Papyrus — forløberen for papir

SKRIVEMATERIALE har man ikke altid kunnet skaffe i så store mængder og så billigt som det er tilfældet med papir i dag, hvor man kan erhverve sig en notesbog for et ringe beløb. Blandt de skrivematerialer man i tidens løb har anvendt før papirets fremkomst kan nævnes sten, ler, potteskår, metaller, træ, bark, blade, læder, papyrus samt pergament fremstillet af kalve- og fåreskind. I de ældste tider var det især de fattige der benyttede lerskår som skrivemateriale. Skårene, der let kunne findes i enhver affaldsdynge, havde en glat skriveflade. Sådanne beskrevne skår kaldes ostraka og er af stor værdi for arkæologerne.

Af alle disse skrivematerialer er der måske næppe noget der har været anvendt i så lange tider som papyrus. Man begyndte allerede at tage den i anvendelse mindst to tusind år før Kristus, og fremstillingen af papyrus er fortsat lige op til begyndelsen af vort tyvende århundrede. Papyrusen har særlig interesse for de mennesker der holder af Bibelen, eftersom det ser ud til at De kristne græske Skrifter oprindelig blev skrevet på papyrus, og afskriverne af disse skrifter benyttede sædvanligvis papyrus indtil det syvende århundrede efter vor tidsregning. Ordet „papir“ har vi fra ordet „papyrus“.

Papyrus er et skrivemateriale fremstillet af en vandplante med samme navn, der i øvrigt betyder „flodens produkt“. Plantens rod er af samme tykkelse som et menneskes håndled, og planten vokser i sumpstrækningerne langs Nilens bred, i cirka en meter vand, hvor den skyder sine stængler op i en højde af to meter eller mere. — Job 8:11.

De gamle ægyptere fandt mange anvendelsesmuligheder for papyrusen. Den blev brugt som brændsel, til fremstilling af både, sejl, reb, måtter og sandaler. Barnet Moses blev anbragt i en ark eller kiste lavet af papyrus. Men papyrusen gjorde dog først og fremmest nytte som skrivemateriale. Papyrusfremstilling var faktisk engang Ægyptens førende industri. — 2 Mos. 2:3.

Til fremstilling af skrivemateriale benyttede man papyrusens marv, som grækerne kaldte biblos, et navn man gav papyrusrullerne og som efterhånden blev til ordet „bibel“. Vi genfinder også navnet i den fønikiske by der var midtpunkt for papyrusindustrien, nemlig Byblos.

Marven blev skåret ud i tynde, lange strimler der blev lagt ved siden af hinanden i længderetningen, og i rette vinkler ovenpå dette blev lagt et andet tværgående lag. De to lag limedes nu sammen og blev dernæst banket med en kølle. Så blev de lagt til tørre i solen. Arket blev glattet med pimpsten og poleret med elfenben eller skaller. Det færdige produkt var blødt og bøjeligt og kunne fås i forskellige størrelser og kvaliteter.

Arkenes højde og bredde varierede fra femten til femogfyrre centimeter, og almindeligvis limede man tyve ark sammen i forlængelse af hinanden så de kunne danne en rulle, til hvis ene ende man fæstede en tynd stok. Sådanne ruller, der kun var cirka fire centimeter i diameter, kunne have en længde af fra fire til seks meter. En rulle til hverdagsbrug havde sjældent en længde af over ni meter. Særlige statsdokumenter kunne imidlertid nå betydelige længder. Således har man i vore dage fundet en papyrusrulle der var fyrre meter lang.

Det var den side med de tværløbende strimler man skrev på, og striberne medvirkede til at man kunne skrive lige. Til tider skrev man dog om på den anden side for at fuldende den skrivelse man var begyndt på. Kolofonen, som oplyste hvornår og af hvem rullen blev skrevet, blev føjet til i slutningen af rullen. I begyndelsen af det andet århundrede efter Kristus begyndte papyrusrullen at blive fortrængt af papyrus-kodekser, håndskrifter i boglignende form, der efterhånden erstattedes af kodekser fremstillet af pergament, hvilke vandt indpas i begyndelsen af det fjerde århundrede.

Man skrev på papyrus ved hjælp af en rørpen, som man vædede i vand for at pennespidsen kunne være blød. Det blæk man brugte var fremstillet af gummisod og vand. Almindeligvis skrev man i smalle spalter der var fra fem til ti centimeter brede. Når man ikke benyttede papyrusrullen opbevarede man den i en cylindrisk beholder, som man kaldte en capsa.

I kristnes øjne har de papyrusdokumenter der er blevet bevaret indtil vore dage den største værdi. For det første har de givet os kendskab til det fællesgræske sprog, koiné, der taltes og benyttedes af De kristne græske Skrifters penneførere. For det andet — og det har den største betydning — har bibel-papyrus godtgjort at De kristne græske Skrifter som vi har dem i dag er autentiske.