Værdsættelse af åndelige rigdom

DE der virkelig er sig deres åndelige behov bevidst forstår i sandhed at vurdere de åndelige rigdomme. Det er følgende beretninger et vidnesbyrd om:

● Ikke mange ville foretrække at få en bibel og bibelsk litteratur fremfor et par nye sko, men en tysk kvinde i Paraguay gjorde det. Hun følte et behov for bibelkundskab og tog derfor ind til byen for at finde nogle der kunne undervise hende i Guds ord. Hendes søster, der var bekymret over hendes rastløshed, satte hende i forbindelse med en nabo, et af Jehovas vidner.

Det hun hørte, gjorde stærkt indtryk på hende, og hun begyndte at studere Bibelen sammen med søsterens nabo og at overvære vidnernes møder, skønt hun måtte gå flere kilometer for at komme til rigssalen. Da kvinden hørte at vidnerne tiltalte hinanden „broder“ og „søster“, spurgte hun hvordan hun kunne blive medlem af denne familie. Tjenesten på arbejdsmarken blev forklaret, og inden der var gået ti dage fra det første møde hun havde overværet, var hun med ude i tjenesten fra hus til hus. Hun holdt op med at ryge og blev så nidkær at hun i løbet af de første tre måneder tilbragte 97 timer i tjenesten, afsatte 180 af vore bibelske blade og tegnede atten abonnementer. Sin fattigdom til trods lagde hun et budget: først købte hun en bibel, derpå tegnede hun abonnement på Vagttårnet, og endelig fik hun sig et par sko. Ingen er i tvivl om at hun værdsætter de åndelige rigdomme.

● En retsindig mand i Surinam har mange vanskeligheder at overvinde for at komme til vidnernes menighedsmøder. Han har mere end en times vandring gennem en tæt skov, hvor det vrimler med giftslanger, og i regntiden må han bogstavelig talt svømme gennem mosen. Hvordan klarer han det? Jo, han har noget tørt tøj hængende hos en ven, og før og efter mødet skifter han tøj. Også han må siges at værdsætte de åndelige rigdomme.