Stræb efter det der fører til indbyrdes opbyggelse
„Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse.“ — Rom. 14:19.
1, 2. (a) Hvordan blev jorden til, og hvorfor er den et fortrinligt bosted for menneskene? (b) Hvorfor er den ikke et paradis i dag?
UNIVERSETS store Skaber er uden begyndelse og uden ende. Hans navn er Jehova. Jehova eksisterede i millioner af år før han skabte universet og nogen skabning til at leve i det. Jehova var fuldstændig sig selv nok; han følte sig ikke ensom, selv om han var alene. Det behagede imidlertid Jehova at begynde at skabe eller at bygge et univers, og at frembringe mange skabninger som skulle bo i det. Alt hvad Jehova gjorde i forbindelse med universets skabelse har vist sig at være til gavn for andre. Jorden er et udmærket eksempel på hvordan skaberværket har været til velsignelse for andre. Jorden er skabt til at skabninger skulle leve på den under retfærdige forhold, i frihed og lykke. Mennesket var kronen på Guds jordiske skaberværk, den højeststående af Guds jordiske skabninger, og alt hvad Gud skabte blev til i stor mangfoldighed til gavn og glæde for mennesket. Jorden blev skabt til at være et velegnet bosted for mennesker, og alt tyder på at Skaberen har tænkt på og haft for øje hvad der ville tjene til menneskets bedste, så dets liv på jorden kunne blive lykkeligt. — 1 Mos. 1:28; Sl. 115:15, 16.
2 Denne betænksomhed fra Jehovas side var fremkaldt af kærlighed, for Jehova er kærlighed, den store personificerede kærlighed. Det var kærlighed der fik Jehova til at skabe så mange skønne ting som hans skabninger kunne glæde sig ved og drage nytte af. At lægge kærlighed for dagen er altid opbyggende og gavnligt. I Første Korinterbrev 8:1 viser apostelen Paulus at kærligheden opbygger. Hvis menneskeslægten, repræsenteret ved Adam og Eva i begyndelsen, havde lagt kærlighed til Skaberen for dagen, havde næret den rette respekt for ham, havde tilbedt ham og i kærlighed havde været lydig mod ham, ville hele menneskeheden i dag i fuldt mål have kunnet glæde sig over og høstet gavn af de mange velsignelser Jehova tilvejebragte ved sit byggearbejde da han skabte jorden og alt hvad der er på den. Men med Satans oprør og den første mands og første kvindes ulydighed begyndte en nedbrydning. Hele menneskeslægten kom under Jehovas fordømmelse på grund af Adams og Evas synd. Men atter kom Jehovas kærlighed til udtryk idet han påbegyndte et genopbygningsarbejde. Jehova undfangede ideen til en ny tingenes ordning, hans hensigt var at bygge en ny verden. — 1 Mos. 3:15; Hebr. 11:3 (NW), 39, 40; 2 Pet. 3:13.
3. (a) Hvilken foranstaltning traf Jehova med opbygningen af en harmonisk verden for øje? (b) Hvilket byggearbejde fulgte efter Kristi død?
3 En stærk bygning må have en solid grundvold, og i sit nye byggeprogram sørgede Jehova for en solid hovedhjørnesten, Kristus Jesus. Jehovas uendelige kærlighed kom til udtryk ved at han gav det kosteligste han havde, sin enbårne søn, Kristus Jesus, som offer for menneskenes synder. Efter at menneskets uegnethed ikke længere var en hindring, takket være Kristi Jesu genløsningsoffer, erfarede menneskeslægten velsignelser ved Jehovas byggearbejde, for med Kristus Jesus som grundvold begyndte Jehova at opbygge et åndeligt hus bestående af levende stene, og dette åndelige hus skulle udføre et særligt arbejde i Jehovas hensigt. Siden Kristi Jesu død og opstandelse er et stort byggearbejde således gået for sig. Apostelen Paulus omtaler dette i Første Korinterbrev 3:9, hvor han siger: „Guds ager, Guds bygning er I.“ Jehova opbygger altså en åndelig organisation på grundvolden Kristus Jesus og benytter indviede kristne mænd og kvinder på jorden som sine medarbejdere. — Joh. 3:16; 1 Pet. 2:4-10.
4. Hvem deltager i det åndelige byggearbejde, og hvad tilskynder dem til det?
4 Paulus og Apollos deltog i dette byggearbejde. Andre tog ligeledes del i det, som forklaret af Paulus i Første Korinterbrev, kapitel tre. Alle som er med i dette byggearbejde, arbejder sammen med Gud henimod udførelsen af Guds hensigt, og det må forventes at den samme drivkraft bevæger dem alle, nemlig kærlighed. Den der er en Guds medarbejder må ligne ham, han må handle ud fra de samme motiver som Gud, selv om det selvfølgelig sker inden for den menneskelige ufuldkommenheds begrænsninger. Den der er en Guds medarbejder må være sig sit nære forhold til Jehova dybt bevidst. Den almægtige Skaber, Jehova, er så stor og ophøjet i forhold til sine jordiske medarbejdere, som har fået det privilegium at arbejde med på udførelsen af Jehovas hensigter. — 2 Kor. 6:1, NW; Ef. 5:1.
5. Hvilket eksempel sætter Jehova os med hensyn til hvordan vi skal handle over for dem der er svagere end vi, og hvad bør vi derfor gøre?
5 Hver eneste af Guds medarbejdere har udelukkende fået det privilegium at tjene fordi Jehova i sin storhed har tilvejebragt et middel hvorved skrøbeligheder kan overvindes, nemlig Kristi Jesu offer. Jehova, den Stærke, tager menneskers skrøbeligheder i betragtning. Det er det eksempel han sætter os, og vi skulle derfor have samme indstilling over for andre som måske ikke er så stærke åndeligt set som vi er. Åndelig styrke opnås ved at man tilegner sig kundskab fra Guds ord og bestræber sig for at handle efter Guds principper, ved at man forkynder, samt ved at man søger Jehovas og hans ånds hjælp. Det er også et spørgsmål om tid, for studium og øvelse kræver tid. De der i flere år har studeret Guds ord har opnået større åndelig styrke end andre. De der virkelig sætter noget ind på det bliver også stærkere end andre. Apostelen Paulus var en af dem der flittigt bestræbte sig for at opnå åndelig styrke, og han giver følgende vejledning i Romerbrevet 15:1-3: „Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.“ Kristus Jesus tog andres skrøbeligheder og åndelige behov i betragtning og hjalp dem der flokkedes om ham.
6. Hvordan indvirker kærligheden på den kristne bygmester, og hvordan kommer dette til udtryk i forkyndelsen af den gode nyhed?
6 Vi må se på hvad der gavner vor næste, det vil sige dem der står os nær, og ikke kun være os selv til behag. Sådan viser man sand kærlighed. En sand kristen vil se på hvad der gavner og opbygger næsten. Det er en lejlighed til at tænke og handle uselvisk. Ens egne ønsker og personlighed trænges i baggrunden og bliver af mindre betydning, mens udførelsen af Guds vilje får den største betydning. Dette indebærer at man tager hensyn til andre for Guds arbejdes skyld. En bygmester har et projekt at fuldføre og må arbejde sådan at den betroede opgave løses. Han sætter derfor alt ind på at udføre det store arbejde der er forbundet med udbredelsen af den gode nyhed. I den henseende er Paulus et lysende eksempel. Han siger: „Thi skønt jeg står fri over for alle, har jeg dog gjort mig til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for de lovbundne er jeg, der ikke selv er lovbunden, blevet som en lovbunden for at kunne vinde de lovbundne; for dem, der er uden lov, er jeg, der ikke er uden lov for Gud, men bunden af Kristi lov, blevet, som om jeg var uden lov, for at kunne vinde dem, der er uden lov. For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle. Men jeg gør alt for den gode nyheds skyld, for at jeg kan dele den med andre.“ (1 Kor. 9:19-23, vers 23 efter NW) Ja, det er nødvendigt at hjælpe andre og undgå med vilje at irritere dem der står os nær, eller at være ligegyldig med noget der vil virke nedbrydende i stedet for opbyggende på deres værdsættelse af åndelige værdier.
Tolerance over for andres vaner
7, 8. (a) Hvorfor bør ingen kritiseres på grund af sine spisevaner? (b) Hvordan kan en kristen komme til at lægge en anden hindringer i vejen ved det han spiser eller drikker?
7 Folk har mange forskellige vaner. De har deres måde at spise, drikke, klæde sig, tale, og lede deres forretning på. Verden i dag er splittet på grund af forskelligheder i nationalitet og levevis. Dog har Jehova Gud sagt at han af alle disse folk og stammer vil samle mennesker og at de skal lovprise ham. Når et menneske får kundskab om Jehova Gud og hans hensigter og ønsker at tjene ham, betyder det ikke at det fuldstændigt må ændre sine vaner. Når man får kundskab om sandheden, betyder det ikke at man skal ændre sine spisevaner. Tag for eksempel en der udelukkende lever af grønsager. Om et menneske spiser kød eller grønsager har intet med vedkommendes tjeneste for Gud at gøre. Et menneske kan spise og drikke det der er bedst for dets eget fysiske velbefindende. Hvis nogen rejste en strid om spise- og drikkevaner ville det bortlede opmærksomheden fra det vigtigste i livet, nemlig tjenesten for Skaberen, og det kunne medføre stridigheder og vanskeligheder. Det ville være forkert af en kristen bygmester på denne måde at modarbejde andre som er med i det store byggeprogram som Jehova nu leder. Hver bygmester er en af Guds medarbejdere, en af Guds tjenere, og står som sådan til doms for Gud. Han er Dommeren. „Hvem er så du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han; og han skal blive stående, thi Herren har magt til at holde ham oprejst.“ — Rom. 14:4.
8 I dette fjortende kapitel af brevet til romerne taler apostelen Paulus om at være hensyntagende og tolerant over for andre og deres levevis. Idet han anvender spisevanerne som eksempel viser han hvordan man ikke skal lade en splittende og nedbrydende indflydelse vinde indpas i menigheden blot fordi man er uenige med hensyn til hvad man bør spise eller ikke spise. Det vigtigste, Guds rige, er det som alle der er med i Guds byggearbejde må have opmærksomheden henvendt på. Selv om man bemærker at en i menigheden undgår at spise visse ting, behøver man ikke at rejse en stor diskussion om det. Det kan også ske at en eller anden er tilbøjelig til at tage anstød af at en anden spiser eller drikker visse ting. Det er i virkeligheden muligt visse steder på jorden at blive til anstød for en anden der ikke er stærk i troen, hvis man spiser en bestemt slags mad. Nogle mennesker er blevet opdraget af deres forældre til at tro at det er forkert at spise oksekød. Andre undgår at spise svinekød. Nogle steder i verden er det meget almindeligt at drikke vin og alkoholiske drikke, mens man andre steder på jorden ville blive betragtet med afsky eller endog blive anset for at være en synder hvis man drak alkoholiske drikke.
9. Hvilket mål må den kristne holde sig for øje, og hvad bør den modne forkynder i betragtning heraf gøre med hensyn til sine spise- eller drikkevaner?
9 Den modne kristne der er med i Guds byggearbejde må til enhver tid holde sig sit mål for øje. Han må spørge sig selv hvad grunden er til at han befinder sig i en bestemt by eller at han er tilsluttet et bestemt samfund af mennesker. Som en der er indviet til at tjene Jehova Gud må hans mål være at udføre det arbejde Gud har bestemt skal udføres nu i tiden, hvilket vil sige forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Hvis han har fået det hverv betroet at forkynde den gode nyhed om Riget, må han være i stand til at tale med folk, undervise dem og opbygge dem. Hvorfor skulle han da komme i strid med folk og lægge sig selv en uoverstigelig hindring i vejen ved at drikke eller spise bestemte ting som vækker anstød hos andre dér på stedet? Tag for eksempel en by hvor et menneske der drikker alkoholiske drikke bliver betragtet som en synder. Bør en kristen forkynder, der kommer til byen fra et land hvor det er meget almindeligt at drikke vin, fortsætte med at drikke vin selv om det vækker anstød hos folk i byen og gør dem forudindtaget imod ham og det budskab han bringer? Det er indlysende at det ville være bedre om forkynderen drak te eller en anden drik som er almindelig på stedet, eftersom han ønsker at fremme det kristne byggearbejde. Han dør ikke og lider ingen skade selv om han ikke får vin. Der er så mange andre ting man kan drikke.
10. Hvornår må en moden kristen undertrykke sine personlige ønsker for menighedens skyld, som vist i Romerbrevet 14:13-21?
10 Det samme gælder hvis man kommer til en by og her slutter sig til sine kristne brødre i menigheden. Hvis det ikke er skik og brug der i landet eller der på stedet at drikke vin, bør den nyankomne ikke drikke vin på et offentligt sted og således skabe vanskeligheder for hele menigheden. Paulus siger i Romerbrevet 14:13-21: „Fæld hellere den dom, at man ikke må vække anstød hos sin broder eller give ham anledning til fald. Jeg ved og er i Herren Jesus vis på, at intet er urent i sig selv; kun hvis en holder noget for urent, er det urent for ham. Thi voldes der din broder sorg ved din mad, da vandrer du ikke mere i kærlighed. Bliv ikke ved det, du spiser, til fordærv for den, som Kristus led døden for. Lad da ikke det gode, I har fået, blive til spot. Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Thi den, som heri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og består for menneskers dom. Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Nedbryd ikke Guds værk for madens skyld! Ganske vist er alting rent, men når en spiser, skønt han tager anstød deraf, bliver det ondt. Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.“
11. Hvordan kan dette siges at være kristent?
11 Her ser vi atter et eksempel på at man ikke skal lade interessen for sig selv gå foran sit arbejde i Guds tjeneste. Det var kort herefter Paulus udtalte: „Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.“ Paulus viste at vi må have samme sindelag som Kristus. — Rom. 15:3.
12. Hvilken indstilling må den modne kristne bygmester have ifølge Første Korinterbrev, kapitel 10?
12 En og anden vil måske sige at han nu vil spise eller drikke hvad han har lyst til så længe det han spiser eller drikker ikke er i modstrid med Guds lov. Men selv om noget ikke er forkert i Guds øjne, er det et spørgsmål om det er opbyggende. Paulus henleder opmærksomheden herpå i Første Korinterbrev, kapitel 10, hvor der ligeledes tales om at spise og drikke. Han siger: „’Alt er tilladt,’ men ikke alt opbygger. Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten. Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed, ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.“ — 1 Kor. 10:23, 24, 31-33.
13. Hvem efterligner man ved denne uselviske handlemåde?
13 Denne hensyntagen til andre for den gode nyheds skyld må alle kristne lægge for dagen. Den viser at man har samme sindelag som Kristus. I overensstemmelse hermed siger Paulus i Første Korinterbrev 11:1 (NW): „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er Kristi efterligner.“ For den gode nyheds skyld må vi altid søge hvad der gavner andre.