer; men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og da vil jeg spørge, ikke efter de opblæstes ord, men efter deres kraft. Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft. Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset eller med kærlighed og sagtmodig ånd?“ Over for opblæste og hovmodige fredsforstyrrere antog Paulus ikke denne holdning: ’Min venlighed kræver at jeg må lade dem få deres vilje.’ Nej, han var modig nok til at bruge mundens ris og uddele den rette tugt; dette ville have en gavnlig virkning både på de enkelte der var impliceret, og på den kristne menighed. Resultaterne af tugt viser at den er venligt ment. Jehova selv afholder sig ikke fra at tugte alle der gerne vil være hans sønner: „Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter? Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner. Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes [vort åndelige livs, NW] Fader og få livet i eje? Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ — 1 Kor. 4:18-21; Hebr. 12:7-9, 11.
15. Hvordan behandler tilsynsmanden Guds hjord på rette måde, og hvordan vil han handle over for en overtræder?
15 Den kristne tilsynsmand i dag vil behandle Guds hjord med kærlighed og sagtmodig ånd. Dette vil dog ikke hindre ham i at være fast over for dem der bringer menighedens renhed og fred i fare. Han vil behandle overtræderen venligt; hvis der imidlertid ikke sker nogen forbedring må tilsynsmanden måske tale strengt til overtræderen. Hvis denne fremturer i uretfærdighed bliver det måske nødvendigt for tilsynsmanden at sætte ham strengt i rette. Når Jesus og Paulus irettesatte andre mistede de ikke besindelsen eller talte på en måde der ikke sømmer sig for en Guds tjener. Tilsynsmanden i dag må på samme måde være fast men venlig. I sit brev til Titus sagde apostelen Paulus: „En tilsynsmand skal som Guds husholder være en mand der ikke er noget at klage på, ikke selvrådig, ikke hastig til vrede, . . . men en som elsker fremmede, elsker det gode, har et sundt sind, er retfærdig, har kærlig omsorg.“ Den kristne menigheds lykke og åndelige sundhed afhænger for en stor del af tilsynsmandens kærlighed og venlighed. — Tit. 1:7, 8, NW.
16. (a) Hvordan behandlede Paulus Guds hjord, og hvilket råd gav han en tilsynsmand om hvordan denne kunne vise venlighed? (b) Hvordan skal en tilsynsmand behandle de ældre og svage?
16 Apostelen Paulus havde meget at sige om hvordan man lægger kærlighed og venlighed for dagen i menigheden. Han satte selv et strålende eksempel for alle tilsynsmænd. Han skrev til tessalonikerne: „Vi [færdedes] med mildhed iblandt jer, som når en ammende moder hæger om sine børn. I er vidner, Gud er også, på hvor tro mod kærlig godhed og hvor retfærdige og udadlelige vi viste os at være over for jer troende.“ Paulus gav tilsynsmanden Timoteus instruktioner om hvordan man kan vise venlighed mod hver enkelt i menigheden og skrev til ham: „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed. De enker, som virkelig er enligt stillede, skal du vise ære.“ I den familie hvor der er virkelig kærlighed til stede, behandler hvert medlem de andre med hensynsfuldhed og venlighed. Sådan skulle det også være i den kristne menighed. Nogle bør tilsynsmændene vise den samme respekt og venlighed som var de deres fædre, nogle som var de deres mødre og nogle som var de deres kødelige brødre og søstre. Når tilsynsmanden gør dette vil han også vide hvordan han behandler de syge og de svage med venlighed. Sådanne er måske ikke i stand til at gøre hvad de gerne ville i den kristne tjeneste; de kan kun gøre det deres kræfter tillader dem at gøre. De skal ikke behandles af tilsynsmanden som om de var utro mod Guds sandhed; opmuntring er det de trænger til, ikke det modsatte. Den venlige tilsynsmand er derfor „inderligt medfølende“ (NW); han prøver at forstå andres begrænsninger. Ved sin egen kærlighed og godhed opmuntrer tilsynsmanden alle til at gøre hvad de kan for at fremme den gode nyhed om Guds rige. „Vær barmhjertige,“ sagde Herren Jesus, „ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ Ved at prøve at forstå de ældres og svages problemer og ved at tilbyde den hjælp han kan give, lægger tilsynsmanden barmhjertighed og kærlig godhed for dagen. — 1 Tess. 2:7, 10, NW; 1 Tim. 5:1-3; Ef. 4:32; Luk. 6:36.
Venlighedens dragende magt
17. Hvordan bør vi reagere over for Jehovas kærlige godhed?
17 Venlighed tiltrækker, uvenlighed frastøder. Hvor drages man ikke til Jehova på grund af hans kærlige godhed! „Hans miskundhed [eller: kærlige godhed] varer evindelig“ — denne forsikring forekommer i hvert eneste vers i Salme 136. Når man således læser det inspirerede ord og lærer Jehovas godhed og hans barmhjertige foranstaltning til tilgivelse af synder at kende, drages man til Jehova gennem hans søn. Denne godhed og venlighed får en til at angre og vende om fra en verdslig færd, som Paulus viser i Romerbrevet 2:4: „Ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og véd ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?“ Eftersom godhed og venlighed er en så dragende magt ønsker den kristne oprigtigt, inderligt og ivrigt at være som sin himmelske Fader, så han ved sin godhed og venlighed kan drage andre til tilbedelsen af Jehova Gud.
18. Sammenlign venlighed og uvenlighed og fortæl hvordan en kristen hustru kan vinde sin vantro mand for Guds sandhed.
18 Den kristne hustru der har en vantro mand kan måske drage sin ægtefælle til Guds sandhed ved at vise hensynsfuldhed og venlighed. Hun prøver ikke at påtvinge sin mand sandheden, for hun kender den guddommelige regel der blev udtrykt af Peter: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ En hustru kan på et tidspunkt have vist manglende respekt for sin mands ledelse; hun kan have været dømmesyg og fordringsfuld, parat til at kritisere og finde fejl ved hver en lejlighed. Hun har måske ikke kendt det inspirerede ordsprog der siger at „kvindekiv er som ustandseligt tagdryp“, eller „hellere bo i et ørkenland end hos en trættekær, arrig kvinde“. Hun har sikkert ikke læst den kommentar der gives til disse skriftsteder af en australsk læge, dr. Philip Lai, der har tolv års erfaring fra polarekspeditioner. I sit referat af en tale han holdt sagde New York Times den 24. november 1959: „Hustruer der skælder og smælder, umulige ægteskaber, og træthed af at skulle ’holde trit med Jensens’ anføres i dag som nogle af grundene til at mænd drager ud for at leve i Antarktis’ frosne ødemarker.“ Uvenlighed frastøder, ja det ser endog ud til at nogle stødes så langt bort som til sydpolens „ørkenland“! Venlighed virker modsat; den har en vældig tiltrækningskraft. Den hustru der ifører sig „den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed [eller: kærlig godhed]“ (NW) vinder måske sin mand for Guds sandhed „uden ord“. Så stor er venlighedens magt! — 1 Pet. 3:1, 2; Ordsp. 19:13; 21:19; Ef. 4:24.
19. Hvad gør kristne kvinder tiltrækkende?
19 Apostelens råd til kristne kvinder viser hvad der er tiltrækningskraftens grundprincipper. I nogle lande sender man unge piger på charmeskole så de kan lære hvordan de skal blive charmerende. Resultatet? Alt for ofte en verdslig charme ved navn glamour. Verdslig affekterthed og kunstig charme kan måske bedrage dem der går efter den gamle verdens målestok, men de der har åndelig skelneevne kan ikke føres bag lyset; de ved at det er hjertets egenskaber — uselviskhed, taknemmelighed, venlighed, medfølelse og mildhed — der er grundlæggende for sand tiltrækning: „Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne“ — og i menneskers øjne. Ved at opdyrke åndens frugter får den kristne kvinde en charme som ingen verdslig glamour og etikette nogen sinde kan give hende. Atter gælder det at vi må sætte Guds vilje først og altid prøve at være som vor himmelske Fader. — 1 Pet. 3:3, 4.
20. Hvilke belønninger følger med venlighedens magt?
20 Venlighed er en magt der er lønnende. Den er en frugt af Guds ånd og en del af den „nye personlighed“. Den er et guddommeligt krav. Den hjælper os til at løse problemer. Den er en magt der er grundlæggende for taktfuldhed, gode manerer og sand tiltrækning. Den jager misforståelser på flugt. Den gør det let for os at tilgive andre. Den står fast for det der er ret. Den hjælper den kristne til at jage efter fred og drage andre til Jehova og hans sandhed. Den hjælper os til at adlyde befalingen: „I skal . . . ligne Gud.“ Hvis vi har stræbt efter godhed, medfølelse og venlighed ud fra dette motiv, vil resultatet blive som Jesus sagde: „Jeres løn [skal] være stor, og I skal være den Højestes børn.“ — Ef. 5:1; Luk. 6:35.