Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål
FORTALT AF ALLEN S. COVILLE
DET var i Londons East End jeg for første gang hørte om Jehovas vidner. Jeg var da atten år gammel. Min søster var gift og boede i udkanten af London, og her tilbragte jeg som regel mine weekender. Min søster studerede allerede sandheden og overværede møderne; og når hun opholdt sig ude i haven eller var beskæftiget med et eller andet, så jeg mit snit til at kigge i Selskabets bøger, der stod opstillet på begge sider af radioen. Hjemme gjorde sandheden senere et dybt indtryk på mig da jeg læste tre brochurer som Selskabet havde udgivet, nemlig Engle, Hjem og Lykke og Fremgang for alle.
Sammen med mine forældre havde jeg gået i Metodistkirken, men til sidst begyndte jeg i stedet at komme i rigssalen. I juni 1938 traf jeg den beslutning at jeg ville tage del i forkyndergerningen. Dengang var der ikke noget som hed oplæringsprogram, tre til otte minutters prædikener eller teokratisk skole. Jeg kan huske at vi arbejdede med brochuren Helbredelse, der blev tilbudt folk for et bidrag på en penny. Efter at jeg havde besøgt folk ved seks døre sammen med en broder, sagde denne til mig: „Nu kan du fortsætte her, så går jeg over på den anden side af gaden.“ Sådan begyndte jeg som forkynder, uden dog vist at optræde særlig taktfuldt. Men efterhånden gjorde jeg fremskridt fordi brødrene hjalp mig, og fordi jeg uforknyt og tålmodigt blev ved.
Så oprandt september 1938. Jeg symboliserede min indvielse til Jehova ved vanddåben; det skete ved stævnet i Londons Royal Albert Hall fra den 9.-11. september. Et af foredragene som broder Rutherford holdt ved den lejlighed var „Se Kendsgerningerne i Øjnene“. Jeg fortsatte mine studier når som helst jeg kunne finde et ledigt øjeblik. Jeg tog med undergrundsbanen ind til mit arbejde og tilbage igen, og turen varede femogfyrre minutter, og i den tid fik jeg efterhånden læst ikke så lidt af Selskabets litteratur.
Bestemmer mig for beteltjeneste
Det var nu blevet december 1938. Broder Schroeder der dengang var landstjener i England, aflagde besøg i menigheden og herunder indbød han mig til at komme til Betel. Jeg traf den rigtige beslutning. De ni år som fulgte på betelhjemmet i London bragte mig megen glæde, selv om det til tider var strengt under den anden verdenskrig. Man kan vist ikke forstå hvad det vil sige at forkynde og arbejde under ustandselige bombeangreb medmindre man har prøvet det.
Jeg var taknemmelig for at jeg foruden min tjeneste på Betel kunne virke som menighedstjener. Til de ni års oplevelser hører også det fængselsophold jeg blev idømt fordi jeg forholdt mig neutral over for verdens stridigheder. Otte af brødrene på Betel vandrede i fængsel samme dag, og vi blev løsladt den 4. juli 1944. I 1946 begyndte mine forældre at studere sandheden, og det var min søster og mig en glæde at de lod sig døbe ved stævnet på Wembley stadion i 1951.
Henimod slutningen af 1947 ankom der et brev fra præsidentens kontor. Det indeholdt en indbydelse til Vagttårnets Bibelskole Gilead. „Vær så venlig at give møde til det semester der begynder den 25. februar 1948.“ Nu måtte jeg atter tage en bestemmelse. Jeg havde stadig mulighed for at afslå indbydelsen. Jeg erkendte at jeg var sprunget ind i beteltjenesten lige fra det verdslige arbejde. Mange tanker for gennem min hjerne da jeg sagde til mig selv: „Hør nu her: du har aldrig prøvet at være pioner. Forestil dig at du bliver sendt ud som missionær til et fremmed land hvor du skal gå fra hus til hus og hver eneste dag tale på et andet sprog. Vil du kunne det?“ I december 1947 gik fireogtyve vidner fra England om bord i oceandamperen Queen Elizabeth med New York som mål. Jeg var en af dem.
Vi gik fra borde i New York tidligt i januar 1948, og fra Betel blev vi sendt forskellige steder hen i eller i nærheden af New York indtil vi skulle rejse op til Gilead. Jeg glædede mig over de dage jeg havde lejlighed til at arbejde på betelhjemmet i Brooklyn efter at jeg havde hørt så meget om det.
Gileadskolens klasse begyndte den 25. februar, og de fem og en halv måned som fulgte, skal jeg aldrig glemme. Der var det strenge men fornøjelige arbejde (den stramme studieplan hver dag og arbejdet på farmen), det kristne fællesskab (med brødre fra forskellige nationer, hvilket gav os en forsmag på livet i den nye verden) og værdsættelsen (af alt det som organisationen så kærligt gør for dem der kan opfylde betingelserne for oplæringen på Gileadskolen). Alting tog sigte på ét — at forberede os til det egentlige arbejde som senere ville følge, at udruste os til at tage vare på de „andre får“.
Afslutningshøjtideligheden fandt sted den 1. august 1948. Det var den første som foregik på plænerne foran den nyopførte biblioteksbygning Shiloah. Da vi forlod Gileadskolen lød broder Knorrs tale ved højtideligheden stadig i mine ører: „Selskabet er en organisation af mennesker, men den har Herrens ånd og velsignelse, og på Selskabets vegne kan jeg sige at den aldrig vil svigte jer. Vi følger hver enkelt af jer.“ Og det har slået til! Siden dengang har mange af os set hinanden i hvert fald to gange, nemlig på Yankee Stadium i 1953 og igen i 1958 ved det særlige møde i New Rockland Palace under stævnet „Den guddommelige Vilje“.
Gileaduddannelsen bragt i anvendelse
Efter Gileadopholdet virkede jeg som zonetjener i zone fire i Pennsylvanien, og således begyndte jeg at anvende den uddannelse som jeg havde fået på Gileadskolen. Men blot et år efter at vi var gået fra borde fra Queen Elizabeth var fire af de oprindelige fireogtyve igen om bord på skibet for at rejse til Europa.
Sammen med en anden engelsk broder blev jeg sendt som missionær til Frankrig hvor vi skulle gå fra hus til hus hver dag og tale et fremmed sprog. Det som jeg i tankerne havde forestillet mig inden jeg rejste til Gilead var nu blevet en kendsgerning. En tågefuld januarmorgen i 1949 stod natfærgen fra Southampton ind i Le Havres havn. Nu skulle vi rigtig til at anvende alt hvad vi havde lært på skolen.
Vi blev modtaget af nogle få forkyndere fra den stedlige menighed. De talte løs på fransk og vi kunne ikke forstå et ord. Vi forlod havnepladsen og begav os på vej gennem byen mens vi tog vort fremtidige distrikt i øjesyn. Endelig nåede vi frem til huset hvor vi skulle bo. Vi fik et kvistværelse med lave, skrånende lofter hos en ældre broder og søster. De gjorde for os hvad de formåede, hvilket vi var taknemmelige for, men vi var så uvante med det alt sammen! Nu skulle det altså vise sig om vi var tålmodige og udholdende og om vi virkelig troede på Jehova og hans organisation. Omsider fik vi os indrettet og tog fat på arbejdet, indbefattende madlavning og vask.
Selv om vi på Gileadskolen havde fået de første begyndelsesgrunde i fransk, faldt det os svært at aflægge et vidnesbyrd. Mens jeg var i England havde jeg fået lavet et kort med fransk tekst, og dette benyttede jeg mig af når jeg skulle præsentere mig. Det første sted vi var inde opdagede vi at husets beboere havde nogle af Selskabets bøger. Vi forstod det ikke af det de sagde, men vi så at de havde bøgerne fordi de viste os dem. Vi fortsatte med langsomt at sige: „Voulez-vous lire cette carte, s’il vous plait?“ Til svar fik vi en strøm af ord.
Uge efter uge overværede vi vagttårnsstudiet og fulgte med på fransk, og efterhånden lærte vi mere og mere af sproget.
Lærte selv ved at undervise ved bibelstudier
Som følge af forhold som vi ikke var herre over var det ikke muligt at blive længere end fem måneder, hvorefter vi måtte vende tilbage til England. Jeg blev nu i stedet sendt til Belgien, hvor jeg ankom den 1. september 1949. Da jeg allerede havde nogle franskkundskaber og vi nu var fire missionærer sammen, blev jeg lidt efter lidt bedre til fransk. I overensstemmelse med sandheden kan jeg sige at det som både i Frankrig og Belgien hjalp mig mest til at forstå og tale sproget var de hjemmebibelstudier jeg ledede. Det lykkedes mig at gøre de interesserede forståeligt at jeg ville være glad for at de rettede mine værste udtalefejl og grammatiske brølere. Samtidig kunne jeg ud fra Jehovas ord vise dem at de kunne lære Bibelens „nye sprog“. Når jeg ser tilbage på den tid kan jeg se at jeg lærte meget af sproget ved at gå ud til mennesker og lade dem belære mig, mens tiden samtidig blev udnyttet til at gavne deres åndelige velbefindende.
I de første måneder jeg opholdt mig i Belgien arbejdede vi med brochurer, og jeg spredte 514 stykker. Efter syv måneders forløb var det min forret at lede nitten bibelstudier.
Her i Belgien har jeg haft forskellige tjenesteforrettigheder: Jeg har virket som missionær, som zonetjener, har arbejdet på betelhjemmet i Bruxelles og har også virket som sektionstjener. I juli 1955 blev jeg, efter at jeg havde tjent Jehova i den ugifte stand i henved sytten år, gift med en søster som havde været i Gileadskolens syttende klasse og som har været i pionertjenesten siden maj 1945. Vi blev gift her i Bruxelles og har nu tjent sammen i Belgien i de sidste fem år.
Missionærgerningen byder på en lykkelig tilværelse. Jeg må tilstå at de få måneder i Frankrig umiddelbart efter Gileadskolen har været de hidtil vanskeligste. Men jeg er glad for nu at jeg dengang holdt ud, for ved sådanne erfaringer hærdes man til fremtidige prøvelser.
Jeg er glad for at jeg der tilbage i december 1938 traf den beslutning at blive optaget på Betel i London, for det har ført rige velsignelser med sig. Der venter en mange forrettigheder hvis man væbner sig med den indstilling som Esajas havde: „Her er jeg, send mig!“ Når man skal træffe en beslutning, gør man ret i at beregne omkostningerne, men den som beslutter sig til at gå ind for Riget og dets interesser, vil aldrig blive skuffet.